Vesten har mistet viljen til at leve
Af Pamela Geller
Oversættelse af: The West has lost the Will to Live
Kilde: Breitbart, 15. november 2015
Udgivet på myIslam.dk: 16. november 2015

Den mest grundlæggende og primitive ære, en nation skylder sine døde, er at kæmpe for at forsvare sig selv, at besejre fjenden og vinde. Men det vil Vesten ikke.

Vesten hænger i en tynd tråd, og er ikke engang klar over det. Vi lever fedt på renterne af vore forfædres bedrifter og fra dem, der kæmpede og døde for frihedens og de individuelle rettigheders sag. Men tråden er slidt tynd. Tiden er meget tæt på at løbe ud.

Efter de morderiske jihad-angreb i Paris kommer den forudsigelige vestlige reaktion: Ikke resolut selvforsvar, men tårevædede vågenætter med levende lys, forsikringer om solidarisk enhed og hashtags. Efter jihad-angreb i Garland, Texas, Chattanooga, University of California Merced, og snesevis af anholdelser af amerikanske muslimer, der arbejder for IS (FBI har 900 IS-relaterede undersøgelser i gang), burde vores topprioritet være at knuse fjenden.

I stedet får vi patos og ynkelige web-memer. NBC rapporterede: "Paris-borgere brugte hashtaget #PorteOuverte - fransk for 'åben dør' - på Twitter for at tilbyde ly til fremmede, der var strandet efter rækken af dødelige angreb fredag aften." Alle lykønsker sig selv over dette hashtag. "Twitter-brugere i andre lande," tilføjede NBC, "begyndte også at bruge hashtaget for at dele deres glæde over, at sociale medier blev brugt i en god sags tjeneste" – hvilken monumental stupiditet.

"Dele deres glæde?" Denne glæde er malplaceret. Jeg ville ikke forvente noget mindre end, at pariserne tilbød sikkert ly: At barbarer er gået i krig mod os, betyder ikke, at vi er blevet mindre menneskelige.

Dette hashtag er blot den seneste i en endeløs strøm af manifestationer af studentikos, pinlig, selvoptaget vellevned, der er endemisk i vores syge kultur. Det minder om "Boston Stærk": Virkelig? Hvordan? Efter jihad-bombningerne ved Boston Marathon, nægtede medierne og Bostons eliter at kalde angrebet jihad. Bostons bystyre nægtede gentagne gange at køre vores kontra-jihad-annoncer fra American Freedom Defense Initiative (AFDI), men kørte ondskabsfulde jøde-hadske annoncer regelmæssigt. Vi (AFDI) er på vej til Højesteret for at tvinge Boston til at køre vores annoncer. Hvad stærkt er der ved Boston? Hvilken modstand gjorde Boston mod jihad?

Lige så oprørende er Eiffeltårn-fredssymbolet, der cirkulerer rundt. Tror de venstreorienterede virkelig, at IS-jihadisterne vil se dette og nedlægge deres våben? Hvis de kristne og yazidierne i Syrien laver dette fredstegn, vil alt så være godt? Hvis de kidnappede skolepiger - nu sexslaver - laver fredstegnet, vil de så blive løsladt? Et sådant idioti er en hån mod alle frihedselskende mennesker.

Den endeløse klappen hinanden på skuldrene, som borgerne i de vestlige lande giver sig af med efter jihadisters massenedslagtninger, er modbydelig. Folk bryster sig af hashtags og bloddonationer, som om det var noget nyt. Selvfølgelig tager vi os af hinanden. Vi tager os altid af hinanden. Det er vores værdisystem, dette er en vestlig værdi. De Forenede Stater er det mest velgørende land på jorden. Det er sådan, vi er - skønt når Obama taler om universelle værdier, så ved kun G-d, hvilke han taler om: Vestens eller sharias.

Hvad ingen taler om, er at gå i kødet på disse vilde barbarer. Det er dette, der er så moralsk fordærvet ved vore reaktioner. Den tanke, at vi ikke har lov til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at besejre Islamisk Stat, er modbydelig. Den idé, at USA ikke kan besejre Islamisk Stat eller al-Qaeda, er absurd, og hele verden ved det. Men vi vælger ikke at bruge vores styrke. Vi vælger at være ofre. Det er skændigt.

Og klart, da alle ved, at vi ikke er fysisk svage, hvor er så den grundlæggende værdighed, som enhver nation burde have, der vil forsvare sine egne værdier? Om ikke andet så bør vi, når vi befinder os involveret i en krig, udkæmpe den og gøre den færdig. Enten vinder vi eller vi bliver besejret.

Obama har lagt sig på linje med jihad-styrken. I Syrien, Egypten og Libyen, og værst af alt, nu Irak. Han har blod på hænderne. Det er hundredtusinder af kristnes blod, vore soldaters blod. Ved at opgive Irak, bærer han byrden af enhver soldat, der gav liv og lemmer i Irak for at forsvare dette land. Uanset om man er enig i Irak-krigen eller ej, så gjorde vi det. Vi gik ind, og bad den indfødte befolkning om at hjælpe os. Man kan ikke bare trække sig ud og opgive disse mennesker.

Er det rigtigt af os at forsvare os og at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forsvare dette land? Ja, selvfølgelig. En af Obamas historiske forbrydelser er, at han tillod vores overlegenhed at smuldre. Men det betyder ikke, at vore fjender er forsvundet, eller at vi ikke kan eller ikke bør forsvare os mod dem. Blot timer efter at Obama havde insisteret på, at han havde inddæmmet IS, som han kaldte et "Junior Varsity team" [Junior Universitetshold], belejrede de Paris. Og alt dette sker uantastet.

Når muslimer angriber, går venstrefløjen efter os. MSNBC, Guardian og Salon bragte alle artikler, der beskyldte "højrefløjen" for angrebene i Paris. Skandaløst, men ikke overraskende. Fjendemedierne [enemedia] er på linie med jihad-styrken. I takt med at jihad varmer op i Vesten, bliver medierne stadig mere klodsede og desperate i deres forsøg på at lede opmærksomheden væk fra jihad og tilbage til deres foretrukne skræmmebillede: "Højreekstremister." Selv nu, hvor beviserne for islamisk jihad er til stede overalt, som tilfældet er med angrebene i Paris, finder "journalister" stadig udveje til at lægge skylden på "højrefløjen", som de hader langt mere end de blodtørstige jihadister, som de slet ikke har noget imod.

Hvis du ejer et gram af selvværd, så vil du, når nogen springer på dig med en pistol, reagere med brug af magt. Hvis han er ude på at ødelægge dig, så skylder du dig selv at forsvare dig. Vi er nødt til at forstå, at venstrefløjen er lige så farlig, hvis ikke farligere, end selvmordsbomberen, fordi den tilslører denne grundlæggende kendsgerning. For venstrefløjen har legitimiteten af at være dominerende, respektabilitetens blå stempel, og den svinger denne falske legitimitet som en kølle for at ødelægge al modstand mod dens totalitarisme.

Vi er nødt til at gå i krig mod venstrefløjen. Det bliver vi er nødt til at få ind i vore hoveder. Vi er nødt til at acceptere denne frygtelige realitet. De ønsker at ødelægge vores frihed. De ønsker at ødelægge vores land. De ønsker at stjæle vores børn. Det er krig. Der er ingen på højrefløjen, der har den rette filosofi om dette. Venstrefløjen hævder retten til at lyve, og den lyver for det amerikanske folk i massivt omfang, selv i en grad, at den får folk til at tro, at der er noget galt i at elske og forsvare vores land.

Den fremsatte tanke, at angrebene i Paris skete på tærsklen til en global konference - ikke om den alvorligste trussel mod friheden, ikke om den globale jihad, men om klimaændringer - taler højlydt om, hvor urealistiske og syge vi er blevet som rationelle væsener. Og endnu værre, som om dette ikke var slemt nok, har vi en præsidentkandidat, der siger, at klimaændringer er ansvarlige for terrorismen. Og de yderst seriøse talende hoveder i mainstream-medierne snakker videre om dette uden at fortrække en mine.

Kendsgerningen er, at de globale jihadister, uanset om de er IS eller al-Qaeda eller Hamas eller Hizbollah, er monstrøse aggressorer. Vi behøver ikke at afvente det første tegn på, at de angriber; de har erklæret krig mod os. De skal destrueres. Vi skal ikke klage over, hvad vi burde eller ikke burde have gjort; vi er nødt til at rette det. Denne idé om inddæmning, som Obama hævdede forleden - en mellemtilstand - er absurd.

Der er ingen mellemtilstand. Det er enten/eller. Dette er krig. Vi er nødt til at udkæmpe den.




Pamela Geller er formand for American Freedom Defense Initiative (AFDI), udgiver af PamelaGeller.com og forfatter til The Post-American Presidency: The Obama Administration’s War on America og Stop the Islamization of America: A Practical Guide to the Resistance.




Oversættelse: Bombadillo