Muftien af Jerusalem, Muhammad Hajj Amin Husseini (til venstre), mødes med SS-Reichsführer Heinrich Himmler, april 1943.

Muftien af Jerusalem, Muhammad Hajj Amin Husseini, leder af de palæstinensiske arabere fra begyndelsen af 1920'erne til slutningen af 1940'erne, er almindeligt kendt for sit tætte samarbejde med nazisterne under 2. Verdenskrig. Aspekter af samarbejdet mangler at blive nøjere undersøgt. [1] Men Hajj Amins rolle i udformningen af muslimske opfattelser af jøder - og uden at se bort fra hans skyld for sammenbruddet og spredningen af palæstinensisk arabiske samfund (eller al-Nakba, katastrofen, som det kaldes af palæstinensere og arabere) - kan være en langt vigtigere og varig arv, end hans politiske aktivisme i Palæstina, Tyskland eller andre steder. [2] En vigtig kilde, der understøtter denne opfattelse, er et hæfte, han skrev for muslimske soldater indrulleret i den nazistiske SS-division i Bosnien.

Under muftiens ophold i Berlin i 1941-1945, han blev venner med Hitlers højre hånd, SS-Reichsführer Heinrich Himmler. Himmlers fascination af islam og muftiens nidkære støtte til den nazistiske sag, resulterede i flere fælles aktiviteter, navnlig oprettelsen af en frivillig Waffen-SS division i Bosnien, bestående hovedsageligt af bosniske muslimer, senere navngivet Handschar-divisionen. De fleste bøger om divisionen viser fotografier af dens soldater - der kan skelnes ved deres insignier på uniformreverser og fez-hovedtøj - der læser et hæfte med titlen Islam und Judentum - der uden tvivl er den tyske version af muftiens kroatiske eller bosniske pjece Islam i židovstvo (Islam og jødedom).

Uanset på hvilket sprog pjecen oprindeligt blev skrevet, var de tiltænkte læsere muslimer (bosniske eller andre) og ikke tyskere. Denne forfatter har ikke været i stand til at finde et tysk eksemplar af pamfletten, men det er rimeligt at betragte den tekst, der er skrevet på de bosniske muslimers sprog (dengang kaldet kroatisk), som den mest relevante. En oversættelse af pjecen præsenteres nedenfor, efterfulgt af en analyse af dens betydning og vidtrækkende konsekvenser. [3]

Islam og jødedom (Islam i židovstvo)

For os muslimer er det uværdigt at ytre ordene islam og jødedom i samme åndedrag, eftersom islam er højt hævet over sin perfide modstander. Derfor vil det være forkert at lave en sammenligning af disse to generelt forskellige kontrapunkter.

Desværre er det ikke tilstrækkeligt kendt, at fjendskabet mellem islam og jødedommen ikke er af nyere dato. Det går langt tilbage i historien, helt tilbage til Profeten Muhammeds tid. Denne korte historiske oversigt vil vise jødefolkets betydning og perfiditet og dets fjendskab mod islams grundlægger, Profeten Muhammed.

Jøder er kun kendt i historien som et underkuet folk. Deres vulgære [4] natur og utålelige holdning til de nationer, der viste dem gæstfrihed, og mod deres nabolande, er grunden til, at disse samme nationer måtte ty til [visse] foranstaltninger for at undertrykke en jødes bestræbelser på at få sin [5] vilje med magt.

Oldtidens historie viser os, at faraoerne allerede var tvunget til at bruge alle midler mod jødisk åger og jødisk umoral. De gamle egyptere fordrev til sidst jøderne fra deres land. Anført af Moses, nåede jøderne derefter til Sinai-ørkenen.

Den arabiske teolog Muhammad ibn Jarir al-Tabari [839-923 e.Kr.] fortæller, at jøderne tilmed ønskede at dræbe deres leder og frelser Moses, da han kom tilbage fra Sinai Bjerg. På grund af dette straffede Allah dem, og de måtte vandre omkring i ørkenen i fyrre år. Det burde have bragt dem til fornuft, og den nye generation burde have været renset for deres fædres lave agtelse.

Derefter spredtes jøderne som græshopper over hele Den Arabiske Halvø. De kom til Mekka, til Medina, til Irak og til Palæstina, som er landet med mælk og honning. Gruppen af jøder, der kom til Syrien og Palæstina, var nu under romersk herredømme. Men romerne opdagede snart faren, der truede landet fra jøderne, og så indførte de skrappe foranstaltninger imod dem. Derudover udbrød en alvorlig, smitsom pest, som efter almindelig opfattelse var bragt ind i landet af jøderne. Da selv lægerne erklærede, at jøderne faktisk var kilden til infektionen - og deres opfattelse var naturligvis korrekt - opstod der blandt folket et så stort oprør mod jøderne, at mange jøder blev dræbt. Desuden er denne begivenhed grunden til, at jøderne er blevet kaldt "mikrober" i Arabien til den dag i dag.

Muftien af Jerusalem, Muhammad Hajj Amin Husseini, besøger den frivillige nazistiske Waffen-SS division i Bosnien, bestående hovedsageligt af bosniske muslimer. Muftien var medvirkende til divisionens dannelse.

Araberne har en særlig forståelse for indførelsen af effektive foranstaltninger mod jøderne i Tyskland og for deres udvisning af landet. Efter Verdenskrigen [den første], gjorde England og Amerika det muligt for jøderne at bosætte sig i Palæstina og etablere en jødisk stat dér. Jødiske ekskrementer fra alle lande samles dér, hvor de skurkagtigt stræbte efter at tage jord fra arabere. Og ja, det lykkedes dem at købe jord fra de fattigste af de fattige og fra skrupelløse godsejere. Ved at gøre dette, tog de fattige enkers brød og stjal mad fra børn for at opfede sig selv. [6] Da araberne gik imod den jødiske bosættelse, veg jøderne ikke tilbage for blodige mord. Så de berøvede mange familier deres levebrød og kastede familierne ud i elendighed og sorg. (Allah vil straffe dem for disse skændige gerninger).

Den jødiske kamp mod arabere er ikke noget nyt for os, bortset fra at som tiden gik, blev slagmarkens placering ændret. Jøder hader Muhammed og islam, og de hader enhver mand, der ønsker at fremme sit folks velstand og bekæmpe jødisk besiddetrang og jødisk korruption.

Kampen mellem jøderne og islam begyndte, da Muhammed flygtede fra Mekka til Medina, hvor han skabte grundlaget for udviklingen af islam. På det tidspunkt var jøderne købmænd - allerede gennemsyret af svig - og de forstod, at Muhammeds indflydelse, både på det åndelige og forretningsmæssige område, kunne udvikle sig til en fare for dem. De blev således besat af et dybt had til islam, et had, der intensiveredes efterhånden som islam voksede sig mere fast og stærk. Jøderne brød den aftale, de havde indgået med Muhammed i Khaybar, som vi skal tale om senere. Desuden voksede deres raseri umådeligt, da Koranen åbenbarede deres sjæls dybeste tilbøjeligheder, deres hjerteløshed og samvittighedsløshed, hvilket deres forfædre havde været almindeligt kendt for. På det tidspunkt var de jødiske metoder allerede de samme, som de er i dag. Deres våben har været, som altid, bagvaskelse og skænderi, og så forsøgte de at ydmyge Muhammed i hans tilhængeres øjne. De hævdede, at han var en bedrager, en troldmand og en løgner. Da dette ikke lykkedes for dem, forsøgte de at underminere Muhammeds ære ved at sprede et rygte om, at hans kone Aisha havde begået ægteskabsbrud. Formålet med at sprede et sådant rygte var at så tvivl i hjerterne af Muhammeds tilhængere.

Da det mislykkedes, forsøgte de at sætte Muhammeds lære i et dårligt lys. Med dette for øje, konverterede flere jøder til islam; kun et par dage senere, vendte de tilbage til den jødiske tro. Da de blev spurgt, hvorfor de ændrede deres mening så pludseligt, svarede de, at de havde været meget villige til at finde sig til rette i islam, men fandt, at det hele ikke var andet end løgn. Følgende Koran-vers hentyder til dette:

Mange af Skriftens folk ville gerne, efter at I er blevet troende, få jer til at blive vantro igen, af misundelse på egne vegne, da nu sandheden er blevet tydelig for dem. [7]

Da jøderne forstod, at de ikke kunne nå deres mål ved at anvende de sædvanlige midler, begyndte de at stille Muhammed forskellige meningsløse og uløselige spørgsmål. De ønskede således at overbevise andre om, at Muhammed var fattig i viden og visdom. Men denne metode opnåede ingen succes. Da de på den måde blev overbevist om, at islam var dybt forankret i muslimernes hjerter, begyndte de med forsøgene på at tilintetgøre muslimerne. For at nå dette mål, betalte de nogle ikke-muslimske stammer til at bekæmpe Muhammed. Men den almægtige Allah ønskede det anderledes. Med jernnæve besejrede Muhammed de oprørske stammer og erobrede deres by. Jøderne kunne ikke bære et sådant nederlag, og så besluttede de at tilintetgøre Muhammed på enhver måde. De hyrede mænd til at myrde ham.

Medina-jøderne levede i Banu Nadir-distriktet. Da Muhammed kom til Medina, indgik han en kontrakt med dem. En dag tog han ud til denne bydel, ledsaget af kun ti følgesvende, for at tale med jøderne og forsøge at konvertere dem til islam. Muhammed forklarede islams principper for jøderne, og de virkede meget interesserede og fordomsfri. Men som Muhammed talte på en venlig måde med nogle af jøderne, forberedte en anden gruppe et forsøg på at tage hans liv. De overtalte en mand til at smide en stenblok ned på Muhammeds hoved. Muhammed ville med sikkerhed være blevet dræbt, hvis det ikke var for Allah, som advarede ham. En indre stemme rådede ham til at forlade stedet, og så kunne de forræderiske jøder ikke gennemføre deres plan. Derfor sendte Muhammed en følgesvend til jøderne for at levere sit budskab om, at de skulle forlade byen inden ti dage. De havde overtrådt den kontrakt, de havde indgået med ham, ved at forsøge at tage hans liv. Enhver jøde fundet i byen efter de ti dage ville blive straffet med døden.

Alligevel overtalte nogle af de jøder, der udadtil accepterede islam, men i deres inderste forblev jødiske, andre jøder til ikke at forlade byen. Da de ti dage var gået, blev Muhammed tvunget til at fordrive jøderne fra byen ved våbenmagt. En del af jøderne flygtede til Khaybar og en del til Syrien.

De jøder, der flygtede til Khaybar, ville imidlertid ikke indrømme nederlaget og besluttede at hævne sig på Muhammed. Til det formål, henvendte de sig til andre Khaybar-jøder og jøderne i Taima og Wadi Qura. Sammen lavede de en konspiration: Med store pengesummer fik de overtalt ikke-muslimske arabiske stammer til at angribe Medina. Da Muhammed fik nys om deres plan, satte han hurtigt sine mænd under våben og drog ud mod konspiratorernes base i Khaybar. Muhammeds følgesvende erobrede Khaybar og fordrev de fleste af jøderne fra stedet. Med de resterende jøder indgik Muhammed en kontrakt, hvorved freden blev sikret.

Først efter dette ødelæggende nederlag [for jøderne] kunne et islamisk imperium fredeligt udvikle sig. Men i betragtning af den jødiske betydning, var det ikke underligt, at jøderne, på trods af de indgåede aftaler, ikke opgav deres planer og fortsatte med at forsøge at ødelægge Muhammed med alle midler. De inviterede ham til en fest, og han tog imod invitationen uden at mistænke noget ondt. Foran ham blev serveret et stykke ristet lam tilberedt af jødinden Zainab, hustru til Sallam ibn Mishkam. [8] [Emnet for] samtalen omkring bordet var kontrakten og det fredelige liv i gensidig forståelse, som de nu havde sammen. Muhammed havde ikke den mindste mistanke om forræderi. Profeten og hans trofaste følgesvend, Bashr ibn Bara, tog hver et stykke lammekød. Muhammed slugte dog ikke sin bid, fordi dens smag gjorde ham mistænkelig.

"Knoglen fortæller mig, at lammet er blevet forgiftet," sagde han og tilkaldte jødinden Zainab for at spørge, om kødet var blevet forgiftet. Hun svarede: "Du ved, at jeg er højt værdsat af jøderne og jeg indrømmer, at jeg har forgiftet lammet. Jeg gjorde det, fordi jeg tænkte, at hvis du var en konge, ville jeg kun dræbe en konge, men hvis du virkelig var en profet, ville du vide, at kødet var blevet forgiftet."

Muhammeds følgesvend bukkede hurtigt under for giftvirkningen, mens Muhammed, til trods for at han spyttede den giftige bid ud, senere led under forskellige helbredsforstyrrelser, og virkningen af giften var altid synlig. Nogle historikere mener endda, at Muhammeds død var en følge af denne forgiftning. I denne sag henviser de til en hadith af Abu Huraira, ifølge hvilken Profeten kort før sin død sagde: "Virkningen af Khaybar-festen vil vise sig i mig, indtil jeg dør!" [9]

Mange bøger om Waffen-SS divisionen i Bosnien viser fotografier af dens soldater, der læser i et hæfte med titlen Islam und Judentum – uden tvivl den tyske version af muftiens kroatiske eller bosniske pamflet Islam i židovstvo (Islam og jødedom). Hæftet giver en utilsløret illustration af, hvor langt muftien var parat til at gå for at dæmonisere jøder og jødedommen og blev klart produceret med propaganda- og ophidselsesformål.

Vi muslimer skal altid huske på Khaybar-festen. Hvis jøderne forrådte Muhammed på denne måde, hvorfor skulle de så ikke forræderisk forfølge os i dag med det formål at ødelægge os?!

Nu var jøderne overbevist om, at Muhammed var immun over for deres angreb. Derfor besluttede de at så splid blandt de arabiske stammer for at bryde islams magt. Da Muhammed kom tilbage til Medina, lykkedes det ham at forsone de arabiske stammer Kawsha og Karasha, [10] som uophørligt havde bekæmpet hinanden i 120 år. Dermed styrkede han islams position væsentligt. Medlemmerne af disse to [tidligere] fjendtlige stammer blev brødre i islam, og fred faldt over byen. På den måde forsøgte jøderne at underminere det islamiske imperium.

En hævngerrig gammel mand ved navn Shas ibn Qais kom en dag gående med sine venner og kom forbi et møde af de forsonede stammer afholdt på byens torv. Han kunne ikke holde ud at se, hvordan [medlemmerne af] de to stammer, der tidligere lå i krig med hinanden, nu talte pænt sammen, og udtænkte så en djævelsk plan. Han sendte en af sine venner, som var ferm til krigspoesi, til deres møde, og overtalte ham til at recitere nogle gamle digte, der var fulde af had. Denne jøde, en fremragende taler, ankom så til forsamlingen og begyndte at recitere gamle krigsdigte fra begge stammer. Ved at gøre dette, lykkedes det ham i hver stamme at finde en mand, i hvem gammelt had blussede op. Disse to mænd begyndte at kæmpe mod hinanden og opfordrede derefter deres stamme-fæller til at gribe til våben. En enorm tragedie ville have fulgt, hvis det ikke var for Muhammed, der hørte om kampen mellem brødrene og skyndte sig til kamppladsen.

"Åh min Allah, er de gamle tider vendt tilbage, selv mens jeg stadig er iblandt jer!" råbte han. "Da jeg gav jer islam som religion, blev den gamle brodermorderiske strid begravet, og I blev brødre i jeres hjerter. Ønsker I atter at glide ind i vantro?"

Begge stammer forstod, at urolighederne iblandt dem var blevet sået af jøderne alene. De smed deres våben og bad Allah om tilgivelse, og så omfavnede de hinanden og indgik en ny broderlig alliance. Angående jøden Shas ibn Qais siges det i Koranen:

I Skriftens folk! [11] Hvorfor lægger I hindringer på vejen til Allah for dem, der tror, i et ønske om at gøre den skæv, når I dog er vidner? Allah overser intet af, hvad I gør. [12]

Angående stammerne Kawsha og Karasha siger Koranen:

I, der tror! Vil I lytte til dem, der har fået Skriften, så de igen kan gøre jer vantro, efter at I har været troende. Hvordan kan I være vantro, når Allahs tegn blev læst op for jer, og når Hans udsending er iblandt jer? Den, der holder fast ved Allah, vil blive ledt til en lige vej. [13]

Til trods for deres forsøg, lykkedes det aldrig jøderne at så splittelse blandt Muhammeds tilhængere og trække dem tilbage i vantro. Men selv efter at alle disse begivenheder burde have lært dem det nytteløse i deres bestræbelser, fortsatte de vedholdende med at udføre deres djævelske planer. Engang forsøgte de ved svig endda at bringe Muhammed selv til fald.

Der var et skænderi mellem to jødiske stammer, og den side, der havde uret, holdt et møde og sendte sine ledere til Muhammed. Disse jødiske ledere sagde til Muhammed: "Du ved, at vi er indflydelsesrige folk. Hvis du støtter os i vores tvist med vore modstandere, vil vi sætte al vores indflydelse ind på at få alle jøder til at konvertere til islam." Muhammed afviste dem selvfølgelig. Der er et vers i Koranen om denne begivenhed:

Vær omhyggelig med at træffe beslutninger i overensstemmelse med, hvad Allah har åbenbaret, og ikke at overveje deres ønsker. Vær på vagt over for dem, så de ikke engang delvist kan fjerne dig fra, hvad Allah har åbenbaret dig. Hvis de gør oprør, så ved, at Allah helt sikkert vil straffe dem for en del af deres synder. Der er bestemt mange mænd, der gør skade. [14]

Et andet eksempel på jødisk undergravende virksomhed, blev beskrevet af Ibn Abbas. På det tidspunkt, da Muhammed tog fra Mekka til Medina, blev bønnen rettet mod Jerusalem. Men det varede kun i 17 måneder. Så modtog Muhammed Allahs åbenbaring om, at bønnen skulle rettes mod Mekka, og lige siden er bønner blevet fremsagt med ansigtet vendt mod Mekka. Koranen siger om dette:

Vi ser jo dit ansigt vende sig mod himlen, fra den ene side til den anden. Nu vil Vi lade dig vende dig i en bederetning, som du finder behag i: Vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus! Vend jeres ansigt mod det, hvor I end befinder jer! De, der har fået Skriften, ved, at det er sandheden fra jeres Herre. Allah overser intet af, hvad I gør. [15]

Da jøderne fik kendskab til dette koranvers, blev de vrede og bad Muhammed om at vende tilbage til den tidligere bederetning, som var Jerusalem. Hvis han ville gøre det, lovede de, ville alle jøder acceptere islam. Men Muhammed tillod ikke sig selv at blive ledt på afveje af et sådant forslag og at overtræde Allahs bud. Om dette finder vi følgende i Koranen:

