Benedikt XVI og religionens patologier
Af Samuel Gregg
Oversættelse af: Benedict XVI and the Pathologies of Religion
Kilde: Crisis Magazine, 7. november 2012
Udgivet på myIslam.dk: 3. juni 2017

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Det skete næsten ubemærket, men i sidste måned forøgede Benedikt XVI indskuddet i et argument, han har gjort til et af sit pontifikats hovedstykker. Til skræk og rædsel, kan man mistænkte, for nogle professionelle tværreligiøse dialog'ere og ønsketænkere gav paven udtryk for, at Kirken burde erkende, at nogle typer religion faktisk er "syge og forvrængede."

Dette budskab vil nok ikke blive godt modtaget blandt dem, der mener, at religiøs pluralisme på en eller anden måde er et mål i sig selv. Deres ubehag mindsker dog ikke kraften af Benedikts argument.

Baggrunden for Benedikts bemærkninger var 50-året for åbningen af 2. Vatikankoncil. I en artikel offentliggjort i Pavestolens halvofficielle avis, L'Osservatore Romano, reflekterede Benedikt over sine egne erindringer fra koncilet. Meget karakteristisk brugte han lejligheden til at ytre subtile, men skarpe iagttagelser om de særlige udfordringer, som Kirken og mere generelt ortodoks kristendom i øjeblikket står over for: vanskeligheder, som ingen tværreligiøs lykketale og økumenisk holden i hånd kan få til at gå væk.

Et af Vatikan II's store resultater, argumenterede paven, var erklæringen Nostra Aetate, som omhandlede Kirkens forhold til de ikke-kristne religioner. Dette dokument fokuserede på det teologisk set vigtigste forhold – mellem jødedom og kristendom - men sagde også lidt om islam, hinduisme og buddhisme. Uden at udvande kristendommens sandhedskrav, skrev Benedikt, skitserede Nostra Aetate, hvordan katolikker kunne engagere sig i respektfuld "dialog og samarbejde med tilhængerne af andre religioner."

Men så tog Benedikt sit træk. Med tiden, bemærkede han, er "en svaghed" ved Nostra Aetate blevet tydelig: ”Den taler om religion udelukkende på en positiv måde, og ignorerer de syge og forvrængede former for religion.”

Benedikt henviste tydeligvist ikke til kristne, der måtte vælge at synde. Den katolik, der f.eks. bevidst vælger at dræbe uskyldigt liv, handler trods alt i modstrid med Kirkens lære. I stedet synes Benedikt at have tænkt på religioner, som tilsyneladende legitimerer grove krænkelser af menneskets værdighed, eller forhindrer dens medlemmer i at fordømme deres trosfællers handlinger.

Ét eksempel er de førkristne hedenske religioner. Deres opfattelse af guderne som blotte hedonister, der behandlede mennesker som legetøj; deres guddommeliggørelse af staten; deres dybe foragt for menneskeliv; og deres opfattelse af kvinder som undermennesker, gjorde sådanne religioner - set fra et jødisk og kristent standpunkt - uoprettelige. Så er der de særlige praksisser, der indikerer dyb dysfunktionalitet i en religions centrale overbevisninger, som f.eks. aztekernes rituelle menneskeofring.

Hvilket bringer os til vor tids mest brændende tværreligiøse spørgsmål. Og det er dette: De mennesker, der kører lastbiler fyldt med sprængstoffer ind i katolske kirker i Nigeria; der torturerer og myrder ortodokse præster i Syrien og detonerer bomber ved deres begravelse; der halshugger indonesiske kristne teenage-skolepiger; der skyder pakistanske teenage-piger i hovedet fordi de har foreslået, at kvinder bør uddannes; der regelmæssigt beskriver jøder som "aber og svin"; eller som forsøger, hvad den russisk-ortodokse metropolitan Hilarion Alfeyev fra Volokolamsk for nylig beskrev som at udrydde den kristne tilstedeværelse i Mellemøsten - handler de på måder, der afspejler en forvrængning af islam, eller er deres valg i overensstemmelse med islams centrale overbevisninger?

Juryen, er jeg bange for, forbliver ude - langt, langt, langt ude - i denne sag. Ganske vist er der Koran-passagen: ”Der er ingen tvang i religionen” (2:256). Men den drejer sig om at tillade ikke-muslimer at konvertere frit til islam. Den har aldrig traditionelt været forstået som gældende for muslimer, der ønskede at konvertere til en anden tro. Og for tiden forhindrer den heller ikke visse muslimer i at tvangskonvertere ikke-muslimer eller at dræbe tidligere muslimer, der har valgt andre veje.

Så er der de talrige vers fra Koranen og hadith, der tilsyneladende retfærdiggør vold mod hedninge, ikke-troende og ”polyteister” (hvilke omfatter trinitariske kristne). Meningen af disse vers har været drøftet af muslimer i århundreder. Desværre er islam ikke i besiddelse af en institution svarende til katolicismens læreembede, der endegyldigt kan afgøre omstridte spørgsmål på måder, der binder alle katolikker.

Hvad der dog ikke er tvivl om, er nutidige jihadisters påkaldelse af sådanne passager til at retfærdiggøre vold. Ej heller er dette et nyt fænomen. Som den franske historiker Sylvain Gouguenheim påpegede i sin Aristote au Mont Saint-Michel (2008), så tøvede selv en så tilsyneladende oplyst muslimsk tænker som Averroes i det 12. årh. ikke med at prædike jihad mod kristne i det, der (i modsætning til udbredt mytologi) var et ikke-så-tolerant islamisk Spanien.

Dette ikke for at antyde, at kristendommen altid har holdt sig fri af forvrængninger. Fra vores egen tid husker vi de nu stort set hedengangne befrielsesteologier, der søgte at skabe en absurd syntese mellem kristendom og marxisme og som, i nogle tilfælde, forsøgte at begrunde venstreorienteret vold.

Ét problem, som det tog århundreder at overvinde, var kristnes sammenfiltring med statsmagten som følge af, at verdslige magthavere forsøgte at reducere Kirken til et simpelt statsligt kontor. I mange tilfælde, førte dette til kristnes grusomhed mod både kristne og ikke-kristne. Katolicismen, bemærker Benedikt i sin artikel, var til sidst i stand til at undslippe denne fælde, netop fordi kristendommen selv "kom til verden under påstanden om, at staten hverken kunne træffe beslutning om sandheden eller foreskrive nogen form for tilbedelse."

Men efter at have diagnosticeret sygdommen, veg Benedikt ikke tilbage fra at skitsere, hvordan Kirken burde tackle den. Hans artikel i L'Osservatore Romano rettede megen opmærksomhed mod en anden koncilserklæring, der ligesom Nostra Aetate havde fået større betydning efter Vatikan II: Teksten om religionsfrihed, Dignitatis humanae.

Så hvordan hjælper Dignitatis humanae med at håndtere forvrænget religiøsitet? For det første bekræfter Dignitatis humanae som noget naturretsligt, at religionsfrihed, ret forstået, er en grundlæggende menneskeret og forudsætning for menneskelig trivsel. Derfor er det i strid med fornuften for enhver - kristen, sekulær eller muslim - at chikanere eller tvinge dem, der ikke deler ens egen religiøse tro, eller at ønske at ændre deres religion.

Benedikt har hamret løs på dette budskab siden sin Regensburg-frelæsning i 2006. Men mens det selvfølgelig er relevant for lande som det kommunistiske Kina, så sker de mest systematiske og grove krænkelser af religionsfriheden i dag i den islamiske verden. For at forstå, hvor forfærdeligt det står til, bør alle læse Rupert Shortts netop udgivne Christianophobia.

Desværre når problemet ud over jihadisternes rækker. Som formanden for Det Pavelige Råd for Interreligiøs Dialog, kardinal Jean-Louis Tauran, bemærkede i et nyligt interview: "Det store problem ligger i det faktum, at i de lande, hvor muslimsk lov er flertallets lov, vil ingen muslim for tiden acceptere, at frihed til at skifte religion eller vælge den, bør indskrives i en juridisk tekst." Noget ildevarslende sagde Tauran derefter: "I alle mine samtaler med muslimer, mange af dem velvilligt indstillede, har dette været et tabuemne."

Der er imidlertid en anden dimension i Dignitatis humanae, som Benedikt betragter som kritisk i forhold til syg religiøsitet. Her skal vi huske på, at Erklæringens argument for religionsfrihed ikke er baseret på den type pluralisme-for-diversitetens-skyld pladder, der har korrumperet de fleste universiteter. I stedet er den baseret på religionsfrihed som en forudsætning for den ærlige søgen efter og tilegnelse af religiøs sandhed.

Ligesom Kirken ser sandheden om mennesket som grundlaget for religiøs frihed, således betragter katolicismen også sandheden som religionsfrihedens endemål. Dignitatis humanae har aldrig handlet om at sætte vildfarelse og sandhed på lige fod. Faktisk underkendte den udtrykkeligt denne tanke. For hvorfor skulle man ellers rationelt vælge at blive katolik, medmindre man var overbevist om, at den ortodokse kristendoms påstande var sande og at alle andre religioner derfor enten var ufuldstændige i varierende grad eller dybt fejlagtige? I dette omfang var Dignitatis humanae altid optaget af at skabe betingelser for, at Kirken kunne forelægge kristendommens sandhed i en sammenhæng, hvor alle var frie til at argumentere om sandheden uden at dræbe hinanden.

Som Benedikt skrev i sin artikel i L'Osservatore Romano: "den kristne tro (antog), fra starten, en kritisk holdning til religion, både internt og eksternt." Hvis Benedikt, som rapporteret, arbejder på en rundskrivelse om troen for at fuldføre, hvad der så vil blive en trilogi af rundskrivelser om tro, håb og kærlighed, så kan han meget vel benytte lejligheden til at illustrere, hvordan tro kan blive direkte patologisk, ligesom han har vist, hvordan kærlighed kan blive forvrænget til liberal sentimentalisme, og håb til sekulær utopisme.

Og som hver eneste kristen i Mellemøsten i dag ved, er dette en advarsel om tro, som dagens verden har hårdt brug for at høre.




Oversættelse: Bombadillo