Nabeel Qureshi, 1983-2017
Refleksioner over en falden kontra-jihadist
Af Danusha V. Goska
Oversættelse af: Nabeel Qureshi, 1983-2017
Kilde: FrontpageMag.com, 25. september 2017
Udgivet på myIslam.dk: 8. oktober 2017


Nabeel Qureshi

Den 11. september 2001 havde jeg en af mit livs lykkeligste morgener. Jeg sad ved en computer med udsigt til en grøn Indiana-græsplæne. Jeg havde arbejdet længe og hårdt på at nå der til: At skrive min afhandling om polsk-jødiske relationer. Jeg havde tilbragt år af mit liv med at spise, sove og ånde polsk-jødiske relationer.

Foruden mit akademiske arbejde udsendte jeg også korte betragtninger via radio, og skrev til lokale trykte medier. Enhver, der hørte eller læste mig, må have konkluderet, korrekt, at jeg var en livslang venstreorienteret. Jeg talte imod kvindehad og snæversyn og for homoseksuelles rettigheder. Jeg kendte ikke en eneste person, der stemte republikansk. David Horowitz blev, i mine sociale kredse, opfattet som den inkarnerede Satan.

Jeg rejste mig fra computeren for at holde min morgenmadspause. Jeg tændte for NPR [National Public Radio]. Bob Edwards meddelte, at ét, nej nu to fly var blevet fløjet ind i World Trade Center.

Kender du det gamle udtryk: "Der er to slags mennesker i denne verden"? Her er en af disse opdelinger. Der er to slags mennesker i denne verden. Nogle mennesker anede ikke, hvorfor fly var fløjet ind i World Trade Center. Nogle af os vidste det straks. Jeg vidste det straks.

År forinden, i 1980'erne, havde jeg arbejdet på et universitet i Paterson, NJ. Passaic County har en af Amerikas største muslimske befolkninger. Jeg voksede op sammen med muslimer og tæller muslimer blandt mine venner.

Tilbage i 1980'erne, på dette Paterson-universitet, plejede jeg at diskutere i timevis med unge muslimske mænd. Nogle af dem - ikke alle - gav udtryk for godkendelse af terrorisme. Da vi engang stod i et undervisningslokale med væg-til-væg-vinduer, sagde én til mig: "En dag, når du ser ud af dette vindue og ser en rygende ruin, så vil du vide, at vi endelig har gjort, hvad Allah befaler os at gøre."

Jeg tænkte: "Jeg er ingenting. Der er kloge og kompetente retshåndhævere i USA. De har denne situation under kontrol. Det er ikke op til mig at gribe ind."

Den 27. september 2001 rapporterede New York Times, at Paterson, NJ, havde tjent som et "slags hovedkvarter" for seks af 9/11-flykaprene, hvoraf der var nogle med i alle de fire kaprede fly.

På denne september-morgen i 2001 forlod jeg min computer og min afhandling, og spadserede hen til Indiana Universitets Hovedbibliotek. På parkeringspladsen så jeg en pickup-truck med et håndlavet symbol i bagruden. Symbolet truede med fysisk vold mod muslimer. Jeg gik hen mod den åbne passagerdør. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Ved rattet sad en skaldet mand iført solide støvler. Jeg besluttede at fokusere på dent umiddelbare og konkrete.

"Det symbol vil tiltrække problemer. Der kan blive fysiske kampe. Du kan komme til skade," sagde jeg til den vrede og farligt udseende Indiana-mand.

Han informerede mig om, at han var ligeglad med, om han skulle komme til skade. Han var klar til at banke muslimer. Jeg spurgte hvorfor. Mens vi talte, begyndte manden at græde. Muslimer havde dræbt hans venner i et terrorangreb.

Jeg gav manden et kram. Jeg opfordrede ham til at fjerne sit skilt. Jeg sagde, at vold mod tilfældige muslimer ikke var den bedste vej for os at tage.

Hvad var den bedste vej for os at tage? Det første afgørende skridt: Vi må sige sandheden om jihad. Efter 11. september 2001 troede jeg, at dette var præcis, hvad der ville ske i USA. Jeg troede, at det katastrofale terrorangreb ville få medier, uddannelsesinstitutioner og kirkeledere til at informere offentligheden om jihad.

Den første uge efter 9/11 var meget stille i mit hjem. Det amerikanske luftrum var lukket ned. Ingen fly i luften over os. Der var en anden livsvigtig lyd, som jeg lyttede efter: Sandheden.

I stedet for sandheden hørte jeg propaganda så forvrænget, at den propaganda jeg havde hørt, mens jeg levede under sovjetkommunismen i Polen, var småtteri i sammenligning.

Mens ligene stadig røg, modtog jeg en gruppe-email sendt til alle IU's kandidatstuderende. Den pålagde os at bære hijab i solidaritet med muslimske kvinder. Dette slog mig som mærkeligt. Burde vi ikke snarere - som en nation, der netop var blevet angrebet - bære f.eks. reversnåle med amerikanske flag som symbol på vort sammenhold? Den lokale NPR-afdeling sendte et talk show, der var viet til amerikansk fordomsfuldhed mod muslimer. En af mine bedste venner sagde, at hun havde lyst til at tage til Afghanistan for at omfavne afghanere. Hvis hun havde brug for at omfavne nogen, hvorfor så ikke omfavne de 9/11-omkomnes efterladte? Denne fuldstændige mangel på sympati, blandt mine venstreorienterede venner, for lidende amerikanere var et livsforandrede chok.

I nationale medier meddelte meningsdannere, at amerikanerne på en eller anden måde selv havde skylden for 9/11-angrebene. Denne tendens nåede sit lavpunkt, da professor ved Colorado Universitet og falsk indfødt amerikaner Ward Churchill kaldte ofrene "små Eichmann'er". I dette sandhedsløse tomrum, i dette giftige bryg af løgn, havde jeg det, som var jeg ved at kvæles, på samme måde som de første udspurgte på Ground Zero.

Før den 11. september 2001 var polsk-jødiske relationer alt, hvad jeg havde ønsket at læse, skrive og udgive om.

Men jeg var nødt til at sige noget.

Jeg skrev mine første ord nogensinde om islam: "Islam and Terror: Some Thoughts after 9/11." Jeg ønskede ikke at skrive om islam. Jeg ønskede, at de klogere ledere, som jeg havde forestillet mig, da jeg tidligere debatterede i Paterson, skulle påtage sig at informere den amerikanske offentlighed om jihad. Men af en eller anden grund så skete det bare ikke. Nogen måtte gøre det. Mit mål var at give et direkte modsvar til mediernes insisteren på følgende løgne: At islam betyder fred; at amerikanere døde, fordi amerikanere gjorde noget ondt og fortjente at dø; at fattigdom forårsager terrorisme; at det bedste, vi kunne gøre, var fuldt ud at acceptere og støtte - aldrig kritisere – islam; og at fremme en relativisme, der insisterede på, at islams forhold til vold ikke er anderledes end kristendommens forhold til vold. Det var svært at finde nogen, der ville offentliggøre min artikel. Endelig blev den offentliggjort af Answering Islam på deres hjemmeside.

Alligevel følte jeg mig meget alene.

Lidt efter lidt begyndte jeg at finde andre kontra-jihadister. Ali Sina startede Faith Freedom i slutningen af oktober 2001. Jihadwatch.org blev lanceret i 2003. Wafa Sultan bragede igennem i 2006. Hvert år var vi stadig flere, der fortalte sandheden.

Vi mødte alle, uanset om vi talte til at stort eller lille publikum, den samme udfordring. Vi blev stemplet, ikke blot som folk, der ikke sagde sandheden om jihad og kønsapartheid, men som bigotter, der hadede og ønskede at skade muslimer. Jihad var ikke problemet. Folk der sagde sandheden om jihad var problemet.

Og vi arbejdede alle - på store og små scener - for at vise, at den anklage var injurerende og destruktiv. "Kontra-jihad. Vi vil sandhed, ikke had," skrev jeg. "Er det racistisk, fremmedfjendsk og imperialistisk at kritisere islam?" spurgte jeg. Nej, viste jeg. "Jeg vil afslutte had: Emmie, en muslimsk-amerikansk kvinde taler." Heri skrev jeg om en muslimsk ven, der simpelthen er et vidunderligt menneske.

For mange er det ligegyldigt, hvor meget sandhed, vi taler. Den dominerende fortælling lige nu er stadig, som den var den 11. september. I mange mainstream-medier, på arbejdspladser, på Facebook-sider og i nære samtaler mellem venner, er det at formulere kritik af jihad ikke alene tabu, det bliver dæmoniseret og straffet.

I august 2017 kom nyheden om pakistanske landsby-ældste, der gav ordre til voldtægt af en pige som gengældelse for hendes brors påståede voldtægt af en anden pige. Dette var ikke første gang, at en pakistansk pige blev beordret voldtaget som gengældelse for hendes brors påståede forbrydelse. Jeg skrev om dette overgreb på Facebook. Jeg nævnte "qisas", den islamiske gengældelse lige for lige. Qisas formede Islamisk Stats beslutning om at brænde den jordanske pilot, Muath Al-Kasasbeh, til døde. Qisas formede Irans beslutning om at stikke et menneskes øje ud. Voldtægt skænder en families ære. Voldtægtsmandens familie må skændes med en gengældelsesvoldtægt.

En af mine Facebook-venner blev selv forarget. Denne ven er en offentlig kristen. Han bor i USA. Han er ægtemand og far. Og hvad var han forarget over? Ikke over voldtægten af pakistanske piger. Nej. Han protesterende gentagne gange og ubøjeligt imod, at jeg omtalte gengældelsesvoldtægt som noget, der repræsenterede "retfærdighed" blandt muslimske mænd i den Islamiske Republik Pakistan. Jeg tilsmudsede islams gode navn ved at skrive om denne voldtægt på Facebook. Jeg måtte irettesættes gentagne gange. En kristen amerikansk mand gjorde dette. Sådan er vores offentlige kultur i dag. Omtale af gengældelsesvoldtægt af en uskyldig pige er en skændsel, der må udryddes. Selve voldtægten, og begrundelsen bag den, må ikke nævnes som en skændsel.

En sådan afskærmning af islam mod kritik sker ikke kun i sociale situationer. Robert Spencer bemærkede for nylig, at præsident Trump, vicepræsident Pence og forsvarsminister Mattis ikke nævnte islamisk terrorisme i deres 9/11-kommentarer.

Jeg er ingen Robert Spencer. Jeg er ikke en superhelt. Jeg føler ensomheden, vægten af ytringsfrihedens undertrykkelse, dæmoniseringen af helte som Ayaan Hirsi Ali, tilmed begået af talerør som Southern Poverty Law Center, der nu er miskrediteret, ikke kun af konservative, men også af den venstredrejede NPR [National Public Radio]. Så derfor glæder jeg mig, hver gang endnu et menneske tilslutter sig team kontra-jihad. Og derfor glædede jeg mig en nat for nogle år tilbage, da jeg surfede på nettet og faldt over en video med to unge mænd, som jeg aldrig havde hørt om: Nabeel Qureshi og David Wood (se video nedenfor).

Videoen havde karakter spot-vare. Dens eneste rekvisit var en meget dårlig blond paryk. Dens lavbudget-kvalitet var en del af det, der gjorde den så god. Dens amatøragtighed blev udskreget højt og tydeligt: Du behøver ikke at være rig for at være en kontra-jihadist. Du behøver ikke at være sofistikeret. Du behøver ikke engang at vide, hvordan man laver en god video. Bare lav det rigtige manuskript, få kameraet til at pege i den rigtige retning og få det gjort.

Den dengang ukendte størrelse, David Wood, står på en prædikestol i rollen som en kristen præst. Han siger ting som: "Gud hader muslimer" og "Gud vil have dig til at dræbe og være grusom over for muslimer."

Sognebørnene på bænkene lytter til Wood, råber og overdøver ham. Hvor vover han at sige den slags hadefulde ting?

Så overtager Nabeel Qureshi prædikestolen. Han begynder at prædike nøjagtig den samme prædiken, blot med ordet "kristne" i stedet for "muslimer". "Gud vil have, at du hader og dræber kristne", prædiker Nabeel. Mens han prædiker, blinker de vers fra Koranen og hadith, som han citerer, på skærmen.

Sognebørnene på bænkerækkerne bifalder denne prædiken i stedet for at fordømme den og siger, at "andre kulturer er meget interessante", "det lyder ikke så dårligt, når han siger det", "dette er deres kultur. Vær ikke intolerant" og "dette er ikke voldeligt. Du må forstå konteksten."



Denne video gør det klart, at politisk korrekte mennesker bruger to forskellige standarder, når de vurderer tale af kristne og tale af muslimer. Når en kristen taler intolerant, giver politisk korrekte mennesker udtryk for fordømmelse. Når muslimer, ved at citere Koranen og hadith, giver religiøs retfærdiggørelse for vold, bringer de politisk korrekte sig selv til tavshed, eller retfærdiggør en sådan tale ved at sige: "Vi kan ikke dømme andre kulturer."

Denne videos gøren grin med islam-apologeters tankegang er morsom. Men den slutter med en ildevarslende note - med optagelser fra det virkelige liv, hvor vi ser David og Nabeel blive arresteret i USA i år 2010 for at have begået ingen anden kriminalitet end den offentligt at fortælle sandheden om islam.

Denne video begejstrede mig helt igennem. Jeg elskede, at Nabeel og David bare var to almindelige fyre. De arbejdede tydeligvist på et meget lille budget, hvis noget. De var lidenskabeligt engageret i sandheden, de handlede på basis af deres lidenskab og de producerede en video, der - skønt den ikke var på polsk - var rig på sandhedens rå magt.

Nabeel Qureshi var født og opvokset som en hengiven muslim. Han mødte David Wood, en ny kristen, på universitetet. Nabeel udfordrede David til at forsvare sin kristne tro. David - med en dristighed, som alt for få politisk korrekte kristne ville udvise - tog imod Nabeels udfordring. Efter mange års debat konverterede Nabeel til kristendommen. Nabeels 2014-bog Seeking Allah: Finding Jesus: A Devout Muslim Encounters Christianity, som jeg anmeldte her, fortæller denne historie med de enkleste udtryk, på den mest læservenlige måde. Jeg vil være ærlig - jeg værdsatte de indsigter, som Nabeels bog delte, men jeg ønskede, at den havde været mere indgående og mere litterært ambitiøs. Men her er sagen - Nabeels jævne prosa når ud til læserne. Mens jeg skriver disse ord, har Amazon Nabeels bog som nummer 1 på bestsellerlisten over kristen apologetik. I 2016 udgav Nabeel No God but One: A Former Muslim Investigates the Evidence for Islam and Christianity, som jeg anmeldte her [dansk oversættelse her]. Den blev også en kristen bestseller.

Det var tydeligt, at Nabeel nåede ud til folk på en helt særlig måde. Hvorfor?

For at tage det indlysende - Nabeel var høj, mørk og flot. Han havde denne afslappede selvtillid, som udstråles af sønner, der har været dybt elsket af deres forældre. Nabeel var også konvertit fra islam til kristendommen, og folk elsker omvendelseshistorier. At han var oplært og havde levet som muslim, som efterkommer af muslimske missionærer, gav - for nogle - hans arbejde en aura af autenticitet.

Der er dog et element i Nabeels evne til at nå andre, som jeg må nævne. Min omtale af dette, vil gøre nogle forlegne. Jeg håber, at læserne vil lade mig tale ud om dette. Jeg henviser til et objektivt faktum, en objektiv kendsgerning, som alle, der er engageret i kontra-jihad, må tage i betragtning.

Nabeel var kristen, og han handlede ud af en af de mest kontroversielle kræfter i historien, den kristne kærlighed. I hans sidste offentlige vidnesbyrd, en YouTube-video (se nedenfor) optaget blot dage før han døde af mavekræft den 16. september 2017, understregede Nabeel, at alle hans ord og gerninger som kontra-jihadist var motiveret af kristen kærlighed. "Når vi taler med folk om vores tro, bør vi gøre det gennem en kærlighedens linse, og hele formålet bør være at bringe folk sammen om sandheden (...) hele formålet med min undervisning har været, at kærlighed skal regere. Som du betragter min tjeneste, håber jeg, at den efterlader en arv af kærlighed, fred, sandhed, omsorg for hinanden. Det er mit håb og mit formål bag dette (...). Vores Gud er en kærlighedens Gud. Dette bør være, hvad der driver os (...). Uanset om du taler med en hindu, en jøde, en muslim, en kristen, uanset hvem du taler med, lad det være ud af kærlighed."



Al denne tale om kristen kærlighed vil måske trøste dig, more dig, gøre dig rasende eller skræmme dig. Lad os være helt klare: Nabeel talte ikke om den slags politisk korrekt kærlighed, der siger: "Andre kulturer er meget interessante", når den konfronteres med jihad, sexslaveri, klitoridektomi [kvindelig omskæring], børneægteskab, æresdrab og dødsstraf for apostater. Vi ved, at Nabeel ikke var sådan en politisk korrekt kristen, fordi han offentligt revsede disse holdninger i den video, der blev linket til ovenfor. Vi ved, at Nabeel ikke var sådan en politisk korrekt kristen, fordi han i sin bog nøje beskrev den smerte, han følte, da han blev tvunget af David Wood, en anden kærlig kristen, til at konfrontere den rå hæslighed af Muhammeds godkendelse af sexslaveri, et sexslaveri, der bliver sanktioneret og udført af muslimer i dag.

Nej. Nabeel Qureshi godkendte - og handlede ud fra og byggede sin store succes på - en langt mere vanskelig kristen kærlighed. Det var den form for kristen kærlighed, som David Wood rakte ham. Det var den slags kristen kærlighed, der uden omsvøb siger: "Dine kendsgerninger er forkerte. Her er beviset. Dit liv vil blive bedre, hvis du handler på basis af denne mere præcise information."

Nej, kristne bliver ikke instrueret af Jesus til at påtvinge deres tro gennem vold. Matthæusevangeliet 10:14 instruerer udtrykkeligt kristne til at børste støvet af fødderne og gå videre, hvis de afvises.

Men disse er uafviselige kendsgerninger: Nabeel Qureshi var en yderst vellykket kontra-jihadist, og selv angav han som sin motivation netop den kristne kærlighed, der pålægger sin praktiserende at bekymre sig så meget om andre mennesker, at han eller hun vil frelse dem fra deres elskede løgne. Jeg siger ikke, at man skal være en kristen for at være en succesrig kontra-jihadist. Jeg anerkender, at nogle ateister foretrækker Bill Maher eller Sam Harris frem for Nabeel Qureshi. Jeg siger dog, at kontra-jihadister skylder sig selv at studere denne mand for at se, i hvilket omfang hans succes kan efterlignes, her hvor kampen fortsætter efter hans død. Kontra-jihadister skal holde øje med to ting.

For det første døde Nabeel som en af de mest slagkraftige og elskede kontra-jihadister i verden. Han tilbragte det meste af sit liv som en hengiven muslim. Jeg kender velmenende mennesker, der er faldet i den fælde, at sammenblande islam med muslimer. Muslimer er ikke islam. Muslimer kan nås med sandfærdig tale. Dette skete for Nabeel og Bosch Fawstin, Ayaan Hirsi Ali, Wafa Sultan, Nonie Darwish og mange andre. Enhver, der er fristet til at føle fjendtlighed over for muslimer, gør klogt i at huske Nabeel Qureshi.

For det andet: når vi forsøger at nå andre, gør vi klogt i at huske, at Nabeel nåede New-York-Times-bestseller-status, ikke ved at udøse sin vrede, men ved sit ønske om at røre og højne sine samtalepartnere og publikummer, heriblandt muslimer.

Nabeel Qureshi - høj, mørk og flot, bedstsælgende forfatter af flere bøger, der nåede ud til tusinder gennem offentlige taler, YouTube og Facebook - er ikke mere. Den 30. august 2016 meddelte han på Facebook, at han var blevet diagnosticeret med fremskreden mavekræft. Han erkendte, at hans prognose var "grum." Han bad os om at bede om et mirakel. Det gjorde vi. Nabeel døde den 16. september 2017. Han blev 34, far til en ung datter.

Jeg græd for denne mand, jeg aldrig mødte. Jeg græd af flere grunde. Her er én: Min bror Mike var en meget intelligent mand og en udtalt ateist. Hans ord slog ned som bomber ved familiesammenkomster. Da han var sidst i tyverne havde Mike en omvendelsesoplevelse. Han blev en hengiven kristen. Han gik på et kristent seminarium i Texas. Han var en flot karismatisk fyr og dybt elsket på campus og i sin kirke. Han havde en kone, en lille søn og en nyfødt datter. Og så - da han var 34 år - døde han af kræft.

Nabeel. Mike. Hvorfor, Gud, hvorfor?

Et spørgsmål så foruroligende, at det har fået nogle til at miste deres tro.

Nogle af os er overbevist om, at vi har mødt stærke beviser på eksistensen af en kærlig Gud. På den baggrund konkluderer vi, at der er noget ved lidelse og død, som det menneskelige dyr har brug for. Vi konkluderer, at en kærlig Gud ikke ville udsætte os for alt dette uden grund. Jeg siger ikke, at Gud tilføjer os nederlag. Jeg siger, at vers som Prædikerens Bog 9:11, Jobs Bog 21:7, og Matthæusevangeliet 5:45 tyder på, at Gud tillader forskellige hændelser at udspille sig - fra nedbør til tørke, fra sejr til kræft. Det endelige regnskab, tror vi, holdes efter døden og ikke i denne verden. Mirakler sker, men ikke hele tiden. Gud ramte ikke Nabeel. Gud helbredte heller ikke Nabeel, i det mindste ikke på denne jord. Vi opfatter dette som uheldigt, hvis ikke uretfærdigt.

Min bibelske favorit-samtale om tilsyneladende uretfærdig lidelse og død er en kort passage, men også en vid og dyb passage. Corta pero ancha, som de siger på spansk.

Johannes Døber, Jesu fætter, er ved at blive halshugget af Herodes. Som en mand stående overfor døden, sender Johannes sine tilhængere af sted for at spørge Jesus, hvem han er. Jesus reagerer med et ret skarpt spørgsmål. "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet?" (Matthæusevangeliet 11:7-9)

Med andre ord minder Jesus om, at det var Johannes, der forlod det konventionelle samfund og gik ud i ørkenen. Hvis Johannes havde ønsket et blødere liv, kunne han bare være blevet hjemme. Men Johannes blev ikke hjemme. Han gik ud i ørkenen for at finde Gud. At finde Gud er nogle gange en risikabel ting at gøre, især når man lever under romersk undertrykkelse. Jesus erkender, at Johannes vil lide og dø, men han vil lide og dø som et fuldt menneske, ikke som en romersk slave. Han har faktisk mødt sin skæbne, sin Gud.

Nabeel kunne have punkteret David Woods spørgsmål. Men det gjorde Nabeel ikke. Han gik ud i vildmarken, ørkenen, den samme ørken, som Johannes og Jesus gik ud i, da de søgte sandhed. Nabeel led, men han fandt den profet, han søgte. Han valgte ikke denne profet, fordi det var let eller lønsomt eller fordi det glædede hans forældre. Nej. Nabeels rejse ud i ørkenen åbnede en kløft mellem ham og hans elskede forældre. Nabeel modtog dødstrusler; den første var en seddel, der var sat på hans bil. Konfrontationen med sandheden om Muhammed, en mand, han var blevet indoktrineret til at elske, fyldte ham med kval og tvang ham i knæ.

Ja, Nabeel var succesrig og velsignet for en tid. Han blev ægtemand, far, læge, bedstsælgende forfatter. Han opnåede mere på 34 år, end mange gør med de bibelske tre snese og ti år. Og Nabeel troede på Gud, da tiderne var gode. Vi ved, at hans tro ikke var overfladisk, fordi han fortsatte med at tro på Gud selv efter den smertefulde operation, der fjernede hans mave, selv efter gulsoten, selv efter at lægerne fortalte ham, at han ikke kunne indtage flere kalorier, og at hans eneste resterende behandling ville være smertemedicin for at gøre hans bortgang så let som muligt. Selv da, troede han.

På en måde velsignede Gud os ved ikke at gribe ind i forløbet af Nabeels kræft. Gud lader os vide, at han elsker os alle ligeligt, og at vi alle vil blive nødt til at tage vore kors op. Sygdom og død er skæbner, der er fælles for alle vi elsker, og for os selv. Ja. Nabeel tjente Gud, som få gør. Men Nabeels succeser fritog ikke ham eller hans familie for den smerte, som vi alle føler.

Gud lader os også vide, at vores beundring for Nabeel og vore tårer ved hans død er vores hverv. Efter at orkanen Harvey ramte Texas, spurgte folk: "Hvor er Gud?" Svaret kom i form af mennesker. De frivillige bådejere fra Cajun Navy forlod Louisiana og sejlede til Texas på egen bekostning for med deres fiskerbåde at redde komplet fremmede mennesker. Politisergent Steve Perez, en 34-årig veteran, forsøgte at komme på arbejde under livsfarlige forhold. Hans politibil blev fanget i en oversvømmet viadukt. Han gav sit liv for at tjene andre.

Nabeel er borte. Hvor er Nabeel? I slutningen af 1960-filmen Spartacus, forlanger romerne, der havde omringet de oprørske slaver, at Spartacus, oprørslederen, bliver udleveret. Hvis han bliver udleveret, vil slaverne leve og undslippe korsfæstelse. Slaverne rejser sig og siger: "Jeg er Spartacus!" Den smerte, vi føler over Nabeels død, er Guds notits til os. Den smerte er vores invitation. Gå ikke glip af Nabeel. Vær Nabeel. Deltag i kontra-jihad. Husk hans tidlige lavbudget-video, der funklede med kraften af undertrykt sandhed. Nabeel og David startede ikke på toppen. De ventede ikke på at få tilladelse. Iført t-shirts og jeans fortalte de bare sandheden offentligt. Og nu er de begge verdensberømte. Savner du Nabeel? Vær Nabeel. Fortæl sandheden. Med kærlighed.




Danusha V. Goska er forfatter til Save Send Delete og Bieganski.








Oversættelse: Bombadillo