Walter M. Geddes' beretning
Kapitel 8
Af
Kapitel 8
Af
Oversættelse af: Story
of Walter M. Geddes
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 29. juni 2013
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 29. juni 2013
"Jeg tog herfra den 16. september 1915 mod Aleppo. Jeg så første gang armenierne ved Afion Karahissar, hvor der var en stor lejr - formentlig ti tusind mennesker - som var kommet ned fra Sortehavet. De havde slået lejr i telte fremstillet af alle slags materialer og deres tilstand var dybt beklagelig."
"Det næste sted jeg så dem var ved Konia, også en stor lejr. Dér så jeg den første brutalitet; jeg så en kvinde med sin baby blive skilt fra hendes mand; han blev sat på vores tog, mens hun med magt blev holdt tilbage og forhindret i at komme på toget."
"Det næste sted, der var en stor lejr, var ved Osmanieh, hvor der blev sagt at være omkring halvtreds tusinde; deres tilstand var frygtelig. Deres lejr lå på begge sider af jernbanesporet og bredte sig en halv mil ud til begge sider. Her havde de to brønde, hvor de kunne hente vand, hvoraf den ene lå meget langt fra lejren, den anden ved banegårdsperronen. Ved daggry kom armenierne i skarer, kvinder og børn og gamle mænd, for at få vand fra brønden. De kæmpede indbyrdes om en plads ved brønden, og gendarmerne piskede flere af dem for at holde orden. Jeg så kvinder og børn blive slået gentagne gange med piske og stave i gendarmernes hænder. Senere havde jeg lejlighed til at passere gennem lejren på vej til byen Osmanieh og fik mulighed for at se disse menneskers tilstand. De levede i telte som de ovenfor beskrevne og deres tilstand var elendig. Stedet hvor lejren lå, var blevet brugt flere gange af forskellige karavaner af armeniere, og intet forsøg på kloakering var blevet gjort, hverken af tyrkerne eller armenierne selv, med det resultat, at jorden var i en beklagelig tilstand, og at stanken i de tidlige morgentimer var hinsides beskrivelse. I Osmanieh solgte de deres ejendele for at få penge til at købe mad. En gammel mand tiggede mig om at købe hans sølv-snustobaksdåse for en piaster, så han kunne købe noget brød."
"Fra Osmanieh rejste jeg med hestevogn til Rajo og kom forbi tusindvis af armeniere, der var på vej til Aleppo. De kom i oksekærrer, på hesteryg eller på æsler og til fods, de fleste af dem børn, kvinder og gamle mænd. Jeg talte med flere af disse mennesker, hvoraf nogle var blevet uddannet i de amerikanske missionsskoler. De fortalte mig, at de havde været undervejs i to måneder. De var uden penge og mad og flere udtrykte ønske om, at de måtte dø snarere end at udholde de lidelser, de gennemgik. Folkene på vejen transporterede praktisk taget hele deres bohave med sig, og de, der ikke havde kærre eller dyr, bar det på ryggen. Det var ikke usædvanligt at se en kvinde med en stor pakke viklet ind i en madras og et lille barn på et par måneder på toppen af pakken. De var for det meste barhovedet og deres ansigter var opsvulmede af solen og vejret. Mange havde ingen sko på, og nogle havde deres fødder pakket ind i gamle stykker klude, som de havde revet af fra deres tøj."
"I Intily var der en lejr på omkring 10.000 og Kadma en stor lejr på 150.000. På dette sted, ved siden af deres lejr, var der tyrkiske tropper, der forlangte "drikkepenge" af dem, før de ville lade dem fortsætte på vejen til Aleppo. Mange, der ikke havde nogen penge, havde været nødt til at blive i denne lejr siden deres ankomst omkring to måneder før. Jeg talte med flere armeniere her, og de fortalte mig den samme historie om brutal behandling og røveri fra de ansvarlige gendarmers side, hvilket jeg også havde hørt langs hele vejen. De måtte gå mindst en halv mil fra denne lejr for at få vand, og lejrens tilstand var modbydelig."
"Fra Kadma til Aleppo var jeg vidne de værste syn på hele turen. Her begyndte folk at falde om i den intense varme og ingen vand, og jeg passerede flere der lå på jorden, døende af tørst. En kvinde, jeg hjalp, var i en elendig tilstand og bevidstløs af tørst og udmattelse, og længere fremme så jeg to unge piger, der var blevet så udmattede, at de var faldet på vejen og lå med deres i forvejen opsvulmede ansigter udsat for solen."
"Vejen var på en stor strækning under reparation og dækket af skærver; på den ene side af vejen var der en sti, men mange af armenierne var så fortumlede af træthed og eksponering, at de ikke så denne sti og gik - mange barfodede - på skærverne med det resultat, at deres fødder blødte."
"Bestemmelsesstedet for alle disse armeniere er Aleppo. Her holdes de stuvet sammen i alle tilgængelige ledige huse, khan'er, armenske kirker, gårde og åbne pladser. Deres tilstand i Aleppo er ubeskrivelig. Jeg besøgte personligt flere af de steder, hvor de blev opbevaret og fandt dem sultende. De døde i hundredvis hver dag."
"I et ledigt hus, som jeg besøgte, så jeg kvinder og børn og mænd, alle i det samme rum, liggende på gulvet så tæt sammen, at det var umuligt at træde imellem dem. Her de havde været i flere måneder, dem, der havde overlevet, og gulvets tilstand var svinsk."
"Det britiske konsulat var fyldt med disse fordrevne, og fra dette sted blev døde fjernet næsten hver time. Kistemagere i hele byen arbejdede til langt ud på natten med at lave primitive kasser til de døde, hvis slægtninge eller venner havde råd til at give dem en anstændig begravelse."
"De fleste af de døde blev simpelthen kastet op i tohjulede kærrer, som kørte daglige runder til alle de steder, hvor armenierne var koncentreret. Disse vogne var i starten åbne, men senere blev overdækninger lavet til dem."
"En armensk læge, som jeg kender, og som behandler hundredvis af disse lidende armeniere, der er blevet syge på grund af turens strabadser, sult og tørst, fortalte mig, at hundredvis dør dagligt i Aleppo af sult, vejrliget og som resultat af den brutale behandling, de har været udsat for på rejsen fra deres hjemsted."
"Mange af disse lidende armeniere afviste almisser, idet de sagde, at den smule penge de således ville få, kun forlængede deres lidelser, og at de foretrak at dø. Fra Aleppo bliver de, der er i stand til at betale, sendt med tog til Damaskus, mens de, der ikke har penge, sendes ad landevejen til det indre mod Deir-El-Zor."
"I Damaskus fandt jeg stort set de samme tilstande som i Aleppo; og her dør hundreder hver eneste dag. Fra Damaskus bliver de sendt endnu længere mod syd ind i Hauran, hvor deres skæbne er ukendt. Adskillige tyrkere, som jeg interviewede, fortalte mig, at motivet bag denne eksilering var at udrydde racen, og i intet tilfælde så jeg nogen muslim give almisser til armeniere, fordi det betragtes som en strafbar handling at hjælpe dem."
"Jeg var i Damaskus og Aleppo omkring en måned og tog afsted mod Smyrna den 26. oktober. På hele vejen mødte jeg tusinder af disse ulykkelige fordrevne, der stadig kommer til Aleppo. De syn, der mødte mig på denne tur, var mere ynkværdige end dem, jeg havde set på min tur til Aleppo. Der synes ikke at være nogen ende på karavanen, som bevæger sig over bjergryggen fra Bozanti sydpå; hele dagen fra solopgang til solnedgang er vejen overfyldt med disse fordrevne så langt øjet rækker. Lige uden for Tarsus så jeg en død kvinde liggende i vejkanten og passerede længere fremme endnu to døde kvinder, hvoraf den ene blev båret af to gendarmer væk fra vejsiden for at blive begravet. Hendes ben og arme var så afmagrede, at knoglerne næsten stak ud gennem hendes kød, og hendes ansigt var opsvulmet og lilla pga. eksponeringen. Længere fremme så jeg to gendarmer bære et dødt barn mellem sig et stykke væk fra vejen, hvor de havde gravet en grav. Mange af disse soldater og gendarmer, der følger karavanen, har spader, og så snart en armenier dør, tager de liget væk fra vejsiden og begraver det. Morgenerne var kolde og mange døde af kulde. Der er meget få unge mænd i disse karavaner, de fleste er kvinder og børn, ledsaget af nogle få ældre mænd over halvtreds."
"I Bairainoglou talte jeg med en kvinde, som var blevet afsindig af de lidelser, hun havde gennemgået. Hun fortalte mig, at hendes mand og far begge var blevet dræbt for hendes øjne og at hun var blevet tvunget til at gå i tre dage uden hvil. Hun havde sine to små børn med sig og alle havde været uden brød i en dag. Jeg gav hende nogle penge, som hun fortalte mig, efter al sandsynlighed ville blive taget fra hende før dagen var omme. Tyrkere og kurdere kommer hen til disse karavaner, når de passerer gennem landet og sælger dem mad til ublu priser. Jeg så en lille dreng på omkring syv år komme ridende på et æsel med sin lillebror i armene. De var alt, hvad der var tilbage af deres familie."
"Mange af disse mennesker går uden brød i dagevis og de bliver ubeskriveligt udtærede. Jeg så flere falde om af sult og kun på bestemte steder langs denne vej er der vand. Mange dør af tørst. Nogle af armenierne, der har råd til det, lejer vogne. Disse er betalt på forhånd og de krævede priser er horrible."
"På mange steder som Bozanti, for eksempel, hvor der er en lejr af tyrkiske soldater, er der ikke nok brød til disse armeniere og kun to timer fra Bozanti mødte jeg en kvinde, der græd efter brød. Hun fortalte mig, at hun havde været i Bozanti i to dage og var ude af stand til at få noget at spise, undtagen hvad rejsende som jeg selv havde givet hende. Mange af armeniernes lastdyr dør af sult. Det er ikke et usædvanligt syn at se en armenier fjerne en indpakning fra det døde dyr og selv tage den på skuldrene. Mange armeniere fortalte mig, at selv om de havde lov til at hvile om natten, fik de ingen søvn på grund af sult og kulde."
"Disse folk går hele dagen med benene slæbende efter sig, og taler i timevis ikke med hinanden. Et sted, hvor jeg stoppede ved vejen for at spise frokost, blev jeg omringet af en flok små børn, der alle skreg efter brød. Mange af disse små puslinge er tvunget til at gå barfodede hen ad vejen og mange af dem bærer små pakker på ryggen. De er alle udtærede, deres tøj hænger i laser og deres hår er beskidt. Snavset har tiltrukket millioner af fluer og jeg så flere babyers ansigter og øjne dækket med disse insekter, mens mødrene var for udmattede til at vifte dem væk."
"Sygdomme brød ud flere steder langs vejen, og da jeg forlod Aleppo, blev der rapporteret om flere tilfælde af plettyfus blandt armenierne. Mange familier er blevet splittet, mænd bliver sendt i én retning og kvinder og børn i en anden. Jeg så en kvinde, som var med barn, liggende grædende midt på vejen, og over hende stod en gendarm, der truede hende, hvis hun ikke rejste sig og gik videre. Mange børn bliver født undervejs og de fleste af dem dør, fordi deres mødre ikke har næring til dem."
"Ingen af disse mennesker har nogen idé om hvor de skal hen, eller hvorfor de bliver forvist. De går dag efter dag hen ad vejen i håbet om, at de før eller siden vil nå til et eller andet sted, hvor de kan få lov til at hvile. Jeg så flere gamle mænd bærende deres respektive værktøjer på ryggen sandsynligvis i det håb, at de en dag kunne slå sig ned et eller andet sted. Vejen over Taurusbjergene er visse steder meget vanskelig og mange gange er grove transportmidler, trukket af bøfler, okser og malkekøer, ude af stand at klare stigningen; vognene bliver opgivet og af gendarmerne kørt i kløften nedenunder. Dyrene bliver sluppet løs. Jeg så flere vogne, stablet højt med bagage og med mange armeniere på toppen, bryde sammen og smide deres passagerer på vejen. En af kuskene, der var tyrker og som havde indsamlet et forskud fra de mennesker, han kørte for, fandt det enormt morsomt, da en kvinde brækkede benet fra et sådant fald."
"Der synes ikke at være noget ophør i strømmen af disse armeniere, der strømmer ned fra de nordlige egne, Angora og regionen omkring Sortehavet. Deres tilstand bliver værre for hver dag. De syn, jeg så på min vej tilbage, var værre end dem, jeg så på udturen, og nu da det kolde vejr og vinterregnen sætter ind, er dødsfaldene mere talrige. Vejene er nogle steder næsten ufremkommelige."
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo