Kapitel 13
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 26. juli 2013
Afbrænding af Smyrna samt massakren på dens indbyggere og deres spredning har vakt udbredt humanitær og religiøs interesse på grund af de mange menneskers lidelser, som er uden sidestykke. Men der er en anden gruppe mennesker i USA, som ikke tæller mange, der mere er blevet dybt bedrøvede over denne ældgamle bys skæbne - de klassiske lærde og historikerne.
De lærdes øjne har siden Schliemanns store opdagelser været rettet mod øen Kreta, hvor det nu er kendt, at en højt udviklet civilisation eksisterede samtidigt med den tidlige egyptiske, og af hvilken de gamle byer Tiryns og Mykene var forposter. Det menes, at forfædrene til de kongelige huse i disse bebyggelser oprindeligt kom fra Lilleasien, og det er muligt, at ideen til de dystre gamle løver over porten til Mykene [Løveporten], der symboliserer dets kongers mod, kan være kommet fra Asien. Theseus, denne attraktive og romantiske helt, som til sidst blev en af kongerne i Athens mytiske tid, er forbundet med Lilleasien gennem amazonerne, som var kvindelige præstinder fra den gamle kult af den mangebarmede gudinde fra Efesos.
Fra Ionien spredtes modercivilisationen til det gamle Grækenland, til Sicilien, til Italien og langs Sortehavets bredder, og endelig til Europa og Amerika! Det er mere end sandsynligt, at Homer var en smyrniot eller en indbygger i Lilleasien, og hans skrifter var i utallige år en slags bibel eller hellig bog, der formede karakteren af millioner. Måske den tidligste forestilling om monogami, helt sikkert den smukkeste, kommer fra Homers digte. Vores opfattelse af familien er græsk, og vi har fået den fra Odysseen, sandsynligvis skrevet i Smyrna for tusinder af år siden.
Under Det Byzantinske Rige - denne pragtfulde, romantiske og tragiske magt, som udviklede en storslået civilisation og holdt lærdommens ild brændende gennem middelalderens mørke - blomstrede Lilleasien og var den provins, som bidrog mest til styrken og fastheden af rigets generelle struktur. Nikeforos Fokas' bedrifter og Digenis Akritas' fortællinger, udødeliggjort i vers, er velkendte endda for de lærde, der ikke er byzans-specialister. Disse var dagene for de store landbaroner, der havde kongestatus, og hvis glemte historie kunne være et skatkammer for romantiske romanforfattere. Senere bliver Ionien af intens interesse for hele den kristne verden. Det er landet med de syv byer i Åbenbaringen, med de syv kirker fra det vidunderlige mystiske digt af Johannes Evangelisten. Seks af lysene gik ud i evigt mørke for længe siden, men Smyrnas lys brændte klart, indtil den blev ødelagt den 13. september 1922 af Mustafa Kemals tyrkere, og døden af den sidste af dens store biskopper, hvis martyrium meget passende afsluttede dens glorværdige kristne historie.
Polykarp, Smyrnas skytshelgen i de mange år af dens eksistens som en kristen by, blev brændt levende i et gammelt stadion, hvis kontur stadig er klart synlig, den 26. februar 156 e.Kr. Chrysostom blev tortureret og revet i stykker af en tyrkisk hob foran de kemalistiske styrkers militære hovedkvarter i Smyrna den 9. september 1922 e.Kr. I Lilleasien afholdtes de store kristne møder [konciler]: i Nikæa, Efesos og Kalchedon; her blev kirkefædrene født, St. Paulus og de to Gregor'er [Gregor af Nazianz og Gregor af Nyssa, o.a.]. Det var i Efesos, nær Smyrna, at Paulus kæmpede med vilde dyr [1 Kor 15:32].
Græsk civilisation har igen og igen udviklet sig i Lilleasien for at blive knust af asiatisk invasion. På sit højeste producerede den de udødelige byer Pergamon, Smyrna, Kolofon, Philadelphia, Efesos, Halikarnassos. Hele landet var oversået med mindre byer, prydet med kunstskoler og smukke templer, hvoraf mange var ophav til berømte filosoffer og digtere. Ionien er en gravplads af gamle græske byer og marmor-landsbyer mod hvilke amerikanske forskeres interesse mere og mere er blevet rettet. En pioner inden for dette område var J. R. Sitlington Sterrett, som har efterladt sig et uforglemmeligt navn blandt amerikanske arkæologer.
Klimaet i Smyrna ligner meget det i det sydlige Californien. Sne falder sjældent, hvis nogensinde, om vinteren, og om sommeren bliver landet dagligt forfrisket af en brise fra havet, imbaten, som den kaldes i Smyrna-dialekt.
Søruten fra Athen til Smyrna går mellem øerne Euboea og Andros og mellem øerne Chios og Mytilene, den gamle Lesbos, berømt som hjemsted for den kvindelige digter Sappho. Den strejfer det store forbjerg Kharabournou [Karaburun] og går ind i Hermian-golfen [Izmir-golfen]. Til venstre er den gamle by Fokaia. En koloni fra Fokaia grundlagde Marseille, Frankrig for nogle tusinder af år siden. Det er interessant at vide, at massakren på og fordrivelsen af indbyggerne i juni 1914, vakte særlig interesse og sympati i den moderne franske by.
Havnen i Smyrna er en af de bedste i verden og kan sammenlignes med Vancouver. I bunden af Hermian-golfen kommer vi til en slags sø-port, indgangen til den egentlige havn, hvor de største søgående fartøjer trygt kan ankre op. Smyrna har opnået stor betydning i de seneste år som en kommerciel havn. Mens andre havne, især havnen af dens gamle rival, Efesos, er blevet fyldt med aflejringer bragt ned af floderne, har havnen i Smyrna ikke lidt samme skæbne; silten fra Hermos-deltaet [Gediz-deltaet] har kun tendens til at indsnævre dens udmunding.
Blandt de første ting, der udpeges for den rejsende som ankommer til bugten, er "De To Brødre" eller tvillingebjergtoppe, som er identiske i udseende. Til højre er den gamle fæstning, der blev bombarderet af den britiske flåde under krigen, og hvis kanoner tydeligt kan ses af passagererne på damperne. Kort efter at have passeret fæstningen, dukker Smyrna frem beliggende i armene af en lang, hvid, halvrund bugt, der ligner den i Napoli, som den næppe står tilbage for i skønhed, og bliver over skråningerne af Mount Pagus kronet af en gammel mur og fæstning. Byen selv med dens forstæder, strækker sig langt udenfor halvcirklen på begge sider.
På tidspunktet for dens ødelæggelse er det sandsynligt, at indbyggertallet oversteg 500.000. Den seneste officielle statistik angiver tallet til 400.000, hvoraf 165.000 var tyrkere, 150.000 grækere, 25.000 jøder, 25.000 armeniere og 20.000 udlændinge: 10.000 italienere, 3.000 franskmænd, 2.000 briter og 300 amerikanere.
Den vigtigste promenade var kajen, hvor man kunne finde det amerikanske teater, den smukkeste bygning af sin art i Det Osmanniske Rige, mange biografer, de bedste hoteller, forskellige moderne og velopførte kontorbygninger, foruden boligerne af de mest velstående købmænd, blandt hvilke der var grækere, armeniere og hollændere. På dette strøg fandtes også flere af konsulaterne; den imponerende bygning, der ejedes af den franske regering, var velegnet til selv en ambassade.
De nævnte boliger var elegante i udseende og indeholdt skatte af tæpper, dyrt møblement, kunstgenstande og orientalske sjældenheder.
Byen var i det store og hele inddelt i kvarterer, selvom dette ikke var et skarpt arrangement. Det tyrkiske lå mod øst og syd, og besatte, som normalt i alle blandede osmanniske byer, den højest beliggende del, der strakte sig op ad Pagus-bjergets sider, (og stadig gør, for den sags skyld, eftersom kvarteret ikke blev brændt). Arkitektonisk er det et typisk virvar af faldefærdige hytter, med meget få, om nogen, bygninger af overlegen værd. Mod øst var de fleste af jøderne grupperet, mens det armenske kvarter lå nord for det tyrkiske og i sammenhæng med dette. Det græske område lå igen nord for det armenske.
Når man taler om befolkningen i Smyrna, må man ikke glemme at nævne "levantinerne". Blandt amerikanere synes der at være en vis usikkerhed om, hvem disse folk egentlig er. Udtrykket anvendes normalt om enhver indbygger i Nærøsten, og formodes at indeholde en betydning af bedrag og skarphed i forretninger. En "levantiner" er i virkeligheden en udlænding, hvis forfædre bosatte sig i dette land én eller flere generationer tilbage, som er blevet grundigt velbevandret i det orientalske forretningsliv, som taler sprogene, og hvis forfædre i nogle tilfælde kan have giftet sig med grækere eller armeniere.
Som orientaleren opfatter det, består befolkningen i dette land af tyrkere, grækere, armeniere, jøder og levantinere. Sidstnævnte har trivedes enormt, og der er to små byer, Boudja og Bournabat, begge inden for en halv times kørsel med tog fra hovedstaden, der hovedsageligt er beboet af efterkommere af briter, franskmænd og hollændere, der for omkring hundrede år siden bosatte sig i Nærøsten. Disse to landsbyer er meget smukke. Mange af boligerne er imponerende, og de parker og rosenhaver, der omgiver dem, overgås ikke noget sted i verden. Deres ejere levede (eller lever, for de af dem der vendte tilbage) som handelsfyrster. De har været i stand til, beskyttet af kapitulationerne, at samle store formuer. Disse mennesker bliver generelt fortørnede over at blive kaldt "levantinere", og klamrer sig til deres oprindelige nationalitet. Under Den Store Krig lod deres sønner sig hverve med entusiasme, og de tyske og tyrkiske kanoner og andre ødelæggelsesmidler gjorde stort indhug blandt de sorgløse og velhavende unge fra Boudja og Bournabat.
Det primære forretningsstrøg i Smyrna var Rue Franque, hvor grækernes, armeniernes og levantinernes store afdelinger og engrosbutikker var beliggende. I indkøbstiden om eftermiddagen, var denne gade så overfyldt, at man bevægede sig gennem den med besvær, og i den brogede skare udgjorde damer, iklædt den nyeste mode og på udkig efter den slags ting, som damer køber overalt, en stor del.
Det sociale liv præsenterede mange attraktioner. Teselskaber, dansearrangementer, musikalske eftermiddage og aftener blev givet i de rige armenieres og grækeres luksuriøse saloner. Der var fire store klubber: Cercle de Smyrne, som mest frekventeredes af briter, franskmænd og amerikanere; Sporting med en fin bygning og have på kajen; Den Græske Klub og en Country Club nær det amerikanske universitet med fremragende golfbaner og galopbane.
I ingen by i verden var Øst og Vest blandet fysisk på en så spektakulær måde, som i Smyrna, mens de åndeligt set altid bevarede karaktererne af olie og vand. Et af de almindelige syn i gaderne var de lange kamelkaravaner med dyrene i gåsegang, bundet sammen med reb og ledet af en driver på æsel, iført rød fez og en grov hvid-ulden kappe. Disse karavaner kom fra det indre lastet med sække af figner, lakridsrod, rosiner, træ, tobak og tæpper. Mens udlændingen er tilbøjelig til at være bange for disse klodsede dyr, kunne man ofte se en græsk eller armensk kvinde i højhælede sko og elegant dragt, bukke sig, løfte rebet mellem to kameler og passere under. I den nordlige ende af byen er der en banegård ved navn "Karavanebroen", fordi der i nærheden er en gammel stenbro af samme navn, over hvilken kamelkaravaner, der kom fra så fjerne steder som Bagdad og Damaskus, plejede at passere.
De indfødtes munterhed er allerede omtalt. En af de vigtigste institutioner i Smyrna, som søfolkene altid spurgte efter, var Politakia eller strenginstrument-orkestrene med guitarer, mandoliner og citere. Musikerne lagde stor gejst i udførelserne ved at synge indfødte sange til eget akkompagnement og egne improvisationer. De forskellige orkestre gav natlige koncerter i de vigtigste cafeer og blev ofte opfordret til at optræde ved fester i private huse.
Smyrnioternes sorgløshed var nærmest ukuelig og fortsatte næsten til de sidste dage, hvor den blev slukket for evigt. Under Den Store Krig bombarderede briterne fæstningen. Først gjorde lyden af de store kanoner indbyggerne skrækslagne, men da de fandt ud af, at hensigten ikke var at sende granater ind i byen selv, samledes hele befolkningen på hustagene og i cafeerne for at overvære lysglimtene og sprængningen af projektilerne. Affyringen af kanonerne var klart synlig fra kajen og blev en regulær teaterforestilling med stole på fortovene solgt til høje priser.
Når man gik fra det europæiske kvarter - grækere og armeniere bliver her regnet for europæere - ind i det tyrkiske, befandt man sig i tiden for 1001 Nat. Civilisationen, væremåden, isolationen af kvinderne, der ikke blev set overhovedet eller gik gennem gaderne tæt tilslørede, var alt sammen som beskrevet i 1001 Nat. Særligt bør nævnes brevskriverne, der i almindelighed var venlige gamle hodjaer [lærere på de højere klassetrin], som sad ved borde og nedskrev kærlighedsbreve og andre skrivelser, der blev hvisket i deres ører. Grupper af fez-bærende muslimer sad her og der rygende på deres vandpiber ved antikke springvand eller i skyggen af klatrende vinstokke.
De amerikanske interesser i Smyrna havde stor betydning. Udover det allestedsnærværende Standard Oil Company, var der det store MacAndrews & Forbes lakridsfirma med dets rummelige kontorer og tusindvis af ansatte og arbejdere; alle de vigtigste tobaksselskaber, hvis forretninger omsatte for millioner årligt; eksportørerne af figner og rosiner og tæpper samt, efter den græske besættelse, importørerne af landbrugsredskaber og biler.
Der var vigtige amerikanske uddannelsesmæssige og humanitære institutioner samt arkæologiske ekspeditioner til Sardes og Kolofon. Under deres sidste kampagne ved Sardes gjorde arkæologerne et bemærkelsesværdig fund af tredive guldmønter præget af Krøsus, som jeg påtog mig at passe på og bragte til USA umiddelbart efter Smyrna-katastrofen. Det lykkedes dem også, med min hjælp, at få fat i det første store parti originale marmorkunstværker, der nogensinde er blevet sendt til et amerikansk museum. Sidstnævnte blev sendt til Amerika for Metropolitan Museum i New York. Alle disse marmorkunstværker og mønter blev af politiske grunde sendt tilbage til Konstantinopel fra New York.
På dette sted vil jeg tillade mig det sidespring at gøre den bemærkning, at dette at bringe disse bemærkelsesværdige oldtidsminder til USA gav mig større glæde end nogen anden enkelthandling i hele min konsulære karriere. Denne tilfredshed blev delt af den afdøde Howard Crosby Butler, som forøgede min glæde med sin uforbeholdne ros. Måske - hvis denne store forsker og høviske gentleman ikke pludselig var død i Paris, kunne han måske have forhindret, at disse skatte blev ofret til fordel for forretningsmæssige og politiske interesser - forgæves og urimeligt ofret.
Blandt de interessante fortidsminder, der findes i Smyrna, er to akvædukter, som kan ses fra jernbanen til Boudja. Der er også den såkaldte "Tantalus' grav", graven af byens mytiske grundlægger. Byens fremragende vandforsyning kommer stadig fra en gammel kilde, kendt som "Dianas bade".
Vejen fra Smyrna til Boudja strejfer den smukke St. Anne Dalen, der hedder således, fordi hun formodes at være blevet begravet der. Gennem denne flyder floden kendt som Meles, ved hvis bredder Homer kan have skrevet sit store epos.
Civilisationen i denne gamle og smukke by var hovedsagelig græsk. De store møller i Nazli, som før krigen leverede en fremragende kvalitet af mel ikke kun Smyrna Vilayetet, men til resten af Tyrkiet og endda blev eksporteret til Europa, blev grundlagt af en græker. Af de 391 fabrikker i Smyrna, var 344 græske og 14 tyrkiske. Statistikker af denne art kan mangedobles i det uendelige.
De to vigtigste indfødte skoler - begge græske - var Homerion, en institution for piger, og Den Evangeliske Drengeskole, sidstnævnte under britisk beskyttelse. Disse var akademier af stor værdi, som gav et liberalt uddannelsesforløb, og deres kandidater, mange af dem succesfulde mænd og kvinder, kan findes i alle dele af verden. Den Evangeliske Skoles bibliotek var anerkendt af lærde som indeholdende en stor og uvurderlig samling af bøger, manuskripter og inskriptioner, hvoraf mange aldrig kan erstattes.
Blandt andre uoprettelige tab som følge af branden bør nævnes to meget gamle eksemplarer af Bibelen - det ene opbevaret i en kirke i Smyrna, og det andet den særlige opgave for et lille samfund af kristne, som siges at være flygtet fra Efesos, da denne by blev plyndret af tyrkerne for århundreder siden, og som havde grundlagt en lille landsby, hvis eneste formål var at bevare denne ærværdige bog. Denne del af fortællingen bør ikke afsluttes uden at omtale arkiverne i det amerikanske konsulat. Smyrna var et af de ældste af vore udenlandske kontorer og indeholdt mange indberetninger, underskrevet af Daniel Webster og andre lige så berømte skikkelser fra vores historie, foruden interessante referencer til indfald af Barbaresk-pirater, samt en beretning om en berømt polsk patriots redning af en lille amerikansk krydser, som gjorde klart skib og krævede hans frigivelse fra et østrigsk krigsskib. Der har været mange spændende og inspirerende episoder i vores flådes historie, hvor kommandører har handlet på eget ansvar i retfærdighedens og humanitetens navn. Sådanne episoder var hyppigere før fuldendelsen af den trådløse telegraf og undervandstelegrafen. Det er en trøst at tænke på, at den dristige episode, nævnt ovenfor, fandt sted i Smyrnas havn, som for på en måde at afbalancere stedets historie.
Inden branden var jeg optaget af at gennemgå de gamle optegnelser og forberede et sammendrag af deres indhold. Blandt konsulatets skatte var der tolv pragtfulde gamle træsnit af slaget ved Navarino, der skildrede de forskellige stadier af handlingen med trofaste gengivelser af de forskellige skibe med deres navne, hvilke jeg havde tænkt mig, som var de min personlige ejendom, at præsentere for vores flådeafdeling. Jeg tror ikke, der er andre eksemplarer af disse tryk i eksistens.
Smyrna er nu en bunke ruiner og en tyrkisk landsby. Det bør dog erindres, at historien gentager sig. Smyrna blev genopbygget af grækerne efter lydiernes ødelæggelse af den, og hellensk civilisationen genvandt sig selv efter de tyrkiske piraters rovgriskhed i 1084 og Timur Lenks frygtelige nedslagtninger. En stor by er blomsten af foretagsomhed samt en fredelig og fremgangsrig civilisation. Når landmændene myldrer ud over sletterne og søfolkene står til havs i skibe, så bygges basarerne og pakhusene, bankerne og kontorerne og de dygtige håndværkeres butikker. Smyrna vil vokse sig stor igen, når en levende og fremskridtsvenlig vestlig civilisation atter udvikler sig i Ionien. Historien har vist, at grækerne - pga. deres geografiske placering, deres industrielle og økonomiske virksomhed, og deres relative maritime overherredømme i Middelhavet - er det folk, der i sidste ende er bestemt til at bære europæisk fremskridt til Lilleasien, medmindre selvfølgelig at kristendommen skulle falde helt fra hinanden, og dermed den civilisation, der bygger på den. Smyrna er for tæt på Europa til, at tyrkisk tilbageskridt og fordærv kan opholde sig dér på ubestemt tid. Dens marker er for rige og for værdifulde for den menneskelige race til, at de kan forblive i hænderne på en sparsom befolkning af inkompetente hyrder. Spørgsmålet bliver ofte stillet: "Hvornår vil tyrkerne genopbygge Smyrna?!" Tyrkisk Smyrna blev ikke brændt.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo