Antisemitismen, hadet til jøderne som jøder, har en historie i de arabiske stater og i Iran. Den er højrøstet og åbenlys i erklæringerne fra regeringen i Iran og i offentlige udtalelser fra islamistiske organisationer som Hamas og Hizbollah. Forbindelsen mellem islamisme og antisemitisme har været et vedvarende tema i Det Muslimske Broderskab i Egypten siden de kanoniske skrifter af Hassan al-Banna, Hajj Amin al-Husseini og Sayyid Qutb fra 1930'erne til 1950'erne. Beviserne på dens tilstedeværelse er omfattende i filerne i de amerikanske og britiske diplomatiske arkiver. Den var et tema i den liberale og venstreorienterede journalistik i tiden omkring 2. Verdenskrig og i den videnskabelige forskning i årtierne efter krigen.

Alligevel viser disciplinen Mellemøststudier i dag, i stedet for at bygge på denne værdifulde videnskabelige arv, for ringe interesse for emnet. Eller den ser antisemitismens oprindelse i zionismens og staten Israels eksistens og politikker, mens den negligerer tilstedeværelsen af et sådant fjendskab i årene før Israels grundlæggelse. Den aktuelle mangel på interesse er dermed vidnesbyrd om en indtrængen i det akademiske liv af eftervirkninger af den venstreorienterede ideologiske offensiv mod Israel og zionismen, der opnåede så stor succes i FN fra 1960'erne til 1980'erne, og som kulminerede i FN-resolutionen, "Zionisme er racisme", fra november 1975. I de sidste årtier af den kolde krig lagde de arabiske stater, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og Sovjetblokken hele skylden for den israelsk-arabisk-palæstinensiske konflikt på Israel. Som jeg dokumenterer i At War with Israel: East Germany and the West German Radical Left, 1967-1989, som udkommer på Cambridge University Press i foråret 2016, sidestillede disse lande og organisationer Israel med Nazityskland, og havde held til at forhindre enhver offentlig undersøgelse af den politik for udvisning og etnisk udrensning af det store flertal af jødiske borgere i Israel, som ville have været resultatet af en implementering af PLO's Charter fra 1968. Strømmen af sådanne ideer ind i det akademiske liv, har skabt en beklagelig blokering af forskning i spørgsmålet om antisemitisme i en arabisk, islamisk og også iransk sammenhæng.

Under 2. Verdenskrig og i de umiddelbare efterkrigsårtier, var det almindeligt kendt, at ledende politikere fra de arabiske lande - mest berømt stormuftien af Jerusalem, Hajj Amin al-Husseini - ivrigt samarbejdede med det nazistiske regime. Datidens venstreorienterede presse, især Manchester Guardian i Storbritannien og The Nation Magazine i USA, dokumenterede hans antisemitiske taler, der af det nazistiske regime blev udsendt på arabisk til Mellemøsten. Embedsmænd fra det amerikanske udenrigsministerium og Office of Strategic Services var også bekendt med den begejstring for Husseinis samarbejde med Hitler, der blev udtrykt af Hassan al-Banna, lederen af Egyptens Muslimske Broderskab. I 1963 udgav Manfred Halpern - tidligere ansat i udenrigsministeriet, men siden professor ved Princeton - The Politics of Social Change in the Middle East and North Africa. Halpern beskrev dengang Det Muslimske Broderskab som en form for "neo-islamisk totalitarisme". Den polske emigrant-historiker Lukasz Hirszowiczs bog, The Third Reich and the Arab East fra 1966 trak på det nazistiske regimes filer til at dokumentere dets bestræbelser på at søge arabernes støtte baseret på fælles fjendtlighed mod Storbritannien og zionistiske planer om en jødisk stat i Palæstina. I 1986 dokumenterede historikeren Bernard Lewis i sin Semites and Anti-Semites, disse forbindelser og noterede deres ideologiske eftervirkninger i de følgende årtier.

I kølvandet på den iranske revolution i 1979 og dernæst endnu mere efter angrebene den 11. september 2001, har intellektuelle og forskere i Europa, USA og Israel udgivet en samling værker, der undersøgte både forbindelserne mellem nazisme og islamisme og udforskede rødderne til jødehadet i den islamistiske tolkning af islam. I 2002 undersøgte Paul Berman i Terror and Liberalism blandingen af moderne totalitære og islamistiske former for had til moderniteten og jøderne i værker af Sayyid Qutb. Samme år i Tyskland, dokumenterede Matthias Küntzel forbindelser mellem nazistisk propaganda under 2. Verdenskrig, ideerne om en "anti-jødisk krig" i Det Muslimske Broderskab og derefter i al-Qaeda. I 2007 blev Küntzels værk udgivet i engelsk oversættelse som Jihad and Jew-Hatred. I 2006 i Nazi Propaganda for the Arab World, trak jeg på tyske og amerikanske statsarkiver for at tilbyde langt flere beviser på den kulturelle fusion mellem nazistiske og islamistiske temaer i naziregimets propaganda rettet mod de arabiske lande under 2. Verdenskrig. Dette arbejde indeholdt vidnesbyrd om efterkrigspåvirkninger i Det Muslimske Broderskab og i Husseinis og Qutbs ord og gerninger i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne.

I 2009 udgav Meir Litvak og Esther Webman fra Tel Aviv Universitet From Empathy to Denial: Arab Responses to the Holocaust, en fornem undersøgelse af arabiske offentlige udtryk for Holocaust-benægtelse og beskyldninger om, at staten Israel var sammenlignelig med Nazityskland. I talrige essays og bøger - vigtigst værket fra 2010, A Lethal Obsession: Antisemitism from Antiquity to the Global Jihad - har Robert Wistrich, den mangeårige direktør for Vidal Sassoon International Center for the Study of Anti-Semitism, undersøgt, hvad han beskrev som et skifte i antisemitismens globale tyngdepunkt fra Europa til Mellemøsten og Iran. Også i 2010 blev Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers' 2006-værk om den nazistiske mellemøstpolitik udgivet i engelsk oversættelse som Nazi Palestine: Plans for the Extermination of the Jews of Palestine [dansk oversættelse: Halvmåne og Hagekors: Det Tredje Rige, Araberne og Palæstina, Informations Forlag, 2008].

Visse Mellemøsten-specialister har bidraget til denne samling af værker. I 2011 undersøgte Bassam Tibi i bogen Islamism and Islam islamismen som en særlig tradition i det 20. århundrede, der fortolkede religionen islam som af natur anti-jødisk, anti-demokratisk og legitimerende brug af terror. I 2014 gav Barry Rubin og Wolfgang Schwanitz i bogen Nazis, Islamists and the Making of the Modern Middle East, yderligere arkiv-støtte til historien om samarbejdet med nazismen og dets konsekvenser. Klaus Gensicke, Fouad Ajami og essays og romaner af den algeriske forfatter Boualam Sansal har yderligere føjet til den kanon af intellektuelles interventioner og forskning, der undersøger had til jøderne og det resulterende had til Israel.

Disse værker og andre giver rigelige beviser på, at had til jøderne og jødedommen har spillet, og fortsætter med at spille, en central rolle i den islamistiske ideologiske tradition, både i dens sunni-muslimske og shia-muslimske varianter. Det var og er stadig en årsag til, ikke kun en virkning af, konflikten mellem Israel, de arabiske stater og de palæstinensiske organisationer. Selv om dette had låner fra sin europæiske forgængers konspirationsteorier og racemæssige stereotyper, finder det også støtte i tendentiøse læsninger af forskellige passager i Koranen og de islamiske kommentarer til dette værk. For de ovennævnte forfattere har forholdet mellem islam og antisemitisme den samme logiske struktur som forholdet mellem kristendom og antisemitisme. De antager, at ligesom i kristendommen, således var og er sympati for jøder og jødedommen tænkelig i islam. Men, ligesom kristendommen, har islam været og er åben for anti-jødiske fortolkninger, der er gjort desto mere dødbringende pga. deres tilsyneladende guddommelige legitimering. Ovennævnte forskning gør gældende, at nøje undersøgelse af islam og islamisme vedrørende "det jødiske spørgsmål" ikke er mindre - men heller ikke mere - kritisk, end tilfældet har været med den omfattende og løbende forskning i antisemitisme i dens europæiske, vestlige og kristne former. I modsætning til defensive reaktioner, man nogle gange hører fra Mellemøststudiernes lærde, trækker ingen af disse værker generaliseringer fra bestemte forfattere eller bevægelser til alle muslimer, alle arabere eller alle iranere. Snarere dokumenterer de omhyggeligt eksistensen af anti-jødisk had blandt nogle betydningsfulde arabiske politiske traditioner.

Reaktionen fra de fleste udøvere af nutidens Mellemøststudier på dette korpus af forskning, har i bedste fald været modvillig og i værste fald fjendtlig og afvisende. Én levnedsskildrer af Husseini, Phillip Mattar, nedtonede hans ideologiske lidenskaber og præsenterede ham primært som en opportunist, der samarbejdede med nazisterne i en anti-kolonial fornuftsalliance. Gilbert Achcars værk fra 2010, The Arabs and the Holocaust, erkendte Husseinis antisemitisme, men hævdede, at han blev en ubetydelig figur i efterkrigstidens årtier (se min anmeldelse i New Republic). I 2010 - på en konference i Tel Aviv om arabiske reaktioner på fascismen - mente en deltager, at arbejdet med Hajj Amin al-Husseini var uvelkomment, fordi dets offentliggørelse var dårlig for den palæstinensiske sag. Afvisning af denne forskning er sjældent så utilsløret, men den mistanke lurer, at enhver diskussion af antisemitisme i en arabisk og islamisk sammenhæng tjener "imperialistiske" eller "zionistiske" mål og derfor bør forkastes. En standardreaktion har været at give staten Israel eller USA's politik - og tidligere Storbritanniens og Frankrigs politikker - skylden for udbredelsen af paranoide, anti-jødiske konspirationsteorier. En anden er at negligere det indlysende, som f.eks. de nu velkendte antisemitiske temaer i Hamas' Charter af 1988, eller Holocaust-benægtelsen, der finder vej ind på arabisk og iransk tv samt diverse hjemmesider. Endnu en form for undgåelse er at insistere på, at udtryk for islamisme fra Det Muslimske Broderskab, Hamas, Hizbollah, Iran, og selv Islamisk Stat intet har at gøre med islam men snarere med fortolkninger af islam.

Argumentet om, at udstilling af sandheden vil skade de politiske mål af en eller anden stat, klasse, nation eller religion, har ofte tjent til at undertrykke væksten af viden. Undertrykkelsen eller udsættelsen af viden om had til jøder og jødedom i moderne arabisk og islamistisk politik, skader udsigterne til en fredelig overenskomst med den jødiske stat i Mellemøsten og giver legitimitet til terrorisme rettet mod den. Alligevel skader antisemitismens konspirationsteorier også deres fortalere. Ved at skyde skylden for alle sociale, politiske, økonomiske og kulturelle problemer på jøderne eller zionisterne gør de det umuligt for antisemitter at forstå de egentlige årsager til problemerne i deres egne samfund. De avler uansvarlighed og dermed fiasko.

Den største ironi i forbindelse med Mellemøststudier og det jødiske spørgsmål, er, at undgåelse af kendsgerninger om forbindelsen mellem islamisme og nazisme - med det europæiske ekstreme højre - er blevet et venstreorienteret akademisk signal for anti-kolonial militans. Sjældent om nogensinde har undgåelse af forskning i antisemitismens historie fundet et mere effektivt banner end i de venstreorienterede slogans om anti-racisme og anti-zionisme. Men måske vil der, ud af det kaos af vold, død, terror og ødelæggelse, som opsluger det arabiske Mellemøsten i dag, dukke en ung generation af intellektuelle og forskere op, for hvem den ovennævnte forskning vil vise sig vigtig, når de indser, at jøderne, zionismen og Israel ikke var og ikke er "problemet", der forhindrer deres samfund i at opnå politisk stabilitet og økonomisk succes. Hvis det sker, vil disse unge forskere, desillusionerede af perioden med islamistisk fanatisme, måske være i stand til at bidrage med en tiltrængt, men nu blokeret, videnskabelig forskning i det jødiske spørgsmål i arabisk og islamisk kontekst.

---

Jeffrey Herf, universitetsprofessor ved Institut for Historie, Maryland Universitet, College Park, er tilknyttet Middle East Forum. I 2006 udgav han: The Jewish Enemy: Nazi Propaganda during World War II and the Holocaust, og i 2009: Nazi Propaganda for the Arab World, (Yale University Press). Hans studie: At War with Israel: East Germany and the West German Radical Left, 1967-1989, udgives af Cambridge University Press i foråret 2016.

---

Oversættelse: Bombadillo