Islam og slaveri
Af Samuel Green
Oversættelse af: Islam and Slavery
Kilde: Answering Islam, sidst opdateret den 27. juni 2011
Udgivet på myIslam.dk : 6. maj 2013

En af de måder, på hvilke jeg har set muslimske ledere fremme islam, er ved at fremhæve den islamiske civilisations herlighed. Det islamiske imperium siges at være et system af retfærdighed og ansvarligt for alt godt i verden. Meget ofte, når disse påstande fremsættes, bliver den vestlige kristne civilisation kritiseret for at være korrupt og brutal. Denne tilgang til islams fremme er en succes af to grunde:

1. De fleste vesterlændinge føler en vis skam over deres imperiers historie, og når en taler så angriber vestlig kultur, indrømmer de disse fejl.
2. De fleste vesterlændinge har kun ringe kendskab til den islamiske historie, og antager derfor, at hvad den islamiske leder siger om det islamiske imperium, må være sandt.

I denne artikel indbyder jeg dig til at begynde at lære om islams engagement i slaveri. Islam har spillet en stor rolle i slaveriets historie begyndende med Muhammed selv, og tog slaver fra Europa og hele vejen fra Indonesien til ned i Afrika. Men i modsætning til de vestlige imperier, har islam aldrig undskyldt og føler ingen skam. Faktisk praler muslimske ledere over deres imperium og skjuler dets korruption og brutalitet.

Jeg vil gerne takke Barnabas Fund for tilladelse til at offentliggøre denne artikel. Mine tilføjede noter er omgivet af [parenteser].

Først offentliggjort af Barnabas Fund i Barnabas Aid, april-maj 2007 © 2007.




Slavebinding af mennesker blev praktiseret af alle de gamle civilisationer i Amerika, Asien, Europa og Afrika. Folk blev slaver, dvs. andres ejendom, gennem gæld, ved at blive solgt til slaveri af familiemedlemmer, ved at blive fanget i krig eller ved at blive kidnappet af slavejægere og pirater. I dag, hvor slaveri som sådan er forbudt i næsten alle lande, er der stadig situationer, hvor folk i realiteten er låst fast i en ansættelse under brutale forhold. De kan for eksempel være "tvangsarbejdere" i Pakistan, ude af stand til at skifte job på grund af gæld til deres arbejdsgiver. Et andet scenarium er de udenlandske husassistenter i Saudi-Arabien, hvis arbejdsgiverne har beslaglagt deres pas og som er låst inde i huset for at forhindre dem i at undslippe. Sådanne mennesker er slaver på alle måder undtagen af navn. Der er også stadig egentlige slaver i nogle lande.

Den europæiske slavehandel er velkendt, men det er islams ikke. Desuden spillede islam tilmed en rolle i den europæiske slavehandel, fordi arabiske handelsfolk sammen med afrikanske høvdinge var involveret i leveringen af de afrikanere, som europæerne gjorde til slaver.

I fortiden søgte religionerne at retfærdiggøre slaveri. Men hvor de fleste heldigvis har afvist det nu, skiller islam sig ud som undtagelsen.


Muhammed og slaveri

Muhammed, islams profet, holdt slaver. En af hans biografer, Ibn Qayyim al-Jawziyya, fortæller, at han havde fire slavinder og tilføjer en liste på over 27 mandlige slaver (hvoraf han frigav nogle).

Mange slaver blev taget som krigsbytte efter sejrrige militære felttog. Efter at have besejret en jødisk stamme ved navn Banu Qurayza i 627, henrettede Muhammed alle mændene (mellem 600 og 900) og fordelte kvinderne og børnene blandt sine folk som slaver. Ved denne lejlighed tog han Rihana, hustru til stammens leder, som konkubine. Denne historie viser den tætte kobling i klassisk islam mellem krigsfanger, slaver og konkubiner. En krigsfange var automatisk en slave, og hvis denne var af hunkøn, var hun potentielt også en konkubine.

Muhammed ikke alene holdt slaver og gjorde fanger til slaver, han handlede også med afrikanske og andre slaver [1]; det samme gjorde hans ledsagere og mange andre på den arabiske halvø på den tid. Han modtog også slaver som gaver. En af hans konkubiner, Maria kopteren (tilsyneladende en kristen), blev givet til ham af herskeren af Egypten.

Eksemplet givet af Muhammed, der traditionelt af muslimer betragtes som den perfekte model for deres egen adfærd, har vanskeliggjort enhver islamisk opposition til slaveri. Argumentet om, at hvad han gjorde, var normalt og acceptabelt i samfundet på den tid, men ikke i den moderne verden, har ringe eller ingen vægt for konservative muslimer, der kun er interesseret i at kopiere Muhammeds eksempel.


Koranen og slaveri

Slaveriets eksistens accepteres ukritisk i Koranen og slaver nævnes ofte. Tilfangetagne kvinder kunne tages som konkubiner, med særlig tilladelse givet til Muhammed i et Koran-vers:

Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Gud har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrenes side og de døtre af din onkel og tante på mødrenes side, som udvandrede [fra Mekka] med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende. Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre troende; Vi ved, hvad Vi har pålagt dem angående deres hustruer og slavinder - for at du kan være frit stillet. Gud er tilgivende og barmhjertig. (Koranen 33:50)

Dette vers viser tydeligt, at tilfangetagelse af slaver i krig var en Gudgiven ret. Disse slaver blev betragtet som krigsbytte, og kvinderne var normalt bestemt til at være de sejrende krigeres konkubiner. Muhammed modtog sin andel af de slavebundne kvinder.

Muslimers ret til at have samleje med kvindelige slaver er angivet i Koranen 23:1-6, som giver muslimer seksuelle rettigheder over deres hustruer og over dem, "deres højre hånd besidder" [dvs. slavinder].

Mange tekster viser, at slaver kan bruges som en slags valuta til at betale bøderne for deres ejeres forseelser. Koranen 4:92 for eksempel forklarer, at drab på en muslim kan betales ved at befri en troende (dvs. en muslimsk) slave og betale erstatning til de pårørende. Hvis der ikke er råd til at yde en slave, er straffen en to-måneders faste.

Selvom Koranen ikke direkte fordømmer slaveri, så tilskynder den dog til godhed mod slaver. Koranen 24:33 instruerer muslimer om at tillade en slave af god karakter at købe sin frihed, hvis han anmoder herom, og opfordrer tilmed slaveejeren til at bidrage til det krævede beløb. Dette vers forbyder også at tvinge uvillige slavepiger ud i prostitution:

... Hvis nogle af jeres slaver ønsker en ægteskabskontrakt [deed in writing], så opsæt den for dem, hvis I ved noget godt om dem, og giv dem af den formue, som Gud har skænket jer! Tving ikke i stræben efter det jordiske livs flygtighed jeres slavepiger til prostitution ...
[Koranen er her tilsyneladende uklar og kræver tolkning. Ellen Wulffs danske oversættelse, gengivet ovenfor, har "ægteskabskontrakt", hvor Yusuf Alis engelske oversættelse, som Green bruger, har "deed in writing" med den efterfølgende kommentar, tilføjet af Ali i parentes, at det drejer sig om indløsning fra slaveri. En meget fin oversigt over 7 forskellige engelske oversættelser kan ses her. 6 af dem tolker passagen som indløsning fra slaveri, en enkelt (Shakir) lader sagen være ubestemt, o.a.]

Frigivelse af slaver er opført på en liste over dydige handlinger (Koranen 90:12-13), og andre steder roser Koranen dette at give penge til at frikøbe slaver (2:177).

[Men Koranen fremmer en attitude af islamisk overhøjhed:

I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene. I påbyder det rette, forbyder det forkastelige og tror på Gud. Hvis Skriftens folk troede, ville det være bedre for dem. Nogle af dem er troende, men de fleste er gudløse. (Koranen 3:110)

Resultatet af dette er, at slaveri forekommer acceptabelt og rigtigt:

Fortalt af Abu Huraira: Verset: - "I (sande muslimer) er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene" (3:110) betyder det bedste fællesskab for folket, eftersom I bringer dem med kæder om deres halse indtil de antager islam. (Sahih al-Bukhari: Vol. 6, bog 60, nr. 80, Khan)

Slaver og slavedrenge er en af de mange belønninger, lovet muslimer i paradis:

De har unge tjenere til at gå rundet iblandt sig og servere, som skjulte perler. (Koranen 52:24)
Evigt unge drenge går rundt iblandt dem ... (Koranen 56:17)
Evigt unge drenge går rundt iblandt dem; når du ser dem, regner du dem får at være udstrøede perler (Koranen 76:19)

Da slaveri ses som en god belønning i paradis, er det ikke nødvendigt at fjerne det i det nuværende liv.]


Sharia og slaveri

Sharia (islamisk lov) har meget at sige om slaver, herunder erhvervelse af slaver, slavehandel, frigørelse af slaver, status af kvindelige slaver og hvordan man håndterer bortløbne slaver og mistede slaver. I krige mod ikke-muslimer skulle krigsfanger dræbes, udveksles for muslimske krigsfanger, befries for løsepenge eller gøres til slaver. Kvinder og børn skulle ligeledes udveksles eller gøres til slaver. Mange regler om ejeres ægteskab med slaver og brug af slaver som konkubiner blev skitseret for at kunne fastslå faderskab til og ejerskab af børn født af en kvindelig slave. En slave-konkubine, der fødte børn til sin herre, ville blive ophøjet til status af um walad (mor til hans barn) og hendes børn ville være ligestillede med det legitime afkom. Hun kunne ikke sælges og blev frigivet ved hendes herres død. Hvis en konkubine blev frigivet, kunne hun ikke få juridisk status som en hustru, men måtte leve sammen med sin herre som hans elskerinde og hendes børn ville være illegitime. Der var også regler om slavers ægteskab indbyrdes.

De fire kaliffer, der fulgte efter Muhammed, søgte at hindre slavebinding af muslimer og det blev til sidst forbudt, men slavebinding af ikke-muslimer fortsatte rask væk. Hvis en ikke-muslimsk slave konverterede til islam, forblev han eller hun slave. Som en godgørenhed af ejeren, kunne en slave dog blive frigivet, men kun en troende slave fortjente frihed. I muslimske lande havde en slave få civile eller juridiske rettigheder: En slave havde ikke ret til at blive hørt ved domstolen; ingen ret til ejendom; alle ejendele, han formåede at samle sammen, ville blive arvet af hans herre, ikke hans børn. Han kunne kun gifte sig med ejerens tilladelse; han kunne ikke give almisse eller tage på pilgrimsfærd; han blev betragtet som et simpelt stykke ejendom.

Som i alle sammenhænge, hvor slaveri blev praktiseret, varierede den faktiske behandling af slaver: Nogle herrer var venlige og nogle var grusomme.


Islamisk ekspansion og slaveri

Efterhånden som islam ekspanderede gennem erobring (jihad), og inden for et par århundreder strakte sig fra Atlanterhavet til det indiske subkontinent, og bredte sig videre til det sydøstlige Asien, Centralasien og Afrika, blev et stort antal mennesker gjort til slaver. Beholdningen af slaver måtte konstant fornys, fordi der var høj dødelighed blandt dem. Desuden blev ægteskab mellem slaver ikke opmuntret, og mange mandlige slaver blev under alle omstændigheder kastreret (en operation, som ofte medførte døden). Men muslimer og ikke-muslimske mindretal, der levede under den islamiske stats beskyttelse, kunne ikke lægges i lænker. Så behovet for flere slaver blev et motiv til at fortsætte ekspansionen og erobre flere ikke-muslimske områder.

Et stort slavehandelsnetværk blev udviklet. Indenfor de islamiske territorier var der slaver fra Centralasien, fra Det Byzantinske Rige, fra Afrika syd for Sahara og fra Europa. Så langt væk som i Indonesien blomstrede forretningen med at fange og sælge slaver, med den muslimske Aceh-provins aktiv i "menneskejagt" selv ind i det tidlige 20. århundrede.

Udover til huslige gøremål, landbrug og som konkubiner, blev nogle brugt som soldater. Disse slave-soldater omfattede de tyrkiske mamelukker, der med tiden blev en magtfuld kraft inden for islam og oprettede deres egne stater.

Høje priser blev betalt for eunukker og udøvelsen af kastration varede fra det 9. århundrede til det tidlige 20. århundrede. Islam forbyder fysisk lemlæstelse, så mange eunukker blev kastreret inden de kom ind på islamisk territorium.

Slavehandelen blev en stor kilde til rigdom og magt for muslimske stater, og forblev en vigtig del af økonomien i dele af den muslimske verden til godt ind i det 20. århundrede.

[Jihad-slavesystemet omfattede også årlige leverancer af slaver af begge køn i overensstemmelse med de underkastelsestraktater, der blev indgået af lokale herskere som kaliffens skatskyldige. Da Amr erobrede Tripoli (Libyen) i 643, tvang han de jødiske og kristne berbere til at afgive deres hustruer og børn som slaver til den arabiske hær som led i deres jizya. Fra 652 til dets erobring i 1276, var Nubien tvunget til at sende et årligt kontingent af slaver til Cairo. Traktater indgået med byerne i Transoxanien [det iranske Centralasien], Sijistan [det østlige Iran], Armenien, og Fezzan (Maghreb) under umayyaderne og abbasiderne, fastsatte en årlig afsendelse af slaver af begge køn.
Men de væsentligste kilder til forsyningen med slaver forblev de regelmæssige angreb på landsbyer i dar al-harb og de militære ekspeditioner, som rakte stadig dybere ind i vantro lande og tømte byer og provinser for deres indbyggere. Denne strategi, praktiseret fra begyndelsen af den arabo-islamiske ekspansion af de første fire kaliffer og derefter af umayyaderne og deres efterfølgere, blev konstant opretholdt i alle de områder, der var omfattet af jihad. Affolkningen og ørkendannelsen af de en gang blomstrende og tæt befolkede områder, hvilket til fulde er beskrevet af muslimske og kristne kronikører, var resultatet af denne massive deportation af fanger. Musa b. Nusayr bragte 30 tusind fanger med tilbage fra sine ekspeditioner til Spanien (i 714). (Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity under Islam - From Jihad to Dhimmitude, pp. 108-109.)]

Slaveri i Afrika

Sorte slaver blev importeret til den muslimske verden fra Afrika via en række ruter nordpå, tværs over Sahara-ørkenen, og ad søvejen til Arabien og ind i Den Persiske Golf. Skøn over antallet af implicerede varierer meget, men det ser ud til, at der nemt kan have været 10 millioner, måske endda det dobbelte antal.

To tredjedele af de afrikanske slaver var kvinder. Mændene blev anset for at være besværlige. En opstand af slaver fra Vestafrika, Zanj, som var blevet importeret til Eufrat-Tigris-deltaet at genvinde saltmarsk gennem deres hårde arbejde, varede fra 869 til 883.

Dødeligheden var meget høj på grund af de barske vilkår, men handelen var så lukrativ, at slavehandlerne ikke blev afskrækket af dødstallet. Rystende øjenvidneberetninger fortæller om den afrikanske slavehandels enorme omfang og kummerlige forhold. I 1570'erne kunne man i Cairo på markedsdage se mange tusinde sorte afrikanere sat til salg. I 1796 så en britisk rejsende en karavane med 5.000 slaver forlade Darfur. Sorte eunukker blev foretrukket til de kongelige haremer. Selv efter at Storbritannien forbød slavehandel i 1807, blev yderligere 2 millioner afrikanere gjort til slaver af muslimske handlende.

Det arabiske ord abd, som betyder "slave" eller "tjener", bruges i Libanon, Syrien, Saudi-Arabien og Golfen som en fornærmelse mod sorte mennesker.


Slaveri i Det Osmanniske Rige

Slavebinding af fanger, taget under de osmanniske hæres angreb på kristne lande, var en del af det Det Osmanniske Riges statssystem. Efter at sultan Mehmed erobrede Konstantinopel i 1453, skrev han til forskellige muslimske herskere og pralede af slavebindingen af dens kristne befolkning. Osmannerne var engageret i slavehandel fra Gibraltar til Centralasien.

Balkan-kristne under Det Osmanniske Rige led grusomt, især under den brutale og forbitrende børne-afgift, devshirme. Fra det 15. århundrede til begyndelsen af det 17. århundrede tog osmannerne med få års mellemrum en vis andel af de kristne drenge fra deres landsbyer, tvangskonverterede dem til islam og uddannede dem til elitekampstyrken, kendt som janitsharerne, eller til det statslige bureaukrati. Devshirme-systemet blev strengt håndhævet. Hvis nogen kristen far forsøgte at hindre, at hans barn blev ført bort, blev han straks hængt i sin egen døråbning. Det skønnes, at mellem 500.000 og en million drenge, i alderen fra 8 til 20 år, blev taget på denne måde. Ind imellem var der væbnede oprør mod systemet, men de blev hurtigt knust. Nogle børn løb væk kun for at vende tilbage og overgive sig, når deres forældre blev tortureret. Mange tyede til bestikkelse for at undslippe rekrutteringen. I begyndelsen af det 17. århundrede blev devshirme opgivet, og osmannerne fik deres slaver fra nye kilder - georgiere og tjerkessere fra Kaukasus samt slaviske og centralasiatiske slaver, som blev fanget og forhandlet af Krim-tatarer. Ved begyndelsen af det 19. århundrede blev denne forsyning reduceret og osmannerne vendte blikket mod Afrika.

Eunuk-slaver var højt efterspurgte i Det Osmanniske Rige, hovedsagelig som vogtere af haremmerne. Prag blev et vigtigt center for kastration af europæiske slaver, der blev importeret til Det Osmanniske Rige.


Slaveri i Indien

Araberne var de første angribere af Indien til at fange og slavebinde store mængder af dets indbyggere. I det 7. og 8. århundrede, og senere under ghaznaviderne (962-1187), blev enorme mængder hinduer slaver. Mange flere blev gjort slaver under Delhi-sultanatet (1206-1526), den timuridiske jihad (1398) og mogulerne (1526-1857). K. S. Lal hævder, at slavebinding i betydelig grad øgede væksten af den muslimske befolkning i Indien: "... enhver slave, der blev fanget i krig eller købt på markedet eller afsendt i stedet for omsætning eller tribut, blev uvægerligt konverteret til islam, så at slavebinding i middelalderens Indien var den mest blomstrende og succesrige form for missionsvirksomhed."

Adelen ejede uhyre mængder slaver og holdt store slavehære. For eksempel havde en sultan fra det 14. århundrede 180.000 slaver, hvoraf 40.000 var paladsvagter. I denne situation med overflod var prisen for kvindelige slaver meget lav. Det store antal slaver, der var taget under felttog, blev enten solgt på de lokale markeder eller sendt til markeder i Centralasien.


Slavebinding af vesteuropæere

Muslimske pirater fra Barbaresk-kysten (den nordafrikanske kyst), var med deres regeringers autorisation aktive i indfangning og slavebinding af hvide kristne fra Vesteuropa fra det 16. til det 18. århundrede. De angreb ikke kun skibe, men også kystnære landsbyer. Skønt Spanien og Italien blev hårdest ramt af disse angreb, hærgede Barbaresk-piraterne, ofte kaldet korsarer, også i Portugal, Frankrig, England, Irland og endda Island. Slaverne blev holdt under usle forhold og mange blev arbejdet ihjel, især dem, der var så uheldige at komme til at ro korsarernes galejer.

Mellem 1530 og 1780 var mindst en million hvide kristne europæere slaver i Barbaresk-landene. Det er anslået, at der omkring år 1600 levede ca. 35.000 i fangenskab dér på én gang. Mange vidnesbyrd i breve sendt hjem, der fortæller om de frygtelige lidelser slaverne måtte udholde, eksisterer stadig. Nogle konverterede til islam for at få lettere opgaver eller, i tilfælde af kvinder i haremmer, for at kunne blive sammen med deres børn, der blev opdraget som muslimer.

Slavernes eneste håb lå i at blive indløst mod betaling af en løsesum. Kirker indsamlede gaver til dette formål. Mange af dem, der tog til Nordafrika med pengemidler for at forhandle slavernes frigivelse, var kirkeledere. I Spanien og Italien blev løskøbelse af slaver betragtet som en gerning af stor fortjeneste: "Deres [eneste] skyld, deres forbrydelse, er at anerkende Jesus Kristus som den højest guddommelige frelser (...) og at bekende Ham som den sande tro."

Engelske slaver blev stort set negligeret af deres hjemland, især i sammenligning med dem fra de sydeuropæiske lande. De vidste dette og blev demoraliserede. En "algerisk afgift" blev afsat fra toldindtægten i England til at indløse slaver, men meget af den blev omdirigeret til andre formål. Mange engelske slaver døde i fangenskab.


Slaveri i moderne tid

Selv om Tunesien, Egypten og Det Osmanniske Rige ophævede slaveriet i det 19. århundrede under pres fra Vesten, fortsatte det i Østafrika og andre steder til ind i det 20. århundrede, hvilket fik Folkeforbundet og senere FN til at fordømme det.

Landene på Den Arabiske Halvø var blandt de sidste til at forbyde slaveri: Qatar i 1952, Saudi-Arabien og Den Arabiske Republik Yemen i 1962, De Forenede Arabiske Emirater i 1963, Sydyemen i 1967 og Oman i 1970.


Saudi-Arabien

Efter afskaffelsen i 1962 blev omkring 10.000 slaver frigivet ud af skønsmæssigt 15.000 - 30.000. I 1965 holdt den saudiske kongefamilie stadig hundredvis af slaver. Mange i Saudi-Arabien er fortalere for slaveri selv nu. Sheik Saleh Al-Fawzen, en førende lærd og forfatter til en religiøs skolebog, har sagt: "Slaveri er en del af islam" og at de muslimer, der modsætter sig slaveri, "er uvidende, ikke lærde".

I Saudi-Arabien er situationen for fremmede arbejdere ofte, hvad der svarer til slaveri. Husassistenter bliver ofte udnyttet, spærret inde, slået, underernæret og nogle gange voldtaget. Livet for disse arbejdere er yderligere vanskeliggjort af en dybt rodfæstet kønsmæssig, religiøs og racemæssig diskrimination i det saudiarabiske samfund. Regeringens politik, praksis af private arbejdsgivere og unfair retsforfølgelse er alt sammen med til at undertrykke et stort antal fattige og desperate udlændinge, der forsøger at tjene til livets ophold i Saudi-Arabien.


Mauretanien

I oldtiden var slaveri almindeligt i Mauretanien. I det 8. århundrede kom Mauretanien under islamisk styre. Fra det øjeblik og fremefter, er kun sorte afrikanere blevet slavebundet i Mauretanien.

Den gamle praksis med at danne slavehære blev genoplivet efter kolonialismens afslutning. Sorte mauretaniere blev tvunget ind i militære enheder og sendt ind i afrikanske landsbyer for at undertvinge og dræbe indbyggerne. Soldaterne blev derefter bosat på landsbyboernes områder med tilladelse til at forsvare sig selv og foretage straffetogter mod befolkningen.

Der har været flere juridiske/forfatningsmæssige afgørelser om at forbyde slaveri (i 1905, to gange i 1961 og i 1981), men de har ikke været effektive. I 1994 var der stadig anslået 90.000 sorte mauretaniere (harratin) i deres arabiske/berberiske herrers besiddelse. Det blev også rapporteret, at omkring 300.000 frigivne slaver stadig tjente deres tidligere herrer på grund af psykisk eller økonomisk afhængighed. 1981-bestemmelsen om afskaffelse af slaveri gav kompensation til slaveejere for tabet af deres slaver, men pengene nåede ikke frem, hvilket kan være en af grundene til, at de fleste slaveejere beholdt deres slaver.

Selvom nogle forsøger at forsvare institutionen ved at gøre opmærksom på, at mange slavefamilier har arbejdet for den samme familie i generationer, og hævder, at de blot er tjenere, der arbejder for føden, fortæller vidneudsagn fra det lille antal, der har formået at flygte, om brutalitet og afsavn, der mere ligner slaveri.

Der synes ikke at være nogen sikre tal for antallet af slaver i Mauretanien i øjeblikket, men det er klart, at slaveri stadig fortsætter dér.


Sudan

Med den nordligt baserede, arabisk-islamiske regerings indførelse af islamisk lov i 1983, samlede den gamle praksis med slaveri i Sudan ny styrke. Under borgerkrigen, som hærgede fra 1983 til 2005, blev tilfangetagne sydsudanesere hyppigt slavebundet. Mændene blev ofte skudt og børnene gjort til slaver, (som vogtede kvæg eller udførte andre ubetalte opgaver), mens kvinderne blev sexslaver for deres ejere. Et sådant slaveri blev afskaffet i 2005-fredstraktaten, som afsluttede borgerkrigen.

Mere end 200.000 mennesker fra dinka-stammen skønnes at have været slaver siden 1986 i et komplekst netværk af sælgere, mellemhandlere og købere, hvor mange af dem er blevet brutalt behandlet og nogle med magt konverteret til islam.


Pakistan

I Pakistan bliver mange liv ødelagt ved at et enormt antal mennesker tjener til livets ophold som "tvangsarbejdere", ude af stand til at forlade deres desperat hårde og lavtlønnede job. En stor del af disse er kristne arbejdere med muslimske arbejdsgivere.

I 2006 kom beviser for dagen på kidnapning og slavebinding af unge drenge fra kristne landsbyer i Punjab, en operation, der var koordineret af et ledende medlem af en militant islamisk gruppe, Jamaat-ud Daawa. Børnene i alderen mellem 6 og 12 blev holdt fanget under ubeskrivelige forhold, slået, knapt nok bespist, og forbudt at tale, lege eller bede, inden de blev solgt for ca. 1700 $ pr. styk til sexhandelen eller til husarbejde.


Konklusion

Mange muslimer er enige i, at der ikke er plads til slaveri i den moderne verden, men der har endnu ikke været nogen vedholdende kritik af denne praksis. Vanskelighederne og farerne ved at konfrontere Muhammeds eksempel og læren af Koranen og sharia-loven (som de fleste muslimer tror ikke kan ændres), har lagt en dæmper enhver intern debat i islam. Mens slaveri stadig findes i mange islamiske lande, viser kun få muslimske ledere anger for fortiden, diskuterer erstatninger eller demonstrerer den modvilje mod slaveriets svøbe, som i sidste ende førte til dets afskaffelse i Vesten. Det er på tide, at muslimer eftertrykkeligt og offentligt fordømmer slaveri under enhver form og sikrer, at deres juridiske lovbøger, der understøtter denne praksis, ændres.


Kristendom og slaveri

Bibelen behandler ikke slaveri som guddommeligt forordnet, men snarere som en afspejling af menneskets tilstand.

[Bibelen forbyder visse former for slaveri]:

Den, der røver et menneske og sælger det eller selv beholder det, skal lide døden. (Anden Mosebog 21:16)]

Apostelen Paulus fordømmer specifikt slavehandlere (1 Tim 1:9-10); han opfordrer slaver til at få deres frihed, hvis de kan (1 Kor 7:21); og han opfordrer Filemon til at byde velkommen til den bortløbne Onesimos, der nu var blevet kristen, ikke længere som en slave, men som "en kær broder" (Filemon 15-16). Paulus havde udsat sig for straf ved at give ly til Onesimos, og han gør det klart, at Filemon bør frigive Onesimos. Der er ingen blåstempling af slaveri som institution; det Nye Testamente er snarere gennemsyret af målet om frihed.

[Bibelen lover ikke slaver som en belønning i himlen].

I Vesteuropa var slaveri stort set ophørt ved det 11. århundrede indtil fremkomsten af den onde og brutale transatlantiske slavehandel, som varede i næsten fire århundreder. Det er mærkeligt, at slaveri og slavehandel i denne periode blev godkendt af højtstående kirkeledere i Europa og Nordamerika, hvoraf nogle selv ejede slaver. De forsøgte endda at retfærdiggøre denne praksis med teologiske argumenter. Men det var også kristne - en lille gruppe i det 18. århundredes Storbritannien - der tog den ledende rolle i den lange hårde kamp mod slaveri. Det bedst kendte navn er William Wilberforce, der var motiveret af den bibelske lære om mennesket, skabt i Guds billede (Første Mosebog 1:26), og af Jesu befaling om at gøre mod andre hvad vi ønsker, andre skal gøre mod os selv (Matt 7:12 ). Deres kamp opnåede til sidst at få afskaffet slavehandlen (1807), og derefter afskaffelsen af slaveriet selv i hele det britiske imperium (1833). Derefter fulgte andre lande trop. [Det var den kristne civilisation, der forbød slaveriet og søgte at standse det over hele verden.]


Slutnoter

[1] Sahih Muslim, Bog 10, Nummer 3901




Yderligere information

John Alembillah Azumah, The Legacy of Arab-Islam in Africa, Oxford: One World, 2001.

Andrew G Bostom (ed.), The Legacy of Jihad - Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims, New York: Prometheus Press, 2005, pp. 529-588 & 660-663.

Allan Fisher, Slavery and Muslim Society in Africa, London: C. Hurst & Co. 1971.

Bernard Lewis, The Arabs in History, Oxford: Oxford University Press, 2002, pp. 95ff.

M. A. Khan, Islamic Jihad - A Legacy of Forced Conversion, Imperialism and Slavery, New York, Bloomington: iUniverse, 2009.

Giles Milton, White Gold, London: Hodder & Stoughton, 2004.

Sean O'Callaghan, The Slave Trade Today, New York: Crown, 1961.

Don Richardson, Secrets of the Koran, California: Regal Books, ch. 15, 2003

Serge Trifkovic, Islam's Wretched Record on Slavery

Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity under Islam - From Jihad to Dhimmitude, London: Associated University Presses, 1996.




Forfatteren byder din reaktion velkommen via e-mail.
Christian-Muslim Discussion Papers ©2007
Sidst opdateret den 27. juni 2011
Andre diskussionsoplæg af Samuel Green
Answering Islam Home Page




Oversættelse: Bombadillo