Kapitel 3
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 19. juni 2013
For at forstå denne fortælling rigtigt, skal man huske på, at Østen er uforanderlig. Tyrkerne af i dag er præcis de samme som dem, der fulgte Muhammed Erobreren gennem Konstantinopels porte den 29. maj 1453, og de har rigeligt demonstreret, at de ikke adskiller sig fra dem, som Gladstone fordømte for de bulgarske grusomheder i 1876. De, som bygger deres håb på nogen anden forestilling, vil blive bedraget; de vil blive smerteligt bedraget, hvis de indgår traktater eller investerer store summer af penge på basis af vestlige ideer om den orientalske karakter.
Jeg er hverken "pro-græsk", "pro-tyrkisk" eller noget andet, undtagen pro-amerikansk og pro-Kristus. Efter at have tilbragt det meste af mit liv i områder, hvor racefølelser er intense, er det blevet mit ene mål at hjælpe de undertrykte, uanset race, hvilket vil blive vist senere ved fremlagte dokumenter, og jeg har vundet udtrykt taknemmelighed fra talrige tyrkere for den støtte og lindring, jeg har givet dem ved forskellige lejligheder.
Jeg er klar over den tyrkiske bondes mange ædle kvaliteter, men jeg er ikke enig med mange af hans religions forskrifter og jeg beundrer ham ikke, når han skænder eller skærer halsen over på kristne kvinder. De massakrer, der allerede er opregnet, er en tilstrækkelig skamplet på det tyrkiske navn. De blev muliggjort af Koranens lære, Muhammeds eksempel, begær og ønsket om rov. De synker ned i ubetydelighed sammenlignet med de senere års store nedslagtninger, som blev gennemført under Abdul Hamid [sultan], Talaat og kompani [ungtyrkerne] og Mustafa Khemal [også kaldet Atatürk].
Det bør dog erindres, at det først var efter erklæringen af forfatningen, at ideen "Tyrkiet for tyrkerne" tog konkret form og udviklede sig til planen om den endelige udryddelse af alle de kristne befolkninger fra dette blodvædede land - en plan, i overensstemmelse med og en fortsættelse af den generelle historie om muhamedansk ekspansion i kristendommens gamle hjemlande.
På tidspunktet for erklæringen af forfatningen i 1908, var jeg i Athen. Mit første indtryk af begivenheden var en procession af grækere med hellenistiske og osmanniske flag, der marcherede gennem gaderne på vej til den tyrkiske legation, hvor de lavede en venlig og entusiastisk demonstration.
Opfattelsen i Grækenland og på Balkan var generelt, at forfatningen betød lige rettigheder for alle i Tyrkiet, uanset religion – at den var indgangen til en ny æra. Havde denne opfattelse vist sig sand, ville Tyrkiet i dag have været et af de betydelige, progressive og velstående lande i verden. Svagheden ved ideen var, at i en lige og venlig rivalisering ville de kristne hurtigt have overhalet osmannerne, som snart ville have befundet sig i en underordnet position, kommercielt, industrielt og økonomisk. Det var denne viden, der fik tyrkerne til at beslutte sig for udryddelsen af de kristne. Det var en venden op og ned på naturprocessen; dronerne skulle til at dræbe arbejdsbierne.
I disse dage holdt et medlem af det tyrkiske kabinet en tale i Saloniki, hvori han talte for lukningen af alle de udenlandske missionærskoler, såvel som de indfødte kristnes skoler, idet han argumenterede: "Hvis vi lukker de kristne institutioner, vil tyrkiske institutioner nødvendigvis springe op for at tage deres plads. Et land må have skoler."
Umiddelbart efter Abdul Hamids fald, blev jeg overført til Saloniki. Der var stor jubel over faldet af den "blodige tyran" og den vished herskede, at borgerne i Tyrkiet endelig havde forenet sig for at danne et rige, hvor alle skulle have fuld frihed til at tilbede Gud og forfølge deres fredelige gøremål i tryghed. Faldet af Abdul Hamid var blevet muliggjort ved de kristnes samarbejde og støtte.
Men sidstnævnte - grækere, bulgarere, serbere - blev snart grusomt desillusionerede. En generel forfølgelse blev indledt, hvis nærmere detaljer blev rapporteret af alle konsuler i byen til deres forskellige regeringer. Denne forfølgelse viste sig først i form af sporadiske mord med en foruroligende hyppighed over hele Makedonien, hvor ofrene i starten var notabiliteter fra de forskellige kristne samfund. Et yndet sted for nedskydning af disse mennesker var deres dørtærskel i det øjeblik, de vendte hjem. Det blev klart, at den tyrkiske regering, for at få kontrol over landet, var fast besluttet på udryddelsen af de ikke-muslimske ledere. Mange af de myrdede havde været fremtrædende i anti-Abdul-bevægelsen.
Fra udryddelsen af notabiliteterne, gik programmet videre til folk af mindre betydning, der begyndte at forsvinde. Flokke af fortvivlede bondekvinder, der var kommet for at opsøge valien (den tyrkiske guvernør) og forlange nyt om deres ægtemænd, sønner eller brødre, begyndte at optræde i Salonikis gader. Svarene var normalt hånlige; "han er sandsynligvis løbet væk og har forladt dig" eller "han er sandsynligvis taget til Amerika" var favoritsvarene. Sandheden kunne dog ikke holdes skjult længe, da hyrder og andre snart begyndte at fortælle om lig, fundet i slugter og kløfter i bjergene og skovene. Terrorregimet, tyrkernes ældgamle herskermetode, var for alvor i gang og næste skridt i udførelsen af det, var den såkaldte "afvæbning". Dette betød, som altid, afvæbning af den kristne del af befolkningen og forsyning med våben til tyrkerne.
En ordre blev udstedt, at alle skulle afgive deres geværer og andre våben, og hold af soldater blev sendt ud til landsbyerne for at effektuere dette edikt. At hensigten ikke så meget var at indsamle skjulte våben som at terrorisere indbyggerne, blev hurtigt klart ud fra den tortur, der blev udøvet under eftersøgningen. Bastonade var en favoritmetode. Bønderne, der var vant til at gå barfodede, havde meget hårdhudede fødder; disse blev derfor bundet sammen og tæerne slået til plukfisk med køller.
En anden form for plage, som "Regeringen for Enhed og Fremskridt" [ungtyrkerne] ofte tyede til, var at binde et reb om offerets talje, sætte et gevær mellem kroppen og rebet og dreje dette rundt indtil der opstod indre skader. Præster var hyppige ofre for denne terror- og hadkampagne; ideen var at latterliggøre dem samt påføre dem grufuld lidelse. Staklerne blev tvunget til at stå på ét ben, mens en soldat truede dem med en bajonet. Hvis præsten til sidst udmattet satte den hævede fod på jorden, blev han stukket med bajonetten.
Fængslerne bugnede med ulykkelige mennesker, der levede i sult og snavs. En amerikansk tobakshandler fortalte mig, at en fremtrædende græsk købmand forsvandt fra gaderne og at der i flere dage hørtes skrig fra anden sal af en bestemt bygning. Denne græker blev ikke dræbt, men blev til sidst løsladt. Han viste amerikaneren runde huller over hele kroppen. Han var blevet bundet nøgen til et bord og varm olie dryppet på ham. Da han i sin fortvivlelse havde spurgt: "Hvad har jeg gjort!?", svarede hans bødler: "Vi gør dette for at vise dig, at for tyrkerne er Tyrkiet blevet befriet." Han blev uden tvivl løsladt for at sprede den glade nyhed.
En velkendt britisk korrespondent, en pro-bulgarer, sagde, at han havde sendt rapporter om disse forfølgelser hjem til den britiske presse, men ikke kunne få dem offentliggjort. Han var besat af den tanke, at det var fordi, hele den britiske presse var ejet af jøder; men det var ikke let at følge ham til den konklusion. Den sande årsag skal findes i en eller anden regeringspolitik på den tid.
Det var denne vilkårlige forfølgelse af grækere, bulgarere og serbere, der drev dem ind i den samme lejr og gjorde det muligt for dem at jage tyrkerne ud af Makedonien, også selv om de røg i struberne på hinanden, så snart de var sluppet af den fælles fjende. Enhver, der er tilbøjelig til at tvivle på rigtigheden af ovenstående beskrivelse, må forstå, hvis han ved noget om Balkan-sager, at der krævedes en temmelig alvorlig situation for at få grækere og bulgarere til at kæmpe på samme side.
Forfølgelsen, som alle racer i imperiet blev udsat for med undtagelse af tyrkerne, er godt skildret i følgende artikel fra Nea Alethia, et konservativt tidsskrift udgivet på græsk i Saloniki, som brugte al sin indflydelse til fordel for harmoni og mådehold. Følgende er fra nummeret den 10. juli 1910 eller omkring to år efter erklæringen af den berømte "Forfatning":
Inden to år er gået, er en hemmelig komité bragt for dagen i Konstantinopel, med afdelinger overalt i vigtige handelsbyer, hvis hensigter er erklæret som værende undergravende for den nuværende tingenes tilstand. I denne komité findes mange fremtrædende mænd og medlemmer af Kongressen. Al utilfredshed, der ses i riget, har sin oprindelse i denne perverterede politik. Vore herskere har, i henhold til deres nyligt vedtagne centraliseringssystem, som er baseret på den herskende races dominans, bragt bitter ydmygelse til alle de andre racer. De har misfornøjet araberne med ønsket om at få dem til at opgive deres sprog. De har fremmedgjort albanerne ved at forsøge at bruge magt, selvom forsonende tiltag ville have været bedre. De har gjort armenierne utilfredse ved at forsømme deres lovlige andragender. De har fornærmet bulgarerne ved at tvinge dem til at leve sammen med fremmede, der bevidst er bragt til deres land andre steder fra. De har gjort serbere utilfredse ved at udsætte dem for indgreb, hvis brutalitet er i strid med menneskets love.
Men for os grækere er ord ubrugelige. Vi ser hver dag for vore øjne et så levende billede af forfølgelse og udryddelse, at uanset hvor meget vi kan sige, vil det ikke være tilstrækkeligt til at udtrykke omfanget af den ulykke, der de sidste to år er kommet over vore hoveder. Det erkendes, at den græske race er på andenpladsen som søjle under forfatningen, og at den er den mest værdifulde af dem, der bidrager til velstanden i det osmanniske fædreland.
Vi har retten til at spørge, hvad vi osmanniske grækere har gjort, siden vi skal forfølges på denne måde? Den lovlydige karakter af de osmanniske grækere er indiskutabel. Der blev givet løfter til os om, at vores rettigheder ville forblive uberørte. På trods af dette er love foreslået, ifølge hvilke kirker, skoler og kirkegårde, tilhørende os, bliver taget og givet til andre. Præster og lærere er fængslet, borgerne bliver slået, overalt høres klage og gråd.
Med hvilken glæde hyldede vi osmanniske grækere ikke fremgangen den 10. juli? Med hvilken iver deltog vi ikke i ekspeditionen i april 1909? Med hvilke håb ser vi ikke, selv i dag, på fremtiden for dette land? Det er vort, og ingen magt er i stand til at skille os fra det.
Grækerne er en magt i Tyrkiet, en moralsk og materiel magt. Denne magt er det umuligt for vore tyrkiske landsmænd at ignorere. Hvornår vil den dag komme, da fuld enighed eksisterer mellem de to racer? Kun hånd i hånd vil begge marchere fremad og Tyrkiet nå den højde, der tilkommer det.
Følgende er fra min Saloniki-dagbog, dateret 11. december 1910:
Omfattende anholdelser, i nogle af byerne bliver alle de fremtrædende borgere smidt i fængsel sammen.
Serier af mord på samfundsledere, ved højlys dag, i gaderne. Halvtreds fremtrædende bulgarere således skudt ned, og mange grækere.
Følgende tal blev indhentet fra en rapport fra det tyrkiske parlament og bekræftet lokalt:
I sandjack Uskub, 1.104 personer bastonaderet; Villayet Monastir, 285 personer bastonaderet; Saloniki, 464 personer bastonaderet (hvoraf 11 døde og 62 fik permanente skader); Casaerne Yenidje-Vardar, Gevgeli og Vodena, 911 personer blev bastonaderet.
Alle fængslerne er overfyldt med kristne; mange er flygtet til Bulgarien og tusindvis af mænd, kvinder og børn gemmer sig i bjergene.
Således var tingenes tilstand to år efter erklæringen af forfatningen, og det var denne fælles lidelse, som grækere, bulgarerne og serbere måtte udholde, der drev dem sammen og tvang dem til at erklære den første Balkan-krig i oktober 1912, under hvilken tyrken praktisk taget var drevet ud af Europa indtil stormagternes kristne statsmænd bragte ham tilbage igen. Tyrkisk magt har altid været bygget på kristen splid og støtte.
I det (dengang) pro-tyrkiske Progrès de Salonique, et tidsskrift udgivet på fransk i Saloniki, dukkede en artikel op, der udtrykte en følelsestilstand blandt orientalske folkeslag, som er blevet meget forstærket siden datoen for artiklen (22. juli 1910). Hvad der dengang var en ildløs, tegner nu til at vokse til en omfattende kæmpebrand, grundet kristne stormagters opbygning af Mustafa Khemals uhyggelige magt:
Indenfor tre år (siger artiklen) har Orienten, to gange og fra sine to yderpunkter, storslået forbavset den civiliserede verden: Først ved den store sejr, vundet af japanerne over det stærkeste af Occidentens folk [den russisk-japanske krig, o.a.], og dernæst ved den vidunderlige revolution i Tyrkiet! I virkeligheden er det et vidunder, hvad der bliver udført i dag! Der er ingen sammenligning mellem dagens Orienten, og den for ti år siden. Hvad der er mere mærkeligt, er, at denne orientalske bevægelse har taget form af to separate strømme, som, med afsæt i Orientens to yderpunkter, vil komme til at mødes, og deres samlingspunkt bliver efter al sandsynlighed Indien.
I spidsen for disse bevægelser vil findes folkeslag, tilhørende den samme race - mongolerne. Hver af dem kan ubestrideligt gøre fordring på at være i besiddelse af moralsk og intellektuel overlegenhed i de vældige lande, deres indflydelse rækker over.
Japanerne er ubestridt i spidsen for de folkeslag, der bekender buddhisme, Konfutses lære osv.; tyrkerne, islams forsvarere gennem århundreder, er de ubestridelige ledere af de folkeslag, der bekender islamisme. Derfor vil de to bevægelser, startende fra Asiens to yderpunkter, fra Bosporus og Tokio, spredes, hver på sit eget passende felt, der på forhånd er forberedt af historien selv til at acceptere dem, og vil dernæst, da de væsentligt er det samme, forene sig i deres samlingspunkt, for at danne en fælles og formidabel asiatisk strøm. Med udsigt til dette, føler Occidenten sig urolig og nervøs.
Umiddelbart efter genetableringen af forfatningen, var det første skridt for den dominerende race derfor at befæste sit overherredømme gennem undertrykkelse og mord. Tyrkerne gik også i gang med bevidst at tvinge alle de ikke-tyrkiske racer til, i sprog, love, vaner og på næsten alle andre områder, at blive "osmannere" (Professor Davis, Short History of the Near East).
Det er netop denne politik i funktion, der henvises til i uddraget fra Nea Aletheia, citeret ovenfor. Et mere tåbeligt projekt er aldrig blevet udtænkt af det menneskelige sind - det at tvinge hele nationer til at ændre deres sprog og vaner natten over. Umuligheden af dette projekt bliver endnu mere indlysende, når læseren tænker over, at en underlegen civilisation her forsøger at påtvinge sig en overlegen. Tyrken har aldrig haft nogen intention om at give lige rettigheder til alle de folkeslag, der var så uheldige at være i hans magt. Da det mislykkedes at "tyrkificere" dem, som det er blevet kaldt, var hans eneste næste alternativ at massakrere eller fordrive dem, en politik, der ikke var længe undervejs.
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo