Onsdag den 27. juli ankom pave Frans til Krakow, Polen, for at fejre Verdensungdomsdage. Som en del af denne tur, har paven kommenteret polemikken omkring den muslimske indvandring til Europa. Mange af disse kommentarer afslører en tilsyneladende uvidenhed om polsk historie og aktuel virkelighed, en begunstigelse af marxistiske og kulturrelativistiske verdensbilleder, der fordrejer virkeligheden, og en opgivelse af sande kristne idealer. Jeg skriver som en hengiven katolik. Jeg ville ønske, at min pave ville læse, hvad jeg skriver her.

Vesteuropa, med Angela Merkels Tyskland som typisk eksempel, har opmuntret ukontrolleret muslimsk masseindvandring. Tyskland har åbent erkendt, at det gør dette for at tilfredsstille behovet for arbejdskraft, skabt af dets lave fødselsrate. Desuden har Angela Merkels "medfølelse" til formål at udrense ubehagelige stereotyper, der låser tyskerne fast til nationens nazistiske fortid.

England, Frankrig og andre vesteuropæiske lande ønsker også at forny deres varemærker. De ønsker at slippe af med billedet af sig selv som arrogante kolonisatorer af muslimske lande, og fremstå som certificerede tolerante multikulturalister. De ønsker at slippe af med billedet af sig selv som korsfarere.

Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn har alle udtrykt åben modstand mod muslimsk masseindvandring. Deres modstand udtrykkes i vendinger så utvetydige, at de ville have gjort deres talsmænd radioaktive i Vesteuropa.

Vesteuropæere, og desværre også paven, har behandlet østeuropæere på fornærmende og nedladende måder. De har fuldstændig ignoreret historien og de aktuelle forhold, der påvirker østeuropæernes holdning. Værst af alt har de ikke sagt, hvad der skal siges til de muslimske indvandrere. Den vesteuropæiske arrogante poseren gør migrationskrisen værre.

Østeuropa, længe den fattigere halvdel af Europa, ser ukontrolleret muslimsk masseindvandring med helt andre øjne end Vesteuropa gør. Konkrete historiske og nutidige forskelle i forhold til Vesteuropa betinger de østeuropæiske perspektiver og leverer et tankevækkende korrektiv til vestlige fejl.

Tyskland har et arbejdskraftshul, der skal fyldes op. Polen har høj arbejdsløshed. Polen var, i modsætning til Tyskland, på den rigtige side under 2. Verdenskrig, så det har ikke det samme behov som Tyskland for at forbedre sit image. I modsætning til England og Frankrig, har Polen aldrig koloniseret noget muslimsk land. Polen behøver ikke at bevise for muslimer, at det har overvundet sin koloniale fortid.

Polen - bevidst om sin egen historie - føler ikke behov for at certificere sig selv som en tolerant, multikulturel nation. Det polsk-litauiske statssamfund var, som Eva Hoffman skrev i sin bog Shtetl, "et langt eksperiment i multikulturalisme avant la lettre." Det vil sige, at Polen var multikulturelt før udtrykket "multikulturel" blev opfundet.

Under reformationskrigene var Polen en "stat uden bål". I århundreder inkluderede dets befolkning litauere, et af de mest udholdende hjemsteder i Europa for autentiske hedninge, arianere, ateister, jøder og andre. Polens nuværende religiøse og etniske homogenitet er resultatet, ikke primært af polske valg, men af tysk folkemord; af Churchills og Roosevelts hemmelige forståelse med Stalin om at ændre grænserne; og af den kommunistiske forfølgelse af jøder i 1968. Dette er grunden til, at polakker føler sig ubehageligt tilpas, når vesterlændinge, herunder paven, vil belære dem om deres behov for at være multikulturelle.

Desuden deltog polakker ikke noget videre i korstogene. Faktisk kæmpede polske muslimer side om side med polske katolikker og litauiske hedninge mod korsriddere fra Den Tyske Orden i Slaget ved Grunwald [også kaldet Slaget ved Tannenberg, 1410, o.a.], et af de største slag i middelalderens Europa og måske det største slag med deltagelse af riddere.

Østeuropa er den fattigere halvdel af Europa af en række forskellige grunde. Én er, at Østeuropa støder op til Asiens og Det Osmanniske Riges landmasser. I århundreder har Polen måttet kæmpe mod angribere for blot at overleve. Ofte var disse angribere muslimer. Krim-khanatet og Al-Andalus gjorde brug af millioner af slaver af polsk eller anden etnisk slavisk herkomst. Polakker, under Jan Sobieski, spillede den berømte og afgørende rolle i sejren over Det Osmanniske Rige ved Wiens porte den 11.-12. september 1683. Bernard Lewis nævner dette slag som enden på jihad-ekspansionen, og begyndelsen til den muslimske selv-tvivl, en selv-tvivl, som islam forsøger at overvinde med dens nuværende jihad. Som Lewis skrev: "Dette nederlag - som ramte, hvad der dengang var den stærkeste militærmagt i den muslimske verden - gav anledning til en ny debat, der i en vis forstand har stået på lige siden. Diskussionen begyndte i den osmanniske militære og politiske elite og kredsede om to spørgsmål: Hvorfor var de tidligere sejrende osmanniske hære blevet besejret af den foragtede kristne fjende? Og hvordan kunne de genskabe den tidligere situation?"

Alle nationer har deres foretrukne ofre for etnisk nedsættende bemærkninger. Når polakker har tilladt sig dette, har deres mål oftest været jøder, tyskere, russere og ukrainere - dvs. deres vigtigste umiddelbare naboer. Had til og stereotypisering af muslimer har ikke traditionelt været nogen stor del af den polske kulturelle bagage. Faktisk nævner polakker stolt, at muslimer har levet og praktiseret deres tro i Polen siden det 14. århundrede. Lipka-tatarer blev inviteret til Polen og givet status af adel. De tjente i militæret. Polske muslimer blev givet selvstyre, havde ret til at praktisere deres religion og at gifte med polske katolikker. De havde repræsentanter i det polske Sejm eller parlament. Disse muslimer lod sig stort set integrere, antog polsk sprog og kultur. Undtagen i det 17. århundrede, under Osmannerrigets angreb, har der kun været få rapporter om konflikt mellem disse muslimer og polske katolikker. Polske katolikker havde snarere tendens til at omtale disse muslimer som en interessant del af landets historie og tegn på dets multikulturalisme og tolerance.

Og under 2. Verdenskrig og de stalinistiske folkeforflyttelser befandt mange polakker sig pludselig i det muslimske Centralasien. Polske flygtninges overlevelseshistorier indeholder typisk ikke anti-muslimske stereotyper. En af disse polske erindringsskribenter, Edward Herzbaum, skrev en malerisk beretning om sin tid i det muslimske Centralasien:

"Der er en lys måne og nogen vind. Da vi stopper et øjeblik, er det eksotiske landskab slående, som en berusende duft. De høje popler bølger og rasler; hytternes lermure oplyses blændende af månen og de små vinduer virker helt sorte. Under nogle træer griner nogen eller taler med blid stemme og så er der stilhed igen, men stedet er fuld af liv. Alt, hvad der er dødt i dagens varme, er nu vågent, et liv så frodigt og levende, at det er svært at beskrive. Der er også vinden, sulten og rastløs som et ungt dyr, der kommer ned fra bjergene og blæser hen over den frugtbare, duftende dal. Den springer op i kådhed og bliver så stille igen."

Det er sandt, at antimuslimske følelser er stærke og ofte udtrykkes i Polen i dag. Denne anti-muslimske følelse er en ny udvikling. Yngre polakker er mest tilbøjelige til at være imod muslimsk indvandring, ifølge Christian Science Monitor. Denne nye fjendtlighed mod muslimer og islam hænger sammen med aktuelle jihad-aktioner og Vesteuropas tilsyneladende manglende evne til at håndtere dem. På trods af deres historie med at være mål for korsridderes aggression, har polakker undertiden valgt billedet af korsridderen til at udtrykke deres nuværende uenighed med Vesteuropas migrationspolitikker, som tilfældet var med fodboldfans i Wroclaw, Polen, i 2015, da de viste et enormt banner med Polen skildret som en ridder, der forsvarede kristenheden mod invaderende muslimer.

Kort sagt er Østeuropa meget forskellig fra Vesteuropa, når det drejer sig om historisk samkvem med muslimer, og når det drejer sig om de aktuelle økonomiske og kulturelle kræfter, der påvirker beslutninger om muslimsk indvandring.

Gid pave Frans havde demonstreret bevidsthed om disse realiteter. I stedet har paven ignoreret både polsk virkelighed og katolsk sandhed i sine offentlige udtalelser. Han fortalte polakkerne, at de skal "overvinde frygt og for at opnå det større gode." "Hvad der kræves," sagde paven, "er en ånd af parathed til at byde velkommen til dem, der flygter fra krige og sult, og en solidaritet med dem, der er frataget deres grundlæggende rettigheder, herunder retten til at bekende deres tro i frihed og sikkerhed."

Dagen før paven rejste til Polen, fejrede fader Jacques Hamel, en fransk præst i firserne, messe i sin kirke i den franske by Saint-Étienne-du-Rouvray, Frankrig. Jihadister trængte ind i hans kirke, tvang præsten i knæ, og skar, i overensstemmelse med Koranens lære (47:4, 8:12, 9:5), halsen over på ham. Jihadisterne brugte derefter nonner som menneskeskjolde under deres flugtforsøg. Fader Jacques' martyrium var naturligvis blot det seneste i en række dødelige jihad-angreb i vesteuropæiske lande, som ivrigt inviterer muslimske indvandrere, angreb, der støt æder væk af det, der engang blev opfattet som normalt liv i den vestlige civilisation.

I sådan en situation er der meget, som katolikker og andre længes efter at høre fra en leder af pavens statur. Under rejsen til Polen erkendte paven for journalister, at en krig bliver ført.

"Men det er en rigtig krig, ikke en religiøs krig. Det er en krig om interesser, en krig for penge. En krig om naturressourcer og for herredømme af folk. Nogle vil måske sige, det er en religiøs krig. Enhver religion ønsker fred. Krigen er villet af de andre. Forstået?"

Nærværende katolik skælver.

Pavens erklæring om, at den nuværende jihad er "en krig for penge", er en marxistisk analyse. Tanken om, at krige bliver udkæmpet om markeder og ressourcer, er helt marxistisk.

Paven sagde: "Enhver religion ønsker fred." Dette er en kulturrelativistisk erklæring. Faktisk er religioner markant forskellige, og ikke alle religioner har samme tilgang til fred. I islam kommer freden efter at man har underkastet sig Allah, en underkastelse, der opnås gennem vold. Vold til at sprede islam er det højeste gode. Paradis ligger i sværdenes skygge, siger en hadith; en anden lokaliserer paradis i rummet mellem en bueskyttes mål. At lære at skyde og at opgive skydning er en synd. Sammenlign denne hadith med Esajas' opfordring til dagen, hvor vi smeder sværd om til plovjern og spyd om til vingårdsknive (Es 2:4, også Mika 4:3). Koranen 3:157 garanterer paradis for jihadister. Der er ingen paralleller til nogen af disse vers i kristendommen.

Paven sagde også: "Krigen er villet af de andre. Forstået?" Denne kryptiske erklæring vil blive overtaget af konspirationsteoretikere, hvoraf alt for mange lever i den muslimske verden, hvor de bruger konspirationsteorier til at undvige konfrontationen med islams fiaskoer. De "andre", de "usynlige hænder", der "ønsker krig" er alt for ofte af konspirationsteoretikere blevet identificeret som jøder. Nej, jeg siger ikke, at pave Frans hentyder til jøder her. Det gør han ikke. Jeg siger, at udsagn som dette er, hvad konspirationsteoretikere æder rå.

Men man må alligevel spørge: Hvem er "de andre", som paven hævder står bag jihad-terror? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at sådanne flugtveje fra redelig tænkning ikke hjælper muslimer til at konfrontere, hvad de skal konfrontere.

Austen Ivereigh - en levnedsskildrer af pave Frans, der skriver i Politico - anklager Polen. Polakkerne er "respektløse" over for pave Frans. Polakker har bygget "mure", som de ønsker at se opretholdt. Polakker ser uforklarligt kristendommen som "under belejring". Dette er ikke andet end tømmermænd fra den kommunistiske æra. Polakkerne er "bange for forurening". Der er en "mørkere side" ved polakkers verdensbillede. "Polske katolikker lider af et overlegenhedskompleks." Men Ivereigh forsøger at lyde tolerant. "Polske katolikker kan tilgives for at tro, at deres kirke har gjort noget rigtigt." Men denne holdning er "farlig". Polen er "skånselsløst anti-indvandrer". Af en eller anden grund "huser (polakker) stærke anti-arabiske og anti-muslimske følelser og ser en sammenhæng mellem indvandring og terrorisme." "Pave Frans, på den anden side, har kaldt Europas vilje til at tage imod flygtninge en test af dets principper. Guds nåde - temaet for denne uges Verdensungdomsdage i Polen, og hjørnestenen i pave Frans' lære - kommer tydeligst frem, mener han, i vores vilje til at tage imod fremmede."

Ivereighs temaer om paranoide polakker - stadig omtumlede efter kommunismen - som ophøjede vesterlændinge må nedlade sig til, er alt for typiske for den journalistiske dækning af pavens besøg i Krakow.

Sørgeligst af alt, så har pavens og journalisternes marxistiske og kulturrelativistiske tilgange opgivet Bibelens sandheder. Man behøver ikke være teolog for at påpege, at den muslimske verden er i dybe vanskeligheder. Muslimske lande dominerer listerne over de værste lande på jorden at være i, hvis man er kvinde, eller politisk fange, eller kristen, eller homoseksuel. FN's Arab Human Development Report er et indeks over den større muslimske verdens fiasko. Tallene for læsefærdighed, sundhed, forskning og innovation er alle det modsatte af, hvad enhver ønsker at se. Bare en enkelt statistik: "I de 1000 år siden kaliffen Mamouns regeringstid har araberne oversat lige så mange bøger, som Spanien oversætter på et år." Som Samuel P. Huntington skrev: "Islam har blodige grænser." Jihad-inspirerede væbnede konflikter foregår over hele den muslimske verden, fra Afrika til Østasien.

Paven, og journalister som Austen Ivereigh, ordinerer marxistisk analyse og kulturrelativisme som svar på disse islam-fremkaldte - eller i det mindste helt sikkert islam-forbundne - kvaler.

Deres svar kan reduceres til: "Hvis seksuelt overfald, fængsling og æresdrab af kvinder, mord på præster, undertrykkelse af ytrings- og samvittighedsfrihed og selvmordsbombning ikke fungerer for jer i jeres eget land, så bring dem til vores, og vi vil tage imod jer med åbne arme."

De kalder denne tilgang "medfølende" og "kristen".

Den er ingen af delene.

Ægte kristen medfølelse kræver sandhed. Det Gamle Testamentes profeter sparede aldrig israelitterne for de hårdeste sandheder om dem selv, om deres fejl, og om, hvad de skulle gøre for at forbedre sig.

Jesus sagde også tingene lige ud. Uden sproglige finurligheder gav han synderne ren besked om, hvad de gjorde forkert, og hvad de skulle gøre for at rette op på tingene. "... gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige ...", sagde han til den rige unge mand. "... du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand ...", sagde Jesus til den samaritanske kvinde. Jesus sagde frygtløst til Pontius Pilatus, manden, der var ved at dømme ham til en pinefuld død: "Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden."

Det er på tide, at paven og katolske journalister og andre taler til muslimer - ikke til polske katolikker, et let mål, men til muslimer - på samme måde, som Esajas og Jeremias talte til Israel, og som Jesus talte til alle, lige fra en kvinde ved en brønd til Pontius Pilatus selv.

Kontra-jihad handler om sandhed, ikke had. Vi katolikker sørger over fader Jacques' martyrium, men vi ved, at han er i Himlen nu. Vi har grund til at antage, at hans mordere er i Helvede. Vi katolikker har et ansvar for at sige de sandheder, der kan hjælpe vore muslimske brødre og søstre med at undslippe, ikke kun de jordiske udgaver af Helvede, som deres tro og sædvaner har skabt, men også den evige fordømmelse. Det er på tide, at paven holder op med at falde tilbage på marxistiske og kulturrelativistiske fortolkninger. Det er på tide, at han holder op med at patronisere fromme polske katolikker. Det er på tide, at han tilslutter sig kontra-jihad, og ud af kærlighed siger sandheden til muslimerne.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo