I George Orwells futuristiske mareridt, 1984, bliver borgerne overvåget af et hemmeligt politi for "tankeforbrydelser" begået mod den totalitære stat. Disse tankeforbrydelser er simpelthen holdninger og ideer, som myndighederne betragter som politisk ukorrekte.

Orwell skrev 1984 på højdepunktet af den kolde krig og dens vision afspejlede en alt for virkelig realitet. Den sovjetiske politistat havde bredt sine fangarme ud over hundrede millioner af fængslede folk. Millioner af dem, hvis ideer ikke passede med den totalitære stats forskrifter, blev sendt til arbejdslejre og henrettelsespelotoner for at have begået tankeforbrydelser. Deres forbrydelse var at være "anti-sovjetisk" - at tale imod socialismen, eller dens herskere, eller at undlade at efterplapre synspunkter og udtalelser, der var godkendt af regimet.

Under den kolde krig anførte Amerika en koalition af demokratier for at bekæmpe kommunismen, fordi Amerikas grundlæggere havde gjort princippet om frihed til hjørnestenen i deres republik. Den allerførste artikel i den amerikanske Bill of Rights [Lov om Rettigheder] handlede om, at den enkeltes tale ikke måtte begrænses af statsmagten.

Denne frihed i First Amendment [Første Tilføjelse. Bill of Rights består af 10 tilføjelser til den amerikanske forfatning, o.a.] sikrede borgerne retten til at udtrykke uenighed med ortodoksien, at kritisere den magtfulde, og at sige sandheden, som de selv så den, uden frygt for repressalier. Denne frihed er det absolutte og uundværlige grundlag for enhver anden frihed, som amerikanerne nyder. For uden retten til at afvige fra statens synspunkter, kan hver anden frihed tages væk. Uden denne ret ville enhver afvigelse fra statens politik og praksis være en tankeforbrydelse.

"Islamofobi" er det navn, der er blevet givet til en nutidig tankeforbrydelse. Formålet med endelsen i ordet "islamofobi" er at antyde, at enhver frygt forbundet med islam er irrationel - ligegyldigt om denne frygt skyldes, at dens profet og dagens imamer opfordrer de troende til at dræbe vantro, eller at angrebene den 11. september blev udført for at virkeliggøre disse opfordringer. Og værre endnu, det er at antyde, at en sådan reaktion på disse angreb afspejler et bigotteri, der i sig selv bør frygtes.

Folk med et perspektiv på historien vil dog have af en anden opfattelse. I efteråret 2005 kostede globale muslimske optøjer over 100 mennesker livet. Optøjerne var udløst af offentliggørelsen af tegninger i Danmark, der skildrede den islamiske profet Muhammed. [1] I kølvandet på disse religiøst inspirerede ugerninger, udsendte en gruppe internationalt kendte forfattere et manifest kaldet, "Sammen mod den nye totalitarisme." [“Together Facing the New Totalitarianism”] [2] En af forfatterne, Salman Rushdie, havde selv været mål for sådanne angreb efter at den islamiske leder, ayatollah Khomeini, havde udstedt en fatwa, der opfordrede alle muslimer til at dræbe ham. Hans forbrydelse? At fornærme profeten Muhammed i en roman. Rushdie blev tvunget til at gå under jorden i flere år og var kun i stand til at genvinde sin frihed efter ayatollahens død, selvom Den Islamiske Republik Iran hvert år fornyer dødsdommen.

Manifestet udsendt af Rushdie og hans forfatterkolleger sagde: "Efter at have sejret over fascismen, nazismen og stalinismen står verden over for en ny global trussel af totalitær art: islamismen. Vi, forfattere, journalister og intellektuelle, opfordrer til modstand mod den religiøse totalitarisme og til at fremme frihed, lige muligheder og verdslighed for alle. (...) Vi nægter at skulle give afkald på den kritiske ånd, når årsagen er frygt for at opmuntre til 'islamofobi', dette uheldige begreb, som forveksler kritikken af religionen islam med stigmatiseringen af dens udøvere. Vi plæderer for ytringsfrihedens universelle udbredelse, så den kritiske ånd frit kan udøves på alle kontinenter og over for ethvert overgreb og ethvert dogme." [Oversættelse: ModerateMuslimer.dk] [3]

Politisk islam

Islam bliver ofte forsvaret som en religion, der ikke er anderledes end kristendom, hinduisme, jødedom og de fleste andre trosretninger. Men det overser det faktum, at islam, i modsætning til andre moderne trosretninger, er en politisk religion. Islam har ikke haft nogen reformation siden grundlæggelsen i det 7. århundrede, og muslimer anerkender ingen adskillelse mellem religion og stat. I sine kanoniske tekster og sin lære, betragter islam alle andre religioner (og ikke-religioner) som "vantro" overbevisninger, og instruerer troende til at betragte sig selv som værende i krig med dem, der ikke vil underkaste sig den muslimske gud. I modsætning til kristne eller jøder, forsøger muslimske ledere at etablere en global islamisk stat eller et "kalifat", der vil pålægge individer islamisk lov overalt og dermed kriminalisere kætterske tanker.

Politisk islams globale ambition er åbent erklæret. Præsidenten for Den Islamiske Republik Iran, Mahmoud Ahmadinejad, har sagt: "Vær ikke i tvivl (...) med Allahs vilje vil islam erobre hvad? Den vil erobre alle bjergtoppene i verden." [4] I 1990 mødtes de 56 medlemslande i Organisationen for den Islamiske Konference (OIC) i Egypten og vedtog "Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam." Cairo-erklæringen fastslår, at "alle mennesker danner én familie, hvis medlemmer er forenet ved deres underkastelse under Allah." [5]

Disse er religiøse udsagn, men de er fremsat af politiske myndigheder. Desuden er de i fuld overensstemmelse med traditionel islamisk teologi. I sin bog fra 1955, War and Peace in the Law of Islam, skrev Majid Khadduri, en internationalt anerkendt forsker i islamisk lov: "Den islamiske stat, hvis hovedfunktion var at omsætte Guds lov til praksis, søgte at etablere islam som den dominerende regerende ideologi over hele verden (...). Jihad blev derfor anvendt som et instrument til både universalisering af religion og etablering af en imperial verdensstat." [6]

Fordi den islamiske tros læresætninger ikke er åbne for spørgsmål, og fordi islam som religion foreskriver en bestemt moralsk rigtig adfærd for alle aspekter af individuelt og socialt liv, er islamisk lov - sharia - af natur totalitær. En religion, der ikke anerkender princippet om adskillelse fra regeringsmyndighed, hvis forskrifter dikterer, hvad der er passende for alle aspekter af privat liv, er selve definitionen af totalitært styre. Hvor islam bliver statens religion, vil overtrædelser af islamisk doktrin og kætterske tanker uundgåeligt blive set som forbrydelser mod staten.

Organisationen for Den Islamiske Konference (som nu hedder Organisationen for Islamisk Samarbejde) er sammensat af de 56 islamiske lande plus Den Palæstinensiske Myndighed. [7] På nuværende tidspunkt er kun Saudi-Arabien og Iran, sammen med det islamiske nordlige Sudan og det meste af Somalia, stater, hvor islamisk lov er fuldt implementeret. Andre islamiske stater, såsom Pakistan, Egypten og Indonesien, er i øjeblikket styret af en blanding af vestlig og islamisk lov. Men selv i sådanne "moderate" overvejende muslimske stater, bliver kristne voldsomt forfulgt som vantro og ikke-muslimer i almindelighed nægtet basale rettigheder. Selv i disse stater, bliver apostasi ikke tolereret. Konvertitter fra islam til andre religioner bliver rutinemæssigt truet, chikaneret, fængslet og endda henrettet under statens eksisterende lov. Kort sagt, selv i "moderate" muslimske stater er straffen for afvigelse fra den accepterede religiøse ortodoksi hård, og i hver af disse stater er der radikale islamiske bevægelser, der presser på for strengere overensstemmelse med islamisk lov.

Ikke et eneste af dens medlemmer, med Libanon som en mulig undtagelse - hvilket er enestående ved at have en betydelig kristen befolkning - kan betragtes som et demokrati i vestlig forstand.

Selv det sekulære Tyrkiet nægter lige rettigheder til kristne på mange måder. Ikke en eneste af de 56 islamiske stater eller Den Palæstinensiske Myndighed er tolerante over for homofile, kvinder eller andre minoriteter eller behandler dem som ligestillede.

Siden Sovjetunionens undergang har de islamiske stater i OIC udgjort den største stemmeblok i FN. Under brugen af sin indflydelse, er det lykkedes OIC at få Israel fordømt mere end 200 gange i formelle FN-resolutioner, hvilket er mere end alle de andre medlemslande tilsammen. Men den samme islamiske stemmeblok har sikret, at de terroristiske regimer i Iran, Gaza og på Vestbredden ikke er blevet kritiseret en eneste gang.

Gennem OIC har de islamiske stater også i flere år arbejdet på at overtale medlemmerne af FN til at kriminalisere "islamofobi".

Islamofobi og Det Muslimske Broderskab

Det Muslimske Broderskab er en global organisation og den ledende kraft bag politisk totalitær islam. Det er også ophav til terroristisk islam og især de islamiske terrorgrupper al-Qaeda og Hamas.

Broderskabet blev grundlagt i Egypten i 1928 af Hasan al-Banna. Al-Banna var en åben beundrer og tilhænger af Adolf Hitler, og fik Mein Kampf oversat til arabisk i 1930'erne. Hans discipel, Hajj Amin al-Husseni, den palæstinensiske nationalismes patriark, opholdt sig under 2. Verdenskrig i Berlin, hvor han rekrutterede arabere til Hitlers legioner.

Al-Bannas ambition var at skabe et globalt islamisk imperium og indføre sharia som global lov: "Det er en forpligtelse, der påhviler enhver muslim, at kæmpe for det mål at gøre alle mennesker til muslimer og hele verden islamisk, således at islams banner kan vejre over Jorden, og muezzinens kald kan runge i alle verdenshjørner: Allah er størst [Allahu Akbar]!" [8]

Mottoet for Det Muslimske Broderskab inspirerer dets medlemmer til at virkeliggøre denne plan: "Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov. Jihad er vor vej. Døden for Allahs sag er vort højeste ønske."

Al-Bannas bevægelse voksede hurtigt i Egypten, men efter at et medlem af Broderskabet myrdede den egyptiske premierminister den 28. december 1948, blev organisationen forbudt. Siden præsident Gamel Abdel Nassers dage (1956-1970), har Broderskabet imidlertid været så populært blandt egypterne, at den egyptiske regering har set den anden vej, når gruppen terroriserede koptiske kristne og andre, og håndhævede islamiske indskrænkninger på befolkningen som en helhed.

Det var først da Broderskabet viste tegn på at være blevet stærkt nok til at gribe statsmagten, at den egyptiske regering slog ned. I 1966 blev Broderskabets førende teoretiker, Sayyid Qutb (også en beundrer af Hitler), arresteret og henrettet for at opfordre til at styrte det eksisterende regime og erstatte det med ét, der fuldt ud gennemførte islamisk lov. Men Broderskabets popularitet holdt ved. Nassers efterfølger Anwar Sadat underskrev en fredsaftale med Israel, hvilket førte til mordet på ham begået af islamiske høge. Kort før dette mord, havde Sadat løsladt alle medlemmer af Broderskabet, der havde vansmægtet i egyptiske fængsler, og tilmed lovet Broderskabet, at islamisk lov vil blive fuldt indført i Egypten.

Efter 9/11 startede Broderskabet en kampagne for at rense sit image og præsentere sig selv som en moderat organisation. Hensigten var at komme ind i den politiske proces - hvilket blev endeligt opnået med faldet af Sadats efterfølger, Mubarak - for at fremme sit mål om at omdanne Egypten til en islamisk stat. Umiddelbart efter Mubaraks fald, blev Broderskabet den ledende politiske kraft i Egypten, en indflydelse, der manifesterede sig i genetableringen af Egyptens forbindelser med Iran for første gang i 34 år. Denne entente faldt sammen med Cairos afslutning af våbenblokaden af Gaza, der var designet til at forhindre våben i at strømme ind til den islamiske terrorgruppe Hamas - selv et barn af Broderskabet.

Hamas identificerer sig selv som en skabning af Broderskabet i sit stiftende charter: "Den Islamiske Modstandsbevægelse [Hamas] er en af fløjene af Det Muslimske Broderskab i Palæstina. Det Muslimske Broderskab er en global organisation og er den største af de islamiske bevægelser i moderne tid." [9] Al-Qaedas grundlæggere, Abdullah Azzam og Osama bin Laden, samt topleder Ayman al-Zawahiri, var alle medlemmer eller trænet af Det Muslimske Broderskab. [10]

Broderskabets rækkevidde nåede også til det shiitiske Iran. Navab Safavi, grundlægger af den iranske islamiske gruppe Fedayan-e Islam, som var aktiv i Iran i 1950'erne, var stærkt påvirket af Broderskabet; Safavi selv endte med at blive en nær medarbejder af ayatollah Khomeini. Khomeini var selvfølgelig berygtet for at kalde Amerika "Den Store Satan" - navnet på den store søjle, som muslimer kaster sten efter under pilgrimsfærden til Mekka, dvs lederen af den anti-totalitære, anti-sharia, vantro verden.

Det Muslimske Broderskabs planer for Den Store Satan er præciseret i et internt dokument, som FBI beslaglagde i 2005 i hovedkvarteret for Holy Land Foundation (HLF) i det nordlige Virginia. Holy Land Foundation var den største islamiske "velgørenhedsorganisation" i Amerika, men var på samme tid et skalkeskjul for den opgave at skaffe midler til terrororganisationen (og Det Muslimske Broderskabs skabning) Hamas. Det beslaglagte dokument blev fremført som bevis i retssagen mod HLF i 2007. Fonden blev anklaget for ulovligt at støtte en terrororganisation, Hamas. Retssagen resulterede i, at HLF-ledere blev dømt skyldige.

Det beslaglagte dokument havde titlen: "Et forklarende memorandum om det generelle strategiske mål for gruppen i Nordamerika" [An Explanatory Memorandum on the General Strategic Goal for the Group in North America]. [11] Heri fik medlemmer af Det Muslimske Broderskab at vide: "Det generelle strategiske mål for gruppen i Amerika, som blev godkendt af Shura-rådet og Den Organisatoriske Konference [Shura Council and the Organizational Conference] for året [1987], er at styrke islam i Nordamerika, hvilket betyder: At etablere en effektiv og stabil islamisk bevægelse ledet af Det Muslimske Broderskab, som tager sig af muslimske sager hjemme og globalt, og som arbejder for at udvide den observante muslimske base, sigter mod at lede og samle muslimers bestræbelser, præsenterer islam som et civilisatorisk alternativ, og støtter den globale islamiske stat hvor som helst." [12] Og videre: "[Muslimer] må forstå, at deres arbejde i Amerika er en slags stor jihad for at eliminere og ødelægge den vestlige civilisation indefra og 'sabotere' dens elendige hus ved deres hænder og hænderne af de troende, så den elimineres og Allahs religion gøres sejrrig over alle andre religioner."

For at realisere målet om at ødelægge den vestlige civilisation og om en global islamisk stat, opfordrede Broderskabets memorandum til oprettelse af frontorganisationer, der skulle trænge ind i værtslandenes - især det amerikanske samfunds - institutioner. Blandt grupperne, som memorandummet identificerede som værende en del af dette netværk af Broderskabets frontorganisationer i Amerika, var Muslim American Society, Muslim Students Association, Islamic Society of North America, Islamic Circle of North America, og Islamic Association for Palestine, modergruppen til Council on American-Islamic Relations (CAIR) [Muslimsk Amerikansk Samfund, Den Muslimske Studenterforening, Islamisk Samfund i Nordamerika, Islamisk Kreds i Nordamerika, Den Islamiske Forening for Palæstina, Rådet for Amerikansk-Islamiske Forhold]. [13]

En anden frontgruppe identificeret i memorandummet - International Institute for Islamic Thought [Det Internationale Institut for Islamisk Tænkning] - opfandt udtrykket "islamofobi". [14]

En global bevægelse mod islamofobi

Abdur-Rahman Muhammad er et tidligere medlem af Det Internationale Institut for Islamisk Tænkning. Han var til stede, da ordet "islamofobi" blev skabt, men karakteriserer nu begrebet islamofobi på denne måde: "Dette modbydelige udtryk er intet andet end en tanke-terminerende kliché, undfanget i muslimske tænketankes indvolde med det formål at slå kritikere ned." [15] Kort sagt var "islamofobi" helt fra begyndelsen et udtryk, der var designet som et våben til at fremme en totalitær sag ved at stigmatisere dens kritikere og gøre dem tavse.

Selvom det blev opfundet i begyndelsen af 1990'erne, blev "islamofobi" ikke genstand for en aktiv Broderskabskampagne før efter 9/11. Siden da er det blevet "et spørgsmål af ekstrem høj prioritet" for Organisationen for Islamisk Samarbejde ifølge dens generalsekretær, Ekmeleddin Ihsanoglu. [16] I 2010 havde kampagnen allerede opnået bemærkelsesværdig succes. I november samme år, stemte FN’s generalforsamling for at fordømme, hvad den kaldte "bagvaskelse af religion". [17] Alle muslimske stater, uden undtagelse, støttede resolutionen.

En Reuters-rapport hævdede, at resolutionens sprog var blevet blødgjort, før den blev endeligt forelagt. Udtrykket "ærekrænkelse" var blevet ændret til "bagvaskelse" for at vinde mere støtte fra de vestlige lande. Men de to ord er i det væsentlige synonyme, og begge er farligt subjektive. Hvad der rent faktisk udgør "ærekrænkelse" eller "bagvaskelse" vil det formentlig være op til et eller andet FN-organ at afgøre, med andre ord i det væsentlige til de islamiske stater.

Beslutningen er et skridt hen imod at gøre kritik af "anliggender, der af tilhængere af enhver religion eller tro betragtes som hellige", til kriminelle handlinger. [18] Således defineret, og gjort til lov, ville den være en anti-blasfemi vedtægt. Sådanne vedtægter er i øjeblikket lov i flere islamiske stater. På den anden side, er anti-blasfemilove selve grunden til, at de amerikanske grundlæggere skabte First Amendment.

De var selv flygtninge fra religiøs forfølgelse og ønskede at sikre, at den nye republik, de havde skabt, ikke kunne helliggøre en bestemt tro og blive brugt til at forfølge afvigere. Dette er, hvad det amerikanske demokrati i det væsentlige handler om.

For at indsukre sin bitre pille, fordømte FN-resolutionen mod "bagvaskelse" ikke kun "islamofobi", men også "judeofobi og kristofobi". Men dette var blot en sutteklud for vestlige følelser og besværlige forestillinger om ytringsfrihed, ikke noget de muslimske forfattere til resolutionen tog alvorligt. Massakrer på kristne i Egypten, Irak, Pakistan og Indonesien, samt terrorangreb mod påskefejrende i Israel, foruden andre handlinger af muslimsk had mod andre religioner, førte aldrig til krav om FN-kritik fra OIC. Da Andres Serranos Piss Christ vakte opsigt, eller tusindvis af antisemitiske karikaturer optrådte i arabiske statsmedier (herunder Zions Vises Protokoller, der blev vist som en miniserie i 11 dele på egyptisk TV), var der ingen udtryk for OIC- eller FN-harme eller formelle fordømmelser.

Det klare formål med FN's anti-blasfemiresolution var at forbyde islamofobi i ikke-muslimske lande, ikke at bremse muslimers had mod jøder, kristne og andre religioner. Tværtimod findes der allerede blasfemilove, som er bestemt til at omfatte grundlæggende udtryk for kristen og jødisk tro, i lovbøgerne i mange dele af den islamiske verden. Saudi-Arabien, for at tage et ekstremt tilfælde, tillader ingen ikke-muslimske religiøse udtryk overhovedet, fordi Muhammed befalede, at jøder og kristne skulle fordrives fra Den Arabiske Halvø og at der kun måtte være én religion dér. Det er således ulovligt at opføre en kristen kirke i Saudi-Arabien, eller at føre en bibel over dets grænser, og ingen jøde eller kristen er tilladt at sætte sin fod i de hellige byer Mekka og Medina, for at de ikke skal besmittes. I Pakistan er en blasfemilov blevet brugt til at ramme adskillige uskyldige kristne, nogle gange for blot at bekræfte den kristne tro. Straffen er ofte døden.

Islamofobi defineret

Ligesom Det Muslimske Broderskab havde forbindelser med nazistiske totalitære, således absorberede og antog det også marxistiske anklager mod det kapitalistiske Vesten. Deres instruktører var først deres kommunistiske allierede og derefter post-kommunistiske progressive, der talte for "social retfærdighed". [19] Udtalelser fra islamiske jihadister indarbejder regelmæssigt analyser begået af amerikanske venstreorienterede. Blandt bøgerne, der anbefales i Osama bin Ladens fatwaer, er Mearsheimer and Walts konspiratoriske tekst om, hvordan den jødiske lobby styrer Washingtons politik i Mellemøsten, samt Noam Chomskys Hegemony or Survival: America’s Quest for Global Dominance. [20]

Faktisk er anti-islamofobi-bevægelsen bygget på fundamentet skabt af progressive, og er som et resultat heraf allerede langt fremme i Vesten. I 1996 etablerede Runnymede Trust, en venstreorienteret gruppe i England, en "Kommission om britiske muslimer og islamofobi". Dens omfattende definition af islamofobi er siden blevet en model for Det Muslimske Broderskabs frontorganisationer som CAIR og Muslim Students Association i deres forsøg på at lægge anti-islamofobi-begrænsninger på alle og undertrykke kritikere af islamisk jihad. Ifølge Runnymedes definition, omfatter islamofobi enhver af disse otte bestanddele:

1. Islam set som en enkelt monolitisk blok, statisk og uforstående over for nye realiteter.

2. Islam set som adskilt og Den Anden - (a) har ikke mål eller værdier til fælles med andre kulturer, (b) kan ikke påvirkes af dem, (c) kan ikke påvirke dem.

3. Islam set som Vesten underlegen - barbarisk, irrationel, primitiv, sexistisk.

4. Islam set som voldelig, aggressiv, truende, støttende terrorisme, engageret i en "civilisationernes sammenstød".

5. Islam set som en politisk ideologi, der anvendes til politisk eller militær fordel.

6. Kritik af "Vesten", fremført af islam, fejet af bordet.

7. Fjendtlighed mod islam brugt til at retfærdiggøre diskrimination af muslimer og udelukkelse af muslimer fra det almindelige samfund.

8. Anti-muslimsk fjendtlighed accepteret som naturlig og "normal". [21]

Bemærk som udgangspunkt, hvor selvmodsigende disse erklæringer er. Den allerførste af Runnymedes punkter søger at forbyde alle henvisninger til islam som "en enkelt monolitisk blok". Men dernæst, med en enkelt undtagelse, præsenterer ethvert andet af Runnymedes punkter islam som en "en enkelt monolitisk blok": "Islam set som adskilt (...). Islam set som Vesten underlegen (...) sexistisk. (...) Islam set som voldelig (...). Kritik af "Vesten", fremført af islam, fejet af bordet. ..." Disse udtalelser forudsætter, at islam er en unitarisk enhed, der med én stemme kan fremsige domme om Vesten, der så bliver fejet af bordet. Disse definitioner af islamofobi er lavet, som om der ikke var separatistiske muslimer at være bekymret for, ikke var voldelige muslimer at frygte, ikke var doktriner forbundet med "islam", der er tilbagestående og sexistiske, og ikke var muslimsk kritik af Vesten, der burde fejes af bordet.

Der er en grund til, at Runnymede-erklæringen og dens efterlignere tager et monolitisk syn på islam. Det tjener deres primære mål, som er at sammenblande kritik af nogle islamiske doktriner og modstand mod islamiske terrorister med angreb på muslimer som sådan. Som underskriverne af Rushdie-manifestet udtrykte det: "'islamofobi', dette uheldige begreb, som forveksler kritikken af religionen islam med stigmatiseringen af dens udøvere." Kritikere af islams degradering af kvinder til andenklasses borgerskab bliver således stemplet anti-muslimske, selvom de forsvarer muslimer, og modstandere af islamisk terror kaldes islamofobe.

