Frisk fra en kontroversiel tale på Hay-festivalen forklarer Tom Holland for Henry Hopwood Phillips, hvorfor han udfordrer selvmodsigelserne i kernen af den nationale debat om radikal islam, og hvordan han håber, at Mellemøsten vil udklække en ”stor arabisk Voltaire”.

HP: Hvordan vil du sammenfatte din tale på Hay-festivalen i år?

TH: At vi ikke må ignorere den islamiske skrifts indflydelse på de aspekter af islamisk adfærd, vi finder forkastelige.

HP: Hvorfor mener du, at ikke-muslimer vælger at ignorere denne indflydelse?

TH: For det meste fordi de ikke ønsker at vække fjendtlighed mod et sårbart mindretal i Europa. Men der er også et stærkt element af frygt - en frygt for, at hvis du sætter spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå en skikkelse som Muhammed fortolkes, kan du blive dræbt. Myten om ham ligger i selve kernen af, hvad der er skadeligt ved IS [Islamisk Stat] og andre radikale grupper. Det er indlysende, at han leverer forbilledet for deres adfærd. Så der er behov for at se på Muhammed og på, hvordan han forstås. Der er aspekter af hans myte, som er problematiske.

HP: Problematiske fordi man bliver nødt til at relativisere en 'profet' - Muhammed?

TH: Ja, absolut.

HP: Hvorfor har der ikke været en liberal kreds af mennesker indenfor islam, der på en meningsfuld måde har presset på for det, du har skitseret?

TH: Liberalisme er i det væsentlige kristendom-lite, og i samme kategori kan du også putte ateisme og sekularisme - disse er dybest set kristne kætterier. Den involverede etik kommer fra Det Nye Testamente. Islam har sit eget DNA og er lydig mod det.

London Central Mosque

I løbet af de sidste to hundrede år har Vesten haft betydelig indflydelse på islam, men den indflydelse, den har haft på forståelsen af Muhammeds liv, har været at forfladige den, for at få ham til passe med forestillingen om Thomas Carlyles 'store mand'. Han er den sidste forpost for dette. I Vesten gav Goebbels Carlyles biografi over Frederik den Store til Hitler i bunkeren, og det markerede virkelig enden i Vesten på den opfattelse af historien. I islam ses Muhammed stadig som den store sociale reformator, manden, der ikke var bange for at smadre æg for at lave æggekage.

HP: Er der en fase i kristen eller jødisk historie, som islam lige nu kunne sammenlignes med?

TH: Det ville være reduktivt og forkert at forestille sig, at kristendommen er normativ, og at den udvikling, som kristendommen har gennemgået, derfor kan være en skabelon for islam. Når det er sagt - fordi vi har store mængder muslimer i vort samfund - er valget, at enten bliver vi mere muslimske, eller muslimerne bliver mere vestlige, eller vi når til et kompromis, og der er klart et behov for at gøre dette.

HP: Jeg spørger, fordi ordet 'reformation' ofte slynges ud.

TH: Islam er inde i en periode, der er relateret til reformationen på to indlysende måder. Den ene er, at de kristne under reformationen ønskede at vende tilbage til de primære kilder, for at leve livet på samme måde som apostlene og slippe af med den katolske ideologis fyld - dette er i det væsentlige også den salafistiske dagsorden.

Gården i al-Azhar Moské-universitetet, Cairo

Der er også den virkning, som trykpressen havde på reformationen. Den betød pludselig, at almindelige mennesker kunne læse Bibelen. Nu er Koranen og hadith-litteraturen tilgængelige online - store mængder af det uden kontekst - og bliver brugt til at retfærdiggøre grusomheder. Du behøver ikke længere have været på al-Azhar eller have 40 års omfattende studier af islamisk lov bag dig for at gøre krav på autoritet.

HP: Er der en kristen egenskab, som du mener islam mangler?

TH: Jeg ville gerne se islam blive mere paulinsk. Paulus er den mest betydningsfulde kristne skikkelse, der ikke er i Koranen.

HP: Visse islamiske traditioner går faktisk så vidt som til at kalde ham en bedragets mand, en ond konge og så videre. Hvordan kan en 'paulinsk' tradition være til gavn for islam?

TH: Som du påpeger, så udgår Koranen fra en samling traditioner og tekster, der afspejler et jødisk-kristent miljø, i hvilket Paulus dæmoniseres. Den fremtrædende kendsgerning er, at Koranen genetablerer den guddommelige lov, som Paulus havde ophævet. Paulus siger, at Guds lov er skrevet i hjertet - han beskytter samvittighedens rolle som lov. Denne islamiske idé om guddommelig lov har imidlertid betydet, at Koranen har gjort Muhammed til idealet for menneskelig adfærd til alle tider. Dette betyder, at du ikke rigtig kan udvikle dig ud over ham.

HP: Historisk set har islam haft ganske åbne perioder - hvilket i sidste ende er grunden til, at henvisninger til ijtihad's lukkede porte giver mening - det er klart, at hvis den én gang har haft perioder som denne, kan den få det igen?

TH: Ja, men kernen er blevet lukket, og for at det, du beskriver, skal ske, må denne kerne åbnes. Dette ville betyde historisering af islam. Det er et relativiseringsprojekt, der i sidste ende ville føre til en anerkendelse af det symbolske over det bogstavelige.

HP: Ser du grønne skud nogen steder?

TH: Ikke nu. Jeg tror, at islam er inde i en eksistentiel krise. Den aktuelle opløsning vil sandsynligvis have en virkning, der ligner den af trediveårskrigen (1618-1648) i kristenheden. Den vil opløse den moralske absolutisme, der tidligere styrede den, selvom jeg ikke har nogen idé om, hvor mange muslimer i Vesten der tror på de ideer, som spredes af Islamisk Stat, og hvor mange der vil kæmpe imod den.

HP: Du ser ikke ud til at have ret meget håb for islam?

TH: Det har jeg ikke. Det minder lidt om den fabel, hvori kristendommen er træet, der bøjer sig med vinden, men som i sidste ende retter sig op igen, og islam er egetræet, der til sidst en dag vil knække og styrte til jorden. Det er det bedste svar, jeg kan give. Det er klart, jeg kan lide at huske på, at intellektuelle altid er tilbøjelige til at overvurdere virkningen af intellektuelle. Men når det er sagt, så er det ideernes rolle at begynde som foragtelige ting og derefter en dag, som en dybvandsbombe, bare eksplodere.

HP: På lang sigt er der vel håb?

TH: Jeg forestiller mig, at Mellemøsten er ved at udklække en stor arabisk Voltaire. Jeg kan ikke tro, at den ikke er.

HP: Der vil altid være talrige fortolkninger af islam og det er vel sådan, at dem, der blomstrer, er dem, der er mest efterspurgte, så hvorfor er den liberale skole så lille?

TH: I øjeblikket må den være rudimentær. Indtil videre har internettet fremmet jihadisme, men det må også fremme det modsatte, skepsis. Truslen om vold sikrer, at meget af skepsissen forbliver under jorden, men den er helt sikkert i vækst. Som med alle revolutioner er det først, når en kritisk masse er nået, at alle pludselig kommer om bord.

Graffiti set i Cairo i 2011. Den lyder: "Jeg er muslim og jeg elsker mine kristne søskende"

HP: Har det været svært at nå frem til disse konklusioner? Har der været modstand?

TH: Når jeg skriver om islam, er min bekymring - og grunden til, at jeg altid lægger en dæmper på mig selv - ikke, at jeg vil blive slået ihjel, den er, at jeg vil blive smidt ud af det gode liberale selskab.

HP: Er identitetspolitik - og den involverede attitude - ved at overhale de virkelige problemer, der er på spil her?

TH: Ja, vi bliver suget ind i et billede af islam, der er gennemsyret af 'radikal chic'. Sex, vold, kvindehad og alt det andet glamouriseres. Vi sidder på et moralsk Möbiusbånd, hvor vi, i anti-racismens navn, kan ende med at støtte folk, der fremmer folkemord. Det er sindssygt.

HP: Tror du, at gerningsmændene er opmærksomme på dette?

TH: Jeg tror, der er en moralsk blindhed dér. Jeg tror, der også er den opfattelse, at man, for at hævde sin moralske uafhængighed, simpelthen ikke kan ses som værende enig i noget, der kan fremmes af vestlig ideologi; der er en fornemmelse af, at man er nødt til at stå udenfor den, imod den, og at man ved at gøre det står sammen med den tredje verden, med Noam Chomsky, med Martin Luther King, man er på englenes side. Men hvordan kan den side støtte dem, der praktiserer folkemord, og vi taler om folkemord på muslimer her. De vil dræbe alle shiaer. Det er deres mål.

---

Oversættelse: Bombadillo