Biskop Athanasius Schneider taler ved det virtuelle Rome Life Forum, 22. maj 2020.

8. juni 2020 (LifeSiteNews) - Biskop Athanasius Schneider har endnu en gang hævet stemmen angående den kontroversielle Abu Dhabi-erklæring om "Broderskab mellem mennesker - for verdensfredens og sameksistensens skyld" fra den 4. februar 2019, hvori pave Frans og en storimam sammen erklærede - blandt andre problematiske udsagn - at Gud ønsker "mangfoldigheden" af religioner.

Biskop Schneiders indgriben (læs den fulde tekst nedenfor) kommer efter, at kardinal Gerhard Müller skrev en omfattende fortolkning og forklaring af dette dokument. Mens kardinal Müller præsenterer en "fortolkningsnøgle", ved hjælp af hvilken man kan læse dette dokument på en mindre kontroversiel måde, så påpeger biskop Schneider de aspekter af dokumentet, som ikke er i overensstemmelse med katolsk tradition og derfor bør kritiseres.

I det katolske tidsskrift Communio (3/2020) skrev kardinal Müller, at det er "sensationelt", at det "for første gang i den begivenhedsrige og konfliktfulde historie af de to største trossamfund i verden - tilsammen bestående af 3 milliarder mennesker - er lykkedes den højeste autoritet i Den katolske Kirke og en højtstående religiøs og akademisk autoritet i den islamiske verden at præsentere en fælles tekst", som af deres troende forventer "et samtykke, der binder dem i deres samvittighed".

Det tyske prælat forklarede, at han ønsker at præsentere en "læsehjælp" til dette dokument, som han vurderer "ikke er et produkt af Læreembedet" angående åbenbaret tro og moral, men alligevel er et dokument fra den højeste autoritet i Kirken i fortolkningen af den naturlige morallov.

For den tyske prælat svarer dette dokument "i dets hensigt til FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948)", ud over at det behandler tro på Gud og Hans Nåde. Han fortsatte med at forklare, at "troen på Gud" - både i den kristne og i den islamiske tradition - opfordrer til "broderskab som et kald og et krav til mennesket i dets samvittighed."

Moderne ideologier, der sigter mod ødelæggelse og som bygger på en slags social-darwinistisk verdensanskuelse, skrev kardinal Müller, skal bekæmpes af "dem, der tror på Gud, den almægtige og godgørende Skaber," og dette ved hjælp af "princippet om det universelle broderskab". Mens han insisterer på vigtigheden og det væsentlige element af Jesu Kristi Inkarnation og af Den Hellige Treenighed, så mener han stadig, at der på det naturlige niveau og i kraft af vores skabelse kan eksistere et "naturligt broderskab af alle mennesker". Kardinal Müller tilføjede senere, at ”enhver vold og enhver magtanvendelse” i forbindelse med tro er uacceptabel. Her understregede han den vigtige pligt for "enhver religiøs eller civil myndighed" til at acceptere "den grundlæggende, overnationale menneskeret til religionsfrihed", mens han samtidig insisterede på, at dette ikke betyder en relativisme med hensyn til den åbenbarede sandhed.

Kardinal Müller - der godkendte Abu Dhabi-dokumentet i dets afgørende påstande, mens han samtidigt fremhævede nogle af de involverede grundlæggende katolske principper - tilføjede, at hverken pave Frans eller storimamen "opgav deres individuelle trosbekendelser, der i vigtige spørgsmål modsiger hinanden i deres indhold". Dette dokument, fortsatte han, "er ikke forankret i en relativisme vedrørende Guds krav om sandhed, og er heller ikke et skridt i retning af en sammensmeltet religion, som støttet af progressive og socialistiske eliter."

I forbindelse med kritikken af Abu Dhabi-erklæringen, som den er blevet udtrykt af biskoper og teologer, erklærede den tyske prælat, at man "kan" fortolke den ene sætning i dokumentet om "mangfoldigheden af religioner" som udtryk for "guddommelig vilje" på en relativistisk måde, men at det ikke nødvendigvis "skal" gøres. Her insisterede han på, at man snarere skulle "tolke" teksten og dens hermeneutik og terminologi (som i processen har passeret gennem adskillige hænder) "i lyset af deres forfatteres gode intention snarere end i lyset af akademisk præcision i dens udtryk."

"Det synes indlysende," fortsatte Müller, "at man ønskede at formulere på en positiv måde og med Gud Skabers autoritet for øje, hvad der ellers ville være blevet formuleret på en negativ måde, nemlig, at ingen må diskrimineres, på grund af religion, hudfarve og så videre."

I en yderligere kommentar til Abu Dhabi-erklæringen fortsætter kardinal Müller med at sige, at "utilfredsheden med den ovennævnte sætning" kunne have været "undgået, hvis man ikke blot havde talt om Guds (absolutte) vilje, som den er en del af Hans Væsen med Hans Evige Visdom og Fornuft, men snarere havde talt i lyset af "Hans universelle frelsesvilje, som den udfolder sig i historien", der sigter mod at føre "alle folkeslag (...) til troslydighed." (Rom 16,25ff) Her taler Müller om den "Guds eftergivende vilje", der står i forhold til "det onde som en naturlig mangel eller det onde som modsætning til det tilsigtede gode."

Vigtigt i denne sammenhæng er, at den tyske kardinal stiller spørgsmålstegn ved, om en pave overhovedet kan underskrive et dokument med en muslim "i Guds navn", som Abu Dhabi-erklæringen gør, da muslimsk monoteisme er imod den katolske tro på Den Hellige Treenighed og Inkarnationen. Katolikker kan ikke tale om Faderen uden Hans Søn. Men ifølge den tyske prælat, på trods af disse forskelle, kan "menneskets værdighed og menneskerettighederne baseres på Guds transcendens og majestæt." Selvom vi ikke kan "bede sammen til Gud i bøn, eftersom en kristen kun kan tale med Faderen gennem Kristus i Helligånden," som Müller skrev, kan vi stadig "begynde dialogen og samarbejdet samt forsikre os om de mest fundamentale elementer, vi har tilfælles: at Gud eksisterer, at Han er Én (Deum esse unum), at Han i Sin Godhed skabte verden, og at mennesker, baseret på deres frihed, er ansvarlige overfor Ham for deres gerninger."

Som det ses af dette korte resumé af kardinal Müllers nye indgriben, forsøger han at fortolke Abu Dhabi-dokumentet på en mindre kontroversiel måde, svarende til hvordan han i 2017 udlagde den postsynodale formaning Amoris Laetitia. På det tidspunkt insisterede han på, at dette dokument - der blev brugt af kirke-hyrder forskellige steder i verden som en retfærdiggørelse af at give Hellig Kommunion til "gengifte fraskilte" katolikker, der lever i forhold af utroskab - ikke er hæretisk. Eller, som en overskrift på webstedet Crux udtrykte det i 2017: "Müllers forsvar af 'Amoris Laetitia' læser dokumentet ind i kirketraditionen."

Med hensyn til Müllers erklæring om Abu Dhabi-teksten, så anmeldte både Katholisch.de - de tyske biskopers nye websted - og Vatican News den på en positiv måde.

Der er dog forskellige holdninger til, hvordan man skal nærme sig disse kontroversielle dokumenter af pave Frans. Biskop Athanasius Schneider har valgt direkte at konfrontere de fejl eller uklarheder, der kan findes i Abu Dhabi-erklæringen. Allerede for nogle få dage siden bragte han en erklæring om Abu Dhabi-dokumentet, hvori han gik imod den opfattelse, at Gud positivt ønsker religionernes mangfoldighed. I denne erklæring drøftede Schneider nogle problemer vedrørende Det Andet Vatikankoncils lære om religionsfrihed, som kan behøve en fremtidig korrektion, ligesom det er blevet gjort tidligere med andre koncilserklæringer fra de foregående århundreder.

I sin nye erklæring sendt til LifeSiteNews påpeger den kasakhiske biskop af tysk oprindelse, at den samme ovennævnte sætning - nemlig, at mangfoldigheden af religioner er villet af Gud, ligesom mangfoldigheden af farve, sex og mere - er tekstens "mest urigtige og farlige erklæring". Biskop Schneider kritiserer også dokumentets formulering om en fælles tro på Gud. Ved at citere Den Hellige Skrift insisterer han på: "Der er kun 'én Herre, én tro, én dåb' (Ef 4:5), 'for det er ikke alle, der har troen.' (2 Thess 3:2)" I det væsentlige er der kun én sand tro, den katolske tro, og de andre religioner er falske religioner.

I en yderligere skelnen mellem den katolske tro og den muslimske tro - og idet han peger på Det Andet Vatikankoncils tvetydige lære om denne bestemte sag - skriver den tyske [kasakhiske] prælat: "At hævde, at muslimer sammen med os tilbeder den ene Gud ('nobiscum Deum adorant'), som Det Andet Vatikankoncil gjorde i Lumen Gentium 16, er teologisk set en meget tvetydig påstand. At vi katolikker sammen med muslimerne tilbeder den ene Gud, er ikke sandt. Vi tilbeder ikke sammen med dem. I tilbedelsens handling tilbeder vi altid Den Hellige Treenighed, vi tilbeder ikke blot 'den ene Gud', men snarere bevidst Den Hellige Treenighed - Faderen, Sønnen og Helligånden. Islam afviser Den Hellige Treenighed. Når muslimerne tilbeder, tilbeder de ikke på troens overnaturlige niveau. Selv vores tilbedelse er radikalt anderledes."

Desuden tilføjer han, at vi katolikker har en "overnaturlig tro", mens muslimer kan tilbede Gud på et naturligt niveau; de "kan tilbede Gud på basis af den naturlige viden om Guds eksistens. De tilbeder i en naturlig tilbedelseshandling den samme Gud, som vi tilbeder i en overnaturlig handling og med overnaturlig tro på Den Hellige Treenighed. Men disse er to væsentligt forskellige tilbedelseshandlinger", slutter Schneider.

Prælaten forklarer videre de mange andre forskelle mellem den katolske og muslimske opfattelse af Guds natur og af hvem Jesus og Maria er (de tror ikke, at Jesus er Guds Søn, derfor kan de ikke tilbede ham på rette vis).

Biskop Schneider insisterer også på, at muslimer har en anden opfattelse af barmhjertighed end kristne.

"Ifølge Koranen 9:29," skriver han, "skal muslimer bekæmpe 'dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat [jizya]!'"

"Man kan ikke," fortsætter Sceneider, "være enig i den opfattelse, der siger, at en korrekt læsning af Koranen er imod enhver form for vold. For det første er dette ikke sandt, hvilket let kan ses ved en enkel og ligefrem læsning af Koranen. Koranens senere suraer er meget voldelige mod ikke-muslimer og kræver besættelse af ikke-muslimske lande ved brug af vold. Selv i vore dage ser mange muslimer dette som den rette måde at læse Koranen på."

I denne forstand har muslimerne en anden opfattelse af broderskab. For os katolikker er Kristi broderskab grundlaget for vores egen forståelse af broderskab.

Som biskop Schneider siger: "Det eneste stabile universelle broderskab er broderskabet i Kristus. Kun i Jesus Kristus og i Den Hellige Ånd, han sendte, kan mennesker virkelig være Guds børn og virkelig sige 'Fader' til Gud og følgelig være sande brødre: 'For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, ...' (Rom 8:14-17)."

Forfatteren når således frem til en klar konklusion med hensyn til Abu Dhabi-dokumentet: "Set fra det teologiske synspunkt er det derfor vildledende og forvirrende, at den romerske pave underskrev et fælles dokument med en islamisk religiøs autoritet ved brug af udtrykkene 'Gud', 'tro', 'pluralismen og mangfoldigheden af religioner', 'broderskab', på trods af at disse udtryk har væsentligt forskellige betydninger i hhv. Koranens lære og i den guddommelige åbenbaring af Vor Herre Jesus Kristus."

---

Biskop Athanasius Schneiders fulde erklæring:

Der er ingen fælles tro på Gud eller fælles tilbedelse af Gud mellem katolikker og muslimer

Den mest urigtige og farlige erklæring i Abu Dhabi-dokumentet om "Broderskab mellem mennesker - for verdensfredens og sameksistensens skyld" (underskrevet af pave Frans og Al-Azhars storimam Ahmad Al-Tayyeb den 4. februar 2019) er følgende: "Pluralismen og mangfoldigheden af religioner, hudfarver, køn, racer og sprog er udtryk for visdommen i en guddommelig vilje [una sapiente voluntà divina, en viis guddommelig vilje] som han skabte mennesket med. Denne guddommelige visdom er kilden til retten til trosfrihed og retten til at være forskellige." Det strider imod den guddommelige åbenbaring at sige, at ligesom Gud positivt vil forskellen mellem det mandlige og kvindelige køn og nationernes mangfoldighed, således vil han på samme måde også religionens mangfoldighed.

Abu Dhabi-dokumentet taler også om en fælles tro på Gud, for eksempel: Det er et dokument, der "kan være en indbydelse til alle mennesker, der bærer troen på Gud og troen på det menneskelige broderskab i deres hjerte." Her er meningen af begrebet tro tvetydig, og desuden sættes meningen af tro på Gud på samme naturlige niveau som tro "på det menneskelige broderskab". Dette er teologisk forkert og vildledende.

Meningen af udtrykket "tro" er givet af Jesus Kristus selv, og dermed ved guddommelig åbenbaring. Der er kun "én Herre, én tro, én dåb" (Ef 4:5), "for det er ikke alle, der har troen." (2 Thess 3:2) Jesus Kristus, den inkarnerede Guds søn, er "troens banebryder og fuldender." (Hebr 12:2) Den, der ikke tror på Jesus Kristus, Guds Søn, har ingen tro og behager ikke Gud, som Herren siger: "... den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn" (Joh 3:18) og "... den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham." (Joh 3:36)

Den katolske Kirkes Katekismus siger: "At tro på Gud er for en kristen uadskilleligt fra at tro på Ham, som Han har udsendt, Hans elskede Søn, i hvem Han har hele sit velbehag; Gud har sagt til os, at Ham skal vi høre. Herren siger selv til sine disciple: 'Tro på Gud og tro på mig' (Joh 14,1)." (KKK 151) "Tro" betyder ikke kendskab til Gud ved fornuftens naturlige lys, men er en overnaturlig gave fra Gud "vækket og hjulpet af guddommelig nåde, som modtager tro ved at høre og holder det for sandt, der er guddommeligt åbenbaret og lovet." (Tridentinerkoncilet, Dekret om Retfærdiggørelse, session 6, kap. 6)

Kirken lærte altid - sammen med Det Første Vatikankoncil - at "situationen for dem, der ved troens himmelske gave har antaget den katolske sandhed, på ingen måde er den samme som for dem, der, ledet af menneskelige meninger, følger en falsk religion" (Den Dogmatiske Konstitution "Dei Filius", kap. 3)

Det samme Koncil lærer: "Den katolske kirkes evige overenskomst har fastholdt og fastholder også dette: at der er to ordener af viden, der er tydeligt adskilte, ikke kun med hensyn til deres kilde, men også med hensyn til deres genstand. Med hensyn til kilden erkender vi på det ene niveau ved naturlig fornuft, på det andet niveau ved guddommelig tro. Med hensyn til genstanden, er der - foruden de ting, som den naturlige fornuft kan nå - for vores tro fremlagt visse mysterier, der er skjult i Gud, som, medmindre de er guddommeligt åbenbaret, ikke kan erkendes." (Den Dogmatiske Konstitution "Dei Filius", kap. 4)

At hævde, at muslimer sammen med os tilbeder den ene Gud ("nobiscum Deum adorant"), som Det Andet Vatikankoncil gjorde i Lumen Gentium 16, er teologisk set en meget tvetydig påstand. At vi katolikker sammen med muslimerne tilbeder den ene Gud, er ikke sandt. Vi tilbeder ikke sammen med dem. I tilbedelsens handling tilbeder vi altid Den Hellige Treenighed, vi tilbeder ikke blot "den ene Gud", men snarere bevidst Den Hellige Treenighed - Faderen, Sønnen og Helligånden. Islam afviser Den Hellige Treenighed. Når muslimerne tilbeder, tilbeder de ikke på troens overnaturlige niveau. Selv vores tilbedelse er radikalt anderledes. Den er væsentligt anderledes. Netop fordi vi vender os til Gud og tilbeder ham som børn, med Guds adopterede børns uudsigelige værdighed, og vi gør dette med overnaturlig tro. Men muslimerne har ikke overnaturlig tro. Muslimerne har kun et naturligt kendskab til Gud. Koranen er ikke Guds åbenbaring, men en slags anti-åbenbaring af Gud, fordi Koranen udtrykkeligt benægter den guddommelige åbenbaring af Inkarnationen, af Guds Søns evige guddommelighed, af Kristi forløsende offer på korset, og derfor benægter sandheden om Gud, Den Hellige Treenighed. Selvfølgelig, når en person oprigtigt tilbeder Gud Skaberen - som flertallet af almindelige muslimer gør - så tilbeder de Gud med en naturlig tilbedelse, baseret på den naturlige viden om Gud Skaberen. Enhver ikke-kristen, enhver ikke-døbt person, inklusive en muslim, kan tilbede Gud på basis af den naturlige viden om Guds eksistens. De tilbeder i en naturlig tilbedelseshandling den samme Gud, som vi tilbeder i en overnaturlig handling og med overnaturlig tro på Den Hellige Treenighed. Men disse er to væsentligt forskellige tilbedelseshandlinger: den ene er en handling baseret på naturlig viden og den anden en handling baseret på overnaturlig tro. Tilbedelseshandlingerne og videnshandlingerne, som de bygger på, er væsentligt forskellige, skønt genstanden er den samme, i den forstand, at det er den samme gud. Måske kunne man formulere det på denne måde: "Muslimer tilbeder Gud i en handling af naturlig tilbedelse og dermed på en måde, der er væsentligt forskellig fra, hvad vi katolikker gør, eftersom vi altid tilbeder Gud med overnaturlig tro."

Muslimernes subjektive tilbedelse er også anderledes, fordi deres opfattelse af Gud er forskellig fra vores. Man skal huske på, at muslimer - idet de accepterer påstande om Gud, som ikke er af guddommelig oprindelse - står i fare for at fremføre en falsk viden om og en falsk tilbedelse af Gud, selv på det naturlige plan.

Abu Dhabi-dokumentet taler "ud fra vor fælles tro på Gud". Men de, der følger islam, ser Gud som fjern, blottet for et personligt indbyrdes forhold, og dette er en meget mangelfuld forestilling om Gud. En betydelig del af muslimerne har et forvrænget og falskt billede af Gud som Én, der ikke er i stand til at kommunikere personligt med os, og som vi ikke virkeligt og personligt kan elske som vores Fader og som vores Forløser.

Man må også overveje det faktum, at den muslimske opfattelse af Jesus er en afvisning af den kristne forestilling: for Koranen siger, at Gud ikke kan have en Søn, og derfor afviser de Inkarnationen, selvom de accepterer Jomfrufødslen. Derfor er det unøjagtigt at ligestille deres ærbødighed for Jesus med vores tilbedelse af ham som Gud Inkarneret og menneskehedens Forløser; og deres ærbødighed for Maria er ikke den samme som vores ærbødighed for hende som Guds Moder. Derfor kan vi ikke af dem lære, hvordan vi skal forholde os rigtigt til Jesus eller Maria. Derudover er deres opfattelse af livet som værende "for" Gud ikke den samme som vores, for Jesus lærte, at Gud er vores Fader, at vi lever for Ham for at øge vores kærlighed til Ham og være lykkelige med Ham for evigt, hvorimod deres opfattelse af at leve for Gud er som en slave, der lever for at tjene en magtfuld Herre. Endelig er den muslimske opfattelse af barmhjertighed forskellig fra den kristne opfattelse af barmhjertighed, for vi er barmhjertige, på samme måde som Gud Faderen var barmhjertig mod os, da han sendte Sin Søn for at dø for os, da vi stadig var Hans fjender, noget, som muslimerne benægter.

Ifølge Koranen 9:29 skal muslimer bekæmpe "dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!"

Man kan ikke være enig i den opfattelse, der siger, at en korrekt læsning af Koranen er imod enhver form for vold. For det første er dette ikke sandt, hvilket let kan ses ved en enkel og ligefrem læsning af Koranen. Koranens senere suraer er meget voldelige mod ikke-muslimer og kræver besættelse af ikke-muslimske lande ved brug af vold. Selv i vore dage ser mange muslimer dette som den rette måde at læse Koranen på. Endvidere er flertallet af muslimer enige om, at de senere (mere voldelige) suraer har højere autoritet [end de tidligere]. I almindelighed forstår muslimer Koranen bogstaveligt, da de ikke har nogen åndelig eller allegorisk eksegese. Måske vil nogle ekstraordinære personer, nogle gode islamiske lærde, gøre dette, men de repræsenterer ikke islam som sådan. De har i sidste ende ingen autoritet.

Set fra det teologiske synspunkt er det derfor vildledende og forvirrende, at den romerske pave underskrev et fælles dokument med en islamisk religiøs autoritet ved brug af udtrykkene "Gud", "tro", "Pluralismen og mangfoldigheden af religioner", "broderskab", på trods af at disse udtryk har væsentligt forskellige betydninger i hhv. Koranens lære og den guddommelige åbenbaring af Vor Herre Jesus Kristus. Desuden skal man også huske på det faktum, at muslimerne ikke har nogen autoritet med universel myndighed til at bilægge tvister, da de ikke har noget læreembede, og at der ikke er nogen autoritet til at repræsentere islam som sådan, og at der ikke er nogen central autoritet i islam til at afgøre trosspørgsmål for alle muslimer.

Det eneste stabile universelle broderskab er broderskabet i Kristus. Kun i Jesus Kristus og i Den Hellige Ånd, han sendte, kan mennesker virkelig være Guds børn og virkelig sige "Fader" til Gud og følgelig være sande brødre: "For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, ..." (Rom 8:14-17).

Den eneste sande og stabile fred er Kristi fred. Den følgende lære af pave Pius XI, fra for næsten hundrede år siden, videregiver trofast, hvad Jesus Kristus, vores Guddommelige Lærer og Forløser, og Kirkens uforandrede læreembede lærte gennem tiderne, og som stadig er de kriterier, som analysen af Abu Dhabi-dokumentet må underkastes.

"Vi har ikke brug for en fred, der kun består i handlinger af ydre eller formel høflighed, men en fred, der vil gennemtrænge menneskers sjæle, og som vil forene, helbrede og genåbne deres hjerter for den gensidige kærlighed, der er født af broderlig kærlighed. Kristi fred er den eneste fred, der svarer til denne beskrivelse: 'Kristi fred skal råde i jeres hjerter.' (Kol 3:15) Der er heller ingen anden fred mulig end den, som Kristus gav sine disciple (Joh 14:27), for da han er Gud, 'ser han i hjertet' (1 Kong 16:7) og i vores hjerter oprettes Hans rige. Igen, Jesus Kristus er fuldstændig retfærdiggjort, når han kalder denne sjælefred for Sin egen, fordi Han var den første, der sagde til mennesker, 'I er alle brødre'. (Matt 23:8) Han gav os ligeledes loven om broderlig kærlighed, om gensidig overbærenhed og forseglede den med sit eget livs blod - 'Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.' (Joh 15:12) 'Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.' (Gal 6:2)" (Rundskrivelsen Ubi arcano Dei Consilio, 33).

"Ægte fred, Kristi fred er umulig, medmindre vi er villige og parate til at acceptere kristendommens grundlæggende principper, medmindre vi er villige til at overholde Kristi lære og adlyde Hans lov, både i det offentlige og private liv." (Rundskrivelsen Ubi arcano Dei Consilio, 47)

"Ved at genoprette Kristi rige vil vi arbejde mest effektivt mod en varig verdensfred." (Rundskrivelsen Ubi arcano Dei Consilio, 49)

"Kun i dette Kristi rige kan vi finde den sande menneskelige lighed, hvorved alle mennesker forædles og gøres store af den samme adel og storhed, for enhver er forædlet af Kristi dyrebare blod." (Rundskrivelsen Ubi arcano Dei Consilio, 58)

4. juni 2020

+ Athanasius Schneider, hjælpebiskop i ærkebispedømmet St. Maria i Astana, Kasakhstan

---

Oversættelse: Bombadillo