Ethvert af Runnymedes kriterier er så vagt, at det let kan anvendes på enhver kritik af islam. Er islam sexistisk - dvs. har kvinder reducerede rettigheder i muslimske samfund og kulturer? Dette er ubestrideligt tilfældet. Men at sige det, er efter Runnymedes opfattelse islamofobisk. Er islam engageret i et civilisationernes sammenstød? Lederne af islamiske jihad-organisationer som Det Muslimske Broderskab, Hamas og Hizbollah, og herskerne i muslimske stater som Sudan og Iran proklamerer, at de er i en civilisatorisk krig med Vesten. Men at erkende dette faktum er islamofobi. Er islam en politisk ideologi? Islam er ideologien bag politiske organisationer som Det Muslimske Broderskab og Taleban samt stater som Saudi-Arabien og Iran. Islamiske apologeter over hele verden kritiserer ideen om adskillelse af religion og stat, og stiller islam positivt i sammenligningen med kristendommen, netop fordi islam har en politisk doktrin og kristendommen ikke. Men at påpege dette faktum er anti-muslimsk.

Det er ikke noget mysterium, hvordan Runnymedes principper vil blive fortolket. De er allerede blevet brugt til at fordømme enhver kritiker af den islamiske kvindeundertrykkelse, islamisk støtte til selvmordsbombninger og andre terrorhandlinger, og af islamisk intolerance. Sådanne kritikere er islamofober.

Forbud mod tegninger og film

OIC-kampagnen mod islamofobi begyndte for alvor på organisationens årlige møde i marts 2008 i Senegal. På dette møde, erklærede OIC sin hensigt om at skabe et "juridisk instrument" til at bekæmpe truslen mod islam "fra politiske tegnere og bigotter". [22] Henvisningen var til de danske karikaturtegninger af Muhammed, der dukkede op i 2005 og som udløste internationale protester fra muslimer verden over, hvilke omfattede optøjer, afbrænding af ambassader og endda mord på ikke-muslimer, herunder en katolsk nonne. "Muslimer bliver ramt af en kampagne af bagvaskelse, nedrakning, stereotypering, intolerance og diskrimination," rasede Ekmeleddin Ihsanoglu, som gav deltagerne "en omfangsrig rapport fra OIC, der registrerede anti-islamiske udtalelser og handlinger fra hele verden. Rapporten konkluderer, at islam er under angreb, og at der skal rejses et forsvar." [23] Muslimers angreb på ikke muslimer og de over 100 døde som følge af protesterne passerede ubemærket og ubeklaget.

Ihsanoglu sammenlignede endda offentliggørelsen af de danske tegninger med 9/11-grusomheden og advarede om, at "den islamiske verden opfattede de satiriske tegninger som en anden version af angrebene den 11. september mod dem." Han opfordrede EU til at vedtage nye love mod islamofobi". [24]

På Senegal-konferencen erklærede Ihsanoglu: "Islamofobi kan ikke bekæmpes alene gennem kulturelle aktiviteter, men (gennem) et robust politisk engagement." Politisk engagement betød en kampagne for at begrænse ytringsfriheden. Abdoulaye Wade, præsident for Senegal og formand for OIC, forklarede: "Jeg mener ikke, at ytringsfrihed bør betyde frihed til blasfemi. Der kan ikke være frihed uden grænser." [25] I en briefing på Capitol Hill i juli 2008 forsvarede repræsentanten for den pakistanske ambassade, Asma Fatima, optøjerne i forbindelse med karikaturtegningerne som nødvendige, og opfordrede til restriktioner på tale, der fornærmede islam: "Idealet om ytringsfrihed er dyrebart for jer, men det er ikke værdi-neutralt. I behøver ikke at såre folks følelser og bringe dem til det punkt, hvor de er nødt til at reagere mærkeligt." [26]

OIC's nye anti-islamofobi-kampagne fokuserede også på Fitna, kortfilmen af den hollandske politiker Geert Wilders. Krænkelsen begået af filmen bestod i, at den citerede passager fra Koranen, der tilskynder muslimer til vold, og derefter viste billeder af nutidig vold, der direkte var inspireret af disse passager. OIC fordømte Fitna "på det kraftigste" og hævdede, at Wilders' film var "en bevidst diskrimination mod muslimer" og kun havde til hensigt at "fremprovokere uro og intolerance." [27] Der var ingen antydning af, at citaterne fra Koranen var ukorrekte, eller at de afbildede episoder ikke havde fundet sted. Fysiske trusler mod Wilders fremsat af muslimer fik den hollandske regering til at forsyne ham med 24-timers sikkerhedsovervågning. De samme trusler tvang Wilders til at leve i skjul, adskilt fra sin familie.

Det var usædvanligt nok, at et medlem af det hollandske parlament og leder af landets tredjestørste parti måtte leve i skjul, men anklageskriftet mod ham var endnu mere oprørende. Det beskyldte Wilders for at have "bevidst krænket en gruppe mennesker, dvs. muslimer, baseret på deres religion"; have "opildnet til had mod mennesker, dvs. muslimer, baseret på deres religion"; og have "opildnet til diskrimination (...) mod mennesker, dvs. muslimer, baseret på deres religion." Det hævdede også, at han havde tilskyndet folk til at hade muslimer på grund af deres race. [28] Alt dette var baseret på udtalelser af Wilders om islam, der var helt igennem sande og præcise; Holland kom ganske tæt på at kriminalisere tale om ubehagelige sandheder.

Men i stedet for at forsvare Wilders' ret til sine meninger, havde mange vestlige embedsmænd travlt med at støtte OIC's fordømmelse. Ihsanoglu bemærkede, at kampagnen mod ytringsfrihed havde gjort "overbevisende fremskridt på alle disse niveauer, hovedsageligt i FN's Menneskerettighedsråd i Genève og i FN's Generalforsamling. De Forenede Nationers Generalforsamling vedtog lignende resolutioner mod bagvaskelse af islam". Han tilføjede: "Ved at konfrontere de danske tegninger og den hollandske film 'Fitna', sendte vi et klart signal til Vesten om de røde linjer, der ikke må overskrides. Mens vi taler, er det officielle Vesten og den offentlige mening nu alle helt klar over følsomheden af disse spørgsmål. De er også begyndt at se alvorligt på spørgsmålet om udtryksfrihed i lyset af dens iboende ansvarlighed, som ikke bør overses." [29]

Doudou Diène, FN's særlige rapportør om nutidige former for "racisme, racediskrimination, fremmedhad og intolerance", gik videre og lod formode, at selv det at citere Koranen præcist, men på en kritisk måde, var en form for bigotteri:

Man kan konstatere, at en række islamofobiske udtalelser urigtigt er blevet hævdet at være videnskabelige eller lærde, for at give intellektuel slagkraft til argumenter, der forbinder islam med vold og terrorisme. Desuden er manipulation og selektiv gengivelse af hellige tekster, især Koranen, som et middel til bedragerisk at argumentere for, at disse tekster viser islams voldelige natur, blevet gældende praksis. [30]

Det måske mest foruroligende aspekt ved den internationale kampagne mod ytringsfriheden var paratheden af vestlige politikere med venstreorienteret hældning, herunder regeringsledere, til at støtte det muslimske angreb og pålægge deres eget folk restriktioner. Dette var særlig ekstremt i Holland, skuepladsen for chokerende islamrelateret vold.

Den homoseksuelle politiker Pim Fortuyn blev myrdet i 2002 af en venstreorienteret hollænder, Volkert van der Graaf, der forklarede, at han havde gjort det på vegne af landets muslimer, for at stoppe Fortuyns forsøg på at gøre dem til "syndebukke". I 2004 myrdede en islamisk jihadist, Mohammed Bouyeri, filminstruktøren Theo van Gogh - også homoseksuel - ved højlys dag på en gade i Amsterdam, fordi van Gogh havde fornærmet islam med sin film, Submission, der kritiserede den islamiske behandling af kvinder.

Retssagen mod Geert Wilders endte med en frifindelse i juni 2011, ved hvilken lejlighed han sagde: "Det er min faste overbevisning, at islam er en trussel mod vestlige værdier, mod ytringsfrihed, mod ligestilling mellem mænd og kvinder, mellem heteroseksuelle og homoseksuelle, mellem troende og ikke-troende." Disse påstande er baseret på OIC's adfærd og muslimske autoriteters undladelse af at forsvare Wilders; på den klare og udførlige nedgøring af kvinder og homoseksuelle i islamisk lære og islamisk lov; og på forfølgelsen af ikke-troende, især kristne, i muslimske lande som Egypten, Pakistan og Indonesien. Alt sammen er passeret ubemærket og ubeklaget i udtalelser fra de 56 muslimske stater (og Den Palæstinensiske Myndighed), som indgår i Organisationen for Islamisk Samarbejde.

Ikke desto mindre, er Wilders' ytring efter retssagen netop den form for erklæring, der førte til anklagen mod ham. Selv mens den hollandske domstol frikendte ham, så bekræftede den de falske og farlige præmisser, der lå til grund for søgsmålet, herunder ideen om, at man kan og bør stå over for sagsanlæg for at sige ting, som andre anser for krænkende. Amsterdam-dommeren Marcel van Oosten forklarede: "Domstolen finder, at dine udtalelser er acceptable inden for rammerne af den offentlige debat. Domstolen finder, at skønt grove og nedgørende gav de ikke anledning til had." [31]

Med andre ord ville retsformanden ikke have tøvet med at give Wilders fængsel eller bøde, hvis han havde fastslået, at hans ord gav anledning til "had". Den falske og farlige præmis i tiltalen mod Wilders er således stadig på plads i hollandsk ret. Efter sin frifindelse, sagde Wilders: "Dagen i dag er en sejr for ytringsfriheden. Hollænderne har stadig lov til at tale kritisk om islam, og modstand mod islamisering er ikke en forbrydelse." [32] I det mindste indtil videre.

Islamofobi-heksejagt

I mange europæiske lande er regeringer allerede i gang med forebyggende at lukke munden på islamkritikere, angiveligt for at bekæmpe racehad. I juni 2002, længe før OIC havde startet sin islamofobi-kampagne for alvor, forsøgte muslimer i Schweiz at ramme den italienske journalist Oriana Fallaci for hendes bog, The Rage and the Pride, der udkom efter 9/11. I den havde hun gjort gældende, at Europa blev koloniseret af muslimer, der nægtede at lade sig assimilere i deres værtslande, og forblev fjendtlige over for disses kultur og værdier.

Med henvisning til schweiziske love mod racisme, krævede Islamisk Center i Geneve, at Fallacis bog skulle forbydes. Hani Ramadan, barnebarn af Det Muslimske Broderskabs grundlægger, Hassan al-Banna, erklærede, at "Fallaci fornærmer det muslimske samfund som helhed med sine skændige ord." Islamisk Center opfordrede de schweiziske myndigheder til ikke alene at forbyde hendes bog, men også at retsforfølge dem, der distribuerede den. Schweiziske embedsmænd forsøgte at få Fallaci udleveret til retsforfølgelse, men det mislykkedes. [33] Så i maj 2005 tiltalte den italienske regering selv Fallaci for at skrive en bog, der "bagvasker islam". [34]

Kampagnen for at bringe Fallaci til tavshed bredte sig til Frankrig, hvor en gruppe, der kalder sig Bevægelsen mod Racisme og for Venskab mellem Folk (MRAP), også rejste racisme-anklager og hævdede, at "Ytringsfriheden er og bliver en grundlæggende rettighed (...), men når denne store forfatter griber til skandaløs stigmatisering af islam, overtrædes grænserne for, hvad der kan tolereres". [35] I sidste ende undslap Fallaci retsforfølgelse, men kun fordi hun flygtede fra Europa og søgte tilflugt i Amerika, hvor Bill of Rights stadig herskede. Kort før hun døde af kræft i 2006, forudsagde hun, at når sagen kom for retten, ville hun blive fundet skyldig. [36]

Vogterne af "acceptabel" tale havde bedre held mod tresser-sexbomben Brigitte Bardot, der blev dømt fem gange i sit hjemland Frankrig for "tilskyndelse til racehad" - i alle tilfælde for bemærkninger, der betragtedes som nedsættende for muslimer. I juni 2008, idømte en domstol den 73-årige Bardot en bøde på 15.000 € som straf for at skrive, at det muslimske samfund i Frankrig "ødelægger vort land og pålægger os sine love." [37] Retten overvejede tilsyneladende ikke den mulighed, at pålægning af islamisk lov netop var, hvad mange muslimer i Frankrig havde i sinde. Selv om de ikke, som deres trosfæller i Storbritannien, er nået til at etablere særlige sharia-domstole, håndhæver de mange sharia-bestemmelser i banlieu'erne, de muslimske ghettoer, der omkranser de fleste større franske byer.

Disse søgsmål verserede til stadighed. Wilders bemærkede kort efter sin frifindelse, at "den danske journalist Lars Hedegaard, den østrigske menneskerettighedsaktivist Elisabeth Sabaditsch-Wolff og andre (...) er for nylig blevet dømt for at kritisere islam." [38] I oktober 2009 bemærkede journalist Jonathan Turley, at Irland havde vedtaget en blasfemilov, og at "i Holland, fik hollandske anklagere tegneren Gregorius Nekschot anholdt for at fornærme kristne og muslimer med karikaturtegninger, herunder én, der karikerede en kristen fundamentalist og en muslimsk fundamentalist som zombier, der ville gifte sig og deltage bøssestævner". Det var selvfølgelig ikke kristne fundamentalister, der klagede. Turley tilføjede, at "sagerne om 'blasfemi' omfatter retsforfølgelse af forfattere for at kalde Muhammed en 'pædofil' på grund af hans ægteskab med den 6-årige Aisha (hvilket blev fuldbyrdet, da hun var 9). En lovgiver fra det yderste højre i Østrig, en forlægger i Indien og et byrådsmedlem i Finland er blevet retsforfulgt for at gentage denne opfattelse af historien." [39]

Sådanne søgsmål er også allerede kommet til Nordamerika. Den 14. februar 2006 var et canadisk magasin, Western Standard, en af de få publikationer i den vestlige verden, der genoptrykte de danske Muhammed-tegninger. Det Islamiske Øverste Råd i Canada og Edmontons Muslimske Råd klagede over, at Standards udgiver, Ezra Levant, var "islamofobisk", hvilket fik Albertas Menneskerettigheds- og Borgerrettighedskommission til at starte en undersøgelse af Levant. I Amerika har Yale University Press udgivet et videnskabeligt værk om Muhammed-tegningerne, men nægtede at trykke selve tegningerne i bogen.

Under sin afhøring udført af en kommissionsundersøger, leverede Ezra Levant et rungende forsvar for ytringsfriheden. Mange stemmer blev hævet i protest mod retsforfølgelsen, heriblandt endda nogle fra venstrefløjen, som f.eks. Megan McArdle, en ledende redaktør af The Atlantic. [40] Over for en understrøm af støtte til Levant, trak Det Islamiske Øverste Råd sin klage tilbage. [41] Men en endnu mere højtprofileret sag blev anlagt mod Maclean’s magasin i Canada for at have bragt et uddrag fra America Alone, en bog af den populære klummeskribent Mark Steyn.

Med en beskyldning om, at Steyns "åbenlyst islamofobiske" skrivning udsatte canadiske muslimer for "had og foragt", indgav Den Canadiske Islamiske Kongres (CIC) klager mod Maclean's til tre forskellige menneskerettighedskommissioner. [42] En af Den Canadiske Islamiske Kongres' klager var over Steyns bemærkning om, at i Europa "vokser antallet af muslimer som myg". [43] Jim Henley, skribent ved New Republic, stemplede Steyn som "racist" på grund af denne sætning. [44] Et lille problem med disse angreb var, at mygge-bemærkningen var et citat fra Mullah Krekar, en muslimsk jihadist, der fortsat er bosat i Norge, trods mange års forsøg på at få ham udvist.

Desuden er Krekars forudsigelse af islams demografiske erobring af Europa næppe original. Så langt tilbage som i 1974 erklærede den algeriske leder Houari Boumedienne i FN, at "En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige halvkugle. Og de vil ikke komme der som venner. For de vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren." [45]

Faktisk er dette en almindeligt udtrykt aspiration af islamiske supremacister. Det var ikke Steyn, der sagde, at "islam vil vende tilbage til Europa som erobrer og sejrherre," eller at "Erobringen denne gang ikke vil ske ved sværdet, men ved prædiken og ideologi." Disse er holdninger udtrykt af Al-Jazeeras sheik Yusuf Al-Qaradawi, der i Vesten bredt hyldes som en "moderat" reformator og er en nær ven af den tidligere London-borgmester Ken Livingstone. [46] Qaradawi er også noteret for at sige, at Holocaust var Guds straf af jøderne, og at "om Allah vil, næste gang bliver det ved hjælp af de troende." [47] Det var heller ikke Steyn, der sagde, at muslimer "vil styre Vatikanets jord; vi vil styre Rom og indføre islam i den." Dette blev sagt af en saudisk sheik, Muhammad bin Abd Al-Rahman Al-Arifi, imam i moskeen ved King Fahd Forsvarsakademi. [48]

I sidste ende var Steyns overtrædelse identisk med Wilders' - at citere udtalelser fra muslimerne selv og således afsløre dagsordener, som mange vesterlændinge vil finde bekymrende.

Den Canadiske Islamiske Kongres' aktioner viser, hvor langt vestligt baserede muslimske støttegrupper vil gå som vandbærere for Organisationen for Islamiske Samarbejde i dens kampagne for at stoppe den offentlige diskussion af jihadisternes selverklærede mål i deres hellige krig mod Vesten. Den Canadiske Islamiske Kongres indgiver ikke klager mod de jihadister, der faktisk gør sig til talsmænd for en islamisk erobring af Europa; den går kun efter de vestlige kritikere af disse dagsordener. Med andre ord er det "islamofobi" at afsløre den ubehagelige realitet af den islam-inspirerede krig mod Vesten.

Islamofobi og national sikkerhed

At stigmatisere kritikere af den islamiske jihad som "islamofober", truer ikke alene ytringsfriheden; det skærer også store huller i vort forsvar mod terrorangreb. Barack Obama udpegede i april 2009 Arif Alikhan, viceborgmester i Los Angeles, til Vicesekretær for Politikudvikling i Department of Homeland Security. Mens han tjente som Los Angeles' viceborgmester, blokerede Alikhan (som engang omtalte jihad-terrorgruppen Hizbollah som en "befrielsesbevægelse") et projekt i Los Angeles Police Department om at indsamle data om den etniske sammensætning af moskeer i Los Angeles-området. Dette var ikke et forsøg på at holde opsyn med moskeer eller at overvåge dem på nogen måde. LAPD's vicechef Michael P. Downing forklarede, at det faktisk var et opsøgende program: "Vi vil gerne vide, hvor pakistanerne, iranerne og tjetjenerne er, så vi kan nå ud til disse samfund." [49] Men Alikhan og andre muslimske ledere hævdede, at Projektet var udtryk for racisme og "islamofobi", og til sidst kasserede LAPD alle planer om at undersøge moskeerne og få uvurderlige kontakter i det muslimske samfund, der kunne forebygge terrorangreb. Alikhans belønning for denne bjørnetjeneste var at blive udpeget af præsident Obama til en nøglerolle i Homeland Security, det ministerium, der har til opgave at styre hele landets forsvar. Og i december 2010 vedtog Los Angeles Byråd en resolution, der fordømmer "islamofobi". [50]

Effekten af det mangesidede samfundsmæssige stormløb mod kritiske bemærkninger om islamiske jihadister, har været en svækkelse af nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Den 5. november 2009 forærede Nidal Malik Hasan, psykiater i hæren, et eksemplar af Koranen til en nabo og fortalte hende: "Jeg har i sinde at gøre en god gerning for Gud." [51] Senere samme dag trådte han ind i et center på Fort Hood i Texas, hvor soldater bliver lægeundersøgt, før de sendes til udlandet. Under råbet "Allahu Akbar" trak Hasan en pistol og begyndte at skyde. [52] Inden han var færdig, havde han myrdet 13 ubevæbnede amerikanske soldater og såret 30. Men længe før denne massakre, havde Hasan vist umiskendelige tegn på sympati for jihad-terror. Major Hasan generede rutinemæssigt sine kolleger med svadaer om islam og proklamerede, at han var "muslim først og derefter amerikaner". [53] På hans visitkort stod der "SOA", en velkendt forkortelse blandt jihadister for "Soldier of Allah." [54]

Hasan gav en PowerPoint-præsentation for sine kolleger, hvori han ville vise, "hvad Koranen indprenter i muslimers sind og de mulige konsekvenser dette kan have for det amerikanske militær." Herunder fremførte han, at muslimer ikke må kæmpe mod andre muslimer (som befalet i Koranen 4:92), og at Koranen også befaler både defensiv og offensiv jihad mod de vantro, med henblik på at påtvinge disse vantro islamisk lovs herredømme. Han citerede koranvers, der opfordrer til krig mod "Bogens Folk" (dvs primært jøder og kristne), indtil de "betaler skatten i erkendelse af [islamisk] overlegenhed og er i en tilstand af underkuelse" (efter Koranen 9:29).

Ifølge referater af hans tale, synes Hasan derefter at have fortalt de forsamlede (og uden tvivl lamslåede) læger, at muslimer havde en religiøs pligt til at føre krig mod og undertvinge ikke-muslimer som laverestående under deres styre. En tjenestemand, der talte med nogle af de tilstedeværende ved foredraget, sagde, at "Hasan tilsyneladende holdt et langt foredrag om Koranen og talte om, hvordan du - hvis du ikke tror - er dømt til helvede. Dit hoved bliver skåret af. Du bliver sat i brand. Brændende olie hældes ned din hals." [55] Ifølge Associated Press, "gav han en klasse-præsentation, der satte spørgsmålstegn ved den amerikansk ledede krig mod terror - om den måske i virkeligheden var en krig mod islam. Og elever sagde, at han lod formode, at sharia eller islamisk lov overtrumfede forfatningen, og at han forsøgte at retfærdiggøre selvmordsbombninger." [56] Frem for alt advarede han om, at muslimske soldater ikke burde sendes ud i kamp for USA i muslimske lande, og påberåbte sig det tidligere jihad-mord - begået af en anden muslimsk soldat, sergent Hasan Akbar, på hans officerer i Kuwait - som bevis på, hvad der kunne ske, hvis de blev tvunget til det.

Det var frygt for at blive beskyldt for "islamofobi", der forhindrede major Hasans overordnede i at gribe ind på basis af de ildevarslende tegn på hans engagement i jihad. Ifølge Associated Press, "har en forsvarsministeriel gennemgang af skyderiet på Fort Hood, Texas, fundet, at lægerne, der førte tilsyn med major Nidal Hasans lægeuddannelse, gentagne gange udtrykte bekymring over hans skingre synspunkter om islam og hans upassende opførsel; alligevel fortsatte de med at give ham positive præstationsvurderinger, der holdt ham i bevægelse op gennem rækkerne." [57] Med andre ord steg han i graderne, selv mens han retfærdiggjorde selvmordsbombning og udspyede had til Amerika, iført dets uniform. Han blev endda forfremmet fra kaptajn til major efter den berygtede forelæsning på School of Medicine.

Skønt hans kolleger og overordnede bemærkede hans udtalelser og var bekymrede over dem, "synes ingen på Hasans kommandovej at have udfordret hans egnethed til at besidde hemmelig sikkerhedsgodkendelse, selv om de kunne have gjort det, fordi udtalelserne rejste tvivl om hans loyalitet over for USA." [58]

Hvad var grunden til tavsheden i lyset af alle disse advarsler? Hvis Nidal Hasan var blevet fjernet fra sin stilling eller blot irettesat i månederne eller årene, før han massakrerede tretten mennesker med koldt blod på Fort Hood, er det ikke svært at forestille sig, hvad der kunne være sket. Grupper som Council on American-Islamic Relations (CAIR) og Muslim Public Affairs Council (MPAC) [Rådet for Muslimske Offentlige Anliggender] ville have været hurtige til at anklage hæren for islamofobi. Mainstream-medierne ville have indledt en fuldtonet heksejagt angående den påståede forfølgelse af muslimer i militæret og interviewet grådkvalte mødre til muslimske soldater, der var dræbt i tjenesten, mens de kæmpede for USA i Irak eller Afghanistan. Hærens generaler ville have været nødt til at besvare spørgsmål om påstået diskrimination af muslimer i militæret i talkshows søndag formiddag. Og i sidste ende ville USA's præsident beordre en særlig indsats for at få muslimer i militæret til at føle sig velkomne.

Og endnu værre ville de, der måtte have klaget over Hasan, have stået over for offentlig udskældning, tilsværtning som islamofober af CAIR og MPAC og måske endda disciplinær straf fra deres overordnede. Chris Matthews, Jon Stewart og Bill Maher ville på tv have udsat dem for landsdækkende latterliggørelse. Hele hærens personale ville være blevet beordret i sensitivitetstræning, måske ledet af CAIR selv.

Det er slet ikke svært at forestille sig et sådant scenario, fordi det er blevet udspillet i det virkelige liv mere end én gang. I årevis nu, har CAIR, MPAC og andre islamiske støttegrupper gjort alt, hvad de kunne, for at dæmonisere enhver, der taler ærligt om truslen fra jihad og islamisk supremacisme. For CAIR og MPAC var massakren i Fort Hood i meget virkelig forstand en fuldført mission: "Islamofobi" blev behørigt undgået. Nidal Hasan blev ikke fjernet fra sin post, og der blev ikke taget skridt til at beskytte nogen imod ham. Den amerikanske regerings officielle rapport om massakren i Fort Hood nævner ikke islam eller jihad eller terrorisme en eneste gang. Minister for Indre Sikkerhed [Homeland Security] Janet Napolitano erklærede: "Det var et individ, der ikke repræsenterer den muslimske tro." [59] Den amerikanske hærs stabschef, George Casey, gik videre: "Vores mangfoldighed, ikke kun i vores hær, men i vort land, er en styrke. Og så rædselsvækkende denne tragedie end var, hvis vores forskellighed bliver et offer, så tror jeg, det er værre." [60]

Så at erkende tegn på muslimsk fjendtlighed (hvilket naturligvis er islamofobi) er værre end massemord. Dette er dommen fra den amerikanske hærs stabschef.

CAIR's islamofobi-kampagne

Det Muslimske Broderskabs frontorganisation CAIR er leder af anti-islamofobi-kampagnen i USA. CAIR præsenterer sig selv som en almindelig borgerrettighedsorganisation for muslimer, "svarende til en muslimsk NAACP," som det er sagt af CAIR's talsmand, Ibrahim Hooper. [61] Gruppen siger, at dens mission er "at øge forståelsen af islam, fremme dialogen, beskytte de borgerlige frihedsrettigheder, styrke amerikanske muslimer og bygge koalitioner, der fremmer retfærdighed og gensidig forståelse." [62]

Ligesom mange andre udtalelser fra Broderskabets frontorganisationer, er dette bare et røgslør for CAIR's virkelige dagsorden. Den 4. juni 2007 blev CAIR af Justitsministeriet erklæret en ikke-tiltalt medsammensvoren i sagen mod Holy Land Foundation [Fonden for Det hellige Land]. Fonden blev anklaget og derefter dømt for at finansiere terrororganisationen Hamas, en udløber af Broderskabet. Føderale anklagere identificerede CAIR som en organisation, der er udgået fra "Det Amerikanske Muslimske Broderskabs Palæstinakomité og/eller dets organisationer." I opstartsfasen havde CAIR modtaget en halv million dollars fra Holy Land Foundation, hvilket gjorde den til deltager i en kriminel sammensværgelse på vegne af Hamas. [63] Da terrorisme-analytiker Steven Emerson i 2003 konfronterede ham med dette faktum, erklærede medstifter af CAIR og dens administrerende direktør, Nihad Awad: "Dette er en lodret løgn. Vores organisation har ikke modtaget nogen startkapital fra Holy Land Foundation. CAIR rejser sine egne midler, og vi udfordrer Mr. Emerson til at komme med blot en skygge af bevis til støtte for hans latterlige påstand." Emerson fremlagde derefter den annullerede check. [64]

CAIR blev oprettet i 1994 som et sideskud til en Hamas frontgruppe, the Islamic Association for Palestine (IAP). Efter at være blevet grundlagt i 1981 af Hamas-aktivisten Mousa Abu Marzook, blev IAP lukket i 2005 af de amerikanske myndigheder for at finansiere terrorisme. [65] I 1994 ved Barry University i Florida, indrømmede Nihad Awad: "Jeg støtter Hamas-bevægelsen mere end PLO." [66] I 1998 sagde CAIR's medstifter og mangeårige bestyrelsesformand, Omar Ahmad, til et muslimsk publikum: "Islam er ikke i Amerika for at blive ligestillet med enhver anden tro, men for at blive dominerende. Koranen bør være den øverste myndighed i Amerika og islam den eneste accepterede religion på jorden." [67] Siden 9/11 har CAIR-ledere lært at være mere forsigtige med deres offentlige ytringer, og i dag benægter Ahmad at have sagt det citerede. Men den journalist, der rapporterede det, står fast på rigtigheden af sin historie. [68]

ny-korok

I 2007 sagsøgte seks muslimske gejstlige US Airways, efter at de var blevet fjernet fra en flyvning for at opføre sig på en måde, der kun kan beskrives som en efterligning af flykaprere. Advokaten for "De flyvende imamer", som de blev kaldt, var Omar T. Mohammedi, der har været præsident for CAIR's New York-afdeling. [69] Imamerne forsøgte også at sagsøge de anonyme passagerer, der anmeldte dem, men republikanerne i Repræsentanternes Hus pressede et lovforslag igennem, der beskytter åbenmundede vidner under sådanne omstændigheder. [70] Hvis imamernes søgsmål var blevet en succes, ville det i det væsentlige have placeret muslimer uden for sikkerhedsrelateret kontrol; enhver, der rapporterede mistænkelig adfærd af en muslim i en lufthavn eller et fly, ville have risikeret at blive sagsøgt som en "islamofob".

Seks år før dette, var CAIR allerede i offensiven i en kampagne, der gjorde dets virkelige mål klart: At undertrykke enhver forbindelse mellem islam og de terrorister, der handler i islams navn. I 2001 blev Tom Clancys roman om islamiske terrorister, The Sum of All Fears, filmatiseret. CAIR igangsatte en vellykket kampagne for at presse filmskaberne til at ændre terroristerne i manuskriptet til en anden form for skurke. På trods af at filmen sigtede mod et post-9/11 publikum, bøjede filmskaberne sig for CAIR's pres, og lavede skurkene om til nynazister. Filminstruktør Phil Alden Robinson skrev krybende til CAIR: "Jeg håber, I vil være forsikrede om, at jeg ikke har til hensigt at fremme negative billeder af muslimer eller arabere, og jeg ønsker jer det bedste i jeres fortsatte bestræbelser på at bekæmpe diskrimination." [71]

I juni 2011 udgav CAIR en rapport om islamofobi i Amerika. Den blev kaldt Same Hate, New Target: Islamophobia and its Impact in the United States [Samme Had, Nyt Mål: Islamofobi og dens indvirkning i USA]. Titlen afspejler et hovedmotiv i anti-islamofobi-kampagnen, nemlig at skildre indsatsen for at lukke munden på kritikere af islamisk jihad som svarende til kampen for borgerrettigheder i fortiden. Som OIC's generalsekretær Ihsanoglu forklarede: "Islamofobi er en moderne manifestation af racisme og fænomenet skal behandles som sådan." [72]

CAIR-rapporten blev udgivet med en introduktion af Niwad Awad, der takkede dr. Hatem Bazian for hans bidrag. Bazian, som er lærer på UC Berkeley [University of California, Berkeley, o.a.], er en allestedsnærværende fortaler for terror-støttegrupper som Palæstina Solidarity Movement. Han blev berygtet i 2004, da han i en tale på Berkeley opfordrede til "en intifada i dette land". [73]

CAIR-rapporten er omhyggelig med at lægge ud med en gestus af rimelighed og fortæller, at ikke enhver kritiker af islam er en islamofob ("det ikke er rigtigt at betegne alle, og end ikke de fleste, der sætter spørgsmålstegn ved islam og muslimer, som islamofober"), men undlader derefter at give et eneste eksempel på, hvad disse legitime spørgsmål kunne være, eller at identificere en eneste person, hvis kritik af islam kunne betragtes som berettiget. Derefter definerer den islamofobi som "snæversynede fordomme mod eller had til islam og muslimer", og opregner de otte omfattende principper i Runnymede-dokumentet som kriterier for snæversynethed. [74]

Ikke overraskende har CAIR gentagne gange og konsekvent anvendt ubestemtheden af disse principper til at karakterisere enhver modstand mod den globale jihad som "fordom" og "had". Det gælder også stort set alle de juridiske anti-terror foranstaltninger og politiske procedurer, som den amerikanske regering har vedtaget, begyndende med Patriot Act. I sin rapport demonstrerer CAIR sin egen åbenhed ved at dæmonisere som "islamofobisk" enhver offentlig person, der har arbejdet effektivt mod islamisk terrorisme og overherredømme.

I et afsnit med titlen "The Worst" - hvilket vil sige de værste islamofober - tilsværter CAIR-rapporten folk som Daniel Pipes ("islamofobiens bedstefar i Amerika"), Robert Spencer ("intellektualiseret islamofobi"), Steven Emerson ("talerør for anti-muslimsk propaganda"), tidligere vice-assisterende forsvarsminister Frank Gaffney ("galninge-bigotteri"), Brigitte Gabriel ("forsøger ikke at skjule sine forsøg på at dehumanisere muslimer"), Newt Gingrich ("forbruger af den islamofobiske fortælling") og Pamela Geller ("en anti-islam-aktivist"). [75]

Robert Spencer er medforfatter til denne pjece. CAIR-rapporten hævder, at "[Robert] Spencer tilbyder en intellektualiseret islamofobi ved 'selektivt at ignorere' islamiske tekster og principper, der ikke passer med hans syn på islam som fjenden", dvs, som leverandør af voldelige jihad-doktriner. [76] Som i så mange tilfælde af CAIR-påstande, er dette simpelthen en fabrikation. I sine bøger Onward Muslim Soldiers og The Complete Infidel’s Guide to the Koran, diskuterer Spencer detaljeret de fredelige og tolerante vers i Koranen. Men han forklarer også, hvordan de almindeligt anerkendte muslimske fortolkere betragter de fredelige vers, som er begrænset til de ældste dele af Koranen, som værende erstattet af de senere voldelige vers. I stedet for at svare på disse iagttagelser og eventuelt udfordre dem, foretrækker CAIR at dæmonisere budbringeren og advare andre mod at overveje hans analyse og dens konsekvenser.

CAIR’s vigtigste anklage mod Spencer er, at han "driver bloggen 'Jihad Watch', der er berygtet for sin skildring af islam som en af natur voldelig tro, der er en trussel mod verdensfreden." [77] Det ironiske er selvfølgelig, at så mange muslimer dagligt opfører sig, som om islam var en af natur voldelig tro. Hvis de holdt op med at handle ud fra denne tro, ville "Jihad Watch" ikke have noget at rapportere, og ville ophøre med at eksistere. Men det er karakteristisk for CAIR's islamofobi-kampagne at foregive, at det er "islamofoberne" - ikke de islamiske jihadister - der er problemet.

CAIR fordømmer også Spencer for at have deltaget i en 2006-konference til ære for den myrdede Pim Fortuyn. CAIR nævner selvfølgelig ikke, hvorfor Fortuyn blev myrdet, for det ville have demonstreret, at målene for vold i Nederlandene er ikke-muslimske kritikere af islam, ikke muslimer.

En kommentar til CAIR's rapport af dens juridiske direktør, Corey Saylor, afslører dets egentlige mål, som er at lukke munden på kritikere af islamisk supremacisme og global jihad: "Denne rapport viser, at amerikanere, der går ind for mangfoldighed, må handle sammen for at forhindre, at islamofobi bliver accepteret i samfundet." Med andre ord - i tolerancens navn bliver amerikanere bedt om at undertrykke kritikken af islamisk jihadisme, som CAIR finder stødende. [78] At tale imod islamisk jihad og islamisk overherredømme, i dette orwellske perspektiv, er at diskriminere muslimer.

Værre endnu - det er at arbejde under dække med anti-muslimske terrorister. I juli 2011 havde der været mere end 17.000 terrorangreb begået af islamiske jihadister siden angrebene den 11. september, med et endnu større antal ofre. [79] I samme periode, havde der ikke været noget terrorangreb mod muslimer - i hvert fald ikke begået af ikke-muslimer. Men den 22. juli 2011 skete et voldsomt angreb i Oslo og Utoya mod påståede tilhængere af "islamiseringen" Norge. [80] Angrebet blev begået af en sindsforvirret person ved navn Anders Behring Breivik, der sprængte en regeringsbygning i Oslo i luften og dræbte 8 og derefter fortsatte til en ungdomslejr for det regerende norske politiske parti på øen Utoya, hvor han dræbte 68 andre. [81]

To dage senere kørte New York Times en forsidehistorie, der forsøgte at forbinde Robert Spencer og andre anti-jihad-forfattere med drabene. Beviserne? Et 1.500-siders manifest skrevet af morderen, som indeholdt udklip af artikler med referencer til Spencers skrifter om islam og islamisk jihad. Hovedparten af referencerne optrådte faktisk i en enkelt artikel, hvori Spencer blev citeret sammen med Condoleeza Rice og Tony Blair. [82] Andre fandtes i en artikel af en tredjepart, hvori Spencer blev citeret for historiske baggrundsoplysninger om islam.

Ikke et eneste Spencer-citat opfordrede til vold mod muslimer eller deres støtter. Faktisk var ikke et eneste af Oslo-morderens ofre muslim. [83] Alligevel hævdede Times-artiklen, uden andre beviser, at disse spredte referencer til Spencers videnskabelige beskrivelser af islam "dybt påvirkede" en massemorder. Times-artikel havde overskriften: “Killings in Norway Spotlight anti-Muslim Thought in the U.S.” ["Drab i Norge sætter spotlight på antimuslimsk tænkning i USA"]. Med andre ord havde Robert Spencer, ifølge Times, begået en tankeforbrydelse. [84]

Der er ingen tvivl om, at Times ville være blevet oprørt, hvis nogen havde påstået, at Al Gore var ansvarlig for terrorangrebene begået af Unabomberen, fordi Gores skrifter om miljøet var citeret i hans manifest, eller at Noam Chomsky var medskyldig i Osama bin Ladens forbrydelser, fordi den afdøde terrorist havde anbefalet en Chomsky-bog i en af sine fatwaer. Forskellen er, at mens Gores og Chomskys synspunkter afspejlede Times' egne holdninger, så var Times' angreb på Spencer rettet mod en person, der allerede var blevet identificeret som en islamofob, og dermed fortjente at blive brændt på bålet.

Islamofobi-kampagnen på amerikanske universiteter

I overensstemmelse med sin store strategi om at "ødelægge den vestlige civilisation indefra", skabte Det Muslimske Broderskab foreningen Muslim Students Association som den første i sit netværk af organisationer til at udføre denne mission. Universiteter modtager penge fra Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) for at fremme dens anti-islamofobi-kampagne. For eksempel kanaliserede OIC 325.000 dollars gennem CAIR til Georgetown University til at finansiere indsatser mod islamofobi. Men aktivisterne, der direkte er involveret i disse bestræbelser på universiteterne, er grupper som Muslim Students Association og dens aggressive allierede, Students for Justice in Palestine [Studerende for Retfærdighed i Palæstina]. Disse er sponsorer af "Israel Apartheid Uger", der har til formål at dæmonisere staten Israel og beskylde jøderne for at stjæle muslimsk land.

I foråret 2011 vedtog studenterlovgivere på tre universiteter i Californien - Davis, Santa Barbara og Los Angeles (UCLA) - identiske resolutioner mod islamofobi. Teksten i hver af resolutionerne var taget næsten ordret fra Runnymede-definitionen, og blev støttet af Muslim Students Association og en koalition af venstreorienterede studentergrupper.

UCLA-resolutionen blev vedtaget den 24. maj. To uger tidligere havde David Horowitz holdt et timelangt foredrag på universitetet, sponsoreret af Bruin Republikanerne. Talen blev videofilmet og Frontpagemagazine.com lagde videoen og en uredigeret udskrift af talen ud på sin hjemmeside. "Resolution mod islamofobi" blev støttet af Muslim Students Association og vedtaget af de studerendes styrende råd på UCLA med stemmerne 10 mod 0. Resolutionen erklærede, at "UCLA er en University of California Campus imod islamofobi." Blandt punkterne "eftersom", der begrundede dens nødvendighed, kaldte resolutionen den tale, som Horowitz havde holdt imod Israel Apartheid Ugen, for "islamofobisk."

UCLA-resolutionen beskrev "Islamofobi" med disse ord, taget næsten ordret fra Runnymede-erklæringen:

Islamofobi er defineret som ideologier, overbevisninger og handlinger, der opretholder unøjagtige og fremmedfjendske synspunkter mod islams kultur og praksis - inklusive dens tilhængere - så den bliver set som monolitisk; set som en adskilt og 'anden' kultur, der ikke deler fælles værdier; set som Vesten underlegen; set som voldelig, aggressiv og støttende terrorisme; set som sexistisk og undertrykkende kvinder; set som en politisk ideologi, der anvendes til politisk fordel. Islamofobi retfærdiggør anti-muslimsk fjendtlighed samt udelukkende eller diskriminerende handlinger mod muslimer fra det almindelige samfund.

Med andre ord har UCLA's styrende studenterorgan erklæret sig imod udsagn om islam, der er "unøjagtige", hvorved det mener udsagn om, at islamisk lov diskriminerer kvinder og homofile, at islamiske tekster nedgør "vantro" og tilskynder vold mod dem, at islamiske imamer støtter terrorisme, eller at islamiske politiske partier opfatter islam som en politisk ideologi.

UCLA-studerende er ikke længere tilladt at lægge mærke til - eller mere præcist at sige højt - at det regerende islamiske parti i Gaza, Hamas, faktisk er politisk. De må heller ikke forbinde den islamiske lære - kodificeret af en kriger ved navn Muhammed, der opfordrede sine tilhængere til at dræbe vantro og hugge deres hoveder af - med islamiske terrorister, der påberåber sig disse lærdomme, når de dræber vantro ved at afskære deres hoveder.

Uanset hvor absurd og farlig denne indsats for at forbyde ytringsfriheden var, stemte ikke en eneste valgt studerende imod denne resolution. Ikke én.

Følgende er, hvordan UCLA-resolutionen karakteriserede Horowitz-talen:

Eftersom den kontroversielle taler David Horowitz onsdag den 11. maj på campus fremsatte urigtige påstande mod Muslim Students Association og Afrikan Student Union, og yderligere indpodede had mod muslimer ved at erklære, at "islam er en syg, syg kultur"...

Ingen beviser blev fremlagt for - der findes heller ingen - at Horowitz fremsatte beskyldninger mod Afrikan Student Union, endsige falske. [85]

Resolutionen fremlage en henvisning for den påståede Horowitz-erklæring om, at islam er en syg kultur, og var forbundet med en audio-version af talen, som Horowitz havde holdt den 11. maj.

I talen drøftede Horowitz den udbredte anvendelse af selvmordsbombning, der var blevet det foretrukne våben under den 2. palæstinensiske intifada.

Horowitz bemærkede, at amerikanske venstreorienterede, der støtter palæstinenserne, undskylder denne praksis ved at hævde, at palæstinenserne er "desperate" og "ikke har noget valg" andet end at bruge dette våben. Horowitz kritiserede disse begrundelser:

Folk har været undertrykt i tusinder af år, forfærdeligt undertrykt. Gjort til slaver. Massakreret.

Og alligevel - i tusinder af års registreret historie - har der aldrig før, aldrig, eksisteret et folk, der har spændt bomber på dets egne børn og fortalt dem, at de skulle gå ud og sprænge andre børn i luften. Og hvis du gør det, kommer du i himlen. Og hvis du er heldig nok til at være en mand, vil du få 72 jomfruer. Det er sygt. Det er en syg dødskult er hvad -

(Bifald)

Godt, hver eneste af jer, der klappede ... [osv.] [86]

Det fremgår klart af dette uddrag af referatet af Horowitz' tale, at "syg" refererer til udførelsen af selvmordsbombning og dens rationale, der ser selvmordsbombere som martyrer, der vil komme i Paradiset. Henvisningen går udtrykkeligt på den palæstinensiske dødskultur, naturligvis formet af Hamas-udgaven af islam. Med andre ord - hvad Muslim Students Association og resolutionen faktisk sagde, var, at Hamas' dødkult-version af islam er islam. Dette sagde Horowitz ikke; men det var i realiteten, hvad Muslim Students Association og UCLA-studenterlederne sagde.

Disse studerende stræber efter at blive politiske ledere. De er studerende på en af de 10-12 bedste skoler i Amerika, og der synes ikke at være en voksen i nærheden til at lære dem, hvad et demokrati er, eller hvad et totalitært begreb som "islamofobi" indvarsler. Og dette bør være bekymrende for alle amerikanere.

Uhellige alliancer

Det Muslimske Broderskabs store strategi-memorandum indeholder et afsnit, der understreger den afgørende betydning af at opnå "en beherskelse af koalitionernes kunst" for at nå jihadisternes mål - erobring af den ikke-muslimske verden. De koalitioner, der er nævnt, består af muslimske organisationer, men jihadisternes måske vigtigste aktiv er en koalition af ikke muslimer - europæiske og amerikanske progressive - der støtter anti-islamofobi-kampagnen. Denne koalition har en ærværdig forgænger i den støtte, som progressive gav til de sovjetiske totalitære under den kolde krig.

I 2008 udgav venstrefløjens organiserede vagthund, Fairness and Accuracy in Reporting (FAIR) [Fairness og Nøjagtighed i Rapportering] en lang "rapport" kaldet Smearcasting: How Islamophobes Spread Bigotry, Fear, and Misinformation. [Mudderkastning: Hvordan islamofober spreder bigotteri, frygt og misinformation]. FAIR-rapporten fokuserede på en liste over "Islamofobiens beskidte dusin", som begyndte med FoxNews-studieværterne Bill O'Reilly, Sean Hannity og Glenn Beck, og fortsatte med de to forfattere til dette essay, dernæst den opsøgende journalist Steven Emerson, forsker Daniel Pipes, forfatterne Michelle Malkin og Mark Steyn og andre. [87] FAIR's "undersøgelse" bestod udelukkende af fejlcitater eller citater taget ud af kontekst, som derefter blev præsenteret som selvindlysende eksempler på anti-muslimsk bigotteri. Således præsenteres en bemærkning af David Horowitz (beskrevet som "islamofobi-bevægelsens primus motor") derhen, at Horowitz skulle have sagt, at "mellem 150 millioner og 750 millioner muslimer støtter en hellig krig". Hvad Horowitz faktisk sagde, var, at meningsmålinger i den muslimske verden efter 9/11, herunder én udført af al-Jazeera, viste, at mellem 10% og 50% af muslimerne opfattede Osama bin Laden en helt.

I december 2010 kørte Huffington Post et heftigt udfald, skrevet af Max Blumenthal, kaldet “The Great Islamophobic Crusade” [Det store islamofobiske korstog], som begyndte med den påstand, at "Ni år efter 9/11, har et hysteri om muslimer i amerikansk liv grebet landet". Ifølge Blumenthal er "denne krampetrækning af anti-muslimsk fanatisme (...) resultatet af en organiseret, langsigtet kampagne, drevet af en tæt sammenslutning af højreorienterede aktivister og agenter, der først fokuserede på islamofobi kort efter angrebene den 11. september, men ikke nåede kritisk masse før inde i Obama-æraen". [88] Den gjorde dette, ifølge Blumenthal, på grund af konservativ vrede over Obamas valg og fordi "repræsentanter for Israels lobby og det jødisk-amerikanske etablissement lancerede en kampagne mod pro-palæstinensisk aktivisme på universiteterne, som ville blive en grobund for alt, der ville komme." Ifølge Blumenthal: "[Islamofobi] afspejler en aggressiv pro-Israel sensibilitet med nogle hovedskikkelser, der holder den jødiske stat i ære som et mellemøstligt Fort Apache på frontlinjen i den globale krig mod terror ..." [89]

Ikke overraskende afspejlede Blumenthals liste over sammensvorne "værste"-listen fra CAIR-rapporten og omfattede flere af det "beskidte dusin" fra FAIR-dokumentet. Blandt dem, som Blumenthal identificerede som medlemmer af kliken, var Robert Spencer, Pamela Geller, Newt Gingrich, David Horowitz og den hollandske politiker Geert Wilders. Ligesom under alle angreb på islamofobi, afsatte Blumenthal ikke en eneste sætning til at undersøge de analyser eller besvare de argumenter, som er lagt frem i det bibliotek af bøger, der skrevet af målene for deres bagvaskelse.

Seks måneder senere udgav The Southern Policy Law Center (SPLC) en "Efterretningsrapport", med titlen “Anti-Muslim Bigotry” [Anti-muslimsk Bigotteri]. I en tidligere rapport havde SPLC udmærket sig ved at tilsværte veletablerede konservative organisationer som American Enterprise Institute som "racistiske". Den nye rapport opsummerede Blumenthal-artiklen og bragte en af sine egne: “The Anti-Muslim Inner Circle” [Den anti-muslimske inderkreds] af Robert Steinback. [90] Steinback opregner ti medlemmer af denne inderkreds (heriblandt Robert Spencer, David Horowitz og Brigitte Gabriel), der aldrig har været i stue sammen og i de fleste tilfælde aldrig har mødtes eller korresponderet. Det er en "kreds", hvis eneste dagsorden er bagvaskelse.

I september 2010 udgav det Hamas-forbundne CAIR en "Guide to Challenging Islamophobia" [Vejledning til udfordring af islamofobi]. [91] En måned senere etablerede Center for American Progress [Center for Amerikansk Fremskridt], som er en tænketank under Det Demokratiske Parti, et panel kaldet “Challenging Islamophobia” [Udfordring af islamofobi]. [92] Panelet omfattede en episkopal præst og Wajahat Ali, forfatter til en blog, der, blandt andre klagepunkter, begræd "forfølgelsen" af den amerikanske taleban-kriger John Walker Lindh, og omtalte ham som "et uskyldigt offer for Amerikas 'krig mod terror'" [93] En tredje paneldeltager var Haris Tarin, leder af Washington-kontoret for Muslim Public Affairs Council, en organisation, der har sagt, at "israelerne er de værste terrorister i verden" og som har beskrevet Hizbollah som "en befrielsesorganisation". [94]

Produktion af hadforbrydelser

Et vigtigt tema i anti-islamofobi-kampagnen er forvanskningen af muslimers situation i Amerika. Ifølge OIC's Ihsanoglu: "Muslimer bliver udsat for en kampagne af bagvaskelse, nedrakning, stereotypering, intolerance og diskrimination." [95] Ifølge CAIR's islamofobi-rapport fra 2011: "I 2009 og 2010, stod muslimer fortsat over for hindringer mod deres fulde og lige deltagelse i det amerikanske samfund." [96] Ifølge Max Blumenthal "har et hysteri om muslimer i amerikansk liv grebet landet".

Men hverken hindringerne eller hysteriet forhindrede præsident Obama i at udpege Arif Alikhan, en muslim med en historie om at gå imod anti-terror indsatser, da han var Vicesekretær for Politikudvikling i Department of Homeland Security. Ej heller forhindrede det præsidenten i at udpege Kareem Shora til Homeland Security Advisory Council. Som administrerende direktør for American-Arab Anti-Discrimination Committee (ADC), har Shora konsekvent tilsluttet sig CAIR og andre islamiske supremacist-grupper i deres lobbyvirksomhed mod anti-terror initiativer. De forhindrede heller ikke præsidenten i at udpege Rashad Hussain som særlig udsending til OIC. Husain havde udmærket sig ved at fordømme den påståede "forfølgelse" af den dømte terrorist og leder af Palæstinensisk Islamisk Jihad, Sami al-Arian. Hindringer for muslimer og anti-muslimsk hysteri, forhindrede heller ikke præsident Obama i at gøre Dalia Mogahed til sin rådgiver om muslimske anliggender. I oktober 2009 erklærede Mogahed på britisk tv, at de fleste muslimske kvinder verden over forbinder islamisk lov med "kønsmæssig retfærdighed".

Obama inkluderede tilmed lederen af en af Det Muslimske Broderskabs frontgrupper - Ingrid Mattson, præsident for Islamic Society of North America (ISNA) - som en af de gejstlige, der blev udvalgt til at bede i National Cathedral på hans indsættelsesdag. Obama sendte også sin seniorrådgiver Valerie Jarrett til at være hovedtaler ved ISNA's nationale konvent i 2009. Huma Abedin, vicestabschef for udenrigsminister Hillary Clinton, kommer fra en prominent familie tilknyttet Det Muslimske Broderskab. Hertil kommer, at disse eksempler end ikke begynder at udtømme Broderskabets indtrængen på de højeste niveauer af det politiske etablissement.

Helt uanset sådanne tilfælde, er tanken om, at anti-muslimsk fordomsfuldhed er et presserende problem, der skal løses aggressivt, stærkt overdrevet. Ifølge FBI-rapporten for 2009 om "hadforbrydelser", udgjorde jøder, ikke muslimer, tre fjerdedele af ofrene for det, der er klassificeret som religiøst motiverede hadforbrydelser - hvoraf ikke så få af dem blev begået af muslimer mod jøder. Derimod udgjorde hadforbrydelser mod muslimer kun otte procent af de således klassificerede forbrydelser, eller i alt 132 tilfælde i et land med 300 millioner mennesker. [97]

Til støtte for sin sag om, at grasserende islamofobi er et problem, har den førende muslimske borgerrettighedsorganisation, CAIR, ikke tøvet med at fabrikere anti-muslimske hadforbrydelser. I 2005 udgav Daniel Pipes og Sharon Chadha en artikel, som identificerede seks episoder, der fejlagtigt blev beskrevet som hadforbrydelser i CAIR's rapport 2004. Disse omfattede "tilfældet den 9. juli 2004 af tilsyneladende brandstiftelse i en muslimsk ejet købmandsforretning i Everett, Washington," hvor "efterforskere hurtigt fastslog, at Mirza Akram, ejeren af forretningen, havde iscenesat brandstiftelsen for at slippe uden om sine planlagte betalinger og indkassere fra en forsikringspolice. Selvom Akrams numre allerede var blevet afsløret som bedrageri, fortsatte CAIR med at opføre denne sag som en anti-muslimsk hadforbrydelse. I en anden episode blev et muslimsk ejet marked i Texas brændt ned i august 2004. Selvom den muslimske ejer blev anholdt den følgende måned for selv at have antændt branden, inkluderede CAIR sagen i sin rapport. [98]

Hvis CAIR oprigtigt ønskede at mindske de bekymringer, som fornuftige amerikanere måtte have om den islamiske jihad og omfanget af det muslimske samfunds støtte til den, kunne de gøre det effektivt ved at fordømme jihad i stedet for at angribe dens modstandere. De kunne rette deres harme mod de muslimer, der begår voldshandlinger i islams navn. De kunne afvise de udtalelser, deres egne ledere er kommet med, som udtrykker ønske om at se forfatningen erstattet af islamisk lov. De kunne erklære klart og utvetydigt, at amerikanske og israelske civile er uskyldige ofre for islamiske terrorister, og fordømme deres søster-organisation Hamas for at angribe dem og for at opfordre til "udslettelsen af Israel." De kunne fremme den lære i moskeer og madrassaer, at muslimer skal leve fredeligt som ligeværdige sammen med vantro på permanent basis. Og de kunne gå imod blasfemilove, som f.eks. de anti-islamofobi-resolutioner, de fremmer, som er et direkte angreb på den amerikanske Bill of Rights.

Konklusion

I 2009 afveg Obama-administrationen fra andre vestlige lande og sluttede sig til Egypten i støtten til en resolution i FN's Menneskerettighedsråd om at anerkende undtagelser fra ytringsfriheden for "enhver negativ racemæssig og religiøs stereotypering". [99] Egypten har længe retsforfulgt journalister og andre for at fornærme islam. Et egyptisk tidsskrift blev forbudt for at offentliggøre et digt, der sammenligner Gud med en landsbyboer, der fodrer ænder og malkekøer. Under lovprisningen af resolutionen bemærkede den egyptiske FN-ambassadør, at "udtryksfriheden undertiden bliver misbrugt", og at en forståelse af "denne rets sande natur" vil kræve statslige restriktioner. I stedet for at tage afstand fra hans angreb på ytringsfriheden, roste den amerikanske ambassadør "dette fælles projekt med Egypten" som et forsøg på at opnå "tolerance og værdighed for alle mennesker." [100]

Denne foruroligende holdning blev bekræftet af udenrigsminister Hillary Clinton i juli 2011, da hun kommenterede forsøg fra Organisationen for Islamisk Samarbejdes side på at kriminalisere islamofobi. Udenrigsminister Clinton talte om "det falske skel, der sætter religiøse følelser op mod udtryksfriheden." [101] Men set fra de islamiske staters synspunkt, handler dette ikke om religiøse følelser. Det handler om religiøse forpligtelser, og derfor er begrænsning af ytringsfriheden den eneste måde, hvorpå skellet kan fjernes.

I en klumme med titlen “Just Say No To Blasphemy Laws” ["Bare sig nej til blasfemilove"], der gjorde opmærksom på denne resolution, skrev juraprofessor Jonathan Turley fra George Washington University: "Let gennemskuelige blasfemilove forsvares ofte som nødvendige for at beskytte idealerne om tolerance og pluralisme. De ignorerer det faktum, at lovene vil opnå tolerance gennem den ultimative handling af intolerance: At kriminalisere nogle individers evne til at tale imod hellige eller følsomme værdier. Vi har ikke brug for ytringsfrihed for at beskytte almindelige tanker eller almindelige mennesker. Den er designet til at beskytte dem, der udfordrer flertallet og dets institutioner." Turley konkluderede: "Retten til religionskritik er selve målet for om ytringsfriheden er garanteret - den er samfundets i bogstavelig forstand hellige institution." [102]

Fremkomsten af sekulære messianske bevægelser som kommunisme, socialisme og progressivisme er sket sideløbende med tilbagegangen af organiseret religion. Ikke tilfældigt bærer deres verdenssyn slående ligheder med de trosbekendelser de erstattede. Det er derfor ikke overraskende, at de vigtigste støtter af blasfemilove og holdninger, der er forbundet med dem, har været bevægelser forbundet med den politiske venstrefløj.

Det er ikke tilfældigt, at bevægelsen for at forbyde islamofobi står i dyb gæld til den sekulære venstrefløj og dens kampagne for at stigmatisere sine modstandere ved at stemple dem i flæng med modbydelige udtryk som "racist". Derfor har venstrefløjen støttet skabelsen af love om "hadforbrydelser" som forstadier til de ønskede blasfemilove. "Hadforbrydelser" er af natur forbrydelser af tankemæssig art. En voldsforbrydelse er en forbrydelse uanset motivationen. Når den gøres til en "hadforbrydelse" kriminaliseres blot det påståede motiv.

Selve udtrykket "islamofob" har rødder i venstreorienteret politisk jargon som en variant af udtrykket "homofob". Men "homofob" selv er en nydannelse afledt af lignende kategorier - "racist" og "sexist" - som venstrefløjen har løsrevet fra enhver anden betydning end uenighed med dens egne dagsordener, og som den derefter har brugt til at stigmatisere og lukke munden på sine kritikere. Islamofob er kun det seneste af disse våben.

Demagogen Huey Long sagde engang, at hvis totalitarisme kom til USA, ville den kalde sig anti-totalitarisme - eller tolerance. Islamofobi er den perfekte totalitære doktrin, fordi den er det første skridt mod at forbyde ytringsfriheden - og dermed friheden selv - i den religiøse tolerances navn.

Noter

[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Timeline_of_the_Jyllands-Posten_Muhammad_cartoons_controversy

[2] http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/4764730.stm

[3] Ibid.

[4] “Iran’s New President Glorifies Martyrdom,” Middle East Media Research Institute, July 29, 2005.

[5] Cairo Declaration on Human Rights in Islam, August 5, 1990.

[6] Majid Khadduri, War and Peace in the Law of Islam, Johns Hopkins University pres, 1955. P. 51.

[7] Den ændrede navn i juli 2011 fra Organization of the Islamic Conference [Organisationen for Den Islamiske Konference].

[8] Brynjar Lia, The Society of the Muslim Brothers in Egypt, Ithaca Press, 1998. P. 79.

[9] Hamas' Charter (1988).

[10] “Washington’s Schizophrenic Approach Toward the Muslim Brotherhood,” IPT News, September 28, 2010.

[11] Mohamed Akram, “An Explanatory Memorandum on the General Strategic Goal for the Group in North America,” May 22, 1991, Government Exhibit 003-0085, U.S. vs. HLF, et al. P. 7 (21).

[12] “A Project for an Explanatory Memorandum for the General Strategic Goal for the Group in North America Mentioned in the Long Term Plan.” http://www.discoverthenetworks.org/viewSubCategory.asp?id=1235

[13] Ibid. The document is analyzed in http://www.discoverthenetworks.org/viewSubCategory.asp?id=1235

[14] Claire Berlinski, “Moderate Muslim Watch: How the Term ‘Islamophobia’ Got Shoved Down Your Throat,” Ricochet, November 24, 2010. Dansk oversættelse: "Hvordan udtrykket 'islamofobi' blev stukket ned i din hals": "Neologismen 'islamofobi' er ikke bare dukket op ex nihilo. Udtrykket blev opfundet, bevidst, af Det Muslimske Broderskabs frontorganisation the International Institute for Islamic Thought (IIIT) [Det Internationale Institut for Islamisk Tænkning], som har base i det nordlige Virginia."

[15] Claire Berlinski, op. cit.

[16] Patrick Goodenough, “New Name, Same Old Focus for Islamic Bloc,” CNSNews.com, June 30, 2011.

[17] “UN resolution against Islamophobia, Judeophobia and Christianophobia,” Reuters, November 24, 2010.

[18] Patrick Goodenough, “New Name, Same Old Focus for Islamic Bloc,” CNSNews.com, June 30, 2011.

[19] David Horowitz, Unholy Alliance: Radical Islam and the American Left, 2004. Andrew McCarthy, The Grand Jihad: How Islam and the Left Sabotage America, 2010

[20] The book was Hegemony or Survival: America’s Quest for Global Dominance, 2003. Chomsky er også begejstret for Hizbollah.

[21] Islamophobia, A Challenge for Us All, The Runnymede Trust, n.d. http://www.runnymedetrust.org/publications/17/32.html

[22] Rukmini Callimachi, “Defame Islam, Get Sued?,” Associated Press, March 14, 2008.

[23] Ibid.

[24] “‘Offensive Cartoons Like 9/11 of Islamic World,’” The Journal of Turkish Weekly, February 14, 2006.

[25] Ibid.

[26] “Religious Speech Debated,” Washington Times, July 17, 2008.

[27] “Muslims condemn Dutch lawmaker’s film,” CNN, March 28, 2008.

[28] “Geert Wilders receives summons: a sledgehammer blow to the freedom of speech,” Jihad Watch, December 4, 2009.

[29] Ekmeleddin Ihsanoglu, “Speech of Secretary General at the thirty-fifth session of the Council of Foreign Ministers of the Organisation of the Islamic Conference,” June 18, 2008.

[30] Doudou Diène, “Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Forms of Intolerance: Follow-Up To and Implementation of the Durban Declaration and Programme of Action,” United Nations Human Rights Council, August 21, 2007.

[31] “Victory for free speech - Dutch MP,” AAP, June 23, 2011.

[32] Pamela Geller, “Geert Wilders Verdict: Not Guilty All Counts! Eureka! ‘Today is a victory for freedom of speech,’” AtlasShrugs.com, June 23, 2011.

[33] “Swiss Muslims File Suit Over ‘Racist’ Fallaci Book,” IslamOnline, June 20, 2002.

[34] “Oriana in Exile,” American Spectator, July 18, 2005.

[35] “Swiss Muslims File Suit Over ‘Racist’ Fallaci Book,” IslamOnline, June 20, 2002.

[36] “Prophet of Decline,” Wall Street Journal, June 23, 2005.

[37] “Bardot Fined Over Racial Hatred,” BBC News, June 3, 2008.

[38] Geert Wilders, “In Defense of ‘Hurtful’ Speech,” Wall Street Journal, June 24, 2011.

[39] Jonathan Turley, “Yes to Free Speech, No to Blasphemy Laws,” USA Today, October 19, 2009.

[40] Megan McArdle, “Restoring my libertarian street cred,” The Atlantic, January 16, 2008.

[41] Syed Soharwardy, “Why I’m withdrawing my human rights complaint against Ezra Levant,” Toronto Globe and Mail, February 15, 2008.

[42] “Neocon Book Offends Canada Muslims,” IslamOnline, January 1, 2008.

[43] “Clueless Would-be Censors Attack Mark Steyn Again,” Western Standard blog, Mark Steyn, “The future belongs to Islam,” Macleans, October 20, 2006.

[44] Jim Henley, “Sympathy for the Devil,” Unqualified Offerings, December 8, 2007. http://highclearing.com/index.php/archives/2007/12/08/7517

[45] Lorenzo Vidino, “Forceful Reason,” National Review, May 4, 2004

[46] “Leading Sunni Sheikh Yousef Al-Qaradhawi and Other Sheikhs Herald the Coming Conquest of Rome,” Middle East Media Research Institute Special Dispatch Series No. 447, December 6, 2002.

[47] Oren Kessler, “Analysis: Yusuf al-Qaradawi – a ‘man for all seasons,’” Jerusalem Post, February 20, 2011.

[48] Steven Stalinsky, “The Next Pope and Islamic Prophecy,” FrontPageMagazine.com, April 14, 2005.

[49] “Los Angeles police plan to map Muslims,” Associated Press, November 9, 2007.

[50] Joe R. Hicks and David A. Lehrer, “Hyperbole rules in Muslim debate,” Los Angeles Daily News, December 26, 2010.

[51] Nick Allen, “Fort Hood gunman had told US military colleagues that infidels should have their throats cut,” Telegraph, November 8, 2009.

[52] James C. McKinley Jr. and James Dao, “Fort Hood Gunman Gave Signals Before His Rampage,” New York Times, November 8, 2009.

[53] Nick Allen, “Fort Hood gunman had told US military colleagues that infidels should have their throats cut,” Telegraph, November 8, 2009.

[54] “Inside the Apartment of Nidal Malik Hasan,” Time Magazine, n.d. http://content.time.com/time/photogallery/0,29307,1938378,00.html

[55] Tom Gjelten, Daniel Zwerdling and Steve Inskeep, “Officials Begin Putting Shooting Pieces Together,” National Public Radio, November 6, 2009.

[56] Ibid.

[57] “In Hasan case, superiors ignored own worries,” Associated Press, January 11, 2010.

[58] Ibid.

[59] Daniel Bardsley, “Fort Hood killer ‘does not represent Muslims’: American security chief,” The National, November 9, 2009.

[60] “General Casey: diversity shouldn’t be casualty of Fort Hood,” Reuters, November 8, 2009.

[61] Daniel Pipes and Sharon Chadha, “CAIR: Islamists Fooling the Establishment,” Middle East Quarterly, Spring 2006.

[62] “Our Vision, Mission, and Core Principles,” Council on American-Islamic Relations, www.cair.com.

[63] Josh Gerstein, “Islamic Groups Named in Hamas Funding Case,” New York Sun, June 4, 2007.

[64] “HLF’s Financial Support of CAIR Garners New Scrutiny,” The Investigative Project on Terrorism, October 12, 2007.

[65] “Islamic Association For Palestine (IAP),” DiscoverTheNetwork.org. http://www.discoverthenetworks.org/printgroupProfile.asp?grpid=6215

[66] Daniel Pipes and Sharon Chadha, “CAIR: Islamists Fooling the Establishment,” Middle East Quarterly, Spring 2006.

[67] Art Moore, “Did CAIR founder say Islam to rule America?,” WorldNetDaily, December 11, 2006.

[68] Ibid.

[69] Liza Porteus, “US Airways Passengers Who Reported ‘Suspicious’ Imam Activity May Be Sued,” FoxNews, March 19, 2007. Omar Mohammedi blev præsenteret som præsident for CAIR-NY i talerbiografierne offentliggjort på National Association of Muslim Lawyers-konferencen: "Advancing Justice & Empowering the Community", 31. marts-2. april 2006.

[70] Major Garrett, “Congress to Protect Citizens Who Report ‘Flying Imams’-Type Suspicions,” FoxNews, July 25, 2007.

[71] Reihan Salam, “The Sum of All PC: Hollywood’s reverse racial profiling,” Slate, May 28, 2002.

[72] Patrick Goodenough, “New Name, Same Old Focus for Islamic Bloc,” CNSNews.com, June 30, 2011.

[73] http://www.campus-watch.org/article/id/9732

[74] Same Hate, New Target: Islamophobia and its Impact in the United States, January 2009-December 2010, Council on American-Islamic Relations, June 2011. pp. 11-12

[75] Ibid. pp. 16-18

[76] Same Hate, New Target: Islamophobia and its Impact in the United States, January 2009-December 2010, Council on American-Islamic Relations, June 2011. P. 16.

[77] Ibid.

[78] Islamophobia, A Challenge for Us All, The Runnymede Trust, n.d.

[79] http://www.thereligionofpeace.com/Pages/TheList.htm

[80] http://topics.nytimes.com/top/news/international/countriesandterritories/norway/index.html?inline=nyt-geo

[81] http://www.newsinenglish.no/2011/07/26/death-toll-declines-after-early-confusion/

[82] http://frontpagemag.com/2011/07/26/in-defense-of-robert-spencer/

[83] Ibid.

[84] http://www.nytimes.com/2011/07/25/us/25debate.html?_r=3&hp

[85] Ledere af Afrikan Student Union protesterede mod en erklæring, Horowitz var kommet med ti år tidligere. Sætningen i sin helhed lød: "Hvis det ikke var fordi, at amerikanere af alle etniske grupper og farver havde viet sig til et samfund baseret på princippet om, at alle mennesker er skabt lige, ville sorte i Amerika ikke nyde den højeste levestandard blandt sorte overalt i verden, og faktisk en af de højeste levestandarder blandt noget folk i verden. De ville ikke nyde de største friheder og de mest grundigt beskyttede individuelle rettigheder sammenlignet med ethvert andet sted."

[86] http://frontpagemag.com/2011/05/24/confronting-the-anti-israel-jihad- on-campus/

[87] http://smearcasting.com/pdf/FAIR_Smearcasting_Final.pdf

[88] http://www.huffingtonpost.com/max-blumenthal/the-great-islamophobic-cr_b_799277.html

[89] Blumenthal, op. cit., p. 2

[90] “Anti-Muslim Bigotry,” http://www.broowaha.com/articles/10147/anti-muslim-bigotry-splc-intelligence-report; “Anti-Muslim Inner Circle”. For et svar på SPLC-rapporten se: http://www.jihadwatch.org/2011/06/splc-fronts-for-the-jihad-smears-freedom-fighters

[91] http://www.cair.com/?ArticleID=26616&&name=n&&currPage=1&&Active=1

[92] http://www.americanprogress.org/events/2010/10/islamophobia.html

[93] http://goatmilkblog.com/2011/07/11/americas-detainee-001-–-the-persecution-of-john-walker-lindh/

[94] http://www.discoverthenetworks.org/printgroupProfile.asp?grpid=6177

[95] Rukmini Callimachi, “Defame Islam, Get Sued?,” Associated Press, March 14, 2008.

[96] Same Hate, New Target: Islamophobia and its Impact in the United States, January 2009-December 2010, Council on American-Islamic Relations, June 2011. P. 29.

[97] “Blacks, Jews most likely victim of US hate crimes: FBI,” Agence France- Presse, November 22, 2010.

[98] Daniel Pipes and Sharon Chadha, “CAIR’s Hate Crimes Nonsense,” FrontPageMagazine.com, May 18, 2005.

[99] Jonathan Turley, “Just Say No To Blasphemy: U.S. Supports Egypt in Limiting Anti-Religious Speech,” USA Today, October 19, 2009

[100] Ibid.

[101] http://frontpagemag.com/2011/07/22/the-cartoonphobia-war-goes-on/

[102] Ibid.

---

Oversættelse: Bombadillo