Kapitel 7
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 26. juni 2013
I 1915, på tidspunktet for den store udryddelse af armenierne, var konsul Jesse B. Jackson stationeret i Aleppo, og udmærkede sig selv i høj grad ved den hjælp, han gav de ulykkelige mennesker. Da konsul Jackson var med i disse forfærdelige scener, ville det være interessant at læse hans rapporter, hvis de var tilgængelige, men det er de desværre ikke. Heldigvis kan der citeres fra en beretning, her offentliggjort for første gang, fra en indfødt amerikansk statsborger, der var i Aleppo og var øjenvidne til de ting, han beskriver:
Forløberen for begivenhederne, hvor de ulykkelige armenierne skulle blive massakreret og tvunget til at gennemgå de sværeste lidelser, fandt sted i Zeitun, en by beliggende omkring fem dagsrejser nord for Aleppo, i februar 1915, da armenierne, under stor modvilje, lod sig afvæbne af tyrkerne. Efter Zeitun-hændelsen, blev tilsvarende foranstaltninger gjort i Aintab, Alexandretta, Marash, Urfa, etc.
Kort efter afvæbningen af armenierne de ovennævnte steder, begyndte deportationerne, hvilke var så ødelæggende for den armenske race og som blev udført på ordre fra de tyrkiske embedsmænd i Konstantinopel.
Gennem alle deportationens frygtelige dage, blev konsul Jackson konstant opfordret til at give assistance og gøre alt hvad der stod i hans magt for at forhindre deportationen af nogen fra Aleppo. Dette på det tidspunkt, hvor han repræsenterede femten forskellige lande og beskyttede deres forskellige interesser. (Det var under krigen, selvfølgelig, før Tyrkiet afbrød forbindelserne med De Forenede Stater.) Det kan let ses, at hans stilling var yderst delikat, og at enhver bevægelse fra hans side måtte gøres med den største omhu for ikke at nedkalde de tyrkiske myndigheders mishag over ham og især hans assistenter,
Mens konsul Jackson, med alt hvad han rådede over, forsøgte at forhindre en massakre i Aleppo, begyndte nyheder at sive ind om de frygtelige grusomheder, der skete i forbindelse med deportationerne fra Sivas, Harput, Trebizonde, Bitlis, Diarbekir, Mardin, Caesarea, Konia, Adana, Mersina og andre byer i distriktet.
Gradvist begyndte få mennesker, sendt af sted fra de ovennævnte byer, at ankomme til Aleppo, hvor de beskrev de brutale detaljer fra deportationerne, eller de faktiske drab på slægtninge og venner, eller gendarmernes utrolige brutalitet mod unge piger og mere attraktive kvinder, eller tyrkeres og kurderes bortførelse af smukke piger og om de utallige andre grusomme forbrydelser, der blev begået mod dem.
Et af de mest forfærdelige syn, der nogensinde er blevet set i Aleppo, var ankomsten i begyndelsen af august 1915 af omkring fem tusind frygteligt udsultede, beskidte, lasede og syge kvinder og børn - tretusinde på én dag og to tusind den følgende dag. Disse mennesker var de eneste overlevende af de sparsommelige og velstående armeniere i Sivas-provinsen, der omhyggeligt var blevet anslået til oprindeligt at have udgjort over tre hundrede tusinde sjæle. Og hvad blev der af det antal? Fra de mest intelligente af dem, der nåede Aleppo, blev det erfaret, at mænd og drenge over fjorten år i det tidlige forår 1915 var blevet indkaldt til politistationerne i denne provins på forskellige morgener strækkende sig over en periode på flere uger, og var blevet sendt af sted i grupper på 1000 til 2000 hver, bundet sammen med reb, og at intet var blevet hørt om dem siden. Deres skæbne er blevet nedskrevet i Guds annaler, så det er unødvendigt her at dvæle mere ved det. Disse overlevende fortalte om de mest rystende ting, de var blevet udsat for undervejs. De var blevet ført bort fra deres hjem før påske, og var, efter en rejse på måske tusind mil, nået frem til Aleppo i august, cirka fire måneder efter, til fods, uden tilstrækkelig mad, og endda nægtet drikke af de brutale gendarmer, når de kom til brønde ved vejsiden. Hundredvis af de smukkeste kvinder og piger var blevet stjålet af de tyrkiske stammer, der kom blandt dem hver dag.
Om skæbnen for de mænd og drenge over fjorten, som blev ført bort og aldrig hørt om igen, blev der modtaget mange gensidigt bestyrkende beretninger i Smyrna. Det er sikkert, at de blev dræbt; tyrkerne hakkede mange af dem ihjel med økser for at spare ammunition.
Da vi stadig har at gøre med den systematiske udryddelse af kristne forud for tyrkernes afbrænding af Smyrna, vil nogle sider blive afsat til ødelæggelsen af den armenske nation, den mest grufulde forbrydelse i den menneskelige races historie. Det gælder dens detaljer om begær og vildskab og lidelse, såvel som dens omfang, som ubetinget gør gerningsmændene udstødte fra det menneskelige samfund og fra fællesskabet af civiliserede nationer, indtil den dag kommer, hvor en gennemgribende og overbevisende anger demonstreres og en ærlig indsats gøres, så vidt det er muligt, for at give erstatning.
Der har sandsynligvis været destruktive bevægelser, der har kostet flere liv end tyrkernes udryddelse af de kristne. Timur Lenk, for eksempel, fejede henover store strækninger af land, hvor han dræbte og brændte af ud af den blotte kærlighed til ødelæggelse.
Han skånede hverken muhamedaner eller kristen. Men der var elementer af djævelsk grusomhed og langtrukken lidelse under den osmanniske forfølgelse af de kristne, der ikke kendetegner Timur Lenks metoder.
Der vil blive henvist til de mest betydningsfulde officielle samlinger af vidnesbyrd om emnet, og to vigtige dokumenter, amerikanske øjenvidners rapporter, vil blive givet. Sidstnævnte har aldrig før været offentliggjort. En af de grundigste og mest pålidelige kilder til information om de armenske massakrer er den officielle udgivelse fra det britiske parlament i 1915 med titlen The Treatment of the Armenians, som indeholder dokumenter, der blev overrakt statssekretæren for udenrigsanliggender, viscount Grey af Falloden [Sir Edward Grey, o.a.], af viscount Bryce. Et eksemplar kan findes i Library of Congress, i Washington. Disse dokumenter udgør en meget stor mængde og giver dokumentation fra alle sider om armenske nedslagtninger midt blandt udslettelse ved langsom tortur. Meget af det vidnesbyrd, der gives her, er så oprørende og i den grad krænkende for al medmenneskelighed, at man afstår fra at citere det.
Lord Grey, den daværende britiske udenrigsminister, skrev ved modtagelsen af disse dokumenter til viscount Bryce:
Min kære Bryce: Det er en frygtelig mængde beviser, men jeg føler, det bør offentliggøres og i vid udstrækning studeres af alle, for hvem menneskehedens almene interesser ligger på hjerte. Det er værdifuldt, ikke kun til oplysning af offentligheden om den tyrkiske regerings fremfærd mod dette forsvarsløse folk, men også som en grube af information for historikere i fremtiden.
(Underskrevet) Grey af Falloden
Forskellige fremtrædende folks opfattelser er givet angående troværdigheden af dette bevismateriale. Blandt andre siger den berømte lærde og digter Gilbert Murray:
Beviserne i disse breve og rapporter vil kunne stå for enhver kontrol og overvinde enhver skepsis.
En ekspert på bevis-området, Moorfield Storey, tidligere formand for American Bar Association [Den Amerikanske Advokatsammenslutning], skriver forsigtigt, men endegyldigt:
Efter min mening er det bevismateriale, som du trykker, ligeså pålideligt som det, der bærer vores tro på mange af de universelt anerkendte historiske kendsgerninger, og jeg mener det fastslår, hævet over enhver rimelig tvivl, at det var de tyrkiske myndigheders bevidste formål praktisk taget at udrydde armenierne, og at de har ansvaret for de frygtelige grusomheder, der er begået mod dette ulykkelige folk.
Andre værker at konsultere i denne sammenhæng, fyldt med gensidigt bestyrkende og overvældende vidnesbyrd, er: Beginning Again at Ararat af doktor Mabel E. Elliott; Shall This Nation Die af pastor Joseph Naayem; og det mest overbevisende af alle: Secret Report on the Massacres of Armenia, af doktor Johannes Lepsius, tysk missionær og præsident for Den Tyske Orientmission. Doktor Lepsius' forklaring på nødvendigheden af at hemmeligholde sin rapport, som blev skrevet til hans "venner" af missionen, er oplysende:
Kære Venner af Missionen: Følgende rapport, som jeg sender til jer i absolut fortrolighed, er blevet trykt som et manuskript. Den kan ikke, hverken som helhed eller delvist, gives til offentligheden, og heller ikke udnyttes. Censor kan ikke godkende, under krigen, publikationer vedrørende begivenheder i Tyrkiet. Vore politiske og militære interesser tvinger os med bydende nødvendige krav. Tyrkiet er vores allierede. Ud over at have forsvaret sit eget land, har det gjort tjeneste for os, ved dets tapre forsvar af Dardanellerne. Vort våbenbroderskab med Tyrkiet pålægger os således forpligtelser, men det forhindrer os ikke i at opfylde humanitetens pligter.
Men selv om vi må være tavse i det offentlige, ophører vores samvittighed dog ikke med at tale. Kristendommens ældste folk er i fare for at blive udslettet, for så vidt det står i tyrkernes magt; seks syvendedele af det armenske folk er blevet frarøvet deres ejendele, fordrevet fra deres hjem, og, for så vidt de ikke har accepteret islam, blevet dræbt eller deporteret ud i ørkenen. Den samme skæbne har ramt nestorianerne i Syrien og en del af de græske kristne har lidt.
Doktor Lepsius udformer sin rapport som en ægte tysk videnskabsmand. Den er detaljeret, udtømmende og autoritativ.
En fremtrædende udenlandsk embedsmand, ikke en tysk, er allerede blevet
nævnt, der var tvunget til at tie om de tyrkiske grusomheder. Hvor stærk
er ikke tyrken! Han kan gøre, hvad han vil, kan bryde alle Guds og menneskets
evige love, og alle skal af en eller anden grund tie om det.
Et forsonende træk ved tysk meddelagtighed i de armenske rædsler var
frifindelsen ved en tysk domstol af den armenier, der lod retfærdighedens
dom falde over Talaat Bey [Talaat (Bey eller Pasha) blev myrdet i Berlin
i 1921, o.a.]. Det siges, at tyske missionærers vidnesbyrd påvirkede
retten til at afsige denne dom.
De hjerteskærende og oprivende detaljer om det storstilede mord på armenierne kan trækkes ud i det uendelige. Lad det være tilstrækkeligt at sige, at ud over de faktiske og gentagne drab i stor skala, er planen om at aflive mennesker ved deportationens langsomme tortur noget af det mest ondsindede, depraverede og djævelske, hjerner nogensinde har udtænkt.
Et frisk bidrag til emnet, der bekræfter alt det, der hidtil er blevet skrevet, er rapporten fra Walter M. Geddes, fra MacAndrews and Forbes Company, New York, som blev overdraget til mig af Mr. Geddes selv kort før hans ulykkelige død i Smyrna. Da mr. Geddes er død, kan det ikke skade ham i forhold til tyrkerne at bruge hans navn. Det er måske den mest bemærkelsesværdige beretning om en stor historisk massakre ved langsom tortur, der nogensinde er skrevet, og får sin detaljerede livagtighed fra det faktum, at forfatteren blot beskriver de ting, han faktisk så.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo