Hvorfor Israel er offeret
Af David Horowitz
Oversættelse af: Why Israel Is the Victim
Kilde: frontpagemag.com, 12. februar 2013
Udgivet på myIslam.dk : 13. juni 2013

Indledning

Israel, det eneste demokrati og tolerante samfund i Mellemøsten, er omgivet af muslimske stater, som har svoret at ødelægge det, og har gennemført en folkemorderisk propagandakampagne mod jøderne, der lover at "afslutte det job, Hitler startede." En global bølge af jødehad, anstiftet af muslimsk propaganda og venstreorienteret antisemitisme, har bredt sig over Europa og De Forenede Nationer og gjort Israel til en paria-nation. David Horowitz' klassiker: "Hvorfor Israel er offeret", nu opdateret i pjecen nedenfor, sætter konflikten i Mellemøsten i rette perspektiv. Ud over at genoprette den historiske fortid - en fortælling om tvangsmæssige aggressioner først af arabiske nationalister og derefter af muslimske jihadister - fører denne pjece historien ajour ved at påvise den systematiske måde, hvorpå de fanatiske islamiske partier, Hamas og Hizbollah, sponsoreret af Iran, har undergravet freden i Mellemøsten.

Som Shillman Fellow Daniel Greenfield bemærker i sit indsigtsfulde forord, fortæller denne pjece os, "hvorfor vi skal afvise 'giv Israel skylden først'-fortællingen, der så grundigt har gennemsyret mainstream-medierne. (...) Den konfronterer myten om palæstinenserne som ofre (...) og leverer en øjenåbnende gentagelse af den sande historie om det had, der førte os til alt dette". Amerika har brug for at være Israels beskytter, for som George Gilder har bemærket: "Hvis USA ikke kan forsvare Israel, kan det ikke forsvare sig selv." I stedet er det, under Barack Obamas ledelse, blevet Israels anklager med ildevarslende tegn for fremtiden.


Forord

(af Daniel Greenfield)

I "Hvorfor Israel er offeret" fortæller David Horowitz den grimme historie om krigen mod Israel og blotlægger det skumle hykleri og bedrag, der ligger bag dens voldskampagne. Intet bind kan indeholde den fulde historie om islamisk terrorisme eller de modige måder, på hvilke den almindelige israeler konfronterer den i gaderne i sine byer. Hvad dette essay fortæller, er historien om løgnene bag denne terror.

Propaganda går forud krig; den graver gravene og venter på, at de skal blive fyldt. Krigen mod jøderne har aldrig været begrænset til kugler og sværd; den har altid først og fremmest været en krig på ord. Når bomber eksploderer i busser og raketter regner ned over israelske hjem; når folkemængder synger "Død over jøderne" og Iran stormer frem mod konstruktionen af dets folkemorderiske bombe, så må propagandaløgnene, svarende til disse forbrydelser, være dristige nok til at dække over, ikke blot mord på enkeltpersoner, men den mulige massakre på millioner.

Den løgn, der er stor nok til at fylde en million grave, går ud på, at Israel ikke har ret til at eksistere, at den jødiske stat er en illegitim størrelse, en besætter, en krigsmager og en erobrer. Den store løgn er, at Israel selv har opsøgt de krige, der ikke har givet det fred, og at resultaterne af disse krige gør dets fjenders grusomheder forståelige og endda berettigede. Dette er den store løgn, som David Horowitz konfronterer i "Hvorfor Israel er offeret".

Fra det seneste udbrud af vold til dens tidligste fortilfælde under Palæstina-mandatet, udstiller "Hvorfor Israel er offeret" krigens sande natur og fejer de løgne væk, der bruges af morderne og deres partnere til at give moralsk autoritet til deres forbrydelser. Det viser ikke alene, hvorfor Israel skal eksistere, men også hvorfor dens eksistens har været bestormet af krig og terror.

"Hvorfor Israel er offeret" fortæller os, hvorfor vi skal afvise "giv Israel skylden først"-fortællingen, der så grundigt har gennemsyret mainstream-medierne. Det udfordrer det falske håb om en tostatsløsning i afsnit som "Selvbestemmelse er ikke den virkelige dagsorden" og "Flygtninge: Jødiske og arabiske". Det konfronterer myten om palæstinenserne som ofre i "Bitterhedens og hadets politik ", og leverer en øjenåbnende gentagelse af den sande historie om det had, der førte os til alt dette i "Det jødiske problem og dets 'løsning'".

Nyere historie viser os, at det ikke var en israelsk afvisning af at give de palæstinensiske arabere ret til selvbestemmelse, der førte til deres terrorkampagner, men at den palæstinensiske selvbestemmelse gjorde det muligt for et folk, gennemsyret af had til jøder, at engagere sig i terrorisme.

Med fredsprocessen har hvert nyt niveau af palæstinensisk selvbestemmelse ført til en intensiveret bølge af terror mod Israel, som fortalt i denne pjece. I 2006, da de palæstinensiske arabere var i stand til at stemme ved et parlamentsvalg for første gang i ti år, valgte de Hamas, en folkemorderisk terrorist-organisation, der hentede sin popularitet fra dens manglende vilje til blot at overveje tanken om fred med den jødiske stat.

2006-valget viste endnu engang, at den egentlige årsag til terrorismen ligger i en kultur, hvor politisk popularitet kommer fra at dræbe jøder, ikke fra at bringe fred.

Hamas' evne til at udføre mere spektakulære terrorangreb med brug af motiverede islamistiske selvmordsbombere, gav det inderbanen i valget. Hvor vestlige politiske partier kan konkurrere om popularitet ved at tilbyde vælgerne fred og velstand, konkurrerede palæstinensiske fraktioner om, hvem der kunne dræbe flest jøder. Og Hamas vandt baseret på dens drabsorgier og manglende vilje til at udvande sin platform om at ødelægge Israel.

Hamas' sejr kan ikke ses som en isoleret reaktion på israelske handlinger. Hamas-ledere har erklæret, at de var fortroppen for det arabiske forår, og at valget i 2006 varslede regional undergang for de arabiske socialister og islamisternes opkomst. Resultatet af valget i Egypten kunne have været forudset fra den anden side af grænsen, i Gaza.

Den afgørende test af enhver politisk filosofi i Mellemøsten, er dens evne til at besejre fremmede magter og uddrive udenlandske påvirkninger. Israel har været mål for gentagne bestræbelser fra både arabiske socialister og islamister på at ødelægge det, fordi det er det nærmeste ikke-arabiske og ikke-muslimske land i regionen, men den regionale opstigning af islamister under det arabiske forår tvinger os til at erkende, at dette fænomen ikke er begrænset til Israel.

Krig er den kraft, der giver islamister mening. Under den sidste Gaza-konflikt, udsendte Hamas' Al Aqsa TV meddelelsen: "At dræbe jøder er en tilbedelse, der trækker os tæt på Allah." De palæstinensiske arabere, der definerer sig selv gennem konflikt og har konstrueret en konflikt-baseret national identitet, var bestemt til at blive fortroppen for regional islamisering.

Opstigningen af Hamas har gjort det mere tydeligt end nogensinde, at palæstinensisk terrorisme ikke er en modstand fra hjælpeløse mennesker, der kun ønsker autonomi og territorium, men er det beregnede valg af beslutsomme aggressorer.

Hvis besættelsen var problemet, så ville der være mere fred, jo mindre område Israel havde "besat". Men fredseksperimentet i den virkelige verden har ført til det stik modsatte resultat.

Israels tilbagetrækninger fra Gaza og Libanon førte ikke til fred; de førte til større ustabilitet, fordi Hamas og Hizbollah udnyttede magttomrummet til at overtage Gaza og Libanon, og brugte den nyfundne magt til at eskalere konflikten med Israel. Jo mindre territorium Israel har besat, jo mere vold har der været rettet mod det.

Terroristernes mål har aldrig været en israelsk tilbagetrækning og en separat fred, men en forevigelse af konflikten og eliminering af den jødiske stat.

Et halvt år efter at Israel trak sig tilbage fra Gaza, storsejrede Hamas ved det palæstinensiske parlamentsvalg. Endnu et halvt år efter dette, formåede et Hamas-angreb at tage den israelske soldat Gilad Shalit som gidsel. Knapt et år efter at Israel havde trukket sig fra Gaza, havde Hamas altså fundet en metode til at bringe israelske soldater tilbage ind i Gaza for at forny konflikten.

Afskåret fra at angribe Israel direkte af en blokade, udvidede Hamas sin investering i langtrækkende våbensystemer, selv mens den klagede over, at dets folk sultede. Efter overtagelsen af Gaza, forbedrede den sine våbenkapaciteter betydeligt. I 2004 havde Hamas opnået sit første Kassam-dødsfald med drabet på en 4-årig dreng på vej til en børnehave i Sderot. Men i 2006 var dens kapaciteter så dramatisk forbedrede, at den var i stand til at affyre sin første Katyusha-raket mod Ashkelon, den tredjestørste by i det sydlige Israel med en befolkning på over 100.000.

Efterhånden som mængden og rækkevidden af Hamas' raketter steg, blev Israel tvunget til at skride til handling. I 2004 måtte Israel tåle 281 raketangreb. I 2006 var dette tal steget til over 1.700. I 2008 nærmede antallet af raket- og morterangreb sig 4.000, hvilket udløste Operation Cast Lead, også kendt som Gaza-krigen.

Operation Cast Lead ødelagde nok af Hamas' lagre og kapaciteter til at reducere antallet af raketangreb til 2004- og 2005-niveauerne, men en anden dramatisk stigning i antallet af angreb i 2012, med over 2.000 raketter affyret ind i Israel, kombineret med smugling af Fajr 5-raketter, der kan nå Tel Aviv og Jerusalem, tvang Israel til at gennemføre en række angreb mod Hamas i Operation Pillar of Defense.

Begge gange var det ikke Israel, der greb en gunstig lejlighed til konflikt. Israel reagerede blot på et foruroligende niveau af Hamas-vold og havde intet at vinde ved konflikten bortset fra en midlertidig nedsættelse af volden.

Krig er et valg. Hamas har valgt krig igen og igen og de palæstinensiske arabere har valgt Hamas. Efter seks års kamp viste en nylig meningsmåling, at 9 ud af 10 palæstinensiske arabere går ind for Hamas' taktik, hvilket beviser, at deres vold ikke er en refleks-reaktion på besættelsen, men et valg. Volden udspringer ikke af besættelsen. Besættelsen udspringer af deres vold.

Ved at vælge Hamas i 2006 og i dag, afviste de palæstinensiske arabere ikke freden, de for havde aldrig valgt den. Forskellen mellem Hamas og Arafats Fatah lå ikke i et valg mellem krig og fred, men mellem åbenlys krig og skjult krig. Både Hamas og Fatah havde dedikeret sig til ødelæggelsen af den jødiske stat. Den praktiske forskel mellem dem er, at Hamas nægter at foregive at anerkende Israels ret til at eksistere for at vinde strategisk territorium gennem forhandling.

Ved at vælge Hamas, sendte de palæstinensiske arabere det budskab, at de følte sig selvsikre nok til at kunne give afkald på Fatahs hykleri og stærke nok til ikke længere at behøve at lyve for Israel og Amerika om, at de ønskede fred.

Opstigningen af Hamas er en logisk udvikling af hele konfliktens historie, som du vil læse om i denne pjece. Den er det uundgåelige resultat af en tilintetgørelseskrig baseret på race og religion. Den indeholder den uomgængelige sandhed, at freden er længst væk, når de terrorgrupper, der vil ødelægge Israel, er stærkest.

Israels forsøg på at slutte fred med palæstinenserne har ikke bebudet en æra af fred; i stedet har det fungeret som et mikrokosmos over de første halvtreds år af konflikten, som beskrevet i "Hvorfor Israel er offeret." En langsom blodig sammenfatning af den ulykkelige sandhed, at den israelsk-arabiske konflikt ikke er en krig om land, men en krig om blod, at den ikke udkæmpes for at afgøre ejerskabet af et par bakker eller et par kilometer, men for at udrydde de næsten 6 millioner jøder, der lever blandt disse kilometer og bakker.

Ser man ned på jorden fra rummet, fremstår Israel som kun en lille stribe land, klemt inde i en vinkel mellem Afrika, Europa og Mellemøsten, ud mod Middelhavet. Set her oppe fra, er der ikke meget til at skelne det ellers utydelige land, og ikke muligt at opfatte den forfærdelige kamp på liv og død, der finder sted i bakkerne, ørkenerne og byerne neden under.

Den jødiske stat er, ligesom det jødiske folk, lille i størrelse, men stor i nærvær. Det spredte folk, som halvdelen af verden forsøgte at ødelægge, har samlet sig til en nation, som halvdelen af verden forsøger at ødelægge igen. Kun fire år adskilte de nazistiske gaskamre i 1944 fra de invaderende arabiske hære i 1948, der, sammen med det nazi-finansierede Muslimske Broderskab, var besluttede på at udslette den indfødte jødiske befolkning sammen med de overlevende fra Holocaust, der havde fundet vej til den genopbyggede jødiske stats havne og kyster.

Før 1948, levede jøderne i Israel i en tilstand af konstant forfølgelse i hænderne på islamiske ledere som Haj Amin al-Husseini, Hitlers mufti, og Izz ad-Din al-Qassam fra Den Sorte Hånd-banden, efter hvem Hamas' Qassam-raketter er navngivet. Efter 1948 blev de tvunget til at leve i en tilstand af konstant årvågenhed mod invasioner af hære, samt bomber, kugler og granater fra terrorister.

Da Israel først havde vundet sin uafhængighed, gik der næppe et årti uden endnu en angrebskrig mod det. Fra 1948, 1956, 1967, 1973 til 1982, betød ankomsten af hvert nyt årti en ny krig. Der var heller ikke fred mellem disse krige. Da Gaza og Vestbredden var i egyptiske og jordanske hænder, brugte Fedayeen-terrorister dem som baser til at invadere Israel og udføre angreb indenfor 1948-grænserne. Da Israel overgav disse områder til Den Palæstinensiske Myndighed, blev de igen baser for terror.

På intet tidspunkt, uanset dato, premierminister eller politik, har Israel haft fred. Uanset om Israel blev ledet af højre eller venstre, om det førte krig eller søgte fred, forblev dets fjenders vold uændret. Uanset hvor ofte Israel ændrede sig, hvordan det blev forvandlet af bølger af indvandring, af politiske og religiøse bevægelser, af fredsprogrammer og teknologiske opsving, forblev dens fjender urokkeligt besluttede på dets ødelæggelse.

Som en nation af vandrende landflygtige havde jøderne levet i bevidstheden om, at de ikke havde nogen rettigheder, som ikke kunne fjernes ved et lunefuldt indfald og ikke havde nogen garanti for sikkerhed, der varede ud over den næste eksplosion af vold. Det er stadig sådan, Israel lever i dag, ikke længere som et omvandrende folk, men som en nation, der står alene.

Den måde, et flertal behandler et mindretal på, er en test af flertallets karakter. Nazi-Tyskland viste, hvad det havde i sinde med Europa, gennem dets behandling af jøderne. Det samme gjorde Sovjetunionen. Den muslimske verden har ligeledes vist sine hensigter mod resten af verden ved dens behandling af Israel, det eneste ikke-muslimske land i regionen.

Europas apati mod Hitlers hærgen i 1930'erne varslede dets uvilje til at standse den nazistiske territoriale ekspansion. Det internationale samfunds apati over for krigen mod Israel, advarer os om en lignende apati i en konflikt, der vil række langt ud over den jødiske stats grænser, ligesom nazisternes grusomheder rakte ud over de knuste ruder i Berlins synagoger.

På siderne i denne pjece finder du historien om denne nye krig mod jøderne, som et folk, og mod Israel, som en jødisk stat.

Det gamle ordsprog: "En løgn vil gå verden rundt, mens sandheden trækker sine støvler på", er mere sand end nogensinde i en internettets tidsalder, hvor hastigheden af løgne er blevet øjeblikkelig. Pjecen du skal til at læse, er en lige så øjeblikkelig reaktion på disse løgne med det bedst mulige våben, sandheden.

Udrust dig selv med den.

- Daniel Greenfield, Shillman Fellow.


Hvorfor Israel er offeret

(af David Horowitz)

Gazastriben er en smal korridor af land, 41 km lang og cirka dobbelt så stor som Washington, DC, beliggende mellem Staten Israel og Middelhavet og med en lille sydlig grænse til Egypten. Da FN i 1948 oprettede staten Israel ud af det tyrkiske imperiums ruiner, iværksatte otte arabiske lande et angreb på det spæde styre med det erklærede mål at ødelægge det. Angriberne indbefattede Egypten, hvis tanks invaderede Israel gennem Gaza land-broen. Israel kom sejrrigt ud af sin defensive krig mod angriberne, men besatte ikke Gaza.

I 1949 annekterede Egypten Striben. I 1967 ophobede den egyptiske diktator, Gamel Abdel Nasser, hundredtusinder af tropper ved den israelske grænse til Gaza og lukkede havnebyen Eilat i et forsøg på at kvæle den israelske stat. Israel slog igen og besejrede i "Seksdageskrigen" de egyptiske styrker og drev dem ud af Gaza. Efter krigen nægtede Israel at trække sine hære ud af Gaza og Vestbredden, fordi de arabiske angribere, som omfattede Irak, Jordan og flere andre stater, nægtede at forhandle en formel fredstraktat i stand. I årene, der fulgte, bosatte et par tusinde jøder sig i Gaza.

I 2005 udgjorde de 8.500 mennesker, et lillebitte samfund i forhold til de 1,4 millioner palæstinensiske arabere. Mens de opholdt sig i Gaza, var livet for disse jødiske bosættere i konstant fare, især efter dannelsen i Gaza af en af verdens førende terrororganisationer, Hamas, hvis erklærede mål er ødelæggelsen af Israel og oprettelsen af en islamisk stat "fra [Jordan] floden til havet."

Efter afvisningen af Oslo-fredsprocessen i 2001 af Yassir Arafat og Den Palæstinensiske Myndighed, startede palæstinenserne en periode på fire år med vedholdende terrorangreb på civile israelere. Angrebene blev ledet af Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad samt af al-Aqsa Martyrernes Brigade, en arm af Den Palæstinensiske Myndighed. Som et resultat af den palæstinensiske afvisning af fredsprocessen og den vedholdende terrorisme, besluttede den israelske regering at en sikker fred sandsynligvis ikke kunne forhandles med dens palæstinensiske modstandere. Israel byggede derfor en mur langs sine grænser både på Vestbredden og i Gaza for at forhindre yderligere infiltration af selvmordsbombere, en foranstaltning, der drastisk reducerede angrebene. Den israelske regering besluttede videre at fjerne alle de jøder, der levede i Gazastriben og at trække de israelske forsvarsstyrker tilbage, der beskyttede dem. I september 2005 evakuerede den israelske regering hver en jøde, der havde boet i Gazastriben.

Glem for et øjeblik alle de strategiske og geopolitiske begrundelser for tilbagetrækningen fra Gaza og overvej alene grunden til, at de jødiske bosættelser i Gaza var et problem overhovedet: Palæstinensiske arabere, og faktisk alle de arabiske stater i Mellemøsten, hader jøder og ønsker at demontere den jødiske stat. De hader jøder så voldsomt, at de ikke kan leve sammen med dem. Der er ikke en arabisk stat eller et arabisk kontrolleret stykke land i Mellemøsten, der vil tillade så meget som én jøde at leve i det. Dette er grunden til, at de arabiske stater i 1948 afviste to-stats-løsningen, der ville have skabt en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza ved siden af Staten Israel. De ønskede at ødelægge den jødiske stat mere, end de ønskede at skabe en palæstinensisk én.

I modsætning til alle de arabiske staters fjendtlighed mod enhver jøde, har Israel budt de palæstinensiske arabere velkommen i sit samfund. Mere end en million arabere lever trygt i Israel, hvor de nyder flere borgerrettigheder end arabere, som lever i ethvert arabisk land, eller for den sags skyld muslimer, der lever i ethvert muslimsk land. Hvis araberne behandlede jøder halvt så godt, ville der ikke være noget mellemøstligt "problem".

Men den etniske udrensning af jøderne har altid været arabernes og palæstinensernes mål. Det virkelige mål for arabisk nationalisme har altid været et islamisk arabisk Mellemøsten uden konkurrerende nationaliteter og kulturer. Palæstinenserne har vist to gange, i 1948 og igen i 2001, at de ønsker at dræbe jøder mere end de ønsker en palæstinensisk stat.

Den lille jødiske befolkning i Gaza skabte et landbrugserhverv i frugt, grøntsager og blomster. Under deres år i Gaza, byggede de drivhuse, der producerede en overflod af grøntsager. Indenfor dette erhverv alene producerede jøderne, der udgjorde mindre end en hundrededel af Gaza-befolkningen, næsten 20% af dens bruttonationalprodukt. Nu er hele Gazas bruttonationalprodukt kun på 770 mio. dollars. [1] Hvis de palæstinensiske indbyggere i Gaza ikke var fortæret af etnisk had, ville de have gjort alt for at importere flere jøder i stedet for agitere for at slippe af med dem. Med 50.000 jøder - stadig en lille minoritet i en befolkning på 1,4 millioner - kunne de have fordoblet deres økonomi.

Da jøderne forlod Gaza, var der problemet med, hvad man skulle gøre med drivhusene. En jødisk filantrop i Amerika trådte frem for at løse problemet. Mortimer Zuckerman, udgiveren af US News and World Report, rejste 14 millioner dollars til købe drivhusene fra deres jødiske ejere og give dem til palæstinenserne i Gaza. Det var en fredsgestus, et forsøg på at opmuntre palæstinenserne til at se tilbagetrækningen fra Gaza som et skridt i processen mod at afslutte de arabiske staters og de palæstinensiske araberes 50 år lange krig mod Israel.

Det palæstinensiske svar på dette fredstilbud var utvetydigt og hurtigt. Så snart de israelske tropper var ude, farede palæstinenserne til for at plyndre drivhusene, som var blevet givet til dem, og rippede dem for de pumper, slanger og andet udstyr, der havde gjort dem så produktive. [2]

Tilbagetrækningen fra Gaza er et billede på hele konflikten i Mellemøsten. Det er ikke en konflikt mellem ret kontra ret. Det er en konflikt, inspireret af etnisk had, som kommer af de mellemøstlige arabernes uvilje mod at leve som naboer med et folk, der er demokratisk, ikke-arabisk og ikke-muslimsk. Årsagen til konflikten er, at araberne hader jøderne mere end de elsker fred.


Det jødiske problem og dets "løsning"

Zionismen er en national befrielsesbevægelse, i de fleste henseender identisk med andre befrielsesbevægelser, som venstreorienterede og progressive verden over - og i stort set alle andre tilfælde end dette - giver deres inderlige støtte. Denne exceptionalisme er også synlig i den modsatte ende af det politiske spektrum: I alle andre tilfælde er højrefløjen imod nationale befrielsesbevægelser, der er behersket af marxistiske vrangforestillinger og som bekender sig til brug af vold. Men de gør en undtagelse for den ene, som palæstinenserne har rettet mod jøderne. Den unikke opposition til et jødisk hjemland i begge ender af det politiske spektrum identificerer det problem, som zionismen blev skabt for at løse.

Det "jødiske problem" er bare et andet udtryk for det faktum, at jøderne er den mest universelt hadede og forfulgte etniske gruppe i historien. Zionismens grundlæggere mente, at hadet mod jøderne var en direkte konsekvens af deres statsløse tilstand. Så længe jøderne var fremmede i ethvert samfund, de befandt sig i, ville de altid blive opfattet som indtrængere, deres loyalitet ville blive betvivlet og forfølgelse ville komme efter. Dette var, hvad der skete med kaptajn Alfred Dreyfus, som franske antisemitter falsk anklagede for spionage, og som blev retsforfulgt for forræderi af den franske regering i det 19. århundrede. Theodor Herzl var en assimileret, vestligsindet jøde, som var vidne til sammensværgelsen mod Dreyfus i Paris og gik i gang med at lede den zionistiske bevægelse.

Herzl og andre zionistiske grundlæggere mente, at hvis jøderne havde deres egnet land, ville selve dette faktum "normalisere" deres situation i nationernes fællesskab. Jøderne havde været uden en stat siden begyndelsen af diasporaen, da romerne fordrev dem fra Judæa på Jordan-flodens vestbred omkring 2.000 år før. Når jøderne opnåede et hjemland - Judæa selv syntes at være et logisk sted - og igen var som andre folk, så mente zionisterne, at antisemitismen ville visne på sin giftige stok og det jødiske problem forsvinde.

Men i stedet skete noget helt andet. [3] I 1920'erne, blandt deres sidste handlinger som sejrherrer i 1. Verdenskrig, skabte briterne og franskmændene de stater, der nu definerer Mellemøsten, ud af asken af deres besejrede tyrkiske modstanders imperium. I en region, som de osmanniske tyrkere havde kontrolleret i hundreder af år, trak Storbritannien og Frankrig grænserne for de nye stater, Syrien, Libanon og Irak. Tidligere havde briterne lovet de jødiske zionister, at de kunne etablere et "nationalt hjem" i en del af, hvad der var tilbage af området, hvilket blev kendt som Palæstina-mandatet. Men i 1921, udskilte briterne 80% af dette som "Transjordan." Det blev skabt til den arabiske monark kong Abdullah, der var blevet besejret i stammekrige på Den Arabiske Halvø og manglede et magtcentrum. Abudllahs stamme var hashemitter, mens det store flertal af Abdullahs undersåtter var palæstinensiske arabere.

Hvad der var tilbage af det oprindelige Palæstina-mandat mellem Jordan-flodens vestbred og Middelhavet, var blevet beboet af arabere og jøder. Jøder havde faktisk boet i området uafbrudt i 3700 år, selv efter at romerne ødelagde deres stat i Judæa i år 70 e.Kr. Araberne blev først den dominerende lokale befolkning i det 7. århundrede e.Kr. som et resultat af de muslimske invasioner. Disse arabere var stort set nomader, som var uden et særligt sprog eller en særlig kultur, der adskilte dem fra andre arabere. I hele den efterfølgende tid, gjorde de ikke noget forsøg på at oprette en uafhængig palæstinensisk stat vest eller øst for Jordan-floden, og ingen blev nogensinde etableret.

Presset for et jødisk hjemland blev selvfølgelig dramatisk forstærket af den nazistiske Holocaust, som var målrettet mod jøderne og deres udryddelse, og hvor det lykkedes at dræbe seks millioner, til dels fordi intet land - ikke engang England eller USA - ville åbne deres grænser og tillade jøder på flugt fra døden at komme ind. I 1948 stemte FN for at opdele den resterende del af det oprindelige mandat, som ikke var blevet givet til Jordan, for at gøre et jødisk hjemland muligt.

I delingsplanen blev arabere givet jødernes gamle hjem i Judæa og Samaria - nu kendt som Vestbredden - samt Gazastriben på grænsen til Egypten. Jøderne blev tildelt tre strimler af afbrudt land langs Middelhavet og Sinai-ørkenen. De var også afskåret fra strimlerne, omgivet af arabisk land og under international kontrol. Tres procent af det land, der blev tildelt jøderne, var Negev-ørkenen. Hele området udgjorde omkring 10% af det oprindelige Palæstina-mandat. Af disse ikke særligt lovende dele, skabte jøderne i 1948 en ny stat, Israel. På dette tidspunkt eksisterede der ikke engang en idé om en palæstinensisk nation, eller en bevægelse for at oprette en.

På tidspunktet for Israels fødsel, levede der således palæstinensiske arabere i omkring 90% af det oprindelige Palæstina-mandat - Transjordan og i FN's delingsområde - men også i den nye stat Israel selv. Her levede 800.000 arabere sammen med 650.000 jøder (et tal, der steg hurtigt som følge af tilstrømningen af flygtninge fra Europa og Mellemøsten). Samtidig blev jøder retsligt forhindret i at bosætte sig i det palæstinensiske Transjordan, som med tiden blev omdøbt til simpelthen "Jordan".

Den arabiske befolkning i Israel var faktisk mere end tredoblet, siden zionisterne først var begyndt at bosætte sig i regionen i et betydeligt antal i 1880'erne. Årsagen til denne stigning var, at de jødiske bosættere havde bragt industriel og landbrugsmæssig udvikling med sig, hvilket trak arabiske indvandrere til, hvad der tidligere havde været et tyndt befolket og økonomisk nødlidende område.

Hvis de palæstinensiske arabere havde været villige til at acceptere dette arrangement, ifølge hvilket de fik 90% af arealet i Palæstina-mandatet, og hvor de fik gavn af den flid, foretagsomhed og det politiske demokrati, som jøderne bragte til regionen, ville der ikke have været nogen konflikt i Mellemøsten. Men det var de ikke.

I stedet erklærede Den Arabiske Liga - der repræsenterede fem arabiske nabostater - krig mod Israel på dagen for dens oprettelse, og fem arabiske hære invaderede strimlerne med det formål at ødelægge den spæde jødiske stat. Under kampene, ifølge FN-mægleren på stedet, flygtede anslået 472.000 arabere fra deres hjem og forlod den nye stat. Nogle flygtede for at undslippe farerne, andre blev drevet ud i kampens hede. De planlagde at vende tilbage efter, hvad de antog, ville være den uundgåelige arabiske sejr og ødelæggelsen af den spæde jødiske stat.

Men jøderne - mange af dem nylige Holocaust-overlevende - nægtede at blive besejret. I stedet blev de fem invaderende arabiske hære slået tilbage. Alligevel blev der ingen fred. Selvom deres hære blev slået, var de arabiske stater besluttet på at fortsætte deres kampagne for ødelæggelse og forblive formelt i krig med den israelske stat. Efter de arabiske hæres nederlag, forsøgte de palæstinensere, der levede i det arabiske område af FN-delingen, ikke at skabe deres egen stat. I stedet, i 1950, annekterede Jordan hele Vestbredden og Egypten annekterede Gazastriben. Der var ingen internationale protester.


Flygtninge: Jødiske og arabiske

Som et resultat af anneksionen og den fortsatte krigstilstand, vendte de arabiske flygtninge, der var flygtet fra de israelske strimler, ikke tilbage. Der var en flygtningestrøm ind i Israel, men det var en strøm af jøder, der var blevet fordrevet fra de arabiske lande. Overalt i Mellemøsten blev jøder tvunget til at forlade lande, de havde levet i gennem århundreder. Selv om Israel var et lillebitte geografisk område og blot en spirende stat, bød dens regering 600.000 jødiske flygtninge velkommen, genbosatte dem og gjorde dem til statsborgere.

Samtidig genoptog jøderne deres arbejde med at skabe en ny nation. Israel havde annekteret en lille smule territorium, for at gøre det muligt at forsvare deres stat, herunder en landbro, der indbefattede Jerusalem.

I årene der fulgte, fik israelerne deres ørken til at blomstre. De opbyggede den eneste industrialiserede økonomi i hele Mellemøsten. De opbyggede det eneste liberale demokrati i Mellemøsten. De behandlede araberne, der forblev i Israel, godt. Til denne dag har det meget store arabiske mindretal, der lever inde i staten Israel, flere rettigheder og privilegier end nogen anden arabisk befolkning i hele Mellemøsten. Dette gælder især for de arabere, som levede under Yasser Arafats korrupte diktatur og i øjeblikket lever under Den Palæstinensiske Myndighed, der arvede hans totalitære styre og i dag administrerer Vestbredden.

Den nuværende konflikt i Mellemøsten siges at handle om de "besatte områder" - Vestbredden af floden Jordan og Gazastriben - og om Israels afvisning af at "opgive dem". Men i de første tyve år af den arabisk-israelske konflikt, kontrollerede Israel ikke Vestbredden eller i Gaza. Da Jordan annekterede Vestbredden og Egypten annekterede Gazastriben efter krigen i 1948, var der ingen arabisk forargelse. Men krigen mod Israel fortsatte.


De arabiske krige mod Israel

I 1967 havde Egypten, Syrien og Jordan - hvis ledere aldrig ophørte med at opfordre til Israels udslettelse - ophobet hundredtusinder af tropper langs Israels grænser og blokeret Tiranstrædet [hvor Akababugten forbindes med Det Røde Hav, o.a.], hvilket lukkede havnen i Eilat, Israel eneste åbning mod øst. Dette var en krigshandling. Fordi Israel ikke havde nogen landmasse som værn mod at blive løbet over ende, slog det til mod de arabiske hære først og besejrede dem, som det havde gjort i 1948. Det var i afvisningen af disse hære, at Israel fik kontrol over Vestbredden og Gazastriben, samt den olierige Sinai ørken. Israel havde al mulig ret til at annektere disse områder, erobret fra aggressorerne - et hævdvundet ritual blandt nationer - og i virkeligheden præcis den måde, som Syrien, Libanon, Irak og Jordan selv var kommet til verden på. Men det gjorde Israel ikke. På den anden side trak det heller ikke sine hære tilbage eller opgav kontrollen.

Grunden var, at de arabiske aggressorer igen nægtede at slutte fred. I stedet erklærede de sig stadig som værende i krig, en trussel, som ingen israelsk regering kunne tillade sig at ignorere. På dette tidspunkt var Israel et land med 2 til 3 millioner indbyggere omgivet af erklærede fjender, hvis samlede befolkninger udgjorde over 100 millioner. Geografisk var Israel så småt, at det et enkelt sted var mindre end 16 km bredt. Ingen ansvarlig israelsk regering kunne opgive en territorial bufferzone, når landets fjendtlige naboer stadig formelt var i krig. Dette er den realitet, som indrammer konflikten i Mellemøsten.

I 1973, seks år efter den anden arabiske krig mod jøderne, angreb de arabiske hære igen Israel. Angrebet blev ledet af Syrien og Egypten, tilskyndet af Irak, Libyen, Saudi-Arabien, Kuwait og fem andre lande, der gav militær støtte til aggressorerne, herunder en irakisk division på 18.000 mand. Israel besejrede igen de arabiske styrker. Bagefter indvilligede Egypten - og Egypten alene - i at etablere en formel fred.

Freden blev underskrevet af den egyptiske præsident, Anwar Sadat, der senere blev myrdet af islamiske radikale og derved betalte for sin statsmandskunst med sit liv. Sadat er én af tre arabiske ledere, der er blevet myrdet af andre arabere for at slutte fred med jøderne.

Under Camp David-aftalerne, som Sadat underskrev, tilbageleverede Israel hele Sinai med alle dens olierigdomme. Denne handling viste én gang for alle, at løsningen på Mellemøst-konflikten var lige ved hånden. Den krævede kun villighed fra arabernes side.

Selv til denne dag hævder araberne, at de jødiske bosættelser på Vestbredden er en hindring for fred. Men de arabiske bosættelser i Israel - de kaldes faktisk "byer" - er ikke et problem for Israel, så hvorfor skulle jødiske bosættelser være et problem for araberne? Påstanden om, at jødiske bosættelser på Vestbredden er en hindring for fred er først og fremmest baseret på den antagelse, at jøderne aldrig vil opgive nogen af deres bosættelser, hvilket Camp David-aftalerne beviste som værende falsk. Men i virkeligheden er den baseret på den antagelse, at jødiske bosættelser ikke vil blive tilladt i en palæstinensisk stat - hvilket er en arabisk beslutning og selve kernen i hele problemet: Arabernes uvilje mod at leve side om side med "vantro" jøder.

Konflikten i Mellemøsten handler ikke om Israels besættelse af territorierne; den drejer sig om arabernes afvisning af at slutte fred med Israel, hvilket er et uundgåeligt biprodukt af deres ønske om at ødelægge det. Dette ønske er indkapslet i det ord, som alle palæstinensere - "moderate" og ekstremister - bruger til at beskrive oprettelsen af Israel. De kalder Israels fødsel for "nakhba", katastrofen.


Selvbestemmelse er ikke den virkelige dagsorden

Palæstinenserne og deres tilhængere hævder også, at konflikten i Mellemøsten handler om palæstinensernes længsel efter en stat og Israels afvisning af til at acceptere deres ønske. Denne påstand er også falsk. Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation blev oprettet i 1964, seksten år efter oprettelsen af Israel og den første anti-israelske krig. PLO blev oprettet på et tidspunkt, hvor Vestbredden ikke var under israelsk kontrol, men var en del af Jordan. PLO blev dog ikke skabt for at palæstinenserne kunne opnå selvbestemmelse i Jordan, som på det tidspunkt udgjorde 90% af det oprindelige Palæstina-mandat. PLO udtrykkelige formål var, med dens egne lederes ord, at "kaste jøderne i havet."

Den officielle "pagt" i den nye PLO henviste til den "zionistiske invasion"; erklærede, at Israels jøder "ikke (var) en selvstændig nationalitet"; beskrev zionismen som "racistisk" og "fascistisk"; opfordrede til "likvidering af den zionistiske tilstedeværelse"; og præciserede, at "væbnet kamp er den eneste vej til befrielsen af Palæstina". Kort sagt - "befrielse" krævede ødelæggelse af den jødiske stat.

I tredive år forblev PLO-pagten uændret i sin opfordring til Israels ødelæggelse. Så i midten af 1990'erne, under et enormt internationalt pres efter Oslo-aftalen i 1993, indvilligede PLO-leder Yassir Arafat i at revidere pagten. Men ingen ny pagt blev udarbejdet eller ratificeret. Desuden forsikrede Arafat samtidig palæstinenserne om, at den foreslåede revision var rent taktisk og ikke ændrede bevægelsens yderste mål. Dette sagde han udtrykkeligt i en tale til det Palæstinensiske Lovgivende Råd, da han opfordrede palæstinenserne til at huske profeten Muhammeds Hudaybiyyah-traktat. Profeten Muhammed havde indgået en 10 års fredstraktat med Quraysh-stammen tilbage i det 7. århundrede, kendt som Hudaybiyyah-traktaten. Traktaten var født af nødvendighed. To år senere, da han havde samlet tilstrækkelig militær styrke, erobrede Muhammed Quraysh, der overgav sig uden kamp. Med dette signalerede Arafat, at uanset hvad han måtte sige, ville han følge Profetens eksempel.

Selv under "Oslo" fredsprocessen - da Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation foregav at anerkende eksistensen af Israel og jøderne derfor tillod oprettelsen af en "Palæstinensisk Myndighed" - var det klart, at PLO's mål var Israels udslettelse, og ikke bare fordi dens leder påberåbte sig profeten Muhammeds eget bedrag. Palæstinensernes vilje til at ødelægge Israel fremgår lysende klart af deres nylige krav om en "ret til tilbagevenden" til Israel af "5 millioner" arabere. Tallet på 5 millioner flygtninge, som skal vende tilbage til Israel, er mere end ti gange antallet af arabere, der faktisk forlod de jødiske strimler af det britiske mandat i 1948. Desuden viste en meningsmåling blandt palæstinensiske flygtningefamilier på Vestbredden, foretaget af Det Palæstinensiske Center for Politik og Forskning i foråret 2003, at kun 10% af de adspurgte rent faktisk ønskede at vende tilbage.

Ud over dets absurditet, har dette nye krav flere aspekter, der afslører palæstinensernes folkemorderiske dagsorden for jøderne. Det første er, at udtrykket "ret til tilbagevenden" i sig selv en er kalkuleret hån mod den primære årsag til Israels eksistens - den kendsgerning, at ingen lande ville give ly for de jøder, der flygtede fra Hitlers udryddelsesprogram under 2. Verdenskrig. Det er kun fordi verden vendte ryggen til jøderne, da deres overlevelse var på spil, at staten Israel gav en "ret til tilbagevenden" til enhver jøde, der beder om det.

Men der er ingen folkemorderisk trussel mod arabere, ingen mangel på international støtte militært og økonomisk og ingen palæstinensisk "diaspora" (selvom palæstinenserne kynisk har tilranet sig det selv samme udtryk til at beskrive deres selvforskyldte forlegenhed). Det faktum, at mange arabere - heriblandt den palæstinensiske åndelige leder, stormuftien af Jerusalem - støttede Hitlers "Endlösung", tjener kun til at forstærke forhånelsen. Den bliver yderligere forværret af det faktum, at mere end 90% af de palæstinensere, som nu lever på Vestbredden og i Gaza, aldrig har opholdt sig en dag af deres liv i det territoriale Israel. Kravet om en "ret til tilbagevenden" er således ikke andet end et skamløst udtryk for foragt for jøderne og deres historiske lidelser.

Endnu vigtigere - det er et udtryk for foragt for selve tanken om en jødisk stat. Indlemmelsen af fem millioner arabere i Israel ville gøre jøderne til en permanent minoritet i deres eget land og således betyde enden på Israel. Araberne forstår dette fuldt ud og det er præcis grunden til, at de har gjort det til et fundamentalt krav. Det er blot endnu et eksempel på den generelle onde vilje fra den arabiske side, der har manifesteret i hvert kapitel af disse tragiske begivenheder.

Muligvis det mest eklatante udtryk for arabernes onde vilje, er deres beklagelige behandling af de palæstinensiske flygtninge og afvisning gennem et halvt århundrede af at genbosætte dem eller lindre deres situation, selv i de år, de var under jordansk styre. Mens Israel fik ørkenen til at blomstre, genbosatte 600.000 jødiske flygtninge fra arabiske lande og opbyggede et blomstrende industrielt demokrati, havde araberne travlt med at sørge for, at deres flygtninge forblev i usle flygtningelejre på Vestbredden og i Gaza, hvor de var magtesløse, retsløse og økonomisk forarmede. På trods af økonomisk hjælp fra FN og Israel selv, på trods af de arabiske kongedømmers olierigdomme, har de arabiske ledere afslået at gøre bestræbelser på at få flygtningene ud af deres elendige lejre, eller foretage økonomiske investeringer, der kunne lindre deres tilstand. Der er nu 22 arabiske stater, der er hjem for den samme etniske befolkning med det fælles arabiske sprog. Men den eneste stat, der vil tillade palæstinensiske arabere at blive borgere, er Jordan. Og den eneste stat palæstinenserne higer efter, er Israel.


Bitterhedens og hadets politik

Afvisningen af at tage fat på løsningen af den palæstinensiske flygtningebefolknings problemer er - og har altid været - en beregnet arabisk politik, som har til hensigt at holde palæstinenserne fast i en tilstand af desperation for at opildne deres Israel-had til de kommende krige. For ikke at overlade noget til tilfældighederne, bliver der i arabernes moskeer og skoler i almindelighed - og i palæstinensernes i særdeleshed - prædiket og lært jødehad hver eneste dag. Børn i palæstinensisk-arabiske underskoler lærer endda at sige "død over de hedenske jøder" i kor i deres klasseværelser, når de lærer at læse. Det må ikke glemmes, at disse to politikker af afsavn (for de palæstinensiske arabere) og had (til jøderne) gennemføres uden nogen protest fra nogen del af det palæstinensiske eller arabiske samfund. Dette i sig selv taler sit tydelige sprog om karakteren af konflikten i Mellemøsten.

Der er masser af individuelle palæstinensiske ofre, ligesom der er jødiske ofre, hvilket er bekendt fra nyhedsstrømmen. Men den kollektive palæstinensiske forurettelse er helt ubegrundet. Den er en selvforskyldt krænkelse, produktet af arabernes fremmedhad, intolerance, udnyttelse af deres eget folk og en tilsyneladende manglende evne til at være generøs over for ikke-arabere. Mens Israel er et åbent, demokratisk, multietnisk, multikulturelt samfund, der omfatter en stor arabisk minoritet med fuld stemmeret, er Den Palæstinensiske Myndighed en intolerant, udemokratisk, monolitisk politistat med en diktatorisk leder, hvis ødelæggende karriere har varet nu i 37 år. [Dele af dette essay indgår i et tidligere essay med titlen: “Why Israel Is The Victim And The Arabs Are The Indefensible Aggressors In the Middle East”, som blev udgivet på FrontPage Magazine den 9. januar 2002. Yasser Arafat døde i 2004, o.a.]

Som den palæstinensiske befrielsesbevægelses frastødende holdninger, kriminelle metoder og uærlige mål burde gøre det klart for enhver fornuftig iagttager, er dens nuværende sag baseret på jødehad og bitterhed mod det moderne, demokratiske Vesten, og ikke meget andet. Eftersom der ikke fandtes nogen palæstinensisk nation før oprettelsen af Israel, og da palæstinenserne blot opfattede sig selv som arabere og deres land som en del af Syrien, er det ikke overraskende, at mange af de vigtigste skabere af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation ikke engang levede i Palæstina-mandatet før oprettelsen af Israel, endsige i de strimler af for det meste ørken, der blev tildelt jøderne.

Mens de samme arabiske stater, der hævder at være forargede over jødernes behandling af palæstinenserne, behandler deres egne arabiske befolkninger langt værre end arabere bliver behandlet i Israel, er de også tavse om det palæstinensiske flertal uden stemmeret, der lever i Jordan. I 1970 massakrerede Jordans kong Hussein tusindvis af PLO-militante. Men PLO opfordrer ikke til at vælte det hashemitiske styre i Jordan og hader ikke det hashemitiske monarki. Kun jøder bliver hadet.

Desuden er det et had, der bliver mere og mere dødbringende. Under den anden intifada godkendte 70% af araberne på Vestbredden og i Gaza selvmordsbombning af kvinder og børn, hvis målene var jøder. Der er ingen arabisk "Fred Nu" bevægelse, ikke engang en lille én, mens denne bevægelse i Israel, som kræver indrømmelser til arabere i fredens navn, er en formidabel politisk kraft. Der er ingen arabisk talsmand, der vil tale for jøders rettigheder og lidelser, men der er hundredtusinder af jøder i Israel - og over hele verden - der vil tale for "retfærdighed" for palæstinenserne. Hvordan kan jøderne forvente fair behandling fra et folk, der kollektivt ikke engang anerkender deres menneskelighed?


En forloren fred

Oslo-fredsprocessen, begyndt i 1993, var baseret på løftet fra begge parter om at afstå fra vold som et middel til at afgøre deres strid. Men palæstinenserne gav aldrig afkald på vold og i 2000 lancerede de officielt en ny intifada mod Israel, hvilket effektivt afsluttede fredsprocessen.

Faktisk blev der under fredsprocessen - mellem 1993 og 1999 - begået over 4.000 terrorhandlinger af palæstinensere mod israelere, og mere end 1.000 israelere blev dræbt som følge af palæstinensiske angreb, flere end der var blevet dræbt i de foregående 25 år. Omvendt var israelerne i den samme periode så desperate efter fred, at de gengældte disse mord ved at give palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza en selvstyrende myndighed, en 40.000 mand bevæbnet "politistyrke" og 95% af det område, deres forhandlere krævede. Denne israelske gavmildhed blev belønnet med en afvisning af fred, selvmordsbombninger i overfyldte diskoteker og indkøbscentre, en udgydelse af etnisk had og en fornyet krigserklæring.

I realiteten brød palæstinenserne Oslo-aftalen netop på grund af den israelske generøsitet, fordi Ehud Baraks regering tilbød at imødekomme 95% af deres krav, herunder at overgive dele af Jerusalem til deres kontrol - en mulighed, der engang blev betragtet som utænkelig. Disse indrømmelser konfronterede Yassir Arafat med det ene resultat, han ikke ønskede: Fred med Israel. Fred uden ødelæggelsen af "den jødiske entitet".

Arafat afviste disse israelske indrømmelser og akkompagnerede sin afvisning med en ny eksplosion af anti-jødisk vold. Han kaldte – uærligt - denne vold for "al-Aqsa intifadaen" efter moskeen på Tempelpladsen. Den nye jihad fik navnet på en muslimsk helligdom for at skabe den illusion, at intifadaen blev fremprovokeret, ikke af hans ensidige ødelæggelse af Oslo-fredsprocessen, men af den dengang hårde oppositionsleder Ariel Sharons meget omtalte besøg på stedet. Måneder efter at intifadaen begyndte, indrømmede Den Palæstinensiske Myndighed selv, at dette blot var endnu en Arafat-løgn.

Faktisk var intifadaen blevet planlagt måneder før Sharons besøg som en opfølgning til forkastelsen af Oslo-aftalerne. Som den Palæstinensiske Myndigheds kommunikationsminister Imad Faluji sagde: "[Opstanden] havde været planlagt siden Yassir Arafats hjemkomst fra Camp David, da han vendte sig mod den tidligere amerikanske præsident [Clinton] og afviste de amerikanske betingelser." Samme konklusion blev nået af Mitchell-kommissionen, der undersøgte begivenhederne under ledelse af den tidligere amerikanske senator George Mitchell: "Sharon-besøget var ikke årsag til al-Aqsa intifadaen."

I et interview han gav efter at den nye intifada begyndte, sammenlignede Faisal Husseini - en velkendt "moderat" i PLO's ledelse - Oslo-"fredsprocessen" med en "trojansk hest", der skulle narre israelerne til at lade palæstinenserne bevæbne sig selv inde i det jødiske citadel med det formål at ødelægge det. "Hvis du spørger mig som en pan-arabisk nationalist, hvad der er de palæstinensiske grænser i henhold til den højere strategi, vil jeg straks svare: 'Fra floden til havet'" - med andre ord, fra Jordan til Middelhavet, hvor ikke engang de oprindelige strimler er tilbage til Israel. Bemærk også, at Husseini identificerer sig selv som "pan-arabisk nationalist." Ligesom der ikke er noget palæstinensisk ønske om fred med Israel, er der ingen "palæstinensiske" arabere. [4]


Moralske forskelle

Ved vurderingen af årsagerne til dødvandet i Mellemøsten må man også være opmærksom på den moralske forskel mellem de to kombattanter, som demonstreret i deres handlinger. Når en sindsforvirret jøde går ind i en arabisk moské og dræber de tilbedende (hvilket skete engang), handler han alene og bliver universelt fordømt af den israelske regering og jøder i Israel og overalt. Men når en arabisk selvmordsbomber kaster sig over en gruppe familier med børn i klapvogne, der er ved at forlade aftengudstjenesten, eller træder ind i et diskotek fyldt med teenagere eller et indkøbscenter fyldt med kvinder og børn og sprænger dem i luften (hvilket ofte er sket), er han et menneske, der er blevet trænet og udsendt af en afdeling af PLO eller Den Palæstinensiske Myndighed. Han har fået at vide af sine religiøse ledere, at hans forbrydelse vil føre ham ind i himlen, hvor han kan gøre sig til gode med 72 jomfruer; hans pris vil blive sunget officielt i hele den arabiske verden; hans mor vil blive givet penge af Den Palæstinensiske Myndighed; og hans arabiske naboer vil komme og vise familien ære, for at have produceret en "martyr for Allah". Den palæstinensiske befrielsesbevægelse er den første af den slags bevægelser, der har ophøjet drab på børn - både fjendens og dens egne - til et religiøst kald. Selv Hitler tænkte ikke på dette.

Det er ikke kun den palæstinensiske befrielsesbevægelses metoder, der er moralsk frastødende. Den palæstinensiske sag er i sig selv korrupt. Det "palæstinensiske problem" er et problem, der er skabt af araberne selv og som kun kan løses af dem selv. Årsagen til eksistensen af palæstinensiske "flygtninge" er, at ingen arabisk stat - undtagen Jordan - vil optage dem som borgere og at PLO og Den Palæstinensiske Myndighed, til trods for milliardindtægter, har ladet dem koge i flygtningelejre i 50 år. (I modsætning hertil har Israel i den samme periode til stadighed absorberet og bosat jødiske flygtninge). I Jordan har palæstinensere allerede en stat, i hvilken de udgør flertallet, men som nægter dem selvbestemmelse. Hvorfor er Jordan ikke genstand for den palæstinensiske kamp for "befrielse"? Det eneste mulige svar er, at det ikke er styret af de hadede jøder.

Den berømte "grønne linje", der markerer grænsen mellem Israel og dets arabiske naboer, er også bundlinjen for, hvad der er det egentlige problem i Mellemøsten. Den er grøn, fordi planter vokser i ørkenen på den israelske side, men ikke på den arabiske side. Jøderne fik en strimmel land uden olie, og skabte rigelig velstand og liv i alle dets rige og forskelligartede former. Araberne fik ni gange dette areal, men alt hvad de har gjort med det, er at sidde på deres tørre jord og give næring til dets deres egen fattigdom, bitterhed og had. Ud af disse dystre elementer, har de skabt og perfektioneret den mest nederdrægtige antihumane terrorisme, verden nogensinde har set: Selvmordsbombning af civile.

Hvis en nationalstat er alt, hvad palæstinenserne ønsker, ville Jordan være løsningen (eller de ville have stillet sig tilfreds med 95% af det krævede areal - Barak-tilbuddet afvist af Arafat.) Men palæstinenserne ønsker at ødelægge Israel. Dette er moralsk hadefuldt. Det er den nazistiske virus genoplivet. På trods af dette, bliver den palæstinensiske sag generelt støttet af det internationale samfund med USA som den eneste undtagelse (og i mindre grad Storbritannien). Det er netop fordi palæstinenserne ønsker at ødelægge en stat, som jøder har skabt - og fordi de dræber jøder - at de nyder international troværdighed og en ellers uforklarlig støtte.


Det jødiske problem endnu en gang

Det er denne internationale modstand mod den jødiske overlevelses sag - det globale jøde-hads hårdnakkethed - der i sidste ende modarbejder det zionistiske håb om en løsning på "det jødiske problem". Oprettelsen af staten Israel er en ærefrygtindgydende menneskelige succeshistorie. Men den permanente krig for at ødelægge den undergraver den oprindelige zionistiske idé.

Mere end halvtreds år efter oprettelsen af Israel, er jøderne stadig den mest hadede etniske gruppe i verden. Islamiske radikale ønsker at ødelægge Israel, men det samme gør islamiske moderate. Jødehad læres i islams moskeer; i Egypten og i andre arabiske lande er Mein Kampf en bestseller; det antisemitiske falskneri, Zions Vises Protokoller, udbredes af regeringspressen overalt i det arabiske Mellemøsten. Og det bugner med jødiske konspirationsteorier, som i den følgende udtalelse fra en prædiken, holdt i al-Aqsa-moskeen den 11. juli 1997 af muftien af Jerusalem, den åndelige leder af de palæstinensiske arabere: "Oh Allah, ødelæg Amerika, for det er styret af zionistiske jøder ..."

For jøderne i Mellemøsten er den nuværende konflikt en kamp på liv og død. Alligevel stemmer alle regeringer i FN, med undtagelse af USA og undertiden Storbritannien, regelmæssigt imod Israel, der står over for en terrorist-fjende, som ikke har nogen respekt for jøders rettigheder eller liv. Efter al-Qaedas angreb på World Trade Center, klagede den franske ambassadør i England over, at hele verden var truet på grund af "dette lille lorteland" Israel. Dette forårsagede en skandale i England, men ingen andre steder.

Alt, hvad der står mellem jøderne i Mellemøsten og et andet Holocaust, er deres egen militære overlegenhed og den generøse, humanitære støtte for De Forenede Stater. Men selv i USA kan man nu tænde for tv-kanaler som MSNBC og CNN og se den valgte premierminister i et demokrati sidestillet politisk og moralsk med terrorister og fjender af USA, som f.eks. lederne af Hamas.

Under den første Golfkrig, var Israel Amerikas sikre allierede, mens Arafat og palæstinenserne var Saddam Husseins mest trofaste arabiske støtter. Alligevel stræbte de næste to amerikanske administrationer - både en republikansk og en demokratisk - efter upartisk "neutralitet" i konflikten i Mellemøsten, og pressede Israel ind i en selvmorderisk "fredsproces" med en fjende, viet til dets ødelæggelse. Først efter 11. september var USA villig til at erkende Arafat som en fjende af fred og ikke en brugbar forhandlingspartner. Og nu er pendulet svinget tilbage igen med Barack Obamas overtagelse af præsidentembedet.

Med hensyn til det "jødiske problem", som Herzl og de zionistiske grundlæggere satte sig for at løse, så er det sikrere i dag at være jøde i Amerika end jøde i Israel. Dette er en af grundene til, at jeg, en jøde, er en utvetydig, lidenskabelig amerikansk patriot. Amerika er godt for jøderne som det er godt for alle andre mindretal, der tilslutter sig dets sociale kontrakt. Men denne historie om forsøget på at etablere en jødisk stat i Mellemøsten er også grunden til, at jeg er en voldsom tilhænger af Israels overlevelse og ikke har sympati for den palæstinensiske side i denne konflikt. Og jeg vil heller ikke få en sådan sympati, før den dag kommer, hvor jeg kan se ind i palæstinensernes øjne og se noget andet end ønsket om død for jøder som mig.

Freedom Center pjecer nu tilgængelige på Kindle: Klik her.


Slutnoter

1 http://www.cia.gov/cia/publications/factbook/geos/gz.html

2 http://web.israelinsider.com/Articles/Security/6586.htm

3 Disse og de fleste andre fakta i denne artikel er tilgængelige i Mitchell G. Bard: “Myths and Facts: A Guide to the Arab-Israeli Conflict”, som findes online på www.JewishVirtualLibrary.org.

4 David Remnick, In A Dark Time, The New Yorker, March 18, 2002, p. 51; The Case Against Arafat: The Campaign By Yasir Arafat and the Palestinian Authority to Destroy Israel, Introduction by Ambassador Jeanne Kirkpatrick, udgivet af the Zionist Organization of America, NY 2002, p. 5.




Oversættelse: Bombadillo