Jeg er født i USA som kristen, eller blev i det mindste kaldt kristen, som man gør om enhver, der fødes ind i hans/hendes forældres [kristne] religion. Jeg begyndte at gå alene til en lokal baptistkirke, da jeg var omkring ti år gammel.

Prædikanten skræmte mig intenst, da han under en søndagsprædiken rettede sin dirrende og strenge pegefinger mod mig og sagde, at jeg ville komme i "Helvede i en håndkurv". Han talte til hele menigheden, men som ti år gammel og ingen til at forklare mig tingene følte jeg, at han dømte mig alene til Helvede.

Jeg har modstræbende gået op ad kirkens midtergang nogle gange, i alderen fra ti til begyndelsen af tyverne, for at give en offentlig trosbekendelse, mere af frygt end forståelse. Jeg kunne ikke begribe nogle af kristendommens doktriner, som for eksempel læren om Treenigheden.

Jeg fik aldrig nogen forklaring på Jesus som Ordet, som Johannes taler om i sit evangelium. Jeg memorerede Johannes 3:16 - "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Jeg lærte, at han var Guds søn, men jeg forstod eller tilegnede mig ikke virkeligt den sande betydning af denne lære.

Min fortolkning, inden for min lille ærtehjernes begrænsede vægge, var, at Gud var den onde og hævngerrige og Jesus var den kærlige, der vendte den anden kind til. Den Hellige Ånd spillede ingen som helst rolle i mit liv. Da jeg aldrig begynde at kunne forstå Hans rolle, affærdigede jeg den del helt og aldeles. Jeg havde på det tidspunkt ingen anelse om Guds uafviselige natur og dybe og blivende kærlighed til mig.

Jeg troede jeg var frelst, men min gang op ad kirkegulvet syntes ikke helt at fæstne sig i mit liv. Jeg kunne blive følelsesladet ved et kirke- eller vækkelsesmøde, men der skete aldrig en reel ændring i mit hjerte, intet varigt. Snarere end at forsøge at studere og bede mere, i håb om at få mening ud af det, vendte jeg mig helt fra religionen da jeg var i tyverne.

Min erfaring i kirken var blevet mere en følelsesmæssig kamp end en åndelig opvågnen og personlig vandring med Gud. Der skulle gå år, før jeg forsøgte blot at tale med Gud igen. Jeg kunne ikke tro, at Han på nogen måde drog omsorg for mig. Jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle mene om de forskellige doktriner i de forskellige kirker og trosretninger, jeg afprøvede i denne tid. Jo mere jeg så i kirken, jo mere forvirret og skeptisk blev jeg. Kirken spillede ikke længere nogen rolle i mit liv. Jeg blev helt fortabt og slået ud af balance af livets omskiftelser, fordi jeg var naiv og i vildrede med, hvordan man håndterer ængstelser i livet.

Jeg forlod Gud i kirken, og gik ud for at finde mine egne svar og finde min egen vej. Jeg skulle senere lære, at vi alle er her på jorden med et formål. Dette formål er at tilbede vores Skaber, vores kærlige himmelske Fader.

I 1998 mødte jeg en muslimsk mand online i et chatroom. Han begyndte at fortælle mig om islam. Jeg var så naiv og troskyldig dengang om alle og enhver religion, og så vidt jeg vidste, var muslimerne dem, der tilbad køer. Jeg var helt uvidende om emnet. Det rettede han straks op på og fortalte mig, at dette ikke er, hvad islam drejer sig om, og fortsatte med at introducere mig til en lærer ved Islamisk Samfund i Nordamerika i en større amerikansk by, hvor jeg boede. Dette førte efterhånden til en drastisk og kaotisk kæde af begivenheder, der for altid ændrede mit liv. De næste ti år af mit liv skulle føre til et rædselsregimente ulig noget, jeg nogensinde havde oplevet i mit liv. Denne rædsel havde et navn - islam.

Jeg blev givet lige netop nok af islams lære til at blive overbevist om, at den virkelig var en religion af Gud, en fredens religion. Det skete på et tidspunkt af mit liv, hvor jeg søgte åndelig fuldbyrdelse af en højere magt, og bestemt også lidt fred i mit liv. Jeg troede på Gud, og det var stort set det. Muslimerne havde en fordel frem for mig, fordi min religiøse tavle praktisk taget var tom. De kunne let overbevise mig om alt, hvad de ønskede, og det gjorde de.

Det burde have været et rødt flag for mig, at denne lærer forbød mig at have en Koran, eller tilmed at læse den i begyndelsen, indtil han godkendte, at jeg gjorde det. Men lige meget, jeg blev lokket ind i denne kultiske, fanatiske religion på basis af de oplysninger om islam, jeg blev givet på daværende tidspunkt. Deres lære var - først og fremmest - at islam er en "fredens religion".

Jeg lærte, at islam delte de samme profeter som kristendommen; den samme Abraham, Noah, Moses, David, og selv Jesus. Muslimers tro på skabelsen er den samme som kristnes derved, at de tror, at Adam var det første menneske, født af Guds ånd, og Eva blev skabt som hans medhjælp. Dette var temmelig nær enden på lighederne mellem kristendom og islam, som jeg senere skulle erfare. Disse grundlæggende trossandheder om de fleste af de samme Bibelske personligheder appellerede til mig, tillod en mere smidig overgang og gav et troværdigt bevis for det rigtige i at konvertere til denne nye religion kaldet islam.

Jeg havde i årevis været forvirret angående kristendommens Treenighed, ude af stand til at begribe idéen bag, så jeg lod den bare være. Islam klarede denne forvirring ved helt at afvise Treenigheden og fordømme denne tro som en stor, utilgivelig synd kaldet shirk – at have mere end én gud, eller at sætte andre ved Guds side.

Et andet positivt aspekt ved islam var, for mig på daværende tidspunkt, tanken om, at alle muslimer blev betragtet som lige og ingen racisme angiveligt fandtes under islams paraply. Racisme er noget, jeg har afskyet voldsomt det meste af mit liv.

En forbløffende statistik, der blev introduceret for mig, viste, at islam var den hurtigst voksende religion i USA på det tidspunkt. Den viste, at en femtedel af verdens befolkning var muslimsk. Jeg var nødt til at spørge, hvorfor dette var tilfældet. Hvad var det ved denne religion, som jeg havde aldrig hørt om før, der var så tiltrækkende for så mange amerikanere i dag, især kvinder? En grund til dette er, at islam lærer, at kvinder er vigtige borgere i islam, får lov til at beholde deres eget navn, når de gifter sig, såvel som deres egen ejendom, og skal beskyttes af deres mandlige modpart. Muslimske kvinder skal have lov til at udfolde deres friheder, ifølge islamisk propaganda. En anden grund, ud over "fred", er, at islam går ind for at give til de fattige og nødlidende. Hvordan kan en sådan religion, der hævder godgørenhed som en af sine vigtigste trossætninger, være dårlig?

En vigtig overbevisning blandt muslimer er, at Jesus ikke er Guds Søn. En, der har den tro, at Jesus virkelig er Guds søn kaldes en kafir eller vantro, ifølge islam. Dette var for mig den del af islam, der var sværest at sluge. Jeg havde svært ved at give slip på denne længe bevarede kristne tro om Jesus, men blev til sidst, ved traditionel islamisk propaganda, overbevist om, at Jesus ikke var Guds søn, som den såkaldte kafir troede, men faktisk var højt respekteret af muslimer som "en af de mægtigste af Guds budbringere", og en stor profet i islam, der bragte budskabet om Guds Enhed til israelitterne i form af Injil, eller Evangeliet.

Muslimer benægter også, at Jesus faktisk døde på korset, og tror i stedet, at Judas Iskariot døde i hans sted, og at Jesus blev taget op til Himlen. Det tog noget tid for mig at blive overbevist om, at Jesus ikke var Guds søn, men snarere en budbringer for Gud, sendt til Israels folk alene.

Ifølge islam kom alle profeterne med det samme budskab og prædikede En Sand Gud - Allah. Fire profeter kom med hellige bøger - Moses bragte Toraen for sit folk, David kom med Salmernes for sit folk, Jesus med Injil, eller evangelierne, for israelitterne, og Muhammed, Allahs sidste budbringer, med Koranen, for hele menneskeheden. De er fast overbevist om, og lærer, at Bibelen er blevet forvansket, og kun de dele, der falder sammen med Koranen, er korrekte.

Da jeg først var faldet for løgnene og manipulationerne, begyndte jeg at følge den islamiske klasse og konverterede til religionen den følgende måned. Jeg blev behandlet som en kongelig; opvartet på hænder og fødder, inviteret til forskellige hjem, givet følelsen af at være yderst betydningsfuld og helt accepteret, hvilket jeg aldrig før havde oplevet i mit liv. Hvilket menneske ville ikke blive forledt af sådan en særbehandling, særligt hvis det længes efter følelsen af at høre til og vedvarende higer efter at blive elsket og accepteret af ligestillede. Dette er det baggrunden for de mange kulter i disse dage. Forældre og lærere burde være på vagt overfor disse farer.

Til sidst jeg fik tildelt en ”wali”, som, for en konvertit, er lidt ligesom en stedfar. Min wali var tilfældigvis den pakistanske lærer for den islamiske klasse i den by, hvor jeg boede. I denne samme periode blev det en given sag, at jeg skulle gifte mig, da det er en vigtig del af religionen.

Jeg mødte og giftede mig med en palæstinensisk muslimsk mand fra klassen et par måneder senere. Han virkede meget venlig, kærlig, og tankefuld, i hvert fald i første omgang. Så snart vi blev gift, indenfor den første uge, blev alt forandret. Han var ikke længere venlig, men blev yderst kontrollerende, underkuende og fysisk og verbalt aggressiv over for mig. Jeg blev straks beordret til at begynde at bære islamisk tøj hver gang, jeg ville forlade mit hjem, også for at tage på arbejde. Han kunne dukke op på min arbejdsplads for at sikre sig, at jeg var iført traditionel islamisk klædedragt, der indbefattede hijab (hovedtørklæde), og han insisterede på, at jeg ikke bar makeup, parfume eller smykker.

Jeg måtte ikke tale med nogen mand overhovedet, ikke engang venner jeg havde, før vi blev gift. Min mand var ekstremt jaloux. Men han selv indsamlede e-mails fra kvinder, som han fik kontakt med i forbindelse med hans dawa (spredning af islam, mission). Han mødte et utal af intetanende kvinder i forretningerne, alle i islams navn, til trods for, at islamisk lov forbyder mænd at se ind i øjnene på en kvinde, som ikke er hans kone, eller være alene med én. Han brugte altid islam til at fange deres opmærksomhed med henvisning til, at han ønskede at "redde dem fra Helvede".

Det varede kun i et par måneder, før jeg blev helt isoleret fra alle mine tidligere venner og i til sidst også fra min familie. Jeg fik ikke lov til at gå på indkøb eller gøre nogle af de fornøjelige ting, jeg havde gjort før, som at se film eller tage på stranden. Jeg blev nægtet at have samleobjekter, og at have noget billede af min familie på væggene blev forbudt. Jeg blev ofte kaldt dum, skør, hund, og et par andre udsøgte navne. Jeg blev skældt ud og fik at vide, at jeg var åndssvag, at jeg havde brug for ham, at jeg ikke kunne klare mig uden ham, at ingen i verden brød sig om mig eller elskede mig. Den smule selvtillid jeg havde, blev helt nedbrudt.

Jeg fik besked på at memorere vers fra Koranen og at læse hele bogen hver måned, hvilket jeg gjorde trofast. Jeg blev stærkt rådet til også at læse og skrive arabisk, eftersom Allah ikke ville acceptere mine bønner, hvis jeg ikke bad dem på arabisk, som var Guds udvalgte sprog. Jeg læste hadither (Muhammeds ord og lære) dagligt, og gav min mand en rapport om, hvad jeg havde lært. Det meste af læren havde han aldrig hørt om før, da han fik det meste af sin viden om islam fra imamen ved den lokale moské. Det er ganske almindeligt at finde muslimer, især kvinder, der ikke er blevet undervist i islams lære og tro. Ofte, som i mit tilfælde, bliver konvertitterne bedre lærere af religionen, på grund af den brændende iver de udstråler i forhold til deres nyfundne tro.

Jeg blev ofte jaget ud til kirker og andre steder for at tale med kristne og amerikanerne generelt om islam, og vise dem, at en blåøjet, blond, amerikansk kvinde troede på Muhammed og islam, og at de også burde gøre det.

Dybest set blev jeg brugt til at sprede deres propaganda og vinde sjæle ind i islams fold. Jeg blev brugt til at undervise nye muslimske kvinder i de fem daglige bønner og det grundlæggende i islam, og blev efterhånden en slags lærd for kvinderne i det muslimske samfund. Generelt bliver kvinder i islam ikke tilskyndet til at studere deres egen religion, men alligevel skubbes amerikanske konvertitter frem i forreste linje i håb om at få flere til at konvertere til islam.

Engang fortalte jeg min mand nogle afslørende negative historier om Muhammed og sider af hans karakter, taget fra disse hadither. En historie fortæller, at Muhammad fik et par dræbt for at afvise islam, på trods af religionens lære om, at der ikke er tvang i religionen.

En anden hadith handler om en ikke-troende kvinde, som var gift med en muslimsk mand. Hun blev ved at sige alle mulige dårlige ting mod Muhammed. Hendes mand dræbte hende; Muhammed var ham taknemmelig og værdsatte hans handling. Muhammed beordrede sine mænd til at dræbe alle ikke-troende, dvs., jøder og kristne (Bogens Folk), såvel som hedninge.

Muhammad giftede sig med en af sine koner, Aisha, da hun var seks år gammel, og fuldbyrdede ægteskabet, da hun var ni år gammel. Da hun blev ældre, beklagede hun sig ofte, når Muhammed sammenlignede kvinder med hunde og æsler. Da jeg delte disse historier fra de islamiske bøger med min mand, beskyldte han mig for at "forsøge at ryste" hans tro eller sagde, at "jøderne må have plantet" disse forfærdelige historier i hans egne islamiske bøger.