Den bederetning, som du har benyttet i bønnen indtil nu, har Vi kun ændret for at få at vide, hvem der følger apostle, og hvem der vender om på hælen. Dette er svært for andre end dem, som Allah har retledt. Allah lader ikke jeres tro gå tabt, for Allah er fuld af godhed og har medlidenhed med menneskene. [16]

Her er et andet eksempel, der viser, hvordan jøderne ikke tøvede med at dolke Muhammed i ryggen på tidspunktet for hans yderste kval. Da Muhammed vandt Slaget ved Badr, sendte han en budbringer afsted på sin egen kamel, for den kamel var den hurtigste, for at overbringe nyheden om sin sejr til Medina. Men jøderne forsøgte at skabe forvirring i muslimernes rækker ved at sprede falske rygter om, at Muhammed var blevet dræbt i kampen. Som bevis pegede de på, at Muhammeds kamel kom tilbage til byen med en anden rytter.

Da selv den plan mislykkedes, vendte jøderne sig til Mekka for at opildne Muhammeds fjender imod ham. Desuden erklærede de sig rede til at støtte mekkanerne i deres kamp mod Muhammed med deres egen hær. Da hedningene i Mekka spurgte jøderne - eftersom jøderne havde modtaget Den Hellige Skrift selv før Muhammed - om Muhammeds religion var god, svarede jøderne: "I ved, at vi er lærde mænd. Tro os derfor når vi fortæller jer, at jeres religion er meget bedre." Følgende vers i Koranen handler om dette:

Har du ikke set dem, som har fået andel i Skriften? De tror på Djibt og afguderne [Taghut] og siger om dem, der er vantro: "De er mere på den rette vej end dem, der tror!" Dem har Allah forbandet. Til den, som Allah forbander, finder du ingen hjælper. [17]

Som vi ser, gik denne forbandelse i opfyldelse. Uden et hjemland, er jøderne spredt ud over hele verden, og ingen steder finder de sand hjælp og støtte. Et andet koranvers lyder:

Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt overfor dem, der tror; ... [18]

Den idé er blevet endnu bedre udtrykt af Muhammed: "Det vil aldrig være muligt for jer at se en muslim og en jøde sammen uden at der i [hjertet af] jøden er en hemmelig hensigt om at ødelægge muslimen." [19] Abu Huraira gav følgende hadith videre til os:

Dommedag vil ikke komme, før muslimerne helt tilintetgør jøderne, og hvert træ med en jøde skjult bag sig siger til muslimen: "Der er en jøde bag mig, dræb ham!" Kun gharqad-træet, som er en lille busk med mange torne, der vokser omkring Jerusalem, vil ikke gøre det, fordi det er et jødisk træ! [efter Sahih Muslim, bog 41, nr. 6985; Sahih Bukhari bind 4, bog 52, nr. 176/177]

Vurdering af pamfletten

Hæftet Islam og jødedom giver en utilsløret illustration af, hvor langt muftien var parat til at gå for at dæmonisere jøder og jødedommen. Koranpassager er frit omskrevet uden henvisning til sura og vers, mens tilsyneladende citater (som dem om jøder, der konverterer uoprigtigt til islam for at trække muslimer væk fra deres tro) ikke kan findes nogetsteds i Koranen, i hvert fald ikke i oversættelsen begået af Muhammed Pandža og Džemaluddin Čaušević [20], der er blevet anvendt af jugoslaviske muslimer siden 1937. Som en markering af pamflettens klare propaganda- og ophidselsesformål, afspejler dette sløseri både Hajj Amins ringe religiøse akkreditiver og hans tilsyneladende overbevisning om, at pamfletten ikke ville blive udsat for kritisk kontrol eller overhovedet læst af troende, der var velbevandrede i Koranen. For selv om han var udstyret med titlen Stormufti af Jerusalem, den højeste religiøse autoritet i mandattidens Palæstina var det almindeligt kendt på det tidspunkt, at Hajj Amin ikke havde de nødvendige religiøse akkreditiver for en så ophøjet stilling. Det lykkedes ham da heller ikke at komme blandt de nominerede til posten som mufti, fordi han kun fik 9 ud af de stemmeberettigedes 64 stemmer; men Husseini-familien og deres britiske forkæmpere tvang en af de sidste tre kandidater til at trække sig i hans favør, hvilket banede vejen for hans udnævnelse. [21]

Nogle af pamflettens påstande vidner om muftiens mangelfulde kendskab til islamisk historie og teologi. Han var heller ikke utilbøjelig til at indføre nyskabelser og fabrikationer med det formål at bagvaske jøder. Hans tekst indeholder detaljer med en utraditionel fortolkning af Koranens forklaringer, nogle af dem forkerte. Han beskylder jøderne for at have forsøgt at "underminere Muhammeds ære ved at sprede et rygte om, at hans kone Aisha havde begået ægteskabsbrud". Men anerkendte islamiske lærde, herunder Tabari, som muftien henviser til i hæftet, nævner ikke jøderne overhovedet i forbindelse med denne hændelse: Aishas anklagere var alle arabere. Nogle kom fra Kharzaj-stammen; mindst én var fra Quraysh, Muhammeds stamme, og en anden var søsteren til en af Muhammeds hustruer. Deres navne er opført i både Ibn Ishaqs og Tabaris beretninger om hændelsen. Efter at Allah åbenbarede Aishas uskyld til Muhammed, blev nogle af anklagerne straffet med piskning. [22]

Desuden hævdede muftien, at Muhammed angreb Khaybar, fordi dens jøder havde bestukket arabiske stammer til at angribe Medina. Men kilderne nævner ikke nogen sådan aktivitet af Khaybar-jøderne. Khaybar var i alliance med den arabiske stamme Ghatafan - der på dette tidspunkt syntes at være temmelig defensive - med Quraysh og med perserne. Muhammeds angreb fandt sted kort tid efter, at han indgik Hudaybiyya-fredsaftalen med mekkanerne (marts 628). Det er svært at forestille sig, at Muhammeds fjender ville pønse på et angreb fra nord uden mekkansk støtte. Tværtimod ser det ud til, at han indgik Hudaybiyya-freden for at sikre sin sydlige front, og således blive i stand til at angribe Khaybar-jøderne, hvis persiske allierede lige var blevet slået af den byzantinske hær. [23]

Der består en dyb sammenhæng mellem islamisme og nazisme baseret på de fælles karakteristika: racisme, nationalisme, religiøs fanatisme og intolerance. Hitlers Mein Kampf har været en bestseller i årevis i overvejende muslimske lande, herunder Den Palæstinensiske Myndighed og Tyrkiet.

Der var imidlertid en begivenhed, der fandt sted et år tidligere, som minder om muftiens historie. Jøderne i Medina havde opfordret stammerne Quraysh og Ghatafan til at angribe Muhammed. Det var på det tidspunkt, efter Slaget ved Badr, at Quraysh spurgte jøderne om, hvis religion der var den bedste, deres eller Muhammeds. Opmuntret af jøderne, marcherede de to stammer mod Medina, og deres efterfølgende mislykkede angreb blev kendt som Slaget ved Graven. Efter deres tilbagetrækning, angreb Muhammed Medinas jødiske stamme Banu Qurayza. [24] Det virker sandsynligt, at muftien - medmindre han bevidst opfandt historier, en mulighed, der ikke kan udelukkes - forvekslede Banu Qurayza-episoden med Muhammeds krig mod Khaybar.

Langt vigtigere end disse tekniske detaljer og særegne fortolkninger er de nyskabelser, som pamfletten introducerer i den islamiske politiske diskurs om jøderne. Ved at kombinere den islamiske kanon med præ-kristen og kristen anti-jødedom, tilskriver den jøder styrker og evner, der ikke kan findes i den islamiske tradition, ved at skildre dem som langt mere snu og succesrige i deres ondskabsfulde planer end tidligere almindelig islamisk tænkning havde erkendt eller tilladt.

Et enklere eksempel på denne anti-jødiske eklekticisme, kan findes i muftiens beskyldning om, at jøderne bragte pest til Arabien. Dette udsagn minder om middelalderlige europæiske myter med lignende temaer. Mere væsentlig er forestillingen om, at Muhammeds død kunne have været et resultat af gift, givet ham af en Khaybar-jødinde.

Ganske vist omtaler Ibn Ishaq og Tabari, hvordan Muhammed - under sygdommen, der førte til hans død - talte med Umm Bashr, moderen til hans forgiftede følgesvend, og klagede over sin smerte, forårsaget af det giftige kød, han havde smagt tre år tidligere. [25] Men i klassisk islamisk tænkning, blev denne tradition ikke set som bevis på, at det var lykkedes jødinden at tage Profetens liv, men som et ønske om at tillægge Profeten den højeste af dyder: Martyrium. Med Ibn Ishaqs ord: "Muslimerne mente, at apostlen døde som martyr i tillæg til det profetiske embede, som Allah havde beæret ham med." [26] Tabari gentager denne udlægning, ligesom Ibn Kathir (1300-1373), der henviste til otte forskellige hadither, der hævder, at Muhammed var blevet advaret af Allah om giften, et bevis på, at han var en ægte profet. Omvendt siger Ibn Kathir, at "Allahs Sendebud døde som martyr." [27]

Det centrale tema i alle disse traditioner er Profetens martyrium og ikke jødernes dødbringende håndværk; læseren efterlades med det klare indtryk, at de to fænomener var uafhængige. I modsætning hertil etablerer muftiens pamflet forbindelsen, og skifter fokus fra Profetens dyd til jødernes løgnagtighed. Hans hensigt var tilsyneladende at drage paralleller til kristne traditioner om jødernes drab på Kristus. Denne anklage havde til hensigt at fremkalde mere vrede blandt muslimer, men den brød også med islamisk tradition og teologi.

Konsekvenserne af muftiens påstand om, at jøderne havde held til at slå Muhammed ihjel trods Allahs advarsel, indebærer, at jøderne har magt til at trodse Allahs vilje. En sådan blasfemisk tanke ville være værre end den kristne beskyldning om gudsdrab. Jesus overvandt døden, og bragte ved sin lidelse, død og opstandelse frelse til sit samfund af troende; men Muhammed ikke alene forblev død, han kunne heller ikke udpege sin efterfølger på grund af hans sygdoms hurtige fremskriden og hans pludselige, alt for tidlige død. Derfor blev ummaen delt på grund af forskellige personers påberåbelse af autoritet, og tvisten førte i sidste ende til den mest dødbringende strid i tidlig islams historie, kendt som fitnaen.

Mens muftiens palæstinensiske efterfølgere ikke kan blive trætte af at gentage denne historie (så sent som i november 2013 hævdede Den Palæstinensiske Myndigheds minister for religiøse anliggender, Mahmoud Habbash, at Yassir Arafat blev forgiftet af jøderne ligesom de havde forgiftet Profeten Muhammed til døde), [28] har de fleste nutidige islamiske lærde en anden opfattelse af denne farlige teologi, idet anklagen om, at jøderne dræbte Profeten stort set er falmet som et teologisk tema i hovedstrømmen af islamisk kommentar. Her ses jøderne, sammen med Koranens hån, som "adh-dhilla wa-l-maskan", oversat af Yehoshafat Harkabi til "ydmygelse og elendighed". [29] Bernard Lewis forklarede videre:

Derfor er jødernes karakteristiske træk, som set og behandlet i den klassiske islamiske verden, deres ubetydelighed. (...) For muslimer, kunne jøden være fjendtlig, snedig og hævngerrig, men han var svag og ineffektiv - genstand for latterliggørelse, ikke frygt. Dette billede af svaghed og ubetydelighed kunne kun bekræftes af den efterfølgende historie om jødisk liv i muslimske lande. [30]

I sin afvigelse fra denne konventionelle opfattelse, fortolkede muftien ikke de samtidige begivenheder som et nyt historisk fænomen, på hvilket muslimer skulle reagere på en ny ad hoc-måde. I stedet sporede han de jødiske resultater i 1920'erne, 1930'erne og 1940'erne, og jødernes påståede magt og ambitioner, tilbage til formodede jødiske aktiviteter på Muhammeds tid. Dermed skabte han et fortilfælde, der senere blev efterfulgt af prominente islamiske aktører i Mellemøsten og andre steder, især efter Israels overvældende militære sejre over dets arabiske modstandere. Således beskylder Hamas jøderne for at "ødelægge det islamiske kalifat" ved at starte 1. Verdenskrig og for at starte de franske og kommunistiske revolutioner ved at skabe "hemmelige organisationer" og finansiel magt for at kolonisere, udnytte, og korrumpere lande. [31] Ligeledes beskyldte den tidligere malaysiske premierminister Mahathir Mohamad jøderne for at regere verden ved stedfortrædere. [32] At tilskrive jøderne sådanne gigantiske bedrifter, mange af dem på bekostning af muslimer, udgør en teologisk nyskabelse med øjeblikkelig politisk konsekvens. Sammenkædningen af tidlige islamiske skildringer af jøder med middelalderlige kristne, fører til skildringen af dem som "en dæmonisk størrelse", hvilket gør deres "udryddelse legitim." [33]

Noter

[1] Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers, Nazi Palestine: The Plans for the Extermination of the Jews in Palestine, trans. Krista Smith (New York: Enigma Books in Association with the United States Holocaust Memorial Museum, 2010), s. viii. [Dansk udgave: Halvmåne og hagekors, Informations Forlag, København, 2008]

[2] Boris Havel, "Haj Amin al-Husseini: Herald of Religious Anti-Judaism in the Contemporary Islamic World," The Journal of the Middle East and Africa, 3 (2014): 221-43.

[3] Den følgende danske tekst er først oversat til engelsk fra den originale pamflet: Veliki Muftija Jeruzalemski Hadži Emin el-Huseini, Islam I Židovstvo (Zagreb: Hrvatski tiskarski zavod, 1943). Jeg vil gerne takke medarbejderne på National- og Universitetsbiblioteket i Zagreb for at have opsporet hæftet. Koranvers og hadither er oversat til engelsk som de optræder i den originale tekst. [Denne danske oversættelse af koranversene er forsøgt lagt tættest muligt op ad Ellen Wulffs danske oversættelse, o.a.]

[4] Ordet "prostačkoj" kan også oversættes som: obskøne, beskidte eller uanstændige.

[5] Dette ord blev skrevet i ental i den originale tekst og indfører den opfattelse, at den gennemsnitlige jøde var således; ved at henvise til "en jøde," henviser forfatteren til hele folket.

[6] Muftien undlader at bemærke, at fremtrædende medlemmer af hans egen familie, herunder hans far, var blandt de "skrupelløse godsejere", der solgte jord til jøderne. Se Efraim Karsh, Palestine Betrayed (New Haven: Yale University Press, 2010), siderne 15-19.

[7] Koranen 2:109.

[8] Ibn-Ishaq, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq's "Sirat Rasul Allah" by A. Guillaume (Karachi: Oxford University Press, 2004; repr., 1967), p. 516; Tabari, The History of al-Tabari [Ta'rikh al-Rusul Wa-l-Muluk] (New York: State University of New York Press, 1987-97), vol. VIII, pp. 123-4. - Omskrevet.

[9] Bukharis hadith-samling, 4.394. - Omskrevet.

[10] Forfatteren henviser formentlig til de arabiske stammer Aws og Kharzaj selvom translitterationen (Kauša i Karaša) knap nok ligner disse navne.

[11] Ordet "pismenjaci" henviser til "Skriftens Folk" (sljedbenici knjige in Čaušević-Pandža).

[12] Koranen 3:99.

[13] Koranen 3:100-101. - Lettere omskrevet.

[14] Koranen 5:41-5. - Ikke et direkte citat, men snarere en sammenskrivning af disse vers.

[15] Koranen 2:144.

[16] Koranen 2:143. - Lettere omskrevet.

[17] Koranen 4:51-52.

[18] Koranen 5:82.

[19] Der er intet koranvers med dette budskab. Muftien henviser måske til en ikke-kanonisk hadith eller en ukendt tradition.

[20] Muhammed Pandža og Džemaluddin Čaušević (eds.), Kur'an, Sedmo Izdanje (South Birmingham: Islamic Relief, 1937-89). Selvom Koranen fordømmer dem, der usandt foregiver islamisk tro (fx Koranen 2:8-9, eller sura 63), gælder denne fordømmelse ikke specifikt for jøderne, men snarere den bredere kategori af "hyklere".

[21] Karsh, Palestine Betrayed, s. 17; David Dalin og John Rothmann, Icon of Evil: Hitler's Mufti and the Rise of Radical Islam (New York: Random House, 2008), s. 252.

[22] Ibn-Ishaq, The Life of Muhammad, s. 492-9; Tabari, The History of al-Tabari, vol. VIII, a. 57-67; Koranen 24:11-26.

[23] Michael Lecker, "The Hudaybiyya-Treaty and the Expedition against Khaybar," Jerusalem Studies in Arabic and Islam, 5 (1984), s. 1-12.

[24] Ibn-Ishaq, The Life of Muhammad, s. 450-69.

[25] Tabari, The History of al-Tabari, vol VIII, s. 124.

[26] Ibn-Ishaq, The Life of Muhammad, s. 516.

[27] Ibn-Kathir, The Life of the Prophet Muhammad (al-Sira al-Nabawiyya), trans. Trevor Le Gassick (Reading: Garnet Publishing, 2000-06), vol. 3, s. 283-7.

[28] Palestinian Authority TV, 8. nov. 2013; "PA: Arafat was poisoned by Jews like Islam's Prophet Muhammad," overs. Palestinian Media Watch, 12. nov. 2013.

[29] Yehoshafat Harkabi, Arab Attitudes to Israel (Jerusalem: Israel Universities Press, 1972), s. 220.

[30] Bernard Lewis, Semites and Anti-Semites (London: Phoenix, 1997), s. 117-39.

[31] Se for eksempel: "Hamas Covenant 1988," Yale Law School Avalon Project, besøgt 14. marts 2015. [Dansk oversættelse: Hamas' Charter. Se især art. 22.]

[32] CNN, 16. okt. 2003.

[33] Moshe Sharon, Jihad: Islam against Israel and the West (Jerusalem: Moshe Sharon, 2007), s. 77-8.

---

Boris Havel har en MA i komparativ religion fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem og en ph.d. i internationale relationer og national sikkerhed fra Zagreb Universitet. Han er tidligere diplomat ved det kroatiske udenrigsministerium. Siden 2016 har han været ansat som adjunkt ved Institut for Statskundskab på Zagreb Universitet, Kroatien, hvor han underviser i religion og politik i Mellemøsten. Hans seneste bog er An Overview of the History of Israel: From Abraham to the Modern State (Izdanja Antibarbarus, 2015).

---

Oversættelse: Bombadillo