Edward Said var verdens næstmest berømte palæstinenser. Og meget ligesom Palæstina, var hans biografi en forfalskning og hans kultur ikke meget andet end et forsvar for en evig supremacistisk konflikt mod de oprindelige jødiske indbyggere, hvem det var meningen, at den koloniale myte om Palæstina skulle fortrænge.

Den store genialitet ved arabisk og islamisk supremacisme var deres foregivende af, at den jødiske historie om et oprindeligt mindretal, der modsatte sig deres [dvs. arabernes, o.a.] kolonialisme, i virkelig var deres egen historie. Da det mislykkedes at ødelægge enhver kultur, de havde erobret, tilranede de sig i stedet deres fortællinger, og udmalede deres faldne imperier som tragiske ofre for en imperialisme, begået af de selv samme folk, de havde erobret og undertrykt.

Arabere og muslimer var stadig den største og dominerende gruppe i Mellemøsten - i fuld gang med at undertrykke andre kulturer og religioner fra Nordafrika til den Persiske Golf - men de vendte historiebøgerne på hovedet, så efterkommerne af kaliffer og erobrere, som havde trådt jøderne og andre oprindelige folk under fode, kunne genopfinde sig selv som ofre for jødisk undertrykkelse. Medlemmerne af store familier og klaner, der omspænder hele Mellemøsten, antog selektivt en palæstinensisk identitet, hvis de tilfældigvis på et eller andet tidspunkt i deres liv havde befundet sig inden for grænserne af den jødiske stat.

Dette er hovedtemaet både som helhed i Joshua Muravchiks bog, Making David Into Goliath: How the World Turned Against Israel, og særligt i dens kapitel om Edward Said, der hjalp med at vende historiebøgerne på hovedet.

Ligesom mange af de professionelt undertrykte, kom Edward Said fra en baggrund af rigdom og privilegier. Og ligesom Arafat, verdens mest berømte palæstinenser, kom Said, verdens næstmest berømte palæstinenser, fra Cairo.

Hans barndom i "Palæstina" var lige så meget en fiktion, som Palæstina selv. I virkeligheden var hans mor rejst til Jerusalem for at føde under kontrol af jødisk lægelig ekspertise. Fra denne lille handling af besættelse kom den enorme kulturelle tilraning, som den nyligt døbte "palæstinenser" ville gå i gang med at udsætte de oprindelige indbyggere i Jerusalem for.

Edward Saids karriereforløb bragte ham dybt ind i den akademiske verden, hvor han fordømte rivaliserende lærde for at konstruere forsimplede stereotyper af Mellemøsten ved at konstruere en forsimplet stereotype af dem som "orientalister", der "andetgjorde" Østen.

I en typisk stammeagtig udstilling af hykleri, andetgjorde Edward Said netop de mennesker, han beskyldte for at andetgøre sit eget folk.

Hvad Edward Said manglede i videnskabelighed (han troede, at den islamiske erobring af, hvad der i dag er Tyrkiet, var sket før erobringen af Nordafrika) og ærlighed (han hævdede, at PLO afviste terrorisme), rådede han mere end rigeligt bod på ved hjælp af fabrikeret harme, hvilket Joshua Muravchik dokumenterer.

Edward Said forvandlede de muslimske og arabiske kolonisatorer til de undertrykte oprindelige befolkninger, der kæmpede imod europæiske kolonisatorer. Den komplekse og nuancerede virkelighed - præsenteret af ægte forskere, der erkendte, at europæere og arabere begge havde været imperialister og kolonisatorer på deres egen tid - blev fejet til side af Saids nationalistiske polemik.

Ved at fordømme ægte forskere som racistiske og kolonialistiske orientalister, var Edward Said i stand til at påtvinge den akademiske verden sin egen racistiske og kolonialistisk revisionistiske historie.

Det nye venstre [som voksede frem i 1960’erne i modsætning til de gamle kommunistiske og socialdemokratiske bevægelser, o.a.] havde gjort tredjeverdensnationalisme til sin nye tro. Saids støtte til PLO gjorde ham til en retfærdighedens røst, uanset hvor mange løgne han fortalte, eller hvordan hans humbug-forskning forvrængede historien. Tredjeverdensnationalister kunne i retfærdighedens navn påkalde vestlig skyld og agere som moralitetens vogtere på campus, på foranledning af en venstrefløj, der veltalende antog, at kun politisk terror kunne sætte en stopper for den onde cirkel af undertrykkelse.

Men den ulykkelige sandhed i menneskelivet er, at alle undertrykker nogle andre. Det store spørgsmål, som venstrefløjen har været uvillig til at tage op, er, hvem deres udpegede ofre undertrykker.

Ved at behandle folk som Edward Said som kildevæld af uangribelig moralitet, er venstrefløjen blevet medskyldig i undertrykkelsen af andre. De gamle lektier fra Sovjetunionen og Den Franske Revolution, om faren ved at give ubegrænset moralsk autoritet til krænkede fanatikere med en dagsorden, er ikke blevet lært. I stedet gav klasse plads for race. De eliter, der havde hævdet at tale for arbejderne i Frankrig og Rusland, blev afvist. De nye eliter var velhavende studenter som Edward Said. Denne hævdede at tale på vegne af et ikke-eksisterende folk i et imaginært land, baseret på tre ferier, han havde holdt dér.

Dette var ikke alene en ufattelig uforskammet kolonialistisk handling, men også én, der havde alvorlige konsekvenser for den akademiske verdens intellektuelle integritet. Edward Said havde vundet sin plads i den akademiske revolution ved at fordømme stort set alle andre for deres orientalisme. Kendsgerninger var hans svage punkt, men hans taktik var stalinistisk. Hans fordømmelse af potentielle modstandere som en klasse tillod ham at vende sin egen orientalisme til sit områdes lysenkoisme. Det var ikke kvaliteten af hans forskning, der gav ham indflydelse, men bredden af hans fordømmelse. Saids arbejde ikke var inklusivt, det var eksklusiv. Det kom til at spærre døren.

I Making David Into Goliath, dissekerer Joshua Muravchik mange af de myter og bedrag, som Edward Said byggede op omkring sig selv. Og alligevel kan myterne aldrig brydes helt ned på grund af den afgørende rolle, han spillede i alliancen mellem det nye venstre og tredjeverdensnationalisterne. Hans ideer hjalp til at give intellektuel troværdighed til sammenfletningen af to reaktionære totalitære bevægelser, der kæmpede for at forblive relevante, ved at fordømme enhver nyere styreform og tænkning.

Som med mange racister, var Edward Saids fordømmelser af andre i virkeligheden udtryk for hans egne begrænsninger. Said fordømte sine akademiske fjender for ikke at kunne se mangfoldigheden i Østen, mens det i virkeligheden var Said, som nægtede at se mangfoldigheden i Vesten. Edward Said reducerede sine modstandere til rå stereotyper, mens han beskyldte dem for at reducere arabere og muslimer til rå stereotyper.

Edward Said beskyldte sine modstandere for at konstruere kolonialistiske myter, men hans besættelse af Israel førte ham til at fremme en kolonialistisk myte, i hvilken hans imperialistiske forfædre var de sande oprindelige folk og jøderne, hvoraf de fleste var mellemøstlige flygtninge, var fremmende besættere.

Edward Said inficerede videnskaben med denne revisionistiske nationalistiske historie. Hans forsvar for arabisk og islamisk kolonialisme - i en tid, hvor den akademiske verden ikke længere så med milde øjne på erobrere - krævede, at han vendte historien på hovedet og fabrikerede en fortælling om undertrykte kolonisatorer, der led i hænderne på de nyligt befriede oprindelige folk, som de havde undertrykt.

Denne lokale forvanskning af historien passede ind i den større globale forvanskning af orientalismen, en forvanskning, som anklagede Mellemøst-forskningen for intellektuel kolonialisme som led i Saids forsøg på at kolonisere Mellemøst-studiet med hans egen stammemæssige nationalisme. Som en tyv, der foregiver at være politibetjent for at skræmme andre konkurrerende tyve, han forestiller sig lurende i nærheden, skjulte Edward Said sin dagsordens imperialisme og kolonialisme ved at klæde den ud som anti-imperialisme og anti-kolonialisme.

Fra hans biografi til hans idéer, fra hans hoved til hans tå, var Edward Said et bedrag. Selvom han hverken var en stor lærd eller en stor tænker, spillede Saids private nationalisme ind i en større intellektuel debat, der fandt sted i kulturen. Hans værk lever videre på grund af tilskud fra saudi-prinser og fordi det fungerer som en søjle i et post-amerikansk akademisk miljø, hvor politiske anklager har taget forskningens plads.

Arafat kaprede fly i en falsk nationalismes navn, men Edward Said kaprede den akademiske verden. Disse to Cairo-indfødte havde kortvarigt boet i Israel som børn og byggede en karriere op omkring deres imperialistiske bestræbelser på at kolonisere Israel med myter og vold, med løgne og terror, mens de foregav at være de undertrykte, skønt de i virkeligheden var undertrykkerne.

---

Daniel Greenfield er en forfatter og klummeskribent, som er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og skriver om emner som terrorisme og socialisme på centrets hjemmeside Front Page Magazine. Det samme gør han på sin egen blog Sultan Knish og i klummer andetsteds på tværs af internettets store vidder. (Kilde: http://about.me/daniel_greenfield)

 

---

Oversættelse: Bombadillo