Kapitel 15
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 4. august 2013
Min kone og jeg var i Sevdikeuy, en græsk landsby et par mil syd for Smyrna ved den osmanniske jernbane, da nyheden kom om, at den græske hær led alvorlige tilbageslag. Disse rygter blev ikke troet i starten, men de blev mere og mere insisterende og kastede befolkningen ud i en tilstand af voldsom frygt.
Omsider blev meldingerne til vished. Den officielle nyhed blev modtaget, at den græske hær havde lidt et frygteligt og uigenkaldeligt nederlag og at intet nu forhindrede tyrkerne i at trænge ned til kysten. Befolkningen begyndte at tage af sted, først nogle få, derefter flere og flere, indtil flugten udviklede sig til en veritabel panik.
Byen blev hurtigt fyldt med flygtninge fra det indre af landet. Hovedparten af disse flygtninge var småbønder, som havde levet på ejendomme, der var gået i arv fra far til søn gennem mange generationer. Deres forfædre havde bosat sig i Lilleasien, før tyrkerne var begyndt at udvikle sig til en nation. De var børn af jorden, i stand til at leve og klare sig selv i deres små huse og på deres få hektar, hver familie med sin ko, sit æsel og sin ged. De producerede endda tobak, figner, rosiner uden kerner og andre produkter til eksport. De var eksperter i dyrkning og bearbejdning af de bedre kvaliteter af cigarettobak og de kostelige rosiner, hvoraf Lilleasien producerer den bedste kvalitet i verden. Dette værdifulde landmandselement, selve rygraden i Lilleasiens velstand, var atter blevet bragt til tiggerstaven og henvist til amerikansk velgørenhed. De ankom i tusindvis til Smyrna og langs hele kysten. De fyldte alle kirker, skoler og gårdspladser tilhørende KFUM og -K samt de amerikanske missionsskoler. De sov i gaderne. Mange kom videre på dampere og sejlskibe i løbet af de første dage. Kajerne i havnen, fyldt med flygtninge og deres ejendele, var et broget syn. For det menneske, hvis hjerte ikke var helt forstenet som følge af Den Store Krig, var synet af det store antal hjælpeløse småbørn særligt bevægende. Desværre har forstening af det menneskelige hjerte været et af det store ragnaroks mest tydelige fænomener. Læge Esther Lovejoy fra New York, der allerede er nævnt, udtalte sig på følgende måde om visse amerikanere, som var til stede under disse scener af lidelse og overgreb: "Deres sind syntes ikke at registrere." Havde hun sagt "hjerter", ville hun have været nærmere sandheden. Flygtningene transporterede så mange af deres ejendele med sig, som deres styrke tillod, og man så ofte et lille barn siddende på toppen af et stort bundt sengetøj, det hele på skuldrene af en mand eller kvinde, der vaklede afsted.
I normale tider bliver de syge ikke set, fordi de befinder sig i husene, for det meste liggende i sengen. Under flugten fra en stor brand eller panik bliver man overrasket over antallet af syge eller handicappede, der bringes frem i lyset. Mange af flygtningene bar deres syge på skuldrene. Jeg husker især en gammel gråhåret kvinde, som kom snublende gennem Smyrnas gader med en afmagret febersyg søn siddende overskrævs om hendes hals. Han var højere end moderen, benene næsten rørte jorden.
Så begyndte de besejrede, støvede, lasede græske soldater at ankomme; de så lige frem, som mænd, der gik i søvne. Mange af dem - de mere heldige - sad på gamle assyriske vogne, efterkommere af de meget primitive køretøjer, der anvendtes på Nebukadnesars tid.
I endeløse rækker kom de strømmende gennem byen mod det sted på kysten, som den græske flåde havde trukket sig tilbage til. Tavse som spøgelser gik de, og så hverken til højre eller venstre. Fra tid til anden kollapsede en soldat, hvis kræfter slap op, på fortovet eller ved en dør. Det blev sagt, at mange af disse blev taget ind i husene og givet civilt tøj, og at nogle på den måde undslap. Det blev troværdigt fortalt, at andre, hvis kræfter svigtede dem før de nåede ind i byen, blev fundet et par timer senere med halsen skåret over. Og nu hørte vi omsider, at tyrkerne var på vej mod byen. Der havde været forudsigelser om, at de græske tropper, ved ankomsten til Smyrna, ville brænde den, men deres adfærd fordrev hurtigt alle sådanne bekymringer. Faktiske havde den amerikanske, sammen med de britiske, franske og italienske delegerede, besøgt general Hadjianesti, den græske øverstbefalende, for at spørge ham, hvilke foranstaltninger han kunne tage for at forhindre voldshandlinger fra de uorganiserede græske styrkers side. Han talte om et veldisciplineret regiment fra Thrakien, som han forventede ville komme, og som han lovede at sætte ud som en skærm for at forhindre omstrejfende bander i at komme ind i byen, og endda om at organisere ny modstand mod tyrkerne, men kunne ikke give de delegerede noget endeligt tilsagn. Han var høj og tynd, rank som en ladestok, yderst velplejet, med et spidst gråt skæg og med mine som en aristokrat. Han var en flot mand med ry som kvindebedårer. Dette var sidste gang, jeg så ham, men da jeg senere læste om ham stående foran en henrettelsespeloton i Athen, havde jeg stadig et levende mentalt billede af dette sidste møde i det militære hovedkvarter i Smyrna. Hvis det var ham, der var ansvarlig for at sende blomsten af sine tropper afsted for at true Konstantinopel på et tidspunkt, hvor der var hårdt brug for dem i Lilleasien, fortjente han streng straf eller indespærring på et sindssygehospital. Han havde et almindeligt ry for storhedsvanvid, kombineret med en ikke alt for høj duelighed. Intet andet end et fjols ville have accepteret Smyrna-posten på det tidspunkt, hvis det var for ærens skyld. Hvad der var behov for, var en mand af energi med en klar forståelse af situationen, som kunne have indført hastige og kloge forholdsregler for at redde så meget af vraggodset, som reddes kunne. Men Hadjianesti havde travlt med at istandsætte og møblere i prægtig stil et palads på kajen, som han havde forlangt som residens. Han fortjente at blive ynket, for det er sandsynligt, at han ikke var i mental balance.
Det blev hævdet med bestemthed, at det tyrkiske kavaleri ville rykke ind i byen om morgenen den 9. september (1922). Den græske generalstab og højkommissæren med hele den civile administration gjorde sig klar til at tage af sted. De græske gendarmer patruljerede stadig i gaderne og holdt orden. Disse mænd havde vundet tilliden af alle i Smyrna og hele det besatte område ved deres almindelige effektivitet og gode opførsel. Uanset hvilke beskyldninger der kan rettes mod de græske soldater, kan ikke andet end ros siges om de græske gendarmer. Alle mine tidligere kolleger i Smyrna og alle beboere i distriktet vil bekræfte mig i denne erklæring. Der ville komme et interval mellem evakueringen af Smyrna og ankomsten af de tyrkiske styrker, hvor byen ville være uden styrelse af nogen art. Nogle af de fremmede regeringers repræsentanter gik til højkommissæren og bad ham om at efterlade gendarmerne, indtil tyrkerne havde taget over, hvis sidstnævnte gav en garanti for, at de ville få lov til at tage af sted uden at blive forulempet. Højkommissæren gik ikke ind på denne anmodning. Jeg var ikke en del af det. De græske embedsmænd tog alle afsted. Hr. Sterghiades havde blot nogle få skridt at gå fra sit hus til havet, hvor et skib ventede ham, men befolkningen hujede efter ham. Han havde gjort sit bedste for at gøre godt i en umulig situation. Han havde forsøgt med alt, hvad der stod i hans magt, at blive venner med de uforsonlige tyrkere, og han havde straffet grækere hårdt, undertiden med døden, der var skyldige i forbrydelser mod tyrkerne. Han grundlagde et universitet i Smyrna og bragte en græsk professor med internationalt ry fra Tyskland til at fungere som præsident.
En af de sidste grækere jeg så på gaden i Smyrna før tyrkernes ankomst, var professor Karatheodoris, præsident for det dødsdømte universitet. Med ham forsvandt inkarnationen af kulturens og civilisationens græske geni fra Orienten.
De græske styrker tog afsted, civile og militære, og byens interregnum uden styrelse begyndte. Men intet skete. Muhammedanere og kristne var stille, ventende med stor ængstelse. Det altdominerende spørgsmål var: Hvordan ville tyrkerne opføre sig? De franske og italienske delegerede forsikrede deres kolonier om, at Kemals hær bestod af veldisciplinerede tropper, og at der intet var at frygte. Jeg havde ingen bekymringer for de indfødte amerikanere, men var meget urolig for de to hundrede eller flere naturaliserede borgere [dvs. som havde opnået amerikansk statsborgerskab, o.a.], hvoraf mange var tidligere osmanniske undersåtter. Jeg påtog mig derfor ikke noget ansvar for at forsikre den indfødte befolkning, grækere og armeniere, om, at de ville være helt sikre, ligesom jeg heller ikke sagde noget, der kunne have skabt panik. Mange damer, amerikanske og andre, tog afsted på denne tid. Jeg rådede min kone til at tage afsted, men hun nægtede, idet hun tænkte, at hendes tilstedeværelse kunne give trøst til dem, der blev. Jeg besluttede at finde et samlingssted for de amerikanske borgere og at underrette dem alle om, at de så vidt muligt skulle holde sig i nærheden af dette sted og søge tilflugt dér i tilfælde af alvorlig uro og generel fare. Jeg udvalgte det amerikanske teater til formålet, en stor og passende bygning på kajen, og indkaldte de ledende medlemmer af den amerikanske koloni, indfødte og naturaliserede, til et møde på mit kontor. Her underrettede jeg dem om de trufne forholdsregler, der skulle anvendes i tilfælde af nød. Da jeg hævede mødet, rejste hr. Rufus W. Lane, nu købmand i Smyrna, men tidligere amerikansk konsul dér, sig og sagde: "Vi er ikke kommet her alene for at redde vore egne skind. Flygtningene, der strømmer ind i byen i tusinder og atter tusinder, er ved at dø af sult, og der er ingen til at hjælpe dem. Jeg havde håbet, at dette møde var blevet sammenkaldt for at træffe foranstaltninger til at bistå disse stakkels mennesker." En midlertidig hjælpekomite blev organiseret på stedet, og en tilstrækkelig stor sum penge blev ydet til at starte operationerne. Alle de førende amerikanske virksomheder tilbød deres lastvogne og biler samt deres personlige tjenester. Bagere blev ansat og sat i arbejde, lagre af mel blev fundet og købt, og i løbet af et par timer gav denne organisation føde til de hjælpeløse og forvirrede flygtninge, der hobede sig op i byen. Havde det ikke været for den amerikanske koloni i Smyrna, ville tusinder være døde af sult, før Hjælpeenheden fra Konstantinopel nåede frem.
I mellemtiden telegraferede jeg indtrængende for at få sendt amerikanske væbnede styrker til Smyrna. Jeg tænkte, at hvis der nogensinde havde været et tidspunkt, hvor en situation krævede tilstedeværelse af flådeenheder, så var det nu. Selvom vores koloni ikke var stor, var vore forretningsinteresser og ejendomsbesiddelser meget betydelige, for ikke at nævne vore store skoler med deres personale af lærere og professorer.
Flåden i disse farvande var under kontrol af denne meget fine officer og gentleman, admiral Mark L. Bristol. Jeg havde grund til at tro, at admiralen havde fuldkommen tillid til tyrkernes gode intentioner og administrative evner og mente, at sidstnævnte ville bringe en venlig og godgørende administration til Smyrna. Som reaktion på den telegrafiske insisteren overfor udenrigsministeriet, blev et telegram modtaget om, at destroyere ville blive sendt til Smyrna, da krydsere ikke var til rådighed, for at beskytte amerikansk liv og ejendom. To små destroyere blev således sendt. Flådeenheder fra Storbritannien, Italien, Frankrig og USA var til stede i Smyrna, og forankret blot et par hundrede meter eller mindre fra husene på kajen under de frygtelige, skændige og hjerteskærende scener, der fulgte.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo