Kapitel 2
Af
Kilde: Preservation of American Hellenic History (PAHH)
Udgivet på myIslam.dk : 19. juni 2013
På listen over massakrer forud for de kolossale forbrydelser, jeg personligt har været vidne til, er nævnt drabet på 14.700 bulgarere i 1876. Denne nedslagtning af - set med tyrkiske øjne - forholdsvis få bulgarere for ca. halvtreds år siden, fremprovokerede et prægtigt skrig af harme fra Gladstone. Efterhånden som denne fortælling folder sig ud og når frem til de mørke dage fra 1915 til 1922, i hvilken periode hele nationer blev udslettet af øksen, køllen og kniven, og tyrken omsider fandt mulighed for at give fuld luft for sine onde lidenskaber, vil det fremgå, at ingen lige så effektiv protest udgik fra læberne af en eneste europæisk eller amerikansk statsmand.
Det mærkelige ved det hele er - på grund af propaganda udbredt af jægere af visse koncessioner - at en anti-kristen og pro-tyrkisk skole er vokset op i USA.
I A Short History of the Near East, skriver professor William Stearns Davis, University of Minnesota, med henvisning til de bulgarske grusomheder i 1876:
Hvad der fulgte, virker som en småskala-massakre sammenlignet med slagtningen af armenierne i 1915-1916, men det var tilstrækkeligt til at lamme Disraelis magt til at beskytte tyrkerne. I alt synes omkring tolv tusinde kristne at være blevet massakreret. I den blomstrende by, Batal, synes fem tusinde ud af de syv tusinde indbyggere at være omkommet. Selvfølgelig blev der ikke taget hensyn til hverken alder eller køn, og begær og perfiditet blev føjet til andre handlinger af djævelskab. Det er en ynkelig kommentar til en fase af britisk politik, at Disraeli og hans Tory [konservative] kolleger gjorde deres bedste for at minimere rapporterne om disse grusomheder. De blev ikke givet til verden af officielle konsulære rapporter, men af private engelske journalister.
Ovenstående er interessant, da det illustrerer en ganske almindelig form for regeringsførelse i sådanne sager. Toryerne synes ikke at være et unikt produkt af britisk politik.
Da jeg var i Europa for nylig, talte jeg med en herre, som var i diplomatisk tjeneste hos én af stormagterne, og som opholdt sig med mig i Smyrna på det tidspunkt, hvor byen blev stukket i brand af den tyrkiske hær. Denne herre var i fuld overensstemmelse med mig vedrørende alle detaljer i denne affære og hævdede, at hans udenrigsministerium havde advaret ham om at tie stille om de virkelige kendsgerninger om Smyrna, men at han havde skrevet et fuldt memorandum om emnet, som han håbede at kunne offentliggøre.
Det er betydningsfuldt, at tyrkerne i 1876 blev forsvaret af jøder, mens sådanne jøder som Henry Morgenthau, Max Nordau og rabbiner Wise er fremtrædende blandt den gruppe af mænd, der i dag hæver deres stemmer på vegne af undertrykte kristne. Det er på grund af deres indflydelse og stemmer af senatorer som King fra Utah og Swanson fra Virginia, at stadfæstelsen af Lausanne-traktaten blev udskudt, indtil blodet på tyrkernes bajonetter og økser var blevet lidt mere tørt.
Om Disraeli skrev Gladstone til Hertugen af Argyle: "Han er ikke sådan en tyrker, som jeg troede. Hvad han hader, er kristen frihed og genopbygning."
De bulgarske massakrer blev gjort kendt af en amerikansk konsulær embedsmand og fordømt af Gladstone i en berømt pamflet. De førte til Ruslands krigserklæring, San Stefano-traktaten og begyndelsen til det frie Bulgarien.
I en tale i Blackheath i 1876 sagde Gladstone:
I skal beholde jeres nominelle suverænitet, jeres imperium vil ikke blive invaderet, men aldrig igen, som årene går deres gang, og så vidt det står i vores magt at afgøre, aldrig igen skal voldens hånd hæves af jer, aldrig igen skal begærets sluser blive åbnet for jer.
I hans berømte pamflet, Bulgarian Horrors and the Question of the East, [De bulgarske rædsler og spørgsmålet om Østen], finder vi følgende, tusind gange mere sandt i dag, end da det blev skrevet:
Lad nu tyrkerne føre deres misgerninger bort på den eneste mulige måde, nemlig ved at bortføre sig selv. Deres Zaptieher og deres Mudirer, deres Blmhashier og Yuzbashier, deres Kaimakamer og deres Pashaer, skal alle som én, rub og stub håber jeg, forsvinde fra den provins, de har hærget og vanhelliget. Denne grundige befrielse, denne mest velsignede forløsning, er den eneste erstatning, vi kan give til de dynger og dynger af døde; til krænket renhed af såvel frue som jomfru og barn; til den civilisation, som er blevet skændet og vanæret; til Guds love, eller om man vil, Allahs; til den moralske følelse af menneskeheden som helhed. Der er ikke en kriminel i et europæisk fængsel, der er ikke en kriminel på nogen af Sydhavsøerne, hvis indignation ikke ville rejse sig og koge over ved at høre om det, der er blevet gjort, som er blevet for sent undersøgt, og som forbliver uhævnet - som har set gennem fingre med alle de modbydeligheder og alle de frådende lidenskaber, der producerede det, og som igen kan springe op til endnu en morderisk høst fra en jord, gennemblødt og osende af blod, og fra en luft, befængt med enhver tænkelig forbrydelse og skam. At sådanne ting kunne gøres én gang er en fordømmende skændsel for den del af vores race, der begik dem; at døren skal blive efterladt åben for selv den mindste mulighed for gentagelse, vil udbrede denne skam til hele verden.
Vi kan ransage alverdens annaler, men jeg ved ikke hvilken undersøgelse, der vil kunne give os et mere ildevarslende eksempel på djævelsk misbrug af beføjelser, skænket af Gud, til at straffe de onde misdædere og opmuntre dem, der gør godt. Ingen regering har nogensinde i den grad syndet, ingen har vist sig så uforbederlig i synd eller, hvilket er det samme, så kraftløs i omvendelse.
Den tid vil aldrig komme, hvor ordene af Gladstone, en af de mest forstandige af engelske statsmænd, vil blive betragtet som uværdige for alvorlig opmærksomhed. Den følgende karakteristik han gav af tyrken, er blevet mere præcist verificeret af begivenheder, der er sket efter hans død, end af dem, der skete før:
Lad mig forsøge meget kort at skitsere, i det groveste omrids, hvad den tyrkiske race var, og hvad den er. Det er ikke et spørgsmål simpelthen om muhamedanisme, men om muhamedanisme blandet med en races ejendommelige karakter. De er ikke de milde muhamedanere fra Indien, eller de ridderlige Saladin-typer fra Syrien, og heller ikke de kultiverede maurere fra Spanien. De var i det store og hele fra den sorte dag, da de først trængte ind i Europa, menneskehedens ene store anti-humane eksemplar. Overalt hvor de drog hen, markerede en bred linje af blod sporet bag dem, og hvor deres herredømme nåede ud, forsvandt civilisationen af syne. De repræsenterede overalt regering ved magt i modsætning til regering ved lov. - Men en regering ved magt kan ikke opretholdes uden hjælp af et intellektuelt element. - Derfor groede der frem, hvad der har været sjældent i verdenshistorien, en slags tolerance midt under grusomhed, tyranni og rov. Meget kristent liv blev hånligt ladt alene og en race af grækere var tiltrukket af Konstantinopel, som hele tiden til en vis grad har udfyldt manglerne af tyrkisk islam på tankens område!
Til disse ord af Gladstone kan passende føjes den karakteristik af tyrken, som blev givet af den berømte kardinal Newman:
Den barbariske magt, som i århundreder har siddet i selve hjertet af den gamle verden, som i sit brutale greb har de mest berømte lande fra den klassiske og religiøse oldtid og mange af de mest frugtbare og smukke områder på jorden; og som, uden at have nogen historie selv, er arving til historiske navne som Konstantinopel og Nikæa, Nicomedia og Cæsarea, Jerusalem og Damaskus, Ninive og Babylon, Mekka og Bagdad, Antiokia og Alexandria, og uvidende har halvdelen af hele verdenshistorien i sin besiddelse.
I en anden passage beskriver Newman tyrken som den "store antikrist blandt menneskenes racer".
George Horton
George Horton (1859-1942) var medlem af det amerikanske diplomatiske korps og var indehaver af flere konsul-embeder, i Grækenland og Det Osmanniske Rige, i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Horton ankom oprindeligt til Grækenland i 1893 og vendte hjem fra Grækenland 30 år senere i 1924. I to forskellige perioder var han amerikansk konsul og amerikansk generalkonsul i Smyrna, kendt som Izmir i dag, første gang mellem 1911-1917 (indtil afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Det Osmanniske Rige under 1. Verdenskrig), og anden gang mellem 1919-1922 under den græske administration af byen under den græsk-tyrkiske krig. Den græske administration af Smyrna blev udnævnt af de allierede magter efter Tyrkiets nederlag i 1. Verdenskrig og indtagelsen af Smyrna. (Kilde: Wikipedia)
Skriv det, du ser, ned i en bog, og send den til de syv menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamon og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea.
Johannes' Åbenbaring 1:11
Indholdsfortegnelse
Oversættelse: Bombadillo