Kort tid derefter gjorde jeg den fejl at sige noget, han ikke kunne lide. Han bankede mig så voldsomt, at jeg dårligt kunne sidde ned i en hel uge. Mange gange forsøgte jeg at forlade ham, men når jeg forsøgte, trak han mig i håret, kastede mig ned på jorden og skældte mig ud. Jeg fik at vide, at jeg ikke var noget værd og at ingen brød sig om mig, undtagen ham. Han overbeviste mig om, at jeg aldrig kunne klare mig på egen hånd. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så alene og håbløs.

Den 11. september 2001 var jeg helt og aldeles ødelagt, ligesom alle amerikanere, og hele verden. Hvis du var gammel nok til at huske denne tragiske begivenhed, vil du kunne huske, præcis hvad du gjorde på denne forfærdelige dag, der for altid ændrede livet for alle amerikanere til alle tider.

Jeg underviste i tredje og fjerde klasse på en muslimsk skole. En af de andre lærere, som var amerikansk konvertit, gift med en saudiarabisk muslimsk mand og havde syv børn, kom løbende for at fortælle mig, hvad der var sket. I første omgang tænkte jeg, hvor trist, at et fly skulle ramme en bygning i New York. Et par minutter senere, kom hun løbende tilbage for at fortælle mig, at et andet fly ramte det andet tårn og at det tilsyneladende var tilsigtet. Jeg blev skrækslagen og spekulerede på, hvad der skete i min verden, ligesom millioner af andre borgere spekulerede over det samme. Min mand gik i forsvarsposition, da jeg spurgte ham, om disse terrorister kunne være muslimer, og fortalte mig, at ingen muslim kunne gøre dette, og at han troede, det måtte have været jøderne, der var ansvarlige.

Hans had til jøderne var urokkeligt. Da jeg spurgte ham, hvorfor han hadede dem med så stor foragt, sagde han: "Det bliver jeg nødt til at komme tilbage til senere." Med andre ord havde han ikke noget svar uden først at have talt med imamen.

Efter 9/11-tragedien begyndte jeg for alvor at få betænkeligheder ved dette ægteskab, såvel som ved religionen islam. Dagen efter dette forfærdelige terrorangreb på vort fædreland, beordrede han mig til at iklæde mig fuld islamisk klædedragt og paraderede rundt med mig på det lokale amerikanske posthus. Jeg bad ham om ikke at få mig til at gøre dette. Jeg følte, at han kun gjorde det for syns skyld. Han ville have folk (amerikanerne) til at se mig sådan, til gavn for hans egen onde og forskruede dagsorden. Det var som om han ønskede at stikke det lige op i ansigtet på dem. Jeg var rædselsslagen for, hvordan jeg ville blive behandlet efter sådan en djævelsk prøvelse dagen før.

De næste par år var ikke gode for vores ægteskab og min tro. Jeg havde ikke længere nogen tro, der var værd at tale om. For det første kunne jeg ikke forstå, hvorfor Gud/Allah ikke ville acceptere mine bønner, hvis ikke jeg sagde dem på arabisk. De forekom mig at være en masse rituelle handlinger med en smule viden for hjernen, men blottet for enhver hjertets forbindelse med Gud. For mig virkede dette ikke rigtigt. Jeg begyndte at tvivle på, at islam virkelig var sandheden fra og om den Gud, jeg kendte som barn og ung voksen. Jeg begyndte en ransagelse af sjælen, men vidste ikke nøjagtigt, hvordan jeg skulle begynde, eller hvem jeg skulle henvende mig til.

Jeg læste en bog af Ibn Warraq: "Derfor er jeg ikke muslim." Jeg besøgte forskellige steder overalt på nettet og forsøgte at finde ud af, hvad der kunne få en muslim til at ønske at forlade islam. Jeg søgte efter en god undskyldning for at forlade islam på trods af, at jeg ikke længere troede på den. Jeg søgte efter hjælp, en vej ud. Jeg begyndte også at korrespondere med den kendte egyptiske aktivist og forfatter Nonie Darwish. Hun var konverteret til kristendommen, efter at være født muslim, med en far i Fedayeen, der døde som martyr, da hun var ung.

Nonie sendte en lang række overbevisende emails for at opmuntre mig til at forlade denne religion og mit ulykkelige ægteskab med en mand, der ikke havde nogen respekt for mig som menneske og endnu mindre som sin kone.

I 2004 forlod jeg ham endelig, kraftigt tilskyndet af mine nu voksne børn. Det var en meget vanskelig ting at gøre, for jeg havde absolut ingen tillid til, at jeg selv kunne udføre nogen opgave uden hans hjælp. Jeg kunne ikke gøre noget som helst på egen hånd og føle mig tryg ved det, fordi jeg så længe havde fået at vide, hvor uvidende jeg var, at jeg helt troede hvert ord, han havde sagt til mig i alle disse år.

Jeg var nødt til at snige mig væk, mens han var på arbejde, fordi jeg var bange for min mand. Jeg havde ingen anelse om, hvad han ville være i stand til. Han betragtede dette frafald som et forræderi mod ham personligt.

Mens jeg levede skilt fra ham, blev mine dæk flænget op. Jeg ringede til AAA, og servicemanden fortalte mig, at dækkene bevidst var skåret op. Min mand fik sine venner til at ringe til mig hele tiden for at få mig til at vende tilbage til ham. Jeg brød sammen og vendte hjem til ham efter et stykke tid. Selv om jeg havde været væk fra ham i en seks måneders tid, havde han mig stadig mentalt i sit greb.

I 2006 begyndte jeg for alvor at afsøge sjælen og bede til Gud om at vise mig sandheden. Jeg følte mig så håbløs på dette tidspunkt, at jeg ikke engang ønskede at leve mere. Jeg bad bogstaveligt talt Gud om døden. Jeg ønskede at dø på den værste måde. Jeg bad til Ham dag og nat og tiggede om Hans nåde og Hans tilgivelse og Hans hjælp. Jeg fortalte Ham, at hvis jeg ikke kunne finde sandheden, ville jeg hellere dø end at fortsætte med at leve det liv, jeg nu mente var baseret på usandheder angående islam.

Jeg kunne ikke længere tåle at høre om, hvordan kristne ville komme i Helvede for at sætte andre ved Guds side, samtidig med at selvmordsbombere blev martyrer, og kunne nyde deres 72 smukke jomfruer i Paradis. Jeg kunne ikke længere holde det ud, når min mand fortalte mig, at det var en god ting, at et jødisk barn var blevet dræbt af palæstinenserne, så han ikke kunne vokse op og blive en jødisk mand. Jeg kunne ikke tillade mig at lytte til flere absurde ord fra en imam, der sagligt forklarede, hvor vidunderligt og velsignet 9/11-terrorangrebet var. Hvor vidunderligt og velsignet? Gør du nar af mig? Mentaliteten hos nogle af disse mennesker, jeg dengang levede iblandt, var simpelthen svimlende.

Min mand fortalte mig ved flere lejligheder, at jeg kun ville få adgang til Paradis, hvis han var tilfreds med mig. For mig var dette at gøre denne mand tilfreds en umulig bedrift på dette tidspunkt af mit liv. Jeg kunne ikke længere foregive, som jeg havde gjort det de foregående par år, at jeg troede på en gud ved navn Allah og Hans profet Muhammed, som var den inkarnerede ondskab.

Jeg kunne ikke længere stå bag min mand og i fuld alvor bede til en gud, der ikke hørte mig, fordi jeg ikke kunne bede på arabisk. Jeg var færdig med alle de fem daglige bønner, at klæde mig i mellemøstlige gevandter, og at gå til moskéen for at lytte til meningsløs retorik og irrationel og selvhævdende propaganda mod mit elskede land og dets befolkning.

Jeg var færdig med de ubønhørlige tredivedages faster, der forårsagede pinefulde urinvejsinfektioner, blødende mavesår, og betydelig bitterhed, alt sammen gjort forgæves for en mand, der ikke havde nogen respekt for kvinder, der fulgte og troede på en pædofil, morderisk og falsk profet med en kapret religion kaldet ”fred”, bakket op af en lille opdigtet gud ved navn Allah, som tidligere også var kendt som Allat, måneguden, der ikke havde magt til at begynde med.

Jeg var blevet afskåret fra det muslimske samfund år forinden på grund af min manglende tro på islam og Allah og Muhammed. Mere end én gang spurgte jeg, hvorfor de tilbeder og efterfølger denne døde fyr. Dette var, i parentes bemærket, ikke en tilrådelig samtale at have med fromme muslimer.

Noget i mig sagde, at jeg skulle gå tilbage til mine rødder, tilbage til begyndelsen, da jeg havde en lille smule tro. Frygtsomt og grådkvalt begyndte jeg at gå i kirke. Jeg var bange for, hvad min mand ville gøre, hvis han fandt ud af det, men jeg var også bange for at komme i Helvede for at tvivle, som jeg gjorde, og for at forsøge at tilbede Gud på den forkerte måde ved at begå shirk (sætte andre ved Guds side). Jeg rystede bogstaveligt talt over hele kroppen under det første besøg i kirken.

Den første person, jeg mødte, var en meget høj, venlig kvinde, som tydeligt kunne fornemme min angst og frygt, selv om hun ikke havde anelse om, hvad der skete i mit liv. Hun kom hen til mig og lagde sine kærlige arme omkring mig, som om hun virkelig brød sig om mig, selv om hun aldrig havde set mig før i sit liv. Jeg kunne mærke Guds kraft på dette sted. Alle var så venlige og flinke og blide, og ægte.

Da hun fulgtes med mig at vise mig, hvor tilbedelsescentret var, fortalte jeg hende lidt om mine sidste par år, og mit engagement med islam. Dette var mit sidste og bedste håb. Jeg havde brug for Gud mere end jeg havde brug for luft at indånde.

Denne søde og ædle dame førte mig til en plads i den bageste del af kirken, efter min anmodning, hvis jeg skulle føle trang til at løbe ud. Hun lovede at komme tilbage til mig og følge mig hen til kvindeklassen efter gudstjenesten.

Jeg var bange for, at djævelen kunne være på dette sted, som jeg var blevet lært i islam. Jeg var bange for, at selve det at være i denne kirke, ville gøre mig til en kafir (vantro, sing.), og jeg havde afgjort tro nok til at vide, at jeg ikke ønskede at komme i Helvede for at være i en kirke med andre kufar (vantro, pl.).

Jeg sad i en stol helt alene i tilbedelsescentret, men alligevel følte jeg mig på ingen måde alene, men glad og yderst spændt, og så folk være i kontakt med hinanden på en positiv og kærlig måde, i modsætning til de kampe jeg så ofte har set i moskéen. Jeg så en mand kærtegne sin elskede kones ryg, og jeg så folk prøve at nå hinanden i en venlig gestus, når de omfavnede hinanden på en måde, der virkede så ægte.

Da musikken gik i gang, og ordene til melodierne blev bredt henover de store overhead projektioner, læste jeg hvert eneste ord, mens ædle, kærlige mennesker omkring mig tilbad Jesus og syntes at tro på ordene, de sang. Jeg læste med, greb fat i hvert ord, forsøgte at forstå, hvad alt dette handlede om. Jeg læste om Jesu frelsende blod og om, hvor meget han elsker os. Jeg lyttede opmærksomt til præsten, der fortalte om den barmhjertighed og nåde, som Gud skænker hver enkelt af os, at vi alle er uværdige syndere og fortjener Helvede, men at Gud havde barmhjertighed med os, da han sendte sin søn Jesus for at dø for vores synder.

Sikke en oplevelse. Efter gudstjenesten kom den høje dame som lovet tilbage for at hente mig, og sammen gik vi til kvindernes søndagsskoleklasse for at lære mere. Disse damer var den mest accepterende og kærlige gruppe kvinder, jeg havde mødt i mange, mange år. De kvinder, jeg var vant til i moskéen, ville skubbe til dig og bekæmpe dig for at få et måltid under ramadanen. Disse damer i søndagsskoleklassen virkede som om, de ville give dig alt, de havde, og virkelig følte, at det var en velsignelse for dem at gøre det.

Jeg var meget glad og alligevel nervøs for at være der, men jeg vidste i mit hjerte, at det ikke ville blive mit sidste besøg på dette vidunderlige og omsorgsfulde sted. Der var noget dér, som jeg gevaldigt trængte til - håb.

Jeg vendte faktisk tilbage til denne dyrebare kirke med disse venlige og omsorgsfulde damer i klassen. I første omgang fortalte jeg min mand, at jeg skulle til et andet sted, som han ville bifalde. Men det tog ham ikke lang tid at regne ud, at der var et eller andet på færde. Kirken vidste besked med min situation, så de var meget diskrete og ringede aldrig til mig i mit hjem, men opfordrede mig til at ringe til dem, når det var sikkert og jeg var i stand til at gøre det. Selv da vidste disse kloge damer besked med de farer, der rejste sig truende omkring mig i denne afgørende periode af mit liv.

Foræringen var, at jeg havde fået en nyfunden glæde! Gud var ved at ændre mit hjerte og Helligånden hoppede op og ned i min mave, selv om jeg på det tidspunkt ikke havde anelse om, hvad der skete! Jeg begyndte at forstå Gud og Hans dyrebare kærlighed til mig og alle mennesker, også muslimer.

Ændringen skete dog ikke fra den ene dag til den anden. Det tog time efter time, dag efter dag, uge efter uge med flittig søgen og alvorlig bøn. Jeg låste mig inde i mit soveværelse, så jeg ikke ville blive opdaget, mens jeg studerede Bibelen og udforskede gamle bibelske håndskrifter på internettet.

Gud måtte først overbevise mig om, at Bibelen var Hans Ord, sand og ufejlbarlig. I islam blev jeg lært, sammen med min mand, at splitte Bibelen ad, på jagt efter uoverensstemmelser. Jeg troede, ligesom han gjorde, at Bibelen var forvansket. Gud måtte bevise for mig, at det var Hans Ord, og at det, ligesom Han selv, ikke var ændret, men at det var Hans Ord, inspireret af Ham, urokkeligt og ufejlbarligt.

Hvis først Gud overbeviste mig om, at Bibelen er Hans ord, så vidste jeg, at jeg var nødt til at tro på alt i den. Det var ikke en mulighed at vælge og vrage efter behag. Det var alt eller intet. Jeg valgte alt, fordi Gud viste mig, den var alt.

Jeg sendte talrige emails til søndagsskolelæreren og stillede hende spørgsmål, ét efter ét. Hvert spørgsmål førte til en dybere forståelse af kristendommen og Gud, hvilket førte til en sult, som jeg blev ved med at holde ved lige med mere af Ordet og flere spørgsmål til læreren i kirken, samt spørgsmål til Gud. Han begyndte at lære mig at stole på Ham, så Han kunne vise mig ting, jeg ikke tidligere kendte til. Alt, hvad der for år tilbage ikke gav mening om Gud og kristendommen, begyndte til sidst at give fuldstændig mening.

Jeg troede på og accepterede Jesus Kristus som min Herre og Frelser, konverterede tilbage til kristendommen, og havde et overvældende ønske om at blive døbt for at vise verden, at jeg var en troende, at Jesus var min Frelser, at han døde for mine synder og at han elskede mig og kendte mig, før verden blev til.

Johannesevangeliet var en vigtig lektie for mig derved, at det endelig hjalp mig til at forstå Treenigheden. I Johannes 1:1, hedder det:
"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.”

Og i Johannes 1:14, hedder det:
"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."

Jeg forstod. Denne afgørende del af kristendommen havde jeg som barn ikke lært om. Jesus, Ordet, er Gud. Gud tog en del af sig selv, iklædte det kød og blev ligesom os, ikke kun for at vise os et eksempel på, hvordan man lever, men også for at give os et glimt af Guds ansigt. Ligesom i tidligere tider, da jøderne to gange dagligt ofrede et lam for syndernes forladelse, blev Jesus vores ofrede lam i al evighed, for alle mennesker. Johannes 1:12 siger:
"Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud."
Jeg troede, derfor blev jeg, efter Guds Ord, et barn af Gud, en fælles arving med Jesus.

Se hvor stor en kærlighed vor Gud har for os? Han er barmhjertig, kærlig, venlig, tilgivende, og helt tilstrækkelig. Bibelen siger, at ingen har set Faderen og levet. Men Jesus var der med Faderen fra tidernes begyndelse. Vi har fået lov til at se Gud på grund af, hvad Jesus gjorde for os. Og Helligånden er givet til os, så vi har magten og myndigheden, givet til os af Jesus, til at udbrede hans ord, og at leve vores liv, som han gav eksempel på ved sit liv her på Jorden.

På dette tidspunkt i mit liv, ønskede jeg alt, hvad Gud havde at tilbyde mig, og jeg ønskede at behage min Herre. Endelig havde jeg et håb, jeg kunne stole på. Jeg havde en tillid og tro på det Håb, der var stærkere end noget andet, jeg tidligere havde oplevet i mit liv. Mit håb er Jesus.

På det tidspunkt kunne jeg ikke længere holde min nye tro hemmelig. Jeg begyndte at tale om den i håb om, at min mand ville blive frelst, og at vi kunne tilbede Gud sammen på en kærlig måde, som jeg havde set andre par i kirken gøre. Det kom ikke til at ske. Han blev et mareridt.

Han begyndte at terrorisere mig mentalt og følelsesmæssigt. Han fortalte mig, at jeg ville blive ked af det, hvis jeg gennemførte dåben. Han spyttede mig i ansigtet og sagde, "Hvis du gør dette, vil du være i fare". Jeg tog denne trussel meget bogstaveligt. Jeg advarede min familie om, at hvis der skete mig noget, så gjorde han det!

Jeg bad for hans frelse, og at Gud ville åbne hans hjerte og øjne, hans forståelse. Jeg ville have ham til at opleve Guds ærefrygtindgydende vælde. Jeg ønskede frelse for ham også, og jeg bad som en rasende om det, men det skete bare ikke. Han ville ikke engang lytte til min forklaring om, hvordan jeg kom til at indse sandhederne om Gud. Han ville ikke have noget med det at gøre.

Jeg bad ham så mange gange om bare at bede til Gud, bede Gud om at afsløre noget for ham, som ikke var sandt. Han reagerede med arrogance og nægtede at diskutere det yderligere med mig. Han blev kun stridslysten, og fortalte mig, at det ville være bedre for mig ikke at tro på noget som helst, end at tro at Jesus er Guds Søn.

Jeg gennemlevede dette i omkring et år. Jeg var nødt til at komme ud, fordi jeg følte, at min mand havde ret, da han sagde, at jeg var i fare. Ikke at jeg var bange for, hvad han kunne gøre mig rent fysisk, men snarere for, vigtigst af alt, at min ånd ville lide skade, og min tro svinde ind. Min åndelige vækst var i fare for at blive forkrøblet.

Så var jeg også bange for, hvad kristendommen sagde om skilsmisse. Jeg var meget bekymret for at begå en fejl og miste denne dyrebare Guds kærlighed, jeg havde ledt efter så længe. Jeg søgte højt og lavt, dybt og bredt, efter et ord, et skriftsted, en hvisken fra Gud; noget, der kunne fortælle mig, at det var i orden at forlade denne mand. Jeg havde stadig ikke tillid til min evne til at leve på egen hånd, så jeg blev helt afhængig af Guds hjælp.

Gud viste mig i Ordet i 1 Kor 7:13, at hvad jeg gjorde i dette tilfælde, var helt ok: "Og har en kvinde en ikke-troende mand, og han gerne vil blive boende sammen med hende, skal hun ikke skille sig af med ham."

Min mand ville ikke have mig boende sammen med ham under disse omstændigheder. Han gjorde det definitivt klart, at jeg ikke var ønsket, medmindre jeg var en muslimsk hustru og opgav alle tanker om, at Jesus er Guds Søn.

Det var alt, hvad jeg havde brug for. Jeg havde bedt for ham længe og udtømmende, men han var ikke til at rokke. Jeg følte, at Gud gav mig tilladelse til at forlade ham. Det var på tide at tage kampen op for, hvad jeg troede på. Det var på tide at bekende højt og stolt for denne mand, at jeg troede, og for altid ville tro, at Jesus er Guds Søn.

Gud gav mig tilliden og styrken og midlerne til at gøre, hvad der skulle gøres, men Han gjorde det så let for mig, og bekræftede, at hvad jeg gjorde, helt var Hans fuldkomne vilje. Min mand ikke blot underskrev papirerne til en uomtvistet skilsmisse, men han købte mig en ny bil og betalte for min flytning til en ny lejlighed. Han ville aldrig have gjort dette af sig selv. Gud blødgjorde hans hjerte til at gøre disse ting for mig, for således er den mægtige Gud, vi tjener. Hvis han kan bruge et æsel til at tale med folk, kan han også bruge ubøjelige ægtemænd til at handle i overensstemmelse med Hans fuldkomne plan.

Jeg forlod hans hjem, forblev stærk, gik i kirke, flyttede til den anden ende af byen, fik en skilsmisse med det samme, og har ændret mit navn tilbage til mit eget amerikanske dåbsnavn. Gud styrkede min tillid og fortsatte med at undervise mig for at styrke min tro på en sådan måde, at ingen nogensinde vil kunne overbevise mig om, at hans kærlighed til mig ikke er virkelig. Jeg gennemgik prøvelser, som alle andre, men jeg har siden lært, at disse prøvelser er, hvad der styrker vores tro og viser os dybden af den kærlighed, vor himmelske Fader har til os.

Siden dengang, er jeg blevet stærk i den kristne tro, og fortsætter min åndelige rejse dagligt. Jeg havde problemer med muslimerne online i et stykke tid, fordi de fortsatte med at sprede artikler på islamiske hjemmesider, som jeg havde skrevet tidligere, men som der står skrevet i Romerbrevet 8:31:
"Er Gud for os, hvem kan da være imod os?"

Og også, Esajas 54:17, som siger:
"Intet våben, der dannes imod dig, skal nå sit mål ..."

Jeg har siden lært, hvilken velsignelse Helligånden også er. Han giver os den styrke og dristighed, vi behøver for at gøre Guds vilje. Jeg har erfaret, at Guds kærlighed er en fuldkommen kærlighed, en opfyldende kærlighed, som verden umuligt kan give. Den svigter aldrig, den er ikke jaloux, den er altid til rådighed og den er fuldstændig betingelsesløs. Han skælder ikke ud, men trøster.

Med sand tro og sand frelse kommer der en fuldstændig ændring i vores hjerter, og ikke blot en følelsesmæssig opløftelse, der går væk et par timer eller endda et par dage efter en gudstjeneste. Gud er der altid for os, for at opmuntre os, for at styrke os, for at give os håb, og for at give os fred. Denne fred er ikke den fred islam taler om, men det er en fred i enhver betydning af ordet. Guds fred kommer til os fra vort eget indre, hvor han bor.

Nu har jeg et overvældende ønske om at lære andre om denne Guds store kærlighed, som jeg har opdaget og oplevet på første hånd fra dag til dag, fra herlighed til herlighed. Min bøn er, at Gud vil bruge mig til forhåbentlig at redde nogle kvinder fra de samme pinsler, som jeg gik igennem. Jeg betragtede mig selv som en af de heldige, fordi jeg kom ud i live. Jeg vil ikke længere kalde det heldig. Nu vil jeg kalde det VELSIGNET!

---

Oversættelse: Bombadillo