Da tuareger og islamister myldrede ind for at tage det nordlige Mali, var en af de gamle klager, der animerede deres kampagne, slaveri. Tuaregerne er ikke tidligere slaver, de var, og er i nogle tilfælde stadig, slaveejere.

Den franske invasion af det nordlige Mali, hvorunder de befriede byer og landsbyer under islamistisk styre, var et historisk ekko af den oprindelige franske frigørelse af tuaregernes slaver tilbage i kolonitiden. Trods de franske bestræbelser, gjorde tuaregerne deres bedste for at holde fast i deres slaver, og muslimske tuareger fortsætter stadig med at holde tusinder af slaver i det nordlige Mali.

Mali er ikke enestående. Det sudanesiske folkemord fik teologisk og politisk styrke fra den overbevisning, at arabere og muslimer havde en naturlig ret til en overlegen position i forhold til afrikanske animister og kristne. Og i dag fortsætter Omar Hassan al-Bashir, Slagteren fra Sudan, med at nyde støtte fra den muslimske verden på trods af, at han er anklaget for folkemord ved Den Internationale Straffedomstol.

Tilhængerne af den muslimske verdens kampagne for at fortrænge den oprindelige jødiske befolkning i Israel til fordel for de arabiske kolonister og bosættere, beskylder på overfladisk vis Israel for apartheid. Hvert år afholdes en Israelsk Apartheid Uge på universitetsområder i et forsøg på at ligestille Israels afvisning af at lade Hamas-terrorister få adgang til sit territorium med racediskrimination.

Men racemæssig apartheid er i meget høj grad en realitet i den muslimske verden. De samme muslimske studerende, der dukker op for at fordømme Israel som en apartheidstat, kommer ofte fra lande, hvor der hersker sand apartheid, når det drejer sig om sort hud.

I Nordafrika er haratin, et berber-ord, der betyder mørk hud, resterne af den oprindelige afrikanske befolkning. Mange er stadig slaver. Andre lever adskilt fra det almindelige samfund, tvunget ind i nedværdigende eller vanskelige erhverv.

Mauretanien er landet med verdens største andel af slaver. Dér træller hundredtusinder af haratin for bidhan, de såkaldte "hvide maurere". Bidhan videregiver deres haratin som ejendom fra generation til generation. Og selv de, der ikke er lovlig ejendom, står over for et hårdt liv.

I 80'erne foretog Mauretanien en etnisk udrensning af titusinder af afrikanere fra dets område. Selv Human Rights Watch udtalte: "Det er rimeligt at sige, at den mauretanske regering praktiserer skjult apartheid og diskriminerer alvorligt på basis af race."

De bedst bevarede hemmeligheder i den muslimske verden omfatter store grupper af tidligere afrikanske slaver i lande som Pakistan, Irak og Tyrkiet. Mens afrikanere i Israel ikke nedstammer fra slaver, er afro-arabere, afro-tyrkere og afro-pakistanere levende påmindelser om en muslimsk slavehandel, der undertiden stadig varer ved.

Stedet for verdens største slaveoprør var i Basra, Irak, hvor en halv million afrikanske slaver rejste sig mod det mægtige arabiske, abbasidiske imperium.

Zanj-oprøret blev brutalt slået ned, men dets arv lever videre i nutidens Basra , hvor hundredtusindvis af afro-irakere lever som en foragtet minoritet, hånet med det nedværdigende ord "abd" eller slave. Det samme arabiske ord bliver i Mellemøsten ofte almindeligt brugt om sorte mennesker.

Selvom muslimske propagandister har udnyttet det amerikanske slaveri til at vinde sorte konvertitter, begyndte slaveriet i den muslimske verden længe før end i USA og sluttede et århundrede senere.

Præsident Abraham Lincoln udstedte Emancipationserklæringen i 1862. Derimod afskaffede Saudi-Arabien først slaveriet i 1962. Samme år afskaffede Yemen slaveriet og De Forenede Arabiske Emirater afskaffede slaveriet et år senere.

Saudi-Arabiens herskende familie slog ikke ind på denne kurs ud af deres hjerters godhed, men under pres fra præsident Kennedy, på et tidspunkt, hvor Saud-huset endnu ikke havde fat i kraven på den amerikanske økonomi og udenrigspolitik. Afskaffelsen af slaveriet var et kompromis. Kennedy havde ønsket repræsentativ regering og borgerlige rettigheder. Han måtte nøjes med en forsinket frigørelse.

Slaveri er officielt afskaffet; uofficielt lever det videre. Der foregår stadig en lydløs uofficiel slavehandel, og ledende saudiske gejstlige har insisteret på, at slaveri er en del af islam. Saudiere, som lever i udlandet, er ofte blevet taget i at have husassistenter, der lever som slaver, hvilket har ført til straffesager.

Situationen er værst i Nordafrika, hvor arabisk kolonisering i vid udstrækning fortrængte og undertrykte de oprindelige folk, som f.eks. nubierne i Egypten. Efter at være blevet etnisk udrensede for at gøre plads til Nasser-sø-projektet [Aswandæmningen], er egyptiske nubiere, som så mange andre nordafrikanske oprindelige folk, blevet reduceret til en forfulgt minoritet i deres eget land.

Nogle vil måske hævde, at islamisk slaveri, ligesom islamisk terrorisme, ikke har noget som helst at gøre med islam, og alligevel kan begrundelsen for racemæssigt slaveri findes i Koranen og hadither, der diskuterer Muhammeds handel med sorte slaver.

Al-Tabari skrev, at "Noa bad for, at håret af Kams efterkommere ikke ville vokse ud over deres ører, og at når disse mødte Sems efterkommere, ville sidstnævnte slavebinde dem." [Noa (ham med syndfloden og arken) havde 3 sønner: Sem, Kam og Jafet, o.a.] Denne teologiske retfærdiggørelse, angav en religiøs og tydelig skæbne for de arabiske erobringer og etniske udrensninger i Afrika.

Den store muslimske historiker Ibn Khaldun begrundede slaveri ved at henvise sorte mennesker til dyrenes niveau, idet han skrev: "De eneste mennesker, der accepterer slaveri, er negrene, på grund af deres lave grad af menneskelighed og nærhed til det dyriske stadium."

Arven fra islam gør en permanent afskaffelse af slaveri og racisme umulig. Egypten og dets mamlukiske slave-imperium faldt i det 19. århundrede og britiske forsøg på at afskaffe slaveriet lod til at være lykkedes, men Det Muslimske Broderskabs nye forfatning droppede det gamle forbud mod slaveri. Mauretanien har officielt forbudt slaveri talrige gange, men det fortsætter stadig i vid udstrækning. Saudi-Arabien afskaffede slaveriet, men dets elite-familier - om hvem hadith siger, at Allah valgte araberne over alle andre og valgte Quraysh over araberne - falder stadig tilbage til deres gamle vaner, selv i Vesten.

De olierige tyrannier i hjertet af den islamiske Golf opretholdes af hære af tvangsarbejdere med få rettigheder. Skyskraberne i Dubai og Doha er bygget med blodet af tusinder af udenlandske arbejdere, der har fået en ussel løn og som kun kan forlade stedet med deres herrers tilladelse.

Ali al-Ahmed, en førende saudi-lærd og direktør for Institute for Gulf Affairs, sagde det rent ud i Foreign Policy Magazine: "Sorte, der udgør omkring 10 procent af befolkningen, er bandlyst fra dommerembeder - hvilket også gælder kvinder og muslimer, der tilhører en anden gren af troen - fordi monarkiets religiøse tradition stadig ser sorte som slaver, andre muslimer som kættere og kvinder som halvt menneskelige. Der er kun ét ord til at beskrive et sådant system: Apartheid."

Mens saudi-penge går til at sponsorere propaganda, der beskylder Israel for apartheid, fordi det bekæmper saudi-støttede terrorgrupper, så fortsætter det brutale kongerige dets gamle politik for slaveri og undertrykkelse.

Og i Nordafrika, ser afrikanske migranter mod Vesten for at undslippe racismen i lande, koloniseret af islam. "Arabere hader sorte mennesker. Og det er ikke noget nyt, det er i deres blod", siger en ung afrikansk mand ved navn Aboubakr. "Sorte har ingen rettigheder her."

For at se en video om islams slaveri i Sudan i dag, se nedenfor:

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo