Historien om jihad fra Muhammed til Islamisk Stat
Robert Spencers nye uomgængelige bog
Af Danusha V. Goska
Oversættelse af: The History of Jihad from Muhammad to ISIS
Kilde: FrontpageMag.com, 20. juli 2018
Udgivet på myIslam.dk: 4. august 2018

Kære ven. Her er, hvad du skal gøre. Gå straks hen til din lokale yndlingsforretning eller dit yndlingswebsted og køb et eksemplar af Robert Spencers bog: "The History of Jihad: From Muhammad to ISIS." Produktionen af denne bog var en enormt modig handling af Spencer og Bombardier Books. De samme modstandere af vestlig civilisation, som lavede optøjer over de danske Muhammed-tegninger, som slagtede medarbejderne på det franske satiriske magasin, Charlie Hebdo, som myrdede 37 uskyldige tyrkere under Sivas-massakren, og som dolkede og skød de japanske og italienske oversættere og den norske forlægger af Salman Rushdies "De sataniske vers" - de samme mørke kræfter, vil lave optøjer og dolke og bombe og slagte over ordene på disse sider. Spencer og Bombardier fortjener i det mindste din investering til bogens fulde pris.

Jihad er et sværd over dit hoved. Du er måske blevet lullet ind i troen på, at dine odds er gode. Der er trods alt 7 milliarder mennesker på Jorden. I forhold til dette tal udgør ofrene for terrorangreb kun en ubetydelig del. Denne beregning giver en falsk følelse af tryghed. Dr. Graham Allison, som er Douglas Dillon Professor of Government ved Harvard Kennedy School, skriver, at "med den nuværende kurs, er nuklear terrorisme uundgåelig (...) vi vil sandsynligvis se, at terrorister vil lykkes i deres stræben efter et 'amerikansk Hiroshima'".

Selvom vi skulle være heldige nok til at undgå en nuklear krig, så står vi stadig tilbage med jihad som en kulturel, ikke blot militær, kamp. Jihads sejre bliver ikke kun vundet på slagmarken, men også i amerikanske skolebøger. Faktisk, som South Park-kontroversen demonstrerede, har jihad sejret i afgørelsen af, hvornår amerikanerne har lov til at le. Jihad er rettet mod selv din ret til at sige ordet "jihad", og at definere det præcist. "Mens han fungerede som assistent for præsidenten for Homeland Security and Counterterrorism, erklærede John Brennan: '... jihad er en hellig kamp, et legitimt dogme i islam, der betyder at rense sig selv eller sit samfund, og der er intet helligt eller legitimt eller islamisk ved at myrde mænd, kvinder og børn.'" Brennans definition er BS [Bull shit]. Du fortjener, du har brug for, at kende sandheden. Jihad er et våben rettet mod dig - mod dine friheder, din skønhedssans, dine relationer, din opfattelse af din egen historie og din intellektuelle redelighed. "Du" inkluderer alle. Ja, muslimer, jeg taler til jer. Jihad er blevet brugt, og bliver brugt, af nogle muslimer som et redskab til at bestemme, at andre muslimer ikke er muslimske nok. Iran definerede Iran-Irak-krigen i 1980-88 som en jihad. Den krig dræbte og sårede hundred-tusindvis af muslimer. For nylig berettigede IS sit folkemord på shia-muslimer med, at det var en jihad.

Bogens indhold er uhyggeligt, frastødende og skræmmende. Jeg vil have, at du afslutter, samt begynder, læsningen af denne bog, så jeg vil tillade mig at give et råd. Læs hurtigt. Pløj dig igennem den. Hold ikke pause. Du vil ikke kunne huske navnene på alle morderne, torturbødlerne, voldtægtsmændene og tyvene. Det er okay. Bare få fat i den generelle idé.

Her er den generelle idé. Islam opstod for cirka 1.400 år siden. Dens oprindelse er uklar og omstridt. Én ting er sikkert. Arabiske erobrere, der udnyttede svaghederne i de aldrende og indbyrdes bekrigende romerske og persiske imperier, brød eksplosivt ud fra Den Arabiske Halvø og med hidtil uset fart erobrede territorier fra Spanien til Indien. De hævdede efterhånden, at deres hellige tekster, Koranen, hadith og Muhammeds eksempel, formede og helligede deres krigsførelse. Deres hellige tekster fortalte udtrykkeligt disse krigere, at de skulle brutalisere ikke-muslimer. Brutaliseringsmetoderne omfattede halshugning, sønderlemmelse og anbringelse af det afhuggede hoved mellem ligets fødder. Disse er alle traditionelle metoder til dehumanisering og vanhelligelse. Sanktionerede og eksemplificerede taktikker omfattede også voldtægt, sexslaveri, tortur, totalitært styre, korsfæstelse, etnisk udrensning og folkemord. Muslimer blev befalet at føre krig i al evighed indtil alle på Jorden var muslimer. Ikke-muslimers rettigheder blev stramt indsnævret. At kæmpe og dø i krig var det bedste, nogen muslim kunne gøre, og garanterede krigerens lyksalighed i Paradis. Alt godt i livet var forårsaget af krigsførelse. "Paradis ligger under sværdets skygge."

I de sidste 1.400 år har muslimer kontinuerligt adlydt disse vers - uden pause og i hvert eneste århundrede - og er til sidst nået ud til alle beboede kontinenter. Enhver given jihad kan have set således ud: Erobrere ankom. De identificerede sig som jihadister. De identificerede deres ofre, muslimer eller ikke, som vantro. Erobrerne massakrerede civile. De rejste bjerge af afhuggede hoveder, eller de brugte hovederne til at terrorisere deres modstandere, for eksempel ved at skyde dem fra katapulter. De tog sexslaver. Der var så mange slaver, at slavepriserne raslede ned. Kristne, jødiske, zoroastrianske, buddhistiske, hinduistiske tilbedelsessteder blev plyndret for deres juveler og ædelmetaller. Byttet blev rundhåndet fordelt blandt de pludseligt berigede jihadister. De ødelagte rester af tilbedelseshusene blev jævnet med jorden, hvorefter murbrokker og støv blev spredt på vejen til moskeen, så muslimer ved hvert skridt kunne føle deres overlegenhed i forhold til den højeste stræben af dem, de havde ydmyget.

Jøder og kristne blev beskattet og tvunget til at bære et særligt kendetegn på deres tøj, måske i form af en abe eller et svin. De blev nægtet retten til at reparere deres tilbedelseshuse eller ringe med klokker eller at tale om deres tro offentligt. Hedninge, herunder hinduer, blev simpelthen massakreret. De, som ikke massakrerede nok hedninge, blev truet og mindet om, at de, for at leve efter deres skrifter og deres profets eksempel, måtte dræbe så mange som muligt, så hensynsløst som muligt. Erobrere insisterede på seksuel adgang til den smukkeste prinsesse, også selvom det kun var for at ydmyge hende, for eksempel ved at tvinge hende til at arbejde som tjenestepige i nøgen tilstand. I andre tilfælde kunne den smukkeste dreng blive krævet til sejrherrens nydelse.

Hvis der var et bibliotek, uanset hvor gammelt og ærværdigt det var, blev det plyndret. Legenden fortæller, hvordan kalif Umar begrundede sin afbrænding af bøgerne fra biblioteket i Alexandria for at opvarme badevand: "Bøgerne vil enten modsige Koranen, i hvilket tilfælde de er kætterske, eller de vil være enige med den, i hvilket tilfælde de er overflødige." Ingen ved, om Umar sagde dette, men vi ved, at både muslimer og ikke-muslimer troede det, hvilket lader formode, at tilstrækkeligt mange jihadister opførte sig på en måde, så det blev plausibelt. Faktisk er den samme historie fortalt om den samme kalif, i forbindelse med ødelæggelsen af persiske biblioteker. Det er sandt, at Saladins søn forsøgte at rive Egyptens pyramider ned, fordi de var u-islamiske. Og Muhammad Sa'im al-Dahr beordrede faktisk fjernelsen af Sfinxens næse. Resterne af Kolossen på Rhodos, der havde overlevet hundreder af års kristendom, bukkede under for islamiske erobrere, der solgte dem som skrot. En muslim beordrede, at Den Hellige Gravs Kirke, stedet for Jesu gravlæggelse, blev jævnet med jorden. Hagia Sophia, en årtusind-gammel kristen kirke, blev vanhelliget og brugt som moské. Utallige hinduistiske templer fik samme skæbne. Ctesiphon, en af verdens største byer, med en blandet befolkning af jøder, kristne og zoroastrianere, blev en spøgelsesby næsten fra den ene dag til den anden. Muslimske erobrere brugte dens mursten til at konstruere deres egne bygninger. Buddhistiske og hinduiske riger i det nuværende Afghanistan og Pakistan gav et ufatteligt bytte til de guddommeligt sanktionerede røvere. Området, her i det 21 århundrede, er aldrig kommet i nærheden af dets fordoms herlighed. De tidligere rige lande, Afghanistan og Pakistan, er i dag blandt de lande, hvis egne borgere mest drømmer om at slippe væk.

Denne proces, eller noget meget lig denne proces, skete ikke én eller to gange. Den skete ikke kun i islams første hundrede eller to hundrede år. Jihad-kampagner som denne skete om og om igen. Faktisk beskriver Muhammeds biografier ham som en kriger og røver af handelskaravaner, der massakrerede og torturerede fanger, tog sexslaver og gav sine mænd ordre til at voldtage kvindelige fanger selv for øjnene af deres stadig levende ægtemænd. Over hele kloden, på en lang række sprog, citerer jihadister de samme koranvers og hadither for at helliggøre deres adfærd. Timur Lenk, "Islams sværd", som anslås at have dræbt 5 procent af verdens befolkning, citerede jihad-vers. Det samme gjorde Barbaresk-piraterne, som slavebandt amerikanere, og det samme gjorde Osama bin Laden.

Det kulturelle, såvel som det biologiske, folkemordsaspekt ved jihad er heller ikke noget fra den fjerne fortid. I 1979 ønskede ayatollah Khomeinis højre hånd, Ayatollah Sadegh Khalkhali, at bulldoze den persiske kejsers Kyros den Stores grav, graven tilhørende Irans national-digter, Ferdowsi, og Persepolis, den 2.500 år gamle kejserlige persiske by. I 2001 ødelagde Taliban Bamiyan-buddhaerne, de største stående Buddha-udskæringer i verden. I 2012 og 2013 ødelagde jihadister fra Ansar Dine gamle muslimske helligdomme og biblioteksmanuskripter i Timbuktu, Mali. I 2016 tog Islamisk Stat sig en pause i myrderiet, torturen og sexslaveriet af mennesker for at ødelægge kultur, herunder de 2000 år gamle romerske bygningsværker i Palmyra. Igen havde disse hedenske bygninger overlevet hundreder af år i et kristent Mellemøsten. Der skulle fromme muslimer til for at få dem ned.

Spencers bog vil fordrive skadelige, politisk motiverede avisænder, som f.eks. følgende: At der engang var en Guldalder, hvor islam var fredelig og tolerant, og hvor kristne, jøder, buddhister, zoroastrianere, sikher og hinduer levede lykkelige, produktive og frie liv under islams beskyttelse. At islamisk terror er en forholdsvis sen nyskabelse, født, i forskellige versioner, af staten Israel eller af vestlig kolonial indtrængen. At den primære oversættelse af "jihad" bør være "fredelig kamp for ædle, personlige mål". At korstogene var offensive aktioner, eller at de udløste konflikten mellem islam og Vesten, eller at deres mål var tvangsomvendelse af muslimer. At jihad kunne "fikses", hvis ikke-muslimer ville gøre visse ting: "Hvis bare vi havde en palæstinensisk stat. Hvis bare disse hinduer ikke var så fanatiske og nationalistiske. Hvis bare amerikanske film lod være med at skildre terrorister som muslimer. Hvis bare amerikanske skolebørn blev tvunget til at recitere shahadaen. Hvis bare amerikanerne ikke havde været sådan nogle fremmedfjendske, supremacistiske hvide kristne fascister. Hvis bare vi holder Tommy Robinson i isolationsfængsel lidt længere." Men intet af dette vil nogensinde sætte en stopper for jihad.

Kritikere vil sønderlemme denne nødvendige bog - hvis de overhovedet vil bruge tid på den - ved at insistere på, at Robert Spencer er en upålidelig fortæller. Men i bogen er det ikke Spencers ord, der uundgåeligt udmaler jihad som en af de mest uhyggelige, destruktive og groteske kræfter i menneskets historie. Det er de muslimske krønikeskrivere og erobrere selv. Spencer citerer samtidige, kanoniske kilder. Muslimske krønikeskrivere praler stolt over deres række af hidtil usete grusomheder. "Jeg bringer dig nedslagtning," sagde Muhammed. "Jeg er gjort sejrrig gennem terror (...) verdens skatte blev lagt i min hånd," pralede Muhammed, og således adskilte sig fra tidligere jødiske og kristne profeter og hellige, som efter Muhammeds opfattelse var vidtløftige, og slet ikke bytterige krigsherrer som ham selv. Spencer citerer også ikke-muslimske øjenvidner og bøger udgivet af universitetsforlag fra Princeton, Yale, Oxford, Cambridge, Harvard, Georgetown, Fairleigh Dickinson, NYU, Crete, Universiteterne i Pennsylvania og Californien og State University of New York. Faktisk foregiver Spencer ikke, at han siger noget nyt eller nyskabende. I stedet nøjes han med at levere en fremragende service, som består i at give en læservenlig oversigt over 1.400 års jihad.

En anden mulig bortledning af opmærksomheden: "Ja, men hvis nogen udgav en historie om koloniseringen af Amerika, ville det også blive en hård omgang at læse." Uden tvivl.

For det første er det at begå grusomheder en overtrædelse af, ikke lydighed mod, bibelske befalinger. Konvertering med magt er næsten ukendt i jødedommen, og der er ikke ingen vers i Det Gamle Testamente, der pålægger jøder at erobre verden eller at tvinge ikke-jøder til at blive jøder. Så tidligt som i det 4. århundrede, da kristendommen, efter tre århundreder med hedensk romersk forfølgelse, begyndte at opnå verdslig magt, kæmpede St. Augustin med begrebet "retfærdig krig". Augustin spurgte og forsøgte at besvare, hvornår og hvordan det er i overensstemmelse med kristen tro at gribe til våben.

Når kristne uretmæssigt griber til våben, handler de i strid kristendommens grundlægger, Jesu Kristi eksempel. Jesus førte ikke krig; han udbredte fred. Jesus voldtog ikke fanger; han ophøjede kvinder, heriblandt de mest stigmatiserede: den rituelt urene kvinde med blødninger, en kvinde, der havde været besat, og den syndige kvinde, der var taget i ægteskabsbrud. Jesus overfaldt ikke handelskaravaner for at stjæle deres last; han sagde: "Så giv kejseren, hvad kejserens er ...". Jesus torturerede ingen; Jesus helbredte. Jesus lavede ikke etnisk udrensning; han og hans tilhængere omgikkes respektfuldt med jøder, romerske hedninge og afrikanere. Kristne skrifter anbefaler ikke mord, voldtægt, tyveri eller krig.

Faktisk blev kristendommen - med dens vægt på en kærlig Guds forhold til hvert enkelt menneske, som han skabte i sit eget billede - lynhurtigt en støtte for undertrykte folkeslag. Vor Frue af Guadalupe var sådan en støtte. Hun siges at have vist sig for en azteker og forsikret ham om, at Kristi kærlighed og løfter gjaldt for alle mennesker, ikke kun conquistadorerne. Netop sådan blev også bevægelsen til slaveriets afskaffelse støttet af den bibelske fortælling om Moses og Aron, der sagde til Farao. "Lad mit folk gå."

For det andet er beretningerne om vestlige kristnes misgerninger rigelige og velkendte. Disse beretninger dukker altid op samtidig med selve disse misgerninger. Dette er tilfældet, fordi den jødisk-kristne tradition kræver selvransagelse og offentlig tilståelse, når man ikke har levet op til de bibelske idealer. Se på salmerne 32 og 51. Kong David havde arrangeret sin rival, Urias' død. David beder om tilgivelse og lover højtideligt at ændre sig. Gud tilgiver David, men David lider forfærdeligt som følge af sin forbrydelse. Se på Bartolomé de las Casas, en dominikanerbroder, der registrerede og reagerede på forbrydelser begået af conquistadorerne.

Når kristne engagerer sig i ødelæggende adfærd, så kritiserer de sig selv, eller de kritiseres af andre. I "The History of Jihad" er Robert Spencer faktisk ret åben og kritisk over for de grusomheder, som korsfarerne begik. Der er vestlige forskere, hvis karriere var baseret på eller fremmet af deres nedrakning og udstilling af den mørke side af vestlig civilisation. Adam Hochschild, den hvide søn af en jødisk far og en kristen mor, vandt adskillige priser for bogen "King Leopold's Ghost: A Story of Greed, Terror, and Heroism in Colonial Africa" om en tidligere, meget lidt omtalt grusomhed. Taylor Branch, en hvid mand fra Atlanta i det amerikanske Syden, fik en Pulitzer Prize, en National Humanities Medal, og en MacArthur Genius Award. Han skrev en massiv, tre-binds biografi over dr. Martin Luther King og menneskerettighedskampen. John Cornwell, en tidligere katolsk seminarist, vandt berømmelse med sin kontroversielle bog, "Hitler's Pope". Da Cornwells mange kritikere fandt unøjagtigheder i hans værk, gjorde de ikke oprør eller begyndte at myrde; de skrev og offentliggjorde.

Hvor er de tilsvarende udøvere af bekendelse, forløsning og genopretning i den muslimske verden? Hvor var de for tusind år siden? Bartolomé de las Casas var ikke blot en isoleret stemme. Han havde også ører, der var villige til at høre hans ord. Inspireret af denne ene broder, udstedte pave Paul III en pavelig bulle, Sublimis Dei, der insisterede på de nyopdagede indianeres fulde menneskelighed. Kan nogen forestille sig en muslimsk de las Casas, der under en snak med Muhammad argumenterer for kuffarnes fulde menneskelighed?

Hvor er de moderne muslimske historikere, der afslører jihads brutale historie? Hvor er deres prestigefyldte priser, universitetslærestole og stipendier? Hvor er de lidenskabelige muslimske forfattere, der vier deres liv til de for længst fordampede tårer af de udplyndrede, slavebundne, voldtagne og myrdede kuffarer? Hvor er programmerne, der giver særbehandling til efterkommere af den muslimske slavehandel? Hvor er erstatningerne til de kristne etniske slaver, hvis muslimske overherrer kidnappede deres døtre til sexslave-markeder og deres sønner til slave-hære? Østeuropa, siger historikere, er fattigere end Vesteuropa frem til denne dag, i det mindste delvist fordi Østeuropa måtte bruge så megen energi på at afværge jihad. Østeuropæerne var et bolværk, der gjorde det muligt for Vesteuropa at blomstre. Hvor er undskyldningen til Østeuropa? Al sådan anger fra muslimsk side eksisterer i samme imaginære dimension, i hvilken "jihad" betyder "velvilje mod kristne".

Overvej hvad der sker med selv de mest forsigtige sociale kritikere i den muslimske verden. Bassem Yousef kaldes ofte "den egyptiske Jon Stewart". Youssefs publikum og indflydelse overgik Stewarts. Youssefs tv-program gjorde mildt nar af antidemokratiske tendenser i Mellemøsten. Magthaverne, med deltagelse af almindelige egyptere, ødelagde ham. Han lever nu i eksil i USA. Overvej Orhan Pamuk, den nobelprisvindende romanforfatter fra det "moderne, sekulære" Tyrkiet. Pamuk nævnte blot det armenske folkemord. Der blev rettet kriminelle anklager mod ham. Hans landsmænd brændte hans bøger. Overvej dolkningerne, hakningerne til døde med macheter og andre mord på fortalere for sekulært styre i nutidens Bangladesh. Overvej skæbnen for Raif Badawi, en saudisk mand idømt ti års fængsel og tusind piskeslag, fordi han i sin blog vovede at sige ting som dette: "Hvad der øger min smerte er den islamistiske chauvinistiske arrogance, som hævder, at uskyldigt blod, der udgydes af barbariske, brutale sjæle under sloganet 'Allahu Akbar', ingenting betyder."

I stedet for selvransagelse og selvkorrektion, der er typisk for jødisk-kristne kulturer, har alt for mange apologeter forsøgt, ikke at konfrontere jihad, men blot at omdefinere den. CAIR har penge og magt. Den kunne sætte disse ressourcer ind på at udstille og afvise voldelig jihad. I stedet lavede CAIR et billigt forsøg på at friske "jihad" op til at blive et synonym for "skønhedsgymnastik" og "velvilje mod kristne". CAIR blev overgået af BBC, som døbte deres tv-show "Min Jihad", "en øm og morsom kærlighedshistorie." Jeg er sikker på, at seerne ikke kan vente med at se BBC's romantiske komedie: "Min Holocaust".

Man må påminde de relativister, der ønsker at bort-relativere 1400 års jihad, at, ja, alle mennesker, uanset etnicitet eller religion, gør ødelæggende ting. Motivationer omfatter mental sygdom, frygt og grådighed efter ressourcer, magt eller ære. Vi kan ikke fjerne grådighed, frygt eller psykopatologi, men vi kan tæmme dem med civiliserede fremskridt som Genève-konventionen, diplomati og retsmedicinsk psykiatri. Med jihad-konceptet pålægges en allerede overbebyrdet menneskehed endnu en helt unødvendig og djævelsk forførende grund til at dræbe og ødelægge. Shahid-martyrer, eller dem der dør i jihad, bliver lovet det højeste paradis, mange himmelske jomfruer og muligheden for at gå i forbøn og opnå guddommelige begunstigelser for 70 slægtninge.

Det sidste søm i den relativistiske kiste om jihad: Krønikeskriverne, som Spencer citerer, var ikke selv beskyttede uskyldigheder. Disse mennesker havde set konflikt. De romerske og persiske imperier førte krig i 700 år, på det samme territorium, som jihadister først invaderede. Både ikke-muslimske ofre og muslimske krønikeskrivere meddeler, at jihadisterne kæmpede hensynsløst, ødelagde totalt og ikke adlød nogen tidligere militær konvention.

Tankepolitiets censorer vil hævde, uden bevis, at Spencers bog er anti-muslimsk. Gentag følgende så mange gange som nødvendigt: Muslimer er selv ofre for jihad. Muslimer dræbes. Muslimsk kultur bliver ødelagt. Denne indbyrdes muslim-muslim død og ødelæggelse er ikke ny. Spencers bog begynder med det blodbad, der var proto-islam. Den ene arabiske krigsherre efter den anden besluttede, at han have monopol på islam og besluttede videre, at hans nabostamme var afvigende. Slagtning fulgte, alt i jihads navn. Myrderierne var chokerende intime. Muawiya, grundlæggeren af umayyade-dynastiet, Muhammeds svoger og fjerne fætter, myrdede Aisha, Muhammeds enke. Et af de ældste eksemplarer af Koranen siges at være plettet med blodet af Uthman, den selv samme kalif, der først opfordrede til, at Koranen blev samlet. Han blod blev udgydt af muslimske trosfæller.

Umiddelbart efter Muhammeds død førte Khalid ibn Al Walid krig mod enhver i Arabien, som ikke var i overensstemmelse med den fremvoksende islamiske ortodoksi. Han blev kaldt "Allahs blottede sværd", "dødens ven", og hans motto var: "Vi elsker døden mere end I elsker livet." Khalid forrådte og dræbte sin muslimske fælle, Malik, lagde hans hoved i en kogekrukke og voldtog hans kone Layla "som et æsel". "Jeg elsker slagmarken mere end jeg elsker bryllupsnatten med en smuk kvinde," sagde han. Khalid havde haft mange "koner". Normale mennesker elsker livet mere end de elsker døden, og normale mennesker nyder at elske mere end de nyder at dræbe andre mennesker. Faktisk siger Koranen selv i vers 2:216, at selv om Koranen foreskriver kamp, så er kamp hadefuldt for muslimer. En bog, der udstiller jihad, som denne nye bog af Robert Spencer, er en gave til muslimer lige så meget som den er en gave til resten af os.




Danusha V. Goska er forfatter til Save Send Delete og Bieganski.








Oversættelse: Bombadillo