"Hvis du er anti-Israel, er du anti-Gud (...). Du kan ikke adskille Gud fra det, han elsker mest (...) den jødiske nation, som han udvalgte," sagde den danske kristne zionist Jane Kiel ("Jerusalem Jane") til mig sidste 11. oktober i Jerusalem. Hendes personlige "kærlighedshistorie" med Israel og den indsigt, som denne igangværende oplevelse i Jerusalem bringer, er endnu mere værdifuld i denne juletid, der følger præsident Donald Trumps kontroversielle beslutning om at anerkende Israels historiske hovedstad.

Kiel, der senere sammen med mig deltog i den israelske regerings Kristent Medie Topmøde, fortalte mig sin historie i café Kaffebønnen på Jaffa Road, hvor Jerusalems letbane løber gennem byens centrum. Som tidligere omtalt, var hun ét af fem børn i en meget engageret kristen dansk lilleby-familie, hvis mor ledede en månedlig bønnegruppe i deres hjem. Med sine bedsteforældre og sin mor bedende for Israel hver dag, "var Israel altid i centrum for opmærksomheden i vort hjem," har Kiel tidligere sagt. Som hun påpegede før, gjorde hun mig opmærksom på, at kristne "ikke ville have en tro, hvis det ikke var for denne nation" af jøder, hvorfra der kom en jødisk messias, Jesus.

Allerede i Danmark var Kiel aktiv i forsvaret for Israel, hvilket hun ofte gør opmærksom på med beretningen om sin protest mod Yasser Arafats 2001-besøg i Folketinget i København. Som hun fortalte mig, demonstrerede hun og hendes mor med store israelske flag som reaktion på Arafat, en "terrorist med så meget jødisk blod på sine hænder." Denne dags styrtregn under hans besøg signaliserede for hende, at "når det drejer sig om Israel, er det en åndelig kamp; det er en kamp mellem Gud og Satan."

Selvom Kiel ofte havde besøgt Israel, følte hun Gud kalde sig til at bosætte sig permanent dér. I 2010 tog hun "et skridt helt i tro", solgte sine ejendele i Danmark og flyttede til Israel, først på et turistvisum, som en kvinde med få ressourcer og intet job. Men senere i Israel, siger hun, hørte hun Gud spørge hende: "Vil du være en stemme for Israel i medierne?"

Støttet af donationer fra udlandet, etablerede Kiel i sidste ende en succesrig online pro-Israel tilstedeværelse, herunder Facebook-siden Israel, One Nation, med over 143.000 følgere. Uden for Israel fortalte folk hende, at "vi elsker hvad du gør, for du er vore øjne og ører i Israel", mens hundredvis af e-mails fra jøder bemærkede, at "vi troede ikke, vi havde venner som dig." Hun har nu et israelsk pressekort og journalistvisum.

Kiel anser sig selv for at være "velsignet at være i Israel", og fortalte mig, som i tidligere kommentarer, at hun nu føler sig mere hjemme i Israel end i Danmark. Bibelen "kommer til live på en måde, der kun kan ske i Israel", har hun bemærket, mens hendes klummer i Jerusalem Post under titlen: "Støvler på jorden i Israel" roser det jødiske folk. "Jeg har aldrig mødt nogen, der fejrer livet, som det jødiske folk gør (...), der overvinder modgang, som det jødiske folk gør (...), der er mere venlige overfor andre, hvad enten de er fremmede eller endda deres fjender," har hun skrevet.

Kiel har fokuseret meget på sine rapporter fra Jerusalems Tempelbjerg, jødedommens helligste sted, der nu er optaget af de muslimske Al Aqsa-moskeen og Klippehelligdommen. Hun har gentagne gange gjort opmærksom på, at israelske aftaler med de muslimske myndigheder, der administrerer Tempelbjerget, forbyder bøn på stedet af jøder og andre ikke-muslimer, og at disse ofte udsættes for chikane fra muslimer, når de er på besøg. Hendes rapporteringsaktiviteter fra Tempelbjerget og lejlighedsvise bønner har gjort hende kendt af de muslimske myndigheder, der fire gange har udvist fra Pladsen.

Kiels voksende synlighed har også bragt hende trusler, som f.eks. billeder taget af hende på Tempelbjerget og i Jerusalems gamle by, sendt til hende med ordene "lad vores Aqsa være i fred." Hun sagde udfordrende til mig, at "jeg kom ikke her for at være en kujon. Jeg kom ikke her for at være tavs. De kan true mig alt det, de vil." I tillid til det guddommelige forsyn tror hun på, at hun "har engle, der arbejder på overtid for at beskytte mig (...) nogle store bodyguards, der arbejder sammen med mig, som du ikke kan se."

Under en samtale i Jerusalems hyggelige Jaffa Road-kvarter om disse farer gør Kiel opmærksom på det "iøjnefaldende paradoks ved at bo i Israel", hvor indbyggerne i et udviklet land aldrig kan glemme de voldelige mellemøstlige realiteter. I en af hendes mange online video-rapporter mindes hun en hændelse i 2016, hvor en efterladt rygsæk på det letbane-tog, hun kørte med, udgjorde en kortvarig bombetrussel. En anden video viser politiets reaktion på et knivoverfald på Jaffa Road, ikke langt fra café Kaffebønnen.

Men Israel er ikke så farlig i sammenligning med verdens andre frie samfund, der, ifølge Kiel, i stigende grad står over for lignende trusler fra islam. Hun gentog, hvad hun tidligere fortalte mig og bemærkede, at hendes eget "Europa ikke ved, hvad der ramte det" i form af de seneste årtiers muslimske masse-indvandring, og især de sidste års "flygtningekrise". Hun fortalte:

"For ti år siden sagde jeg, ved I hvad, det er vanvittigt, I ved, med grænserne og det hele, og folk sagde til mig, du er racist. Og jeg sagde: 'Er jeg racist? Jeg er realist.' Og de samme folk siger nu, åh min Gud, du har ret."

En af Kiels videoer fortæller om, hvordan hendes Davidsstjerne-halskæde blev udsat for hæslige blikke fra etnisk arabiske mænd under et af hendes besøg i Sverige. En anden video fortæller, hvordan hun af lignende grunde undlod at bære en Davidsstjerne-halskæde, mens hun i fem uger levede sammen med en kristen araber i Beit Jala, en by nær Jerusalem, der er under Den Palæstinensiske Myndigheds kontrol. Hun opførte sig simpelthen som en "dum turist" i denne tid, mens hun blev udsat for seksuel chikane i de daglige pendler-busser til Jerusalem, der fører gennem Israels sikkerhedsbarriere.

Kiel forklarede mig, at "jeg er mere sikker i Israel, end jeg ville være, hvis jeg havde levet i Spanien, Frankrig, England eller Tyskland. De voldtager alle kvinderne." En Jerusalem taxachauffør fortalte hende, at i Europa "begynder de nu at føle det selv, fordi de bliver angrebet af alle muslimerne, så nu vil de begynde at se, hvordan livet har været for os de sidste 50-60 år." Efter at have sammenlignet USA's relativt store antal voldsforbrydelser med Israels mindre hyppige terror-hændelser har mange amerikanere fortalt hende, at "jeg føler mig mere sikker her end ved at gå i Detroit eller Chicago eller New York."

I overensstemmelse med hendes trusselsanalyse, revser Kiels videoer personer som tidligere præsident Barack Obama for deres naive leflen for islam med dens "sindssyge løgn" om, at islams profet Muhammed fløj op til Himlen fra Tempelbjerget. "Islam er fredens religion? Jeg kunne brække mig. Islam er hadets, tyveriets, massakrens religion," mens muslimer "beder til en falsk gud, de kalder Allah." I dag "driver muslimer denne verden rundt med frygt. Hvis der er noget, de ikke bryder sig om, laver de bare kaos. De lemlæster bare, de dræber bare; de laver bare optøjer." "Muhammed erobrede med sværdet. Det er, hvad de stadig gør," sagde hun til mig.

Under disse omstændigheder opfatter Kiel forslagene til en tostatsløsning for Israels konflikt med sine palæstinensiske naboer som latterlige. Som hun skrev i Jerusalem Post, blev det Hamas-dominerede "Gaza en affyringsrampe for tusinder af raketter! Nu forlanger muslimer og arabere det samme for Tempelbjerget" og hele Vestbredden. Så vil, fortalte hun mig, selv afgørende vigtig israelsk infrastruktur som f.eks. Ben-Gurion Lufthavn komme under direkte beskydning.

"Alle ved, at det ikke kommer til at fungere," fortalte Kiel mig. Palæstinensere afviser altovervejende at acceptere en jødisk stat, Israel, inden for nogen grænser overhovedet; i stedet er sloganet: "Fra floden til havet, Palæstina skal være frit." "Fortæl mig venligst, hvordan der nogensinde kan blive fred, når de hjernevasker deres børn," spurgte hun i lyset af de palæstinensiske medier, der uophørligt dæmoniserer jøder og ansporer til mord. "Israel skal indgå fred med dem? Gør du grin med mig? Det kan ikke lade sig gøre."

På trods af denne uvirkelighed har Kiel været bekymret for, at "araberne er ved at vinde medieslaget", netop fordi de vestlige regeringer finansierer de pro-palæstinensiske organisationer. Hun har skrevet i Jerusalem Post, at "hele svindelen om, at et fiktivt arabisk folk, der kalder sig palæstinensere, nogensinde skulle have haft en stat, måske er det største fupnummer, som verden til dato har været udsat for."

Da jeg nævnte "apartheid"-bagvaskelsen af Israel, begyndte Kiel at "tale om rent arabiske byer, hvor jøder ikke kan komme" i de palæstinensiske territorier, fordi israelere dér, hvilket israelske skilte advarer om, står til at blive myrdet. "Hvis der, Gud forbyde det, nogensinde skulle komme en palæstinensisk stat, vil den blive 'Judenrein'," sagde hun til mig. I mellemtiden nyder israelsk-arabiske medlemmer af Knesset, som f.eks. Haneen Zoabi, alle fordelene ved israelsk demokrati, mens de opfordrer til den jødiske stats ødelæggelse. "Hver gang jeg har mødt hende i Knesset, har jeg følt mine knyttede næver dirre, men min mor opdragede mig til at være høflig," sagde Kiel til mig.

I lyset af sådanne angreb understregede Kiel behovet for, at kristne støtter Israel. De lever ofte "i deres lille idylliske, kristne boble, går i kirke hver søndag, herlighed og hallelujah og alt er godt, og hvorfor skal vi bekymre os om Israel." "Lad være med at komme her for bare løbe rundt til alle de kristne steder", siger hun om kristne, der besøger Det Hellige Land; mød hellere de israelske soldater og politiet; "det er vigtigt at knytte forbindelse med det jødiske folk (...) sig, at vi elsker jer."

Uanset de nuværende farer for Israel forbliver Kiel sikker i sin tro på Bibelens Gud. Hun har skrevet, at "når du kæmper mod Israel, kæmper du mod Israels Gud. Hver nation og civilisation, der gjorde det, omkom!" "Vi lever i bibelske endetider," har hun også påstået, og at der for jøderne "vil komme et tredje tempel" på Tempelbjerget.

Med rapporterne fra Jerusalems dagligdag bringer Kiels alternative opstartsjournalistik en modgift til de anti-israelske mediers ensidighed. Dette vil glæde mange kristne zionister og jøder, selvom de førstnævntes synspunkter er mere forskelligartede og nuancerede, end en karikatur af Kiel måtte antyde. Alligevel vil andre have svært ved at afvise hendes realitetsbaserede iagttagelser. Som hun nævnte for mig i en gennemgang af det jødisk folks overlevelse mod alle odds i historien, "er Israel et levende bevis på, at Gud eksisterer. Hvis du ikke tror på Gud, så se på Israel."

---

Oversættelse: Bombadillo