Inde i jihad
Af Danusha V. Goska
Oversættelse af: Inside Jihad
Kilde: FrontpageMag.com, 24. august 2015
Udgivet på myIslam.dk: 27. september 2015

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Her er min 4-sætnings anmeldelse af dr. Tawfik Hamids nye bog Inside Jihad: How Radical Islam Works; Why It Should Terrify Us; How to Defeat It. Sætningerne lyder: Køb denne bog. Læs denne bog. Henvis til denne bog. Del denne bog.

Jeg har læst og anmeldt kontra-jihad klassikere af bestseller-eksperter, heriblandt Robert Spencer, Ayaan Hirsi Ali, Bernard Lewis, Andrew Bostom, Wafa Sultan, Brigitte Gabriel, Mosab Hassan Yousef og Phyllis Chesler. Jeg har høje tanker om hver af dem. Her er, hvor god Inside Jihad er: Hvis nogen sagde til mig: "Jeg ønsker at læse bare én bog om jihad," så ville jeg give denne læser dr. Hamids bog.

Inside Jihad er kort. Hamid stil er direkte og tempofyldt. Han siger, hvad han har brug for at sige uden sensationslyst, føleri, litterær ambition eller undskyldninger. Han lægger ikke fingre imellem.

Tawfik Hamid er født og opvokset i Egypten, det mest folkerige mellemøstlige land. Han blev opdraget som muslim. Hamids mor var lærer; hans far var kirurg og en privat ateist, der lærte ham at respektere kristne og jøder. Familien overholdt Ramadan-fasten, men ikke meget andet religiøst. Arabisk er hans første sprog, og han har studeret Koranen på dens oprindelige arabiske. Fra 1979 til 1982 var han medlem af Jamaa Islamiya, en terrorgruppe. Han mødte Ayman al-Zawahiri, den nuværende leder af al-Qaeda.

Hamid voksede op under Gamal Abdel Nassers panarabiske socialisme. Nasser ønskede at modernisere Egypten. Han undertrykte Det Muslimske Broderskab, henrettede en af dets ledere, Sayyid Qutb, og indskrænkede rejser til og fra Saudi-Arabien af frygt for wahhabi-indflydelse.

Olieembargoen i 1973 udløste en genoplivning af islam. Muslimer konkluderede, at Allah belønnede Saudi-Arabien for saudiernes strenge religion. Allahs belønning var den saudiske evne til at ydmyge USA.

Islamiseringen i Egypten "startede mildt nok". Hamid advarer læseren om at være særlig opmærksom på langsom islamisering. Han siger, at de samme metoder, der blev brugt i Egypten, nu bliver brugt i Vesten. "Jo mere vi giver efter," advarer han, "jo mere vil islamisterne kræve."

Den første indrømmelse var noget, kun få kunne have noget imod: Individuel bøn. Tidligere, hvis en medarbejder afbrød sin arbejdsdag for at udføre en af islams obligatoriske fem daglige bønner, blev det opfattet som bizart. Nu blev det beundringsværdigt.

En anden uskyldig indrømmelse: Hijab. I skolefotografier taget før 1970'erne, er mange egyptiske piger uden hijab. Efter Amerikas ydmygelse i oliechokket begyndte flere og flere piger at bære hijab. Mænd holdt op med at bære bryllupsbånd af guld; guld blev anset for "uislamisk" for mænd. Mere giftige former for islamisering fulgte, herunder jødehad. Imamer prædikede, at jøder er aber og svin, og at de forgiftede Muhammed.

Islamiseringen på universiteterne begyndte også på en harmløs måde: Islamisterne brugte øjeblikkene før timens begyndelse til at tale om islam. En dag sagde den kristne lærer for en klasse, at det var tid til at islam-diskussionen stoppede og den akademiske time begyndte. Islamisterne kaldte læreren en vantro og brækkede hans arm. "De kristne studerende var rædselsslagne," fortæller Hamid.

"Jeg husker første gang, jeg så på en kristen med foragt," mindes Hamid. Han læste en krævet lærebog. Bogen fortalte ham, at Muhammed sagde: "Jeg er blevet instrueret af Allah til at erklære krig og kæmpe mod hele menneskeheden, indtil de siger: 'Der er ingen gud foruden Allah og Muhammed er Allahs profet'." Hamid, som tidligere havde haft kristne venner, vendte sig til en kristen studerende og sagde: "Hvis vi anvendte islam korrekt, burde vi gøre dette mod dig."

Jamaa Islamiya rekrutterede aktivt medicinstuderende som Hamid. Det tog Hamid seks måneder at blive "tilstrækkeligt indoktrineret".

Hamid fremhæver flere midler, som hververne brugte til at lokke de unge ind i deres bevægelse:

  • frygt for Helvede,
  • en dæmonisering af kritisk tænkning,
  • en følelse af overlegenhed overfor ikke-muslimer,
  • undertrykkelse af ethvert følelsesmæssigt liv uden for islamismen,
  • undertrykkelse af seksuelt udtryk,
  • et løfte om sex for jihadister,
  • og hævdelse af Muhammed som det perfekte eksempel, hævet over kritik.

Forfatter Don Richardson anslår, at ét ud af otte vers i Koranen nævner Helvede. Derimod nævner Det Gamle Testamente kun Helvede én gang ud af 774 vers, og det er aldrig beskrevet så udpenslet, som det er beskrevet i Koranen. Hamid citerer islamisters brug af mange koranpassager, der levende beskriver Helvede, for at skræmme potentielle medlemmer: "Til dem, der er vantro, vil der blive skåret klæder af ild. Skoldende hedt vand skal gydes over deres hoveder, så deres indvolde og hud smelter. Krumstave af jern venter dem. Hver gang de i elendighed ønsker at komme ud af den, bliver de bragt tilbage dertil: 'Smag flammernes straf!'" (Koranen 22:19-22) Vantro i Helvede skal spise torne og drikke skoldhedt vand "som tørstige kameler drikker". (K. 56:55) Deres tarme vil blive skåret i stykker.

En anden metode, der blev brugt til at islamisere rekrutter, var "al-fikr kufr" - "man bliver en vantro ved at tænke kritisk."

Hververne smigrede rekrutterne og fortalte dem, at de var ikke-muslimer overlegne. "Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes," citerede de fra Koranen 5:51. Jøder er aber og svin: Koranen 5:60. De, der tilbeder Jesus er vantro: Koranen 5:17. Hils ikke på kristne eller jøder med "As-salamu alaykum" eller "fred være med dig"; når du møder kristne eller jøder på en vej, så tving dem ind i den smalleste gyde: Sahih Muslim. Muslimer, der ikke udfører jihad, var også underlegne.

Terror-rekrutternes afløb for deres følelser blev afskåret. De blev forbudt at skabe eller nyde musik, dans eller billedkunst. De blev afskrækket fra at have sex, men lokket med løfter om overdådig sex i paradis. Hurierne - de mørkøjede jomfruer - er malende beskrevet i muslimsk litteratur som meget bløde, uden fejl og lette at tilfredsstille. Hurier genvinder deres mødom umiddelbart efter sex. Mænd bliver lovet sexorganer, der aldrig bliver slappe. Muhammed, blev rekrutterne forsikret om, kunne have sex med 11 kvinder i timen.

Endelig kunne Muhammeds eksempel ikke drages i tvivl. Muhammed giftede sig med en 6-årig pige. Han voldtog krigsfanger - i ét tilfælde umiddelbart efter at han havde halshugget den fangnes bror og far, og efter at hun havde set sin mor blive ført væk for også at blive voldtaget. Muhammed godkendte sønderlemmelsen af Um Kerfa, en digterinde, der kritiserede ham. Muhammed er det "perfekte eksempel, værdig til efterligning". Muslimer i dag skal ubetinget acceptere denne adfærd.

Hamids ekstremist-fæller var klar over, at muslimske lande ikke længere befandt sig i den forreste række kulturelt. Islam havde spredt sig så langt som til Spanien og Indien allerede i det første århundrede efter Muhammeds død. Terror-rekrutterne troede, at tidlig islams succes skyldtes streng overholdelse af islamisk doktrin. De mente, at deres egen strenge overholdelse kunne bringe islams tidlige dominans tilbage.

Nogle spekulerer over, hvordan kvinder kunne rekrutteres til en bevægelse, der stiller dem i en underlegen position i forhold til mænd. Hamid præciserer: Muslimaer fik at vide, at de ville blive overlegne - i forhold til vantro kvinder.

Hamid gør kompromisløst rede for magten og betydningen af hijab. Han insisterer på, at når fremtrædende vesterlændinge som Nancy Pelosi og Laura Bush rejser til muslimske lande og ifører sig hijab, så begår de en alvorlig fejl. Hijab er ikke "et neutralt, eller blot traditionelt, modeudtryk". Formålet med hijab "er ikke beskedenhed eller at tilskynde iagttageren til at fokusere på den muslimske kvindes personlighed". Hijab er til for at udtrykke "dybe islamiske doktrinære forbindelser til slaveri og diskrimination. Vestlige kvinder, der tildækker sig selv, godkender uforvarende et umenneskeligt system". Formålet med hijab, argumenterer Hamid overbevisende, er at skabe et samfund, hvor overlegne frie muslimaer visuelt adskiller sig fra underlegne vantro slavekvinder.

Islamister "foragter kvinder, der ikke bærer hijab. Vi betragtede dem som forfængelige (...) vi mente, de ville brænde i Helvede." Og videre: "hijab tjener til at skelne mellem slavepiger og kvinder, der betragtes frie (...) det skaber en følelse af overlegenhed hos de kvinder, der bærer det." Koranen lover, at kvinder, der bærer hijab, ikke vil blive "forulempet". Kvinder uden hijab er slaver og kan voldtages uden skyld.

Australiens førende muslimske gejstlige gentog denne islamistiske holdning i 2006. I Sydney gruppevoldtog 14 muslimske mænd ikke-muslimske kvinder. Sheik Taj el-Din al-Hilali sagde, at det var ofrenes skyld. "Hvis du sætter utildækket kød ud" og katte spiser det, er det ikke kattenes skyld. Kvinder er i besiddelse af "igraa", "fristelsens våben".

Hamid understreger, at hijab både er spydspidsen og emblemet for islamisk overhøjhed. Det første Sayyid Qutb bad Nasser om at gøre - under deres møde i 1953 - var at tvinge kvinder til at bære hijab. En YouTube-video dokumenter denne samtale. I videoen taler Nasser til en stor forsamling. Da han gentager Qutbs krav, griner tilhørerne. En spøgefugl råber: "Lad ham bære det!" Nasser påpeger, at Qutbs egen datter ikke bærer hijab. Publikum griner endnu mere og bryder ud i klapsalver. Videoen er mindst halvtreds år gammel. Den er en påmindelse om, at lande som Egypten og Iran for halvtreds år siden var under modernisering. Kvinder, i byerne i det mindste, kunne ses i offentligt i miniskørter og uden hijab.

Hamid fortæller, at Det Muslimske Broderskab ikke meddeler sit endelige mål åbent. "De optræder som fredsstiftere (...). Det Muslimske Broderskab vil acceptere forhold, der krænker deres tro - midlertidigt - hvis dette vil fremme deres mål." De vil - midlertidigt - tillade vestlige kjoler til kvinder og alkoholforbrug. Dette er alt sammen en del af taqiyya. Det Muslimske Broderskab har en 4-trinsplan: I første omgang kun prædiken. Derefter videre til deltagelse i det offentlige liv. Dernæst konsolidering af magten "under foregivelse af legitimitet". Til slut håndhævelse af sharia.

Nogle få vendepunkter førte Hamid væk fra islamismen, for eksempel da en terror-rekrut-kammerat beskrev sin plan om at begrave en egyptisk politibetjent levende.

Hamid havde studeret Bibelen, så han bedre kunne debattere kristne. Jesu ord forfulgte ham: "For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sin sjæl?" (Matt 16:26 let omskrevet) Han spurgte sig selv, hvad det ville gavne islam, hvis den undertvang hele verden, men mistede sin sjæl? "At blive udsat for Bibelen var en afgørende hjælp for mig til at sætte spørgsmålstegn ved de voldelige aspekter af den salafistiske lære."

Hans medicinstudier fik ham også til at tænke sig om. "Jeg spekulerede på, om det guddommelige DNA-molekyle var voldeligt. Forsøgte det at erobre resten af cellen? Forsøgte det at tvinge andre celledele til at opføre sig som sig selv? Det gjorde det ikke. Tværtimod arbejdede det harmonisk i en organisme for at skabe og opretholde liv."

Afgørende for Hamid var "eksistensen af alternative former for islamisk lære." Hamid mødte muslimer kaldet "Korantilhængere” [Quranics], der afviste hadith. Korantilhængerne "var imod drab på frafaldne, imod stening af kvinder for utroskab, imod drab på homofile. De opfattede de islamiske erobringer som umoralske og urimelige." Korantilhængerne "tillod mig at tænke kritisk." "Hvis denne alternative sekt ikke havde været i nærheden, ville det have været meget sværere for mig at modstå jihadismen."

Efter at have fortalt sin egen historie, retter Hamid sin opmærksomhed mod den internationale scene. Hamid hakker en række islam-apologetiske argumenter til plukfisk. Han insisterer på, at det er fuldstændig forkert at forklare islamismen med fattigdom, global opvarmning, manglende uddannelse, diskrimination, islamofobi, diktatoriske regimer, kolonialisme, imperialisme, eller Israels behandling af palæstinensere. Præsident Obamas erklæring om, at IS "ikke er islamisk," er den "mest uoplyste udtalelse af alle."

Hamid understreger, at man skal lytte til, hvad muslimer siger til hinanden, på arabisk, om deres tro, ikke kun til, hvad propagandister i Vesten siger på engelsk til medierne, der tilsyneladende aldrig udsætter muslimer for de hårde spørgsmål.

Hamid nævner eksemplet med den fremtrædende saudi-sheik Sale al-Fawzan. Al-Fawzan siger, at "slaveri er en del af islam" og "slaveri er en del af jihad og jihad vil fortsætte, så længe der er islam." Enhver, der forsøger at trække slaveri og jihad ud af islam, er en "vantro". Kendskab til sådanne udtalelser ville have forberedt verden mod IS og deres handlinger.

Dr. Hamids retfærdige harme - og hans mod - antager heroiske dimensioner, når han hudfletter sine muslimske trosfæller, ikke bare for at være passive over for terror, men for hemmeligt at hylde den. "En stor procentdel af muslimerne i dag godkender passivt islamisk terror," siger han. "De minimerer den, skyder skylden på andre, eller undlader at gøre noget." De er "i hemmelighed stolte". Terrorismen giver dem "en følelse af sejr og magt".

Muslimer kan ofte ikke få sig selv til at opfatte terrorister som dårlige mennesker. "Det er en udbredt opfattelse, at en muslim, der opfylder islams fem søjler, er dydig" - uanset om han er terrorist eller ej. "Islamister kan ikke være dårlige muslimer, fordi de udfører de overfladiske ritualer."

Hamid fremlægger i detaljer flere forskellige taqiyya-strategier, som muslimske apologeter bruger til at vildlede vesterlændinge til at tro, at de er imod terrorisme, mens de i virkeligheden støtter den. Hamid opregner syv spørgsmål, der skal besvares af enhver talsmand for islam. Alle amerikanske politikere bør læse disse sider; vælgere bør fotokopiere dem og sende dem til folkevalgte. Studerende bør have dem på hånden, før de tager afsted til college.

"Mange muslimer synes at have denne tendens til at pege fingre ad alle andre end sig selv," bemærker han. Islam fremmer en "afværge-kultur", der "gør det meget vanskeligt for islam at korrigere sig selv." Mange insisterer på, at muslimer ikke udførte angrebene den 11. september. Det var jøderne! De insisterer. "Denne benægtelse er en form for passiv terrorisme." Hamid skriver indsigtsfuldt, at "forløsning fra skam ikke er og aldrig kan blive et produkt af benægtelse. Forløsningen kommer snarere af ærligt at indrømme fejl og derefter konfrontere dem åbent."

Jeg vil nævne, at islam, i modsætning til kristendommen, mangler bekendelsesritualet. I to tusind år har kristne fulgt bibelske diktater om at bekende deres synder for andre, og at sone dem. Selvransagelse er værdsat i kristen-påvirkede kulturer - i så høj grad, at politikere, fanget i skandaler, ofte rådes til at træde frem i de vigtigste talkshows, de kan få adgang til, og give en "mea culpa" ["ved min skyld", o.a.], en sætning fra den katolske syndsbekendelse [som fremsiges under messen af hele menigheden i fællesskab, o.a.]. Der er ikke noget tilsvarende muslimsk ritual.

Hamid har på samme måde ærmerne smøget op i sin kritik af Vesten. Han minder læseren om, hvor gradvist og harmløst islamiseringen var begyndt i Egypten. Han siger, at svag vestlig militær reaktion på jihad, kan sammenlignes med at bruge for lidt antibiotika til bekæmpelse af en infektion. Overlevende bakterier bliver resistente og mere ondartede. Han gennemhegler moralrelativismen. Han afviser helt og aldeles sammenligninger mellem jihadister og fundamentalistiske kristne og jøder. Hamid trækker én stemme ud - den af den pseudolærde Karen Armstrong - til særlig fordømmelse. Han beskylder Armstrong og andre som hende for at "bane vejen for islamisk barbari". Armstrong er "bemærkelsesværdigt repræsentativ for den multikulturelle revisionisme og det moralske svigt, der er med til at ødelægge indsatsen for ægte reform af islam".

Denne hans kritik af vestlige venstreorienteredes styrkelse af jihadister går igen i mange erindringer af islam-kritiske muslimer og tidligere muslimer, herunder Ayaan Hirsi Ali. "Det er mærkeligt, hvordan kristendommen konstant angribes af vestlige progressive", heriblandt American Civil Liberties Union. "ACLU sagde ikke noget om installationen af islamiske fodbade på toiletter (...) i en skatteyder-finansieret offentlig institution i 2007." Hamid stikker sin hånd i en rigtig hvepserede: Indvandringen. Han mener, at Amerika bør ændre sin politik for at frasortere jihadister.

Dr. Hamid er stadig muslim. Han elsker sin religion og han ønsker at redde den. Ved at skrive denne bog og tale ud, som han gør, risikerer han sit liv. Den sidste del af bogen bringer hans komplette genfortolkning af islam og Koranen, og hans plan for at overvinde ekstremismen.

Muslimer som dr. Tawfik Hamid inspirerer mit håb og beundring. I hans fremragende bog var der én sætning, der slog mig som særlig rammende og værd at tænke længe over: "Jeg spekulerer ofte på, hvordan al-Zawahiri ville være blevet, hvis hans barndoms religionsundervisning havde fremmet kærlighed i stedet for had og vold." Dr. Hamid gør sin del af arbejdet med at genfortolke sin elskede barndomsreligion, islam, på en fredelig og kærlig måde. Man kan kun ønske ham held og lykke i dette herkuliske arbejde.




Danusha V. Goska er forfatter til Save Send Delete og Bieganski.








Oversættelse: Bombadillo