Dagen i dag, fredag den 14. februar, er Valentinsdag, den hellige dag, hvor kærester fejrer deres kærlighed og hengivenhed for hinanden. Hvis du overvejer at lave en undersøgelse af, hvordan kærestepar fejrer denne dag, så er den muslimske verden og miljøerne omkring den yderste venstrefløj ikke de steder, du skal bruge din tid. Faktisk er det temmelig svært at overgå jihadister og "progressive", når det drejer sig om had til Valentinsdag. Og det er netop i dette hadets område, at den moderne romance mellem den radikale venstrefløj og islamisk fanatisme opstår.

Og det slår aldrig fejl: Hvert år på Valentinsdag bryder den muslimske verden ud i vildt raseri, hvor dens ledere gør alt i deres magt for at kvæle den festivitas, der følger af fejringen af privat romantik. Imamer verden over tordner hvert år mod Valentinsdag - og fejringen af selve dagen er bogstaveligt forbudt i islamistiske stater.

I år udsendte Det Indonesiske Ulemaråd i Dumai, Riau, og Agenturet for Uddannelse, Ungdom og Sport i Mataram, Vest Nusa Tenggara, en alvorlig advarsel til folk mod at fejre Valentinsdag og erklærede, at kærlighedsdagen "er imod islam". Det skyldes, som en dom fra Det Indonesiske Ulemaråd i 2011 forklarede, at Valentinsdag fører unge ind i en "mørk verden".

Malaysias Statsmuftis chefassistent, Mat Jais Kamos, holder sit sind skarpt fokuseret på denne mørke verden, så derfor beordrede han for et par dage siden de unge til at holde sig fri af Valentinsdag: "Fejringen understreger forholdet mellem to individer, snarere end kærligheden mellem familiemedlemmer eller ægtepar," erklærede han, og embedsmænd bakkede hans befaling op ved at distribuere brochurer, der mindede muslimer om forbuddet mod Valentinsdag fra 2006, udstedt af statens fatwaråd.

I det islamiske Usbekistan har en række universiteter i år sørget for, at eleverne konkret underskriver kontrakter, i hvilke de lover ikke at fejre Valentinsdag.

I Pakistan på Valentinsdag sidste år, gik tilhængere af Jamat-e-Islami, Pakistans største religiøse parti, på gaderne i Peshawar for heftigt at fordømme kærlighedsdagen. De muslimske demonstranter dæmoniserede den som "uislamisk" og råbte, at dagen har "spredt usømmelighed i verden". Shahzad Ahmed, den lokale leder af studentergrenen i Jamat-e-Islami, erklærede, at organisationen ikke ville "tillade" nogen Valentinsdag-aktiviteter og advarede, at hvis pakistansk retshåndhævelse ikke kunne afholde pakistanere fra sådanne aktiviteter, så ville Jamat-e-Islami stoppe dem "på vores egen måde". Khalid Waqas Chamkani, en leder i Jamat-e-Islami, kalder Valentinsdag en "skammelig dag".

Det er naturligvis ikke helt lykkedes disse islamiske kræfter i Pakistan at forhindre par i at vise kærlighed til hinanden på denne særlige dag, og mange pakistanere fejrer stadig Valentinsdag og udveksler gaver i hemmelighed.

Alle disse islamiske ramaskrig mod Valentinsdag afspejler utallige andre bestræbelser på at kvæle kærlighedsdagen over hele den muslimske verden. I Aceh-provinsen i Indonesien, for eksempel, udsender muslimske gejstlige hvert år stærke advarsler til muslimer mod at overholde Valentinsdag. Tgk Feisal, generalsekretær i Aceh Ulemaforbund (HUDA), udtalte for to år siden, at "det er haram for muslimer at overholde Valentinsdag, fordi det ikke er i overensstemmelse med islamisk sharia". Han tilføjede, at regeringen må holde øje med unge, der deltager i Valentinsdag-aktiviteter i Aceh. Man kan kun forestille sig, hvad der sker med de skyldige.

Saudierne straffer konsekvent den mindste antydningsvise fejring af Valentinsdag. Kongeriget og dets religiøse "moral"-politi udsender altid officielt en streng advarsel om, at enhver, der tages i blot at tænke på Valentinsdag, vil blive udsat for nogle af sharia-lovens mest smertefulde straffe. Dette er selvfølgelig typisk for saudierne. Som Daniel Pipes fortæller, sætter det saudiske regime sig hvert år kraftigt imod Valentinsdag, og det saudiske religiøse politi overvåger butikker, der sælger roser og andre gaver. De arresterer kvinder for at bære rødt på den dag. Hvert år meddeler saudierne, at det - fra ugen med Valentinsdag og til en bestemt dag i fremtiden - er ulovligt for købmænd at sælge ting, der er røde eller som på nogen måde antyder en forbindelse med Valentinsdag. Som Claude Cartaginese har rapporteret, må enhver handlende i Saudi-Arabien, der tages i at sælge ting som røde roser, rødt tøj af enhver art (især kjoler), legetøj, hjerteformede produkter, slik, lykønskningskort eller ethvert produkt pakket ind i rødt, enten ødelægge dem eller blive konfronteret med den saudiske form for retfærdighed.

Kristne udenlandske arbejdere fra Filippinerne og andre lande, der lever i Saudi-Arabien, tager altid ekstra forholdsregler - opmærksomme på saudiernes advarsel til dem - for at undgå at hilse nogen med ordene "Glædelig Valentinsdag" eller at udveksle gaver, der dufter af romantik. En talsmand for en filippinsk gruppe arbejdere har kommenteret: "Vi opfordrer filippinske landsmænd i Mellemøsten, især kærestepar, til at fejre deres Valentinsdag hemmeligt og med yderste forsigtighed."

I mellemtiden forsøger de iranske despoter konsekvent at sikre, at saudierne ikke overgår dem i tilintetgørelsen af Valentinsdag. Irans "moral"-politi giver konsekvent butikker ordre til at fjerne hjerte/blomst-dekorationer og billeder af par i omfavnelse på denne dag - og når som helst omkring denne dag.

Typisk for hele denne patologi i den islamiske verden var et begivenhedsforløb tilbage i 2006 (10. februar), hvor aktivister fra den radikale islamiske Kashmir-gruppe Dukhtaran-e-Millat (Døtre af Fællesskabet) gik amok i Srinagar, hovedbyen i den indiske del af Kashmir. Omkring to dusin sort-tilslørede muslimske kvinder stormede gave- og papirvare-butikker, hvor de afbrændte Valentinsdagkort og plakater, der viste par sammen.

I mellemtiden i Vesten, vil venstreorienterede feminister ikke stå tilbage for deres jihad-allierede i forhånelsen af - og i forsøget på at udrydde - Valentinsdag. Gennem alle kvindestudie-programmer på amerikanske universiteter, for eksempel, kan man finde en dæmonisering af denne dag, fordi, som Andrea Dworkins disciple vredt forklarer, dagen er en manifestation af, hvordan kapitalistiske og homofobiske patriarker hjernevasker og undertrykker kvinder, og skubber dem ind i sfærer af magtesløshed.

Som et menneske, der har tilbragt mere end et årti i den akademiske verden, var jeg så privilegeret at være vidne til denne krig mod Valentinsdag - helt tæt på og personligt. Feministiske ikoner som Jane Fonda, var i mellemtiden med til at lede angrebet på Valentinsdag i samfundet som helhed. Som David Horowitz har dokumenteret, har Fonda ført an i kampagnen for at omdanne denne særlige dag til "V-dag" ("Vold mod kvinder dag") - hvilket, når det kommer til stykket, er en dag af had, indeholdende en masseanklage mod mænd.

Så hvad er det præcist, der foregår her? Hvad forklarer dette had til Valentinsdag, der deles af både venstreorienterede feminister og jihadister? Og hvordan og hvorfor kan det tjene som det hellige bånd, der bringer den radikale venstrefløj og islam sammen i deres hadets fest?

Det centrale og grundlæggende fænomen er, at islam og den radikale venstrefløj begge håner ideen om privat kærlighed, en uhåndgribelig og guddommelig størrelse, der trækker individer mod hinanden og derfor afleder dem fra at underkaste sig en sekulær guddom.

Det højeste mål for både islam og den radikale venstrefløj er klart: At splintre den hellige intimitet, som en mand og en kvinde kan dele med hinanden, for en sådan forbindelse er utilgængelig for kontrol. Historien viser derfor, hvordan islam, ligesom kommunismen, fører en rasende krig mod enhver form for privat og ureguleret kærlighed. I tilfældet islam, er denne realitet sammenfattet i dens monstrøse strukturer af kønsapartheid og den terror, der holder den på plads. Den kvindelige seksualitet og frihed dæmoniseres, og som følge heraf bliver tvungen tilsløring, tvangsægteskaber, kvindelig omskæring, æresdrab og andre kvindefjendske uhyrligheder obligatoriske dele af dette sadistiske paradigme.

Den puritanske natur af totalitære systemer (hvad enten de er fascistiske, kommunistiske eller islamistiske) er en anden manifestation af dette fænomen. I det stalinistiske Rusland blev seksuel nydelse skildret som usocialistisk og kontrarevolutionært. Nyere kommunistiske samfund har også ført krig mod seksualitet - en krig, som islam, som vi ved, fører med lignende vildskab. Disse totalitære strukturer kan ikke overleve i miljøer, der er fyldt med egennyttige, forlystelsessyge personer, som prioriterer hengivenhed til andre individuelle mennesker over kollektivet og staten. Fordi den venstreorienterede troende fysisk hader ideen om og realiteten af personlig kærlighed og "parret", går han ind for håndhævelse af en totalitær puritanisme af de despotiske regimer, han tilbeder.

De berømte 20. århundredes dystopiske romaner [som skildrer det modsatte af et utopisk idealsamfund, o.a.], Jevgenij Zamyatins Vi, George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden, giver alle en stærk skildring af det totalitære samfunds angreb på den personlige kærlighed i dets voldelige forsøg på at dehumanisere mennesker og fuldstændigt underkaste dem sit herredømme. I Zamyatins Vi, den tidligste af de tre romaner, holder det despotiske regime mennesker på rad og række ved at give dem licens til reguleret seksuel promiskuitet, mens privat kærlighed er ulovlig. Helten bryder reglerne med en kvinde, der forfører ham - ikke blot til forbudt kærlighed, men også ind i en kontrarevolutionær kamp. Til sidst tvinger regimet helten, ligesom resten af verdens befolkning, til at gennemgå Den Store Operation, som tilintetgør den del af hjernen, der giver liv til lidenskab og fantasi, og som derfor frembringer potentialet for kærlighed. I Orwells 1984, ender hovedpersonen med at blive tortureret og nedbrudt i Ministeriet for Sandhed for at have praktiseret den forbudte uregulerede kærlighed. I Huxleys Fagre Nye Verden, bliver promiskuitet opmuntret - alle har sex med alle andre under regimets regler, men ingen får lov til at skabe dybe og uafhængige private forbindelser.

Men som disse romaner demonstrerer, kan intet tyrannis forsøg på at gøre mennesker til lydige robotter lykkes helt. Der er altid nogen, der er i tvivl, som har det ubehageligt, og som sætter spørgsmålstegn ved den sekulære guddom - selvom det ville være sikrere for dem at tilpasse sig ligesom alle andre. Det ønske, der således overvinder selvopholdelsesdriften, er erotisk lidenskab. Og dette er grunden til, at kærligheden udgør så stor en trussel mod den totalitære orden: Den tør tjene sig selv. Den er en kraft, der er stærkere end den altgennemtrængende frygt, som en totalitær orden nødt til at påtvinge for at overleve. Venstreorienterede og muslimske socialingeniører mener derfor, i deres forskruede og menneske-hadende fantasier, at vejen til jordisk frelse (i et klasseløst samfund eller under sharia) kun er mulig, hvis den private kærlighed og hengivenhed er fjernet fra det menneskelige liv.

Dette er præcis grunden til, at Weather Underground for fyrre år siden - hvilket Peter Collier og David Horowitz påviser i Destruktive Generation - ikke alene førte krig mod det amerikanske samfund gennem vold og kaos, men også førte krig mod privat kærlighed i egne rækker. Bill Ayers, en af de ledende terrorister i gruppen, argumenterede i en tale, der forsvarede kampagnen: "Enhver forestilling om, at folk kan være ansvarlige overfor én person, som de kan have "udenfor" - vi er nødt til at ødelægge denne forestilling for at opbygge et kollektiv; vi er nødt til at ødelægge alle "udenfor", ødelægge forestillingen om, at folk kan støtte sig til én person og ikke være ansvarlige for hele kollektivet."

Weather Underground ødelagde derfor ethvert tegn på monogami indenfor egne rækker og tvang par, hvoraf nogle havde været sammen i årevis, til at indrømme deres "politiske fejl" og skilles. Ligesom deres ikon, Margaret Mead, bekæmpede de forestillingerne om romantisk kærlighed, jalousi og andre "undertrykkende" manifestationer af en-til-en intimitet og forpligtelse. Dette blev fulgt op af tvungen gruppesex og "nationale orgier", hvis hovedformål var at knuse individualismens ånd. Dette var en uhyggelig genopførelse af den seksuelle promiskuitet, der blev opmuntret (mens privat kærlighed var forbudt) i Vi, 1984 og Fagre Nye Verden.

Således bliver det helt forståeligt, hvorfor venstreorienterede troende var så inspirerede af tyrannierne i Sovjetunionen, det kommunistiske Kina, det kommunistiske Nordvietnam og mange andre lande. Som sociolog Paul Hollander har dokumenteret i sin klassiske Political Pilgrims, var rejsefællerne især betaget af den afseksualiserede klædedragt, som det maoistiske regime pålagde sine borgere. Denne tilfredsstillede på én gang de venstreorienteredes ønske om tvungen ensartethed og krav om udslettelse af tiltrækningen mellem private borgere. Maoisternes unisextøj finder sin parallel i fundamentalistisk islams befaling om, at uformelige beklædninger skal bæres af både mænd og kvinder. Den kollektive "uniform" symboliserer underkastelse under noget højere, og modarbejder individuelle udtryk, gensidig fysisk tiltrækning og privat forbindelse og kærlighed. Og således, endnu en gang, er de vestlige venstreorienterede fortsat ikke blot ukritiske, men tilhængere - og tryllebundet - af denne form for totalitær puritanisme.

Dette er netop grunden til, at venstreorienterede feminister i dag ikke fordømmer tvungen tilsløring af kvinder i den islamiske verden; fordi de støtter alt, hvad tvungen tilsløring fremkalder. Det bør derfor ikke være nogen overraskelse, at Naomi Wolf finder burkaen "sexet". Og det bør ikke være nogen overraskelse, at Oslo-professor i antropologi, Dr. Unni Wikan, fandt følgende løsning på den høje forekomst af muslimers voldtægt af norske kvinder: Voldtægtsmændene skal ikke straffes, men de norske kvinder skal bære slør.

Valentinsdag er en "skammelig dag" for den muslimske verden og for den radikale venstrefløj. Den er skammelig, fordi privat kærlighed anses for at være uanstændig, da den truer de højeste værdier: Behovet for en totalitær orden til at tiltrække alle borgeres fuldstændige og udelte opmærksomhed, troskab og veneration. Kærlighed fungerer som den mest dødelige trussel mod de tyranner, der søger at bygge et sharia-baseret og et klasseløst Utopia på jorden. Så disse tyranner længes efter at udslette enhver del af mennesket, der har den mindste smag af, hvad det vil sige at være menneske.

Og så er det måske netop på Valentinsdag, vi bliver mindet om det håb, vi realistisk kan nære i vores kamp mod den hæslige og ondartede uhellige alliance, der søger at ødelægge vores civilisation.

På denne dag bliver vi mindet om, at vi har et våben, det mest magtfulde arsenal på jordens overflade, som får despoter og terrorister til at skælve og ryste, og som de rædselsslagne flygter fra ind i mørkets skygger, desperate efter at undgå dets gennemtrængende lys.

Dette arsenal er kærlighed.

Og ingen maoistiske rødgardister eller saudiske fascistiske betjente har nogensinde kunnet udslukke den - uanset hvor meget de slog og torturerede deres ofre. Og ingen al-Qaeda jihadist i Pakistan eller feminazist på noget amerikansk universitet vil nogensinde have held til at kvæle den, uanset hvor meget de tørster efter at desinficere mennesket for, hvad det er.

Kærligheden vil sejre.

Glædelig Valentinsdag.

---

For at få hele historien om islams og venstrefløjens krig mod privat kærlighed, se Josh Brewsters følgende videointerview med Jamie Glazov om hans kritikerroste bog United in Hate: The Left’s Romance With Tyranny and Terror:

Del 1:

Del 2:

---

Jamie Glazov er Frontpage Magazines redaktør. Han har en ph.d. i historie med speciale i russisk, amerikansk og canadisk udenrigspolitik. Han er forfatter til den kritikerroste og storsælgende, United in Hate: The Left’s Romance with Tyranny and Terror. Han er vært på Frontpages TV-show The Glazov Gang. Han kan kontaktes på jamieglazov11@gmail.com.

"Jeg er søn af russiske dissidenter, der bekæmpede Det Onde Imperium. I dag fortsætter jeg i deres spor ved at kæmpe for at beskytte vore frihedsrettigheder i Vesten og i forsvaret for alle folk, der forfølges af totalitarismen i hele verden. Jeg er i stand til at engagere mig i denne kamp i min egenskab af redaktør for David Horowitzs Frontpagemag.com." Kilde: jamieglazov.com

---

Oversættelse: Bombadillo