Østeuropæere reagerer meget anderledes på masseindvandring af muslimer i Europa, end vesteuropæere. Vesterlændinge, som tilskynder ukontrolleret muslimsk masseindvandring, insisterer på, at de selv er medfølende, tolerante og etiske. De hævder, at østeuropæere og alle andre, der modstår indvandring, er fanatikere, fremmedhadere, uden medfølelse og uetiske, hvis ikke direkte nynazister. Vesterlændinge stempler østeuropæere som snæversynede bøller, hvis meninger skal dæmoniseres, hvis valg skal tilsidesættes, hvis grænser skal gennemtrænges og hvis demografi skal ændres gennem tvang.

I denne artikel fokuserer jeg på tre bannere ved demonstrationen mod indvandring i Warszawa lørdag den 12. september 2015. En fuld forståelse af disse protestbannere kaster lys over, hvordan mange polakker og andre østeuropæere ser på den aktuelle indvandring. Disse protesttegn vil bidrage til at belyse, hvorfor mange mennesker, ikke kun østeuropæere, er imod denne indvandring. Pressen anslår, at flere tusinde mennesker deltog i en anti-indvandringsdemonstration i Warszawa. Skønsmæssigt tusind mennesker demonstrerede til fordel for indvandring.

I august 2015 meddelte Slovakiet, at det kun vil acceptere kristne, ikke muslimske, indvandrere. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har været åbenhjertig i sin modstand mod muslimsk masseindvandring. "De, der ankommer, er vokset op i en anden religion og repræsenterer en radikalt anderledes kultur. De fleste af dem er ikke kristne, men muslimer (...). Dette er et vigtigt spørgsmål, fordi Europa og europæisk identitet er forankret i kristendommen," skrev Orbán i en kommentar til Allgemeine Zeitung.

De vestlige eliter har en let forklaring på østeuropæisk modstand mod muslimsk masseindvandring. Østeuropæere er længe blevet skildret som primitive, bølleagtige neandertalere. Tænk på Stanley Kowalski i A Streetcar Named Desire, eller skydeskiven i en hvilken som helst polak-vittighed.

Den 12. september 2015 offentliggjorde New York Times en artikel af Rick Lyman med titlen: "Østblokkens modstand mod flygtninge fremhæver Europas kulturelle og politiske skel".

Lymans brug af det anakronistiske udtryk "Østblokken", gør østeuropæerne til medlemmer af Warszawa-pagten, der for længst er afgået ved døden. Artiklen slog alarm mod de angiveligt racistiske og uforsonlige østeuropæere, spøgelser fra de gamle onde dage under den kolde krig, der truer den lyse, nye europæiske orden med deres atavistiske snæversyn.

The Times erkendte, at muslimsk masseindvandring til Europa er et problem. Men problemet er ikke, at et svimlende antal illegale og udfordrende indvandrere - bundet til en meget anderledes kultur, og af sikkerhedseksperter bedømt til at rumme et ukendt antal potentielle terrorister - har overvældet Europas evne til at håndtere sagen. Nej, problemet er østeuropæisk tilbageståenhed.

"Det største hindring" for en succesrig reaktion på muslimsk masseindvandring er østeuropæernes "voksende fremmedhad". "Magtfulde, ultra-højreorienterede bevægelser, nationalisme og racemæssige og religiøse fordomme" er beviser på "de genstridige kulturelle og politiske skel, der fortsat eksisterer mellem øst og vest." Det "træge", "korrupte" Østeuropa svigter - ifølge New York Times - sit "løfte om støtte" til "europæiske værdier" såsom "kulturel mangfoldighed, beskyttelse af mindretal og afvisning af fremmedhad". Østeuropæere er "forsigtige med at acceptere racemæssig og religiøs mangfoldighed". I modsætning til de tolerante og forskelligartede vesteuropæere, er østeuropæernes "tradition for at acceptere kulturelt anderledes flygtninge meget svag". Desuden er østeuropæerne klynkere, der ser sig selv som ofre. De bryder sig ikke om andre, der kan have "lidt mere end" de selv har.

Lymans meget korte artikel på 1.500 ord ramte en nerve. Søndag aften havde den inspireret til 1.164 læserkommentarer.

Kommentarer, som New York Times fandt værdige til opmærksomhed, tenderede mod at være enige i Times' vurdering: De tilbagestående, snæversynede, slemme, gamle østeuropæiske neandertalere var problemet. En af New York Times' fremhævede læserkommentarer fordømte Polen som et land med "endemisk bigotteri og intolerance."

Et meget anderledes billede var at finde blandt de kommentarer, som læserne selv havde stemt for. I denne afdeling fandt man røster, der bestred hele The Times' udlægning.

En læser, Alexandra Ares, skrev:

"Tidligere CIA-officer Joshua Katz sagde i dag, at USA ikke bør acceptere en kvote af sikkerhedsmæssige grunde; at der bør være en meget grundig kontrolproces - dette tager tid, fordi mange har brændt deres dokumenter og købt falske pas; at vi ikke skal blæse kvoter i vejret på grund af politisk pres. Alligevel sagde Katz, at vi skal forvente, at nogle af de syrere, vi lader komme ind i USA, kan blive terrorister i det lange løb. Hvis vore egne CIA-eksperter er imod kvoter, hvorfor så presse det dårligere forberedte Østeuropa til at løbe risici og handle imod deres nationale interesser og evne til at tage imod? (...) I modsætning til Vesteuropa led østblokken under hundreder af års muslimsk besættelse og forfølgelse af kristne og jøder. I Rumænien er vores uafhængighedsdag en markering af, at vi sparkede Det Osmanniske Rige ud."

At skrive bogen, Bieganski, the Brute Polak Stereotype, [Bieganski, stereotypen på den brutale polak] var for mig en balancegang. Min tese var, at Vesten har en tendens til at sætte polakker og andre østeuropæere i bås som racistiske bøller. Jeg var nødt til at gøre dette klart og samtidig erkende, at der faktisk findes nogle helt virkelige racistiske bøller i Østeuropa, som der gør alle andre steder.

Gruppen, der arrangerede den tusindtallige anti-indvandringsdemonstration i Warszawa, var Oboz Narodowo Radykalny eller Den Nationale Radikale Lejr. ONR er afgjort en ultra-højre-organisation. Den moderne ONR hævder at være efterkommeren af førkrigstidens ONR, der blev grundlagt i 1934 og forbudt af den polske regering. Den oprindelige ONR støttede anti-jødiske boykotter. En af ONR's grundlæggere, Jan Mosdorf, blev fængslet af nazisterne i Auschwitz og blev myrdet for at hjælpe jøder. At lederen af en åbenlyst antisemitisk gruppe skulle blive myrdet af nazisterne for at hjælpe jøder, viser, hvor svært det kan være for udenforstående fuldt ud at forstå polsk historie og politik.

Jeg er ikke en tilhænger af ONR. Jeg er tilhænger af det åbne og udadvendte Polen, der favner og hylder jøder og andre minoriteter. Jeg lever i USA og kan ikke vurdere, i hvilket omfang deltagerne i de seneste demonstrationer var ONR-tilhængere eller blot modstandere af masseindvandring, der ikke havde andre muligheder for at give udtryk for deres bekymringer. Jeg har set ubearbejdede optagelser af demonstrationerne på YouTube indsendt af ONR, som - må man forvente - har et ønske at forstærke deres egen tilstedeværelse. Langt de fleste demonstranter, der bærer tegn, bærer polske flag, ikke racistiske tegn eller ONR's karakteristiske grønne flag, der viser en hævet arm svingende et sværd. Jeg kan fortælle, at indholdet af tre af bannerne fortæller mig meget om hjerter og sind af de polakker, der er imod indvandring. Disse tegn er ikke racistiske. De skal forstås.

For det første skal det bemærkes, at de vesterlændinge, der støtter uhæmmet muslimsk masseindvandring til Europa, ikke er forbilleder af medfølelse, etik eller tolerance. De har helt igennem kyniske og egoistiske grunde til deres støtte for denne indvandring.

Én grund til, at lande ønsker desperate indvandrere: De vil have arbejdere til at opretholde omfattende statslige velfærdsprogrammer. Den 8. september 2015 forsøgte Washington Post's Rick Noack at forklare, hvorfor nogle europæiske lande accepterede, og andre afviste, muslimsk masseindvandring. I en artikel med overskriften: "This map helps explain why some European countries reject refugees, and others love them" ["Dette kort er med til at forklare, hvorfor nogle europæiske lande afviser flygtninge, og andre elsker dem"] brugte Noack et demografisk kort over fødselsrater. Nogle europæiske nationer er aldrende og mister befolkning; nogle nationer er unge og deres befolkninger er voksende. De europæiske lande, hvis befolkninger aldrende og svindende, har tendens til at yde generøse vugge-til-grav velfærdsydelser. Nogen er nødt til at arbejde og betale til dette system, hvis regeringerne skal kunne fortsætte med at give ydelser. Disse europæiske lande ønsker desperate indvandrere. Nogle europæiske lande har stabile fødselsrater, og giver ikke sammenlignelsesvist den samme generøse statsgaranterede velfærd. Disse europæiske lande ønsker ikke ukontrolleret indvandring.

En anden grund til at nogle lande ønsker indvandrere: For at forbedre deres omdømme. De, der er tilhængere af den nuværende indvandring, mener, at dette udbreder og certificerer deres status som sekulære helgener. I The Guardian skriver Jonathan Freedland: "Mama Merkel har forvist den grimme tysker til historien (...). Hvis historien kan opvise en mere dramatisk forandring i opfattelsen, og måske realiteten, af en nation, så er den svær at finde. For halvfjerds år siden var Tyskland synonymt med tyranni og morderisk vold: Landet med racemæssigt overherredømme og endeløs grusomhed (...). Hitler, nazisterne og Holocaust-apparatet forbliver indlejret i den globale folkehukommelse (...). Men nu vil det også blive husket som stedet, hvor uniformeret politi i 2015 hilste en togladning udmattede syriske børn velkommen med blødt legetøj."

Der er en tredje grund til, at mange europæere opfatter en muslimsk indvandring som til deres fordel. Europa var tidligere et overvejende kristent kontinent. Uhæmmet muslimsk indvandring vil uundgåeligt fordærve Europas kristne karakter. Mange ideologiske modstandere af kristendommen, fra nyateister til marxister, ser dette som en god ting. Se David Horowitz's 2006-bog, Unholy Alliance: Radical Islam and the American Left.

Ligesom det ikke er sandt, at vesteuropæere, der går ind for uhæmmet indvandring, er helgener, er det heller ikke sandt, at østeuropæerne er primitive racistiske bøller og forrædere mod "europæiske" idealer. Et par symboler ved lørdagens demonstrationer er utvetydige.

Et banner lyder: "Kosciol Walczacy, Nie Kapitulujacy." Det betyder: "Den Stridende Kirke, ikke Den Opgivende Kirke." Dette banner rammer nogle strenge dybt i mig som katolik og som polsk-amerikaner. Min dybtfølte forståelse af dette udtryk og min bevidsthed om, at ingen amerikaner eller vesteuropæer, jeg kender, vil kunne forstå dette banner uden at jeg forklarer det for dem, afslører en stor kløft mellem, hvordan mange i Vesten forstår kristendommen, og hvordan mange østeuropæere gør.

Folk i Vesten har antaget en sekulær, kristofobisk opfattelse af kristendommen. Kristne i Vesten hænger med deres hoveder i skam og siger: "Åh, jeg er så flov over at være kristen. Korstogene ... inkvisitionen ... så slemt."

Vesteuropæere kan se på muslimske indvandrere og sige: "Disse er de fattige og nedtrykte ofre, vi koloniserede. Lad os bevise hvor multikulturelle og medfølende vi er, ved at lade dem komme ind."

Ingen af disse opfattelser af den kristne tro giver genlyd i mig som en amerikaner af polsk og slovakisk herkomst.

Inkvisitionen? Polens væsentlige rolle under inkvisitionen var den af en tolerant "stat uden bål", som tog imod jøder, kættere og faktisk også muslimer, der var blevet forvist fra andre lande.

Korstogene? Vi var ikke store aktører i korstogene. Faktisk blev der ført korstog imod os, det vendiske eller slaviske korstog. Jeg nævnte for nylig for en katolsk Facebook-ven, at billeder af korstogsriddere svingende deres sværd over hovedet ikke rigtig satte noget i gang i mig. Jeg forbinder sådanne billeder med Den Teutoniske Orden (eller Tyske Orden), som polakkerne måtte kæmpe imod for deres egen overlevelse. Jeg er opmærksom på, at Sergei Eisenstein udnyttede den lange slaviske erindring om at blive angrebet af Den Teutoniske Orden i hans anti-nazistiske propagandafilm, Alexander Nevsky. Tyskerne har også en lang hukommelse, og da de invaderede Polen, nedrev de Krakows Grunwald Monument over vores tilintetgørelse af Den Teutoniske Orden.

Kolonisering? Vi østeuropæere var afgjort de koloniserede, ikke kolonisatorerne.

En skamfuld, undskyldende, tøvende kristendom? Dette har ikke været min oplevelse af kristendommen under mine mange besøg i Østeuropa fra 1970'erne til 2000'erne. Snarere har jeg oplevet noget dybt smukt og uforglemmeligt inspirerende for mig: Den Stridende Kirke, en kirke, der står skulder ved skulder med folk for at forsvare deres hjem.

Under mit første besøg i min mors fødelandsby i Tjekkoslovakiet i 1970'erne, mødte jeg en katolsk præst, der var blevet tortureret af kommunisterne. I Polen blev præster tortureret og myrdet af nazisterne. Tyve procent af de polske præster blev dræbt. Polske klostre spillede en central rolle i redningen af jødiske børn. Polske præster risikerede og mistede ofte deres liv for at redde jøder. Polakkerne husker Stefan Wyszynski, en kardinal, der var fængslet af kommunisterne. Solidaritet-præsten Jerzy Popieluszko blev tortureret og myrdet af kommunisterne i 1984. Jeg boede i Polen i 1988-89 og deltog i anti-kommunistiske protester. Jeg var vidne til, at ubevæbnede katolske præster, med intet andet end deres modige tilstedeværelse, beskyttede demonstranter mod det aggressive uropoliti.

Polakker og andre østeuropæere har haft brug for en "stridende kirke", fordi de er blevet overfaldet gennem meget lang tid. Polakker har længe set sig selv som Nationernes Kristus. Vi lider, og andre får gavn. For ikke så længe siden, var andre klar over Østeuropas rolle med at tage skrubbet af de uendelige invasioner fra øst.

Den 14. udgave af Encyclopedia Britannica lyder: "Det er den slaviske kolonisering af de russiske sletter og den lange slaviske kamp mod nomadiske invasioner fra Asien, som Vesteuropa kan takke for sin relative frihed til at udvikle en vis kulturel enhed. Rollen som bufferstater var ikke frivillig, men gælden er ikke desto mindre stor, og de slaviske folks heroiske kamp mod gentagne invasioner, under strenge klimatiske forhold, bør kalde på verdens beundring og respekt."

Østeuropæiske nationer måtte af nødvendighed gå imod angriberne fra øst. Mens vi kæmpede, døde og blev sendt i slaveri, nød Vesteuropa godt af det bolværk, vi udgjorde.

Polen blev gentagne gange angrebet fra øst, ofte af muslimer, herunder tyrkere og tatarer. Polakker kæmpede afgørende i historiske slag mod muslimer, herunder Slaget ved Varna, Slaget ved Khotyn og Slaget ved Wien. Disse slag fandt sted i Bulgarien, Ukraine og Østrig. Polakker rejste ikke til muslimske lande for at angribe muslimer. Muslimer rejste ind i de østeuropæiske for at føre deres jihad. Tænk på Malcolm X's berømte udtalelse om de afro-amerikanske erfaringer: "Vi landede ikke på Plymouth Rock. Plymouth Rock landede på os." Østeuropæere kunne sige: "Vi landede ikke på ummaen - det verdensomspændende muslimske samfund. Ummaen landede på os."

Polakkerne var blandt de mange slaviske folk, der blev gjort til slaver af muslimer. Mellem det 15. og 18. århundrede tog muslimer fra Krim måske en million slaver fra den polsk-litauiske stat - så mange som 20.000 mennesker om året. Det sidste store muslimske slave-togt mod disse slaviske folk fandt sted i 1769. Polakker, der var gjort til slaver af muslimer, udførte hårdt arbejde eller fungerede som sexslaver.

1769 er lang tid siden, siger du. Polakkerne må se at komme over det. Min ven John Guzlowski er søn af to slaver. Hans forældre blev gjort til slaver af nazister, ikke muslimer, men ikonografien på protest-bannerne gør det klart, at polakkerne ser modstand mod den ene totalitære angriber som analog med modstand mod den anden. IS praler med, at den vil gøre de kristne til slaver, mens verden venter forgæves på en vægtig muslimsk protest mod IS's grusomheder.

Polakkerne er ikke de eneste østeuropæere, hvis kulturer rummer ubehagelige møder med muslimer. Serbere var engang tvunget til at give deres 7-årige sønner til muslimer til tvangskonvertering - devshirme-systemet. Det slovakiske digt Turcin Ponican af Samo Chalupka fortæller om tyrkernes invasion af Slovakiet. Måske er min foretrukne kulturelle arv om de konstante krige mellem jihadister og slaver, Ilja Repins maleri fra 1880: "Zaporog-kosakker skriver brev til den tyrkiske sultan" Mere berømt er selvfølgelig Vlad Tepes, en rumænsk leder dedikeret til at beskytte kristne mod muslimer, som lagde navn til Bram Stokers Dracula.

Den russiske kunstner Ilja Repins maleri: Zaporog-kosakker skriver brev til den tyrkiske sultan.
Én version af Zaporog-kosakkernes svar til den tyrkiske sultan begynder således:
”Din tyrkiske satan! Den forbandede dus-kammerat og bror til Djævelen, sekretær for Lucifer! Hvad er du for en helvedesridder, som ikke engang kan mase et pindsvin med din bare røv! Djævelen skider, og din hær æder hans lort! Du er ikke værdig til at have kristne folk under dig. Vi er ikke bange for din hær, og vi skal slås imod dig til lands og til vands. Knep din egen mor!” Kilde

Der er mere at sige om banneret med "Den Stridende Kirke". Under den nazistiske besættelse kaldte den polske modstandsbevægelse sig for "Polska Walczaca" eller "Det Stridende Polen". Bemærk ordligheden mellem den anti-nazistiske modstandsbevægelse "Polska Walczaca", og anti-immigrationsbanneret "Kosciol Walczaca." Polakker opfatter deres modstand mod uhæmmet masseindvandring som sammenlignelig med deres modstand mod nazisterne og tidligere totalitære og folkemorderiske angribere.

Denne opfattelse går igen i det visuelle billedsprog på de flag, som mange af demonstranterne bar: Flag med et anker dannet af bogstaverne P og W. Dette anker var et symbol på modstanden under 2. Verdenskrig.

Disse polakker - man kan være enig eller uenig - ser deres kirke som en kirke, der modstår Vestens ordrer om at kapitulere - at overgive sig - til islam. Og de sætter deres kirke ind i traditionen fra dem, der bekæmpede nazisterne.

Et andet billede er hentet fra Polens lange historie om modstand: Billedet af Jan Sobieski og ordene: "Przyszlismy, ujrzelismy, a bog zwyciezyl." Dette citat tilskrives Jan Sobieski. Det er hans kristne omskrivning af Julius Cæsars berømte: "Vini, vidi, vici." Cæsar sagde: "Jeg kom, jeg så, jeg sejrede." Sobieski, en sand polak, var vidende om den klassiske historie. Han var også en troende kristen. Om hans sejr over jihadisterne ved Wiens Porte i 1683 sagde han: "Vi kom, vi så, Gud sejrede."

Polakkerne har gennemlevet meget mere historie end mange heldigere folk. Som sådan er de ofte vanskelige. Men de er dog ikke specielt intolerante, uetiske eller umedfølende. De ser blot de åbenlyse problemer med den nuværende uhæmmede masseindvandring. Kun få er klar over, at Polen har haft sin egen muslimske befolkning i hundreder af år uden større skærmydsler. Mainstream-medierne, der skildrer polakker og andre østeuropæere som intolerante neandertalere, gør samfundet en alvorlig bjørnetjeneste. Læsernes favoritkommentarer på New York Times' hjemmeside tyder på, at færre og færre mennesker lader sig narre.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo