Der er et land i Mellemøsten, hvor 10 procent af befolkningen nægtes lige rettigheder på grund af deres race, hvor sorte mænd ikke har lov til at beklæde mange offentlige stillinger, hvor sorte kvinder sættes på anklagebænken for hekseri, og hvor forældremyndighed gives til den forælder, der har den mest "racemæssigt overlegne" afstamning.

Denne apartheid-stat er så enormt magtfuld, at den styrer amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten, selv mens dens prinser og prinsesser bringer deres slaver med til Storbritannien og USA.

Dette land er Saudi-Arabien.

Saudi Arabien afskaffede slaveriet i 1962 under pres fra præsident Kennedy, som derved opnåede, hvad Det Osmanniske Rige og Folkeforbundet ikke havde været i stand til; men det har ikke forhindret dets borgere i at sælge kastrerede slaver på Facebook eller dets prinser i at banke deres sorte slaver til døde i fornemme London-hoteller.

Saudierne havde klynget sig til deres racistiske privilegier længere end nogen anden. Da rygterne nåede Mekka, at Det Osmanniske Rige måske overvejede at afskaffe afrikansk slaveri og indføre lige rettigheder for alle, udstedte lederen af ulamaen i Mekka en fatwa, der erklærede, at "forbuddet mod slaver er i strid med sharia (islamisk lov) (...) med sådanne forslag er tyrkerne blevet vantro, og det er lovligt at gøre deres børn til slaver."

Men Saudi-Arabiens olierigdomme gjorde til sidst slaveri økonomisk unødvendigt. I starten arbejdede de afrikanske slaver for de udenlandske olieselskaber, der betalte deres herrer, men de egnede sig dårligt til olie-økonomien. Kongeriget havde ikke længere brug for landbrugs-slaver og perlefiskere; det havde brug for uddannede teknikere fra Vesten, og den internationale rejseaktivitet gjorde det billigere at importere asiatiske arbejdere til brug i husholdning og byggeri end at bevare den gamle slavehandel.

Saudierne erstattede de 450.000 slaver i 1950'erne med 8,4 millioner gæstearbejdere. Disse arbejdere bliver ofte behandlet som slaver, men de er ikke ejendom og kan derfor endnu lettere kasseres end slaverne kunne. Nøjagtige tal er svære at få fat i, men Nepal alene havde 265 dødsfald blandt dets arbejdere i Saudi-Arabien på et enkelt år.

Human Rights Watch har beskrevet vilkårene for udenlandske arbejdere i Saudi-Arabien, som slaveri-lignende.

Imens bliver de tre millioner afro-saudiere nægtet lige rettigheder, forhindret i at tjene som dommere, sikkerhedsfunktionærer, diplomater, borgmestre og i mange andre officielle stillinger. Afro-saudiske kvinder har ikke lov til at optræde på kamera.

"Der er ikke én eneste sort skoleleder i Saudi-Arabien," rapporterer Institute for Gulf Affairs, en saudisk menneskerettighedsgruppe.

Kafaah, lighed i ægteskabet, bliver brugt til at fastslå, at begge parter er fri for "smitten" af slaveblod. Blodet fra Takruni, vestafrikanske slaver, eller Mawalid, slaver, der fik deres frihed ved at konvertere til islam, holdes på afstand af det saudiske herrefolk ved hjælp af genealogiske optegnelser, som kan præsenteres efter behov.

Udfordringer af et ægteskabs kafaah opstår, når stamme-medlemmer afslører afrikansk afstamning i manden eller konen, efter at ægteskabet allerede er indgået. Den racemæssigt underlegne part bliver befalet at præsentere "bevis for ligestilling" i form af stamtræer og vidner. Hvis parret dømmes ulige, fortæller Saudi Gazette, "gives forældremyndighed over børnene normalt til den 'racemæssigt overlegne' forælder."

Disse saudiske bestræbelser på at forhindre deres tidligere slaver i at blive indgiftet med dem, har kun fremskyndet deres incestuøse indavl. I dele af Saudi-Arabien kan procentdelen af ægteskaber blandt blodbeslægtede nå helt op på 70%.

Saudi-Arabien har den næsthøjeste rate af fødselsdefekter i verden, men en saudisk sheik lagde skylden for dette fænomen på kvindelige bilister, selv om kvinder ikke lov til at køre bil i Saudi-Arabien.

Ligestilling har altid været et fremmed begreb for saudierne, hvis stamme-kaster afgør retten til at herske. I Saudi-Arabien har alle deres plads, fra afro-saudieren til den ikke-muslimske gæstearbejder til saudi-kvinden.

På vejen til Mekka er der et skilt, der viser én vej for "muslimer" og en anden for "ikke-muslimer". Kun muslimer har adgang til islams hellige byer. En kristen lastbilchauffør fra Sri Lanka, der forvildede sig ind i Mekka, blev arresteret og stillet for en sharia-domstol.

Ligeledes bliver kvinder afskåret fra mange jobs, forhindret i at køre bil og endda elektronisk overvåget for at de ikke skal forlade landet. Gæstearbejdere i Saudi-Arabien bliver behandlet som slaver, deres identitetspapirer opbevares af deres arbejdsgivere, hvilket forhindrer dem i at tage væk uden tilladelse.

Gæstearbejderne - hvis de overlever hekse-beskyldningerne og de seksuelle overgreb - kan flygte tilbage til Etiopien, Sri Lanka eller Filippinerne med en brøkdel af de penge, de skulle have tjent. Men afro-saudierne har ingen steder at vende tilbage til. Saudi-Arabien er det eneste hjem, de kender.

Den arabiske slavehandel varede længere, var mere grusom og langt mere vedholdende end noget europæere og amerikanere er bekendt med, og efterlod et stort antal afro-arabere i Mellemøsten og afro-tyrkere i Tyrkiet. Mens afro-amerikanere er stærkt repræsenteret i amerikansk liv, må afro-arabere og afro-tyrkere leve med en ringere status, der holder dem borte fra politisk magt og offentligt ude af syne.

Amerikanske soldater i Basra blev overrasket over at finde et stort antal afro-irakere. De hundredtusinder af afro-irakere er et levn fra Zanj slaveopstanden, da 500.000 afrikanske slaver rejste sig mod deres arabiske herrer. Afro-irakerne er frie, men bliver ubønhørligt diskrimineret imod. I Gaza møder 10.000 afro-arabere daglig diskrimination. Men det er afro-saudierne, der er Mellemøstens bedst bevarede hemmelighed.

Nawal Al-Hawsawi blev døbt Saudi-Arabiens Rosa Parks [sort amerikansk syerske (1913—2005), der var medvirkende til at starte den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, o.a.], da hun retsforfulgte tre kvinder, der fornærmende havde kaldt hende "abd" eller slave. Nawal droppede retssagen, efter at hun havde fået en undskyldning, men hånen: "slave" er én, som afro-saudiere må leve med dagligt i Saudi-Arabien.

"Monarkiets religiøse tradition betragter stadig sorte som slaver," skrev Ali Al-Ahmed, direktør for Institut for Gulf Affairs, i Foreign Policy Magazine.

Instituttet bebrejder den saudiske viceudenrigsminister Abdul Aziz bin Abdullah, søn af den saudiske konge, for at være arkitekten bag den saudiske apartheid-stat, men denne apartheid var ikke afhængig af nogen enkelt mand.

Saudisk slaveri var sammenflettet med islam. Det modtog sanktion fra Koranen og hadith, mens det var afhængigt af den saudiske rolle som vogter af Mekka og Medina til at lokke afrikanske muslimer ind i slaveriet. Afrikanske muslimer, der gjorde pilgrimsfærden til Mekka, blev bedraget og tvunget til at sælge deres børn til slaveri for at få råd til turen hjem. Slavehandlere lokkede afrikanske muslimer fra Sudan, Mali og Burkina Faso ved at love at tage dem til islams hellige steder og lære dem at læse Koranen på arabisk.

Sheik Saleh Al-Fawzan, en førende islam-autoritet i Saudi-Arabien, sagde rent ud: "Slaveri er en del af islam. Slaveri er en del af jihad, og jihad vil fortsætte, så længe der er islam." Koblingen mellem slaveri, jihad og islam går tilbage til Muhammed, hvis tilhængere blev kompenseret med menneskelig ejendom.

I The Legacy of Arab-Islam in Africa, skriver John Alembillah Azumah: "I præ-islamisk Arabien var sorte højt agtede og giftede sig med arabiske kvinder (...) diskriminationen på grund af deres hudfarve er en udvikling inden for den islamiske periode."

Racisme var en nødvendig forudsætning for ekspansionen af islam gennem jihad. Det land, der i dag er kendt som Saudi-Arabien, stod i centrum for disse erobringer og blev rigt på slaver og plyndringsgods. I dag står det igen i centrum for den nye jihad, med alle dets grusomheder retfærdiggjort af dets rolle i islams hellige krige.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo