Introduktion: Sand tro og formel monoteisme?

Kristne og muslimer har mange ting til fælles. De tror på én gud, tilbeder i helligdomme (kirker og moskeer), har lignende årlige religiøse kalendere (jul, langfredag og påske for kristne, Eid al-Fitr, Eid al-Adha, Laylat al-Miraj og Laylat al-Qadr for muslimer) og afsætter én dag om ugen til en større fælles gudstjeneste (henholdsvis søndag og fredag). Udadtil kan de to religioner se meget ens ud. Deres gudstjenester kan være meget formelle og fulde af gentagelser. Den muslimske salat, især, følger det samme mønster dag efter dag, år efter år, årti efter årti uden variation. Adhan, kaldet til bøn, ændrer sig aldrig. Hajj, pilgrimsfærden, foreviger en nøjagtig sekvens af religiøse praksisser, der er blevet overholdt uændret i 14 århundreder. Mange kristne kirker er ikke anderledes. Katolske og ortodokse præster synger de samme foreskrevne bønner hver uge, ligesom muslimske imamer gør.

For nogle år siden sagde en muslimsk kvinde til mig: "Når jeg er på kirkegården, ser jeg alle de muslimske grave på den ene side og de kristne grave på den anden side, og jeg siger til mig selv: 'Hvad er forskellen?'" Hvis du leder efter de levende blandt de døde, vil du sandsynligvis ikke finde meget. Jødedommen er ikke meget anderledes. Alle tre former for monoteisme har institutionaliseret deres religiøse systemer og bevæger sig rundt i cirkler, ved at de årligt vender tilbage til de samme rutiner, ceremonier og helligdage, alt sammen baseret på ydre konformitet og formel tilbedelse. En muslimsk købmand i Jerusalem sagde engang: "Der er kun tre store forretninger i Jerusalem. Den ene samler penge ind på fredage, den anden på lørdage og den tredje på søndage." (Citatet er fra Discovery-videoen: Jerusalem: City of Heaven).

Formel monoteisme. Er det virkelig, hvad Gud ønsker? En slavisk forpligtelse til gentagne ceremonier så længe vi lever? Et vers fra Bibelen viser, hvor monotont og i sidste ende meningsløst dette kan være. Jeg vil fremhæve nøgleordene for at understrege pointen: "Enhver anden præst står dag efter dag og forretter tjeneste og frembærer regelmæssigt de samme ofre, som alligevel aldrig kan fjerne synder" (Hebræerbrevet 10:11) Ironien er indlysende, når man sammenligner gentagelserne med deres manglende evne til at opnå noget: Enhver - dag efter dag - regelmæssigt - samme - men aldrig til nogen nytte!

Islam lægger enorm vægt på formel, gentagen tilbedelse. Der er ikke plads til spontan bøn eller lovprisning under udførelse af hver raka. En sand muslim vil ikke alene have skæg, men vil også trimme det til en foreskreven længde for at følge Muhammeds sunna. En kalot skal bæres, mens man beder i en moské. Sko skal fjernes. De samme indledende renselses-bevægelser (wudu) skal altid følges i lydighed mod koran-påbuddet: "I, som tror! Når I stiller jer op til bøn, skal I vaske ansigt og hænder op til albuen og gnide hoved og føder op til anklen. ..." (Koranen 5:6) Hver ruku (bukke-position) og sajda (knæfald) skal udføres i takt med de andre tilstedeværende tilbedende på samme måde, på samme tidspunkter, hver dag. Under qada'en (siddestillingen) skal den samme taslim [fredshilsen] reciteres, da hver tilbedende sender hilsen til venstre og højre. Ingen ændring af denne ceremoni er tilladt på noget tidspunkt.

Islam hævder, at den blot genopretter den oprindelige religion om underkastelse under Gud, som alle de tidligere profeter fulgte og pålagde. Koranen siger, at den kun kom som en tasdiq, en "bekræftelse" af, hvad der var før den (Koranen 10:37) og ikke som en ny form for religion. Hvis dette er tilfældet, må Guds sande religion altid have fokuseret på formel, gentagen underkastelse, en tjeners hyldest til en guddommelig Herre, der hverken kan blive kendt personligt eller elsket som den, han virkelig er.

Bibelen tegner et meget anderledes billede. Den ser ikke Guds religion som stadig det samme, som blot en overensstemmelse med nøjagtige mønstre for tilbedelse, der aldrig har ændret sig og aldrig vil. Som den fortæller historien om Guds forhold til sit folk, viser den en fremadskriden og ekspansion, i takt med at Gud trækker sig tættere på sit eget og slutter af med et strålende klimaks, da han tager initiativ til at forløse sit folk og inviterer dem til et levende personligt forhold til sig. Ikke som tjenere forpligtet til at adlyde hans befaling, vel at mærke, men som børn født af hans Hellige Ånd, tilgivet deres synder og bestemt til evig herlighed. Kære læser, følg mig på en rejse, hvor vi opdager det kristne budskab til den muslimske verden.

Kain og Abel: Det eneste acceptable offer

Vi har mange religioner på jorden. De omfatter jødedom stiftet af Moses, kristendom af Jesus, islam af Muhammed, buddhisme af Gautama Buddha og mange andre som hinduisme, der ikke har nogen kendt stifter. Himlen ser dog kun tre. Den første er antiteisme. Den er tilbedelsen af alt andet end Gud, af skabelsen snarere end Skaberen. Om det er ærbødighed for hedenske afguder, forfædres ånder eller andre væsener, gør ingen forskel. Det er det samme med himlens engle - tilbedelsen af alt og andet end den sande Gud. Bibelen beskriver antiteister perfekt: "For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr" (Romerbrevet 1:21-23). Definitionen konkluderer: ”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen." (Romerbrevet 1:25).

De eneste andre to religioner på jorden, som ses af himlen, er de ældste, der nogensinde har eksisteret. De blev grundlagt den samme dag af to brødre, og udadtil kan de se meget ens ud. Brødrene var Kain og Abel, Adam og Evas sønner. På den dag, hvor de allerførste religiøse ceremonier blev udført på jorden, bragte Kain og Abel hver et offer til Gud. Kain var blevet en bonde, en jordbruger. Så han bragte en del af frugterne af sit arbejde og ofrede det til Gud. Abel var imidlertid blevet en hyrde, så han bragte en anden gave, et offer af sine unge lam og deres fedt. Der syntes ikke at være nogen virkelig forskel mellem de to ofringer, men Bibelen siger: "Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod" (1. Mosebog 4:4-5). Hvad der fulgte, er velkendt: Kain blev gal, vendte sig mod sin bror og dræbte ham på en mark.

Koranen bekræfter historien: "Læs beretningen om Adams to sønner op for dem i sandhed! Da de bragte et offer. Fra den ene af dem blev det modtaget, men fra den anden blev det ikke modtaget. Denne sagde: 'Jeg slår dig ihjel!'" (Koranen 5:27). Ingen af bøgerne fortæller, hvorfor Kains offer blev afvist, men Bibelen fortsætter med at vise, hvorfor Abel fandt gunst hos Gud. Den siger: "I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død." (Hebræerbrevet 11:4) Nøgleordene er de to første: I tro vandt Abel Guds yndest.

Abels offer fortæller dig, hvad denne tro var. Han skænkede sine lams udgydte blod. Abel elskede Herren, men han var smerteligt klar over, at han til tider kunne være lige så kold over for ham, som hans bror Kain var. Han vidste, at han var impliceret i sine forældres synd i Edens Have og at han ikke kunne tilbyde Gud noget fra frugten af sit eget arbejde for at forløse sig selv. Han vidste også, at Gud havde advaret slangen i haven: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen" (1. Mosebog 3:15). Denne klare erklæring om, at Gud en dag ville lade en Frelser opstå blandt Evas efterkommere, som ville lide alvorligt for at opnå menneskets frelse, men samtidig ville såre slangen dødeligt og forløse hendes afkom fra dens magt, var Abels håb. Hans offer sendte sit eget budskab: "Jeg kender min syndighed og ved, at jeg ikke på nogen religiøs måde kan anbefale mig til dig, men jeg fører noget tilbage til dig, der er dit eget, dræbt med dets udgydte blod, fordi jeg fornemmer, at min forløsning vil være meget dyr for dig." Abel var det første menneske, der gav sand tro til Gud. Dette er den anden religion, som himlen ser, og den er den eneste sande. Den er Abels tro.

Men Kain havde ingen sand kærlighed til Gud. Han troede ikke, han var impliceret i sine forældres synd. Han fortalte også Gud, at han ikke mente, at han var sin broders vogter (1. Mosebog 4:9). Han dræbte Abel med koldt blod. Alligevel var Kain villig til at anerkende Gud som sin Skaber, så derfor bragte han også en gave, men hans var kun en gestus, et symbolsk offer fra hans arbejdes overflod. Han ville have været villig til at tilbede Gud lejlighedsvist, men betragtede sit liv som sit eget og troede, at han var fri til at udnytte jorden udelukkende til egen fordel. Han ville komme forbi nu og da for at hylde Gud, måske en gang om ugen eller til en høstceremoni en gang om året, men ikke mere. Kain var grundlæggeren af formel monoteisme og tilbad Gud uden virkelig at elske ham. Dette er Kains religion, den tredje religion, som himlen ser, og den opfatter den som helt igennem falsk. Den er den største religion på jorden i dag og omfatter ethvert udtryk for formel monoteisme, hvad enten det er jødisk, kristent eller islamisk. Gud selv opsummerede det med disse ord: "Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud" (Esajas' Bog 29:13).

Kains vrede viste forskellen mellem ham og hans bror. Han kunne meget vel have svaret: "Jeg ville have været villig til at komme forbi mange gange for at hilse på dig, en gang om ugen om nødvendigt. Hvorfor afviste du mit første offer så fuldstændigt?” Guds svar til ham kunne have været: "Abel frembar kun ét eneste offer, men det var en altomfattende overgivelse af hele sit liv til mig, i tillid til mig for sin frelse. For en dag vil jeg, ved ét eneste offer af mit eget, føre dem, jeg helliger, til målet" (efter Hebræerbrevet 10:14). Abels tro er den eneste sande religion, som verden har kendt, eller nogensinde vil komme til at kende. Den er en vibrerende, levende tro i modsætning til tør, udvendig konformitet. Den giver ikke Gud noget af sit eget, den stoler helt på Gud for sin frelse. Den ser ikke på den ydre fremtræden og siger: ”Hvad er jeg?” En muslim, en jøde eller en kristen identificeret ved påklædning, skæg, hovedslør, kappe, ugentlig gudstjeneste osv., der kendetegner min tro på en bestemt religion? Nej, den stiller det ætsende spørgsmål: ”Hvem er jeg?” Hvor dybt i min egen sjæl elsker jeg Gud, og hvor villig er jeg til at efterstræbe hans fuldkomne ærlighed, renhed, kærlighed og retfærdighed? Efter at mine religiøse klæder er fjernet, mit skæg barberet af, min præstekjole lagt til side, hvad er der så tilbage? Hvad har jeg i mig selv, der kan anbefale mig for Gud? Der er kun én sand religion på jorden - det er den menneskelige tro, der svarer på Guds trofasthed, et tema, vi vil udforske dybere, efterhånden som vi trænger videre frem.

Abraham: De troendes fader

Alle muslimer ærer Ibrahim alayhis-salam. Han betragtes som en af Guds største sendebud. Kristne ser ham ligeledes som prototypen på en sand troende og de troendes fader. Han fulgte den sande tro, Abels tro, og sande kristne siges at være "dem, som har Abrahams tro. Han er fader til os alle ..." (Romerbrevet 4:16). Koranen taler også om millata abikum Ibrahim, "Jeres faders, Abrahams, trosbekendelse!" (Koranen 22:78). Men hvorfor er Abraham fremhævet for sin tro og ikke for sin religiøse underkastelse under Gud?

Koranen ser Abrahams millah som intet andet end ubetinget underkastelse under Allahs vilje. Den siger, at han var en af muslimerne, en "gudsøgende [hanif], der havde overgivet sig til Allah" (Koranen 3:67) og erklærer, at "da hans Herre sagde til ham: 'Overgiv dig!' sagde han: 'Jeg overgiver mig til alverdens Herre.'" (Koranen 2:131). [The Noble Quran bruger ikke "overgiv" (surrender), men "underkast" (submit), o.a.] Udtrykket for befalingen "underkast" i teksten er aslim! og hans svar er aslamtu, "jeg har underkastet mig". Alle tre ord kommer fra samme rod-bogstaver som ordene islam og muslim. Men dette er ikke sand tro. Det er ikke andet end en ikke-forstående underkastelse under Guds vilje. Den stiller ikke krav om profetens tillid til Guds trofasthed.

Bibelen viser, at Gud kaldte Abraham til et langt dybere forhold til ham end blot underkastelse under hans vilje. Det begynder med et simpelt løfte, som Gud gav ham, da han klagede over, at han ikke havde nogen arving til sin ejendom: "'Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.' Og han sagde: 'Så mange skal dine efterkommere blive'" (1. Mosebog 15:5). Det følgende er lige så enkelt sagt: "Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed" (1. Mosebog 15:6). Det virker for nemt - Abraham tog bare løftet for pålydende, og fordi han troede Gud, blev han erklæret for retfærdig i hans øjne. Han behøvede ikke at bede et antal gange om dagen, faste i mange måneder, tage på pilgrimsfærd eller donere store beløb til de fattige for at opnå Guds accept. Han troede bare på løftet og blev straks sat på lige fod med Gud.

Hans tro skulle dog blive testet igen og igen. Mange år gik uden at noget skete. Hans kone Sara, som aldrig havde været i stand til at få børn og blev ældre for hvert år der gik, sagde til ham, at han skulle forsøge at få afkom gennem hendes trælkvinde Hagar (1. Mosebog 16:2). Da Ismael blev født, var Abraham overbevist om, at han måtte være den arving, der var blevet lovet, men kun tretten år senere, da Abraham var 99 år gammel og hans kone Sara allerede 90 og stadig gold, sagde Gud til ham: "Jeg vil velsigne hende, og jeg vil give dig en søn med hende. Jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til folkeslag, ja, folkekonger skal nedstamme fra hende" (1. Mosebog 17:16). I starten lo Abraham ved udsigten, men så begyndte det at dæmre for ham, at Ishmael åbenbart ikke var løftets barn. Så råbte han til Gud: "'Måtte Ismael leve for dit ansigt!' Men Gud sagde: 'Nej, din kone Sara skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Isak. Med ham vil jeg oprette min pagt som en evig pagt for hans efterkommere. ...'" (1. Mosebog 17:18-19).

Da Isak endelig blev født, krævede Sara, at Abraham sendte Hagar og Ismael væk. Patriarken var sønderknust, men Gud bekræftede hendes ønske og underrettede samtidig Abraham om, at han alligevel ville gøre ham til et stort folk. Alligevel var det en hård prøvelse for Abraham, da han indså, at Ismael var blevet afvist af Gud. I 14-års alderen blev han sendt væk, ud i ørkenen.

Når som helst Abraham så på den nye dreng, så vidste han i det mindste med sikkerhed, at dette var barnet, der var blevet lovet. Han så frem til den dag, da Isak ville træde frem som opfyldelsen af Guds løfte om, at han ville blive til et stort folk. Men da Isak havde nået en lignende alder som Ismaels, da denne blev sendt væk, talte Gud endelig til patriarken igen. "Abraham!" sagde han pludselig (1. Mosebog 22:1). Abraham svarede villigt i forventning om at høre Guds bestemmelse om, hvordan hans søn nu skulle blive en velsignelse for de kommende generationer. I stedet sagde Gud til ham: "Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om" (1. Mosebog 22:2). (Koranen noterer hændelsen, men undlader at navngive eller på anden måde identificere den søn, der skal ofres - Koranen 37:102. Men den bekræfter, at linjen af nubuwwah: Profetskab og kitab: Skriften skulle følge Isaks linje - Koranen 29:27.)

Dette var en langt større prøvelse for patriarken. Da Ismael begyndte at blive en ung mand, fortalte Gud Abraham, at han skulle forvise ham, men nu, da Isak nåede det samme spirende øjeblik i sit liv, fortalte Gud Abraham, at han skulle dræbe ham! Det var den højeste test af en mands kærlighed til Gud - at ofre sin søn til ham. Hvis han ikke ville spare sin søn, så ville han helt sikkert give ham alt, hvad han havde (jf. Romerbrevet 8:32). Det var det bedste, noget menneske kunne ofre til Gud.

Men Abraham stod overfor en langt strengere test. Gud havde lovet ham, at han gennem sin søn Isak ville få efterkommere som himlenes stjerner. Hvordan kunne dette løfte blive opfyldt, hvis han skulle ofre ham som et brændoffer? Abraham må have set scenen for sig - hans søn brændt til aske efter at være blevet ofret, og da vinden kom og blæste asken væk, så han sig fortvivlet tænke: "Dér blæser Guds løfte i vinden."

På dette tidspunkt var Abraham imidlertid kommet langt videre end til blot at underkaste sig Guds vilje uden at stille yderligere spørgsmål. Da Gud ved en anden lejlighed, ikke længe før denne, havde truet med at ødelægge byerne Sodoma og Gomorra for deres ondskab, protesterede patriarken: "Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den? Du kan umuligt handle sådan og slå retfærdige ihjel sammen med uretfærdige, så retfærdige og uretfærdige får samme skæbne. Det kan du umuligt! Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?" (1. Mosebog 18:23-25)

Hvordan kan en profet argumentere mod Guds bestemmelser? Dette var ikke ydmyg underkastelse. Men Gud anerkendte det og lovede til sidst at lade være med at ødelægge byerne, hvis blot ti retfærdige mennesker kunne findes i dem. (Det kunne der ikke, og kun Lot og hans to døtre blev i sidste ende reddet fra deres ødelæggelse.)

Der er mere i dette, end hvad der møder øjet. Abraham opfordrede Gud til at være tro mod sig selv. I tillid til, at Gud er trofast, anbragte han hele sin tro på Guds trofasthed. Derfor reagerede han, da han hørte noget, der syntes at benægte denne trofasthed. "Ethvert ord fra Guds er lutret", erklærer Skriften (Ordsprogenes Bog 30:5), og med befalingen om at ofre sin søn stod Abraham overfor det samme dilemma. Hvordan kunne Guds løfte blive opfyldt, hvis han skulle ofre Isak? Han kunne have sagt til sig selv: "Jeg ved det ikke, men det er ligegyldigt. Gud har befalet mig at ødelægge ham, så det gør jeg. Jeg vil bare ubetinget underkaste mig hans vilje. Det uopfyldte løfte vil være hans problem, ikke mit."

Men det gjorde Abraham ikke. Han vidste, at hans tro, som havde skaffet ham en erklæring om, at han var retfærdig i Guds øjne, kun var en afspejling af Guds trofasthed. Solen frembringer lys, flammende lys. Månen kan ikke gøre mere end mat at afspejle det, men hvis den vender sig direkte mod solen, afspejler den dette lys fuldt ud. Tag månen væk, og solens gnistrende lys vil være helt upåvirket, men tag solen væk og månen vil slet ikke skinne. Så Gud skaber trofasthed, som solen skaber lys, men Abrahams tro var som månens lys - ikke andet end en afspejling af Guds herlige trofasthed.

Men Abraham holdt fast i denne tro. Ligesom Abel fortsatte han med at følge den eneste sande religion i verden: Sand tro, og som Abel blev han anerkendt for det: "I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: 'Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;' for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage." (Hebræerbrevet 11:17-19)

Gud ærede Abraham og gav hans søn tilbage til ham. Han havde bestået den højeste test. Han havde været villig til at give den største velsignelse i sit liv tilbage til Gud, nemlig hans eneste sande søn, og derved fuldendte han sin tro i tillid til, at Gud alligevel ville opfylde sit løfte til ham ved at oprejse hans søn fra døden tilbage til livet. For dette modtog Abraham en helt særlig titel. Han blev kaldt Guds ven. Joshafat, en retfærdig konge i Juda mange århundreder senere, bad til Gud: "Du, vor Gud, har drevet dette lands indbyggere bort foran dit folk Israel, og du har givet det til din ven Abrahams efterkommere til evig tid" (2. Krønikebog 20:7). Gud selv talte engang om Israels nation som "min ven Abrahams efterkommere" (Esajas' Bog 41:8). Jakob, Jesu blodbror tidlige discipel, skrev også om Abrahams tro og tilføjede "og han blev kaldt Guds ven" (Jakobs Brev 2:23).

Koranen bekræfter titlen: "Allah tog sig Abraham til fortrolig ven" (Koranen 4:125). Det arabiske ord her er khalilan, "en ven", og Abraham har derfor altid været kendt i islam som khalilullah, Guds ven. Koranen giver dog ingen forklaring på titlen.

I den bibelske fortælling kan vi se mere og mere, hvad sand tro virkelig er. Gud ønsker at have et levende forhold til sit folk. Han vil langt hellere have dette end streng lydighed mod religiøse rutiner, overholdelse af ceremonier og gentagen tilslutning til foreskrevne bønner, bønne-tider mv. Dette vil blive stedse mere tydeligt i det følgende. Men lad os indtil videre markere symbolet på Abrahams anerkendelse - sand tro. Gud projicerede ikke med magt sin retfærdighed på ham i forventning om, at han ville reagere med fuldkommen retfærdighed og lydighed på ethvert af hans krav. Uanset hvor religiøs, from eller hengiven et menneske kan være, så kan han ikke stå mål med Guds perfekte retfærdighed. Hans synd vil trække ham ned igen og igen.

Gud valgte at projicere sin trofasthed på Abraham og glædedes over, at profeten konsekvent besvarede den med tro og til sidst perfektionerede den, da han blev befalet at bringe sin søn som offer. Vi vil have mere at sige om det, når vi kommer til det højdepunkt, vi talte om tidligere. Vi vil se, hvordan Abrahams offertro kun var en skygge af Guds offerkærlighed, der endnu skulle åbenbares. Men lad os for øjeblikket haste videre til den næste store patriark i Israels historie, Moses, og se, hvordan Guds planer og formål for sit folk fortsatte med at udvides og vokse.

Moses: Manden, som omgikkes Gud ansigt til ansigt

Mere end fire hundrede år gik, før Gud igen kommunikerede direkte med sit folk. Efter fyrre års vellevnet som prins i Egypten og yderligere fyrre år i Sinai-ørkenen som flygtning fra retten, fandt Moses sig pludselig stående ansigt til ansigt med Israels Gud. Gud kaldte ham til at befri folket fra Faraos herredømme. Og efter en række plager, der til sidst knækkede ryggen på den egyptiske modstand, førte Moses folket ud i den samme ørken på vejen til det forjættede land, Kanaan.

Den sidste scene i denne berømte historie skal genfortælles her. Farao gav sig først, da en engel fra Gud dræbte den førstefødte i alle familier i Egypten på bare én nat. Kun israelitterne, der havde adlydt Guds ord om at ofre et påskelam, blev undtaget. De var blevet instrueret om at stryge "noget af blodet fra skålen på overliggeren og på de to dørstolper" til døren af deres hjem (2. Mosebog 12:22) og fik yderligere at vide: "Dette skal I overholde som en forordning for jer og jeres børn til evig tid" (2. Mosebog 12:24). Dødens engel ville så gå forbi dette hjem. En klar tendens tog form i takt med, at Guds forhold til sit folk udviklede sig. Abel havde ofret blodet af sine lam som et sonoffer, og derved varslede et langt større offer, der skulle komme. Abraham var villig til at ofre sin søn Isak som et lignende tegn på et større offer, der skulle komme. Nu blev Israels folk befalet at smøre blodet fra deres offerlam på deres dørstolper. Sand tro begyndte at definere sig selv. Håbet hos Guds sande folk, der kun stoler på hans nåde og ikke deres egen religiøsitet, blev i stigende grad fokuseret på det sande Guds lams udgydte blod som det, de skulle følge. Sande troende forstod dette og rettede deres tro mod Guds forløsende nåde, der endnu manglede at blive fuldt åbenbaret.

Ikke længe efter deres udvandring fra Egypten instruerede Gud Moses: "Gå ned til folket; du skal hellige dem i dag og i morgen, og de skal vaske deres klæder. De skal holde sig rede til i overmorgen, for i overmorgen vil Herren i hele folkets påsyn stige ned på Sinajs bjerg" (2. Mosebog 19:10-11). På den tredje dag skælvede folket, da Guds nærvær blev åbenbaret på bjerget. Dér talte Gud direkte til nationen og gav den de ti bud, der skulle blive rygraden for jødisk moralsk lov derefter. Det var en enestående begivenhed, én, Gud havde forberedt i århundreder.

Moses blev ikke besøgt af en engel som en formidler fra himlen. Gud selv nærmede sig profeten og nationen og udtrykte sit ønske om at stå i tæt forbindelse med Israels folk derefter. For at åbenbare sin tilstedeværelse blandt dem, sagde Gud til Moses, at han skulle bygge en ark med et sonedække over den og sagde: "Dér vil jeg åbenbare mig for dig, og fra sonedækket mellem de to keruber, som er oven på Vidnesbyrdets ark, vil jeg tale med dig om alt, hvad jeg befaler dig om israelitterne" (2. Mosebog 25:22).

Nationen havde synligt bevis på, at Gud selv var til stede iblandt dem. Hver gang Moses trådte ind i det hellige telt, som han havde opført som et tabernakel, hvor arken var anbragt, "steg skysøjlen ned og stod i indgangen til teltet, og Herren talte med Moses" (2. Mosebog 33:9). Når folket så skyen, rejste de sig og tilbad. Historien slutter: "Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet" (2. Mosebog 33:11). Moses var overvældet over, at Gud var villig til at stå i så direkte forbindelse med ham og folket, at han manifesterede sin tilstedeværelse blandt dem. Han sagde til Gud: "Og hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, medmindre du går med os, og jeg og dit folk bliver begunstiget frem for alle andre folk på jorden?" (2. Mosebog 33:16)

Meget dristigt bad Moses: "Lad mig dog se din herlighed!" Gud svarede: "Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil" (2. Mosebog 33:18-19).

Sagt med al respekt, så går Guds åbenbarede nærvær og gunstbevisning - selv på dette trin - langt ud over noget lignende i islam. Langt større intimitet, fællesskab, nåde og gunst mellem Gud og hans eget skulle følge senere, men selv på dette stadium havde forholdet mellem Gud og hans folk langt overgået de højeste muslimske forventninger. Gud selv var synligt tilstede iblandt dem. Skyen, som var en særlig manifestation af hans nærvær, svævede over sonedækket om dagen og lyste om natten. Når den flyttede sig, vidste nationen, at det måtte følge efter og holde sig tæt på Gud, da han boede blandt sit folk.

Da Moses kom ned fra Sinai Bjerg med to tavler, der indeholdt de ti bud skrevet af Gud selv, "vidste [Moses] ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham" (2. Mosebog 34:29). "Og hver gang israelitterne så Moses' ansigt [efter at han havde talt med Herren], så de, at det strålede fra hans ansigt" (2. Mosebog 34:35). Koranen bekræfter det unikke, direkte forhold mellem Gud og Moses: "Allah talte med Moses i ord" (Koranen 4:164). Den siger intet andet, men bekræfter det særlige forhold mellem dem. Historien om Moses i Bibelen slutter med disse ord: "Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt" (5. Mosebog 34:10).

Abraham blev kaldt Guds ven. Moses talte med Gud ansigt til ansigt, som en mand taler med sin ven. Vi ser her Guds overordnede formål med at åbenbare sig. Guds nærvær blev manifesteret så tæt på, at Moses' ansigt strålede, når han talte med ham. Gud gik langt ud over religiøs overholdelse. Hans ultimative ønske, at hans folk skulle forholde sig personligt til ham og kende ham direkte, blev stadig tydeligere åbenbaret, som tiden gik.

Desværre medførte Guds umiddelbare nærhed konstant spænding og konflikt mellem ham og Israels folk. Igen og igen havde de mistillid til ham og gjorde oprør mod ham. I starten, da Gud opfordrede nationen til at høre hans ord og modtage hans ti bud, sagde folket til Moses: "Du skal tale til os, så lytter vi; men Gud må ikke tale til os, for så dør vi" (2. Mosebog 20:19). Men da Moses gik op på bjerget for at tale med Gud i fyrre dage, rejste folket sig og forsøgte at ryste hans nærvær og magt over dem af sig. De lavede en guldkalv og tilbad den og fortsatte straks med at bryde ethvert bud, de kunne, for at fortælle ham præcist, hvad de mente om ham.

Den guddommelige vrede voksede dybt i ham. Han truede igen og igen med at ødelægge dem. "Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede!" erklærede Gud (2. Mosebog 32:9-10). En velvillig, men retfærdig Gud blandt et uhelligt og ondsindet folk - konflikt var uundgåelig. Nationen ønskede ikke at nærme sig Gud. Pga. deres vantro holdt han dem vandrende i ørkenen med minimal føde og vand i fyrre år. På trods af alle hans gunstbevisninger mod dem, ville folket bare ikke nærme sig ham. Når han levede så tæt iblandt dem, kom deres syndighed og hårdhjertethed uundgåeligt til at støde skarpt ind i hans retfærdighed og hellighed.

"Og nu, Israel," erklærede Moses, "hvad andet kræver Herren din Gud af dig, end at du skal frygte Herren din Gud, vandre ad alle hans veje og elske ham og tjene Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl, så du holder Herrens befalinger og hans love, som jeg giver dig i dag, til bedste for dig selv" (5. Mosebog 10:12-13). Med dette åbenbarede Moses Guds endelige mål - et dybt indbyrdes forhold baseret på gengældt kærlighed og lydighed mod ham. Selvom han regulerede forskellige former for religiøse ceremonier og skikke for konstant at fremkalde i det mindste en formel tilbedelse af ham, vendte de sig imod ham. Fra deres hjerters dyb ønskede de ikke at nærme sig ham i renhed, ærlighed, trofasthed og kærlighed. De ville ganske enkelt have foretrukket at vende tilbage til deres tidligere slaveri i Egypten, fremfor at leve i tro på hans trofasthed og tillade hans Ånd at granske dybderne af deres hjerter og sjæle.

På et tidspunkt havde nogle af dem fået nok af den manna, som Gud havde sendt dem hver dag som føde: "Den flok af mennesker, der havde sluttet sig til dem, blev griske og grådige. Så gav også israelitterne sig til at græde, og de sagde: 'Bare vi kunne få kød at spise! Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene. Men vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna!'" (4. Mosebog 11:4-6). Senere generationer ærede mannaen med religiøs hengivenhed som brød fra himlen selv, men israelitterne på den tid beklagede sig simpelthen til Moses og sagde, at "vi er lede ved den elendige føde" (4. Mosebog 21:5).

Da de var kommet ind i Kana'ans land, forsvandt den synlige sky over sonedækket. Mannaen, der var blevet sendt som føde hver dag, ophørte med at komme. Gud kunne se, at de ikke kunne leve op til eller afspejle hans retfærdighed og kun kunne blive udsat for vrede og dom, hvis han fortsatte med at manifestere sit nærvær så åbenlyst for dem. Så lod han nationen være. Han levede stadig blandt sit folk, men trak sin synlige tilstedeværelse tilbage for at undgå flere direkte konflikter. Tålmodigt iagttog og ventede Gud, mens de efterfølgende generationer kom og gik. Men så nogle århundreder senere begyndte Gud igen at gøre sin tilstedeværelse mærkbar blandt Israels folk. En anden mand med en brændende kærlighed til Gud stod frem, en stærk mand, der kunne forene nationen, og Gud begyndte at sætte sig i forbindelse med ham, da det så ud til, at hans håb for nationen måske alligevel kunne begynde at virkeliggøres.

David: En mand efter Guds hjerte

Da David blev konge af Israel, sagde Gud: "Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil" (Apostlenes Gerninger 13:22). Han talte ikke om Davids religiøsitet, ydre prydelse eller ærbødighed for helligdage; han talte om hans indre væsen - hans retskafne ånd, kærlighed til Gud, forædlede karakter, personlige oprigtighed og dybe tro. David udtrykte sin hengivenhed for Gud i sine mange salmer. Han var en mand med store svagheder og fejl, men på trods af disse længtes han efter Gud og vendte konstant sit hjerte mod ham. Han bad: "Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud" (Salme 42:2).

I en anden af sine lovprisningssange erklærede David: "Jeg elsker dig, Herre, min styrke; Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning. Jeg råber til Herren, den lovpriste, og bliver frelst fra mine fjender." (Salme 18:2-4). Han reciterede ikke fra en bønnebog, han udtrykte dybden af sin tro på Gud. Han vidste, at sand tro kom fra kernen af en sjæl vendt mod Gud. Han udstillede ikke et ydre skin af redelighed for verden omkring sig, mens han forblev uforbederlig i sit indre. Han længtes efter at blive ren i alle sine tanker, ord og gerninger. Han råbte: "Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!" (Salme 139:23-24)

Når han fejlede, granskede han sit hjerte og bad: "Du elsker sandhed i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte" (Salme 51:8), og fortsatte med at bede: "Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig! Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd!" (Salme 51:12-14). Sand ydmyghed for Gud kommer også frem i fortsættelsen af hans bøn: "mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud" (Salme 51:19). David blev valgt til at lede Israel, fordi hans hjerte var tro mod Gud. Han forstod sand tro. Han vidste, at den var en vilje til at søge indre fornyelse, et svar på Guds fuldkomne trofasthed. Da Gud befalede Samuel at salve David til konge af Israel, sagde han til ham [Samuel]: "Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet" (1. Samuelsbog 16:7). David vidste og forstod dette.

Gennem hele sit liv forsøgte David at forene Israels nation om tilbedelsen af den ene sande Gud. Da han fik mulighed for at hvile efter at have betvunget alle sine fjender, sagde David til profeten Nathan: "'Se, her bor jeg i et cedertræshus, men Guds ark bor i et telt.' Natan svarede kongen: 'Gør blot alt det, du har i sinde, for Herren er med dig.'" (2. Samuelsbog 7:2-3). David foreslog at bygge et stort tempel for Gud, for hele tiden at bringe Israels folk sammen for at tilbede Gud, hvor hans herlighed boede. Men Gud bad Nathan om at tale med David og sige: "Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. (...) Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans kongetrone til evig tid. Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn" (2. Samuelsbog 7:12-14). Gud fortalte ham, at hans søn ville bygge det tempel, han foreslog, og sluttede med at love: "Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit ansigt til evig tid, din trone skal være grundfæstet til evig tid" (2. Samuelsbog 7:16).

Som Gud havde lovet Abraham en søn, således lovede han nu også en til David. Salomo var den lovede søn og efter sin fars død gik han i gang med at bygge det første jødiske tempel. I de følgende generationer fornemmede Israels folk, at skønt Salomo var den umiddelbart lovede søn, så talte profetien også om en større søn, der skulle følge. Gud havde forsikret David, at den lovede søn ville herske over sit rige til evig tid. Da Salomo døde, indså folket hurtigt, at profetien kun ville blive fuldstændig opfyldt, når Davids større søn ankom, og de så frem til hans dag. Helt afgørende havde Gud sagt til David, at den større søn, der skulle komme, ville være hans egen søn. Gud havde tilføjet entydigt: "Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn."

Profetien findes i det jødiske Skrift (Det Gamle Testamente), ikke i et eller andet senere kristent værk. I lighed med muslimer, har jøder aldrig troet på, at Gud har en Søn, men her, i en af deres egne bøger (2. Samuelsbog), der er æret som Guds Ord af alle jøder i generationerne siden det blev skrevet, blev Guds løfte, at hans egen Søn ville komme ind i verden for at etablere sit evige rige, tydeligt forudsagt. Løftet bekræftes i en anden passage: "Han skal råbe til mig: Du er min fader, min Gud, min frelses klippe. Jeg gør ham til den førstefødte, den øverste blandt jordens konger. Jeg bevarer min troskab mod ham til evig tid, min pagt med ham står fast. Jeg lader hans slægt bestå for evigt, hans trone, så længe himlen er til." (Salme 89:27-30).

Begge løfter om en kommende søn - givet til Abraham og David - kom pludseligt uden fortilfælde eller forventning. Når man læser de jødiske skrifter, kan man kun undre sig over, hvor slående begge profetier er, da der ikke er noget i opbygningen før dem til at give den mindste antydning af, hvad der er på vej. Gud valgte simpelthen et passende øjeblik til at tale om kommende ting, efterhånden som hans mål for menneskeheden og planer for dens forløsning foldede sig ud.

Da Salomo havde fuldført templet, kom præsterne ud af det efter at have anbragt pagtens ark i det allerhelligste: "Da præsterne gik ud af helligdommen, fyldte skyen Herrens tempel; præsterne kunne ikke forrette tjenesten på grund af skyen, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel" (1. Kongebog 8:10-11). Endnu en gang manifesterede Gud synligt sin tilstedeværelse for nationen, som han havde gjort det, da Moses fuldførte tabernaklet i ørkenen. Islam har aldrig haft noget, der kan sammenlignes med dette.

I løbet af de fyrre år, hvor israelitterne vandrede rundt i ørkenområderne på grund af deres vantro, var nationen blevet frataget dens frugtbare omgivelser og givet intet andet end manna at spise og vand at drikke. Folket knurrede under presset, hvor Gud testede dem hårdt for at se, om de ville være tro mod ham eller ikke. Han rettede sin retfærdighed direkte mod dem, og når de ikke adlød ham, reagerede han straks ved at sende plager og brande gennem deres lejre.

Men nu gav Gud nationen fyrre års uovertruffen fred og velstand. Denne gang lod han stå til, glad for, at pagten, han havde indgået med Moses, endelig så ud til at virke. Hans håb for nationen var toppet, og han tillod den at glæde sig i dens pragt. Selv Israels fjender holdt sig fredeligt tilbage. Det var en guldalder, et symbol på den himmelske fred og herlighed, der skulle komme. "Kongen gjorde sølv lige så almindeligt i Jerusalem som sten, og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ, der vokser i lavlandet" (1. Kongebog 10:27).

Desværre varede hvedebrødsdagene ikke længe. Salomo undlod at fokusere sin tro på Gud og vendte sig mod materiel ekstravagance. Han tog sig koner fra fremmede lande, der introducerede hedenske skikke i nationen. "Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem" (1. Kongebog 11:2). Da han blev gammel, havde hans fremmede koner "vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været" (1. Kongebog 11:4). Efter Salomos død blev landet hurtigt delt i to, da Judas folk fulgte Rehabeam, Salomos søn, som deres konge, mens Israels nordlige stammer fulgte Jeroboam, som anbragte to guldkalve i hhv. Dan og Betel for at lede folkene væk fra at tilbede Herren i Jerusalem. (1. Kongebog 12:28-29).

Gud sagde til Jeroboam: "Du har handlet værre end alle, der var før dig; du gik hen og lavede dig andre guder og støbte gudebilleder, så du krænkede mig, og du vendte mig ryggen" (1. Kongebog 14:9). En række onde konger ledte Israels stammer til alle former for afgudsdyrkelse og ondskab. Judas historie var mere afvekslende - nogle af dets konger, som Ahaz, var lige så dårlige som Israels konger, mens andre, som Joshafat, holdt folket tro mod Gud; men det var kun et spørgsmål om tid, før Juda også faldt fra og forargede Gud intenst.

Hans håb for nationen var blevet knust. Hans vrede imod den blev hvidglødende. Han kunne have indkaldt Israel og alle de andre nationer i verden, som længe havde opgivet tilbedelsen af Gud, til en sidste dommens dag. Men det gjorde han ikke. Guden af al trofasthed, hvis kærlighed til sit folk også havde nået et højdepunkt med en egen hvidglødende intensitet, afvejede muligheden for endnu at bringe sit folk ind i et dybt personligt forhold til ham. Han søgte et alternativ til dom. Hvad skulle han gøre - dømme eller forløse? Hans brændende kærlighed fik ham til at vælge det sidste, men først efter meget grundigt at have overvejet, hvilken pris han selv måtte betale for at opnå sit formål.

Jeremias og Ezekiel: Løftet om en ny pagt

Ikke mindre end 17 ud af de 39 bøger i det jødiske Skrift kommer fra profeterne Jeremias' og Ezekiels tid. De levede omkring tre århundreder efter Salomo og David. Denne tids skrifter er, med undtagelse af Jonas' Bog, alle profetiske værker. De er fulde af profetier om fremtiden og fokuserer på Guds voksende åbenbaring og det klimaks, som den var på vej imod. Visse citater fra disse bøger viser dog, hvor dyb Guds vrede var mod sit folk, fordi det på det tidspunkt konsekvent afviste ham.

"Mod hyrderne flammer min vrede op, og bukkene vil jeg straffe," erklærede Gud (Zakarias' Bog 10:3). Igen råbte han: "Ve dem, de er flygtet fra mig! Død over dem, de har brudt med mig! Jeg ville udfri dem, men de udspreder løgne om mig" (Hoseas' Bog 7:13). Endnu engang udbrød han: "For jeg kender jeres mange overtrædelser og jeres talrige synder," og tilføjer "Jeg hader og forkaster jeres fester, jeg bryder mig ikke om jeres festdage" (Amos Bog 5:12,21).

Alligevel var det ikke bare brændende vrede, der bevægede Gud til at tale så voldsomt, det var også en dyb sorg over, at den nation, han havde valgt og elsket fra dybet af sit væsen, så koldt havde valgt at feje ham til side, som det ses i denne passage: "Jeg fandt Israel som druer i ørkenen, jeg så jeres fædre som tidlige figner i den første høst. Men da de kom til Ba'al-Peor, viede de sig til Skændselen og blev lige så ækle som deres elskere" (Hoseas' Bog 9:10). Derfor proklamerede Gud: "På grund af deres onde gerninger driver jeg dem bort fra mit hus. Jeg elsker dem ikke mere, alle deres stormænd er oprørske" (Hoseas' Bog 9:15).

Men mellem disse citater, som kun er et udvalg af en række fordømmende udbrud, kommer en overflod af tekster, hvor Gud erklærer sin brændende kærlighed til sit folk og sit ønske om dets forløsning. "Jeg giver styrke til Judas hus, og Josefs hus vil jeg frelse. Jeg viser dem barmhjertighed og fører dem tilbage, som havde jeg aldrig forstødt dem. Ja, jeg er Herren deres Gud, jeg vil bønhøre dem" (Zakarias' Bog 10:6). Igen erklærede han: "Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig. Jeg vil ikke bruge min glødende vrede, jeg ødelægger ikke Efraim igen, for jeg er Gud, ikke menneske, jeg er hellig iblandt jer. Jeg bringer ikke rædsel" (Hoseas' Bog 11:8-9). Mange andre viser, hvordan Guds følelser i hans hjertes dyb var intensiveret i ham. Han elskede sit folk, og hans medfølelse med det havde nået et afgørende stadium; men hans vrede og forbitrelse over deres hjertes kulde havde også nået deres højdepunkt.

Det var ikke bare et simpelt spørgsmål om at vælge det gældende, som når man spiller plat eller krone. Gennem hele Bibelen finder man, at Guds holdning til synd er absolut. Han betragter ikke de synder, som mennesker begår, som blot forseelser, forglemmelser, misforståelser eller fejlskøn, der let kan tilgives. De støder ind i og krænker hans hellighed. Helt fra den tid, da Adam og Eva først gjorde oprør mod ham, har Gud behandlet menneskelig syndighed som en oprørsk tilstand. Den viser, at menneskene ikke virkelig elsker ham, at deres hjerter er kolde mod ham, og at de ikke bekymrer sig om at træde ind i et nært forhold til ham, i hvilket hans ånd er fri til at granske deres indre væren og rense deres sjæle. From overholdelse af bestemte bønnetider, reguleret faste, formel udførelse af ydre ritualer og ceremonier kan ikke kompensere for et hjerte, der er koldt mod ham. Ej heller er disse overholdelser bevis på en lydighed, der kommer fra hjertet.

De 17 bøger, der er skrevet på dette afgørende tidspunkt i Israels historie, viser kun, hvordan Gud føler om menneskelig syndighed. Her er Guds grundlæggende vurdering af den menneskelige tilstand fra en af dem: "Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger" (Jeremias' Bog 17:9-10). To andre citater fra bøger skrevet i denne tid karakteriserer Guds fuldkomne hellighed og viser, hvorfor synden gør ham vred og ikke let tilgives: "... den hellige Gud helliges ved retfærdighed" (Esajas' Bog 5:16) og "Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben, du, som ikke roligt kan se på ulykken, ..." Habakkuks Bog 1:13).

Bibelen viser, at selv om Gud har mange attributter (som f.eks. dem nævnt i Allahs 99 navne i islam), så er to af dem hævet over alle andre. Af natur er han retfærdig, hvilket er det grundlæggende aspekt af hans væsen. Syndige handlinger og holdninger strider mod denne retfærdighed, og som mange beretninger om Guds forhold til mennesket viser, kan frygtelige domme følge. Satan og hans faldne engle blev kastet i afgrunden, for aldrig at blive tilgivet eller udfriet (2. Petersbrev 2:4); alle førstefødte i Egypten dræbt på en enkelt nat på grund af landets modstand mod Gud (2. Mosebog 12:29), mens mange israelitter omkom i ørkenen, når de modsatte sig Moses og trodsede Herren (4. Mosebog 11:33, 16:35).

Den anden store dyd i Guds karakter er hans kærlighed, der er så rodfæstet i hans væsens dyb, at Bibelen blot erklærer: "Gud er kærlighed" (1. Johannesbrev 4:8). Men hvor hans retfærdighed står yderst i hans væsen og hurtigt blev kastet i ansigtet på dem, der trodsede ham i disse tidlige tider, så synes det at have taget tid for hans kærlighed at udvikle sig, vokse og stige op fra hans væsens dybeste og fjerneste steder. Det var ikke en naturlig hengivenhed for sit folk, det var et stadigt dybere ønske om deres største lykke på trods af deres fjendtlighed mod ham. Det var en stadig stærkere kærlighed til en verden, der konsekvent viste sig svær at elske. På Jeremias' og Ezekiels tid havde den nået sit zenit og selvom Gud med rette kunne have indkaldt hele menneskeheden til dom på grund af dens syndighed, så valgte han i stedet at udtrykke sin kærligheds fylde mod den og give en afgørende og endelig erklæring, der skulle forme hans holdning til menneskeheden i resten af dens dage: "Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig" (Jeremias' Bog 31:3). Efter intens refleksion og indre beslutning pressede han på og næsten øjeblikkeligt bekendtgjorde, hvordan han havde tænkt sig at ændre Gud/menneske-forholdet helt og bringe de to sammen på en vidunderlig ny måde, forene dem i fuldkomment fællesskab, i god vilje, personlig viden og gensidigt kammeratskab.

Gud erklærede: "Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: 'Kend Herren!' For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd." (Jeremias' Bog 31:31-34).

Dette løfte var uden fortilfælde - Gud gav sit folk en guddommelig motivation og magt indefra til at overholde hans hellige love; han åbnede døren for hele sit folk til at kende ham personligt og garanterede dem at tilgive alle deres synder lige her og nu. Og dette var ikke alt. Gennem profeten Ezekiel fortsatte Gud: "... jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud" (Ezekiels Bog 36:26-27), og tilføjede: "Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud" (Esekiels Bog 37:23). I modsætning til den første pagt, hvor Gud konsekvent havde befalet sit folk: "I skal" og "I skal ikke", og derved forpligtede dem til at adlyde ham uden forbehold, erklærede han nu konsekvent: "Jeg vil, jeg vil, jeg vil", og på den måde forpligtede sig selv til at sørge for, at hans folk reagerede trofast mod ham. Sand tro havde nået sit højdepunkt. Guds trofasthed havde strakt sig så langt, som det var muligt - idet han forpligtede sig til at sikre troen hos dem, der var villige til at træde gennem hans åbne dør til et dybt personligt forhold til ham.

Himmelens engle må dog have undret sig over, hvordan han havde tænkt sig at forene denne åbne invitation med hans fuldkomne retfærdighed, som uvilkårligt ville holde syndere i skak. Hvordan kunne absolut retfærdighed til sidst give plads til fuldkommen nåde og barmhjertighed? Hvordan kunne Gud indføre en ny guldalder, i hvilken hans folk, syndere helt ind til kernen, alligevel kunne blive så meget tilgivet, at de her og nu kunne leve i et fuldkomment helligt forhold til ham og kende ham fra dybet af deres væsen? Kort sagt, hvordan kunne Guds Hellige Ånd finde sig til rette i uhellige menneskelige hjerter? Gud gav dem svaret: "... jeg lader min tjener Semak komme. (...) Jeg fjerner dette lands skyld på én dag" (Zakarias' Bog 3:8-9).

I århundreder havde han længtes efter, at hans folk ville svare ham, lægge sig tæt ind til ham og adlyde hans bud fra deres hjerters dyb. Men som deres modstand voksede, voksede også hans kærlighed, indtil den gik langt ud over ønsket om bare at have et mere intimt fællesskab med dem som erstatning for et herre/slave-forhold. Gud vidste, at den eneste måde, hvorpå han nogensinde kunne overvinde kløften mellem hans egen al-hellige natur og den uhellige menneskelig syndighed, ville være, at han selv betalte den pris, som vi skulle have betalt for at fjerne hans vrede og bekræfte hans retfærdighed. Han lovede at sende en frelser, hvem han kaldte Semak, som ville bringe forløsning til menneskeheden på mindre end én dag. Men det var indlysende, at denne frelser måtte udgå fra hans eget væsen, hvis han fuldt ud skulle kunne betale den højeste pris, der krævedes for at sikre tilgivelsen af Guds folk og gøre dette i løbet af nogle få timer.

Gud faldt tilbage på sit løfte til David om, at han ville give ham en søn, der ville herske over sit rige for evigt. Husk at Gud sagde: "Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn" (2. Samuelsbog 7:14). Husk også - som påpeget tidligere - at dette ikke kommer fra en oprindelig kristen tekst; det findes i en del af den jødiske Skrift, der blev skrevet mange århundreder før den kristne æra. Det vigtige her er, at Gud var villig til at give sin egen Søn for at opnå sit højeste mål - fuldstændig frikendelse af alle, der ville tro på ham for tilgivelsen af deres synder og dermed den frie gave: det evige liv. Hvad vi ser her, er Guds endelige mål - at inddrage mennesket i det tættest mulige forhold - og hvad han var villig til at gøre for at opnå det. Kort sagt var Gud villig til at sende sin egen Søn til frelse af verden, så vi ikke længere skulle være uværdige tjenere, men blive Guds forløste børn og arvinger til hans evige rige. Gud var villig til at træde ind i de mørkeste afkroge af den menneskelige verden, for at vi kunne skue hans strålende lys.

Efter at have gennemgået hvad der må have været en yderst smertefuld oplevelse - da han besluttede at rive sit hjerte fra hinanden for at forløse os - tillod Gud sig et kort øjeblik til at nyde og glæde sig over det endelige resultat. Med stor glæde og håndgribelig lettelse udtalte han: "De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Jeg giver dem ét hjerte og én vej, så de altid vil frygte mig, og det må gå dem og deres efterkommere godt. Jeg slutter en evig pagt med dem: Jeg vil ikke vende mig fra dem, men handle godt imod dem. Jeg lægger gudsfrygt i deres hjerter, så de ikke viger fra mig. Jeg glæder mig over dem og vil dem det godt; i fuld og oprigtig trofasthed planter jeg dem her i landet" (Jeremias' Bog 32:38-41). Han fortsatte med at bekræfte den fuldstændige tilgivelse af alle deres synder, så de kunne kende ham personligt og leve med stor glæde til hans pris og herlighed: "Jeg renser dem for al den skyld, de pådrog sig, da de syndede imod mig, og jeg tilgiver dem alle de synder, de begik imod mig, da de brød med mig" (Jeremias' Bog 33:8). Vi går nu videre til den herlige tidsalder med den nye pagt, som Gud havde lovet.

Jesus Kristus: Davids søn, Abrahams Søn

Kristendommen har det mest pessimistiske syn på, hvad menneskene er af naturen: låst fast i synd og slaver af den i så høj grad, at de ikke selv kan frigøre sig. Men den har også det mest optimistiske syn på, hvad mænd og kvinder kan blive: sønner og døtre af Gud, født af hans Helligånd, forvandlet til hans personlige billede, som i al evighed udstråler hans herlighed. Men da Guds ypperste frelser kom for at virkeliggøre dette, blev han forbigået af sit eget folk, og hans mission er stadig overset og afvist af utallige millioner helt frem til dagen i dag.

De 17 profetiske værker skrevet på den tid, da Gud lovede den nye pagt, var toppunktet af Guds åbenbaringer til det jødiske folk. Løftet om en kommende Messias, en frelser, skulle blive deres endelige og højeste håb, hvor Guds mål for menneskeheden ville blive nået. Efter disse bøger fulgte ingen nye. Alle var tavse i omkring fire hundrede år. Da Jesus blev født, havde Israels nation feberhede messianske forventninger. En lignende tavshed, også på lidt over fire hundrede år, havde fulgt Guds løfter til Abraham, inden den første pagt var blevet indført ved Moses. Tiden hvor den nye pagt ville blive sat i værk, var uden tvivl kommet. Israel ventede ængsteligt og regnede med - korrekt viste det sig - at Messias ville dukke op det tidspunkt. Men da han kom, var der kun relativt få, der anerkendte ham, mens nationen som helhed overså ham og - endnu værre - modsatte sig og afviste ham.

Gud havde lovet David en søn, der ville herske over sit rige for evigt. Da Jesus engang spurgte jøderne: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" svarede de: "Davids" (Mattæus 22:42). Salomo, Davids efterfølgende søn, havde været Israels mest velstående og magtfulde konge. På hans tid styrede Israel verden omkring det. Fred herskede. Nationen længtes nu efter en ny konge, der ville indføre et lignende styre og ét, der aldrig ville ende. De forventede, at deres messias-konge ville gøre den jødiske nation til den mest magtfulde og velhavende på jorden. Men de havde overset et afgørende punkt - og de havde ingen undskyldning for deres fejl. Gud havde lovet en søn til en anden patriark, længe før David og Salomo, som også skulle forudskikke en større søn, der skulle komme, og de burde have skænket ham mere opmærksomhed, for han var den første til at komme.

Man behøver ikke at kigge dybt ind i de kristne skrifter (Det Nye Testamente) for at finde ud af, hvem det var. Bare læs det første vers af den første bog, Matthæusevangeliet. Åbningsteksten til alle de kristne skrifter lyder: "Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn" (Matthæusevangeliet 1:1). Det var Abrahams søn, som de først burde have ventet på. Tidligere så vi ret udførligt på den søn, som Gud lovede Abraham, nemlig Isak, sønnen han fik med sin kone Sara. Da Abraham tog ham op på Morija Bjerg for at ofre ham, sagde Isak til ham: "Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?" (1. Mosebog 22:7). Abraham svarede: "Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng" (1. Mosebog 22:8). Det oprindelige hebraiske er mere eftertrykkeligt - det siger i realiteten: "Gud vil fra sig selv give et offerlam." Abraham sagde i virkeligheden til Isak: "Min søn, du er offeret, men fat mod. Du er kun et billede på en anden, der skal komme. Gud vil en dag give fra sig selv det sande lam som offer."

Johannes Døberen (Yahya i islam) så Jesus, da han en dag kom gående, og sagde: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd" (Johannesevangeliet 1:29), hvorved han identificerede det lam, som Abraham talte om. En anden dag sagde Jesus selv til jøderne, der diskuterede med ham: "Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig" (Johannesevangeliet 8:56). Han havde tydeligvist det øjeblik i tankerne, da Abraham havde sagt: "Gud vil give fra sig selv det sande lam som offer."

Abraham forudså hele det kristne evangelium. Isak blev født af Ånden under enestående omstændigheder, så Abraham vidste, at Guds Søn også ville blive født på en enestående måde (Jesus blev født af en jomfru). Abraham planlagde at ofre Isak vel vidende, at Guds Søn også ville blive ofret. Abraham troede, at Isak ville rejse sig fra de døde. Derved forudså han Guds Søns opstandelse. Ikke underligt, at vi finder det erklæret: "Og da Skriften forudså, at det er af tro, Gud erklærer folkeslagene retfærdige, fik Abraham på forhånd det evangelium forkyndt: 'I dig skal alle folkeslagene velsignes.'" (Galaterbrevet 3:8).

Når det følgende spørgsmål bliver stillet: "Hvad er den største gave, Gud har givet dig, som bevis for hans kærlighed til dig?", vil nogle måske sige: "Mit helbred", andre "mine børn", eller endnu andre, "han svarede på mine bønner og hjalp mig, da jeg var i frygtelige vanskeligheder." Alle disse er gode svar, for de viser, hvordan Guds i sin godhed sørger for os og nærer omsorg for os. Men ingen af dem koster ham noget, de er ikke tegn på nogen hjertets dybe kærlighed til os. Men hvis han skulle give sin søn til at dø for os, så vi kunne modtage evigt liv som gave, blive tilgivet alle vore synder og blive i stand til kende Gud personligt, så ville det være den største gave, han kunne give, fordi det ville ske til den højest mulige pris for ham. Og det er netop, hvad der skete, da Jesus kom ind i verden! Som en af hans mest berømte disciple, apostlen Paulus, udtrykte det: "Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?" (Romerbrevet 8:32)

Dette var den højeste pris, som Gud var villig til at betale for at opnå den højeste skat, han ønskede - et renset, tilgivet folk, i hvilket hans egen Hellige Ånd altid kunne bo. Da Jesus døde på korset, var Guds vrede mod alle de syndere, der fuldt ud troede på ham, udtømt. Synd/hellighed-problemet, der havde forårsaget så store traumer på Moses' tid og i de efterfølgende generationer, var blevet løst. Døren var åben for, at alle de vidunderlige ting, som Gud havde lovet gennem Jeremias og Ezekiel, kunne blive opfyldt.

Sande kristne troende tror ikke bare på Gud; de ville ikke have noget særligt budskab til deres muslimske monoteistiske fæller, hvis det var tilfældet. Men de har et helt særligt budskab til alle, der lever på jorden - heriblandt muslimerne. Jesus Kristus, Guds Søn, opfyldte håbene hos alle sande troende, da han gav sit liv for deres forløsning. Abel ofrede blodet af sine lam som symbol på sit håb om Guds frelse, der skulle komme. Abraham var villig til at ofre sin søn og dele hans blod som et varsel om og tegn på Guds store kærlighed, der en dag til gengæld var villig til at gøre det samme for ham. Moses beordrede enhver israelitisk familie til at smøre det udgydte blod af et lam på deres dørstolper og overliggere og således symbolisere den kommende korsfæstelse af Guds Søn for deres evige udfrielse.

Som følge af dette er vort budskab til muslimer og hele verden: I Jesus har vi modtaget Guds frelse; vi har fået den fulde tilgivelse af vore synder; vi er blevet Guds børn; vi har modtaget Guds Ånd; vi er arvinger til Guds rige; og vigtigst af alt har vi lært Gud at kende som hans frelste, forløste mennesker.

Når Gud talte til Moses, strålede hans ansigt og afspejlede Guds umiddelbare nærvær for ham og blandt sit folk. Guds herlighed blev manifesteret i det første jødiske tempel, da Salomo dedikerede det til Gud, hvilket igen beviste, at Gud var til stede blandt sit folk på en meget særlig måde. Men da Jesus, Guds Søn, stod blandt sit folk, nåede manifestationen en ny dimension. Han tog tre af sine disciple op på et bjerg et stykke væk og blev pludselig forvandlet for øjnene af dem. Hans ansigt lyste som solen, og hans tøj blev hvidt som lyset (Matthæusevangeliet 17:2). Denne gang overgik herligheden langt dens manifestationer på Moses' og Salomos tid, og den gik endnu videre. Jesus selv blev forklaret. Herligheden strålede gennem ham. Han reflekterede det ikke og betragtede det heller ikke udefra. Han skabte det indefra i ærefrygtindgydende pragt. Da Guds Søn tog menneskelig form, blev Gud og mennesket forenet for evigt. Vi vil snart se, hvordan også Jesu tilhængere i evighed vil frembringe den samme herlighed indefra sig selv.

I alle andre monoteistiske religioner er billedet af Gud meget det samme. Han åbenbarede sine love, krævede lydighed af sine tjenere, foldede armene og ventede for at se, hvad der ville følge. Dette er Kains religion, og den afføder formel monoteisme. Men for at opfylde håbet hos Abel, Abraham og Moses, som han var villig til at kalde sine venner, steg Gud ned fra sin trone, åbnede sine arme, spredte dem ud over hele jorden, ydmygede sig og besøgte vores verden, og betalte den højeste pris for at vise sin evige, fuldkomne kærlighed til os og give os forvisning om en herlig bolig i hans himmelske rige.

Jøderne savnede Abrahams søn. De kunne ikke se, at Messias måtte komme som hans søn først, i fuldstændig ydmyghed, for at blive ofret for vores forløsning. Paulus siger det med disse ord: "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors" (Filipperbrevet 2:5-8).

Profetier om Messias' offerdød findes til overflod i de jødiske skrifter. De fleste blev fremsat af David og Esajas århundreder før Jesus kom. Mange forudsagde i detaljer omstændighederne omkring hans død (Salme 22:1-21, 69:1-29), mens andre angav formålet med hans offer - at forløse verden for dens syndighed - i et klart og utvetydigt sprog (Esajas 53:1-12). Profeterne vidste ikke præcist, hvad de forudsagde, men de vidste, at det var for de kommende generationer. Som apostlen Peter sagde: "Det var denne frelse, profeterne granskede efter og grundede over, når de profeterede om den nåde, som I skulle få; de grundede nemlig over, hvornår og hvordan den tid ville komme, som Kristi ånd i dem pegede på, når den forud vidnede om Kristi lidelser og den herlighed, der skulle følge. Det blev åbenbaret for dem, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med profetierne om alt det, som nu er forkyndt for jer af dem, der ved Helligånden, sendt fra himlen, har bragt jer evangeliet – alt det, som englene begærer at få indblik i" (1. Petersbrev 1:10-12).

Mange forudsigelser om hans herredømme i herlighed, som den kommende Davids søn, fylder også siderne i de samme skrifter. Nogle gange var forudsigelser af den kommende Messias som Abrahams lidende søn, nedfældet mellem andre der forudsagde hans himmelske herlighed, så jøderne ikke havde nogen undskyldning. Her er et typisk eksempel: "Se, min tjener får lykken med sig, han knejser, han ophøjes og løftes højt. Som mange gyste over ham – så umenneskeligt ussel så han ud, så ussel var hans skikkelse blandt mennesker – sådan hensætter han mange folk i forundring, over ham lukkes munden på konger; for det, de ikke har fået fortalt, ser de, og det, de ikke har hørt, indser de" (Esajas' Bog 52:13-15).

Efter først at have vist, hvordan Abrahams større søn, Jesus Kristus, ikke alene ydmygede sig selv, men også var villig til at blive ydmyget gennem sin død på et kors, konkluderer Paulus: "Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære" (Filipperbrevet 2:9-11).

Jesus gav de jødiske ledere på hans tid enhver antydning af, hvem han virkelig var, og at hans komme var tydeligt forudsagt. Moses skrev om ham (Johannesevangeliet 5:46). Abraham glædede sig over, at han skulle se hans dag (Johannesevangeliet 8:56). David, inspireret af Ånden, havde kaldt ham sin Herre (Matthæusevangeliet 22:43). De burde have kendt og anerkendt ham.

Natten før sin korsfæstelse sagde Jesus til sine egne disciple: "Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer" (Johannesevangeliet 15:13-15). Guds cyklus var fuldendt. Han havde kaldt Abraham sin ven. Han havde talt ansigt til ansigt med Moses, som en mand taler med sin ven. Og nu kunne Jesus tale med alle sine tilstedeværende disciple, som Guds sande venner. Hans forestående død og opstandelse skulle åbne døren, til sidst, så alle Guds folk kunne kende ham personligt, blive tilgivet deres synder, elske ham af hele deres hjerte, og til sidst blive forherliget på hans eget niveau. Det var, hvad Gud dybest havde ønsket, og for hvilket, han havde udholdt så meget.

Helligånden: Guds iboende nærvær

Efter at Jesus opstod fra de døde, viste han sig for sine disciple ved forskellige lejligheder. På den 40. dag steg han til himmels efter først at have sagt til dem: "Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje" (Lukasevangeliet 24:49). Han identificerede denne kraft meget tydeligt: "Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage" (Apostlenes Gerninger 1:5). Ti dage efter hans himmelfart, mens disciplene var samlet i Jerusalem, "kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød," og pludselig "blev de alle fyldt af Helligånden" (Apostlenes Gerninger 2:2-4).

Guds dybeste ønske, at komme ind i det tættest mulige forhold til sit folk, blev opfyldt, da hans egen Ånd kom ned over Jesu disciple. Dette var starten på den gyldne nye pagts tidsalder. Gud og menneske forenet med hinanden - i al evighed! Klimaks for hans højeste mål var nået. Da Jesus, Guds Søn, vandrede i menneskelig form blandt israelitterne, var Gud til stede i sit folk på en personlig måde, der var langt mere intens og intim end nogensinde før på Moses' tid. Men nu, da Helligånden kom for at leve i hjerterne på Guds folk og forblive dér indtil Jesu genkomst, blev Gud nærværende i sit folk, boende i deres hjerters dybeste dyb.

Sande kristne troende, født af Guds Ånd, kender Gud personligt. De giver hans Ånd mulighed for at afsøge deres hjerters dyb for at udrydde al uærlighed, arrogance, stolthed, lystenhed, religiøs selvtilstrækkelighed og ondskab. De har en absolut sikkerhed for evigt liv. De ved, at alle deres synder allerede er blevet tilgivet. De elsker Herren af hele deres hjerte. De ved, at Gud er værdig til deres dybeste kærlighed, fordi han har betalt den højeste pris for deres forløsning. Når de ser den kærlighed, som er fuldkommengjort i hans Søns offer, er de frie til at elske ham af hele deres hjerte, sjæl og sind. Intet står mellem dem og himmerigets rige.

Apostlen Paulus talte til de første sande kristne troende som følger: "Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud ..." (Galaterbrevet 4:9). Dette viser tydeligt, at det var Guds gode ønske om at åbne døren, der gjorde ham kendt, og ikke en eller anden religiøs indsats fra noget menneskes side, der bragte ham i denne position. Også du kan kende Gud personligt - hvis du er villig til at overgive dig til Jesus Kristus og modtage hans frelses fylde.

Abrahams tro, fuldkommengjort i hans vilje til at ofre sin søn, var en vidunderlig afspejling af Guds egen trofasthed. Men Guds gave - bestående af hans Søn som et offer for vores forløsning - er det fuldkomne bevis på hans intense kærlighed til os. "Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder" (1. Johannesbrev 4:9-10).

Jesus sagde: "Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige" (Johannesevangeliet 3:3). Dette gælder også for dig. At blive født af Guds Ånd er den eneste vej for ethvert menneske - til enhver tid, i enhver alder - til at blive befriet fra sine synder og blive himmelens borger. Sand tro, Abels tro, er verdens eneste sande religion, hvis den fjernt kan kaldes en religion. I virkeligheden er det en levende tro, et svar på Guds trofasthed, der er endeligt og fuldt åbenbaret i hans frelse gennem Jesus Kristus. Med henvisning til Guds erklæring om, at Abraham var retfærdig i hans øjne udelukkende fordi han havde tillid til hans trofasthed, siger Paulus: "Men ikke for hans skyld alene står der skrevet, at det blev tilregnet ham; det gælder også os, som det skal tilregnes, os, som tror på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, ham, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os" (Romerbrevet 4:23-25)

Så Paulus fortsætter: "Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!" (2. Korintherbrev 5:17). Guds sande folk er dem, der har troet på Jesus, Guds Søn, og har modtaget hans ultimative løfte, Guds Ånd. Kristne, der læser Koranen, bliver ofte forbløffet over de slående udtalelser i denne bog, der faktisk bekræfter dette. Koranen kommer pinefuldt tæt på at anerkende denne åbenbaring. For det første siger den, at en engel viste sig for Jesu mor og sagde til hende: "Maria! Allah forkynder dig det gode budskab om et ord fra sig. Hans navn er Messias, Jesus, Marias søn" (Koranen 3:45). I det originale arabiske er nøgleordene kalimatim-minhu "et ord fra sig". Bemærk ordet minhu - "fra sig" - som betyder, at Jesus kom fra Gud selv og ikke bare var et eller andet almindeligt menneske.

I en anden passage siger Koranen om sande troende: "Han har prentet troen i deres hjerte og styrket dem med ånd fra sig" (Koranen 58:22). Nøgleordene her er meget ens: "ånd fra sig" - ruhim-minhu. Det er fantastisk at se Koranen bekræfte kernen i det kristne evangelium. Jesus var Ordet, der kom fra Gud (minhu - "fra sig"), og Helligånden, der fulgte, er Ånden, der også kom fra Gud (minhu - "fra sig"). Koranen fastslår eftertrykkeligt, at disse to personer kom fra Gud selv. Den bruger ikke dette udtryk (minhu) om nogen anden personlighed i en lignende sammenhæng.

Døren er åben for dig til at tro på Guds Forløser, Jesus Kristus, og at indgå et personligt forhold med ham ved at modtage Helligånden. Alt hvad det kræver, er en højeste handling af engageret tro - at tro på Jesus som din Herre og Frelser.

I de senere år har jeg ofte stillet muslimer tre afgørende spørgsmål. For det første, kender du Gud personligt? Er du trådt ind i det største af alle forhold - et levende, personligt forhold til ham? For det andet, er dine synder tilgivet for hans skyld? Er du blevet renset, ikke kun fra skylden af alle dine synder, men også fra deres magt? Og endelig, elsker du Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl, hele dit sind og hele din styrke? Har du ægte bevis for, at Gud virkelig skal elskes, at han har gjort noget enestående for at bevise sin kærlighed til dig, og kun beder om, at du til gengæld svarer ham med inderlig kærlighed?

Jeg har modtaget mange forskellige svar på disse spørgsmål, men en ung muslimsk kvinde gav mig for nylig tre svar, der efter min mening korrekt afspejler de eneste mulige svar, som en muslim kan give i overensstemmelse med islamisk teologi. For det første sagde hun: "Ifølge islam er det umuligt at kende Gud personligt. Du kan tro på Allah, bede til ham, tilbede ham, men aldrig kende ham." Hun fortsatte: "Det er også umuligt at vide, at du er tilgivet alle dine synder. Du kan bede om tilgivelse, forsøge at overholde Allahs love og håbe på hans barmhjertighed, men du kan aldrig i dette liv vide med sikkerhed, at du er tilgivet." Endelig sagde hun: "Elsker jeg Gud af hele mit hjerte? Jeg har aldrig rigtig tænkt over det. Jeg tror på ham, jeg er villig til at tjene ham - men elske ham? Den tanke er aldrig faldet mig ind."

Den gode nyhed er, at alle tre er åbne for dig. Den sande Gud nedbrød barriererne mellem ham og syndige mænd og kvinder, da Jesus Kristus døde for verdens synder. Døren blev åbnet, så alle sande troende kunne modtage hans Hellige Ånd og leve udelukkende ved tro på ham (Abels tro), snarere end at forsøge at anbefale sig for ham ved slavisk overholdelse af etablerede religiøse rutiner og ritualer (Kains religion). Du kan kende Gud personligt, du kan blive tilgivet alle dine synder, og du kan elske ham af hele dit hjerte, sjæl og sind. Dette er nøglen til evigt liv.

Abrahams tro afspejlede Guds trofasthed. Den skinnede ligesom månen, når den reagerer på solens lys. Men sande troende kan gøre langt mere end dette. De kan frembringe Guds kærlighed og sende den tilbage til ham. De vil skinne som små sole i himlens rige. Jesus sagde: "Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige" (Matthæusevangeliet 13:43) Engle vil fortsat afspejle Guds herlighed, når den dag kommer, men sande kristne troende vil generere den og sende den tilbage til ham. Engle er Guds himmelske tjenere, men Guds forløste folk på jorden er hans sønner og døtre. De vil manifestere selve den Hellige Ånds nærvær i sig. Deres lys vil skinne indefra i ren og gennemtrængende pragt. Ikke underligt, at Paulus talte om, "(h)vad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham" (1. Korintherbrev 2:9).

Ved tro på Jesus, og ved denne tro alene, kan du blive et sandt Guds barn, kende ham personligt, blive tilgivet alle dine synder og blive arving til det evige liv. Jesus sagde: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johannesevangeliet 14:6). Alle sande kristne troende er forvissede: "Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse" (1. Petersbrev 1:8-9).

Døren er åben for alle mennesker på jorden - uanset hvad deres baggrund måtte være, på trods af alle deres synder og uanset hvor alvorlige de måtte være - til at modtage Guds fuldkomne barmhjertighed i denne nådens tidsalder og blive arvinger til hans evige rige.

Som Jesus sagde det: "Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange" (Johannesevangeliet 10:9). Denne dør forbliver åben indtil han vender tilbage. Den står åben for dig.

---

Oversættelse: Bombadillo