Hvordan islam satte vestlig civilisation tilbage
Af Matthew Hanley
Oversættelse af: How Islam Set Back Western Civilization
Kilde: The Catholic Thing, 6. september 2014
Udgivet på myIslam.dk: 12. september 2014

I sine rejsebeskrivelser forvandler V. S. Naipaul med stor effekt sine personlige møder med mennesker til at blive udtryk for underliggende kulturelle kræfter, der påvirker hele folkeslag. Dette har ofte betydet punktering af vedtagen multikulturel visdom. Among the Believers - dansk udgave: Blandt de rettroende (1982) - for eksempel, lodder livets understrømme i islamiske lande, og fører læseren langt hinsides overskrifterne og ind i folks egne verdener. Selvom meget har ændret sig siden 1981, da den udkom, er der stadig meget at lære fra hans samtaler i fire ikke-arabiske lande: Iran, Pakistan, Malaysia og Indonesien. (I efterfølgeren fra 1998, Beyond Belief - dansk udgave: Ikke til at tro (1999) - taler han igen med nogle af de samme mennesker).

Altid spændende og indsigtsfuldt, men ikke nødvendigvis opbyggeligt, kan han få sit tilintetgørende blik til at gå i spand med gribende beskrivelser af virkelige personer. På trods af sidstnævnte egenskab, kom det som noget af en overraskelse, da denne førsteklasses diagnostiker fik Nobelprisen i litteratur, især da mindre flatterende aspekter af hans liv, snarere end kvaliteten af hans gennemborende prosa, let kunne have afsporet processen. Med disse anslag imod ham, kan man få mistanke om, at der må være noget at hente i hans forfatterskab. Og det er der.

I hans hænder kommer de indre kampe og motiver hos individer - ydmyge eller privilegerede - frem til overfladen, fordi han behændigt fremkalder deres åndelige udsyn. Selvom han hævder at være ateist, ser han, at menneskets fornemmelse af sig selv og af livets mening i høj grad kommer af dets religiøse orientering.

Temaer om social uro og mistet personlighed dominerer hans observationer i disse lande. Med en af sine samtalepartnere, en veletableret mand fra Sumatra, der havde studeret i USA, bringer Naipaul emnet op om de storslåede 9. århundredes buddhistiske og hinduistiske templer i Borobudur og Prambanan - skatte af javanesisk kultur. Fuldstændig uinteresseret reagerede manden ved at sige, at de er "noget, det internationale samfund må tage sig af". Ville en romer affærdige Colosseum på en sådan måde; en græker sige det samme om Parthenon; en peruaner om Machu Picchu?

Han fortæller videre Naipaul, at hans rolle var at "forberede den næste generation af ledere i Indonesien." De ville efterhånden "erstatte alt dette" - dvs. "dette", der ikke er tilstrækkeligt islamisk. Hans eneste recept var, at de nye ledere skulle være sande muslimer. For ham, skriver Naipaul, var "Indonesien (...) et sted, der skulle renses". Dets særheder kunne ikke sameksistere med hans tro.

En anden skikkelse af mere ydmyg social position, "levede med smukke mysterier" omkring sit lands rige præ-islamiske fortid, fordi det simpelthen var den eneste måde, hvorpå den kunne overleve. "En videnskabelig tilgang anvendt på hans fortid," forstår Naipaul, "ville have undermineret, hvad der var blevet hans tro."


V.S. Naipaul, f. 1932

I landsbyskoler - pesantrener - bemærker Naipaul drenge, der kun foregiver at studere bøger om islamisk lov og arabisk grammatik. I stedet for at gribe fat i traditionen eller give solid uddannelse, var dette et "brud med den indonesiske fortid; det var islamisering; det var en bedøvelse, større end nogen, der kunne være kommet med et vestligt pensum." Jeg spekulerer på, om Naipaul trygt kunne sige sådan noget i dag i betragtning af, at en britisk politiker for nylig blev anholdt for at citere Churchill med en lignende virkning.

For endnu en person - en malay - var indlæring, læsning og historie alt sammen overflødigt. Vejen frem for ham, var udelukkende et spørgsmål om korrekt religiøs tro. Hvis blot hans malaj-fæller ville fokusere på de rigtige abstraktioner, som han gjorde, ville alt være godt. Naipaul antyder, at dette svarer til brugen af religion som et instrument til afledning fra andre vigtige elementer i livet: Er en sådan fordybelse, med udelukkelse af alt andet, ikke blot "en nem vej ud"?

Efter hans opfattelse har islams ankomst ført til en destruktiv tilbagetrækning, selvom den også fungerede som et afløb for raseri, hvilket den "helliggjorde". Det sene tyvende århundredes islam, postulerer Naipaul, "havde samme fejl som den oprindelige islam - en fejl, der løber ret gennem hele den islamiske historie: Til de politiske problemer, den rejste, gav den ingen politisk eller praktisk løsning. Den tilbød kun troen (...) den tilbød kun Profeten, der kunne ordne alt - men som var ophørt med at eksistere (...) denne politiske islam var raseri, anarki".

For de indfødte folk, der mistede deres traditionelle levevis, kan den have ydet en særlig struktur eller følelse af formål - en erstatning for tidligere former for social og religiøs organisation - men den efterlod også folk afskåret fra deres rødder og gjorde dem ligeglade med hele spektret af menneskelig udvikling.

Inkulturation [en religions tilpasning til den lokale kultur, o.a.] er et helt emne for sig. Lad det række at sige her, at kristendom og islam har radikalt forskellige syn på denne sag. Det er svært ikke at bemærke, at kristendommens ankomst til, lad os sige, indfødte folk i Amerika, generelt bliver fremstillet i et negativt, imperialistisk lys, mens det at omtale islam som "malajernes renser", hvilket Naipaul gør, ikke vækker multikulturalisternes vrede.

Når man læser Naipauls beretning om social uro og mistet personlighed, fristes man til at drage paralleller til det socialistiske Vestens "tabte generationer". De er også ved at blive kvalt af høj arbejdsløshed og plaget af deres egen særegne åndelige ørkendannelse.

Naipauls beretning viser også det personlige mikrokosmos af, hvad Robert Reilly har fremstillet som makrokosmos: At islam i overvældende grad har investeret i et begreb om Gud, hvis fremherskende egenskaber er almagt og egenrådighed - hvorved fornuften er gjort marginal. Selv lunefuld egenrådighed, der tillader ulogik tænkning, vold og bedrag, kan være i overensstemmelse med Guds uudgrundelige planer. Efter beslutsomt at have afvist enhver helleniserende indflydelse, er udøvelse af videnskab og moral også døet hen. Nettoresultatet: En formindsket evne til at tage del i den omgivende verden med sammenhæng og handlekraft.


Henri Pirenne (1862-1935)

Den belgiske historiker Henri Pirenne stillede et beslægtet spørgsmål: Hvad forårsagede i virkeligheden den mørke middelalder [the Dark Ages - her forstået som perioden c. 650-950, o.a.]? I sin posthume Mohammed and Charlemagne (1939), anfægtede Pirenne den almindeligt accepterede forklaring på sammenbruddet af klassisk civilisation: Den formelle opløsning af Det Vestromerske Imperium i 476, efter at være sunket ned i dekadence, banede vejen for et barbari, der ubønhørligt førte til den efterfølgende mørke middelalder fra det 7. til det 10. århundrede.

Pirenne bemærkede, at de regerende barbarer ikke udslettede den romerske infrastruktur, og at den overordnede modus vivendi foregik meget ligesom den gjorde før dets fald, fordi "barbarerne" overtog den fremherskende romerske etos. De prakkede ikke deres eget sprog, egne love eller skikke på Rom.

Pirenne understregede, at kilden til Romerrigets vitalitet ikke kan adskilles fra dets middelhavskarakter og -orientering; denne forblev klart intakt i et pænt stykke tid. Den vestlige handel blomstrede som før - forbundet med de store byer i øst, hvor velstand, befolkning og lærdom var koncentreret. De overordnede træk ved livet i hele regionen i år 600 svarede til, hvad de havde været i år 400.

Det var ikke før fremkomsten af islam i 7. århundrede, netop da og først da, at ødelæggelsen virkelig tog fat. Tilbagevendende islamiske angreb ændrede selve orienteringen af de kystnære befolkninger; de flygtede fra Middelhavet og rettede for første gang blikket mod nord. Østen blev adskilt fra Vesten, og det tidligere forenede Middelhav, "efter at være blevet en Musalman sø, var ikke længere en gennemfartsvej for handel og tanker, som det altid havde været."

I modsætning til de germanske angribere, så gjorde araberne sig til herskere, uanset hvor de kom frem. Dette var en dimension af deres religiøse krav. De søgte ikke konvertering i sig selv, men forlangte underkastelse, hvilket skabte en uoverstigelig barriere mellem de erobrede og muslimerne: "Hvilken en kontrast mellem dem [araberne] og Theodoric, der stillede sig til rådighed for dem, han havde erobret, og søgte at assimilere sig til dem!" Hele regionen blev dermed forvandlet, da araberne indvarslede "et fuldstændigt brud med fortiden".

Egyptisk papyrus, som havde været udbredt i Vesten (og en solid indikator for læse- og skrivefærdigheder), forsvandt; det samme gjaldt særlige mønter, der var i brug helt frem til den arabiske erobring - hvilket førte til systemet med byttehandel. Men på trods af de litterære og arkæologiske kilder, blev Pirennes argumenter afvist til fordel for den opfattelse, at islam (i modsætning til "repressiv" kristendom) havde været en oplysende kraft.

I Mohammed and Charlemagne Revisited (2012), har Emmet Scott taget Pirennes tese op. Selvom han først og fremmest er interesseret i striden den skabte, viger han ikke tilbage fra at fælde en dom: "Forskningen er nu nået frem til flere konklusioner, som virkelig er ubestridelige, og som tenderer mod at give endelig støtte til Pirenne."

I slutningen af det 6. og begyndelsen af det 7. århundrede, var klassisk civilisation intakt og summende af liv, tilmed ekspanderende. Nogle regioner "blomstrende som aldrig før"; Spanien i særdeleshed samt Gallien, oplevede en genopstanden senklassisk kultur.

Scott peger på de hundredvis af kendte bygningsværker fra visigotisk [også kaldet vestgotisk, o.a.] tid og bemærker tilmed, at arkitekter i det tidlige 7. århundrede havde bragt de omhyggeligt tilhuggede sten tilbage; disse bygninger, bemærker Scott, var "langt overlegne, teknisk og kunstnerisk, i forhold til deres romanske efterfølgere i det 10. århundrede". Faktisk står den rige visigotiske arkitektoniske arv i tydelig kontrast til det "næsten fuldstændige fravær af al arkæologi fra de to første århundreder af den islamiske epoke". Først fra midten af det 10. århundrede dukker artefakter op igen.

De store byer i Østen - i Syrien og Lilleasien - led voldsom ødelæggelse i hænderne på araberne i det tidlige 7. århundrede. Pludselig ruin under krig, kan det indvendes, er én ting; men disse byer blev aldrig genopbygget. Faktisk synes arkæologiske levn fra de næste tre århundreder at være helt forsvundet i hele middelhavsområdet samt i de mellemøstlige regioner (udenfor romersk indflydelse).

Byggeri - for ikke at tale om bevaring - blev ikke næret af islam. Faktisk forsvinder "næsten al viden om disse landes historie (...), og det sker næsten fra den ene dag til den anden". Om Egypten skriver Scott, at ændringen, der blev påtvunget dem i begyndelsen af det 7. århundrede, "kun kan beskrives som katastrofal".

Islamiske lande, som Naipaul beretter om med personlig detalje, har haft tendens til at opleve et vist mål af, hvad Egypten oplevede så akut: Det effektive tab af egen historie. Desuden er et andet meget vigtigt element nu blevet en del af den arkæologiske optegnelse: Et lag sediment, der findes i hele Middelhavet, kendt som den "yngre opfyldning" ["Younger Fill"]. Dette lag i undergrunden, som ikke er begrænset til Middelhavet, men findes langs alle kystområder, der er besat af muslimer, repræsenterer den "geografiske signatur for slutningen af græsk-romersk civilisation."

Dette lag blev aflejret mellem midten af det 7. og midten af det 10. århundrede, præcist sammenfaldende med den larmende arkæologiske tavshed. Det kan forklares ved den totale opgivelse af kuntvandings- og landbrugssystemer [og dermed erosion af dyrket land, o.a.], da de kystnære folk måtte opgive kystbebyggelserne til fordel for bjergfæstninger som reaktion på uophørlige muslimske angreb.

Scott erkender, at Pirennes overordnede hypotese fortsat er omstridt.

Alligevel går det op for læseren, at den var kontroversiel i Pirennes dage af samme grund, som den er det i dag: Nutidens multikulturalister var ikke de første, der var motiveret af uvilje mod europæisk civilisation. Man kan således ikke lade være med at tænke over - der er virkelig ingen vej uden om - i hvilket omfang den modtagne visdom om den mørke middelalder er et biprodukt af en forudgående disposition til at skildre katolicismen som en reaktionær kraft.

Blandt de europæiske lande er det i øvrigt kun englænderne, der bruger udtrykket "Dark Ages" [altså om perioden c. 650-950, o.a.]; Henrik VIII og hans efterfølgere havde grunde til at få alt katolsk til at se dystert ud. At skildre islams historie i lysende vendinger, har ligeledes været et middel til at nedgøre den europæiske civilisation, og i sidste ende kristendommen.

Ganske paradoksalt har forskere i det kommunistiske Kina, mærkeligt nok, opdaget sandheden. Som Rodney Stark skriver i sin bog, The Victory of Reason, gik kinesiske forskere i gang med en langvarig undersøgelse af, hvad der i sidste ende var grunden til Vestens førerstilling. Efter årtiers undersøgelse konkluderede de: Ikke kanoner, politik eller økonomi - faktorer, de havde følt, kunne have været afgørende. I stedet blev de ført til noget dybere:

Vi har indset, at kernen i jeres kultur er jeres religion: Kristendommen. Den er grunden til, at Vesten er så magtfuld. Det kristne moralske fundament under det sociale og kulturelle liv var dét, der muliggjorde kapitalismens fremkomst og derefter den vellykkede overgang til demokratisk politisk liv. Vi er ikke i tvivl om dette.

Det dybere indblik - som disse kinesiske forskere fik - giver altid størst udbytte. Mange siger i dag, at hvad islam mest har brug for, er "reform". Men de, der kender den bedst, betragter dette som ønsketænkning - givet den demonstration af ondskab, der skaber overskrifter i dag. Den 13. århundredes dominikaner, Mester Eckehart, efterlod os uforvarende en klog forskrift, da skrev han: "Hvis Gud var i stand til at vende sig bort fra sandheden, ville jeg klamre mig til sandheden og lade Gud gå."

Dette lyder måske en smule subtilt - eller respektløst. Men da sandheden er et af Guds navne - i hvert fald efter kristen opfattelse - satte Eckehart ikke noget højere end Gud. Han understregede, at der ikke kan være nogen konflikt mellem Gud og Sandheden. Det er uhyggeligt, hvordan hele folkeslags skæbne - mod blomstring eller forlis - afhænger af deres opfattelse af sådanne fundamentale spørgsmål.




Matthew Hanley er seniorforsker ved National Catholic Bioethics Center. Sammen med Jokin de Irala, M.D. er han forfatter til Affirming Love, Avoiding AIDS: What Africa Can Teach the West, der for nylig vandt prisen som bedste bog fra Catholic Press Association.




Oversættelse: Bombadillo