Få skel er så umulige at bygge bro over som religiøse. Enten tror du, eller ikke.

Når det drejer sig om islam, forventes ikke-muslimer at tage dens gode vilje for pålydende. Hvis du tror på dine øjne og ører, passer islam og vold sammen som hånd i handske. Men hvis du tror på muslimer og deres spindoktorer med akademiske grader, er muslimer ofre for andre religioner.

Hvis muslimer, der kæmper mod kristne, jøder, hinduer og buddhister, er ofre for ikke-muslimer, hvad skal vi sige om de muslimer, der kæmper mod andre muslimer i Syrien, Libanon og Irak? Disse religiøse borgerkrige gør det svært at tro, at muslimer er ofre for andre religioner snarere end at de selv er kilden til deres egen vold.

Religioner har en lang tradition for ikke at kunne omgås hinanden, men der er kun én religion, som aldrig har kunnet være sammen med nogen anden religion og som er engageret i religiøs krig mod enhver anden eksisterende religion, mod ateister, der ikke har nogen religion, og selv mod egne trosfæller.

Er al denne vold andres skyld? Eller er den islams skyld?

Muslimsk fjendtlighed mod kristne og jøder er ikke et fænomen, der begyndte med den moderne stat Israel eller amerikansk udenrigspolitik.

Muslimer har ført krig mod kristne og jøder som minoriteter og forfulgt dem som majoriteter. Akademiske apologeter hævder, at muslimsk fjendtlighed mod kristne stammer fra en igangværende konflikt, men på intet tidspunkt i islams historie indtil det tyvende århundrede har jøderne haft en fungerende stat.

Israel er bekvemt blevet fokus for og forklaring på muslimsk fjendtlighed over for jøder, men det kan ikke forklare over tusind års muslimsk had og forfølgelse ... længe før Herzl eller IDF.

Hvorfor forfulgte og dræbte muslimer jøder længe før zionisme overhovedet var blevet et ord? Af samme grund som grunden til, at de dræbte kristne.

Islam hadede jødedommen og kristendommen fra starten. Koranen opfordrer muslimer til ikke at være venner jøder eller kristne (Koranen 5:51); taler om "fjendskab og had" mod kristne (Koranen 5:14) og jøderne (Koranen 5:64), som også bliver forbandede. Jøderne bliver anklaget for "at skabe fordærv" (Koranen 5:64), og kristne bliver anklaget for at tilbede deres præster (Koranen 9:31). Jøder og kristne tror på onde ting (Koranen 4:51) og Allahs forbandelse vil være over dem (Koranen 9:30).

Muslimer hader og dræber ikke jøder på grund af Israel. De hader Israel, fordi det er jødisk.

11. september var en del af en igangværende krig mod kristne, der går over tusind år tilbage.

Den egentlige grund til, at en muslim udfører et terrorangreb i New York eller Boston, er den samme som grunden til, at en kirke bliver brændt i Egypten eller bombet i Syrien. Det samme er grunden til, at britiske teenagepiger bliver voldtaget, og at den kristne befolkning i Mellemøsten er skrumpet ind fra en fjerdedel til en tiendedel.

Alt andet er blot muslimsk krigspropaganda, som kun tåber og pacifister tager for pålydende.

Koranens skriftmæssige had tilskyndede muslimske krigsherrer til at udbrede islam gennem massemord, slaveri og voldtægt af jøder og kristne. Arven af had begyndte med den etniske udrensning af jøder og kristne fra, hvad der i dag er Saudi-Arabien, og forfølgelsen af mellemøstlige kristne og jøder fortsætter ind i den moderne tidsalder.

Det er dette gamle had, der ligger bag terroren mod israelske jøder og egyptiske kristne. Det er ikke et nyt had, men et gammelt.

Det religiøse grundlag for alt fra Hamas' krig mod Israel til al-Qaedas krig mod Amerika stammer fra disse og andre vers i Koranen, fra læren i hadith og fra senere sharia-love.

Terror mod kristne og jøder kan ikke adskilles fra islam, fordi det er islam.

Når muslimer synger det gamle folkemorderiske kamp-slogan: “Khaybar Khaybar, ya yahud, Jaish Muhammad, sa yahud,” ["Jøder, husk Khaybar, Muhammeds hær vender tilbage"] på Oxford eller Toulouse Universitet, eller når professor Hatem Bazian fra Californiens Universitet reciterer den hadith, der lyder: "Dommedag vil ikke komme, før I bekæmper jøderne" - så opløses fiktionen om, at dette er en ny konflikt, der går tilbage til Israels dannelse i 1948.

Hvis islams konflikt kun var med kristne og jøder, kunne den være afvist som gammel rivalisering. Men islam - i det mindste ud fra Skriften - hader jøder og kristne mindre end den hader enhver anden religion ude i verden.

Mens jøder og kristne har en foreløbig [indtil Dommedag, o.a.] status som Bogens Folk, andenklasses borgere, behandles resten af verden som afgudsdyrkere og polyteister og står over for et endnu mere ubønhørligt folkemord.

Hvis Koranen er væmmelig mod kristne og jøder, er den endnu værre, når det drejer sig om alle andre: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem!" (Koranen 9:5), "Dræb dem, hvor I møder dem," (Koranen 2:191) og "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen!" (Koranen 47:4).

Disse er ikke blot ord. Den muslimske erobring af Indien førte til massemordet på så mange som 80 millioner hinduer. Bjergkæden Hindu Kush er et minde om en lille del af det folkemord, der fandt sted. Ligeledes blev buddhisterne massakreret i stort tal.

Islam vinder ikke mange religiøse debatter. Den opnår sin sejr gennem Koranens befaling: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah ..." (Koranen 9:29).

Dette er ikke gammel historie; det er grunden til, at muslimer fortsætter med at dræbe hinduer og buddhister i dag.

Apologeter vil hævde, at det er hinduer og buddhister, ligesom kristne og jøder, der forfølger muslimer. Men det er svært at argumentere for, at hinduistiske og buddhistiske mindretal i Pakistan forfølger muslimer.

End ikke den mest skamløse islam-apologet vil forsøge at hævde, at zoroastrianere bliver forfulgt i Iran ... fordi dette lille undertrykte mindretal forfølger det islamiske flertal. Forfølgelsen af bahaier i Iran eller kalash-stammen i Pakistan viser, at muslimsk religiøs intolerance også eksisterer helt adskilt fra udenrigsanliggender eller tidligere historie.

Islam er ikke intolerant som en reaktion på intolerance. Den er født intolerant.

Ti af de femten religiøst mest intolerante lande i verden er muslimske. Der er ingen måde at forlige dette med påstanden om, at muslimer er ofre for religiøs intolerance, snarere end at de er gerningsmændene.

Muslimer deltager i religiøse konflikter som både flertal og mindretal. De deltager i religiøse konflikter med både mindretal og flertal. De forfølger andre religioner, uanset om de er gamle eller nye, også selv om der ikke er nogen eksisterende historie om konflikt. De er motiveret af et ubøjeligt fremmedhad.

Det er ligegyldigt, hvad du tror, når blot din tro adskiller sig fra deres. Du kan tro på ingenting overhovedet. Du kan endda tro på en anden version af islam.

Når muslimer løber tør for ikke-muslimer at forfølge, kaster de sig over andre muslimer. I Libyen og Tunesien har salafister angrebet sufier. Syrien og Irak er ved at blive revet fra hinanden af konflikter mellem sunnier og shiitter.

I Australien beder en sheik: "Åh Allah, tæl buddhisterne og hinduerne én efter én. Oh Allah, tæl dem og dræb dem til sidste mand." På Al Jazeera bad Det Muslimske Broderskabs åndelige vejleder, Yusuf al-Qaradawi, om jøderne: "O Allah, skån ikke en eneste af dem. O Allah, tæl deres tal og dræb dem, indtil den allersidste." En Gaza-prædiken kræver: "Ram jøderne ... de kristne ... Allah, tæl dem og dræb dem til den sidste."

Dette er folkemord. Det er også islam. Og ikke bare et lille mindretal af den.

Islam ekspanderede ikke ved at behandle minoriteter godt. Den voksede gennem folkemord, slaveri og krig. Det er stadig sådan, den vokser dag.

Islamisk terrorisme er ikke en protestbevægelse; det er en ny bølge af religiøs erobring, der sender frygt og død ind i de lande, der skal erobres. Ind i Dar al-Harb. Krigens Hus. En muslimsk bombning er ikke et råb om hjælp fra undertrykte; den er et krav om, at de bombede underkaster sig deres nye muslimske undertrykkere.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo