Islam og kristendom: En læservenlig guide til forskellene
En ny bog konfronterer og sammenligner islams og kristendommens epicentre
Af Danusha V. Goska
Oversættelse af: Islam and Christianity: A Reader-Friendly Guide to the Differences
Kilde: FrontPageMag.com, 9. september 2016
Udgivet på myIslam.dk: 28. september 2016

Islam er for tiden beskyttet mod kritik. Sådan har det ikke altid været. Thomas Jefferson kunne erklære, at muslimer tror, "at det var deres ret og pligt at føre krig imod dem, hvor som helst de kunne findes, og at gøre alle, de kunne tage som fanger, til slaver, og at enhver muslim, der skulle blive dræbt i kamp, var sikker på at komme i Paradis." John Quincy Adams kunne erkende, at Muhammed "fornedrede" kvindekønnet og "som en del af sin religion, erklærede generel udryddelseskrig mod hele resten af menneskeheden." Winston Churchill kunne skrive om islam: "Der findes ingen stærkere tilbagestræbende kraft i verden." Pave Callixtus III kunne vurdere islam som "djævelsk".

Den slags kritik er tabu i dag. Et par dage efter 9/11 erklærede daværende præsident George Bush, at "islam er fred". I februar 2015, efter at IS havde brændt en jordansk pilot levende i et bur, forsøgte præsident Obama at vende harmen om og rette den mod korstogene. I 2016 sagde pave Frans: "Hvis jeg taler om islamisk vold, må jeg også tale om katolsk vold (...) der er altid en lille gruppe fundamentalister (...). Terrorismen vokser, når der ikke er andre muligheder, og når den globale økonomis center er pengenes gud og ikke personen."

Denne no-go-zone omkring islam, hvor alle kritikere bremses af et konstant årvågent tankepoliti, blev etableret og vedligeholdes af en række forskellige sociale kræfter. En af disse kræfter er Ateisme med stort A, dvs. Ateisme som et missionerende trossystem.

Ateister har længe forkyndt deres helt særlige drejning af kulturrelativismen. I 2005 opfandt en Ateist "Det Flyvende Spaghetti-monster". Hovedpointen i hans projekt: Alle religioner er i det væsentlige identiske; det vil sige: De er alle lige latterlige. En opfundet guddom bestående af spaghetti og kødboller har lige så megen dybde, sandhedsværdi og relevans som enhver anden.

Efter grusomheder begået i islams navn, støder man på Ateister, der udbreder dette relativistiske verdenssyn. Det-flyvende-spaghetti-monster-argumentet kan omskrives således: "Det er racistisk at udtrykke forargelse over islamiske grusomheder på måder, som tilkendegiver, at de er anderledes end andre grusomheder. I Amerika har vi Kristen Taleban, der er lige så undertrykkende og voldelige som muslimer. De sprænge abortklinikker i luften. Kristne myrdede uskyldige under korstogene. At udskille islam til særbehandling ødelægger den større krig mod al religion."

I 2006 udgav Richard Dawkins bogen The God Delusion. Kritikere påpegede, at Dawkins afslørede en afgrundsdyb uvidenhed om kristendommen. Dawkins-lejren svarede, at han ikke behøvede at vide noget om den slags ting; for det var alt sammen ikke andet end flyvende-spaghetti-monster-nonsens. Nej, svarede Dawkins' kritikere. Man kan tro, at der ikke eksisterer nogen Gud, men der eksisterer helt sikkert sådanne ting som skrift, historie og teologi, og at fordreje disse reelt eksisterende forhold er at skjule sandheder, der har indflydelse på alle liv. Et glimrende eksempel på denne offentlige debat kan læses i Terry Eagletons artikel "Lunging, Flailing, Mispunching" ("Angribe, tæske, ramme ved siden af"), der dukkede op i London Review of Books den 19. oktober 2006.

Faktisk betyder forskellene mellem religionerne noget - selv for Ateister. De afspejles i den virkelige verden. Kig på et kort over kønsfordelinger. Kvinder og piger har en langt bedre chance for at leve et menneskes fulde levetid, hvis de er født i kulturer formet af den jødisk-kristne tradition, end de har, hvis de er født ind i muslimske, hinduistiske eller konfucianske lande. I de lande er kvinder mere tilbøjelige til at dø unge, eller simpelthen blive aborteret før fødslen.

Og desuden: "Islam har blodige grænser" samt "blodige indvolde". Muslimske befolkninger er, ifølge Samuel P. Huntington, mere tilbøjelige til at være i væbnet konflikt med deres naboer end ikke-muslimske befolkninger.

Amerikanske studerende, hvis forfædre kommer fra lande, der er påvirket af konfucianismen, eller som selv er født i disse lande, dvs. Kina, Japan, Sydkorea og Vietnam, klarer sig ofte bedre i standardtests end andre studerende. Jøder, som aldrig har udgjort mere end én procent af verdens befolkning, har en uhyre uforholdsmæssig stor andel af tildelte nobelpriser. Den Katolske Kirke siges at være den største giver af sociale ydelser i verden, og den spillede en central rolle i udviklingen af universitetet, hospitalet og folkeretten. Det betyder ikke rigtig noget, om Richard Dawkins tror på Jesus eller Confucius. Millioner af mennesker gør, og disse overbevisninger har en indvirkning på den virkelige verden, herunder en indvirkning på Ateisters liv.

Det påhviler enhver, ateist eller troende, der ønsker at forstå de daglige nyheder eller præsident-valgkampen, at forstå forskellen mellem kristendom og islam. Nabeel Qureshis bog, No God But One: A Former Muslim Investigates the Evidence for Islam and Christianity, som udkom i august 2016 fra forlaget Zondervan, er en must, selv for Ateister. Med de enkleste og lettest tilgængelige termer skitserer Qureshi de vigtigste teologiske forskelle mellem islam og kristendom. Qureshis erklærede mål, som han opfylder: "Jeg forsøger især at belyse to overordnede forhold: At forskellene mellem islam og kristendom har store konsekvenser, og at historiens beviser kraftigt støtter de kristne påstande." Qureshis konklusion: Kristendommen kan holde til historisk undersøgelse og etisk forhør. Islam kan ikke - faktisk lever hverken islam eller Koranen op til de kriterier, de opstiller for sig selv. Desuden er Muhammed, som skildret i de kanoniske muslimske kilder, ikke den mand, som islamisk propaganda gør ham til.

Nabeel Qureshi er pakistansk-amerikaner. Han blev født ind i en troende muslimsk familie. I college mødte han David Wood, der udfordrede hans tro. Qureshi beskrev sin omvendelse til kristendommen i sin 2014-bestseller, Seeking Allah, Finding Jesus. Qureshi er en højt begavet og ambitiøs mand. Han er læge, har to MA'er i religiøse studier, og er i gang med en Oxford-PhD i nytestamentlige studier. Den 30. august 2016 afslørede Qureshi på Facebook, at han for nylig er blevet diagnosticeret med "fremskreden mavekræft". Man må håbe på, og nogle af os beder for, hans hurtige og grundige helbredelse.

No God But One opretholder en pinefuld høflig tone og en sætningslængde og et ordforråd på high-school niveau. Qureshi er grundig i sin demontering af islam, men han er aldrig andet end venlig. Man er klar over, at dette er en mand, der har levet det meste af sit liv som muslim, og hvis elskede familiemedlemmer stadig er muslimer. De, der griber til anklager om "islamofobi" for at lukke munden på islamkritikere, har brug for at læse Qureshi.

Kapitlerne er kun nogle få sider lange med fede overskrifter til at vejlede læseren, og begrænser sig til grundlæggende spørgsmål og svar. Du kunne læse - og forstå - denne bog i badekarret eller i et overfyldt metro-tog. Kapitlerne handler om emner som forskellene mellem Muhammed og Jesus, mellem Koranen og Bibelen, og jihad og korstogene.

Alle, der læser Qureshis bog, vil blive introduceret til kendsgerninger, der reducerer Ateisternes relativistiske spaghetti-monster-dogme til skarn. Qureshi påpeger - hvilket kristendommens lærde længe har vidst - at der er enighed blandt historikere om, at der engang eksisterede en virkelig jøde ved navn Jesus, som blev korsfæstet af Pontius Pilatus, og at hans tilhængere mente, at de så ham i live efter hans død. Man behøver ikke at sky historisk dokumentation eller forskning for at kunne acceptere disse kristendommens grundlæggende læresætninger.

Med Muhammed, hævder Qureshi, er det en anden historie. Der er ingen dokumentation fra den arabiske erobrings tidlige dage - hverken fra araberne selv eller dem, de erobrede - der nævner en profet ved navn Muhammed, et skrift kaldet Koranen eller ordet "muslim". Beskrivelsen af Mekka i Koranen harmonerer ikke med de historiske eller geografiske realiteter, og tidlige moskeer var rettet mod Jerusalem eller Petra, ikke Mekka. Robert Spencers 2012-bog, Did Muhammad Exist? dækker denne forskning.

De tidligste skriftlige dokumenter om Jesus, argumenterer Qureshi, kan dateres til indenfor for et årti eller så efter hans død. Kristne kopierede hurtigt disse dokumenter og spredte dem over hele den klassiske verden. Vi har fragmenter, der kan dateres til den første halvdel af det 2. århundrede, og vi har tusindvis af fragmenter og kopier, flere end for noget andet oldtidsdokument. Gary Habermas skrev: "Det Nye Testamente har langt flere manuskript-beviser og fra en langt tidligere periode end andre klassiske værker. Der er knap 6000 NT-manuskripter, som dækker det meste af Det Nye Testamente, der dateres til omkring 100 år efter, de blev skrevet." Enhver altomfattende tilbagekaldelse eller centralt dikteret ændring af disse dokumenter ville have været logistisk umulig.

Den tidligste Muhammed-biografi [Ibn Ishaq: Sirat Rasul Allah] dateres til 140 år efter hans død, og selv denne sene bog er gået tabt. Den bevarede Muhammed-biografi, indrømmer forfatteren, blev renset for at fjerne potentielt stødende materiale. [Der er her tale om Ibn Hishams redigerede udgave af Sirat Rasul Allah, som gik tabt, o.a.] Muslimer insisterer på, at den koran, der eksisterer i dag, er nøjagtig den samme som den, Allah sendte ned til Muhammed. Faktisk, påpeger Qureshi, bevidner islams egen historie dette som usandt. Som dokumenteret i muslimske kilder, har Koranen undergået ændringer helt frem til det 20. århundrede.

Som muslimsk barn lærte Qureshi, at Muhammed var "Al-Insān al-Kāmil," det perfekte menneske, værdigt til efterligning. Muhammed var ydmyg, fredelig og venlig. Gennem studium af muslimske kanoniske kilder, lærte Qureshi, at Muhammed i virkeligheden elskede og lovpriste krig som den højeste form for handling (f.eks. Bukhari 4:52:50, 4:52:44, 4:52:72). Han beordrede også snigmord, tortur, massemord og voldtægt af kvindelige fanger.

Islam, argumenterer Qureshi, er baseret på blind lydighed mod en guddom, Allah, der ikke er interesseret i eller i stand til hverken intimitet eller kærlighed. Kristendommen, på den anden side, lover et intimt forhold til en kærlig fadergud. Denne forskel i vurderingen af kærlighed og magt afspejles uundgåeligt i de samfund, hvor kristendommen hhv. islam dominerer. "Lydighed under truslens skygge er næppe lydighed overhovedet, men tvang," skriver han. "Kristen lydighed," hævder han, er "forankret i kærlighed."

Muslimer har ofte den opfattelse, at deres Allah er kærlig, men der er ingen støtte for dette i Koranen. I et forsøg på at skildre Allah som kærlig, siger Qureshi, nævner muslimer det forhold, at Allah er mennesket nærmere end dets egen halspulsåre (Koranen 50:16). Dette er ikke et udtryk for intimitet, viser de efterfølgende vers, men snarere en advarsel: Allah ved, hvilke dårlige ting mennesket har gjort, og vil straffe ham, når timen kommer. Halspulsåren findes i halsen, og Koranen giver de troende besked om at hugge over halsen. Allah sigter mod det samme mål.

Treenigheden er et meget svært emne. Qureshi håndterer det godt. Jeg vil ikke forsøge at rekapitulere hans argument her. Jeg vil sige, at han trækker på kvantefysikken for at hjælpe læseren til at forstå, hvordan den bibelske Gud kan tænkes at være en enhed, der består af tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. Qureshi bruger også sproglig støtte til at argumentere for, at begrebet treenigheden er antydet i Det Gamle Testamente. Det er et historisk faktum, at nogle jøder troede på en gud bestående af mere end én person; efter kristendommens opståen blev denne opfattelse fordømt som kættersk i jødedommen.

Koranen udbreder en forvansket udgave af Treenigheden ved at antyde, at kristne tilbeder Gud Fader, Jesus og Maria. Jøder, hævder Koranen, tilbeder Ezra, en gammeltestamentlig skriftklog, som Gud. Faktisk tilbeder jøder ikke Ezra, og Maria har aldrig været en del af Treenigheden.

Tidlige muslimer diskuterede, om Koranen var skabt eller evig. Begyndende i 833 e.Kr., under en proces kaldet Mihna [den såkaldt mutazilitiske inkvisition, o.a.], blev muslimer, der mente, at Koranen var evig, forfulgt, fængslet og dræbt. I dag insisterer de fleste muslimer på, at Koranen er evig og uskabt, og derved giver den en status forbeholdt guder. Denne opfattelse modsiger den lære, at kun Allah er Gud; men det synes ikke at bekymre muslimer. Denne ærbødighed for Koranen er ikke afspejlet i muslimers forhold til den. De fleste muslimer læser ikke, henviser ikke til, og forsøger ikke at forstå Koranen. Dens sprog er ugennemsigtigt for dem, og muslimer frygter, at de kan komme til at hæfte sig til et vers, der er ophævet, eller kasseret - en koran-doktrin, der lærer, at nogle vers er forældede, men alligevel bibeholdt i teksten.

Qureshi er temmelig mild i sin kritik af Koranen. Han forklarer dens manglende indre sammenhæng som et resultat af, at den fra første færd var mundtlig i stedet for skriftlig. Men den holder ikke. Iliaden og Odysseen var oprindeligt mundtlige, og de er storslåede. Qureshi burde læse Eric Havelocks Preface to Plato, som er en undersøgelse af mundtlige samfund. Det mundtlige sind var et andet sind, men ikke et ringere. Man kan ikke give mundtlighed skylden for Koranens manglende sammenhæng.

De, der søger en mere kontant kritik af Koranen, kan få gavn af at læse Don Richardsons Secrets of the Koran. Richardson påpeger, at Koranen er så fuld af gentagelser, at den, hvis alle gentagelserne blev fjernet, ville være 40% kortere. Koranen er så voldelig, at den indeholder mindst 109 jihad-vers; for hver 55 vers er der ét jihad-vers. Hvert 8. vers er en trussel om fordømmelse eller en udpenslet beskrivelse af den sadistiske tortur, der venter de vantro i Helvede. Som kontrast nævner Det Gamle Testamente kun Helvede én gang pr. 774 vers, og Helvede bliver aldrig beskrevet med så stor og smaskende sadisme, som det sker i Koranen.

Koranen er skrevet på ét sprog; Bibelen blev skrevet på tre sprog. Koranen er blevet til over en meget kortere periode end Bibelen. Koranen er cirka 77.000 ord lang; Bibelen er cirka 800.000 ord lang. Koranen tilbyder meget mindre albuerum for alternative fortolkninger end Bibelen. Koranen rummer ingen veje udenom dens egne krav om vold.

Der er ingen analog til jihad i Bibelen. De fremrykkende israelitter tager Kana'ans land gennem militær erobring. Denne erobring er begrænset af geografi og tid. Men Bibelen indeholder også gentagne opfordringer til nåde (Hoseas' Bog 6:6, Mikas Bog 6:8) og respekt for den fremmede (Anden Mosebog 22:20). Moabitten Ruth og skøgen Rahab, begge oprindeligt ikke-jødiske outsidere, bliver heltinder. Rabbi Jeffrey Salkin hævder, at "retfærdige ikke-jøder" er afgørende for Det Gamle Testamente. I Det Nye Testamente, skildrer Jesus den ultimative outsider, den barmhjertige samaritaner, som et forbillede for adfærd.

Koranen derimod befaler muslimer at være hårde mod ikke-muslimer og ikke tage dem som venner (66:9, 48:29, 3:28, 5:51, 9:28, osv.). Ateisternes myte om det flyvende-spaghetti-monster fungerer bare ikke her. Bibelen og Koranen er meget forskellige bøger. De kan ikke relativeres ind i enshed.

Koranen bringer forvanskede versioner af Jesu liv. Koranen opstod mindst seks hundrede år efter Jesu død, mere end 1000 km borte fra stedet, hvor han levede og døde, og skrevet på et sprog fremmed for, hvad Jesus og hans apostle talte. Dens fabler om Jesu liv er plagieret fra ikke-bibelske, pop-versioner - Qureshi kalder dem "fan-fiktion" - der var i omløb i det syvende århundrede. Endvidere kan den ofte erklærede muslimske tro på, at Koranen indeholder hemmelig og avanceret videnskabelig viden eller mystiske talkoder meget let afvises.

Ironisk nok var Koranen det ene mirakel, som Muhammed tilskrev sig selv. Ingen vil nogensinde kunne skrive en bog sammenlignelig med Koranen, siger Koranen. Kristne producerede al-Furqan al-Haqq, en bog, der præsenterer Bibelens lære i Koranens stil. Muslimer tog den for at være Koranen. Det er i sig selv ret overbevisende, at den er forbudt i visse lande, og at mange hjemmesider advarer muslimer mod at læse den. Letheden, hvormed denne koran-lignende bog blev skabt, modbeviser Koranens erklæring om sig selv, at ingen kan skabe noget lignende.

Qureshis behandling af korstogene trættede mig. Som mange protestanter nævner han kun katolikker negativt: Katolikker - i modsætning til protestanter, skriver han - ligner muslimer i deres syn på Skriften (298). Qureshi citerer ikke en eneste katolsk kilde til støtte for denne uvenlige generalisering. Qureshi skildrer pave Urban II som en folkemorderisk galning. Han relativerer korsfarere og jihadister og gentager, tre gange på lige så mange sider, den klart overdrevne erklæring om, at korsfarere vadede i muslimsk blod op til anklerne, eller knæene, eller deres hestes knæ. Han slynger en henvisning til den spanske inkvisition af sig; tilsyneladende er han uvidende om, at denne forkert fremstillede periode, der ofte bruges til at bagtale katolikker, er blevet fuldstændig omdefineret af moderne forskning. Gode kilder til emnet, den muslimske tilstedeværelse i Spanien, omfatter Dario Fernandez-Moreras 2016-bog, The Myth of the Andalusian Paradise og Henry Kamens The Spanish Inquisition: A Historical Revision. Både korsfarere og muslimer "begik utilgivelige grusomheder," relativerer Qureshi. Forkert, hvilket dr. Bill Warners video Jihad v. Crusades viser.

Alle spidsfindigheder til side - No God But One er en meget tilgængelig og nødvendig læsning, ikke kun for kristne og muslimer, men også for Ateister.




Danusha V. Goska er forfatter til Save Send Delete og Bieganski.








Oversættelse: Bombadillo