Lad os sige du får et fristende tilbud fra en nigeriansk prins og beslutter at investere nogle penge i at hjælpe ham med at overføre sin enorme formue fra Burkina Faso eller Dubai til banken på den anden side af gaden. Den tilsyneladende enkle opgave med at overføre de 18 millioner dollars, efterladt ham af hans far, løber ind i vanskeligheder, som kræver, at du putter flere og flere af dine egne penge ind i foretagendet.

Til sidst har du investeret mere end du nogensinde ville have gjort fra starten, blot for at beskytte de irreversible omkostninger, de penge, du allerede har anbragt i prins Husseins Ngobos projekt. Og for at beskytte dit selvværd må du blive ved med at tro, at Prins Ngobo, uanset hvad han gør, er troværdig og oprigtig. Eventuelle mangler i samspillet må være din skyld. Enhver, der fortæller dig noget andet, må være Ngobofob.

Forestil dig nu, at prins Ngobos rigtige navn er Islam.

Det er her, de vestlige eliter nu befinder sig. De investerede kraftigt i illusionen om en kompatibel islamisk civilisation. Disse investeringer, hvad enten det var i islamisk indvandring eller islamisk demokrati eller fred med islam, har vist sig at være ødelæggende, men at droppe dem er lige så utænkeligt som at afskrive Prince Ngobo som en bondefanger og trække sig tilbage som et fjols. Og de vestlige eliter, der indbilder sig at være mere intelligente og mere oplyste end de vise mænd og profeter i enhver religion, og som baserer hele deres ret til at styre tingene på denne intelligens og oplysning, har ikke for vane at indrømme, at de er fjolser.

De glade vesterlændinge, der hyldede det arabiske forår og forudsagde, at de muslimske opstande ville føre til en ny tidsalder af sekularisme og frihed og sætte en stopper for volden mellem islam og Vesten, har travlt med at udskrive nye checks. Thomas Friedman [3-dobbelt Pulitzer-prisvinder og klummeskriver på New York Times, o.a.] er i fuld gang med at skrive essays, der forklarer, hvordan Det Muslimske Broderskabs opstigen til magten vil betyde regional stabilitet og fred med Israel (og hvis ikke, vil det være vores skyld).

Det er ikke sindssyge; det er en flod af benægtelse. Broderskabets sejr miskrediterer det arabiske forår, som miskrediterer buddet på arabisk demokrati, som miskrediterer foreneligheden mellem islam og folkene på Fifth Avenue [i New York City, o.a.]. Følg floden tilbage ad dens løb, og pludselig bliver Civilisationernes Sammenstød en ubestridelig kendsgerning. Men det er lettere at give op og lade floden af benægtelse føre dig videre frem, indtil du om fem år befinder dig i den situation at skulle forklare, hvorfor Al-Qaeda-styre i Libyen faktisk er en god ting for alle.

Det arabiske forår, den palæstinensiske fredsproces og alle lignende bud på en forvandling af området har haft som forudsætning, at afmægtig svaghed var årsagen til den muslimske vold og at omvendt en styrkelse var løsningen. Giv de stakkels kære nogle våben, et land, en valgurne, frie og åbne valg, og de vil være mindre tilbøjelige til at gå ned i metroen og sprænge sig selv i luften i længsel efter de 72 jomfruer. I stedet har styrkelsen af folk, der var voldelige mens de var svage, kun gjort dem mere voldelige. Nogle af de bedste hjerner på to halvkugler er involveret i at søge en løsning på dette paradoks, som slet ikke er noget paradoks, men snarere en lineær fremskrivning.

Hvis Abdul halshugger folk, når alt han har at arbejde med er et sværd, så vil han, hvis du giver ham en pistol, begynde at skyde folk i stedet. Hvis han sprænger busser i luften, når han kun har en terrorgruppe til rådighed, så vil han sprænge lande i luften, når han har et land. At styrke Abdul mindsker ikke hans klager, fordi hans klager er en funktion af hans evne til vold. At øge hans evne vil øge hans utilfredshed, indtil hele verden befinder sig i den forkerte ende af hans styrkede krumsabel.

Den liberale fremskrivning gående ud på, at "Abdul + Magt + Penge + Større Kanoner = Fred" giver lige så meget mening som prins Ngobos fortælling om, at hans transferbeløb bliver forbandet af hekse - men som sangen siger: "Man må have tro." Nogle af de ting, vi tror på, er større end os, og nogle er bare os selv. De, der sætter deres lid til prins Ngobo og til islams godartede natur, sætter i virkeligheden deres lid til deres egne instinkter i tillid til, at de har ret, selv når de skuer direkte ind i ondskabens øje.

De irreversible omkostninger den frie verden har påført sig ud fra illusionen om, at islam er mild og venlig, at den er en positiv indflydelse og at den er til at leve sammen med, er enorme. Alene omkostningerne målt i dollar, euro og shekel får de vildeste svindelnumre til at virke tamme.

Benægtelsen er disse irreversible omkostninger. Det er den tro, som vores politiske, kulturelle og akademiske ledere har på sig selv, på deres egen redelighed, deres indsigt og deres rationelle værktøjer til videnskabelig ledelse. Muslimer tør ikke sætte spørgsmålstegn ved islam, fordi de er bange for Allah. Venstrefløjen tør ikke sætte spørgsmålstegn ved islam, fordi de er bange for at fremstå som fjolser. Hvis de har taget fuldstændig fejl af islam, hvad andet har de så også taget fejl af? Træk en tråd ud og hele den indbildte klædedragt falder fra hinanden og efterlader en meget nøgen kejser.

Jo længere tid bedrageriet står på, jo mere umuligt bliver det for dem at indrømme, at de tog fejl. Hvad der kunne have været smidt ud efter 1 år er blevet en trosartikel efter 20 år og ubestrideligt efter 40. At indrømme med det samme, at du har begået en fejl, er til at bære; men at indrømme, at din politik gennem generationer har været topmålet af månesygt vanvid, er utænkeligt.

Men det mest lumske - venstrefløjen kan lide den imaginære verden, den har skabt. Den multikulturelle utopi med gemytlige pakistanere, der sætter krydderi på London, saudiere, der rejser små moskeer på den canadiske prærie og rapmundede shiitter, der bringer mangfoldighed til Dearborn, er ikke bare propaganda - det er den imaginære verden, de ønsker at leve i.

Illusionen om islam er, ligesom bankaffæren, blevet for stor til at være forkert. Den kan ikke være forkert, fordi den ellers ville tage for meget andet med sig i faldet, efterladende en hårdere verden. Ligegyldigt hvor uintegrerede muslimer i Europa er, så må eurokraterne insistere på, at alt, bortset fra nogle få eksploderende bump på vejen, går efter planen. Når som helst nu, vil vi få en lesbisk imam at se, der vil prædike sekularismens dyder i Finsbury Park [henvisning til den store Finsbury Park Moské i London, der i flere tilfælde har været forbundet med islamisk terror, o.a.]. Det må være sådan, fordi alternativet er utænkeligt.

I Israel SKAL to-stats-løsningen stadig være vejen frem, fordi alternativet er evig konflikt. I resten af regionen SKAL arabisk demokrati være levedygtigt, fordi der ellers ikke vil være andet tilbage end fortvivlelse over et uforløseligt barbari.

Vi må have tro, ikke på nogen guddom, herunder islams hovedguddom, men på vores ledere. Muslimer tror, at Allah er ufejlbarlig, mens vi forventes at tro det samme om politikerne og professorerne, diplomaterne og journalisterne. At de har ret, selv når den fortsatte vold beviser, at de har uret.

De mennesker, der former vores halvdel af verden, er faldet for den nigerianske prins' svindelnummer i skikkelse af islam, og når checken fra Lagos viser sig dækningsløs, når bomberne eksploderer, bilerne brænder, børnene myrdes i skolerne og raketterne flyver, så bebrejder de ikke prins Hussein Ngobo, bilbomberne, terroristerne og halshuggerne - nej, de bebrejder os andre, fordi vi ikke også har troet på det.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo