Abdallah Bulgasem Zehaf-Bibeau - hashvraget, der blev jihadist, og som var avlet ved at parre en canadisk immigrationsfunktionær med en libysk muslimsk jihadist - ønskede ikke andet end fred.

Han sagde til en kollega: "Der kan ikke blive fred i verden, før der kun er muslimer." Så forsøgte han at indlede freden - på den islamiske måde - ved at åbne ild nær det canadiske parlament.

I mellemtiden i Israel opdagede en journalist, der interviewede arabiske muslimske bosættere i Jerusalem, at de også ønskede fred. På deres betingelser.

"Ja, vi ønsker fred," sagde en af dem, "men fred betyder ingen jøder."

Når man forhandler fred med andre kulturer, er det en god idé at sikre sig, at ordene man bruger, betyder det samme.

De fleste muslimer og vesterlændinge ønsker fred. Men for vesterlændinge betyder fred sameksistens. For muslimer betyder fred enden på din eksistens.

Idéer bærer tung kulturel bagage. Fred i Vesten fremkalder billeder af Våbenstilstandsdagen [11. november 1918, hvor 1. Verdenskrig sluttede, o.a.] og af Julevåbenhvilen [i 1914 på Vestfronten, o.a.] under 1. Verdenskrig, hvor franske, tyske og engelske soldater kunne dele måltider og spille fodbold sammen. Den indebærer den undergravende idé, at begge parter er klar over, at krigen ikke er værd at kæmpe.

Sådan en undergravende idé har ingen plads i islam. Jihad er kernen i islam. At sætte spørgsmålstegn ved den hellige krig er at sætte spørgsmålstegn ved troen. Når krig er religion, så er fred ved at annullere krig kætteri.

Den vestlige idé om fred er helt fremmed for islam. I islam kommer fred ikke af at mennesker hæver sig over deres forskelligheder, men af at ødelægge mennesker, der tænker og lever anderledes. Dette er det religiøse politis opgave i vore allierede "moderate muslimske" lande, der opsporer udøvelsen af andre religioner og andre måder at leve på - f.eks. i Saudi-Arabien - og undertrykker deres udøvere.

Islamisk fred kommer ikke af mangfoldighed, af at acceptere eksistensen af andre nationer, religioner og folkeslag, men af enhed gennem islam og at fjerne så mange forskelligheder som muligt. Hvis islam er kilden til fred, så er alt, hvad der er "ikke-islam", årsag til krig.

Dræb jøderne. Dræb de kristne. Så vil der blive fred.

Den islamiske idé om fred blev rammende udtrykt af Zehaf-Bibeau og vores anonyme Jerusalem-jihadist. Den er ikke baseret på en anerkendelse af ens medmenneskers humanitet, men på en afvisning af deres humanitet.

Som Muhammed kort udtrykte det i skrivelser til lederne af ikke-muslimske lande i regionen: "Aslim, Taslam." Konverter til islam og du vil have fred. Det samme budskab er blevet sendt af muslimske ledere i dag til paver og præsidenter. Det er et budskab om fred på de eneste vilkår, som islam tillader.

Islam er fredens religion. For at der kan blive fred, må islam være suveræn. Indenfor det islamiske verdenssyn, er konflikter forårsaget af uenighed. Den eneste måde at opnå fred på, er ved at tvinge ethvert menneske til at underkaste sig den rette udgave af islam. "Moderate" kan gå med til at lade jøder og kristne leve som underlegne andenrangsborgere, hvis de underkaster sig muslimer. "Ekstremister" springer straks over til at voldtage og halshugge dem. Og når dette hæslige mellemspil er ovre, vil der være fred.

Eller der bliver fred, når de "moderate" og "ekstremisterne" er færdig med at dræbe hinanden, når sunnier og shiitter er færdige med at halshugge hinanden, og når hver eneste muslim er færdig med at dræbe enhver anden muslim, der på nogen måde afviger fra hans egen forståelse af islam.

Det er denne form for fred, vi ser i Irak og Syrien i dag. Eller fredsprocessen mellem Israel og de arabiske muslimer, der blev relanceret som "palæstinensere", for at give dem en særlig lokal aroma.

Islam afviser, at gensidig indføling bør stå over konflikt. I stedet mener den, at krig bør stå over humanitet. Eller som Koranen udtrykker det: "Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod. Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke." (Koranen 2:216)

Den vestlige tradition har en hældning i retning af sameksistensens fred. Den anvender våbenhvile-logikken på alle livets områder, hvilket gør den til bannerfører for multikulturalisme og indvandring. Dens sirenesang er John Lennons Imagine med dens opfordring til at ophæve grænser, nationer, religioner og ejendom. Dens ideal om fred kommer af ophævelsen af struktur og adskillelse mellem mennesker.

Den islamiske idé om fred derimod bekræfter en struktur og adskillelse baseret på Koranen. Den tror, at der bliver fred, når alle er tvunget til at leve indenfor islams snævre begrænsninger. Og derfor kan der ikke være nogen ægte fred med ikke-muslimer, der ikke underkaster sig islam.

Disse to uforenelige opfattelser af fred fortsætter med at kollidere. Tænk hvis de franske soldater var kravlet ud for at synge og spille fodbold, og så blev skudt ned af tyske soldater, der havde en fundamentalt anderledes forestilling om fred. Dette var faktisk, hvordan 2. Verdenskrig blev formet, hvor den sejrende side spillede efter forældede regler, mens Nazityskland, Japan og USSR skiftede til en helt igennem totalitær mentalitet.

München [dvs. München-aftalen, 1938, o.a.] var en katastrofe, fordi Hitler ikke var der Kaiser [kejser Wilhelm 2, o.a.]. Den anden side var ikke længere villig til at spille efter regler overhovedet, heller ikke under diplomatiske forhandlinger, eller at acceptere noget mindre end den totale sejr. De allierede blev tvunget til at matche deres fjender i en skånselsløs krig, der var vidne til, at hele byer blev ødelagt.

Nazisterne og kommunisterne var produkter af års indoktrinering, der lærte dem at se deres modstandere som mindre end menneskelige, og fred som opnåelig kun gennem deres ødelæggelse. Japan, som havde en længere historie med at dehumanisere outsidere, viste sig at være en endnu hårdere nød at knække.

Islam har en historie med mere end tusind års uafbrudt dehumanisering af ikke-muslimer og identificering af fred med deres slavebinding. Det er umuligt at leve i fred med muslimer, der mener, at der ikke kan være fred, så længe ikke-muslimer fortsætter med at leve uafhængige liv.

Efter den muslimske verdensopfattelse opstår krige, fordi ikke-muslimer findes. Krig er forårsaget af den vantro, den ikke-troende og den muslimske hykler, der ikke for alvor forpligter sig til islams praksis. Jihad renser verden for ikke-muslimer; den udrydder de "moderate" muslimer, der er blevet fordærvet af vestlig kultur. Det er en udslettelseskrig mod det u-islamiske.

Når vesterlændinge foreslår fred, afviser muslimer dem som hyklere, fordi de taler om fred, men nægter at acceptere den eneste religion, der kan bringe den. De føler ingen forpligtelse til at overholde fredsaftaler, fordi fred kun kan komme fra islam, og den vestlige afvisning af islam beviser vores løgnagtighed og dårlige hensigter. Denne dynamik er indlejret i Koranen og hele islams historie.

Islam opnår ikke fred gennem fred, men gennem krig. Den søger en verden uden konflikt ved at dræbe enhver, der måtte være uenig med dens totalitære ideologi.

At foreslå sameksistensens fred til en ideologi, for hvilken fred betyder dens egen overhøjhed, er en tåbelig og sindsforvirret handling. Vores håndsrækning til den muslimske verden mangler ikke et fælles sprog, men fælles ideer. Begge parter kan tale om fred, men for den ene side betyder fred i virkeligheden krig.

Sprog består ikke kun af ord, men også af værdier. Det er ikke nok at bringe en ordbog til forhandlingsbordet, hvis de to parter læser på basis af forskellige moralske og etiske traditioner. At vi oversætter "Salaam" som fred, og er enige om, at vi begge ønsker fred, betyder ikke, at vi har den samme opfattelse af, hvad fred er.

Vesten ser fred som at leve side om side med muslimer. Muslimer ser fred som enden på Vesten.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo