Ayaan Hirsi Alis skønhed og karisma personificerer de endeløse grusomheder, der begås mod de alt for ofte anonyme kvinder i den muslimske verden. Hirsi Ali voksede op i Somalia og Saudi-Arabien. Hun flygtede fra et arrangeret ægteskab. I Holland blev hun valgt til parlamentet. Hun er nu amerikansk statsborger. I 2014 forhindrede muslimer Hirsi Ali i at modtage en æresdoktorgrad på Brandeis Universitet. Hirsi Alis memoir fra 2006, Infidel, er en vigtig kortlægning af livet for en muslimsk kvinde, der valgte, uanset omkostningerne, at leve med værdighed, mod og integritet. Hirsi Alis 2015-bog, Heretic: Why Islam Needs a Reformation Now, er mindre vellykket. Dens svagheder er repræsentative for de svagheder, der findes i megen kontra-jihad retorik, produceret af selverklærede ateister eller ateister-lite, heriblandt Sam Harris, Douglas Murray og Bill Maher.

Hirsi Ali opdeler muslimer i tre grupper. Hun kalder jihad-engagerede muslimer for "Medina-muslimer" (15). "Mekka-muslimer," siger hun, erklærer troskab mod islam, men er ikke aktivt voldelige (16). "Modificerende muslimer" er muslimer, der ønsker at ændre islam (17). Disse inddelinger er ikke emic [set indefra, o.a.] - muslimerne selv kalder sig ikke for "Mekka-muslimer" eller "Medina-muslimer." Der er ingen måde, hvorpå ikke-muslimer pålideligt kan skelne den ene type fra den anden. Hirsi Ali ville, hvis hun havde kendt ham, næsten helt sikkert have kategoriseret Dzhokhar Tsarnaev som en ikke-voldelig eller "Mekka-muslim" helt op til den 18. april 2013, den dag han blev identificeret som mistænkt i forbindelse med bombeattentatet mod Boston Marathon den 15. april. Tsarnaevs venner identificerede ham som ikke en af "dem. Han var os. Han var Cambridge." Hans tweets syntes at afspejle en mand, der var "langt mere optaget af sport og cheeseburgers end af religion".

Hirsi Ali citerer fem egenskaber ved islam, der skal ændres (24). Den første egenskab er "ubetinget ærbødighed" for Muhammed og Koranen. Muslimer citerer faktisk Koranen og hadith som støtte for dødsstraf til alle, der fornærmer Muhammed eller Koranen. Muhammed beordrede drab på dem, der fornærmede ham. Muslimer har atter og atter dræbt andre for at have fornærmet Muhammed. Islams holdning til Koranen adskiller Koranen fra enhver anden verdensreligions hellige skrift. Kristne, jøder, hinduer og buddhister laver ikke optøjer, når nogen brænder Bibelen, Vedaerne eller Diamantsutraen. Koranen har noget nær guddommelig status: Den kan ikke oversættes fra arabisk; Koranen er evig sammen med Gud og uskabt; det originale eksemplar af Koranen er i himlen og har været der evigt.

Den anden egenskab, som Hirsi Ali nævner, der skal ændres, er en "fatal fokus" på efterlivet. Hun omtaler muslimske forældre, der tilskynder deres egne børn til at blive selvmordsbombere. En tredje egenskab ved islam, som skal ændres, er sharia. Hirsi Ali siger, at den "holder muslimer fast i det syvende århundrede." En fjerde egenskab ved islam, som skal ændres, er hisba, formaningen om at påbyde det rette og forbyde det forkerte. Kapitlet om dette begreb beskriver livet blandt muslimer som sammenligneligt med livet under det østtyske Stasi. Hirsi Ali beskriver muslimske familiemedlemmer, der angriber hinanden for at holde alle lydige mod islamiske diktater. Den ofte dødelige frugt af en sådan en-til-en-overvågning er æresdrab, hvor forældre, onkler eller ældre søskende myrder muslimske kvinder og nogle gange mænd, der menes at have forvildet sig. Den femte egenskab ved islam, som ifølge Hirsi Ali skal reformeres, er jihad, "kaldet til hellig krig", der "er et frihedsbrev for terror".

Hirsi Ali gentager kort sin selvbiografi, materiale, der vil være velkendt for hendes loyale læsere. Meget af "Heretic" består af resuméer af nyheder om islam-inspirerede grusomheder. Hirsi Ali ser tilbage på den forsøgte Times Square-bilbombning i 2010 og andre terroristplot i USA, æresdrabene på flere muslimske kvinder, der levede i USA og Canada, fængslingen af Mariam Yahia Ibrahim Ishag, en kristen kvinde i Sudan, og de filmede gruppevoldtægter af egyptiske kvinder på Tahrir-pladsen.

I denne lavine af grusomheder - forældre, der myrder deres egne børn, mens de overlevende brødre til myrdede søstre klapper ad deres barnemorderiske forældre; pakistanere, der brænder deres naboer levende; modtagere af vestlige velfærdsydelser, der bomber deres velgørere - skiller én historie sig ud: 13-årige somaliske Aisha Ibrahim Duhulow blev gruppevoldtaget. Hun meldte det. Sharia kræver fire voksne mandlige muslimske vidner for en voldtægtsdom. Der var ingen vidner. Duhulow blev anklaget for utroskab, begravet op til halsen og stenet i ti minutter. Hendes fromme muslimske mordere gravede hende fri, fandt en puls, genbegravede hende og stenede hende igen. For dem, der læser nyheder regelmæssigt, vil Heretic's tvungne march gennem bombninger og tortur-mord - en march, der ikke giver nye indsigter eller veje for handling - blot være overflødig og deprimerende. Disse beretninger bygger ikke op til et højere punkt. Tværtimod fortsætter de episodisk, som perler på en snor.

En af fejlene vej Hirsi Alis bog, og ved ateistisk diskurs om islam i almindelighed, er den stiltiende tro, næsten som et religiøst dogme, på menneskeligt fremskridt. I hvert fald siden det nittende århundredes tænkere August Comte og Herbert Spencer, har nogle ment, at som tiden bevæger sig fremad, vil en usynlig hånd udvikle mennesket til en smartere, mere etisk, mindre religiøs art. I dette trossystem, er ordet "moderne" næsten synonymt med "etisk", mens udtrykket "middelalderlig" eller "fra middelalderen" er den ultimative fornærmelse. Dette verdenssyn gennemsyrer de prominente ateister Michael Shermers og Steven Pinkers seneste bøger, hhv. The Moral Arc og The Better Angels of Our Nature. I dette verdenssyn, har vi ikke brug for den jødisk-kristne tradition til at forme vores etik, fordi menneskeligt fremskridt gør os til bedre mennesker for hver dag.

I fremskridtsbilledet er islam et problem, fordi dens rødder er i fortiden. Islam vil uundgåeligt blive bedre med tiden [hedder det], ligesom andre religioner er blevet det. Når islam er blevet "moderne", det vil være godt. "Andre religioner har gennemgået en reformproces," skriver Hirsi Ali, "ændret kerneoverbevisninger og antaget mere tolerante og fleksible holdninger, der er forenelige med moderne, pluralistiske samfund" (25). "Den muslimske verden" kæmper for at komme overens med "moderniteten" (26). Moderniserende "revolutioner" befriede europæerne fra "præstelig autoritet" (58). Islam er problematisk, fordi den har "fastfrosset" "stammenormer" (88). Det Gamle Testamente indeholder barske vers, men "ingen påberåber disse passager i moderne retspraksis" (135). Vesterlændinge "er kommet meget langt siden de dage, hvor offentlige henrettelser var normen, og religiøse krænkelser blev straffet med døden" (137). Sharia-amputationer kan ses som en "forældet praksis, der, ligesom heksebrænding i Massachusetts, vil dø ud" (138-9). Sharia skader muslimske kvinder; den er en overlevende rest af "patriarkalsk stammekultur" (143). Forfølgelsen i nutidens islam er "et mærkeligt ekko af de religiøse forfølgelser i den europæiske middelalder" (148). "I det 21. århundrede tror jeg, at alle anstændige mennesker kan enes om, at barbariske handlinger ikke bør tolereres" (152). "New Englands tidlige historie" bekræfter, at "visse protestantiske sekter" overvågede deres medlemmer. "Moderne" byer og regioner "tillader uret at blive stillet tilbage", når de bliver mere islamiske (163).

I en udsendelse af The Daily Show den 23. marts 2015, gav både værten Jon Stewart og gæsten Hirsi Ali udtryk for dette fremskridtssyn. Hirsi Ali, tilskyndet af Stewart, sagde: "Kristendommen gik igennem denne proces med reformationen og oplysningstiden og kom til et sted, hvor den store mængde af kristne, i hvert fald i den vestlige verden, har accepteret tolerance, den sekulære stat, adskillelse af kirke og stat, respekt for kvinder, respekt for homofile (...). Der var kristne, jeg mener, indenfor kristendommen, der kom ud og sagde: Hej, vi er nødt til at ændre tingene, vi er nødt til at reformere." Men islam, beretter Hirsi Ali, er et problem, fordi den endnu ikke er gået frem, endnu ikke har udviklet sig. Koranen "blev skrevet af en mand for lang tid siden, og moralen i det 7. århundrede gælder ikke i det 21. århundrede, og de er nødt til at samle op på dette (...) moralen af Gud-ved-hvornår gælder ikke nu."

Der er problemer med dette verdenssyn om menneskeligt fremskridt. Det største problem er, at ikke en eneste af de egenskaber, som Hirsi Ali gerne vil ændre i islam, er repræsentative for det 7. århundrede.

Det er et åbent spørgsmål, om islams kønsapartheid er en tidskapsel fra præ-islamisk arabisk kultur. I 1986, i tidsskriftet Signs, udgav Lelia Ahmed, Harvards Victor S. Thomas-professor i teologi, "Women and the Advent of Islam" ("Kvinder og fremkomsten af islam"). Ahmed hævder, at arabiske kvinder havde mere frihed og magt før islam end efter, og dette at tage frihed og magt væk fra kvinder var en stor del af den tidlige islams mission. Ahmed nævner Muhammeds første kone, Khadijas biografi. Den 40-årige Khadija, der levede det meste af sit liv før grundlæggelsen af islam, var en forretningskvinde, der hyrede den 25-årige Muhammed, friede til ham og havde ham som sin eneste ægtefælle - han fik ikke lov til at have andre koner, mens han var gift med hende. Før Muhammed, skriver Ahmed, havde arabiske kvinder "været bemærkelsesværdigt aktive og uafhængige" i en række forskellige roller, herunder som hærførere. Ahmed nævner også islams skriftlige dokumentation. "Måske 80 procent af Koranens bestemmelser" siger Ahmed, var "viet til regulering af ægteskabelige relationer og kvinders adfærd (...) etableringen af islam var markeret af indstiftelsen af nye sociosexuelle normer." Baseret på tilgængelige beviser, "bliver det svært ikke at konkludere, at den absolutte styrkelse af mænd i forhold til kvinder i alle spørgsmål vedrørende seksualitet og afkom, samt umyndiggørelsen af kvinder - og dermed den fuldstændige forvandling af det [samtidige arabiske] samfunds skikke i forholdet mellem de to køn - i sig selv var en af Muhammeds primære mål." Ahmed slutter med en fortælling fra islams tidlige dage. To piger blandt Muhammeds oldebørn sludrer. Den ene er glad; den anden er ked af det. Hvorfor? Den glade pige blev opkaldt efter en stammoder, der havde levet før grundlæggelsen af islam; den triste pige havde et muslimsk navn.

Man kan gå længere tilbage i tiden end Ahmed gør. For tusinder af år siden, var oldtidens hedenske Egypten - af alle Middelhavsområdets civilisationer - blandt de mest positive overfor kvinder. Oldtidens egyptiske kvinder kunne vidne i retten, eje ejendom og igangsætte skilsmisse. For nylig rangerede en undersøgelse fra Thomson Reuters Foundation dagens muslimske Egypten som et af de værste lande at leve i for kvinder.

Jihad, islams mest problematiske træk, er på ingen måde repræsentativ for det 7. århundrede. Jihad er formuleret i bl.a. denne hadith: "Jeg er blevet befalet at kæmpe med folkene, indtil de siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah', og enhver, der siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah', hans liv og ejendom vil blive bevaret af mig." Ingen anden religion i det 7. århundrede fulgte denne forskrift. Hinduismen, der undertiden betragtes som verdens ældste religion, var dengang, og er stadig, stort set begrænset til det indiske subkontinent. Denne geografiske udbredelse afspejler hinduismens manglende befaling om at hverve proselytter gennem militære kampagner. Jødedommen, hvis alder kan sammenlignes med hinduismens, har aldrig erklæret sig selv som værende under Guds befaling om at opnå verdensherredømme ved militær magtudøvelse. Jøder udgjorde mindre end én procent af verdens befolkning i oldtiden, og de udgør mindre end én procent af verdens befolkning i dag. Det jødiske befolkningstal afspejler jødernes manglende interesse i at missionere på nogen måde, herunder militært - en manglende interesse, der har varet i tusinder af år. Islam alene fremholder forskriften om jihad. Jihad er en del af islams væsen, ikke af det syvende århundredes væsen.

På samme måde afspejler guddommeliggørelsen af Koranen, beskyttelsen af Muhammed mod enhver kritik, hisba, eller det at udspionere ens nære og overvåge deres adfærd, samt kærlighed til døden, på ingen måde det 7. århundrede. Alle disse træk ved islam arbejdede med skræmmende effektivitet i den antikke verden, og de arbejder i dag.

Forskellen mellem islam og andre verdensreligioner kan ikke bedst måles med et ur eller en kalender. Islam er ikke problematisk, fordi den blev grundlagt for 1400 år siden. Islam er problematisk på grund af dens doktriner om jihad og kønsapartheid. Tid, i form af en magisk uset hånd kaldet "fremskridt" eller "modernitet" vil ikke uundgåeligt udvirke nogen magisk "reform" af islam.

Det er sigende, at Ayaan Hirsi Ali og andre ateistiske og ateist-lite kritikere af islam så ofte sammenligner islam med den jødisk-kristne tradition, og så sjældent sammenligner islam med hinduismen eller buddhismen. Sidstnævnte ville give mere mening. Flere muslimer har i længere tid levet side om side med hinduer og buddhister end med kristne. At hinduisme og buddhisme så sjældent påberåbes, fortæller os, at noget er på færde her. To ting foregår der. Den første er den politisk korrekte fjendtlighed mod den jødisk-kristne tradition. Hirsi Ali er ikke politisk korrekt, men politisk korrekthed er det vand, hun svømmer i. Den anden er et andet politisk korrekt dogme: Kulturrelativisme. Det er tabu at sige, at vestlig civilisation eller den jødisk-kristne tradition på nogen måde er overlegen i forhold til enhver ikke-vestlig kultur.

Jon Stewart forsøgte at presse Hirsi Ali ind i et hjørne: "Folk udskiller islam, som om der er noget iboende galt med den, der ikke er galt med andre religioner (...). Jeg får den fornemmelse, at du mener, at islam er anderledes end andre religioner (...) at der er noget iboende galt med denne religion, der ikke er galt med andre religioner, og det er det, jeg prøver at få ram på." Og Stewart forsøgte at få Hirsi Ali til at skrive under på kulturrelativismens ene sande tro: "Kristendommen gik igennem nøjagtig den samme proces."

Hvor hårdt han end forsøgte, kunne Stewart ikke få Hirsi Ali til enten at sige, eller at tilbagevise, at der er noget iboende galt med islam, der ikke er galt med jødedommen eller kristendommen. Hirsi Ali var snu på The Daily Show. Hun spillede kristofobi-, kulturrelativisme-, menneskeligt fremskridt-kortene. Det er ikke i orden at sige, at kristendommen er anderledes, og med hensyn til jihad, bedre end islam. Det er i orden at sige, at kristendommen er som islam, og at tiden forbedrede kristendommen, og at tiden ligeledes vil forbedre islam. Kristne gør dårlige ting, insisterede Hirsi Ali. "I katolicismens navn foragter [de] og er homofobiske." Men fremskridtet kom og ændrede de kristne og gjorde dem moderne - det er etisk. "Kristendommen gik igennem denne proces med reformationen og oplysningstiden og kom til et sted, hvor den store mængde af kristne, i hvert fald i den vestlige verden, har accepteret tolerance, den sekulære stat, adskillelse af kirke og stat, respekt for kvinder, respekt for homofile."

Gør Hirsi Ali dette gældende i Heretic? Nej. Hirsi Ali er faktuelt forkert på den eller er blot vildledende i mange af sine udsagn om den jødisk-kristne tradition. Hun giver en forkert fremstilling af den bibelske historie om Tamar (102), hvad jøder tilbeder (77), kristen troslære (84), opfattelser af Bibelen og Abrahams afbrudte ofring af Isak (116), kristendommen og kvinders valgret (151), og Pave Urbans tale, hvori han kaldte til det første korstog (196). Alle disse fejl gentager temaer, der findes i andre ateistiske værker om kristendommen: Bibelen er usammenhængende og voldelig; kristendommen undertrykker kvinder; korstogene er sammenlignelige med jihad. Alligevel, i forbindelse med Hirsi Alis større pointe, er disse halve sandheder af mindre betydning. Det vigtige er dette: Titlen og hovedlinjerne i bogen er helt på afveje.

Jeg er nødt til at antage, at Hirsi Ali og hendes forlag følte, at de kunne stole på en udbredt uvidenhed om, hvad reformationen egentlig var, for at få titlen på denne bog og dens hovedlinjer til at gå ind hos læserne. I strid med Hirsi Alis kommentarer på The Daily Show, var reformationen ikke en "modernisering" af kristendommen, der omfattede "adskillelse af kirke og stat, respekt for kvinder, respekt for homoseksuelle." Hirsi Ali nævner Luthers 95 teser (57). Luthers teser var rettet mod Den katolske Kirkes salg af afladsbreve for at finansiere dens byggeprojekter. Ikke en eneste af Luthers 95 teser berørte ægteskab mellem mennesker af samme køn.

Jesus Kristus var Guds søn; han blev korsfæstet og genopstod fra de døde; Gud befaler os at elske mennesker uanset deres identitet, og at sprede hans ord gennem tale og gode gerninger, ikke vold; vi skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er - ideen om adskillelse af kirke og stat er indbygget: dette var central kristendom for 2000 år siden, det var central kristendom for 500 år siden, og det er central kristendom i dag. Reformationen rokkede ikke ved disse ideer, der er centrale for alle kristne.

Desuden tager Hirsi Ali fejl, når hun taler om modernisering som en magisk hånd, der opstår ex nihilo for at forbedre kristendommen.

Man kan forstå den overfladiske appel af synspunktet om menneskeligt fremskridt. For halvtreds år siden, var computere store og langsomme. I dag er computere slanke og hurtige. Man konkluderer, at tiden har forbedret computerne. Netop således vil tiden forbedre mennesker. Ved refleksion indser man, at aboriginals levede i Australien i titusinder af år uden at producere en moderne kultur, og at det gamle Egypten nåede store højder og holdt i 3000 år i en statisk form. De store gamle civilisationer, Indien og Kina, producerede ikke modernitet. Tiden selv bevæger ikke altid menneskelige samfund fremad.

Hirsi Ali taler, på samme måde som ateisten Michael Shermer, om den videnskabelige revolution, oplysningstiden, den industrielle revolution og de amerikanske og franske revolutioner (58), som om de var Athena, der fuldt færdig sprang ud af Zeus' hoved. Det er ikke korrekt. Tidens gang alene producerede ikke disse livsforbedrende moderniseringer. Alle disse begivenheder, som ateister favner så inderligt, optrådte kun i Vesten. Uden det antikke Grækenlands jordbund og den jødisk-kristne tradition, ville måske ingen af dem have fundet sted, eller de ville have været helt anderledes. Det er faktisk blevet hævdet, at modernisering er frugten af den jødisk-kristne tradition. Se for eksempel, Rodney Starks The Victory of Reason: How Christianity Led to Freedom, Capitalism, and Western Success.

Hirsi Ali diskuterer ikke i detaljer tidligere seriøse forsøg på at liberalisere islam, selvom hun i forbifarten nævner mutaziliterne (59) og liberalisering efterfulgt af undertrykkelse (210-11).

I betragtning af, at moderniteten opstod i Vesten og ikke andre steder, og at muslimer har forsøgt at liberalisere islam og kun er blevet knust for deres indsats, må man undersøge, om islam overhovedet er modtagelig for modernisering. I betragtning af - hvilket Hirsi Ali anerkender - at dødsstraf er blevet retfærdiggjort og anvendt mod dem, der kritiserer islam, Muhammed eller Koranen, bliver man nødt til at spørge, om islam ikke har indbyggede, unikke, skudsikre egenskaber, der tilintetgør liberalisering.

Hirsi Ali kæmper for at støtte sin sag ved at sammenligne islam med kristendommen. "Medina-muslimer" er ligesom kristne før reformationen, som var kendetegnet ved deres "fanatisme og vold" (14). "Se," siger Hirsi Ali, "ligesom kristendommen i fortiden producerede terrorister og de endeløse jihad-krige, og kristendommen blev moderniseret af tidens og fremskridtets uimodståelige kræfter, således vil også islam blive moderniseret." Bortset fra, at kristendommen ikke producerede endeløse jihad-krige, og at kristne før reformationen virkelig ikke kan sammenlignes med terrorister.

Nogle læsere vil stejle over den sidste påstand. "Hvad med korstogene, den spanske inkvisition og hekseforfølgelserne?" For det første har historikerne erkendt, at korstogene, den spanske inkvisition og heksejagten har været systematisk overdrevet. Jeg begynder mit eget kursus om hekseforfølgelserne med at fortælle mine studerende: "Halvfems procent af hvad I mener, er sandt om hekseforfølgelserne, er faktisk forkert." Protestanter og katolikker har været rivaler i et halvt årtusinde. I den rivalisering, har protestanter ofte overdrevet uret begået af katolikker som en del af deres propaganda. I nyere tid har kristofobe udnyttet denne rige åre og forstærket den. En kortfattet og populær, men alligevel fremragende demonstration af overdrivelsens niveau, er dr. Bill Warners YouTube-video: Jihad v Crusades. Denne video stiller grafisk korstogsslag op mod jihad-slag. For det andet har uret begået af kristne aldrig været hverken geografisk eller kronologisk sammenfaldende med kristendommen; de har snarere været lokale og midlertidige reaktioner på lokale og midlertidige påvirkninger. For det tredje har kristne altid kritiseret og korrigeret uret begået af andre kristne. Kristne uden for Spanien, for eksempel, rettede alvorlig kritik mod den spanske inkvisition. Det katolske Polen gav husly til jøder, der var fordrevet fra Spanien. Til sammenligning åbner Saudi-Arabien ikke sine grænser for kristne fordrevet fra Irak. Endelig handlede kristne, der myrdede i deres tros navn, i opposition til skrifter, der udtrykkeligt forbyder sådan adfærd og som påbyder kristne at sprede deres tro gennem velgørenhed, prædiken og gode gerninger, samt at give folk mulighed for at afvise kristendommen hvis dette var deres valg (Matthæus 10:14). Kort sagt fordunkler Hirsi Alis og andres sammenligninger af kristne og kristendom med muslimer og islam i stedet for at afklare.

"Internettet har mulighed for at blive for den muslimske reformation, hvad trykpressen var at den protestantiske kristne" (69). Bortset fra, at moderniteten er blevet udnyttet af jihadister. Dens vigtigste ingredienser er jetfly, verdenshandel og tv; ingen begivenhed i historien var mere moderne end 9/11 terrorangrebet. IS har vist sig at være en mester på de sociale medier.

Ayaan Hirsi Ali er en afgørende vigtig heltinde. Hendes bidrag til kontra-jihad er uvurderlig. Heretic er ikke hendes bedste bog. Ingen forlanger, at ateistiske kontra-jihad-forfattere bliver kristne; snarere vil det være til gavn for alle, hvis de begynder mere præcist at sammenligne islam, ikke kun med kristendommen eller jødedommen, men med alle andre verdensreligioner. Der er ingen usynlig hånd kaldet "fremskridt", der vendte kristendommen bort fra dens jihad-lignende fortid, som aldrig har eksisteret, til dens varme og udviskede nutid, og ingen usynlig hånd vil lave dette nummer med islam heller. Vi må konfrontere jihad for, hvad den er: En tidløs og universel trussel, der kræver en lige så tidløs og universel reaktion.

---

Danusha V. Goska er forfatter til:

Love Me More: An Addict's Diary (2003),
Bieganski (2010),
Save Send Delete (2012) og
God through Binoculars: A Hitchhiker at a Monastery (2018)

---

Oversættelse: Bombadillo