Magtfulde mennesker bruger alle tricks for at forhindre dig i at se filmen The Promise fra 2016, instrueret af Terry George og med stjerner som Oscar Isaac, Christian Bale og Charlotte Le Bon på rollelisten. Deres insisteren på, at du ikke skal se filmen, vækker mistanke. Når det kommer til stykket er Terry George noget af en film-kriger for social retfærdighed og en kritiker-darling. Han er kendt for at tage fat på temaer med fokus på retfærdighed, heriblandt det engelske imperiums mishandling af irske fanger i hans 1993-film In the Name of the Father, der var nomineret til syv Oscars. Hans 2004-film, Hotel Rwanda, fik tre Oscar-nomineringer. Manuskriptet til The Promise er skrevet af George og Robin Swicord, som også har en Oscar- og en Golden Globe-nominering i bæltet.

Georges Hotel Rwanda skildrede folkemordet i Rwanda. Rwandere døde i denne særlige afrikanske specialitet: Stammevold. Hutuer rejste sig med macheter og myrdede deres tutsi-naboer i verdens hurtigste folkemord. Hotel Rwanda fortæller en anden historie: Rwandere døde, fordi hvide mennesker er ligeglade med sorte mennesker. I filmen, "forklarer" Nick Nolte, der spiller en FN-general, folkemordet for Don Cheadle, der spiller det virkelige livs helt og redningsmand, Paul Rusesabagina: "Du er snavs. Vi mener, du er snavs. Du er møg. Du er værdiløs. Du er sort. Du er ikke engang en n - - - - -. Du er afrikaner (...). De vil ikke stoppe slagtningen."

Hotel Rwanda forklarer aldrig, hvordan hvide mennesker, der levede tusinder af kilometer borte, skulle have stoppet en million machete-drab, der fandt sted i løbet af hundrede dage. Rwanda er en fjern indlandsstat, og bjergrig. Der var ingen lufthavne, jernbanespor eller anlæg at bombe. At få tropper ind Rwanda ville have taget måneder og i betragtning af ustabiliteten i området, ville indsættelsen af amerikanske eller europæiske tropper have udløst separate uroligheder. Bare se den rædselsvækkende skæbne for den humanitære mission i forbindelse med Slaget i Mogadishu i oktober 1993 - blot seks måneder før folkemordet i Rwanda. Men lige meget. Det er de hvides skyld. Den film vil de magtfulde gerne have dig til at se.

De pågældende magter ønsker ikke, at du skal se The Promise, selvom hovedrollen spilles af Oscar Isaac, der tidligere er rost for biografhittet Star Wars: The Force Awakens og kritikerhittet Inside Llewyn Davis af de hippe Coen-brødre. Så hvad er problemet med The Promise, og hvorfor vil magtfulde mennesker ikke have dig til at se den?

The Promise dramatiserer det armenske folkemord fra 1915 til 1923. Det anslås, at 1,5 millioner armeniere blev myrdet af det osmanniske Tyrkiet og dets efterfølger, Republikken Tyrkiet.

Ofrene for det armenske folkemord var kristne. Gerningsmændene var muslimer.

Armeniere er ikke bare hvilke som helst kristne. De er et oprindeligt mellemøstligt folk. De har levet i deres land som genkendelige, autonome armeniere i over to tusind år. I 301 e.Kr. var armeniere de første til at antage kristendommen som deres statsreligion. Ediktet i Thessaloniki gjorde ikke kristendommen til Roms statsreligion før 380 e.Kr. Ejmiatsin-katedralen, hvis opførelse blev påbegyndt samme år, som armenierne antog kristendommen, er den ældste katedral i verden. Armenierne begyndte at kæmpe mod jihad-angribere for over tusind år siden, og meget betegnende i Slaget ved Manzikert i 1071. I år 1400 begravede Timur Lenk - også kaldet Islams Sværd - 4000 armeniere levende. Det armenske kongerige Kilikien støttede korstogene. Det er rigtigt - oprindelige folk i Mellemøsten støttede korsfarere mod jihadister. De har en fortælling, der vil være som en torn i kødet på enhver magtfuld meningsdanner.

Det første berygtede folkemord i det blodige 20. århundrede var ikke Hitlers. Det var tyrkernes. Hitler var meget imponeret over, hvordan tyrkerne slap af sted med mange års fordrivelser, selektive mord, udsultning og bogstavelige, ikke metaforiske, korsfæstelser. I en tale i august 1939, blot få dage før han indledte sit angreb på Polen, der udløste 2. Verdenskrig, kom Hitler med sit berygtede "armenske citat": "Jeg har sat min dødningehoved-formation i fuld beredskab (...) med ordrer til - nådeløst og uden medfølelse - at sende mænd, kvinder og børn af polsk afstamning og sprog i døden (...). Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om udslettelsen af armenierne?"

Jeg er polsk, og takket være dette citat føler jeg mig som en æresarmenier. Dramatiker William Saroyan producerede sit eget "armenske citat", hvori han hyldede en "lille stamme af betydningsløse mennesker, hvis krige alle er blevet kæmpet og tabt, hvis bygninger er smuldret (...) og bønner ikke længeres besvares. Gå fremad, ødelæg Armenien (...). Send dem ud i ørkenen uden brød eller vand. Brænd deres hjem og kirker. Se så, om de ikke vil le, synge og bede igen. For når to af dem mødes hvor som helst i verden, så se, om de ikke vil skabe et nyt Armenien." Med dette citat er Saroyan en ærespolak.

Armeniernes vordende tilintetgørere er også en del af grunden til, at man ikke må tale om det armenske folkemord. Tyrkiet er med i NATO. Tyrkiet er vært for Incirlik Air Base. Disse er grundene til, at amerikanske præsidenter undlader at bruge ordet "folkemord", og, som John Oliver udtrykte det, tyr til diplomatisk tvetungede sætninger som, "Armeniens forfærdelige, frygtelige, ikke gode, meget dårlige dag."

Den politisk korrekte bruger ikke den samme ordbog som amerikanske præsidenter. Lad os præcisere deres bekymring. I det første berygtede folkemord i det 20. århundrede, blev kristne myrdet af muslimer. Desuden: Muslimer, der myrder kristne og overtager deres territorium, er ikke en afvigelse. Disse mord blev ikke begået i strid med skrift eller tradition eller endda tendenser. Det tyrkiske folkemord mod armenske kristne var i overensstemmelse med skrift, tradition og tendenser. Disse traditioner begyndte med Muhammed selv, der befalede fordrivelsen af arabiske kristne og jøder fra Den arabiske Halvø. Arabere, der vaklede i deres tro på islam, blev sat på plads i Riddakrigene. I de sidste 1400 år har Mellemøstens kristne befolkning været faldende. Det armenske folkemord er ikke en isoleret hændelse. Det er en del af en kæde af begivenheder, som vi ikke må være vidende om eller diskutere.

Politisk korrekte meningsdannere ønsker ikke at du skal vide, at kristendommen begyndte i Mellemøsten. De vil have dig til at tænke på brudlinjen mellem terror og dens ofre som en linje mellem fordrevne, mørklødede, koloniserede, tredje verdens bønder, der praktiserer deres "indfødte" religion, og kristendommen, spidsen af kolonisatorernes spyd. De vil have dig til at tro, at nogle meget blege mennesker ved navn Smith eller Jones, marcherede ind i Mellemøsten med en bibel i hånden under kolonisatorernes banner. Det forbavser mig, men det er sandt - semester efter semester beder jeg universitetsstuderende om at plotte de stiftende datoer for jødedom, kristendom og islam ind på en tidslinje. De fleste af dem tror, at islam blev stiftet først, og at jødedom og kristendom på eller anden måde forgrenede sig. Virkelig. Sådan er det.

Denne politisk korrekte fortælling er nonsens. Mørklødede mellemøstlige bønder var de første ofre for jihad, og de første til at kæmpe imod jihad. Kolonisatorerne var muslimer. Nogle befolkninger har kæmpet uafbrudt i over tusind år. De har holdt messer, rejst kors og overlevet i Egypten, Irak og Armenien. Deres antal og deres territorium bliver mindre år efter år. Hvorfor disse grænser og befolkninger skrumper ind, er et ubehageligt spørgsmål for de politisk korrekte.

Tag Egypten i det 14. århundrede. Egypten, den mest folkerige arabiske nation, havde et kristent befolkningsflertal længe efter den arabiske erobring. Forfølgelse reducerede deres antal. Kristne blev frit røvet og myrdet, og deres kirker blev lukket. Muslimske prædikener krævede fjendtlighed mod dem. Til tider var kristne pålagt at bære et fem-punds kors. Til andre tider, på andre steder, måtte kristne bære en lap på deres tøj formet som en gris; jøder måtte bære en æsel-formet lap, eller klokker. Historikere omtaler disse lapper som forløbere for de lapper, nazisterne tvang deres ofre til at bære. Kristne kunne redde deres liv ved at konvertere til islam, men selv da blev de tvunget til at bevise oprigtigheden af deres konversion ved at komme i moskeen. De kunne ikke testamentere deres penge til kristne pårørende - kun de pårørende, der konverterede til islam, kunne arve. Disse grænselinjer omkring kristent territorium og de kristne befolkningers antal, skrumpede ikke ind, fordi en eller anden læste en pjece, sammenlignede og kontrasterede hver tros teologiske påstande, og traf en beslutning på basis af egen frie samvittighed. Befolkningerne skrumpede på grund af forfølgelse. Og disse forfølgelser harmonerer dårligt med den politisk korrekte udlægning af historien.

Assyriske kristne taler en form for aramæisk, et mellemøstligt sprog, der er ældre end arabisk. Kopternes liturgiske sprog er sen-egyptisk. Egyptisk har den længste dokumenterede historie af ethvert sprog og er tusinder af år ældre end arabisk i Egypten. Den blotte eksistens af armeniere, koptere og assyriske kristne rejser et ubehageligt spørgsmål for mellemøstlige muslimer. En gruppe mellemøstlige kristne spørger på deres hjemmeside: "Hvorfor er du født i islam?" Dine forfædre var ikke muslimer, insisterer denne hjemmeside. De konverterede til islam. Hvorfor? Var det på grund af den form for pres, islam lagde på armenierne? Muslimer, hvis I ser en film som The Promise, kan I så tro, at det var sådan, det var for jeres ikke-muslimske forfædre? Kan det tænkes, at disse forfølgelser, dramatiserede på lærredet, udgør det manglende led i jeres stamtræ? Jeg tror, det vil være umuligt for en muslim at se, hvordan muslimer pressede ikke-muslimer til at konvertere eller dø, uden at komme til at tænke på sine egne forfædre. Hvornår gav forfædrene efter, og hvad skulle der til, for at få dem til at forlade deres overleverede tro? En massakre? Undertrykkende beskatning? Krænkelser af kvindelige familiemedlemmer? Eller var det et løfte om rigdom, hvis de tog del i plyndringerne? Disse er ubehagelige spørgsmål.

Og disse forfølgelser rejser et endnu mere ubehageligt spørgsmål. Hvis dette er, hvad jihad har gjort mod kristne, jødiske og zoroastrianske befolkninger i Mellemøsten, hvad vil den så gøre mod os? Det Byzantinske Rige og stater som Armenien følte sig engang lige så trygge i deres kristendom, som amerikanske kristne kan føle sig i dag. Går vi rundt, som de gjorde, med en skydeskive på ryggen? Er vore civilisatoriske tidslinjer, som deres var, ved at ebbe ud?

Nu ved du, hvorfor magtfulde mennesker ikke vil have dig til at se The Promise - og hvorfor 57.000 mennesker oversvømmede International Movie Database for at give filmen bundkarakter: 1 stjerne, længe før den overhovedet begyndte.

Professor ved Haifa Universitet, Stefan Ihrig, er forfatter til Justifying Genocide: Germany and the Armenians from Bismarck to Hitler. Ihrig insisterer på, at det armenske folkemord og Holocaust er forbundne, og at man ikke kan forstå det ene uden det andet. Men alene det at publicere om armenierne har kostet Ihrig. På Forbes skriver Ihrig: "At tale åbent ud om det armenske folkemord betyder at løbe en kæmpe risiko. Som minimum vil det være en udmattende oplevelse - at blive chikaneret online, dæmoniseret, truet, dårligt anmeldt på Amazon og bagvasket offentligt. Indtil nu gjaldt dette primært for enkeltpersoner - akademikere, kunstnere og aktivister. Nu ser det ud til også at gælde for Hollywood-film."

The Promise har en lav vurdering på anmeldelses-sitet Rotten Tomatoes. Oscar Isaacs Coen-brødre-film Inside Llewyn Davis har en (certified fresh) vurdering på 94%. Hotel Rwanda, Terry Georges tidligere folkemordsfilm, har en (certified fresh) vurdering på 90%. Hmm.

Jeg er en inkarneret film-fan. Som sådan sætter jeg æstetik over budskab. Jeg er her for at fortælle dig, at The Promise er en pokkers god film. Det er ikke en af de helt store film. I kategorien folkemordsfilm, er det ikke en Schindlers liste, In Darkness eller Europa Europa. The Promise når ikke helt op på deres niveau. Den bevæger sig for hurtigt. Filmen burde have dvælet mere ved tingene, ladet os komme tættere på dens karakterer. Der er en scene, hvor en mand beundrer en kvindes skitsebog. Den scene burde have vist os flere af hendes skitser. Der burde have været mindst ét afsnit mere til at forklare folkemordet for publikum. Armenierne var kristne i en overvejende muslimsk stat. De var et mindretal af mellemmænd - ofte bedre uddannede og rigere end deres naboer. Tyrkiet var i færd med at udkæmpe en krig og frygtede Rusland, et tilstødende, kristent land, og dets håndsrækning til armenierne. Kristne i en overvejende muslimsk stat blev beskyldt for at have delt loyalitet. Filmen kunne have haft gavn af en dybere udlægning af disse faktorer. Men The Promise er en meget god film, og af den grund, ikke på grund af noget politisk budskab, bør du se den.

Oscar Isaacs præstation som Mikael, en armensk medicinstuderende, er betagende. Havde dette været en film om et folkemord, mere acceptabelt for den politisk korrekte klasse, ville Isaac være blevet nomineret til en Oscar, og muligvis have fået den. Hans tilstedeværelse er sjælen i filmen. Hans præstation kunne lige så godt have været ordløs. Han er ikke andet end øjne, når han i åbningsscenerne indsuger sin elskede føde-landsby, dernæst Konstantinopel, storbyen han må rejse til, for at studere medicin. Det samme gælder hans hjerte-stoppende første møde med den kvinde, han - på trods af sig selv - elsker, og endelig udtagning, tortur, og kampen til døden for hans elskede folk. Han er den tomme tavle, på hvilken historien skriver. Han er så ren, at verdens mørke plasker ud over hans træk som blæk af menneskelige tårer og sort aske fra Helvede.

Christian Bale er en genial skuespiller, der måske genetisk er ude af stand til at sætte en fod forkert på skærmen. I sin mindre rolle som en amerikansk journalist, der dækker folkemordet, udfolder Bale hele sin kunnen. Han kan bringe - og bringer - lang uudtalt monolog ind i et par underspillede fagter. Som en del af en trekant, der involverer Isaac, skal Bale kommunikere en kærlighed, der er fortærende, besættende og som indebærer store ofre. Bale lever så fuldstændigt i sin rolle, at han trak tårerne frem i øjnene på denne anmelder.

Charlotte Le Bon er kærlighedens elskede genstand, en armenier, der er vokset op i Frankrig og vælger en meget dårlig tid til at udforske sine rødder. Birollerne er besat af verdensklasse-skuespillere. Jean Reno, Tom Hollander, Shohreh Aghdashloo, James Cromwell, Rade Serbedzija og Marwan Kenzari behersker lærredet i små, men vitale roller.

The Promise er blevet kaldt den hidtil dyreste uafhængigt finansierede film. Kirk Kerkorian, en armensk-amerikansk forretningsmand, skaffede midler til en film, som politik ville have elsket at undertrykke. Kerkorian blev født i Fresno (i Californien) i 1917, mens folkemordet fandt sted. Han døde 98 år gammel, før han kunne se den færdige film. Hans investering kan ses overalt på lærredet. Hvis du kan lide store, fejende, overdådigt producerede historiske epos, vil du elske denne film. Jeg kunne tænke mig at se den igen på video, bare for at fryse billedet og dvæle ved dekorations- og kostume-detaljerne. The Promise blev optaget i Spanien, Portugal og på Malta, som faktisk formår at ligne Tyrkiet.

Kritikere har bebrejdet filmen for at lægge en kærlighedshistorie ind i en film, der dramatiserer et folkemord. Denne kritik bygger på uvidenhed. Læs tilstrækkeligt mange erindringer, og tal med tilstrækkeligt mange overlevende. Jo, folk forelsker sig faktisk under de mest udfordrende omstændigheder. Auschwitz var vært for en berømt kærlighedshistorie. Mala Zimetbaum, en jødisk fange, forelskede sig i Edek Galinski, en polsk én. Deres historie er legendarisk og inspirerede mange af deres medfanger. Poeten John Guzlowskis forældre mødtes, mens hans far var på en dødsmarch ud af Buchenwald. Nazisterne førte Guzlowskis far forbi lejren, hvor hans mor var interneret. Deres ægteskab varede i over halvtreds år. Guzlowski selv blev undfanget og født i en efterkrigstidens FN-flygtningelejre.

The Promise er hverken en anti-muslimsk eller en anti-tyrkisk film. Måske dens mest gribende præstation er den af den tunesisk-hollandske Marwan Kenzari som Emre Ogan. Ogan er en ung og smuk fest-dreng, der bare ønsker at have det sjovt. Det er en ren skæbnens ulykke, at han er en tyrker under et folkemord. Ogan er en kompleks, sympatisk, menneskelig karakter. Vi kan identificere os med hans moralske dilemmaer. Der er andre muslimske tyrkere i filmen, der klart er imod folkemordet og støtter armenierne. Wikipedia citerer mange tyrkere, der, på tidspunktet for folkemordet og ikke længe efter, fordømte det. Jeg har været heldig nok til at rejse i Tyrkiet, og der er kun få destinationer, jeg har elsket mere. Der er intet, jeg hellere ville se end et nyt, oplyst Tyrkiet, der erkender sin fortids synder og angrer dem. Jeg håber og beder for den dag, for armenierne, for Tyrkiet og tyrkerne og for verden.

Et sidste ord. Jeg omtaler her det armenske folkemord som en del af en jihadistisk bølge af overgreb på og eliminering af ikke-muslimske, oprindelige befolkninger. Nogle vil insistere på, at det nazistiske folkemord på jøderne er sammenligneligt, og at det skulle bevise, at kristendommen er en folkemorderisk religion. Jeg er uenig. Ja, kristne har ofte undladt at handle i overensstemmelse med de kristne skrifter, hvoraf ingen befaler noget i retning af jihad eller folkemord. Ja, kristne har ofte forfulgt jøder. Men nazismen, ikke kristendommen, var ansvarlig for Holocaust. Jeg støtter mig her til bøger som Richard Weikarts Hitler's Religion. Min anmeldelse (i dansk oversættelse) af Weikarts bog kan findes her. Mit essay: "Against Identifying Nazism with Christianity" kan findes her.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo