"Hele min krop var ved at kvæles. Mit hoved bankede, og sveden piblede frem fra hver en pore (...) at klæde sig som en kuffar var ondt. Jeg ville komme i Helvede, hvis jeg klædte mig på den måde (...) når kalifatet kommer, hvis du ikke bærer hijab, hvordan vil du blive skelnet fra de ikke-troende? Hvis du ser ud som dem, vil du blive dræbt som dem (...) at bære niqab [ansigtsslør] føles som at være inde i et bærbart sensorisk deprivationskammer. Den hæmmer din evne til at se, høre, røre, lugte. Jeg følte det, som var jeg langsomt ved at dø indvendigt (...). Jeg vidste ikke engang, hvem jeg var mere - hvis jeg var nogen overhovedet."

Yasmine Mohammed er en spitfire, et udtryk, der engang blev brugt både om de britiske kampfly under 2. Verdenskrig og om superstjerner som Jane Russell, der spillede varmblodede kvinder, som ikke lod sig flytte rundt på af nogen. Yasmine er en canadisk eks-muslim, ateist, underviser og aktivist i fyrrerne. (Jeg går imod konventionen her og henviser til forfatteren alene ved hendes fornavn. Efternavnet har hun fælles med islams profet og grundlægger, og jeg vil gerne undgå forvirring.)

Yasmine blev opfostret af en streng muslimsk mor, der var den anden kone af en lige så streng stedfar. Hun levede i et arrangeret ægteskab med et Al-Qaeda-medlem. Hun forlod islam og er nu gift med en ikke-muslim. Unveiled: How Western Liberals Empower Radical Islam er hendes første bog. Og hvilken første bog det er. Unveiled kan man bare ikke lægge fra sig, en født klassiker. Forfattere som Ayaan Hirsi Ali, Nonie Darwish, Wafa Sultan, Kate McCord, Jean Sasson, Nawal el-Saadawi og Phyllis Chesler må give plads. Der er kommet en ny stjerne på vort litterære firmament.

Undertitlen til Unveiled: How Western Liberals Empower Radical Islam [Hvordan vestlige venstreorienterede styrker radikal islam] er lidt vildledende. Ja, Yasmine kritiserer skuespilleren Ben Afflecks optræden i Bill Mahers Real Time HBO-show i oktober 2014. I den udsendelse beklagede Maher og Sam Harris, begge ateister og kritikere af kristendommen, at deres venstreorienterede meningsfæller angreb dem for også at kritisere islam. Ben Affleck eksploderede. Affleck, normalt en cool og ironisk skuespiller, kastede sig ud i besynderligt højspændte tirader for at forhindre en analyse af klitoridektomi, henrettelse af bøsser (ved at kaste dem ned fra tage) og selvmordsbombninger. Affleck råbte, svingede med armene, lavede dybe rynker i panden og afbrød. Enhver kritik af islamisk lære er "grov, racistisk, hæslig". Affleck tilbød nul fakta. Fakta er ikke nødvendige. Gå i affekt, nedgør enhver kritiker af jihad eller kønsapartheid som racist, stil dig til skue og pus dine fjer så alle kan se din overlegne kulturrelativistiske dyd, og den gode venstreorienterede er tilfreds. Vi har alle mødt versioner af denne islam-apologet, skønt de færreste ser så godt ud som Affleck.

Afflecks islam-apologisme forargede Yasmine Mohammed. Hun gør opmærksom på, at Affleck lavede en film, Dogma, der håner kristendommen. Hun insisterer på, at venstreorienterede som Affleck gør virkelige, levende mennesker stor skade. "Det var utilgiveligt, at Ben Affleck afbøjede kritikken af denne ideologi, der har forårsaget så meget lidelse i verden (...) ingen i Vesten bekymrer sig om, at muslimske kvinder blev fængslet eller dræbt (...) for ikke at dække deres hår (...), at bloggere i Bangladesh blev hakket til døde (...) fordi de turde skrive om humanisme (...). Denne tilsyneladende velmenende, hvid-skyld-plagede mand stillede sig i vejen!" Afflecks umoral, fejhed, narcissisme og uvidenhed, der er så paradigmatisk for islam-apologeter, fik Yasmine til at skrive sin bog. Unveiled, siger hun, "er for enhver, der føler en pligt til at forsvare islam mod undersøgelse og kritik (...). I forhindrer lyset i at skinne over millioner af mennesker, der er fængslet i mørke."

