En ny dag truer islam
Af Daniel Greenfield
Oversættelse af: Islam’s Groundhog Day
Kilde: FrontPageMag.com, 6. februar 2012
Udgivet på myIslam.dk : 8. marts 2014

Groundhog Day er islams lange evige tragedie, dagen, hvor den altid ser sin skygge og altid ender med endnu seks ugers, seks måneders eller seks århundredes vinter. Det håbefulde tidspunkt, hvor vinterens bitre kulde langsomt begynder at overgive sig til forårets varme og fornyelse, kommer aldrig for islam.
[Ifølge amerikansk folkelig visdom, kan skovmurmeldyret (the groundhog) forudsige vejret ved kyndelmisse (Groundhog Day, den 2. februar). Hvis dette murmeldyr på denne dag kaster skygge, kommer der 6 ugers streng vinter. Hvis det ikke kaster skygge, er foråret lige om hjørnet, o.a.]

I en omvending af årstidernes gang førte det arabiske forår til den islamiske vinter, men dette er blot det endeløse mønster i islamiske forsøg på reform og foryngelse. Snarere end at finde fornyelse i deres forsøg på forvandling, foreviger de kun den samme cyklus af vold, tyranni og undertrykkelse.

Der hviler en besynderlig tragedie over en religion, der ikke kan undslippe sin egen destruktive natur. Hver gang den rækker ud efter en form for forløsning, bliver dens hænder smurt ind i blod og det hele ender med flere lig og småtyrannier.

Filmen "En ny dag truer" [”Groundhog Day”] viste os en mand, der var dømt til at gentage den samme dag om og om igen, indtil han lærte at bruge sin tid på at blive et bedre menneske. Den islamiske verden er blevet fanget i sin egen udgave af denne cyklus, hvor den genudspiller det samme århundrede igen og igen; går fra religiøs ekstase til hellig krig; søger forløsning gennem religiøst tyranni, og finder, at der ikke er nogen vej ud af forfaldet og ustabiliteten, der flyder i dens religions årer.

Islams eneste frelse ligger i etableringen af et teokrati. Dens forpligtelse til magt og svagheden for det jordiske og himmelske paradis af plyndringsgods, slaver og vold, førte igen og igen til dens egen degeneration. Uden at have nogen anden åndelig form end udøvelse af magt, har den hver gang ødelagt sig selv, og derefter forsøgt at uddrive korruptionen gennem mere vold.

De islamiske ledere i én generation godkender de tyranner, som de islamiske ledere i en anden generation stræber efter at vælte. Næppe var Muhammed kreperet, før hans nærmeste og kæreste var ude i en borgerkrig om den øverste ledelse. Oprindelsen til den shiitisk-sunnitiske spaltning lå ikke i teologi, men i et vulgært magtspil mellem Muhammeds slægtninge. Denne grådige magtkamp er hærdet i teologiske varianter, men nedenunder forbliver de låst fast i den samme strid om magt og rigdom.

Over tusind år senere investerer den muslimske verden stadig al sin energi i borgerkrige og eksterne konflikter, hvis eneste virkelige mål er at lægge penge og magt i hænderne på dens ledere. Konfrontationerne mellem de prominente shiitiske familier, der kører Iran, og de arabiske sunni-familier, der kører de arabiske Golf-stater, er ikke teologiske, selvom de foregår under dække af teologi. De er etniske og økonomiske konflikter, klædt ud som religiøse konflikter.

De grimmeste elementer i islam - dens fanatisme mod jøder og kristne, dens endeløse angreb, dens behov for at fjerne den ringeste tvivl om faderskabet til dens kvinders børn - er ren småtskåren stammementalitet, der er destilleret ud til religion af krigsherrer og klanledere, hvis forståelse for teologi ikke rakte længere end til at helliggøre udøvelsen af deres personlige magt.

Islam var en forløber for magt-bevægelser som kommunismen og nazismen, og dens fører-dyrkelse er grum virkelighed. Man behøver bare spørge enhver tegner, der har forsøgt at tegne et billede af Muhammed, eller enhver, der har set shiitter skære deres børn til blods, mens de hyler af sorg over kalif Ali. Dens teologi er stadig ude af stand til at inddrage noget højere end dens egen vilje til magt. Genstandene for dens tilbedelse er dens hærførere, dens soldater og dens grusomheder.

Den yngre Erdogan, som skulle blive Tyrkiets fremtidige islamistiske premierminister, læste et digt, der lød: "Minareterne er vore bajonetter; kuplerne vore hjelme. Moskeerne er vore kaserner; de troende vore soldater. Denne hellige hær vogter min religion. Almægtige - Vores rejse er vores skæbne, enden er martyriet." Denne fremstilling af islams begrænsede teologiske horisont var mere end en advarsel om, hvad der ville følge, når hans parti kom til magten; den var en deprimerende rejse ind i islams sorte hul, hvor den eneste destination er krig, død og selvdestruktion.

Ikke alene er den islamiske fantasi ude af stand til at forestille sig en bedre vej frem, den er også besat af at skulle ødelægge alt andet, der kan. Som den umælende voldelige dreng bagerst i klassen, nægter den ikke alene at lære; den er også drevet til at skade enhver, der ønsker at lære og som forsøger at blive et bedre menneske. Den refleksmæssige islamiske fjendtlighed mod det moderne og det humane er frygt forvandlet til had. Frygt for mindreværd og frygt for, at moderne holdninger vil sætte en stopper for stammens magtudøvelse og indvarsle en ny orden, der ikke længere støtter sig til skæggede gamle mænd og deres drømme om erobring.

Islamisk fanatisme er mest udtalt blandt dem, der har mest at tabe. Ikke de fattige og de undertrykte, men overklassens og den højere middelklasses sønner er de mest ivrige terrorister. De familier, der nu er på toppen, har mest at tabe ved forårets komme, og er stærkest besluttede på at bevare deres feudale privilegier, deres oligarkier og tyrannier.

Islamismens apologeter kan lide at fremstille disse grupper som frihedsbevægelser, men der er intet frigørende ved terrorgrupper, der drives af millionærer og milliardærer, læger og akademikere, og som finansieres af de herskende klaner i Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Disse herskende familier har mest at tabe ved modernisering, og selvom de bygger skyskrabere i deres byer, var de også med til at orkestrere det arabiske forår for at vælte mere moderne regeringer og erstatte dem med partier tilknyttet Det Muslimske Broderskab.

Det arabiske forår er en falsk betegnelse, fordi islam eksisterer i opposition til foråret, til fornyelsen af menneskelige energier og kreative evner. Dens naturlige miljø er ødemarken, hvor livet ikke har mulighed for vækst.

Islamisk lov sigter mod at fastfryse menneskets moralske kapacitet til det syvende århundredes arabiske ørken, hvor kvinder er ejendom, udenforstående er lovligt vildt og magt er den eneste moralitet, der betyder noget. Alt, hvad der undergraver denne orden, hvad enten det er nationale mindretal eller eksistensen af frie mennesker på den anden side af kloden, skal angribes og ødelægges.

Islam har ingen kapacitet for debat. Dens blasfemilove udelukker uenighed og forhindrer enhver i at stille spørgsmålstegn ved det moralsk absolutte ved dens magt. Den har, som ayatollah Khomeini sagde, ingen sans for humor. At være i stand til at le er at tvivle, og der er ikke plads til tvivl i islam eller til nogen afvigelse fra jihad-kampens smalle vej. Der er ingen optøning, kun evig vinter.

Da den bærer kimen til sin egen undergang i sin religion, vil den udkæmpe de samme slag under nye navne og med nye våben. Krigene, der engang blev udkæmpet med spyd, bliver nu udkæmpet med sprænghoveder, men i sidste ende, bliver de stadig afgjort med knive, som de islamiske flykapreres hobbyknive den 11. september eller Daniel Pearls morderes. Uanset hvor avanceret teknologien bliver, er sværdet stadig indbegrebet af islam.

Det muslimske Mellemøsten er faktisk under forandring, men det ændrer sig tilbage til, hvad det var engang. Det kasserer de sidste rester af modernitet, som var importeret fra Vesten, og bringer burkaens, sværdets og profetens herredømme tilbage. I Vesten bevæger tiden sig fremad, i Østen bevæger den sig kun tilbage. Og således vil foråret aldrig komme til islam. I stedet vil den udleve de samme blodige jihad-ritualer, dræbe vantro og føre borgerkrige, tvinge slaver til at bygge civilisationer, forulempe unge piger og derefter slå dem ihjel af frygt for, at børnene måske ikke er deres.

Dette er den frygtelige cyklus, som gentager sig selv uden håb om forløsning. Dette er det vinter-ritual, som er kernen i islam. Det er et mørkt og blodigt ritual, der ikke har ændret sig i tusind år. Hvad vi er vidne til af islamisk undertrykkelse og terror er den ældgamle dødsceremoni - det er ayatollahernes og mullahernes rituelle ofringer over ørkener og støvede marker, der blokerer for forårets komme.




Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 




Oversættelse: Bombadillo