En oversigt over hvordan Muhammed spredte islam
Af Samuel Green
Oversættelse af: A Survey of how Muhammad Spread Islam
Kilde: Answering Islam, 27. juni 2011
Udgivet på myIslam.dk : 27. december 2012

Hvordan blev islam først spredt fra Mekka til hele Arabien? I vores verden af i dag synes der at være tre svar på dette spørgsmål.

1 Nogle siger, den spredtes gennem skønheden af Muhammeds undervisning og eksempel.
2 Andre siger, at Muhammed spredte islam ved sværdet.
3 Endelig vil andre sige, at de ikke ved, hvordan islam spredtes.

Denne artikel giver en kort oversigt over de forskellige metoder, som Muhammed brugte til at sprede islam. Undersøgelsen bruger kun etablerede islamiske historiske kilder.


1. Undervisning

Undervisning i islam og recitation af Koranen

Da Muhammed begyndte at prædike islam, gjorde han det både privat og offentligt i Mekka.

Folk begyndte at acceptere islam i stort antal, både mænd og kvinder, indtil dens berømmelse var spredt over hele Mekka og man begyndte at tale om den. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 117)
Da Apostlen åbent fremlagde islam, som Gud beordrede ham, trak hans folk sig ikke tilbage eller vendte sig imod ham, så vidt jeg har hørt - ikke før han begyndte at tale nedsættende om deres guder. Da han gjorde det, blev de stærkt krænkede og besluttede enstemmigt, at behandle ham som en fjende, undtagen dem, som Gud, med islam, havde beskyttet mod et sådant onde; men de var en foragtet minoritet. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 118)
Ibn Abbas fortalte: Da nyheden om Profetens komme nåede Abu Dhar, sagde han til sin bror: "Rid til denne dal og bring mig nyhederne om denne mand (dvs. Profeten), der hævder at være en profet, som modtager oplysninger fra Himlen. Lyt til ham og kom derefter til mig." Hans bror tog afsted indtil han mødte Profeten og lyttede til hans tale og vendte tilbage til Abu Dhar og sagde til ham: "Jeg har set ham formane folk til dyd og hans tale var ikke som poesi." Abu Dhar sagde: "Du har ikke opfyldt, hvad jeg ønskede at opnå." Så tog han sin rejse-forplejning og en skindsæk fuld af vand og drog af sted, indtil han nåede Mekka, hvor han gik til moskeen for at finde Profeten (...). Han lyttede til Profetens tale og antog islam på stedet. (Bukhari: Vol. 4, bog 56, nr. 724, Khan)

Muhammed underviste også offentligt på arabiske markeder.

Ved en af basarerne (markederne), og mens han (Muhammed) tilbød sig til de arabiske stammer, som det var hans vane, mødte han ved al-Aqaba nogle fra Khazraj-stammen, som Gud havde til hensigt at gavne. (...) Da apostlen mødte dem, forhørte han sig og lærte, at de var af Khazraj og jødernes allierede. Han opfordrede dem til at sætte sig med ham og han forklarede dem islam og reciterede Koranen for dem. Nu havde Gud beredt vejen for islam derved, at de levede side om side med jøderne, der var mennesker af skrift og lærdom, mens de selv var polyteister og afgudsdyrkere. De havde overfaldet dem i deres distrikt, og når som helst ondt blod opstod, plejede jøderne at sige til dem: "En profet vil snart blive sendt. Hans tid er nær. Vi vil følge ham og dræbe jer med hans hjælp, ligesom Ad og Iram omkom." Så da de hørte apostlens budskab, sagde de til hinanden: "Dette er selve den profet, som jøderne advarede os om. Lad dem ikke komme til ham før os." Derpå accepterede de hans lære og blev muslimer. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, pp. 197-198)

Muhammed underviste ved rastepladser for pilgrimme, på vej til Mekka.

Allahs Apostel, må Allah velsigne ham, holdt islam skjult, mens han levede i Mekka i de første tre år af sit hverv som profet. I det fjerde år erklærede han den åbent og opfordrede folk til at antage islam, hvilket han fortsatte med i ti år. I hver sæson (for pilgrimsfærd) plejede han at opsøge pilgrimmene på deres rastepladser, Ukaz, Majannah og Dhu al-Majaz, og bad dem om at beskytte sig, så han kunne forkynde sin Herres budskab for menneskene. Til gengæld ville de få en plads i paradis. Men han fandt ikke nogen til at støtte sig eller som reagerede på hans appel. (...) Ingen af de arabiske stammer reagerede på ham. (Ibn Saad, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir, vol. 1, pp. 249-251)

Gennem privat og offentlig undervisning spredte Muhammed islam. Et mindretal af mennesker accepterede ham på denne måde. De blev ikke tvunget, men hans undervisning gjorde indtryk og de accepterede ham frit. I Mekka var hans tilhængere en "foragtet minoritet". Langt størstedelen af de arabiske stammer accepterede ham ikke.


2. Imperiets værktøjer

Krigsførelse mod ikke-muslimer

Nogle af stammerne i byen Medina (Yathrib) accepterede Muhammed, og han flyttede dertil for beskyttelse. Der begyndte han at regere og opbyggede en hær. Muhammed begyndte at plyndre dem omkring sig.

Jabir fortalte: Profeten sendte os ud, som en hærenhed på tre hundrede krigere under kommando af Abu Ubaida, for at overfalde en handelskaravane fra Quraysh. ... (Bukhari: vol. 7, bog 67, nr. 402, Khan)

Muhammed var også involveret i defensive og offensive slag. De arabiske stammer, der tidligere havde afvist Muhammed, blev nu igen opfordret til at underkaste sig ham. For de fleste af stammernes vedkommende blev dette gjort ved at sende en militær delegation til dem. Før Muhammeds hære angreb en stamme, ville de først opfordre dem til at acceptere islam:

Allahs Apostel sendte Khalid Ibn al-Walid med 400 muslimer til Banu al-Harith (...). Han beordrede ham til at invitere dem til islam tre gange, før de indledte kampen. (...) De accepterede det, han havde kaldet dem til. Han blev hos dem for at lære dem islam, dens regler, Allahs Bog og Hans Profets sunna. (Ibn Saad, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir, vol. 1, p. 399)
... Ali og Ibn al-Musaffa sagde: Allahs Apostel (må fred være med ham) sendte os på en ekspedition. Da vi nåede stedet for angreb, satte jeg min hest i galop og red fra mine ledsagere, og folkene på dette sted modtog mig under stort spektakel. Jeg sagde til dem: Sig: "Der er ingen anden gud end Allah" og I vil være beskyttet. Dette sagde de. Mine ledsagere bebrejdede mig og sagde: Du har frataget os byttet. Da vi kom tilbage til Allahs Apostel (fred være med ham), fortalte de ham, hvad jeg havde gjort. Så kaldte han på mig, værdsatte, hvad jeg havde gjort, og sagde: Allah har noteret dig for dette og hint (en belønning) for enhver af deres mænd. (Abu-Dawud: Bog 41, nr. 5062, Hasan)
Anas B. Malik berettede: Allahs Sendebud plejede at angribe fjenden ved daggry. Han ville lytte efter et Adhan (islamisk kald til bøn); så hvis han hørte et Adhan, standsede han, ellers gik han til angreb. (Muslim: Bog 4, nr. 745, Siddiqui)

Muhammed sagde, at han var befalet af Allah til at sprede islam på denne måde:

Ibn Umar fortalte: Allahs Apostel sagde: "Jeg er blevet befalet (af Allah) at kæmpe mod folkene, indtil de bekender, at ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah og at Muhammed er Allahs Apostel, og holder bønnerne fuldstændigt, og giver den obligatoriske almisse; hvis de gør det, så redder de deres liv og ejendom fra mig, med forbehold for de islamiske love, og derefter vil deres afregning (regnskab) ske ved Allah." (Bukhari: Vol. 1, bog 2, nr. 24, Khan)
Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften (jøder og kristne), skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (dvs. islam), indtil de kuet er rede til at betale skat! (Koranen 9:29)

Det var let at blive Muhammeds fjende. Hvis du ikke anerkendte ham som din hersker og profet, så var du hans fjende. De, der sluttede sig til Muhammed, sluttede sig til kampen mod dem, der ikke accepterede Muhammeds religion:

Surad Ibn Abd Allah al-Azdi ankom med omkring 13 til 19 medlemmer af sit folk i en deputation til Allahs Apostel (...). Allahs Apostel, må Allah velsigne ham, udnævnte ham (Surad) til emir for de af hans folk, som havde antaget islam, og pålagde ham at føre krig mod polyteisterne fra Yaman-stammen, som boede i de tilstødende områder. Han drog afsted og slog lejr ved Jurash, som var en stærkt befæstet by, hvor Yaman-stammerne havde søgt tilflugt. Han (Surad) opfordrede dem til at antage islam, men de afviste det. Han belejrede dem i en måned og plejede at angribe deres dyr og tage dem. Så trak han sig tilbage til et bjerg kaldet Shakar. De troede, han var flygtet og kom ud for at forfølge ham. Han stillede sine styrker i slagorden og angreb dem. Muslimerne huggede dem ned, som de lystede. De tog 20 af deres heste og bekæmpede dem hele dagen lang. Befolkningen i Jurash havde sendt to mænd til Allahs Apostel, og ventede på en lejlighed til at mødes med ham. Allahs Apostel, Allah velsigne ham, underrettede dem om dette slag og Surads sejr. De to mænd kom til deres folk og underrettede dem om omstændighederne foruden om andre hændelser. Så tog en deputation af dem afsted, og de ventede på Allahs Apostel, må Allah velsigne ham, og antog islam. (Ibn Saad, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir, vol. 1, pp. 397-398)

Denne tid med erobring var en stor kilde til stolthed for Muhammed og hans ledsagere. Mange digte blev komponeret for at fejre deres sejre. Her er en del af et digt, som Kaab b. Malik komponerede før den islamiske erobring af Al-Taif.

Hvis I tilbyder fred, vil vi acceptere det
og gøre jer partnere (med os) i krig og fred.
Hvis I nægter, vil vi bekæmpe jer sammenbidt. (...)
Vi vil kæmpe, så længe vi lever
Indtil I vender jer til islam og ydmygt søger ly.
Vi vil kæmpe ligeglade med, hvem vi møder
Om vi ødelægger gammelt brug eller indvundet nyt. (...)
Og vi afskærer deres næser og ører
Med vore fine polerede indiske sværd,
Driver dem voldsomt foran os
Under Guds og islams befaling,
indtil religionen er etableret, ret og ligefrem.
(Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, pp. 587-588)

Disse kampe var ikke selvforsvar; de var offensive kampe, hvis formål var at udbrede det islamiske imperium og Muhammeds herredømme. Dette var missionerende krigsførelse og voldelig jihad.

I hele denne periode med krig, var Muhammeds lære stadig meget vigtig. Han inspirerede sine soldater til at kæmpe med løftet om paradis. For de, der kæmpede, var der løftet om tilgivelse, status, jomfruer, kostbare klæder, vandede haver med rigelig frugt, floder af vin, mælk og honning, slavedrenge og smukke huse. Overvej disse vers fra Koranen:

I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf? I tror på Gud og Hans udsending og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det. Så vil Han tilgive jer jeres synder og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr. (Koranen 61:10-12)
... Haven, som de gudfrygtige har fået løfte om, hvor der er floder af vand, der ikke går i forrådnelse, floder af mælk, hvis smag ikke ændrer sig, floder af vin, som det er en fryd at drikke, og floder af ren honning, og hvor de får af alle slags frugter og tilgivelse fra deres Herre ... (Koranen 47:15)
De gudfrygtige vil være på et sikkert sted, i haver og ved kilder, klædt i silke og brokade og siddende overfor hinanden. Sådan er det; og Vi giver dem jomfruer med store sorte øjne til ægte. (Koranen 44:51-54)
De gudfrygtige vil få et fristed, og haver og vingårde, jævnaldrende kvinder med svulmende bryster og altid et bredfyldt bæger. (Koranen 78:31-34)
Vi skabte nogle kvinder, fuldkomne, og gjorde dem til jomfruer, elskovsfulde og på samme alder, for dem til højre ... (Koranen 56:35-38)
De har unge tjenere til at gå rundet iblandt sig og servere, som skjulte perler. (Koranen 52:24)
Evigt unge drenge går rundt iblandt dem ... (Koranen 56:17, 76:19)

De muslimer, der ikke kæmpede for Muhammed, var ikke lige i status med dem, der gjorde:

De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Guds sag, både med deres ejendom og deres liv. De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Gud et trin højere end dem, der bliver siddende. Gud har lovet hver af dem Det Skønneste, men Gud udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn ... (Koranen 4:95)

Disse løfter fra Muhammed inspirerede muslimer til at give deres liv for udbredelsen af det islamiske imperium. Overvej eksemplet med Umayr b. al-Humam:

Så gik apostlen ud til folket og tilskyndede dem ved at sige: "Ved Gud i hvis hånd Muhammeds sjæl er - intet menneske vil blive dræbt i dag, som bekæmper dem med standhaftigt mod og som rykker frem, ikke tilbage, uden at Gud vil tage ham ind i Paradis." Umayr b. al-Humam, bror til B. Salima, spiste nogle dadler, han havde i hånden. "Fint, fint!" sagde han, "er der ikke andet mellem mig og min indtræden i Paradis end at blive dræbt af disse mænd?" Han kastede dadlerne fra sig, greb sit sværd og kæmpede imod dem, indtil han blev dræbt. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 300)

Krigsførelse og forkyndelsen af Paradis var således vigtige metoder, som Muhammed brugte til at sprede islam. Muhammed udsendte ikke prædikanter og evangelister; i stedet udsendte han hære.


Krigsførelse mod muslimer

Muhammeds brug af krigsførelse var ikke kun rettet mod ikke-muslimer. Ved nogle lejligheder opfordrede han til krig mod muslimer. Dette var en del af den måde, hvorpå han styrkede islams greb om det tidlige muslimske samfund.

I, der tror! Frygt Gud, og lad fremover være med at tage rente, hvis I er troende! Hvis I ikke holder op, så modtag en krigserklæring fra Gud og Hans udsending! Men hvis I omvender jer, kan I beholde jeres kapital, uden at handle uret og uden at blive gjort uret. (Koranen 2:278-279)

Baggrunden for ovenstående vers er, at nogle muslimer ønskede at få de renter, de stadig havde til gode, fra tiden før de blev muslimer. De bliver advaret om, at hvis de prøver at få disse renter, så vil Allah og Muhammed føre krig mod dem. Vi ser en lignende befaling i 9:73.

Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt! (Koranen 9:73)

Baggrunden her er, at Muhammed kalder muslimerne til jihad. Nogle af de muslimske stammer ønsker ikke at kæmpe; derfor kaldes de hyklere og Muhammed skal bekæmpe dem, indtil de tilslutter sig jihad. Muhammed fik deres moské brændt ned.

Ejerne af moskeen i opposition var kommet til apostlen, mens han forberedte sig til (at angribe) Tabuk, og sagde: "Vi har bygget en moské for de syge og trængende og for nætter med dårligt vejr, og vi vil gerne have, at du kommer til os og beder for os dér." Han sagde, at han var på nippet til at tage afsted og var optaget (...) og at han, om Gud ville det, ville komme til dem og bede for dem i den, når han var kommet tilbage. Da han stoppede i Dhu Awan fik han nyheden om moskeen, og han tilkaldte Malik b. al-Dukhshum (...) og Man b. Adiy (...) og sagde til dem, at de skulle tage til disse onde mænds moské og ødelægge den og brænde den ned. (...) og så løb to af dem ind i moskeen, hvor dens folk var, og brændte og ødelagde den og folk løb væk fra den. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 609)

I sura 33 bliver muslimer igen kaldt hyklere og truet med krig, hvis de fortsætter med at sætte spørgsmålstegn ved Muhammeds moralske og militære dømmekraft.

Hvis hyklerne og de, der bærer en sygdom i hjertet, og de, der spreder rygter i Medina, ikke holder inde, så vil Vi pudse dig på dem! Så vil de kun være dine naboer dér en kort tid endnu. Med en forbandelse over sig vil de, hvor som helst man finder dem, blive pågrebet og dræbt på stedet. (Koranen 33:60-61)

I sura 49 er Muhammed befalet at bekæmpe muslimer, indtil de "føjer sig efter Guds bestemmelse".

Hvis to grupper af de troende bekæmper hinanden, skal I skabe forlig mellem dem! Hvis den ene af dem så begår overgreb mod den anden, skal I bekæmpe den, der har begået overgreb, indtil den føjer sig efter Guds bestemmelse. Hvis den føjer sig, skal I skabe forlig mellem dem i retfærdighed! Vær retfærdige! Gud elsker de retfærdige. (Koranen 49:9)

I sura 66 bliver de muslimer, der satte spørgsmålstegn ved, hvad Muhammed gjorde, kaldt hyklere og det befales, at de behandles hårdt.

Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs imod dem! Helvede bliver deres herberg. Hvilket ulykkeligt endeligt! (Koranen 66:9)

Muhammed befalede de sande muslimer at føre krig mod de muslimer, der ikke holdt op med at drikke alkohol.

Daylam al-Himyari fortalte: Jeg spurgte Profeten (fred være med ham) og sagde: Allahs Apostel! Vi lever i et koldt land, hvor vi udfører tungt arbejde, og vi laver en brændevin af hvede, så vi kan få styrke fra den til vores arbejde og til at tåle kulden i vores land. Han spurgte: Er den berusende? Jeg svarede: Ja. Han sagde: I skal undgå den. Jeg sagde: Folket vil ikke opgive den. Han sagde: Hvis de ikke opgiver den, kæmp imod dem. (Abu Dawood: Bog 26, nr. 3675, Hasan)

For at konkludere: Muhammed brugte krigsførelse mod muslimer, der satte spørgsmålstegn ved ham, eller som ikke fulgte de love, han gav. De blev kaldt hyklere. På denne måde styrkede og spredte Muhammed islams indflydelse på de nyligt konverterede stammer.


Penge og gaver

Krigsførelse var ikke altid den bedste løsning for Muhammed. Efterhånden som han blev rig, brugte han også penge og gaver til at sprede islam.

Anas fortalte: Profeten samlede nogle folk fra Ansar og sagde: "Folk fra Quraysh er stadig tæt knyttet til deres før-islamiske periode af uvidenhed og de har lidt meget; jeg ønsker at hjælpe dem og tiltrække deres hjerter (ved at give dem krigsbytte). ... (Bukhari: Vol. 5, bog 59, nr. 623, Khan)
Abu Said fortalte: Ali sendte et stykke guld til Profeten, der fordelte det mellem fire personer: Al-Aqra bin Habis Al-Hanzali fra Mujashi-stammen, Uyaina bin Badr Al-Fazari, Zaid At-Tai der tilhørte (stammen) Bani Nahban og Alqama bin Ulatha Al-Amir der tilhørte (stammen) Bani Kilab. Så blev Quraish og Ansar vrede og sagde: "Han (dvs. Profeten) giver til høvdingen af Najd og giver ikke os." Profeten sagde: "Jeg giver til dem for at tiltrække deres hjerter (til islam)." (Bukhari: Vol. 4, bog 55, nr. 558, Khan)
Apostlen fortalte dem, at de skulle sige til Malik, at hvis han kom til ham som muslim, ville han returnere hans familie og ejendom til ham og give ham hundrede kameler. Da han hørte dette, kom Malik ud (...) og red afsted for at slutte sig til apostlen (...). Han (Muhammed) gav ham hans familie og ejendom tilbage og gav ham hundrede kameler. Han blev en fortræffelig muslim. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 593)

Efter at Muhammed havde erobret Mekka, beordrede han almisse-pengene (zakat) anvendt til visse bestemte formål. Et af disse formål var at tilskynde folk til at antage islam:

Almisserne skal kun gå til de fattige og nødlidende, til dem, der arbejder dermed, til dem, hvis hjerte skal vindes (for islam). (Koranen 9:60)

Som kommentar til "dem, hvis hjerte skal vindes", skriver Ibn Kathir:

Der er dem, der gives almisse for at antage islam. For eksempel gav Allahs Profet noget til Safwan bin Umayyah ... (Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, vol. 4, p. 455)
... Allahs Sendebud (må fred være med ham) gav hundred kameler til Safwan b. Umayya. Han gav ham igen hundred kameler, og gav ham derefter igen hundrede kameler. Said b. Musayyib sagde, at Safwan fortalte ham: (Ved Allah) Allahs Sendebud (må fred være med ham) gav mig, hvad han gav mig (og min holdning på det tidspunkt var), at han var den mest afskyelige person blandt mennesker i mine øjne. Men han fortsatte med at give mig, indtil han nu er det kæreste af mennesker for mig. (Muslim: Bog 30, nr. 5730, Siddiqui)

Således brugte Muhammed undertiden penge og gaver til at sprede islam.


Mord

Nogle stammer reagerede ikke på krigsførelse eller penge. Ibn Ishaq noterer, hvordan Muhammed brugte frygt og intimidering, skabt ved hjælp af snigmord, til at konvertere en stamme:

Abu Afak (...) viste sin oprørthed, da apostlen (Muhammed) dræbte al-Harith b. Samit (...). Apostlen sagde: "Hvem vil tage sig af denne slyngel for mig?" Hvorefter Salim b. Umayr (...) gik ud og slog ham ihjel. (...) (Asma b. Marwan) var af B. Umayya b. Zayd. Da Abu Afak var blevet dræbt udtrykte hun misfornøjelse. Da apostlen hørte, hvad hun havde sagt, sagde han: "Hvem vil skaffe mig af med Marwans datter?" Umayr bin Adiy al-Khatmi, som var sammen med ham, hørte ham, og samme nat gik han hen til hendes hus og dræbte hende. Om morgenen kom han til apostlen og fortalte ham, hvad han havde gjort, og han (Muhammed) sagde: "Du har hjulpet Gud og Hans apostel, Oh Umayr!" Da han spurgte, om det ville få onde konsekvenser for ham, sagde apostlen: "To geder vil ikke støde hovederne sammen på grund af hende" (...). Dagen efter drabet på bint Marwan blev mændene i (stammen) Khatma muslimer, fordi de så islams magt. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, pp. 675-676)

Muhammed brugte således undertiden snigmord til at konvertere en stamme til islam.


Tvang

Sommetider brugte Muhammed ikke tvang til at sprede islam.

Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig over for vildfarelsen. (Koranen 2:256)
Apostlen udsendte tropper til distriktet omkring Mekka for at indbyde folk til Gud: Han befalede dem ikke at kæmpe. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 561)

Men i andre tilfælde brugte og godkendte han tvang.

Han (Muhammed) sagde: "Ve dig, Abu Sufyan, er det ikke på tide, du anerkender, at jeg er Guds apostel?" Han svarede: "Hvad det angår, har jeg stadig mine tvivl." Jeg (Abbas) sagde til ham: "Underkast dig og bekend, at der ikke er anden Gud end Allah og at Muhammed er Guds apostel, før du mister dit hoved;" så gjorde han det. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 547)
Abu Bakr sagde: "Du spurgte mig om det bedste råd, jeg kunne give dig, og jeg vil give det til dig. Gud sendte Muhammed med denne religion, og han kæmpede for den, indtil folk accepterede den frivilligt eller med magt." (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, pp. 668-669)
... Da Jarir nåede Yemen, var der en mand, som plejede at forudsige og give gode varsler ved at kaste spådomspile. Nogen sagde til ham: "Allahs Apostels udsending er til stede her, og hvis han skulle få fat i dig, vil han hugge dit hoved af." En dag, mens han brugte dem (dvs. spådomspilene), stoppede Jarir dér og sagde til ham: "Knæk dem (dvs. pilene) og aflæg vidnesbyrd om, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah, eller jeg vil hugge dit hoved af." Så knækkede manden disse pile og vidnede om, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah. (Bukhari: Vol. 5, bog 59, nr. 643, Khan)
Abdullah fortalte: Allahs Apostel sagde: "Blodet af en muslim, der bekender, at ingen andre har ret til at blive tilbedt end Allah, og at jeg er Hans Apostel, må ikke udgydes undtagen i tre tilfælde: I qisas [som gengældelse, o.a.] for mord, en gift person, der begår ulovligt samleje og den, der vender sig fra islam (falder fra) og forlader muslimerne." (Bukhari: Vol. 9, bog 83, nr. 17, Khan.)

Ved visse lejligheder brugte og godkendte Muhammed således tvang til at sprede og holde folk indenfor islam.


Tortur

Muhammed havde brug for en masse penge til at finansiere udvidelsen af sin religion og sit imperium. En af de rigeste byer i området var den jødiske by Khaybar. Jøderne dér accepterede hverken Muhammed som profet eller hans krav på at herske over dem. Efter at Muhammed havde erobret Khaybar, kan vi læse, hvad han gjorde for at få fat i deres rigdomme til at finansiere sin jihad.

Kinana b. al-Rabi, der havde opsyn med (Kaybars) skat, (...) blev bragt til apostlen, der spurgte ham om den. Han afviste, at han vidste, hvor den var. En jøde kom (...) til apostlen og sagde, at han havde set Kinana gå rundt om en vis ruin hver morgen tidlig. Da Apostlen sagde til Kinana, "Ved du, at hvis vi finder ud af, at du har den, så dræber jeg dig?", sagde han: ”Ja.” Apostlen gav ordre til, at ruinen skulle graves op og en del af skatten blev fundet. Da han spurgte ham om resten, nægtede han at oplyse det, så Apostlen gav ordre til al-Zubayr b. al-Awwam: "Torturér ham, indtil du får ud af ham, hvad han har"; med flint og stål tændte han et bål på hans bryst, indtil han var næsten død. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 515)

Så Muhammed brugte undertiden tortur til at finansiere udbredelsen af sin religion og sit imperium.


3. Fjernelse af valgmuligheder

Ødelæggelse af kabaer og helligdomme

Kabaen i Mekka var ikke den eneste kaba i Arabien. Der var andre kabaer og helligdomme, som araberne valfartede til i løbet af året. Muhammed spredte islam ved at ødelægge disse andre kabaer og gøre den islamiske tilbedelse i Mekka til den eneste mulighed for araberne.

Jarir bin Abdullah fortalte: Der var et hus kaldet Dhul-Khalasa i den før-islamiske periode og det blev også kaldt Al-Kaba Al-Yamaniya eller Al-Kaba Ash-Shamiya. Allahs Apostel sagde til mig: "Vil du befri mig fra Dhul-Khalasa?" Så tog jeg afsted imod det med 150 ryttere fra stammen Ahmas, og derefter ødelagde vi det og dræbte, hvem vi fandt dér. Så kom vi til Profeten og fortalte ham om det. Han nedkaldte godt over os og over stammen Ahmas. (Bukhari: Vol. 5, bog 58, nr. 160, Khan)
Så sendte apostlen Khalid til al-Uzza, hvilket var beliggende i Nakhla. Det var et tempel, som denne stamme Quraysh og Kinana og alle Mudar plejede at holde i ære. (...) Da Khalid ankom, ødelagde han det og vendte tilbage til apostlen. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 565)

Ødelæggelse af uafhængige moskeer

Muhammed opførte mange moskeer. Men ved én lejlighed byggede en uafhængig gruppe en moské og inviterede Muhammed på besøg. Disse muslimer ønskede ikke at kæmpe i Muhammeds jihad. Muhammed fik deres moské ødelagt.

Ejerne af moskeen i opposition var kommet til apostlen, mens han forberedte sig til (at angribe) Tabuk og sagde: "Vi har bygget en moské til de syge og trængende og nætter med dårligt vejr, og vi vil meget gerne, at du kommer til os og beder for os dér." Han sagde, at han var på nippet til at tage af sted og var optaget (...) og at han, når han kom tilbage, med Guds vilje ville komme til dem og bede for dem i den. Da han stoppede i Dhu Awan kom nyheden om moskeen til ham, og han tilkaldte Malik b. al-Dukhshum (...) og Man b. Adiy (...) og sagde til dem, at de skulle tage til disse onde mænds moské og ødelægge og brænde den. (...) og derefter løb to af dem ind i moskeen, hvor dens folk var, og brændte og ødelagde den og folk løb væk fra den. (Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, p. 609)

Således spredte Muhammed sin islam ved at gøre sine egne moskeer til den eneste mulighed.


Afvisning af andre profeter

Samtidig med at Muhammed hævdede at være profet, var der mænd fra andre stammer, der også hævdede at være profeter. Disse mænd og deres stammer accepterede Muhammed som en profet, men Muhammed accepterede ikke disse mænd som profeter. I denne periode havde disse stammer to profeter: Muhammed plus deres egen.

I sin levetid var Muhammed ikke i stand til at dræbe disse andre profeter, men da han døde, dræbte hans tilhængere dem. Dette vil blive vist i afsnit 5. Således spredtes islam ved at gøre Muhammed til den eneste profet-mulighed.


4. Inkorporering af den før-islamiske religion

Muhammed spredte islam ved at gøre overgangen fra den præ-islamiske religion til islam let. Han gjorde dette ved at foretage meget få ændringer af den. Afguderne blev fjernet og folk måtte nu underkaste sig ham, men næsten alle de andre former for praksis forblev de samme. I praksis er islam meget lig den præ-islamiske religion. Her er et par eksempler.


Faste

Muhammed videreførte oprindeligt den præ-islamiske fastetid:

Aisha fortalte: Ashura (dvs. den tiende Muharram) var en dag, på hvilken stammen Quraysh plejede at faste i den før-islamiske periode af uvidenhed. Profeten plejede også at faste på denne dag. Så da han udvandrede til Medina, fastede han på den og beordrede (muslimerne) til at faste på den. Da fasten i Ramadan blev pålagt, blev det frivilligt for folk at faste eller ikke at faste på Ashura-dagen. (Bukhari: Vol. 5, bog 58, nr. 172, Khan)

As-Safa og Al-Marwa

Den før-islamiske religion havde også en speciel gåtur, der blev foretaget mellem bjergene Safa og Marwa i Mekka. Muhammed fortsatte også denne praksis. Igen blev nogle af de tidlige muslimer utilpasse med dette og mente, at denne hedenske praksis burde stoppes. Senere ændrede Muhammed betydningen af disse bjerge til at være "symboler på Allah":

Asim fortalte: Jeg spurgte Anas bin Malik: "Plejede du at have noget imod at udføre Tawaf mellem Safa og Marwa" Han sagde: "Ja, fordi det var en af ceremonierne i den før-islamiske periode af uvidenhed, indtil Allah åbenbarede: '[De to bjerge] Safa og Marwa hører til Guds helligsteder; så den, der valfarter til Huset eller besøger det, begår ingen overtrædelse ved at gå rundt om [udfører Tawaf] disse to steder.' (Koranen 2:158)" (Bukhari: vol. 2, bog 26, nr. 710, Khan)

Den sorte sten

Den før-islamiske religion var animistisk med særlig vægt på hellige sten.

Abu Raja Al-Utaridi fortalte: Vi plejede at tilbede sten, og når vi fandt en bedre sten end den første, kasserede vi den første og tog den sidste; men hvis vi ikke kunne få fat i en sten, så samlede vi noget jord og derefter bragte et får og mælk (...), og udførte Tawaf omkring det. ... (Bukhari: Vol. 5, bog 59, nr. 661, Khan)

Den helligste sten i den før-islamiske religion var Den Sorte Sten. Den var en del af Kabaen i Mekka. Selv om tilbedelse af sten er animistisk, fortsatte Muhammed denne praksis. Nogle af de tidlige reformator-muslimer fandt dette meget ubehageligt.

Zaid bin Aslam fortalte at hans far havde sagt: "Umar bin Al-Khattab sagde henvendt til Hjørnet (af Kabaen, hvor Den Sorte Sten sidder): 'Ved Allah, jeg ved, at du er en sten, og hverken kan gavne eller skade. Havde jeg ikke set Profeten berøre (og kysse) dig, ville jeg aldrig have rørt (og kysset) dig.' Så kyssede han den og sagde: 'Der var for os ingen grund til at praktisere Ramal (en særlig gangart) (under Tawaf) bortset fra, at vi ønskede at vise os for hedningene, og nu har Allah ødelagt dem.' Umar tilføjede: '(Ikke desto mindre) gjorde Profeten dette, og vi ønsker ikke at ophøre med det (dvs. Ramal).'" (Bukhari: Vol. 2, bog 26, nr. 675, Khan)

Men for de fleste af de tidlige muslimer var dette, at de kunne fortsætte deres hidtidige praksis med at ære Den Sorte Sten, noget, der gjorde det let for dem at acceptere islam, og islam spredtes således.


Besværgelser

Besværgelser var en del af den animistiske før-islamiske religion. Muhammed tillod denne praksis at fortsætte, så længe besværgelserne blev omformet til at være islamiske:

Auf b. Malik Ashjai berettede: "Vi praktiserede besværgelse i de før-islamiske dage og vi sagde: 'Allahs Sendebud, hvad er din mening om det?' Han sagde: 'Lad mig høre jeres besværgelse', og sagde: 'Der er ingen skade ved en besværgelse, der ikke smager af polyteisme.'" (Muslim: Bog 26, nr. 5457, Siddiqui)

Muhammed spredte således islam ved at gøre overgangen let fra den før-islamiske religion til islam. Han gjorde dette ved at bevare de fleste af de animistiske før-islamiske skikke.

Aisha fortalte: Når som helst Allahs Apostel befalede muslimerne at gøre noget, plejede han at forlange handlinger af dem, der var lette for dem at gøre ... (Bukhari: Vol. 1, bog 2, nr. 19, Khan)

Animistiske velsignelser

Mange hadither fortæller, at Muhammed og hans tilhængere mente, at stoffer fra hans krop havde særlig kraft til at velsigne mennesker. Dette er en præ-islamisk animistisk tro. De tidlige muslimer ærede Muhammeds spyt, afvaskningsvand, sved, hår og måske endda hans urin (1, 2).

... Hvis han (Muhammed) spyttede, ville spyttet falde i hænderne på en af dem (dvs. profetens ledsagere), som ville gnide det over sit ansigt og sin hud ... (Bukhari: bind 3, bog 50, nr. 891, Khan)
Mahmud bin Ar-Rabi fortalte: Jeg husker Allahs Apostel og også den mundfuld vand, som han tog fra en spand i vores hus og sprøjtede (spyttede på mig). ... (Bukhari: Vol. 1, bog 12, nr. 801, Khan)
Abu Juhaifa fortalte: Jeg så Allahs Apostel i et rødt lædertelt og jeg så Bilal tage resten af vandet, som Profeten havde brugt til afvaskning. Jeg så folk utålmodigt tage det brugte vand og enhver, der fik noget af det, gned det på sin krop, og dem, der ikke kunne få noget, tog fugten fra de andres hænder. ... (Bukhari: Vol. 1, bog 8, nr. 373, Khan)
Abu Hazim fortalte: ... En mand blandt hans følgesvende så ham (Muhammed) iført det (et stykke klæde) og sagde: "O Allahs Apostel! Lad mig få lov til at bære det." Profeten sagde: "Ja." (Og gav ham dette klæde). (...) Denne mand sagde: "Jeg ville bare have dets velsignelser, som Profeten havde påført det, så jeg håbede, jeg kunne blive indhyllet i det." (Bukhari: Vol. 8, bog 73, nr. 62, Khan)
Anas b. Malik berettede, at Allahs Apostel (må fred være med ham) kom til Umm Sulaims hus og sov i hendes seng, mens hun var væk fra sit hus. (...) Hun kom og fandt ham badet i sved og hans sved faldt ned på skindet, der var bredt ud på hendes seng. Hun åbnede sin duft-taske og begyndte at fylde flaskerne med det. Allahs Apostel (må fred være med ham) blev forskrækket, vågnede op og sagde: Umm Sulaim, hvad laver du? Hun sagde: Allahs Sendebud, vi søger velsignelser til vores børn igennem det. Derpå sagde han: Du har gjort noget rigtigt. (Muslim: Bog 30, nr. 5762, Siddique)
Abu Bakr berettede: (Muhammed kaldte på) barberen og sagde, idet han pegede på højre side af hovedet: (Start) herfra, og fordelte derefter sit hår blandt dem, der var i nærheden af ham. (Muslim: Bog 7, nr. 2992, Siddique)

Muhammed videreførte skikken med at vise ærefrygt for den hellige marabout (den hellige mand) med sig selv som ærefrygtens genstand. Denne praksis siges ofte fejlagtigt at være "folkeislam" og ikke ægte islam, men Muhammed accepterede klart dyrkelsen af ham. Dette var en del af den måde, hvorpå Muhammed spredte islam.


Dyrket i bøn

Selvom Muhammed er død er han æret og genstand for den islamiske bøn (salat).

As Salaamu 'alaika ayyuhan nabiyyu wa rahmatul laahi wa barakaatuh
Må du være hilset, Oh Profet, og modtage Allahs nåde og velsignelser. (salat)

Dyrkelse af helgener/marabout'er var en præ-islamisk praksis, som Muhammed videreførte med sig selv som genstand. Dette gjorde islam lettilgængelig for hans tilhængere og hjalp med til at sprede den.


5. Efter Muhammeds død

Den situation, som Abu Bakr stod over for ved at overtage kalifatet (umiddelbart efter Muhammeds død), var meget dyster. Mange stammer forlod islam og nægtede at betale zakat. Mange falske profeter opstod vidt og bredt over hele Arabien, og mange mennesker erklærede troskab til dem. Det afgørende argumentet for dem var, at en levende profet var at foretrække frem for én, der var død. (Prof. Masud ul-Hasan, The History of Islam, vol. 1, p. 97)

Det følgende er et sammendrag af prof. Hasans beretning om krigene mod disse frafaldne arabiske stammer.

De arabiske stammer omkring Medina var rede til at forblive muslimer, men de ville ikke betale zakat (skat) til de islamiske myndigheder. Disse stammer forsøgte at angribe Medina, men blev slået tilbage. Abu Bakr jagtede og besejrede dem og tog deres land.

Abu Bakr vendte dernæst sin opmærksomhed mod resten af den arabiske halvø, hvoraf en stor del nu havde valgt at forlade islam.

Nord for Medina levede Asad-stammen. De fulgte deres profet Taleaha. De muslimske styrker marcherede mod dem og slog dem ved Buzakha. Derefter vendte de tilbage til islam.

Dernæst marcherede de muslimske styrker mod stammen Fazara og kæmpede ved Zafar. Muslimerne vandt og den besejrede stamme tilbød underkastelse; de blev genoptaget i islam.

Sulaim-stammen blev angrebet af de muslimske styrker og besejret. Deres leder Abu Shajra blev taget til fange og ført til Medina, hvor han accepterede islam.

De muslimske styrker marcherede mod stammen Tamim. Denne stamme ydede ingen modstand, men tilbød heller ikke underkastelse. Deres leder blev dræbt og hans kone gift med den islamiske general, Khalid. Stammen accepterede derefter islam.

Hanifa-stammen blev ledet af profeten Musaylima. Muslimerne kæmpede hårdt mod denne stamme og vandt til sidst, selvom det kostede et stort antal ofre. Da Musaylima først var bleve dræbt og stammen undertvunget, accepterede de islam.

Efter denne kamp sendte Abu Bakr en hær til Bahrain. I Bahrain var en ny konge kommet til magten, og han afviste islam. Der var megen intern kamp. Muslimerne forsøgte at erobre dem, men det lykkedes ikke før forstærkninger kom frem. Efter at være blevet besejret, angrede befolkningen i Bahrain og blev indlemmet i islams fold.

I Oman var Laquit ibn Malik profet. En muslimsk styrke blev sendt imod ham. Laquit og ti tusind af hans tilhængere blev dræbt. Så konverterede folk i Oman igen til islam.

I Mahrah var der borgerkrig ved Muhammeds død. Muslimerne stillede sig på den svagere parts side og kæmpede med dem. Da denne region blev erobret, angrede folk i Mahrah og blev igen konverteret til islam.

I Yemen var der en profet kaldet Aswad Ansi. Han havde en stor tilhængerskare. De muslimske styrker marcherede mod dem, slog dem og dræbte Aswad. Da de først var besejret, vendte denne region tilbage til islam.

Ved Hadramaut gjorde folket modstand mod islamisk styre. De muslimske styrker erobrede dem og de blev genoptaget i islam.

Apostasi-kampagnerne begyndte i august 632 e.Kr. og disse operationer var ovre i februar 633 e.Kr. Inden for den korte periode af seks måneder lykkedes det Abu Bakr at udrydde frafaldet og vinde alle stammerne i Arabien tilbage til islams fold. (Prof. Masud ul-Hasan, The History of Islam, vol. 1, p. 102)

Da Muhammed døde, faldt det islamiske imperium således fra hinanden og mange af de arabiske stammer forlod islam. De gjorde dette af forskellige årsager. Nogle ønskede ikke at betale skat til Mekka/Medina, andre ønskede at følge deres egen profet, for de betragtede ikke Muhammed som den sidste profet. Muhammeds følgesvende tvang disse stammer til at vende tilbage til islam. Dette er, hvordan islam spredtes og etablerede sig i Arabien.


Konklusion

Hvordan spredte Muhammed islam? Som denne oversigt viser, brugte han mange metoder. Disse omfattede undervisning i islam, recitation af Koranen, krig, penge og gaver, mord, tvang, tortur, fjernelse af andre religiøse muligheder og inkorporering af en stor del af den før-islamiske religion i islam. Efter Muhammeds død videreførte hans følgesvende nogle af disse metoder. Det er forkert at overdrive enkelte af disse metoder; Muhammed brugte dem alle til at sprede islam.


Referencer

Sulaiman Abu Dawud, Sunan Abu-Dawud (oversætter: Prof. Ahmad Hasan).

Dr. Muhammad Taqi-ud-Din Al-Hilali & Dr Muhammad Muhsin Khan, Translation of the meanings of the Noble Qur'an in the English Language. Madinah: King Fahd Complex. 1419 A.H.

Arthur J. Arberry, The Koran Interpreted, Oxford: Oxford University Press, 1955.

Muhammad ibn Ismail al-Bukhari, Sahih al-Bukhari (oversætter: Dr. Muhammad Muhsin Khan).

Prof. Masud-ul-Hasan, The History of Islam, Delhi: Adam Publishers and Distributors, 2002, 2 bind.

Ibn Ishaq, Sirat Rasul Allah, oversat som The Life of Muhammad, (oversætter: A. Guillaume), Karachi: Oxford University Press, 1998.

Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir (forkortet), Riyadh: Darussalam, 2000, 10 bind.

Ibn Sa'd, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir, (oversætter: S. Moinul Haq) New Delhi: Kitab Bhavan, 2 bind, ingen dato.

Muslim ibn al-Hajjaj, Sahih Muslim (oversætter: Abdul Hamid Siddique).

Mohammed Marmaduke Pickthall, The Meaning of the Holy Qur'an, Delhi: Crescent Publishing House, 1985.

Abdullah Yusuf Ali, The Meaning Of The Holy Quran, Maryland, U.S: Amana Publications, 2004.




Oversættelse: Bombadillo