Islams oprindelse er blevet nøje gransket i lang tid, og ind imellem flammer en kontrovers op i overskrifterne som f.eks. om Tom Hollands Channel Four-dokumentar: Islam: the Untold Story (2012). Men midlertidige brande bliver indesluttet og skade-kontrolleret, og konsekvensen for islams bygning? Dens traditionelle oprindelsesfortælling står på en eller anden måde tilbage intakt, i det mindste for flertallet.

Alligevel - på trods af politisk korrekthed - fortsætter mange forskere med at sætte fokus på problemer med denne religions historicitet. Disse historieskrivningens krigere har deres egen historie, der strækker sig tilbage til Gustav Weil, der formåede at få fat i den ældste eksisterende Muhammed-biografi redigeret af Ibn Hisham (d. 833). Weil undersøgte haditherne og bemærkede, at:

"Al-Bukhari [modtog] 600.000 traditioner og fandt kun 4.000 autentiske. Og af dette antal tvinges den europæiske kritiker til uden tøven at afvise mindst halvdelen."

Senere bemærkede den ungarske forsker Ignaz Goldziher, at hadith'ernes ...

"Omhyggelige isnad'er [kæder af overleverere] (...) var fuldstændigt fiktive."

Alligevel mente historikere i årtier, til trods for deres egen skepticisme, at de i sidste ende, ved hjælp af et klassisk analyse-apparat, kunne fjerne det værdiløse ragelse fra islams traditioner, så der ville blive en autentisk kerne tilbage.

Det var først i 1930'erne, at religionens grundlæggende strukturer blev undersøgt af sovjetiske forskere, der spurgte, om tidlig islam kunne skelnes fra jødedommen. L. Klimovich spurgte endda, om Muhammed - i betragtning af de relativt sene kilder - overhovedet havde eksisteret (1930).

Tilføj endnu et par årtier, og Joseph Schacht mente sig i stand til at påstå, at islams rødder var skjult af senere revisioner og bemærkede, at Goldziher havde bevist, at:

"Det store flertal af traditionerne om Profeten er dokumenter, der ikke er fra den tid, de hævder at tilhøre, men er fra efterfølgende faser af den læremæssige udvikling.”

Og hans eget arbejde viste, at isnad'erne ikke alene havde tendens til at vokse bagud med krav om modstridende (og stadig længere) rækker af overleverere - og alligevel sjældent indgik i de relevante debatter i de perioder, i hvilke de påstod at have eksisteret - men at:

"Rigtig mange traditioner i de klassiske islamiske [lov-] samlinger blev først sat i omløb efter Shafiis tid (d. 820)."

Det er fristende at afskrive angrebene på hadith som bagateller. I almindelighed opfattes de som islams akilleshæl - som tilføjelser til troens virkelige indhold, Koranen. Men i virkeligheden begyndte Koranen på samme måde, dvs. som samlinger af ytringer, hvoraf mange eksisterede før islam. [1]

Faktisk virker næsten alle islams formative aspekter illusoriske. Schacht for eksempel fortalte sine læsere, at tidlig islamisk lov udviklede sig fra umayyadernes administrative praksis, som ofte afveg fra Koranens ordninger - dvs. fremhævede det faktum, at påbud i den islamiske hellige bog blev tilføjet på et senere tidspunkt, og således rejste store spørgsmål om, hvad der præcist skete i troens to første århundreder mellem 650 og 850 e.Kr.; med andre ord, hvad der udgjorde islam i de tidligste faser.

Så hvis den eneste samtidige (arabiske) kilde til Muhammed kun giver os uklare og fragmentariske antydninger om ham, hvilken slags stilling, er vi så efterladt i?

Sira-litteraturen er næsten ubrugelig. Intet af den stammer fra islams første århundrede. Den viser hele vejen igennem uoverensstemmelser i kronologi og indhold; jo senere beretningerne er, jo større er sandsynligheden for, at de vil hævde at vide mere om profeten, og de modsiger ofte ikke-islamiske kilder. [2] Således blev det først i det 9. århundrede hævdet, at Koranen blev samlet af et udvalg af tre mekkanere under ledelse af Zayd ibn Thabit fra Medina.

Det mest ærlige svar kan være delvis uvidenhed. At gå videre ville, med den franske arabist Regis Blacheres ord, være at falde i "helgenbeskrivelsens eller romantiseringens fælde".

Med sådanne ekstreme udsagn som logiske konklusioner, er der store følelser på spil. En drusisk arabisk-lærd, Suliman Bashear, blev smidt ud af et 2. etages vindue pga. sine teorier om tidlig islams historie. Et af hans vigtigste angreb var, at troen dengang flød rundt i en smeltedigel med modstridende legitimerende myter, og at det først var i det andet [muslimske] århundrede, at påstanden om dens oprindelse i Hijaz [provins i Arabien med Mekka og Medina, o.a.] begyndte at vinde fodfæste, og selv da blev bestridt af påstande om andre lokaliteter. I dette almindelige slagsmål gjorde araberne brug af prestigefyldte navne til at understøtte deres synspunkter. Godbidder fra personer som Ibn Zayd blev brugt til at fjerne traditioner, der ikke havde været fleksible nok til at få legenden om Muhammeds liv bygget bagud ind i sig - og andre navne opfyldte lignende formål.

Bashears billede ligner meget det, som Crone & Cook malede, da de mistænkte araberne for at have erobret deres civilisatoriske overordnede og derefter udviklet deres egen kultur og religion. Men det efterlader islam i en akavet situation, hvor det ser ud til, at hele den muslimske fortælling om dens tidlige historie ikke er meget andet end et fromt falskneri.

Alligevel indeholder fabrikationer, som de bedste løgne, kerner af sandhed. Mens senere islamiske traditioner kan have overdrevet vished, homogenitet og ælde, er det uomtvisteligt, at Muawiya gjorde Muhammeds minbar [prædikestol i moské, o.a.] til et symbol på autoritet; at Abd al-Malik gjorde sofistikeret brug af citater fra ur-Koranen på mønter og offentlige monumenter; at Al-Walid gav monumental form til det muslimske gudshus osv.

Med andre ord: islams ingredienser var afgjort til stede, men de udfoldede sig sandsynligvis ikke på den måde, eller indenfor den tidshorisont, som senere islamisk ortodoksi insisterede på.

Problemet er, at de tre vigtigste referenter er ubrugelige set med kritiske øjne. For det første er der næsten ingen samtidig information om Muhammed. For det andet er hadith-litteraturen alvorligt kompromitteret. For det tredje er Koranen for uigennemsigtig, når det gælder historie; de konstante spring i dens kontekst og betegnelser skaber begrebsmæssigt mudder. Faktisk bemærkede G. R. Hawting (1999) for to årtier siden, at de islamiske værktøjer, der blev anvendt på Koranen, frembragte masser af varme, men meget lidt lys. I stedet:

"Man har ofte fornemmelsen af, at den mening og kontekst, der leveres til et bestemt vers eller uddrag, ikke er baseret på nogen historisk erindring eller på noget sikkert kendskab til omstændighederne omkring dets åbenbaring, men snarere afspejler forsøg på at frembringe mening."

Hvilket er en meget akademisk formulering af spørgsmålet: "Hvad i helvede er det for en tekst?!" Eller: "Hvorfor er den så uforståelig?" [3] Måske er årsagen til, at vestlig videnskab ikke har modsat sig den traditionelle islamiske fortælling mere hårdnakket eller højlydt, at den ikke har kunnet sige noget definitivt om islams oprindelse - selvom årsagerne uden tvivl også inkluderer følelser af postkolonial skyld og politisk korrekthed, der også har fungeret som nyttige lyddæmpere på oppositionen.

Så det er værd at bifalde den intellektuelle akrobatik og modet af enhver, der er villig til at prøve at spejde ind bag fjendens linjer, der består af senere retrospektiv ideologisk projektion. Disse århundreder udgør et skyggeland, hvor næsten ingen originale tekster og endnu færre vidner findes. Et mystisk fænomen i betragtning af eksplosionen af et af verdens største imperier og en verdensreligion, og af at skepticismen, der er tilkendegivet ovenfor, udelukker muligheden for at rekonstruere nogen sandhed på basis af kilderne til den islamiske tradition.

Popp-teorien

Ind kommer Volker Popp. Efter Popps opfattelse har traditionel historieskrivning insisteret på at udglatte centrale aspekter af senantikken som anomalier, fordi det virkelige hybrid-billede ikke passer med senere homogene fortællinger.

For Popp er sandheden om islams oprindelse skjult (i lighed med djævelen) i detaljen. Så mens vi i dag er vant til, at Mellemøstens skakbrikker udfører voldelige manøvrer, så forventer vi ikke desto mindre, at de er forudsigelige, hvis ikke stabile. Men tilbage i Heraklios' regeringstid (610-641), var enhver aktør flygtig og usikker; regionen var en mosaik i bevægelse.

Det betyder, at vi må skrotte tanken om, at araberne udelukkende levede i Det Lykkelige Arabien. I stedet var araberne fra lakhmide-klanen - som var forbundet med de persiske nestorianere - konger i al-Hira i nutidens syd-centrale Irak, mens ghassaniderne mod vest (på trods af deres monofysitiske tilbøjeligheder) udgjorde en romersk klientstat, eller mere præcist en bufferzone for imperiet, hvor deres leder havde titlen Bitriq (fra det latinske patricius).

Billedet af et køligt, roligt og fattet Byzantium, der erobrede Vesten, afkrævede solidi i Østen og afholdt konferencer for at bilægge periodiske teologiske kontroverser, må også opgives.

Persien var på krigsstien. De fleste af Heraklios' nærmeste naboer (vestlige armeniere, laz og georgiere) fulgte ham af frygt snarere end af fælles interesse. Og Nærøstens vigtigste spillere dannede monofysitiske alliancer, hvor de østlige armeniere forbandt sig med de østlige syrere (mod nestorianerne) ved Dwin-synoden i 541, og araberne, kopterne og etiopierne dannede en samlet front mod alle, der nærmede sig.

Den eneste virkelige gevinst for Byzantium skete på en skueplads så langt væk, at det var irrelevant. I Iberia var visigoterne vidne til ødelæggelsen af deres ostrogotiske brødre i 562 e.Kr. og forstod, at den eneste måde at undgå den samme skæbne på, var ved at konvertere til ortodoksien.

Denne dynamik var vigtig, fordi de fleste i dag er vant til at se kort over imperiet med store områder i Nærøsten farvet lilla; et romersk imperium uden Vesten. Virkeligheden var imidlertid meget anderledes.

For der første kollapsede den byzantinsk-ghassanidiske alliance under Maurikios styre (fordi han ikke længere kunne tolerere dannelsen af en parallel, kirkelig uafhængig, monofysitisk kirke). Kejseren anklagede deres fylarker [stammeledere] for forræderi under et slag mod Persien i 581 e.Kr., hvilket betød, at føderationen mistede sin vigtigste støtte og opløstes i 15 stammer.

For det andet forsvandt ved opløsningen af denne alliance en af de få tilbageværende støtter, der holdt sammen på en temmelig skrøbelig byzantinsk status quo. Heraklios havde trukket rigets militære tilstedeværelse tilbage fra Syrien i de fleste byer efter Justinians katastrofale over-udvidelse - med de religiøst symbolske lokaliteter som Jerusalem og Rasafa som eneste undtagelser. Der var derfor, med ghassanidernes opløsning, et kæmpe vakuum i Nærøsten. Uden en stående hær eller vasaller til at vogte over Byzantiums interesser, var det ikke overraskende at se sassanidiske hære ved Antiokias porte to årtier efter Maurikios' raserianfald.

Ved at ødelægge Den Hellig Gravs Kirke og overgive Jerusalem til jøderne i 614; ved at overføre det sande kors til sine nestorianske landsmænd og ved at afbilde sig selv som en kristen hersker på mønter præget i Egypten, havde Khusrau 2 - i ét grusomt hug - delegitimeret den ortodokse kejser som forvalter af kristendommens helligste steder og indsat sig selv i hans sted.

Vigtigere er det for Popps fortælling, at araberne led under persisk styre. Især efter at Khusrau 2 skubbede sine satellit-herskere, lakhmiderne, ud på et sidespor. Som reaktion begyndte stammerne at betragte romerne som potentielle frelsere. Sura 30 "al-Rum" (romerne/byzantinerne) har næsten helt sikkert sine rødder i denne periode:

"Byzantinerne blev besejret i landet nærved. Men efter at være blevet besejret vil de sejre om nogle år. (...). På den dag vil de troende fryde sig over Allahs hjælp." (Koranen 30:2-5)

Således var tidens apokalyptiske glød, at da Heraklios vandt sine ekstraordinære sejre i 622 e.Kr., besluttede de kristne arabere at starte en ny tidsregning, én, der afspejlede en ny periode med selvstyre. Tilbageskuende anbragte den senere fuldt udviklede islam hijra'en ved dette knudepunkt som en religiøs begivenhed af samme afgørende betydning som det skelsættende politiske klimaks i 622, da den årtusind-gamle opdeling af Nærøsten i persiske og romerske dele endelig var slut.

Krigen måtte stadig føres igennem. Heraklios fik sin hævn for Jerusalem ved at jævne Ganzaks ildtempel med jorden, og Jomfru Maria hjalp ham med at forsvare Konstantinopel mod det forventelige modangreb. Kort efter 627 e.Kr. blev Khusrau 2 myrdet.

Men byzantinerne fik det ikke helt som de ville. I forsøget på at gendanne den tidligere status quo vha. blød magt (takket være Konstantinopels mangel på hårdere varianter) var araberne ikke længere villige til passivt at lege med. Da Heraklios offentliggjorde sin "Ekthesis" [dekret fra 638, der gjorde monoteletism til officiel religion, o.a.] (som et kompromis, der forsøgte at bringe de afvigende kirker tilbage om bord på det imperiale projekt), havde de monofysitiske og nestorianske kirker udviklet en fælles anti-byzantinsk front.

Den eneste del af regionen, der forblev i romerske hænder, var Egypten, eller mere præcist Alexandria, takket være dens vigtige handel og bompenge, der fyldte Konstantinopels tømte pengekister, og fordi den kunne holdes med relativt få tropper. Selv dette økonomiske gode blev imidlertid taget væk, da Heraklios' enke, Martina, blev tvunget til at forhandle en ordnet tilbagetrækning fra byen.

Efter at være taget til Rhodos i 642 e.Kr. og med afsættelsen af Martina, skriftede politikken igen, og tropperne blev sendt tilbage kun for at finde, at deres sværd var nytteløse, når de blev sat ind mod en monofysitisk befolkning, der foretrak et arabisk kristent åg frem for dets romerske modpart.

Fra dette tidspunkt - med både Byzantium og Persien ude af billedet - stod araberne tilbage som Nærøstens herrer efter et blodløst kup. Ingen af supermagternes vasaller var blevet befalet at trække sig tilbage fra Syrien eller Egypten, men de havde heller ikke noget legitimt krav om imperium.

I dette vakuum var arabernes styringsredskaber ikke islamiske men arabiske. Mønter påkaldte institutioner som amana ("vished" eller "sikkerhed"), der daterede sig tilbage til præ-islamiske forestillinger som f.eks. jiwaren eller "asylret". Dette var nyttigt til at give beskyttelse til fremmede, dvs. mennesker udenfor stammerne, i et samfund, der antog imperiale dimensioner.

Men i dette samfund blev grænserne mellem stammemæssig og religiøs loyalitet udvisket. Ibad, for eksempel, var stammer, der var sammensat af flere forskellige stammer, som alle bekendte kristendommen. De havde kristne "sektioner" fra arabiske stammer, der selv var helt kristne, som f.eks. tamimene. Alle havde imidlertid en tendens til at være stolte over deres tilstedeværelse i Bibelen, fra talrige gammeltestamentlige henvisninger til Apostlenes Gerninger 2:11 (der nævner tilstedeværelsen af arabere i Jerusalem på pinsedagen) og betragtede al-Hira som deres kristne hjemland. Et forhold, som Popp splejser sammen med det islamiske faktum, at muslimer senere forbandt Muhammeds åbenbaringer med en hule kaldet Hira. Dvs. begge var centre for meddelte åbenbaringer og traditioner.

Konstantinopels noget anti-klimaksiske exit betød, at araberne ikke var bange for at efterligne dem. Derfor blev en legemsstor statue af en arabisk leder fundet i nærheden af Jereicho i Khirbat al-Mafjar, og derfor kunne inskriptioner som den følgende, dateret til 662 e.Kr. - skrevet på græsk og næsten helt klassisk - blive fundet i Palæstina:

"Clibanus [varme bade] blev bevaret og renoveret af symboulos [rådmand] Abdallah, søn af Abuasemos (...) i året 726 fra grundlæggelsen af byen, i året 42 i Arabas [arabernes] æra, til helbredelsen af syge under opsyn af Iohannes, dommer i Gadara."

I en verden, hvor arabiske navne har islamiske konnotationer, er det svært at læse navne som Abdallah og tænke på andet end en muslim. Men Abdallah betyder "Allahs tjener" [dvs. "Guds tjener"], dvs. dets betydning er monoteistisk og ikke islamisk.

Faktisk holder Damaskus op med at være en tilfældig placering for en arabisk hovedstad, når man først forstår, at Den Hellige Grav var besmudset som et byzantinsk dyr og Sergios i Rusafa var kendt som et ghassanidisk hovedkvarter. Den eneste store kristne helligdom af første orden, der var tilbage, var Johannes Døbers grav [i Damaskus]. Historisk set kunne der ikke have været nogen Jesus uden dåben ved Johannes, og teologisk udgjorde han en vigtig skikkelse i rækken af profeter, der var nøglen til den arabiske kirke.

Som modstand mod Konstantinopels krav på at være et nyt Jerusalem, hævdede araberne at være et "sandt Israel". Imod Byzantiums tunge skatter gav Muawiya sig ud for at være velgøreren, der var villig til at genopbygge offentlige bygninger. Imod den hellenistiske kristendom i Vesten (hvis medlemmer [i arabernes øjne] var blevet mushrikun eller tjenere af afguder), annonceredes den trodsige og oppositionelle semitiske kristendom, som i tilfældet Klippekuplen bogstaveligt talt gør front imod Heraklios' rummelige Ekthesis-dekret:

"Ya ahla al-kitab" (Oh, I Bogens [Bibelens] Folk!)

Langsomt nåede araberne imidlertid frem til den erkendelse, at Byzantium ville ødelægge dem, som det havde ødelagt Persien, hvis de ikke slog til først med et ødelæggende slag. Og så tog de arven op efter sassanidernes hævn. Men lige så stor en fiasko som persernes 626-belejring havde været blev Muawiyas [belejringer af Konstantinopel] i 674-8. De underminerede fuldstændigt Muawiyas legitimitet som leder.

Det er i denne periode, ifølge Popp, at islams sande rødder begynder at kunne skelnes. Abd al-Malik fremprovokerede modstand (mest bemærkelsesværdigt fra ibn al-Zubayr) ved at insistere på en præ-nikænsk konservatisme, der mindre overtrumfede opdelingerne, der gjorde det af med de kristne fraktioner, end vendte ryggen til dem. Denne holdning postulerede Jesus som Abd Allah (Guds Tjener); den, der skulle forstås som muhammadun (den udvalgte eller lovpriste); en holdning formuleret på Klippekuplen (et sted, der skulle opfattes som arabisk teologis første monument rettet mod hellenistiske varianter), som i den tredje sætning på indersiden af ​​ottekanten i dens sydøstlige ende lyder:

"Muhammadun ‘Abdu Ilahi wa-rasuluhu" (Priset være Guds tjener og apostel)

Titlen "Muhammed" spredtes langsomt med al-Maliks tilhængere fra østen til vesten af Levanten og fungerede som dawa-kampråbet. På mange måder dannede det en ad fontes-bevægelse [tilbage-til-rødderne-bevægelse, o.a.] rettet mod Muawiyas uopbyggelige imitatio imperii [efterligning af kejserligt styre]. I stedet for at efterabe den hellenistiske dualisme, nestorianisme mod monofysitisme, fremførte den en ældre syrisk teologi (mere afhængig af jødiske beretninger som Toldot Yeshu [en anti-kristen Jesus-biografi fra senantikken, o.a.] end af kristne konkurrenter), der lærte, at Jesus ikke var Gud, men blot endnu en profet, og at guddommen var udelelig.

Dette fik dem ikke til at føle sig anderledes end kristne. Ethiopierne, for eksempel, så tawahedo (eller guddommens enhed) som et centralt element i deres kristne tro, ligesom proto-muslimerne lagde vægt på tawhid. Den arabiske fokus på profeterne eller budbringerne syntes mere at være en forskel i vægtning end i type, ligesom den etiopiske afhængighed af mosaisk lov var excentrisk, men ikke u-kristen.

For det arabiske sind optrådte disse frelsere i en lang række - omfattende Noah, Lot, Ismael, Moses, Shuayb, Hud, Salih og Jesus - som hver især reddede menneskeheden fra en naturlig eller moralsk katastrofe. Men i stedet for at antage den paulinske opfattelse, at hver af dem virkede på vegne af en åbenbaring for hele menneskeheden, så araberne sig selv som de nye jøder, de nye udvalgte; som slægtninge til Jesus, der havde opfyldt profeternes ord. Alle andre havde brudt den religiøse kontrakt (din), som Gud indgik med de udvalgte, og som hver frelser havde forsøgt at genoprette. Kun araberne havde overholdt den. [4]

I dette nye miljø blev enhver titel, der blev givet til en hersker eller Kristus, stærkt politisk og teologisk ladet. Ligesom Justinian II anbragte et portræt af Kristus på sine mønter og kaldte sig selv for servus Christi ("Kristi tjener"), således reagerede al-Malik med at erstatte korset med stenstøtten fra 1. Mosebog 31:47 (en stendysse i form af Jegar-Sahaduta ["vidnedyssen"]) og kalde sig Khalifat Allah eller "Taler for Gud."

Som resultat nationaliserede araberne Jesus. Kristus var Muhammed (den lovpriste), der som rasul (budbringer) var apostel for araberne. Desuden nægtede araberne at se, at sejren nogensinde kunne opnås i en guddommelig manøvre, der involverede død og gliden ind i doketisme (arketypen for enhver fremtidig "skjult" imam).

Igen, ifølge Popp, blev spredningen af islam ikke opnået ved sværdet. Men ved at brede sig som enhver anden religion, hovedsageligt fra østlige sassanide-territorier mod vest. Men fordi Mekka havde vundet kulturkampen i islam som dens locus classicus, forsøgte islam at omskrive historien, så den spredtes fra syd udad mod Abrahams meget symbolske hotspots, fra hans hjemland i Kaldæa til Karan, til slutpunktet for Abrahams vandring, og så videre.

Klippekupplen stod i hjertet af arabernes univers og holdt en slags proto-syrisk anti-teologi (en ortopraksi) i live imod den romerske ortodoksis højtravende teoretisering. Dens kuppel advarede den kristne konkurrence om, at Treenigheden var nonsens; at Maria umuligt kunne føde Gud; og at Helligåndens betydning var overdrevet. Heraf Johannes af Damaskus' opfattelse, at denne tro var et kætteri påvirket af arianisme snarere end en separat religion.

Respons

Hvis islams oprindelse ligger gemt i de mørke afkroge af en undertrykt historie (og kun kan hentes frem ved at genindføre ubekvemme detaljer, der punkterer troens senere vildledende forklaring), så må også Popps radikale holdning lide døden ved et dusin knivskarpe detaljer.

Forfatteren ser ud til at have taget C. Luxenbergs tese om en heterodoks arabisk kristendom (set gennem det filologiske prisme af en syro-aramæisk læsning af Koranen) og lagt den som en dug ud over det senantikke bord. [5] Men det er ikke umiddelbart indlysende, at hans negativistiske fortælling holder.

For det første hævder Popp, at Klippekuplens inskription er en direkte konkurrent til Heraklios' "inskription" i Hagia Sophia. Men Ekthesis (-dekretet/-erklæringen) var et dokument, udstedt af kansleriet og "slået op", "offentliggjort", "promulgeret" eller "udstedt" i Den Store Kirkes narthex [forhal], ikke indskrevet. Det er også tvivlsomt (i betragtning af, at Constans II fjernede det et årti efter i 648 e.Kr.), at inskriptionen i Klippekupplen er et direkte gensvar skrevet 50 år senere. Disse kan virke som småting, men de advarer læserne om muligheden for, at kendsgerningerne kan være blevet bøjet for at få historiske paralleller tilpasset en fortælling.

Andre påstande melder sig også på radaren som tendentiøse. Kampagnen i 622 e.Kr. for eksempel, var betydningsfuld, men mindre for arabisk uafhængighed end ved at vende udviklingen af det, der så ud til at blive den uundgåelige erobring af romersk Anatolien. Heraklios tilbød endda fred i 624 e.Kr. Og selvom hans modangreb tog det zoroastrianske ildtempel ved Adur Gushnasp, kunne arabisk uafhængighed helt sikkert lige så let forbindes med større klimakser: Den mislykkede belejring af Konstantinopel i 626 e.Kr.; sejren ved Nineve et år senere eller Khusrau II's død (628). 622 er, når den først placeres i kontekst, en mærkelig og vilkårlig dato, valgt af muslimer, der var udrustet med to århundreders bagklogskab.

For det tredje er der noget, der er svært at sluge ved ideen om arabere som stedfortrædere for byzantinerne i Syrien i det 6. århundrede. Den presser klient-stat-modellen for vidt. Theophanes Bekenderen foretrak ganske vist at kalde den romerske opposition for "arabere" eller "Guds fjender", dvs. ikke "muslimer", men Popp synes igen at lægge uforholdsmæssig stor vægt på, hvad der let kunne være det vilkårlige valg af et etnonym. Nogle steder betegner (Theophanes' samtidige) Nikephoros' historie faktisk araberne som "hagarianere" - et udtryk, som de syriske kristne ofte brugte til at betegne muslimer.

Hele argumentet hviler på ting, som vi i sidste ende ikke ved noget om med sikkerhed. Hvis traditionel historieskrivning har været uforsigtig med at pode "muslimer" og "islam" på termer, der er langt mere uklare og komplekse, så synes Popp at være skødesløs, når han insisterer på, at den samme terminologi fuldstændigt udelukker enhver forbindelse med en spirende islam. [6] Sagen er, at det ikke er klart, hvad ismaelitter, hagarianere, saracenere eller tayyaye betyder, fordi disse betegnelser var flydende og afhængige af forfattere, steder og sammenhænge.

Desuden er overførslen af Byzantiums scepter - dets formelle administration - lidt for behændig efter denne læsers smag. Skønt arabere nogle steder uden tvivl havde sat sig på områder, som udgjorde en spøgelsesstat, har Popp en tendens til at dæmpe den vold, der viser arabere som invaderende fremmede snarere end opportunistiske trosfæller. Det er for eksempel lidt for letkøbt at gøre translatio imperiii [overførsel af herskermagt, o.a.] i Egypten til en PR-operation, når biskoppen af Nikiou, Johannes [egyptisk koptisk biskop, der i sin krønike <http://centerforhistorieformidling.dk/islamogkalifatet/kalifatet/tekst13.html> beskrev arabernes/muslimernes erobring af Egypten, o.a.] ikke talte om andet end nedslagtning af alle (inklusive civile) i Behnasa, Fayum, Alexandria osv. Eller at hævde, at disse slag var marginale anliggender, når [Slaget ved] Yarmuk involverede 100.000 tropper på romersk side ifølge Ibn Ishaq (et slag, som Nevo & Koren (2003) alt for bekvemt reducerer til en mytologisk konfrontation fuld af topoi, der gør det mere til karikatur end begivenhed).

For det fjerde er meget af Popps bevis numismatisk. Men numismatiske budskaber eksisterer ikke i et vakuum. Hvis herskere pillede ved hinandens legitimitetssymboler, deres udødeliggørelse, så betød det ikke nødvendigvis, at de virkelig troede på dem. Det var simpelthen et magtspil; en gestuspolitik, i hvilken man forsøgte at vise styrke gennem evnen til at annektere.

Få ville være så naive som at tage Amarna-brevene fra det 14. århundrede f.Kr. bogstaveligt, så hvorfor tolke de arabiske mønter som bevis på islams fravær - især når så mange læsninger er afhængige af alt for komplekse etymologier, der føles mindre som genialiteter end som usikre bønner - og den grundlæggende kendsgerning, at han, under hele Muhammed-som-titel-spillet, også optræder som et egennavn på arabo-sassanidiske mønter præget i 686 og 701 e.Kr.

For det femte, for at få kristne til at kæmpe mod kristne argumenterer Popp for, at araberne holdt sassanierne om bord ved at tilslutte sig et hævnprojekt mod Byzantium. Dette føles dog som et eksemplarisk tilfælde af halen, der logrer med hunden. Er islam ikke - med sin messianske opfattelse, at de, der havde overholdt Guds lovformelige pagt var bestemt til at herske over jøder, der havde undladt at missionere, og kristne, der var blevet mushrikun [som sætter andre ved Guds side, o.a.] og vedensomspændende jahiliyya [tilstand af uvidenhed, o.a.] - en mere oplagt årsag?

Mange af disse kritikpunkter er måske ikke andet end skud for boven, men nogle må betragtes som bredsider. Hans måske vigtigste bidrag til omorienteringen af islamisk historiografi er hans vægt på det faktum, at troen på mange måder er hævnen af de ureformerede syro-arabiske kristne (arabere opvokset i Storsyriens syro-aramæiske kulturelle miljø), som gik ind for en aggressiv præ-nikænsk teologi vendt mod en tro, der valgte hellenistisk filosofi og dens forvirrende kategorier ved hvert kontroversielt møde. Det forklarer bestemt, hvorfor islam har Kristus, ikke Muhammed, i centrum for sin eskatologiske vision. [7]

Men selv dette punkt er potentielt stødende, eftersom debatterne om senantikken dækker en enorm mængde monofysit-versus-diofysit-materiale, men næsten ikke nævner proto-islamiske synspunkter som f.eks. det forhold, at Kristus blot var endnu en profet.

Helt enkelt ser det ud til, at Popp kun respekterer fuldt udviklede, enkelt definerede og totalt lutrede begreber, hvilket er en forbløffende autistisk måde at anskue historien på. Treenigheden, for eksempel, var en latent forestilling i århundreder. Betyder det, at den ikke eksisterede; at ideologiske galninge skrev dens udvikling ind, efter at den var blevet doktrin? Nej.

Noter

[1] En tredjedel af Koranen var oprindeligt en kristen salmesamling ifølge Günter Lüling.

[2] Den bevarede litteratur stammer fra det 9. og 10. århundrede. Den indbefatter Siraen af Ibn Hisham (d. 834), Kitab al-Maghazi af al-Waqidi (d. 822), Kitab Al-tabaqat Al-kabir af Ibn Sad (d. 845) og The History of al-Tabari (d. 922) samt 9 hadith-samlinger fra det sene 9. århundrede.

[3] Paul Casanova (1921) mente, at dens gådefulde karakter skyldtes, at Muhammed havde forudsagt en nært forestående verdens ende. Da den ikke indtraf, var de tidlige tilhængere blevet tvunget til at omarbejde teksten.

[4] Det er værd at bemærke, at byzantinerne ikke var immune overfor denne tendens og havde bevæget sig fra en normalideologi, der placerede dem selv som centrum for en verdensstat; fra en kirke, hvis naturlige grænser var oikoumene, dvs. den kendte verden, til det udvalgte folk, der var omringet og belejret af barbarer; en ark i en storm.

[5] Begge er medlemmer af Inarah (Institut for Tidlig Islamsk Historie og Koranen), der omfatter forskere som Karl-Heinz Ohlig, Gerd-Rudiger Puin, Markus Gross, Ibn Warraq (pseudonym) og Claude Gillot. Instituttet kan dog ikke tage hele den revisionistiske ære, da to israelske arkæologer, der arbejdede i Negev-ørkenen, Yehuda D. Nevo og Judith Koren, offentliggjorde lignende teorier (som handlede om et spring fra hedenskab til en grundlæggende form for kristendom, der kredsede om Abrahams person og langsomt udviklede sig til islam) i 2003.

[6] Den kanon af tekster, der henvises til, inkluderer Johannes af Damaskus' Liber Haeresorum [Om kætterierne], Sebeos' Heraklius historie, Jacob af Edessas Krønike, Isoyahh III's breve, Maximos Bekenderens breve, Sophronios' prædikener, Pseudo-Efraems prædikener, Pseudo-Methodius' Apokalypse og Germanos I's skrifter.

[7] Dette resulterer i særligt underlige resultater. Tag for eksempel en hadith fortalt af Abu Huraira, som fortæller, at Jesus vil stige ned (ved det andet komme) og dømme menneskeheden efter Koranens lov; så vil han "bryde korset og dræbe svinet …" (al-Bukhari, Sahih al-Bukhari: The Translation of the Meanings, overs. Muhammad M. Khan [Riyadh: Darussalam, 1997], bind 3, bog 34, nr. 2222).

---

Henry Hopwood-Phillips er historiker, medstifter og redaktør af Excvbitor.

---

Oversættelse: Bombadillo