"Til tider støtter vestlige virksomheder aktivt de ting, som modige kvinder kæmper imod. 2019 Sports Illustrated havde en burkini med i dette nummer." Nike satte sit Swoosh-logo på "religiøst foreskrevet beskedent tøj (...). Hvordan kan vi bekæmpe vestligt patriarki og samtidig støtte islamisk patriarki?" spørger Yasmine.

Venstreorienterede islam-apologeters konstante afskærmning af islam mod kritik er ikke kun et debat-spørgsmål for Yasmine Mohammed. For årtier siden fortalte den unge Yasmine sin lærer, Rick Fabbro, at hun blev misbrugt. Hun viste Fabbro blå mærker på sine arme, forårsaget af hendes stedfars slag med et bælte. Stedfaren straffede ikke Yasmine, fordi hun havde gjort noget forkert; han fjernede bare sine egne personlige frustrationer over hendes krop. Fabbro anmeldte misbruget. En canadisk dommer afgjorde, at islamisk kultur tillod alvorlig "korporlig afstraffelse". "Jeg har aldrig følt mig så forrådt i mit liv (...) hvor modbydeligt, at tillade et barn at blive slået, fordi hendes mishandler kommer fra et andet land!" Børn bliver misbrugt, fortæller Yasmine, "fordi deres regering er fast besluttet på kultur- og moralrelativisme."

Yasmine er ikke alene. I 2010 nægtede en dommer i New Jersey at give polititilhold til en teenage muslima, der blev voldtaget og tortureret af sin arrangerede ægtemand. Manden sagde til hustruen: "Dette er i overensstemmelse med vores religion. Du er min kone, jeg kan gøre hvad som helst med dig. Kvinden, hun skal underkaste sig og gøre alt, hvad jeg siger til hende." Dommeren var enig og hævdede, at ægtefælle-misbrug er sanktioneret i islam. Islam-apologismen fremført af nyttige idioter som Ben Affleck gør virkelig skade på virkelige ofre.

Selvom Yasmine åbner og lukker med omtaler af Ben Affleck, så handler hovedparten af bogen ikke om venstreorienterede, der styrker radikal islam. Den er snarere en alarmerende erindring om børnemishandling og om at komme sig igen. Yasmines mor er en af de mest nedrige personer, jeg nogensinde har læst om, og jeg har læst en hel del bøger om nazisme. "Mama" torturerer helt bogstaveligt sin datter, alt sammen for at gøre hende til en god muslima.

Islam-apologeter vil uden tvivl slå på dette aspekt af bogen. "Yasmine Mohammeds kritik af islamisk kønsapartheid og jihad kan ikke tages for pålydende. Hun blev opfostret af en voldelig mor og mishandlet af sin mors mandlige samlevere. Børnemishandling er hendes problem, ikke islam," vil de sige. Videre vil nogle beskylde Yasmine for at bære ved til fremmedhadets bål. "Ved at tale så detaljeret om dit misbrug, får du alle muslimer til at ligne udyr!" vil de sige.

Nej, Yasmine bærer ikke ved til fremmedhadets bål. Faktisk dedikerer Yasmine til dels sin bog "til de af jer, der føler sig tvunget til at dæmonisere alle muslimer. Jeg håber, I vil se, at vi alle bare er mennesker, og vi kæmper mod vore egne dæmoner." Hun afviser racistiske udtryk som "sandn----r" og insisterer på, at ingen skal misforstå hendes "personlige rejse ud af troen som en opfordring til at være hadsk mod dem, der stadig er i den." Efter at have læst denne bog følte jeg stor med- og fællesskabsfølelse for Yasmine Mohammed, en kvinde, der levede det meste af sit liv som en hengiven muslim. Yasmine vil uden tvivl vække den samme med- og fællesskabsfølelse hos mange læsere.

Det er også meget sandt, at der begås forfærdelige overgreb på børn i ikke-muslimske såvel som muslimske samfund. Men alligevel er der adskillige træk, der adskiller muslimsk børnemishandling fra ikke-muslimsk børnemishandling.

I sin bog Wholly Different, diskuterer Nonie Darwish den store vægt, der i den islamiske verden lægges på at skjule synd. Darwish sætter dette i modsætning til den jødisk-kristne tradition for syndsbekendelse og efterfølgende forløsning. Darwish hørte en egyptisk sheik sige på TV, at hvis en tilhænger af en sheik er vidne til, at sheiken begår en synd, skal tilhængeren sige: "Det er mine øjne, der begik synden," ved at have været vidne til en magtfigur, der gjorde uret. Den hellige mand er "masoom", ufejlbarlig eller fri for synd. Det islamiske syn på offentlig udstilling af synd nærer en kultur baseret på stolthed og skam. Koranen er fuld af henvisninger til "skam", "skændsel", "ydmygelse" og "tabere". Disse begreber bidrager til at afværge forsøg på at hjælpe misbrugte børn. Hvis du ikke kan se eller tale om misbrug af børn, kan du ikke løse problemet.

En anden kulturel faktor: Accept af en overvældende følelse af, at alt "er skrevet". "Ethvert forsøg på at forme din egen skæbne er meningsløst (...) hele dit liv er skrevet, før du tager dit første åndedrag," skriver Yasmine.

Yasmine beskriver islam som en pyramideformet magtstruktur med krav om ubetinget lydighed på alle niveauer. Mænd underkaster sig Allah, kvinder underkaster sig mænd og børn underkaster sig voksne. Yasmine citerer en hadith, der beskriver, hvordan magten stiger ned fra herskeren, til manden, til kvinden og derefter til tjeneren. Der er også etniske værdi-pyramider. Rige Golf-arabere står over fattige muslimer fra Pakistan og Indien.

I et sådant system "støtter kvinder sjældent hinanden. Hver kvinde er alt for optaget af at redde sit eget skin (...). Vi holder vore skrigende fem-årige døtre nede og tillader en kvinde at føre et barberblad til deres kønsorganer, fordi en mand vil foretrække hende på den måde." Piger befinder sig tæt på magtpyramidens bund. Yasmine nævner den norske film fra 2017: What Will People Say [Hvad vil folk sige]. I filmen mishandler hovedpersonen - et barn af pakistanske forældre, der vokser op i Norge - en kat. Hvorfor? Fordi hun befinder sig på bunden. Hun er blevet lært, at man håndterer frustration ved at mishandle personen eller dyret under sig i magtpyramiden. Katten er det uskyldige og forsvarsløse mål.

Den Allah, der sidder øverst i den islamiske pyramidale magtstruktur, er en sadist, hvis pinsler er malende beskrevet i Koranen. Don Richardson skriver i Secrets of the Koran, at hvert 8. koranvers er en trussel om fordømmelse. Helvede er detaljeret beskrevet som et sted med livagtige former for tortur. I modsætning hertil, ifølge Richardson, nævner Det Gamle Testamente kun Helvede én gang for hvert 774. vers, og det er aldrig beskrevet så grafisk.

I Koranen brænder Allah de fordømtes hud. De danner ny hud, som igen bliver brændt igennem, og således i al evighed. Unge Yasmine vovede at spørge sin mor: "Vil jeg ikke til sidst vænne mig til det?"

Nej, svarede hendes mor. "Allah vil sørge for, at det hver gang gør lige så ondt som første gang."

Hadith, såvel som Koranen, indeholder grafiske torturscener fra Helvede. I en hadith fortæller Muhammed, at han så kvinder hænge i deres hår, med deres hjerner i kog. Deres forbrydelse? De nægtede at bære hijab.

Total, ubetinget lydighed under trussel om evig fordømmelse hamres ind i muslimerne flere gange om dagen ved de daglige bønner. Islamisk bøn indoktrinerer muslimer til blind lydighed og gruppe-, ikke individuel adfærd. Yasmine beskriver detaljeret de robotagtige bevægelser, der skal ledsage hver stavelse. Disse stavelser, siger hun, er meningsløse for de fleste muslimer, der ikke forstår klassisk arabisk. De skal blot huske stavelser og gentage dem om og om igen indtil sindet er helt lammet. Når de beder i en gruppe, skal de stå i berøring med andre muslimer. Denne fysiske kontakt udgør et ekstra lag overvågning. Hvis en muslim undlader at udføre en given, krævet bevægelse, vil andre muslimer ikke alene se det, de vil også mærke det. Muslimer er også forsikrede om, at deres profet ser dem bede: "Gør jeres rækker lige, for jeg kan se jer bag min ryg." Enhver afvigelse fra den foreskrevne aktivitet er automatisk en billet til Helvede. Hvis du ikke rører ved en anden muslim, mens du beder, giver du plads til Satan, og du vil blive straffet. "Efterlad ingen huller til Shaytaan. Den, der fuldender en række, vil Allaah belønne, og den, der bryder en række, vil Allaah opgive."

"Bønnerne er bedøvende ensformige. Der er ikke plads til den mindste variation. Hver ceremoniel bevægelse og hvert ord er specifikt og metodisk, og fratager (...) muslimer (...) enhver individualitet. Ind på række. Følg flokken. Ingen afvigelser (...). Betydningen [af bøn] blev aldrig diskuteret (...). Spørgsmål fører kun til vrede og formaning," skriver Yasmine. Islam er så fuldstændig i sin angivelse af, hvordan muslimer skal leve, at der er en bestemt ritualistisk måde, hvorpå man skal klippe fingernegle og skaffe sig af med de afklippede stykker.

Da Yasmine endelig lærer betydningen af de ord, hun har gentaget, indser hun, at hun er blevet indoktrineret. "Næsten tyve gange om dagen omtalte jeg ikke-muslimer som Allahs fjender. Jeg sang, at muslimer, der blev venner med ikke-muslimer, var fordømt til Helvede, at ikke-muslimer var de laveste af dyr, kun egnet til at blive brugt som brændsel for Helvedets ild, at jøder var undermennesker (...). Jeg kan huske en af mine tanter, der beklagede sig over, at agurkerne var mindre i år, fordi jøderne puttede kræft i grøntsagerne (...). Mindst fem gange om dagen synger og anråber over en milliard mennesker om døden for alle ikke-muslimer."

Yasmine beskriver, hvordan hendes yngre selv blev bundet, pisket, pryglet og låst inde. Mama fortæller lille Yasmine, at hun ikke har nogen værdi overhovedet. Faktisk bliver Yasmine fortalt gang på gang, at hun er en tøs, luder og hore, selvom hun er en kysk jomfru og senere en pligtopfyldende kone i et arrangeret ægteskab. Vær ikke nervøs for, at det vil være for hårdt at læse en bog om udpenslet børnemishandling. Yasmines beskrivelser er svidende, men korte. Læseren glemmer aldrig, at forfatteren til disse mareridtagtige beretninger er et voksent kraftcenter, der formåede at frigøre sig både fra sine plageånder og fra den islam, hendes plageånder brugte som retfærdiggørelse.

Efter at hver episode er beskrevet, bringer Yasmine et tilsvarende citat fra de islamiske hellige tekster, der bliver brugt til at retfærdiggøre sådanne pinsler. Den unge Yasmine skal knæle for sin mors fødder og kysse dem. Dette skyldes, at islam lærer, at "Paradis er under mødres fødder". Mama bestemmer, om Yasmine skal komme i Himlen eller i Helvede. Yasmine bliver bundet og hængt med hovedet nedad på en krog, der bruges til offerlammet for Eid-festen. En kvinde, et offerdyr, forskellen er minimal. "Hæng din pisk, hvor medlemmerne af din husstand (din kone, børn og slaver) kan se den, for det vil tugte dem," siger en hadith. En anden: "Lær dine børn at bede, når de er syv år gamle, og slå dem, hvis de ikke gør det, når de er ti."

Yasmine citerer ikke Koranen 18:65-81. I denne passage ser vi Musa, der er ment som den bibelske Moses, følge og lære af Khidr, en "Allahs tjener". Khidr myrder en uskyldig ung mand. Moses protesterer. Khidr irettesætter Moses for at protestere. Khidr forklarer, at drengens forældre var muslimer, og "vi frygtede, at han ville lade dem lide under sit overmod og sin vantro." (K. 18:80) I stedet for den unge, som Khidr myrdede, ville Allah måske "give dem en anden i stedet for, en, der var mere ren og kærlig." (K. 18:81) Koranen bringer således selv en passage, der ofte tolkes derhen, at muslimske forældre har retten til liv og død over deres egne børn.

Når han diskuterer æresdrab, minder Robert Spencer sine læsere om, at "En islamisk lovmanual - der er certificeret som en pålidelig vejledning i sunni-ortodoksi af Al-Azhar-universitetet, den mest respekterede autoritet i sunni-islam - siger, at 'gengældelse er obligatorisk mod enhver, der dræber et menneske helt forsætligt og uden ret.' Men 'ikke genstand for gengældelse' er 'en far eller mor (eller deres fædre eller mødre) for at have dræbt deres afkom eller deres afkoms afkom.' (Umdat al-Salik o1.1-2). Med andre ord vil et menneske, der dræber sit barn, ikke pålægges lovbefalet straf i henhold til islamisk lov."

Jeg beundrer Yasmine for at fortælle så ærligt om, hvor længe hun forblev loyal i forhold til sin voldelige mor og en religiøs overholdelse, som hun følte ødelagde selve hendes fornemmelse af at være et selv. Gang på gang svinger døren op, og Yasmine går forbi denne åbne dør og tilbage ind i det syge, forskruede fængsel i sin mors undertrykkende greb. Igen og igen ser Yasmine helt klart, hvor destruktiv hendes mor er, og alligevel fortsætter Yasmine med at bo hos hende og trygle om hendes kærlighed, en kærlighed, som denne giftige slange aldrig ville skænke sin dyrebare datter.

Yasmine gifter sig med den mand, som hendes mor siger, hun skal gifte sig med, selvom hun ikke elsker ham. Denne mand, Essam Marzouk, banker Yasmine så hårdt, at hun aborterer deres andet barn. Til sidst, langsomt men sikkert, bryder Yasmine sin betingning, forlader sin familie, lægger sit slør fra sig og gifter sig med en ikke-muslimsk mand. Læseren glæder sig på hendes vegne.

Denne læser har ét problem med Unveiled og andre ting, produceret af forskellige eks-muslimer, herunder Ex-Muslims of North America. Disse eks-muslimer når typisk frem til: "Jeg opdagede, at islam er undertrykkende, derfor er al religion noget undertrykkende vrøvl." Deres afvisninger er baseret ikke alene på sparsom viden om andre trosretningers skrifter og dogmer, men også på uvidenhed om, hvordan andre trosretninger har påvirket samfundet.

Yasmine siger igen og igen, at hendes møder med ikke-muslimer var som møder med "engle", som hun selv udtrykker det. Der er en grund til, at de ikke-muslimer, som Yasmine stødte på, behandlede hende med opmærksomhed og anstændighed. Denne grund er deres dannelse, meget forskellig fra hendes egen. De er vokset op i et jødisk-kristent samfund, der hævder jødisk-kristne værdier.

I Det Gamle Testamente befaler Gud Abraham at ofre Isak. Gud standser ofringen. I hundreder af år har jøder og kristne forstået denne fortælling som en adskillelse af Guds udvalgte folk fra det omkringliggende kanaanæiske samfund, hvor børneofring til Moloch blev praktiseret. Arkæologien bekræfter de bibelske beretninger. Forskellige fønikiske samfund omkring Middelhavet, herunder kanaanæerne og karthagerne, efterlod vidnesbyrd om børneofring. Børneofring blev også praktiseret af flere indianske kulturer, herunder Chimu, Inca, Maya, Aztec, Mississippi og Pawnee; det fandt muligvis også sted i det antikke Grækenland, og børneofring forekommer i dag blandt hinduer i Indien.

Moderne forskere diskuterer, hvorvidt Isak-fortællingen oprindeligt blev forstået som en modstand mod børneofring, men de kristne og jøderne selv forstår den på den måde, og denne fortolkning blev udtrykkeligt fremført af en jødisk lærd for otte hundrede år siden. Under alle omstændigheder fordømmer bibelske vers igen og igen forældre, der dræber deres egne børn.

Det Nye Testamente kunne ikke være mere dramatisk i fremhævelsen af børns værdi. Gud, den almægtige skaber af universet, træder ind i tiden i skikkelse af et hjælpeløst spædbarn, født af en jævn bondepige blandt husdyr i en stald. Jesus siger berømt: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det."

Gravid med Jesus reciterer Maria lovsangen Magnificat: "... han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe ..." Jesus siger: "Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste" og "Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden." Igen og igen omstyrter Bibelen magtens pyramide.

Den tidlige kristen-kritiker, Celsus, som var en hedensk græsk filosof, afviste kristendommen som en religion, der tiltrak folk på samfundets bund. Kristendommen, hånede Celsus, er en religion for kvinder, børn og slaver. Den hedenske romerske lovsamling, tilskrevet Romulus, tillod mord på pigebørn, og barnemord på piger var almindeligt i den gamle, hedenske verden. En græsk komedie fra det tredje århundrede f.Kr. fortæller: "Enhver, selv en fattig mand, opfostrer en søn; enhver, selv en velhavende mand, udsætter en datter." Rodney Stark teoretiserer, at kristendommens bemærkelsesværdige succes til dels kan tilskrives kristendommens særlige respekt for kvinders og børns personlighed, endda for kvindelige spædbørn. "Du må ikke myrde et barn ved abort eller dræbe det, når det er født," sagde Didache, "en manual over Kirkens lære fra det første århundrede". Tidlig kristendoms værdsættelse af unge kvinder er uforglemmeligt skildret i Paulus' og Teklas gerninger om en hedensk pige, der konverterer til kristendommen og dristigt hævder sit eget fulde værd overfor den morderiske hedenske opposition. Endelig, selvfølgelig, kræver kristendommen bekendelse og omvendelse i stedet for at skjule sin synd.

Ikke-troende har kun et delvist billede, når de nægter at overveje, hvordan jødisk-kristen lære og kristen tro har frembragt de egenskaber, som de værdsætter ved vestlig civilisation. Ja, børnemishandling forekommer i kristne familier og institutioner såvel som i muslimske. Men der er forskel mellem f.eks. Jordan, et relativt moderne overvejende muslimsk land, og USA. I Jordan er æresdrab et vedvarende problem. Familier praktiserer det; myndighederne ser den anden vej. Den gamle koran-historie om Khidr, en æret og agtet muslimsk skikkelse, der dræbte en dreng, fordi han måske en dag ville bringe skam over sine fromme muslimske forældre, udføres dagligt i muslimske lande. I lande med en jødisk-kristen arv er det at dræbe dit barn, fordi barnet måske vil bringe skam over dig, ikke støttet af det bredere samfund. Nogle kulturer har sikringer og værktøjer, der kan bruges til at demontere menneskelig dysfunktion. Andre kulturer leverer skrifter, der opretholder had og misbrug.

Ikke bare æresdrab undertrykker muslimske kvinder og piger. Klitoridektomi, børne- og tvangsægteskab og polygami er alle dele af det daglige liv. Sharia dikterer, at kvinder arver halvdelen af, hvad mænd arver, og at to kvinders vidnesbyrd svarer til én mands vidnesbyrd. Kvinder kan ikke bede, når de menstruerer. I en hadith henviser Muhammed selv til forbuddet mod kvinders bøn under deres menstruation som bevis på, at kvinder er "mangelfulde i religion" og udgør hovedparten af de fordømte i Helvede. En kvinde, insisterede Muhammed, skal tilfredsstille sin ægtemands behov for sex, selv mens hun rider på ryggen på en kamel. Man kunne blive ved. Nedgørelsen af værdien af pigers og kvinders liv er dybt indlejret i Koranen og hadith.

Rodney Stark afsluttede sin bog, The Victory of Reason, med et citat, som han tilskrev en kinesisk forsker:

"En af de ting, vi blev bedt om at undersøge, var, hvad der var årsag til Vestens succes - overlegenhed faktisk - over hele verden. Vi studerede alt hvad vi kunne ud fra det historiske, politiske, økonomiske og kulturelle perspektiv. Først troede vi, at det var fordi I havde kraftigere kanoner, end vi havde. Så troede vi, at det var fordi I havde det bedste politiske system. Derefter fokuserede vi på jeres økonomiske system. Men i de sidste tyve år har vi indset, at kernen i jeres kultur er jeres religion: Kristendommen. Den er grunden til, at Vesten er så magtfuld. Det kristne moralske fundament under det sociale og kulturelle liv var dét, der muliggjorde kapitalismens fremkomst og derefter den vellykkede overgang til demokratisk politisk liv. Vi er ikke i tvivl om dette."

Jeg håber (og beder til), at den modvilje, som den personlige erfaring med islam har fået eks-muslimer til at føle mod al religion, ikke gør dem blinde for den jødisk-kristne traditions betydning for det, de værdsætter i kuffar-samfundet - herunder retten til at identificere sig som ateist uden at blive dræbt for det.

Yasmine Mohammeds bog får forfærdelige anmeldelser på Amazon. Yasmine fortjener bedre. Krista Tippett er vært for On Being på National Public Radio. Tippett markedsfører en diskret, indfølende islam. Terry Gross præsenterer ofte memoirer-forfattere på Fresh Air. Tippett, Gross, New York Times, burde alle give Yasmine Mohammed en platform. Sandhed og mod kræver det.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo