I 2013 læste jeg Tom Hollands historie om islams fremkomst, In the Shadow of the Sword, hvori han i en let læselig fortælling argumenterer for, at den forbløffende spredning af arabiske erobringer i det 7. århundrede havde mere at gøre med en række tragiske faktorer - især den buboniske pest, [byldepesten], der svækkede de nærliggende byzantinske og persiske imperier - end med de arabiske våbens magt. Desuden var disse arabiske erobringer ikke motiveret af den islamiske tro; derimod opstod den islamiske tro først nogle årtier efter disse erobringer. Jeg skrev om Hollands synspunkter i:

Islam, the Untold Story
Islam’s Origins, the Historical Problem
Interview with Tom Holland

Siden da har jeg haft lyst til at læse mere om de historiske spørgsmål forbundet med tidlig islam. Holland citerede værker af flere forskere, som jeg havde håbet at komme i lag med, før jeg læste Robert Spencers bog, Did Muhammad Exist? An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (men jeg distraherede mig selv ved i stedet at læse et andet af Hollands historiske værker). I mellemtiden krydsede Spencers bog min vej og jeg greb den.

Heldigvis viste den sig at være langt mere interessant - som historisk udforskning - end jeg havde forventet. Den mest foruroligende fejl var Spencers ret dårligt informerede og stereotype syn på religioner i almindelighed og islam i særdeleshed som oplevet i dagens verden: Han kontrasterer kristendommen, som en i det væsentlige fredelig religion lige siden dens oprindelse, med islam, som en i det væsentlige krigsførende og dræbende maskine på grund af dens historiske oprindelse. Nogle læsere vil elske den sammenfatning, mens andre vil blive forfærdet over den (jeg er blandt de sidstnævnte). Men på trods af denne sammenflikkede konklusion er meget af bogen ikke desto mindre ret interessant og informativ. Hvor meget af dens information jeg vil komme til at revidere, efterhånden som jeg lærer mere, ved jeg ikke. Så her vil jeg opskrive nogle generelle punkter, der synes at være opfattelsen hos en minoritet af islam-forskere.

Enhver, der er bekendt med argumenterne for og imod Jesu historicitet, vil genkende noget af terrænet her. Beviser, der i årenes løb har været nævnt til fordel for Muhammeds historicitet, har omfattet:

• de rige og levende detaljer i de islamiske optegnelser over hans liv

• dokumentationen af negative (pinlige) træk ved hans biografi

• det usandsynlige ved, at nogen vil opfinde en personlighed, der kommer med så grandiose påstande

• kun den personlige inspiration af en sådan person kan forklare, hvorfor så mange andre blev motiveret til at grundlægge et stort imperium i hans navn

• hvordan kan vi ellers forklare grundlæggelsen af en religion, der til sidst kunne opvise mere end en milliard tilhængere

Lignende argumenter er blevet fremsat for Jesu historicitet, men som vi ved, har ikke ét af dem kunnet modstå kontrol.

Men før jeg skriver mere om tvivlen omkring den traditionelle beretning om islams oprindelse, vil jeg gøre klart, hvad forskere, der bestrider denne mindretalsopfattelse, siger om den.

Patricia Crone er professor i islamisk historie ved Institute for Advanced Study, Princeton. Hun skriver:

"Sandt nok, på arabiske mønter og i arabiske inskriptioner samt i papyri og andet dokumentarbevis på dette sprog, optræder Muhammed først i 680'erne, omkring 50 år efter hans død (uanset den nøjagtige dato). Dette er grunden til, at nogle, især Yehuda D. Nevo og Judith Koren, har stillet spørgsmålstegn ved hans eksistens. Men få vil acceptere den underforståede forudsætning, at vi er nødt til at rekonstruere historien udelukkende på basis af dokumentarbevis (dvs. information, der ikke er blevet givet videre fra generation til generation, men er blevet indskrevet på sten eller metal eller gravet op af jorden og således bevaret i sin oprindelige form). Beviset på, at en profet var aktiv blandt araberne i de tidlige årtier af det 7. århundrede, før den arabiske erobring af Mellemøsten, må siges at være usædvanligt godt."

"Alt andet om Muhammed er mere usikkert, men vi kan stadig sige ret meget med rimelig sikkerhed. Vigtigst er det, at vi kan være rimeligt sikre på, at Koranen er en samling af ytringer, som han kom med i troen på, at de var blevet åbenbaret for ham af Gud. Bogen bevarer måske ikke alle de meddelelser, han hævder at have modtaget, og han er ikke ansvarlig for det arrangement, hvori de foreligger for os. De blev samlet efter hans død - hvor længe efter er kontroversielt. Men at han ytrede dem alle eller de fleste af dem er svært at tvivle på. De, der nægter eksistensen af en arabisk profet, bestrider det selvfølgelig, men det skaber for mange problemer med senere vidnesbyrd og faktisk med Koranen selv. Forsøget er derfor ikke overbevisende."

Angående mine egne opfattelser af Crones argument om historicitet se mit indlæg om historisk metode.

For yderligere kritik se også det interview-uddrag, jeg har lagt i sideboksen [som er et interview med islamforsker Michael Marx taget fra Spiegel Online, o.a.]

I mine tidligere indlæg om Tom Hollands bog nævnte jeg flere andre historikere, der har stillet spørgsmålstegn ved den traditionelle beretning om islams oprindelse; her er nogle få ud af mange flere navne nævnt af Spencer:

Ignaz Goldziher (1850-1921): Den sene fremkomst af de tidligste biografiske kilder til Muhammeds liv, sammen med en tendens til at opfinde historier til støtte for senere politiske og religiøse holdninger, gjorde det umuligt at opfatte biografierne som historisk pålidelige. Spencer opregner mange navne på forskere, som har stillet spørgsmålstegn ved Muhammeds historicitet, men jeg nævner kun nogle få her;

Henri Lammens (1862-1937): Satte spørgsmålstegn ved de traditionelle datoer forbundet med Muhammed; noterede sig den "kunstige karakter og fraværet af kritisk sans" i Muhammeds tidligste biografier.

Joseph Schacht (1902-1969): Umuligt at uddrage nogen autentisk kerne af historisk materiale fra de tidligste tekster. Mange dokumenter, der hævder at være tidlige, blev faktisk skrevet langt senere.

John Wansbrough (1928-2002): Tvivlede på den historiske værdi af de tidlige islamiske tekster. Koranen blev udviklet af politiske grunde for at etablere islams oprindelse i Arabien og give det arabiske imperium en særlig religion.

Patricia Crone og Michael Cook: Bemærkede, at de fleste tidlige islamiske kilder var sene og upålidelige; gennemgik arkæologiske, filologiske kilder samt mønter fra det 7. og 8. århundrede. Antog at islam opstod inden for og derefter skilte sig ud fra jødedommen. Argumenterede for, at det arabiske miljø (herunder Mekka) var af sen dato og af politiske grunde var blevet skrevet ind i historien om islams oprindelse. Senere skrev Crone imidlertid, at beviset for Muhammeds eksistens var "usædvanligt godt" (se citatet ovenfor).

Günter Lüling: Koranen opstod som et kristent dokument; afspejler teologien af en ikke-trinitarisk kristendom, der påvirkede islam.

Christoph Luxemberg (pseudonym): Koranen viser tegn på et underliggende kristent lag; syrisk, ikke arabisk, løser mange vanskeligheder i teksten.

Så hvad er det i hovedsagen for nogle forhold, der aktualiserer spørgsmålet om Muhammeds historicitet og antyder, at islam først opstod som en større religion nogle årtier efter de arabiske erobringer? Robert Spencer opregner følgende:

• Det første historiske vidnesbyrd om Muhammeds død i 632 optræder mere end et århundrede efter den dato.

• Der er en kristen omtale fra midten af 630'erne af en på den tid levende arabisk profet "bevæbnet med et sværd".

• De folk, der blev erobret af araberne i det 7. århundrede, nævner ikke islam, Muhammed eller Koranen før langt senere. De omtaler deres erobrere som ismaelitter, saracener, muhajirun og hagarianere, men aldrig som muslimer.

• De arabiske erobreres mønter og inskriptioner nævner ikke islam eller Koranen i de første 60 år efter deres erobringer. Omtaler af Muhammed er tvetydige: Er de et navn eller en ærestitel? To gange optræder navnet sammen med et kors.

• Koranen i dens nuværende form blev ikke distribueret før end i 650'erne, ifølge den islamiske ortodokse tradition. Koranen er ikke nævnt af arabere, kristne eller jøder i regionen før i det tidlige 8. århundrede.

• Araberne opførte en offentlig bygning i kalif Muawiyas regeringstid (661-680), hvorpå der var en inskription med et kors øverst.

• Mønter og inskriptioner, der tilkendegiver islamisk tro, og de første omtaler af Muhammed som islams profet, dukker først op i kalif Abd al-Maliks regeringstid i 690'erne.

• På samme tid erstattede arabisk (Koranens sprog ifølge traditionen) syrisk og græsk som imperiets dominerende sprog.

• Abd al-Malik hævdede at have været den, der samlede Koranens sentenser til ét bind, hvilket strider mod den islamiske tradition om, at dette var blevet gjort fyrre år tidligere af kalif Uthman.

• I samme periode (690'erne) redigerede guvernøren i Irak, Hajjaj ibn Yusuf, Koranen og distribuerede den til forskellige provinser, ifølge flere hadither - også noget, den traditionelle beretning lader ske meget tidligere under Uthman.

• Nogle islamiske traditioner daterer visse former for praksis, som f.eks. recitationen af Koranen under moské-bønner, til tiden med Hajjaj ibn Yusufs direktiver, ikke til den tidlige islamiske historie.

• Den første komplette Muhammed-biografi kom først 125 år efter den traditionelle dato for profetens død. Dette biografiske materiale bredte sig hurtigt efter at umayyade-dynastiet var blevet erstattet af abbasiderne. Det nye dynasti beskyldte umayyaderne for at være særdeles irreligiøse. De nye biografiske detaljer om Muhammed dukkede op på dette tidspunkt.

• Mekka (Muhammeds og islams formodede fødested) beliggende i midten af Arabien var aldrig et center for handel og pilgrimsfærd, som hævdet af kanoniske islamiske beretninger.

Der er mange tekstmæssige ejendommeligheder i Koranen, og Spencer diskuterer nogle argumenter fra forskere, som har påpeget, at disse kun er problematiske, hvis vi accepterer den traditionelle forklaring om, at de oprindeligt blev skrevet på arabisk. De kan tilsyneladende løses, hvis vi antager, at der ligger syriske og kristne kilder til grund for dem.

En mærkværdighed ved Koranen er dens gentagne understregning af, hvor klar dens mening er. Alligevel er det blevet sagt, at én ud af fem passager tydeligvist er alt andet end klar. Igen har nogle forskere argumenteret for, at dette er et symptom på en tekst, der er blevet flikket sammen af i sidste ende ikke-arabiske og ikke-islamiske kilder, og en redaktør, der forsøger skadekontrol ved at benægte det problematiske resultat.

Hvis ikke islam opstod fra Muhammed, hvordan så?

Det byzantinske (romerske) imperium blev holdt sammen af kristendommen og det persiske imperium af zoroastrianismen. Men de folk, der blev styret af araberne, tilhørte en bred vifte af religioner: De var nestorianere, jakobitter og zoroastrianere.

"Det er således den politiske teologis område, der giver den mest sandsynlige forklaring på skabelsen af islam, Muhammed og Koranen. Det arabiske imperium kontrollerede og havde brug for at forene udstrakte territorier, hvor forskellige religioner dominerede ..."

"Men i starten havde det arabiske imperium ikke en overbevisende politisk teologi til at konkurrere med dem, det erstattede, og til at konsolidere dets erobringer. De tidligste arabiske herskere synes at have været tilhængere af hagarisme, en monoteistisk religion, der kredsede omkring Abraham og Ismael. De var imod de kristne doktriner om Treenigheden og Kristi guddommelighed ..."

"Denne monoteistiske paraply-bevægelse så sig selv som omfattende de sande former for de to store foregående monoteistiske bevægelser, jødedom og kristendom."

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 2666-3668; 3673-3678). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Som beviser for dette henviser Spencer til tidlige arabiske mønter, der bærer kors, og til tidlige beskyldninger om, at den arabiske profet gjorde fælles sag med jøderne, for at antyde, at tidlig islam havde en positiv holdning til kristne og jøder. Formålet var, foreslår han, at forene imperiet, og - for at opnå dette - at skabe en religionsbygning på fundamenterne for de eksisterende religiøse indflydelser.

Men hvordan forklarede man, at fortællinger om Muhammed dukkede op så sent? Ville det ikke virke mistænkeligt?

"Løsningen var at give umayyaderne skylden. De var ugudelige. De var irreligiøse. Selv om de var sønner og umiddelbare arvinger efter dem, der havde kendt Muhammed, så var de ligeglade med denne arv og lod det store budskab fra Profeternes Segl falde til jorden. Nu var abbasiderne kommet til - og Muhammed opstod! Hans lære blev lært over hele imperiet. Hans Koran lød i hver en moské. Hans troende blev kaldt til bøn fra hver en minaret."

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 3732-3736). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Ja, okay. Men noget ville bestemt være blevet bevaret om Muhammed, uanset hvor ugudelige umayyaderne var. Og hvad med uoverensstemmelserne i Koranen?

”Den sene fremkomst af det biografiske materiale om Muhammed; det faktum, at ingen havde hørt om eller talt om Muhammed i årtier efter de arabiske erobringers begyndelse; ændringerne i det arabiske imperiums religion; uoverensstemmelserne i Koranen - alt dette måtte forklares. Det hjalp, at haditherne lagde skylden på umayyaderne, men andre forklaringer ville også have været nødvendige. En almindelig begrundelse dukkede op i haditherne: Det var alt sammen en del af den guddommelige plan. Allah fik selv Muhammed til at glemme dele af Koranen. Han overlod samlingen af den guddommelige bog til folk, der mistede dele af den - derfor dens sene redigering og eksistensen af varianter. Det lå alt sammen i hans plan og burde derfor ikke forstyrre den frommes tro.”

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 3736-3741). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Kan vi her drage en sammenligning med argumentet om, at den første evangelist måtte forklare, hvorfor hans fortælling om Jesus (Markusevangeliet) først blev skrevet så længe efter, at Jesus havde forladt scenen, [Markusevangeliet er sandsynligvis skrevet efter apostlen Peters martyrium (ca. 67 e.Kr.) og før Templets ødelæggelse (70 e.Kr.). Hvis Jesus blev født i år 6 og døde som 33-årig i år 39, så er dette evangelium altså skrevet ca. 30 år efter Jesu død, o.a.] og hvorfor ingen havde hørt om sådanne detaljer før? Dette argument lader formode, at grunden til, at disciplene blev skildret som så fuldstændig uforstående i Markusevangeliet, og at evangeliet oprindeligt sluttede efter kap. 16 vers 8 med de kvindelige vidner [til den tomme grav/Jesu opstandelse, o.a.], der flygtede i så stor frygt, at de ikke fortalte nogen, hvad de netop havde set, var at give en plausibel forklaring på, at ingen tidligere havde hørt denne nye fortælling om Jesus. Jesu første tilhængeres blindhed og frygt var en del af den guddommelige plan.

Gensyn med forlegenhedskriteriet

En anden interessant sammenligning med debatten om Kristus-myten er at se på, hvordan tilsyneladende pinlige detaljer om grundlæggeren bliver behandlet. De fleste af os er klar over, at det er blevet noget af en selvfølgelighed blandt forskere af tidlig kristendom at hævde, at "ingen ville opdigte fortællinger om Jesus eller hans disciple, der virkede pinlige, så eksistensen af sådanne fortællinger tyder på, at de virkelig fandt sted."

Det samme siges undertiden med hensyn til Muhammed.

"Hvorfor skulle nogen opfinde en helt og derefter forsyne ham med svagheder?"

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 1926-1927). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Sådan en hændelse er den tidlige islamiske beretning om, hvordan Muhammed endte med at blive gift med sin tidligere svigerinde, Zaynab.

"Zaynab-hændelsen skildrer Muhammed som en slyngel-profet, som en slave af sit begær, der ikke afholdt sig fra at fabrikere en flygtig undskyldning (forbuddet mod adoption) for at frikende sig selv."

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 1989-1991). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Historien - som jeg læser den - går således:

Muhammeds adopterede søn, Zayd, var gift med den bedøvende smukke Zaynab. En dag besøgte Muhammed sin adopterede søn Zayds hus, mens denne var ude. Han så Zaynab halvt påklædt og blev forelsket i hende. Hendes mand brød sig ikke om hende og tilbød at skille sig fra hende, så Muhammed kunne gifte sig med hende.

Muhammed afviste det og sagde: "Hold din kone for dig selv og frygt Allah."

Men det var Allahs vilje, at Muhammed skulle gifte sig med Zaynab! Dette punkt i fortællingen var ekstremt pinligt, ikke fordi Muhammed begærede sin adopterede søns kone, men fordi han strittede imod Allahs vilje.

Muhammed besluttede til sidst at gøre Allahs vilje.

"Historien om Muhammeds ægteskab med sin tidligere svigerdatter ser ud til at røbe forlegenhed over og give retfærdiggørelse for en negativ episode i Muhammeds liv. Men det kan faktisk være noget helt andet."

"Koranens hentydende og fragmenterede omtale af hændelsen slutter med at erklære:"

"'Muhammad er ikke fader til nogen af jeres mænd; men han er Allahs udsending og profeternes segl. Allah ved alting.'" (Koranen 33:40)

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 2050-2052). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Hvad har den afsluttende bemærkning at gøre med historien? Måske ingenting; måske alting.

I Koranen var alle profeterne i slægt med hinanden. Det profetiske embede synes at være blevet videregivet fra far til søn. Således var sønnerne af Abraham, David og Salomon, Job og Josef, Moses og Aron, Zakarias og Johannes alle beslægtede profeter. Hvis Muhammed havde haft en søn til at føre sit navn videre efter sin død, ville den søn, i dette tilfælde Zayd, have været en profet. (Ingen andre af Muhammeds sønner overlevede barndommen.)

I så fald ville Muhammed ikke længere være "profeternes segl".

I fortællingen så Allah bort fra Zayds status som søn.

Hvad der tilsyneladende er en pinlig hændelse i Muhammeds liv, kan i stedet være opstået som en fortælling med det formål at eliminere muligheden for, at nogen anden (især nogen af Zayds efterkommere) kunne hævde at være en rivaliserende stemme blandt de senere tilhængere af Muhammed. Den regel blev fastsat, at adopterede sønner ikke skulle anses for at have nogen af de naturlige sønners rettigheder. Adoption skulle ikke anerkendes overhovedet.

På den måde kunne potentielle rivaliserende politiske fordringshavere gøres illegitime.

"For at sikre Muhammeds centralitet i islamisk tradition og for at etablere en religiøs ortodoksi, der kunne holde sammen på imperiet, måtte historier derfor opfindes, der understregede, at Muhammed hverken havde naturlige eller adopterede sønner. Dette var fordi, at en søn af Muhammed potentielt kunne blive en samlende figur for en rivaliserende politisk fraktion ..."

- Spencer, Robert (2014-04-08). Did Muhammad Exist?: An Inquiry into Islam’s Obscure Origins (Kindle Locations 2092f). Intercollegiate Studies Institute. Kindle Edition.

Der var en anden fordel ved at de-legitimere en adopteret søn. Reglen var et slag mod islams største rival, kristendommen, med dens adoptivistiske lære, der berettigede både Jesu og ikke-jødiske konvertitters status.

---

Oversættelse: Bombadillo