Jihads vampyrer
Af Jamie Glazov
Oversættelse af: Vampires of Jihad
Kilde: FrontPageMag.com, 19. september 2014
Udgivet på myIslam.dk: 25. september 2014

Mens Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS) [i det følgende omtalt som Islamisk Stat (IS), o.a.] chokerer og forfærder verden med videoer af massehenrettelser og halshugninger, er IS-terroristen Rabie Shehada, også kendt som "den palæstinensiske morder", trådt frem for at give forfærdede tilskuere et klarere indblik i den ondskab, der inspirerer ham og hans kolleger. I en video, han for nylig lagde online, forklarede Shehada alvorligt og helt stolt:

"Jeg sværger på, at vi er et folk, der elsker døden for Allahs skyld, ligesom I elsker at leve. Jeg sværger på, at vi er et folk, der elsker at drikke blod. Vi kom for at slagte jer."

Lad det aldrig siges, at Shehada nogensinde undertrykte sin charme.

Denne særlige IS-vampyr har bevæget sig et langt stykke vej, siden han studerede maskinteknik på et college i Nazaret Illit i Israel. Som en muslim, der tydeligvis ikke havde overset Koranens befaling om at føre krig mod vantro, er det forståeligt, hvorfor udvikling af køleskabe og mikrobølgeovne ikke rigtig bed på ham, når han forestillede sig sin egen herlige islamiske fremtid. Og så, som hans islamiske skæbne ville det, droppede den unge ingeniørstuderende universitetet og rejste gennem Tyrkiet til Syrien for at tilslutte sig den "moderate" oprørsgruppe, Den Frie Syriske Hær (FSA).

Det ser ud til, at FSA ikke rigtig kunne leve op til Shehadas forestillinger om, hvad en ægte jihadist skulle bruge sin tid til. Så han gik hurtigt over til større og herligere ting: Han sluttede sig til IS's rækker, hvor han antog navnet "Abu Musaab al-Safouri", opkaldt efter landsbyen Safouri nær Nazaret.

Shehada var nu klart befriet fra distraherende og drænende rutiner med at udvikle kraftværker og fabrikker. Allah havde nu skænket ham den velsignelse at kunne bruge al sin tid på den produktive, tilfredsstillende og muntre måde, som enhver god og lydig muslim er forpligtet til ifølge Koranen: At henrette og halshugge islams fjender og svælge i deres blod.

Mens mange iagttagere kan blive mystificerede og opskræmte over udtalelser fra jihad-krigere som Rabie Shehada, er de, der er vidende om jihads praksis og dens ideologiske grundlag, udmærket klar over, at adfærden af en person som Shehada, er en helt normal og dagligdags ting i den islamiske krigsførelses verden.

For at forstå, hvad Shehadas islamiske odyssé drejer sig om, må man begynde med at forstå, at islamisk jihad har et unikt religiøst element fælles med sekulære totalitære bevægelser (Stalin, Mao, Khmer Rouge, etc.), nemlig ønsket om at skabe et paradis på jorden (i islam gennem sharia) ved at viske tavlen ren med menneskeblod. I arbejdet på at gennemtvinge Allahs rige på jorden, er det jihadistens højeste pligt, som det var for kommunismens og nazismens troende, at underkaste guddommen sin vilje, at dræbe "fjenden" og, hvis den ideelle mulighed opstår, at give sit liv til guddommen. Martyrium og selvmord bliver de foretrukne udtryk for denne underkastelse og for det radikale ønske om fuldkommenhed. (Det er netop denne ingrediens, der har gjort jihad så tiltrækkende for den vestlige venstrefløj, et fænomen forklaret i min bog, United in Hate). I den islamiske jihad-sammenhæng fremkalder dette mål og denne tilskyndelse derfor logisk trangen til, og den praksis, at udgyde menneskeblod - hvilket også kan omfatte ritualet med drikke det (mens man spiser organer fra liget og lemlæster det på alle måder.)

Når man er vidne til IS's handlinger, er man således vidne til ren islamisk jihad. Det er en dødskult; jihad repræsenterer en længsel efter døden. Værker af islamismen Godfather, Sayyid Qutb (1906-1966), dokumenter og belyser denne længsel perfekt og viser, hvordan forpligtelsen til jihad ikke kun handler om at tage andres liv, men også sit eget i en proces, der nødvendiggør udgydelse af menneskeblod på ethvert område.

Qutbs massive 30-binds Koran-kommentar, I Koranens skygge [eng.: In the Shade of the Quran], har haft enorm indflydelse på nutidens muslimske krigere over hele verden. For Qutb har en ikke-islamisk stat ingen ret til at eksistere. Efter hans opfattelse, som er trofast baseret på islamiske tekster og lærdomme, er voldelig jihad nødvendig for at sikre indførelsen af islamisk lov i hele verden, og den islamiske krigers død er et afgørende element i denne proces. Qutb understregede konsekvent, at det var nødvendigt at underkaste sig helheden (Allah), at sandhed ikke kan nås med åndelige midler alene, og at vold var afgørende for sagen.

I sin dybtgående undersøgelse af Qutbs skrifter, Terror and Liberalism, skitserer Paul Berman, hvordan Qutb forbandt sandhed og martyrium og hvordan han derved kastede lys over den islamistiske syntese mellem den totalitære idé og dødskulten. Berman skriver:

Qutbs doktrin var vidunderligt original og dybt muslimsk, set fra én vinkel; og fra en anden vinkel, blot endnu en version af den europæiske totalitære idé. Og hvis hans doktrin var genkendelig, ville dens konsekvenser med sikkerhed være forudsigelige. Qutbs fortrop, hvis en sådan fortrop nogensinde mobiliserede sig, skulle indvarsle et oprør - denne gang et oprør i islams navn - mod Vestens liberale værdier. (Totalitære bevægelser gør altid oprør mod Vestens liberale værdier. Det er deres formål.) Og oprøret var dømt til at ende i en dødskult. For hvordan skulle nogen af Qutbs mål kunne nås? Hvad kunne det muligvis betyde, at behandle hele verdens muslimske befolkning, bortset fra tilhængere af hans egen bevægelse, som jahili-barbarer, der var i færd med at udrydde islam? (...) Den islamistiske revolutions succeser måtte finde sted på de dødes plan, eller intetsteds. Levet erfaring afsagde denne dom over den islamistiske revolution - den levede erfaring i Europa, hvor hver af de totalitære bevægelser foreslog en total fornyelse af livet, og hver af dem i stedet skabte den totale fornyelse af døden.

For jihadister som Shehada og hans IS-kammerater er drab derfor overlevelse. For at ren islam skal kunne indånde ilt, er fjender obligatoriske, og islamiske krigere kan kun leve, så længe de dræber. I sin bog, The Mind of Jihad, forklarer den fransk-fødte strateg Laurent Murawiec rædslerne ved denne dødskult, og sammenfatter ideologiens altoverskyggende tema som: "Jeg dræber, altså er jeg." I sin undersøgelse af jihadistens tankesæt, skriver Murawiec:

"Midlet er blevet målet. Fjendens blod fornyer lynch-pøblens identitet (...). Døden er ikke et middel - som fjendens død på slagmarken - den er blevet et mål i sig selv."

Murawiec påpeger, at selvmordsmanualen, som blev efterladt af Mohammed Atta, lederen af 9/11-angrebene, indeholdt en bestemmelse, der befalede, at den islamiske kriger, før han tager ud på sin mission, skal sørge for, at hans kniv er skarp: "du (...) må ikke volde dit dyr ubehag under slagtningen." Dyret, der henvises til, er ikke-muslimen, hvem muslimen bliver instrueret om at dræbe. Som Murawiec bemærker, ser vi her elementet af menneskeofring med det formå at behage Allah.

Et typisk eksempel på vigtigheden af at udgyde blod i denne type offer - hvilket forklarer rationalet bag det, IS-terroristen Rabie Shoudrie foretager sig og praler med - var PLO-terroristers mord i 1971 på Jordans premierminister, Wasfi al-Tell. Da al-Tell lå døende på marmorgulvet i Hotel Sheraton i Cairo, knælede en af terroristerne ned og begyndte at lappe hans blod til sig (Murawiec, pp. 18-19). Murawiec bringer en lang række af sådanne blod-dyrkende hændelser i denne islamiske dødsindustri.

I processen med at dræbe sine "fjender", æder denne dødskult, ligesom alle dødskulter, naturligvis sine egne børn. Dette er grunden til, at islam fortærer muslimer sammen med ikke-muslimer - og grunden til, at kommentatorer, der argumenterer for, at islamisk jihad ikke kan være islamisk, fordi muslimer også er dens ofre, har en helt uvidende (og ofte bevidst) misforståelse af, hvad islamisk jihad i virkeligheden er.

For jihadisten, som for hans nazistiske og kommunistiske totalitære fætre, er målet med livet ikke at værdsætte det - og absolut ikke at udnytte det til at søge individuel lykke eller personlig opfyldelse. Målet med livet er at miste det i selve processen med at udrydde fjenden. Derfor er ideen om Amerika og dets hellige princip om at "søge lykken" - indskrevet i Uafhængighedserklæringen - bandlyst for islam, ligesom det er bandlyst for nazismen og kommunismen (samt for den radikale venstrefløj). Stræben efter lykke indebærer, at den enkelte og hans vilje betyder noget. Et individs stræben efter lykke indebærer desuden, at verden kan accepteres for, hvad den er, og mennesker kan accepteres for, hvad de er. Dette er en dødelig overtrædelse af den totalitære kode, fordi den strider mod nødvendigheden af at ødelægge verden og genopbygge den. Personlig lykke er forræderi. Raseri er et storslået engagement for sagen.

Denne psykotiske indstilling forklarer, hvorfor jødehad er så vigtig en del af jihad, som også for de fleste andre dødskulter. To af de mest fremragende jødiske egenskaber er kærligheden til livet og den udholdende kamp for overlevelse. For jihadister, som for nazister og kommunister, er dette en eklatant forsyndelse mod deres tro. For Qutb, var et virkelig "foragteligt karaktertræk ved jøderne" - som identificeret af Koranen - deres "feje ønske om at leve, uanset til hvilken pris, uanset kvalitet, ære og værdighed".

Det var den algeriske militante, Ali Benhadj, der måske mest kraftfuldt og rammende udkrystalliserede islams centrale dogme om døden som middel til at rense jorden. Han forklarede:

Hvis tro, en overbevisning, ikke vandes og overrisles med blod, vil den ikke vokse. Den lever ikke. Principper forstærkes af ofre, selvmordsoperationer og martyrium for Allah. Tro formeres ved at tælle de døde hver dag, ved at forøge mængden af massakrer og lighuse. Det betyder ikke meget, at den person, der er blevet ofret, ikke længere er der. Han har vundet. (Citeret i Berman, p. 120.)

Rabie Shehadas tørst efter menneskeblod bør derfor ikke komme som meget af en overraskelse for nogen. Jihadisters appetit for blod har været krystalklar gennem hele islamisk jihads lange og onde historie, ligesom den var rædselsvækkende tydelig den 11. september 2001, da 19 jihadister "vandt" ved at smadre kommercielle passagerfly ind i amerikanske bygninger fyldt med mennesker. Rædslen på denne dag vidnede om den lammende kendsgerning, at da Maulana Inyadullah, et medlem af al-Qaeda, pralede med, at "amerikanerne elsker Pepsi Cola, vi elsker døden", så mente han det.

Og når Rabie Shehada praler med, at han elsker døden "for Allahs skyld", og at hans bande af jihad-vampyrer vil komme for at slagte os og drikke vores blod, så mener han det.

Hans trusler er ærlige.




Jamie Glazov er Frontpage Magazines redaktør. Han har en ph.d. i historie med speciale i russisk, amerikansk og canadisk udenrigspolitik. Han er forfatter til den kritikerroste og storsælgende, United in Hate: The Left’s Romance with Tyranny and Terror. Han er vært på Frontpages TV-show The Glazov Gang. Han kan kontaktes på jamieglazov11@gmail.com.

"Jeg er søn af russiske dissidenter, der bekæmpede Det Onde Imperium. I dag fortsætter jeg i deres spor ved at kæmpe for at beskytte vore frihedsrettigheder i Vesten og i forsvaret for alle folk, der forfølges af totalitarismen i hele verden. Jeg er i stand til at engagere mig i denne kamp i min egenskab af redaktør for David Horowitzs Frontpagemag.com." Kilde: jamieglazov.com






Oversættelse: Bombadillo