Jeg er slået af beundring over The Myth of the Andalusian Paradise: Muslims, Christians, and Jews under Islamic Rule in Medieval Spain. Forfatteren Dario Fernandez-Morera, professor ved Northwestern University og ph.d. fra Harvard, hævder, at eliteforskere udbreder en myte – nemlig, at det islamiske Spanien, c. 711 - 1492 e.Kr., var et paradis på jord. Fernandez-Moreras opgave er at afdække historiske realiteter. Hovedteksten er på 240 sider. Der er 95 sider med noter, en bibliografi og et indeks. Den blev udgivet i februar 2016 af Intercollegiate Studies Institute.

Denne bog er en intellektuel boksekamp. Forfatteren langer ikke kun ud efter én modstander, men en hel serie intellektuelle bigotter, ludere og manipulatorer af almindelige mennesker. Fernandez-Moreras overarme funkler, og man blændes af hans lynhurtige benarbejde og uforlignelige skarphed. Vores helt risikerer meget, fra had-mails til en tilværelse som ikke-person.

Læseren kastes ud i enorme landskaber, internationale intriger, mystiske sædvaner og tidløst heltemod. For sine øjne ser man tilslørede kvinder og juvelbesatte slavinder; rygende ruiner af kirker; slavebundne og piskede kristne, som tvinges til at bære deres katedrals klokker, så de i omsmeltet form kan forskønne moskeer; hjerteskærende lidelse og til sidst sejr.

Fernandez-Morera giver generøst propagandisterne alt det reb, de har brug for til at hænge sig selv. Han behøver ikke at gøre andet end at citere dem. Harvard, Princeton, Yale, Columbia, University of Chicago, Boston University, Sarah Lawrence, Rutgers, Indiana University, Cambridge, Oxford, University of London, NYU, Norton, Penguin, Routledge, Houghton Mifflin, Pulitzer-komitéen, Tony Blair, Barack Obama, Carly Fiorina, børns skolebøger, The Economist, The Wall Street Journal, PBS, The New York Review of Books, First Things er alle på anklagebænken, grebet i deres egne falske vidneudsagn. Inddragelsen af First Things kan overraske; det er en katolsk publikation. Heri roser Christian C. Sahner muslimer, der "udviste en overraskende grad af religiøs fleksibilitet", fordi de ventede et par årtier, før udslettede Johannes Døber Katedralen i Damaskus, i stedet for at ødelægge den straks ved ankomsten. Virkelig?

Hvad er propagandisternes motiv?

Følg pengene. Se for eksempel Giulio Meottis, "Islam Buys Out Western Academia". Se også Prince Alwaleed Bin Talal Islamic Studies Program ved Harvard University. Eller Prince Alwaleed Bin Talal Centre of Islamic Studies ved Cambridge University. Eller Alwaleed Centre ved Edinburgh University. Eller Abdallah S. Kamel Center for the Study of Islamic Law and Civilization ved Yale. Eller Prince Alwaleed bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding ved Georgetown. Horehusenes kasseapparater er propfulde af petrodollars.

Følg høtyvene og faklerne. I 2008 udgav Sylvain Gouguenheim, en fransk middelalderforsker, bogen Aristote au Mont-Saint-Michel [Aristoteles på Mont Saint-Michel], hvori han hævdede, at Vesten ikke stod i gæld til islam for kendskabet til de gamle græske tekster; de fleste af disse tekster var bevaret, oversat, videregivet og brugt af kristne. For denne ret beskedne påstand, blev Gouguenheim udsat for "akademisk eksorcisme”.

Og følg dagsordenen. Middelalderen betyder noget for propagandister af én eneste grund: Nutidens projekter. Al-Andalus beviser, at "islam effektivt kan styre en pluralistisk verden". Al-Andalus beviser, at der ikke er "væsentlige forskelle" mellem islam og Vesten. Al-Andalus beviser, at Israel kan erstattes med en "palæstinensisk model, i hvilken jøder, kristne og muslimer igen kan leve under [islams] beskyttelse". Og selvfølgelig blev Ground Zero-moskeen døbt "Cordoba House" efter et kalifat i det muslimske Spanien.

Hvilke taktikker bruger propagandisterne i deres publikationer?

De tilsviner kristne. I en bog fra Oxford University Press er kristne "et fanatisk overdrev", modvillige til at "drage nytte" af den store lykke det er at leve i det muslimske Spanien. Hvordan kommer propagandisterne om ved de 48 kristne martyrer i Cordoba? De håner dem, gør dem syge og giver dem selv skylden for deres egen død. Disse døde var "ballademagere", "selvbestaltede ofre”, skyldige i "ekstremisme" ved at foretrække døden som kristne frem for livet som muslimer. De var masochister, der selv ønskede at blive tortureret og dræbt.

Pelagius var en ung kristen dreng, der blev begæret af Abd-al-Rahman III. Pelagius, alias Pelayo, gjorde modstand. Islams lærde apologeter fordømmer ikke kaliffens ønske om at voldtage et barn. De er hurtige til at respektere drengens smerte – en smerte, der er repræsentativ for utallige andre kuffar-drenge, der blev voldtaget, kastreret og dræbt, alt sammen i overensstemmelse med reglerne for jihad. I stedet fordømmer disse apologeter de kristne for at "dæmonisere muslimer", og have fikse ideer om mand-dreng homoseksualitet. I denne akademiske parade, hører man igen beskyld-ofrene reaktionen på de seksuelle masse-overgreb i Köln nytårsaften 2016 eller ordren til amerikanske soldater i 2015 om at ignorere "drengeleg" i Afghanistan – en "drengeleg", der i ét tilfælde involverede en barnesexslave, der var lænket til en seng. "Vi kan høre dem skrige," rapporterede en soldat. Respekter deres kultur, fik han at vide.

En anden lærd metode til at behage de saudiske sponsorer og fordreje fortiden: Udelad væsentlige detaljer. En bog, udgivet af et University Press fra et af Ivy League elfenbenstårnene, "nævner ikke stening, kvindelig omskæring, korsfæstelse, halshugninger eller seksuelt slaveri".

Muslimerne kaldte de kristne for "svin". Forkynderne af den andalusiske paradismyte undlader at omtale denne lille sigende godbid. De omtaler "indtagende andalusisk kærlighedspoesi" uden at nævne, at den blev skrevet om ikke-muslimske sexslavinder, ikke om kærlighed mellem frie, voksne, muslimske mænd og kvinder. De udelader markedsprisen for slaver; disse tal lader sig ikke misforstå. En mandlig sort slave gik for et meget lavere beløb end en hvid pige – naturligvis kan en mand lave mere arbejde end en pige. Hvis disse slaver primært blev købt til arbejdsbrug ville priserne forholde sig omvendt. Muslimske herskere oplagrede tusindvis af sådanne slaver i deres haremmer. "Kiz", et tyrkisk ord for en sexslavinde, kom til at betyde "kristen kvinde". Det arabiske "sakaliba" kommer af ordet for "slav", som almindeligvis var de slavebundne personers etnicitet. "Alle slaviske eunukker, som man finder på Jordens overflade, kommer fra Spanien," skrev en muslim. Sorte var genstand for lignende foragt. En muslim i Toledo skrev: "De mangler selvkontrol og ro i sjælen og overmandes af vægelsind, dumhed og uvidenhed."

Islams apologeter udelader den etniske udrensning af kristne, herunder, ved én lejlighed, massedeportationen af 20.000 familier til Afrika. De undlader at nævne, hvor hierarkisk og lagdelt det muslimske Spanien var, med de arabiske muslimske mænd øverst og deres forskellige ofre længere nede i rækkerne. Ikke-arabere, der konverterede til islam, var ikke ligestillede, og det var deres børn heller ikke. 300 sådanne muslimer med kristne forfædre blev korsfæstet. 5.000 blev halshugget. Efter et sådant udtryk for "tolerance", hyldede en andalusisk digter "massakren" på disse "sønner af slaver. De havde som pårørende kun slaver og sønner af slaver". Husk - de døde var muslimer. Men deres forfædre var kristne ikke-arabere – derfor tilnavnet ”sønner af slaver".

En anden metode til retouchering af fortiden: Bare ignorer ubekvemt materiale. Ignorer materiale skrevet af militærhistorikere. Ignorer materiale på alle andre sprog end engelsk. Ignorer især materiale skrevet på spansk. Og ignorer samtidige kristne beretninger.

Der er en anden støtte af den andalusiske paradismyte, som Fernandez-Morera ikke dvæler ved. Tilhørere har tendens til at overføre forholdene i det 21. århundredes Vesten til middelalderens Spanien. Men europæiske kristne i år 711 var ikke tidligere imperialister, hvis sprog - engelsk og spansk - dominerede hele kontinenter. Jøderne var ikke magtesløse, og muslimerne heller ikke. Europa på denne tid var stadig et sted, hvor kristne blev myrdet for at være kristne, af hedninge såvel som af muslimer. I 614, under en persisk invasion, massakrerede jøder kristne i Jerusalem. Jøder var blandt de mest fremtrædende slavehandlere. Til tider allierede jøder sig med muslimer mod de kristne i Spanien. Spredere af myten kalder muslimske institutioner, dedikeret til udenadslære og studier af Koranen, for "universiteter". De var ikke universiteter. De kan mere korrekt kaldes "madrassaer".

Man kunne spørge, om ikke Fernandez-Morera - når nu alle de bedste universiteter i verden insisterer på, at Det Andalusiske Paradis er sandhed, ikke myte – er en konspirationsteoretiker? I klasse med fyren, der insisterer på, at regeringen gemmer organer fra rumvæsener på Area 51 [område i Nevada tilhørende det amerikanske luftvåben, o.a.]?

Men nej. Mesterligt som en olympisk fægter, håndterer Fernandez-Morera videnskabens bedste våben. Han redder den videnskab, som politisk korrekthed har reduceret til en gadetøs. Han retter hende op, renser hende og minder hende om hendes bedre dage. Han bruger forskning og objektive kendsgerninger til at føre sin sag. Intet kunne være mere grænseoverskridende i den akademiske verden i dag. Hans kendsgerninger taler med tordenrøst som katedralklokker, der længe har været tvunget til tavshed.

Læsningen af denne bog gav mig en følelse af at løbe efter et accelererende godstog. Det er en berusende oplevelse. Fernandez-Moreras udtømmende note-referencer er på mindst otte sprog. Fernandez-Morera citerer gamle og moderne værker, forskere han er enig med, og dem, han hudfletter. Han slår gnister mellem gamle tekster og op-til-minuttet nyheder - herunder den amerikanske præsident-valgkamp anno 2016. Han bruger primære tekster, for eksempel muslimske juridiske dokumenter. Han citerer plat satire og episke sagaer. I betragtning af bredden af hans viden, kan man i spøg undre sig over, at bibliografien ikke indeholder henvisninger til de personlige e-mails, han udvekslede med Cervantes, Maimonides, Teresa af Avila og El Cid.

Midt i sin stræben efter at uddanne sin læser om nutidige åbenlyse løgne og rigt belønnede løgnere, og om tidligere massakrer og korsfæstelser, forbliver Fernandez-Morera, som tilfældet er med sande lærde, i fuldstændig ro. Aldrig griber han til hadefuld tale eller overdrivelse. Han erkender katolikkers diskrimination af arianere og jøder. Han forfalder ikke til doven, sjusket relativisme: "Alle gjorde det." Han sammenligner systematisk og ærligt muslimer, kristne og jøder, herunder majoriteter og minoriteter i hver gruppe. Der er intet i middelalderens kristne Europa der kan sammenlignes med Al-Andalus' slaveri, haremer, behandling af kvinder eller enorme antal halshugninger, hævder han. Mens jøder og kristne også diskriminerede hinanden og deres egne mindretal, finder han kun i islam det gennemgribende, universelle, skriftmæssigt beskyttede og uforsonlige dhimmitude-system.

Fernandez-Morera deler den andalusiske myte op i syv påstande. Det citerede materiale nedenfor er fundet i indflydelsesrige videnskabelige tekster.

• Bevægelsen af muslimer ind i Spanien var en "migrationsbølge". Jihad "er ikke en motiverende faktor". Jihad er en "indre kamp" "for at modstå fristelse og overvinde det onde".

• Det kristne Europa var "en arena af uophørlig krigsførelse, hvor overtro gjorde det ud for religion og videnskabens flamme kun spruttede svagt". De kristne indbyggere i Europa var småtskårne bønder (rednecks). "Skovfolkene forvildede sig aldrig langt væk". De levede i "formørkelse og depression", "dramatisk tilbagegang", "forfald" og "opløsning". Karl den Store kunne ikke skrive sit eget navn.

• Den muslimske erobring bragte den "blomstrende" islam til Spanien. Al-Andalus "var et fyrtårn af oplysning for resten af Europa ... blandt dets fineste præstationer var dets tolerance ... i overensstemmelse med principperne i Koranen". Koranen er et "monument af tolerance". "Mauriske ledere hjalp med at bygge kristne kirker". Uden at være tynget af præster, var muslimer "animeret af lighed ... og havde respekt for alle trosretninger". Deres islam var præget af "pan-konfessionel humanisme". Var den ikke blevet "afbrudt" af den spanske inkvisition, ville dagens islam have afspejlet Al-Andalus’ fuldt "reformerede" version. Kort sagt var muslimerne "fulde af vid og indre ild, altid forelskede, i færd med at skrive poesi, glade for musik, og de arrangerede festivaler, danse og turneringer hver dag".

• Umayyade-dynastiet var "oplyst" og "tolerant".

• Det muslimske Spanien var et feministisk Utopia. "Nioghalvfems procent" af de europæiske kristne var analfabeter, mens muslimske kvinder "var læger og advokater og professorer". I dag er det vestlige politikker, der skaber "de barske vilkår, som fjerne andre lever under", heriblandt muslimske kvinder. "Vi [Vesten] er alle implicerede."

• "Jøder levede lykkeligt og produktivt i Spanien."

• Det muslimske Spanien var et Disneyland for kristne. "Hverken kirker eller klostre var direkte truet." Det muslimske Spanien var "et tilflugtssted". Kristne "blev behandlet godt" og havde "lov til at tilbede frit". Det muslimske Spanien "nærede" kristne.

Fernandez-Morera korrigerer disse påstande.

Den muslimske erobring af Spanien var en hensynsløs, religiøst sanktioneret Blitzkrieg, der – af én af jihad-krigsforbryderne – blev beskrevet, som bragte han "Dommedag" til sine ofre. Erobrerne, ikke fredelige indvandrere, afbrændte alle kirkerne på deres vej, og rapsede fra resterne til at bygge deres moskeer, der var, som muslimske kronikører bevidner, ringere i konstruktion og design end de kristne monumenter, de erstattede. Jihadisterne udtrykte deres begær efter sexslaver som krigsbytte og deres "kærlighed til døden". Én "brændte i sit begær efter at skade" kristne. Biblioteker blev brændt, som det skete i det zoroastrianske Persien og den kristne by Alexandria. Jihadister slagtede kristne og kogte deres kød i kedler. Kors forekom dem så afskyelige, at de plyndrende muslimer var nødt til at knuse dem, før de kunne fordele deres guld som bytte.

Nej, de indfødte kristne i Spanien havde ikke behov for udfrielse. Deres kultur var mere avanceret end angribernes; så meget sagde angriberne i deres historier, hvor de praler af den forbløffende rigdom og det omhyggeligt formede håndværk, de plyndrede, og den store skønhed og forfinelse af de kvinder, de slæbte af med for at voldtage. Ibn Khaldun omtalte arabernes uvidenhed og deres kulturs lave niveau, og hvordan de havde brug for kristne og jøder til at tage sig af deres affærer.

I 981 nedrev Al-Mansur byen Leon. Han lod ét tårn blive stående som vidnesbyrd om den høje kvalitet af den by, han var i stand til at ødelægge. Denne anekdote fortæller læseren meget om jihadisters gentagne bedrifter, fra Al-Andalus til World Trade Center, og videre til Bamiyan-buddhaerne og Palmyra.

Fernandez-Morera skriver, at den populære forestilling om at islam bevarede klassisk viden og gav denne viden videre til det kristne Europa, "er grundløs". Han fortæller, at araberne var overraskede over den viden, som det 9. århundredes helgen, St. Cyril, var i besiddelse af. Cyril svarede, at de muslimske arabere var som et menneske, der bar rundt på en beholder med havvand og troede, han var noget særligt. Til sidst mødte han en græker, der boede ved kysten og som fortalte ham, at det var vanvittigt at prale over en sådan beholder; hans hjemland besad en endeløs overflod af havvand.

I sit kapitel om dagliglivets realiteter i Al-Andalus, koncentrerer Fernandez-Morera sig meget om muslimsk lov. Enhver betvivlelse af islam eller Muhammed kunne resultere i, at man blev tortureret til døde. Simple fornøjelser som vin, hvidløg, svinekød, silke og musik var fordømt. Muslimske dommere bestemte, at musikinstrumenter i privat besiddelse skulle konfiskeres og ødelægges. Der blev dog spillet musik - på trods af fordømmelsen. Musikere var ofte ikke-muslimske slaver.

Kristne og jøder blev opfattet som forurenende, og man gjorde sig ekstra umage for at undgå kontakt, selv med redskaber, der tidligere havde været brugt af en kristen eller jøde. Kristne måtte ikke engang gå forbi muslimske grave; derved forurenede de den døde. Muslimer måtte ikke gengælde juleinvitationer eller -hilsener. Hvis en jøde havde taget vand fra en brønd, så nægtede muslimerne at bruge denne brønd.

Fysisk og kulturel fremmedgørelse af den ene gruppe fra den anden overgik sameksistens; dette er afspejlet i sproget. Kun 6 procent af de spanske ord har arabiske rødder; til sammenligning har 30 procent af ordene i engelsk, et germansk sprog, franske rødder, som følge af den normanniske erobring i 1066.

Jeg måtte ofte tage en pause, da jeg læste kapitlet om de tolerante umayyader. "De berømte umayyader hævede religiøse og politiske forfølgelser, inkvisitioner, halshugninger, spidninger og korsfæstelser op til højder, som ingen anden gruppe herskere har nået før eller efter i Spanien," skriver Fernandez-Morera. De korsfæstede selv de døde, gravede ligene af påståede kristne op for at vanhellige dem. De korsfæstede muslimske trosfæller – ved én lejlighed 72 muslimske lærde i religiøs lov.

Korsfæstelser blev iscenesat til at være "spektakulære" og få tilskuere til at "besvime af rædsel". Nogle ofre blev parteret til døde langsomt: Først hænder, derefter fødder, til sidst hovedet. Ét offer blev korsfæstet på døren til Cordoba-paladset. Ligene af sorte børn hang på en brønds reb som modvægt.

Fornyelse er forbudt i islam og fornyere blev opdaget og elimineret. En muslimsk historiker lovpriste denne overvågning: Spioner "trænger ind til befolkningens mest intime hemmeligheder, så [Abd al-Rahman III] kan kende hver handling, hver tanke af gode og dårlige mennesker ... de åbne og skjulte laster af ... befolkningen ... Gud overøste ham med gaver ... på grund af hans ... undertvingelse af mennesker ... for at afhøre den anklagede og foretage en inkvisition mod dem ... gøre dem rædselsslagne og straffe dem hårdt." Denne samme Abd al-Rahman III, den "mest barmhjertiges tjener", erklærede, at muslimer, der afviger fra streng overholdelse, "fortjener udslettelse".

Al-Andalus var ikke noget paradis for kvinder. Overvej blot denne ene lov: En mand, der køber en ikke-muslimsk sexslave, skal omskære hendes kønsdele. Siger denne kendsgerning ikke alt om det muslimske Spanien? Det muslimske Spanien levede af slaver; en af dets vigtigste eksportartikler var slaver. Utallige tusinder blev kastreret.

Islamisk lov fortæller resten af historien: Hvordan kvinder skal tildækkes, stenes, hæmmes kropsligt, bringes til tavshed, samt den udviskende befaling, at en kvinde skal ledsages af en mandlig slægtning, når hun bevæger sig ud offentligt, eller have ham til at tale for sig. "En muslimsk hustru", instruerer en juridisk manual, er tilladt "at have det sjovt med andre kvinder, som ikke er i selskab med mænd – men kun om dagen og kun én gang om ugen". Mange af de fejrede kvinder i det muslimske Spanien var slaver. De blev tilladt færdigheder og uddannelse, som det ville være upassende for en muslimsk kvinde at have. Kvindelige "læger" var sandsynligvis dem, der foretog kvindelig omskæring. Averroes udtrykte det kort og præcist: "Kvinder bruges kun til forplantning."

Livet for jøder var heller ikke en dans på roser. Islamisk lov og sædvane behandlede jøder med foragt. Jøderne skulle kende deres plads. Når de steg for højt op, blev de og deres trosfæller dræbt. Det muslimske Spanien formåede at udrydde de kristne befolkninger i området under dets kontrol. "Da de kristne trådte ind i Granada i 1492, var der ingen kristne dhimmier i byen."

De kristne og jøder, der fik lov til at leve, fik ikke fik lov til at leve på grund af nogen forestilling om "tolerance". Umar var Muhammeds svigerfar, ledsager og efterfølger. Hans titel er "Farooq”, dvs. ham, der adskiller rigtigt og forkert. Umar sagde udtrykkeligt, at muslimer skal holde kristne og jøder i live for at snylte på dem. "Muslimerne i vor tid vil spise fra disse mennesker, så længe de lever ... vores sønner vil spise fra deres sønner for evigt." Hvordan? Gennem jizya, skatten på kristne og jøder.

Fremtidige udgaver af The Myth of the Andalusian Paradise kunne styrkes af følgende ændringer. Fernandez-Morera nævner ikke Edna Bonacichs pionerarbejde om mellemhandler-minoriteter. Han burde.

Farveillustrationer ville også forbedre bogen. Hvordan så Basilica di San Vicente ud, før den blev ødelagt af muslimer? Illuminerede manuskripter, kort, arkitektoniske stilarter: Alt sammen kunne være sagt i billeder såvel som i ord. En ordliste over de mange ikke-engelske termer, og en tidslinje med datoer, milepæle og personligheder ville også være nyttige.

Fernandez-Moreras 95 sider fodnoter, trykt med øje-belastende småt, indeholder meget, som egentlig burde have været med i bogens hovedtekst. Ja, bogen er en strømlinet, tilgængelig læseoplevelse, og med fodnoterne inkluderet i hovedteksten ville denne blive længere og lidt mere omstændelig, men der er meget i fodnoterne, som selv en tilfældig læser ikke burde gå glip af.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo