Ilhan Omar

I en by, jeg ikke kan nævne, på en dato, jeg ikke kan angive, tog en anonym kvinde og jeg ud på en risikabel køretur til en institution, hvis adresse jeg ikke kan afsløre. "Aisha" og jeg havde spist, snakket, grinet, arbejdet og drømt sammen. Jeg havde mødt hendes familie. De var dejlige mennesker. De planlagde at dræbe hende. Hun havde krænket deres islamiske forventninger. Derfor vores køretur til et fjernt sikkert hus. I USA. I det 20. århundrede.

I januar 2019, efter at Ilhan Omar [billedet ovenfor] var svoret ind som ny kongres-kvinde, fejrede mine venstreorienterede Facebook-venner hende og Rashida Tlaib. De kom med tre falske påstande: "Første flygtning valgt til kongressen! Første palæstinenser! Vi fejrer mangfoldighed!"

Nej, Omar var ikke den første flygtning, der blev valgt til Kongressen. Jødiske flygtninge og flygtninge fra kommunismen gik forud for hende.

Nej, Tlaib var ikke den første palæstinenser. Det var Justin Amash, en mandlig, kristen republikaner. Den nyligt indsvorne Donna Shalala er, som Tlaib, araber. Hun er en katolik, der støtter Israel. Ingen af de memer, der fejrer Tlaib, fejrede Shalala eller Amash.

Den tredje løgn er, at fejringen af Omar og Tlaib var fejringer af mangfoldighed. Samtidig med at de venstreorienterede ophøjede Tlaib og Omar til meme-stjerner, forholdt de sig fuldstændig tavse om en historie, der rystede verden. Rahaf Mohammed Alqunun er en saudisk teenager, der i begyndelsen af januar 2019 flygtede fra sin familie og blev givet asyl i Canada. Alqunun beskrev prygl, fangenskab og truslen om døden for at have forladt islam. Hun insisterede på, at hendes tilfælde ikke var unikt, og at kvinder i Saudi-Arabien "behandles som slaver".

Også i januar 2019 skabte New York Times opmærksomhed om Loujain al-Hathloul, som "har arbejdet hårdt for at opnå ret for saudiske kvinder til at køre bil." For hendes indsats er al-Hathloul blevet tortureret, herunder vandtortureret, og truet med at blive, og muligvis blevet, voldtaget.

Narges Mohammadi og Nazanin Zaghari-Ratcliffe er fængslede i Iran for deres menneskerettighedsaktivisme. I januar indledte Mohammadi og Zaghari-Ratcliffe en sultestrejke. Iranske kvindelige aktivister som Masih Alinejad kan være tæt på at få ophævet obligatorisk hijab. De har protesteret i årtier. Mine venstreorienterede venner har aldrig, så vidt jeg ved, nævnt nogen af disse kvinder.

Hvis vi udbreder vores fokus og ser på arabisk og muslimsk fødte og opvoksede kvinder, som venstreorienterede undlader at fejre, finder vi Ayaan Hirsi Ali, Nonie Darwish, Wafa Sultan, Anni Cyrus, Sarah Haider og Rifqa Bary. Islams forsvarere har ikke alene ikke fejret disse kvinder, nogle er kommet med dødstrusler mod dem, og venstreorienterede allierede har forhindret dem i at tale offentligt (se her og her). Hirsi Alis fjender vanærer ellers ærede liberale sager for at tilsværte hende og for at sikre, at hun skal være omgivet af væbnede vagter døgnet rundt i resten af sit liv. De anklager Hirsi Ali for at være en del af "patriarki, kvindehad og hvidt overherredømme", skyldig i "krige, invasion og folkemord" og forbundet med "hvide nationalister og ultra højreorienterede politikere" og "kolonisatorer". Endelig er hun "ikke progressiv". Venstreorienterede har deltaget i tilsværtningen af de ovennævnte muslimsk fødte og opvoksede kvinder, og har bidraget til at sikre, at disse kvinder og deres allierede, på universiteter og i mange medier, er ikke-personer. Dette er ikke mangfoldighed. Det er totalitær ensretning, opretholdt med trusler om vold. Fejringen af Ilhan Omar og Rashida Tlaib var ingen fejring af mangfoldighed. Det var en selektiv fejring af to kvinder, der tilslutter sig anti-amerikansk, anti-jødisk retorik.

Ilhan Omar forlangte, at amerikansk lov blev ændret, så hun kunne bære hijab i Kongressen. Nancy Pelosi foreslog den krævede regel-ændring for at "sikre religiøst udtryk". Venstrefløjen jublede, de selv samme venstreorienterede, der fordømte Mitt Romney som en kvindehader, fordi han - da han blev spurgt, hvordan han ville finde kvindelige kandidater til sit kabinet - svarede, uheldigt men uskyldigt, at han havde "kartoteker fulde af kvinder". Jeg spurgte mine liberale venner, hvorfor de fejrede Kongresens første hijab. Jeg fik ikke noget svar. Jeg tænkte på Aisha. Jeg spekulerede på, om de ved noget om det følgende.

1.) Hadefulde stereotyper bruges til at hindre diskussion af hijab.

Det er svært at tale om hijab. Stereotyper kommer i vejen. Ikke stereotyper af muslimer. Stereotyper af ikke-muslimer. "I snæversynede, racistiske, intolerante amerikanere har ikke ret til at tale om hjiab, fordi I alle er islamofober, der vil skade mig."

Over en Vice-artikel den 1. juli 2018 der hævder, at ikke-muslimer er voldelige slyngler, der med fråde om munden ønsker at ødelægge uskyldige muslimske liv, bragte Vice et billede af en sød og yndig hijab-kvinde omgivet af onde, islamofobiske angribere. Modbydelige amerikanere og briter støder deres indkøbsvogne ind i maverne på gravide muslimske kvinder; de skubber hijab-kvinder ud foran indkørende tog.

Alle anstændige mennesker fordømmer virkelige hadforbrydelser. Samtidig må man være opmærksom på falske hadforbrydelser. Se her, her, her, her, her og her. Disse forbrydelser blev forfalskede for at bremse enhver diskussion af kønsapartheid. Man kan fordømme hadforbrydelser mod muslimer og samtidig fordømme forbrydelser begået mod muslimske kvinder i islams navn.

Masih Alinejad, Rahaf Mohammed Alqunun, min veninde Aisha og de ukendte andre som hende uden adgang til sikre huse: Vi taler ikke for disse muslimske kvinder, men med dem; muslimske kvinder, som alt for mange vælger at gøre ikke-eksisterende i den politiske korrektheds navn.

2.) En ærlig diskussion af hijab er ikke det samme som et angreb på muslimske kvinder.

Ikke alle hijab-kvinder støtter obligatorisk hijab. Facebook-siden, My Stealthy Freedom, har billeder af hijab-kvinder, der protesterer mod obligatorisk hijab. Den 31. januar 2018 delte Tarek Fatah en utrolig gribende video. En lille, foroverbøjet iransk kvinde, langsom og krummet af tiden, klatrede op på en lille forhøjning i et snedækket landskab. Da hun var kommet op fjernede hun sin hijab, viklede den om sin stok og viftede med den. Hun efterlignede billedet af Vida Movahed, også kendt som "Pigen fra Enghelab-gaden", der blev berømt gennem et viralt billede fra en demonstration mod obligatorisk hijab. Movahed blev senere fængslet. Fængselsvagter i Iran påstås rutinemæssigt at voldtage fængslede aktivister. De, der modsætter sig ytringsfrihed om hijab, vil tvinge dette valg på os: Elsk muslimske kvinder eller had muslimske kvinder. Deres valg er falsk. Valget er mellem frihed og totalitarisme. Vi, der støtter frihed, elsker muslimske kvinder. Vi støtter ytringsfrihed om hijab.

3.) Islams kanoniske tekster definerer hijab som etableringen af to niveauer af kvinder: Én overlegen, der er sikret mod seksuel overlast, den anden underlegen og udsat for seksuel overlast.

Mine venner, der fejrede Omar, ser uden tvivl hijab som endnu et livsstilsvalg. Deres tolerante fejring af Omars hijab, tror de, vil blive gengældt af Omars tolerance over deres valg af tøj - f.eks. jeans og T-shirt.

Dr. Tawfik Hamid er et egyptisk-født, arabisktalende tidligere medlem af en islamistisk terrorgruppe. I sin bog Inside Jihad, citerer dr. Hamid Koranen og autoritative fortolkninger af den. Han siger, at formålet med hijab "ikke er beskedenhed eller at tilskynde iagttagere til at fokusere på en muslimsk kvindes personlighed. Dets formål, ifølge de mest autentiske hadither og fortolkninger, er at skabe et samfund, hvor overlegne frie muslimske kvinder kan skelnes fra underlegne slavekvinder (...). Hijab (...) tilskynder had mod ikke-muslimske kvinder, der bærer moderne tøj."

Da amerikanere som Laura Bush og Nancy Pelosi iførte sig hijab, skrev dr. Hamid: "Det lader til, at kvinderne handler ud fra den falske overbevisning, at hijab er et neutralt - eller blot traditionelt - mode-udtryk (...). Men hijab er ikke bare et klædningstilbehør. Det har dybe islamiske dogmatiske forbindelser med slaveri og diskrimination. Vestlige kvinder, der tildækker sig, godkender uden at vide det et umenneskeligt system."

Dr. Hamid fortsætter med at sige, at da han var islamist, foragtede han og hans kampfæller kvinder uden hijab og forbandede dem til evig helvedesild. De baserede deres tro på den hadith, der siger: "Beboerne i Helvede (...) [inkluderer] de kvinder, der nok er påklædt, men synes at være nøgne," det vil sige kvinder uden hijab.

Hamid citerer Koranen 33:59, der fortolkes som at ville opdele kvinder i to klasser: Muslimske hijab-kvinder, der ikke er slaver, og som fortjener respekt fra mænd, og ikke-muslimske kvinder, der ikke bærer hijab. Disse slavebundne kufar-kvinder er acceptable som seksuelle byttedyr for muslimske mænd. "Hijab (...) skaber en følelse af overlegenhed blandt de kvinder, der bærer det (og blandt deres mænd)." Hamid citerer Tafsir ibn Kathir, der, med Hamids ord, tolker Koranen 33:59 således: En hijab-kvinde er sikker mod seksuel chikane; "hvis en kvinde blev set uden et slør, opfattede de hende som en slavinde og kunne voldtage hende uden skyld (...) de fleste islamiske autoriteter og lærde bekræfter dette formål med hijab." Hamid fortsætter med at citere forskellige hadither, der støtter ovenstående fortolkning af Koranen 33:59.

Tvedelingen mellem overlegne hijab-kvinder = respektable kvinder og underlegne ikke-hijab-kvinder = sexslaver, er ikke bare noget fra en fjern fortid. Moderne islamiske hjemmesider forstærker det med henvisning til Skrift og fortolkning. "De respektable kvinder bør ikke ligne slavinderne i deres påklædning, når de bevæger sig ud af deres huse, med afdækkede ansigter og løst hår;" "Folk skal kunne vide, at de ikke er promiskuøse kvinder." Ikke-hijab-kvinder er "kvinder med dårligt ry, fra hvem en eller anden syndig person kunne finde næring til onde forhåbninger", rapporterer Islamic Studies Info, der citerer kanoniske lærde. "Hijab må ikke ligne en kufars klæder," det vil sige en ikke-muslims klæder, rådgiver Islamisk Samfund ved Essex Universitet.

4.) Hijab dækker unikt den feminine ondskab.

Tænk på to kendetegn ved muslimsk kultur, som ikke-muslimer har svært ved at tro, eller overhovedet at fatte: Æresdrab og kvindelig kønslemlæstelse. Alle tre: æresdrab, kvindelig kønslemlæstelse og hijab er forbundet af den samme logik.

Det er svært at opnå nøjagtige statistikker om æresdrab. FN skønner, at tusinder finder sted hvert år, langt størstedelen blandt muslimer. I et typisk æresdrab bliver en pige voldtaget, hvorefter hendes familie dræber hende. Daniel Akbari, en iransk født advokat og ekspert i sharia-lov, skriver, at æresdrab ikke er tilfældige hændelser, og at æresmorderne ikke er ensomme ulve, der handler udenfor samfundet. I sin bog, Honor Killing: A Professional's Guide, hævder Akbari, at æresdrab ikke bare er accepteret, men krævet af den islamiske opfattelse af kvinder.

Æresmordere bliver ofte ikke stillet for retten. Hvis de gør, er dommene ofte milde. Da nogle domstole, under internationalt pres, er begyndt at fælde hårdere domme, har morderne fundet nye veje. En vej kan kaldes "æresselvmord". Familien fortæller det potentielle offer, at hun skal gøre en ende på sit liv. I 2006 modtog en 17-årig tyrkisk pige en sms på sin telefon fra sin onkel. Han instruerede hende om at dræbe sig selv. Nogle piger bliver låst inde i rum med rottegift, en pistol eller et reb. En anden tilgang er at give opgaven til det yngste mandlige medlem af familien ud fra den antagelse, at domstole er mindre villige til at idømme unge drenge lange fængselsstraffe. Familierne kan være uvillige til at dræbe, men det omgivende samfunds "sociale pres og den uophørlige sladder" driver dem til at gøre det.

Ikke bare familier, men hele stater, der er styret af sharia-lov, straffer kvinder for at være ofre for seksuelle overgreb. I oktober 2008 blev Aisha Ibrahim Duhulow, en 13-årig somalisk pige, stenet til døde for at være blevet voldtaget af tre bevæbnede mænd. En 19-årig saudisk pige blev voldtaget fjorten gange af syv mænd. I 2007 blev hun idømt 200 piskeslag og seks måneders fængsel. "Op til 80 procent af kvinderne i Pakistans fængsler sidder der i henhold til regler, der straffer ofre for voldtægt. Men kompromisløse strammere har nedlagt veto mod at gøre en ende på de islamiske love", skrev Dan McDougall i 2006.

Kvindelig kønslemlæstelse praktiseres af nogle, men ikke alle, muslimer i USA, Europa, Mellemøsten, Indien og Sydøstasien. Den understøttes af forskellige islamiske skrifter. Processen - der spænder fra prikker eller hakker i klitoris til fuldstændig fjernelse af hele klitoris, og fjernelse af labia og sammensyning af kvindens ydre genitale åbning - forfærder ikke-muslimer.

Ca. 90% af kvinderne i Egypten har gennemgået kvindelig kønslemlæstelse. Den egyptiske læge dr. Nawal El Saadawi beskrev sin egen kønslemlæstelse i sin bog, The Hidden Face of Eve. Hun var seks år gammel og lå i sin seng, da ukendte personer trængte ind i hendes værelse, greb hende, kastede hende på et badeværelsesgulv, spredte hendes ben og lemlæstede hende. Smerten "var som en brændende flamme, der gik igennem hele min krop (...). Jeg så en rød blodpøl omkring mine hofter. Jeg vidste ikke, hvad de havde afskåret fra min krop (...). Jeg råbte på min mor for hjælp." Lille Nawal forsøgte at få sin mor til at redde sig fra disse djævle; hun blev forfærdet, da hun genkendte sin mor blandt dem. Senere så Nawal dem lemlæste sin 4-årige søster. "Nu ved vi, hvad det er. Nu ved vi, hvori vores tragedie består. Vi blev født med et særligt køn, det kvindelige køn. Vi er forudbestemt til smagen af elendighed og til at få en del af vores krop revet væk af kolde, ufølsomme og grusomme hænder."

Forskning viser, at "religiøs retfærdiggørelse anses for at være det stærkeste argument til fordel for kvindelig kønslemlæstelse." Med andre ord praktiserer folk kvindelig kønslemlæstelse, fordi de mener, at deres religion, islam, kræver det. Samfund støtter kvindelig kønslemlæstelse ved at stigmatisere kvinder, der har intakte kønsorganer. Hirsi Ali fortæller, at i sit oprindelsesland Somalias madrasaer, er "kinterleey", "pige med klitoris", en standard-fornærmelse. "Alvorlig stigmatisering af piger og kvinder, der ikke har gennemgået kvindelig kønslemlæstelse, er veletableret." Forsøg på at udrydde kvindelig kønslemlæstelse bør fokusere på at overbevise muslimske gejstlige om, at kvindelig kønslemlæstelse skader den "reproduktive sundhed". Bemærk, at denne WHO-publikation ikke anbefaler, at muslimske gejstlige skal opfordres til at overveje, hvordan kvindelig kønslemlæstelse skader kvinder og piger - kun hvordan det skader potentielle opdrættere.

Ikke-muslimer er forvirrede. Hvordan kan en far myrde sin egen datter? Hvordan kan en mor deltage i lemlæstelsen af sin datter?

Svaret kan måske findes i en af begrundelserne for hijab. Synet af kvinder får mænd til at synde. Derfor er kvinder forpligtet til at skjule sig selv. Ifølge hijabens logik er det kvinder, der får voldtægtsmanden til at voldtage. Hun burde have tildækket sig.

For nylig beskrev en muslimsk prædikant en muslimsk kvinde, der gik ud i det offentlige rum iført en jilbab, som er en lang, løs kåbe, der tillod hendes ansigt og højhælede sko at være synlige. Denne eksponering, insisterede han på, "torturerede" mænd, fordi synet af hendes ansigt og hendes sko tvang disse mænd til at tænke på sex - "selv om han ikke ønskede det (...) var han nødt til at kæmpe med sig selv for ikke at se på denne kvinde." "Alt dette vil komme i gerningernes bog for denne søster." Allah "vil give hende en dobbelt portion straf" i Helvedesilden for de tanker, som mændene tænkte, da de så hendes ansigt og sko. "Hun gør disse mænd forførte." "Hun køber en billet til Jahannam," eller Helvede.

Sheik Taj el-Din al-Hilali, stormufti af Australien og New Zealand, forkyndte i en ramadan-prædiken i 2006, at australske kvinder, der bliver voldtaget af muslimske voldtægtsbander, selv er ansvarlige for voldtægterne. "Hvis du tager noget utildækket kød og anbringer det udenfor på gaden (...) og kattene kommer og æder det (...) hvem har så skylden, kattene eller det utildækkede kød? (...) Det utildækkede kød er problemet. (...) Hvis hun var i sit værelse i sit hjem, i sin hijab, ville der ikke være opstået noget problem (...) ansvaret falder i 90 procent af tilfældene på kvinden. Hvorfor? Fordi hun besidder fristelsesvåbnet."

Under fejringerne nytårsaften 2015/16 blev tusindvis af kvinder og piger over hele Vesteuropa seksuelt overfaldet af muslimske mænd. En Køln-imam, Sami Abu-Yusuf, sagde, at de seksuelt overfaldne kvinder var de skyldige parter. "Hvis de er halvnøgne og parfumerede, er det ikke overraskende, at sådanne ting sker (...). Det er ikke overraskende, at mændene angreb dem. At meje sig ud på den måde er som at hælde benzin på bålet."

Ved at nævne parfume ekkoer den gejstlige Muhammed selv, der sagde: "Hun er en horekvinde, fordi hun vækker mænds begær med sin parfume og tvinger dem og alle andre til at se på hende." Bemærk ordet "tvinge". Hun, kvinden, er ansvarlig for mænds opførsel. Hun tvang mænd til at synde ved at være parfumeret. Disse er ikke forældede ideer fra svundne tider; de er grundlaget for sharia-lov. Mænd, derimod, har lov til at bære stærke dufte.

Selv små piger er i besiddelse af fristelsesvåbnet. I Iran er hijab obligatorisk fra 7-årsalderen. Hashim Almidini, en irakisk født australier, optrådte som lærer i en hijab-instruktionsvideo, skabt af en australsk gejstlig, med sin lille datter som model. Den tavse, forknytte datter ser ud til at være seks år gammel. Den gejstlige, selvom han lever i Australien, siger, at vestlig kultur, ledet af Satan, "invaderer" muslimer. "Vestlige normer" er Satans redskab. Hijab er den centrale slagmark for muslimers kamp mod Helvede. Præsten skælder ud på sin datter for at vise sin nakke, sine øreflipper og sine strømpeløse ankler.

I januar 2019 kom nyheden om en malaysisk skolebog, der formaner 9-årige piger til at bære hijab for at beskytte "deres kønsorganers ærbarhed", så de ikke bliver seksuelt overfaldet, bliver afvist af deres venner og bringer skam over deres familier. Bogen indeholder en illustration af en ung pige siddende på en stol med hovedet i hænderne, bøjet af skam. Azrul Mohd Kalib postede dette billede fra skolebogen på Twitter og kommenterede: "Ikke alene lægger det ansvaret for at forhindre seksuel chikane på pigens skuldre, det fortæller også, at hun selv var ude om det!" Hun var selv ude om det: netop ideen med det hele.

5.) Ifølge hijabens logik, tigger kvinder uden hijab om at blive seksuelt overfaldet.

Hvis det at bære hijab signalerer, at en kvinde er dydig, gudfrygtig og kysk, så signalerer mangel på hijab, at en kvinde tigger om at blive seksuelt overfaldet. Den egyptisk-fødte Dina Torkia er en succesrig muslimsk mode- og skønhedsblogger. Hun lever i Storbritannien med sin pakistanske mand. I slutningen af 2018 holdt hun op med at bære hijab. Den 1. januar 2019 postede hun en video af sig selv, i hvilken hun læser meddelelser på sociale medier, som hun modtog som reaktion på sin beslutning. Læsningen af meddelelserne tog 48 minutter. Igen og igen lyder et bestemt tema: Hun fjernede sin hijab, fordi hun ønsker at blive seksuelt overfaldet. "Dina blev ikke knaldet nok, da hun var ung. Nu åbner hun sig seksuelt." "Du tog hijab af næste gang vil du sikkert være pik-ridende eller en pornostjerne." "DU ER EN HORE". "Det valg du traf, gør dig velkommen på pikkarrusellen, fisse."

Samin, en iransk aktivist, skabte en animation til støtte for dem, der går imod obligatorisk hijab. "Piger er tvunget til at blive løgnere (...) du censurerer dig selv, når du tager det på" men: "Hvis du ikke bærer hijab, så tror de, du er en hore."

Overvejende muslimske "grooming gangs" har voldtaget, tortureret og seksuelt slavebundet britiske piger i flere årtier. Man spørger, hvordan voksne mænd, der selv er ægtemænd og fædre, kan begå sådanne uhyrlige forbrydelser mod små piger, hvoraf nogle blev dræbt. Daniel Akbari forklarer: "I hele deres liv har disse mænd fået at vide, at de kvinder, der ikke bærer hijab og dermed viser deres hud, er som horer (...). De antager også, at kun muslimske kvinder - der følger sharia-regler for kvinders påklædning og adfærd, bærer hijab, sænker deres blik, ikke griner eller spiser offentligt, og ikke går ud af huset uden ledsagelse af beslægtede mænd, som de ikke kan giftes med - fortjener respekt."

En pige, der blev mishandlet af en grooming-bande, sagde faktisk, at hijab blev brugt som begrundelse for deres misbrug af hende. "Som teenager blev jeg ført til forskellige huse og lejligheder over fastfood-forretninger i det nordlige England for at blive slået, tortureret og voldtaget over hundrede gange. Jeg blev kaldt en 'hvid sæk' og 'hvid f----', mens de slog mig. De gjorde det klart, at fordi jeg var en ikke-muslim og ikke var jomfru, og fordi jeg ikke klædte mig 'beskedent', så fortjente jeg efter deres opfattelse at blive straffet."

6.) Hijab begrænser kvinders hele liv, ikke bare hvad de bærer.

Islam kræver, at "tøjets hijab skal ledsages af øjets hijab, hjertets hijab, tankens hijab og hensigtens hijab. Det indbefatter også den måde en person går på, den måde en person taler på, måden han/hun opfører sig osv "

Mange muslimer fortolker hijab derhen, at det inkluderer befalingen om, at kvinder ikke må forlade deres hjem. Koranen 33:33 befaler: "Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid!" Islamic Studies Info lærer: "... kvindens virkelige aktivitetsområde er hendes hjem (...) hun bør kun komme ud af huset i tilfælde af et virkeligt behov."

I sin bog, In the Land of the Blue Burkas, beskriver forfatteren Kate McCord sit liv i nær kontakt med afghanske kvinder, der bærer himmelblå burkaer, der dækker dem fra hoved til fod. Afghanistan nævnes ofte som et af de værste lande på jorden for en kvinde at leve i. Selvmordsraten for kvinder er chokerende høj. Nogle familier opdrager deres døtre som sønner, indtil puberteten tvinger dem til at påtage sig kvindelige roller. Og selvfølgelig bliver nogle desperate drenge optrænet til at være piger, så de kan tjene som mandlige prostituerede.

En afghansk kvinde beskrev for McCord, hvorfor hun ikke turde synge, ikke engang i sit eget hjem, omgivet ikke kun af husets mure, men også af gårdspladsens mure. "'Hvis en kvinde synger og en mand hører hende, vil han synes, at hendes stemme er smuk og vil begære hende. Måske vil han opholde sig på gaden adskilt af muren eller i naboens aouli [gårdsplads]. Måske vil han aldrig se den kvinde, der synger, men han hører hendes stemme. Hvis det sker, vil han have hende. Synden er hendes. Hun vil blive straffet. Derfor bør en kvinde aldrig synge, ikke engang i sin egen aouli.' Kvinderne i den gruppe var alle enige. Det er en stor synd for en kvinde at lade en mand høre hende synge."

Overbevisningen om, at kvinders stemmer fremkalder synd, er ikke noget, der kun tilhører "fjerne tider og steder." Moderne muslimer, der lever i Vesten, diskuterer, online, den kvindelige stemme som en kilde til fitna. Linda Sarsours stemme må kun høres, så længe hun bekæmper den vantro. Hvis Linda Sarsours stemme nogensinde blev hørt til støtte for Hvide Onsdage-aktivisterne i Iran, eller potentielle ofre for æresdrab, vil Sarsour møde de samme dødstrusler som Ayaan Hirsi Ali.

7.) For mange muslimer er hijabs sekundære funktion at missionere for islam.

Hijab vurderes som et effektivt middel til udførelse af den Allah-givne mission: At sprede islam til alle mennesker, indtil ingen anden guddom end Allah bliver tilbedt (al-Bukhari 8:387). Islam spredes gennem jihad, men også gennem dawa eller mission. I en artikel med den træffende titel: "Hijab Activism" skriver Shaema Imam: "Med Hijab bliver hvert offentligt øjeblik Dawa." Tøj anvendes "til at demonstrere, hvilke grupper de tilhører (...). Ummaen skal dyrke en særskilt identitet."

I sin artikel, "The Hijab as Da'wah," skriver dr. Aisha Hamdan: "Mange lærde er enige om, at muslimers ophold i ikke-muslimske lande kun kan begrundes ved, at de udfører dawa og bringer folk til den sande religion (...). I Amerika, hvor islam er den hurtigst voksende religion (alhumdullilah), er mange mennesker blevet klar over, hvad denne hovedbeklædning virkelig betyder (...). Hijab er i virkeligheden et fantastisk stærkt redskab til dawa (...). Når en kvinde begynder at bære hijab, opfylder hun en stor del af sit ansvar for dawa (...). Hver gang hun går til købmanden, på biblioteket, på arbejde, i skole eller til et andet offentligt sted, spreder hun islams pragtfulde budskab." Dette skal man gøre, fordi ikke-muslimer "bliver bedraget af Satan og følger vejen til ødelæggelse."

En nylig konvertit til islam skrev, at en hijab-kvinde "er en omvandrende reklamesøjle for din religion (...). Du kunne hjælpe med at åbne et andet menneskes sind mod at underkaste sig."

I en post den 8. marts 2018, der spurgte: "Hvorfor bærer muslimske kvinder i virkeligheden hijab?" skrev Saulat Pervez: "Med deres iøjnefaldende hovedbeklædninger, er disse kvinder blevet ambassadører for den islamiske tro."

Misbah Awan skrev i Huffington Post, at "det at bære hijab er en form for dawa (...). De henvender sig til (...) især ungdommen (...). Det er med til at afværge, at muslimer forbindes med 9/11 og terrorisme. Det er en metode til at bringe lyse og varmhjertede tanker ind i unge sind."

8.) Hijab holdes på plads af vold, terror og trusler.

Mange hijab-kvinder insisterer højrøstet på, at de ikke behøver at blive befriet af nogen, og at hijab er deres personlige valg. Dette er uden tvivl sandt. Hvad der også er sandt, er, at hijab gennemtvinges med vold, terror og trusler. Ingen kan nogensinde vide, om en given hijab-kvinde er hijab-kvinde af eget valg.

Hijab er påbudt ved lov i Saudi-Arabien og Iran. I andre lande holdes hijab på plads med varierende former for socialt pres, der altid kulminerer med døden. I Egypten er gade-chikane af kvinder ren rutine. I Iran har der - blandt opfordringer til at straffe "dårligt tilslørede" kvinder - været mange syreangreb.

Aqsa Parvez' far dræbte hende pga. hijab i Canada i 2007. Hun var 16 år gammel. Bina, en 21-årig hustru, mor og iransk indvandrer i Sverige, blev i 2016 dræbt af sin mand, fordi hun holdt op med at bære hijab. "'Han troede, at andre mennesker gjorde nar af ham - det var en æressag,' sagde en nær ven (...) et familiemedlem sagde: 'Vi kom her, langt væk fra undertrykkelse, men nogle mennesker har svært ved at leve frit.' Efter at han havde myrdet hende, anbragte Binas mand en hijab over hendes ansigt og hals." I 2017 blev et 15-årigt irakisk offer for æresdrab halshugget. En hijab var viklet omkring hendes afhuggede hoved, som var blevet smidt i en skraldespand.

Den tyrkisk-fødte, 23-årig Hatun Surucu, mor til en lille dreng, "smed sit islamiske hovedtørklæde" da hun endelig var kommet til Berlin, Tyskland. For hendes familie "repræsenterede en sådan adfærd den ultimative skam - overtagelsen af 'korrupte' vestlige livsformer." Hatun blev myrdet af familiemedlemmer, der sammen planlagde mordet, og som sagde om hende: "Horen levede som en tysker." Hendes yngste bror, 18, pralede af mordet.

I 2009 - i Kingston, Ontario, Canada - myrdede Mohammad Shafia sine tre døtre Zainab, Sahar, Geeti - alle teenagere - og Rona, en af hans koner. Som Michael Friscolanti udtrykte det, "var Shafia-søstrene fanget i det ultimative kultursammenstød, hvor de levede i Canada, men ikke måtte være canadiere. De forventedes at opføre sig som gode muslimske døtre, at bære hijab og gifte sig med andre afghanere. Og da de gjorde oprør mod deres fars 'traditioner' og 'sædvaner' - først i det skjulte og derefter så hele samfundet kunne se det - blev skammen for tung at bære. Kun en massehenrettelse (...) kunne afvaske den plet, der var sat af deres hemmelige kærester og afslørende tøj."

Alle disse mord, og tusindvis af andre som dem, er en del af et kulturmønster: Æresdrab retfærdiggjort med henvisning til en kvindes afvisning af at bære hijab. For ethvert sådant æresdrab, der sker, er der millioner, der aldrig sker, men hvis mulighed bliver antydet for oprørske døtre, søstre og hustruer. Du ønsker vel ikke at ende som den og den?

9.) Hijab har ikke til hensigt - og gør det heller ikke - at skabe et verdenssyn, hvor kvinders individualitet værdsættes som noget, der er adskilt fra deres fysiske tiltrækningskraft, eller hvor kvinder ses som noget andet end hustruer, mødre og horer, der alle er designet til at behage mænd, men i stand til at fordømme mænd.

I en Daily Show-udsendelse den 7. januar 2016, insisterede den muslimske aktivist Dalia Moghed på, at hijab lærer muslimske kvinder at fokusere på deres egen individualitet i stedet for på deres evne til at tiltrække mænd seksuelt. Dette er ikke hensigten med hijab, som angivet i de grundlæggende skrifter. Koranen 24:31 anbefaler kvinder, der bærer hijab, til ikke at lade deres ornamenter støje, mens de går. Det antages altså, at en kvinde i hijab er fuldt besmykket under hendes tilsløring. Enhver, der har tilbragt tid med hijab-kvinder, ved, at de træder ind i selskabers kønsblandede rum, klædt i uformeligt sort fra hoved til fod, men når de først er inde i det særlige kvinde-område, fjerner de deres hijab for at afsløre, at de nedenunder er klædt i modetøj, der er som taget direkte fra de seneste catwalks. I sådanne selskaber danser kvinder i konkurrence med og for andre kvinder. Dansene er uafviseligt erotiske. På YouTube findes endeløse anvisninger til hijab-kvinder om, hvordan man kan se spændende ud selv i hijab. Disse videoer har millioner af ivrige fans, som overdådigt roser YouTubes populære hijab-stjerner. Se for eksempel her, her, her og her. Linda Sarsour, Amerikas mest kendte hijab-kvinde, ses aldrig uden et ansigt med fuld makeup.

Hijab-producenter markedsfører ikke deres produkter som noget, der fremmer kvinders kønsfrie individualitet, men snarere som noget, der smukt fuldender deres fysiske udseende. En hijab-producent siger: "For at bygge en verden, hvor kvinder har smukke muligheder til enhver lejlighed, har vi designet selve luksusstandarden for hijab. Fremstillet af den fineste rene silke, tyl og blonde overdådigt prydet med skræddersyede udsmykninger, signalerer denne kollektion tidløs elegance." Hijab-kunder roser deres hijaber baseret på, hvor attraktive de er. "Navy er en farve, jeg altid har brug for sammen med mine blomsterkjoler og mønstrede skjorter" og "Smuk farve - Perfekt til efterår/vinter!! Den går vidunderligt sammen med min mørke hudtone og føjer elegance til ethvert outfit" og "Sådan en chik, sofistikeret farve."

Muslimske mænd er også ganske gode til at gøre kvinder i helt dækkende hijab til objekt. Dansere ved arabiske fester kan være tildækket fra hoved til fod, men skal stadig udføre det, som nogle kalder "arabisk twerking-dans", en dans, der involverer stærkt seksuelle bevægelser med hofter og baller. Kvinder i fuld, statslig påbudt tildækning, er blevet seksuelt chikaneret i Saudi-Arabien, herunder af mænd, der følger efter dem på gaden og tager dem på deres bryster, balder og i skridtet. Videoer af denne chikane er blevet postet på YouTube og har udløst offentlig debat. #MosqueMeToo-bevægelsen har fremkaldt hundredvis af beretninger fra muslimske kvinder, der er blevet befamlet, kærtegnet og krænket, mens de har opholdt sig i de mest hellige rum, også under hajj, pilgrimsfærden til Mekka. En kvinde skrev: "Da jeg besøgte Jama Masjid i Delhi, tog den mand, der udlånte beskedne klæder til kvinder, mig på brysterne." En anden: "Jeg var ti år gammel og jeg troede, at min søster greb mine hofter, så vi ikke skulle komme væk fra hinanden i den store skare efter jumaa-bønnen. Men min søster var ved siden af mig, og det viste sig ikke at være min søsters hænder." En anden: "Det er en forfærdelig situation, når du er i en moské, foran Kabaen, hvor du skulle føle dig tættest ved Gud, og det værste så sker."

Hijab har ikke løst problemet med seksuel objektivering og udnyttelse af kvinder. Det var ikke designet til det.

10.) Hijabs forsvarere benytter sig selektivt og unøjagtigt af kulturrelativisme for at beskytte hijab mod kritik.

"Det er ligesom en nonnes dragt," siger de. Nej det er ikke. Nonner fra alle tider opfylder ikke flere af kriterierne for hijab. Man kan se hendes ansigt og hendes hænder, man kan skelne omridset af hendes krop, og man kan ikke alene høre hendes stemme, men hendes stemme styrer hendes kirke. Hildegard af Bingen, Teresa af Avila, Moder Teresa, Moder Angelica og Wendy Beckett adlød tydeligvist ikke hijabs diktater om at være tavse i hjemmet og underkaste sig deres jordiske ægtefælle. Og i øvrigt er der ikke noget katolsk sidestykke til syreangreb for at tvinge kvinder til at blive nonner.

"Det er bare et stykke klæde," siger de. Sydstaternes flag er også bare et stykke klæde. Vi må bringe samme opmærksomhed, ærlighed og mod ind i diskussionen af hijab, som vi bringer ind i diskussionen af Sydstaternes flag. Denne diskussion er ikke mere islamofobisk, end diskussionen af Sydstaternes flag er "sydstatofobisk". Jeg taler ikke for, men med Ayaan Hirsi Ali, Masih Alinejad og min elskede veninde Aisha, som til trods for det sikre hus, der gav hende midlertidigt ly, til sidst endte med at miste så meget, at hun aldrig er kommet sig. Den sorg i hjertet - og den kærlighed - jeg føler for denne oprørske muslimske kvinde, har præget hvert ord i denne artikel. Til mine venstreorienterede venner siger jeg: udvid jeres begreb om mangfoldighed til også at inkludere de usynlige, tavse kvinder, I aldrig vil møde - den navnløse 15-årige irakiske pige, hvis hoved, viklet ind i en hijab, blev smidt i en skraldespand; Hatun Surucu, den tyrkiske mor, hvis slægtninge kaldte hende en hore og min elskede veninde Aisha.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo