"Vestlige styrker på randen af sammenbrud"
... ifølge "Dabiq", Den Islamiske Stats nye magasin
Af Timothy R. Furnish
Oversættelse af: "Western Forces On the Eve of Destruction"
Kilde: Facing Islam Blog, 21. juli 2014
Udgivet på myIslam.dk : 29. juli 2014

Den første engelsksprogede publikation fra det nye kalifat: Den Islamiske Stat, fokuserer på apokalyptiske emner. Kalifatet er vendt tilbage, hvad enten vi kan lide det eller ej. IS mener klart, som det fremgår af Dabiq, at det eskatologiske ur tikker. Konsekvenserne er apokalyptiske.

Siden Den Islamiske Stat Irak og al-Sham [Storsyrien] erklærede kalifatets genopstandelse for et par uger siden, har analytikere og journalister fokuseret på konsekvenserne af dette formodede politiske embede for den islamiske verden. Men i begyndelsen af ramadanen forsøgte den nye "Islamiske Stat" og dens kalif imidlertid at dreje propaganda-nålen fra det blot realpolitisk latterlige til det apokalyptisk ærefrygtindgydende - ved at påkalde muslimske eskatologiske traditioner.

Stedet for dette er et engelsk online-magasin med titlen Dabiq: The Return of Khilafah, hvis 50 sider dygtigt sammenblander Koran-citater (10 i alt), hadith (12 af disse) og salafi-jihadistisk eksegese og billedsprog for at legitimere det nye kalifat, motivere de troende og række ud til (primært) vestlige muslimer. Den vigtigste tekst i hele dette dokument, som beviser dette, er en lang hadith (udtalelser tilskrevet islams grundlægger, Muhammed) om et større endetidsslag. Da IS's magasin citerer hele hadithen to gange, og henviser til den flere andre gange, er denne overlevering værd at gengive i sin helhed:

Abu Huraira fortalte, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Den sidste time vil ikke komme, før romerne lander ved al-Amaq eller i Dabiq. En hær bestående af jordens bedste (soldater) på det tidspunkt vil komme fra Medina (for at gå imod dem). Når de stiller sig i geled, vil romerne sige: Stå ikke mellem os og dem (muslimerne), der tog fanger iblandt os. Lad os kæmpe med dem; og muslimerne vil sige: Nej, ved Allah, vi vil aldrig vige for jer og fra vore brødre, så I kan bekæmpe dem. De vil derefter kæmpe og en tredjedel af hæren vil løbe væk, hvilke Allah aldrig vil tilgive. En tredjedel (af hæren), som vil bestå af fremragende martyrer i Allahs øjne, vil blive dræbt, og tredjedelen, der aldrig bliver sat på prøve, vil vinde og de vil blive Konstantinopels erobrere. Og mens de er optaget af at fordele krigsbyttet (indbyrdes), efter at have hængt deres sværd i oliventræerne, vil Satan råbe: Dajjal har taget jeres plads i jeres familie. De vil så komme ud, men det vil være til ingen nytte. Og når de kommer til Syrien, vil han komme ud, mens de stadig forbereder sig til kamp og samler sig i geled. Så vil det blive tid til bøn, og Jesus (fred være med ham) Marias søn vil stige ned og lede dem i bøn. Når Allahs fjende ser ham, vil den (forsvinde) ligesom salt opløser sig i vand, og hvis han (Jesus) ikke konfronterede dem overhovedet, selv da ville den opløses fuldstændigt, men Allah ønsker at dræbe dem med hans hånd, og han vil vise dem deres blod på hans lanse (Jesu Kristi lanse) [Sahih Muslim, “Kitab al-Fitan wa Ashrat al-Saah,” nr. 6924].

Dabiq ligger lige nord for Aleppo, nær den tyrkiske grænse, og al-Amaq/al-Amq ligger i samme område. (Begge er tæt på Hatay, berømt fra Indiana Jones og det sidste korstog). En slags eskatologisk slag, beskrevet i denne hadith af Muslim b. al-Hajjaj (d. 875 e.Kr.), blev udkæmpet på eller i nærheden af det sted i 1516 mellem de osmanniske tyrkere og de egyptiske mamlukker. Østromernes arvinger [dvs. osmannerne, o.a.] vandt dette slag afgørende, takket være deres effektive brug af artilleri - hvilket førte til de fire århundreders osmannisk herredømme over det arabiske Mellemøsten. For at opsummere denne hadith: Romerne lander en ekspeditionsstyrke i det nordvestlige Syrien; efter svære tab besejrer muslimerne dem og erobrer "Konstantinopel"; Dajjal - "Bedrageren" eller den muslimske Antikrist - dukker op, hvorefter den genkomne Jesus gør det af med ham ved hjælp af opløsning eller lanse.


Det sidste Dajjal nogensinde vil få at se

Skribenterne giver afdøde Abu Musab al-Zarqawi - halshugger extraordinaire i forgængeren for IS[IS]: Den Islamiske Stat Irak - æren for først at have forbundet jihad-kampen dér med endetidsslaget ved Dabiq. Magasinet Dabiq har også flere sider, der forherliger al-Zarqawis dyder og strategiske vision for genetableringen af kalifatet via disse faser: 1) Hijra, 2) jamaa, 3) destabilisering af taghut, 4) tamkin og 5) kalifatet. Den oprindelige hijra var Muhammeds og det lille muslimske samfunds "flugt" fra Mekka til Yathrib/Medina i 622 e.Kr. Lige siden har denne bedrift tjent som forbillede for grupper af muslimer, der anser deres samfund og/eller herskere for at være utilstrækkeligt fromme, og derfor gentager paradigmet med at flygte, konsolidere magten og vende tilbage for at erobre. Jamaa er "samfund", den forventede gruppesolidaritet, der hærdes under hijra. Et sådant samfund skal så handle for at underminere de(t) tyranniske regime(r), taghut (bogstaveligt "despoter" eller "gorillaer"). Efterhånden som de undertrykkende magthavere gøres illegitime via jihad og tawwahush (bogstaveligt "vildskab" eller "brutalitet") og kontrollerer mindre og mindre territorium, vil de sande muslimer kunne konsolidere magten (tamkin), som i sidste ende fører til kalifatet, hvilket IS[IS] nu har proklameret. Denne opstigende nye muslimske magt "vil trampe på nationalismens afgud, ødelægge demokratiets afgud" og udløse "nedbrydningen af Sykes-Picot" (Den britisk-fransk aftale fra 1. Verdenskrig, som udstak planer for, hvordan de to lande skulle styre de arabiske dele af efterkrigstidens Osmanniske Rige). Dette femtrinsprogram for opnåelse af magt, kan gentages andre steder - især Yemen, Mali, Somalia, Sinai-halvøen, Waziristan, Libyen, Tjetjenien, og Nigeria, samt visse områder i Tunesien, Algeriet, Indonesien og Filippinerne.

Magasinet Dabiq bruger også et antal sider på at fremlægge et islamisk teologisk grundlag for den politiske magt, der hævdes af "kalif" Ibrahim. Det centrale argument er, at "begrebet Imamah [den politiske magt] kommer fra Ibrahims millah [religiøse bekendelse]". Ibrahim, Koranens udgave af den bibelske Abraham, var en "leder af menneskeheden", fordi han fulgte Allah. Hvis al-Baghdadis sande navn er Ibrahim Awwad Ibrahim Ali al-Badri, er dette sandsynligvis et tilfælde, hvor IS[IS] forsøger teologisk at udnytte "kaliffens" føde- og regentnavn. De, der er imod ham, er "svage sjæle", der "gør sig selv til grin" og således er "overløbere", hvis nakker det er legitimt at slå - dvs. at halshugge. Den Islamiske Stat har "vundet kontrol over et territorium større end mange stater (...), lande, der tidligere var under kontrol af de historiske Umawi Khulafa [kaliffer] i Sham og Abbasi Khulafa i Irak." (Umayyaderne regerede det spirende islamiske imperium fra Damaskus, 661-750 e.Kr.; de blev erstattet af abbasiderne, der regerede fra Bagdad, 750-1258 e.Kr.). Endvidere "åbner denne nye tilstand vejen for den fuldstændige forening af alle muslimske folk og lande under kaliffens ene myndighed. Må Allah beskytte denne kalif-stat og fortsat vejlede den, indtil dets legioner bekæmper korsfarerhærene, som vil samles nær Dabiq".

Der er flere andre aktuelle afsnit i Dabiq: ét om de "befriede" områder, med billeder af skarer, der angiveligt byder velkommen; et andet viser grusomme billeder af døde og lemlæstede eller alvorligt tilskadekomne børn, påståede mål for de irakiske og syriske regeringsstyrker; endnu ét praler af de tusindvis af angrende rafidier ("nægtere"), murtaddin ("frafaldne) eller safawier (safaviderne [som var shiitter, o.a.] styrede Iran fra 1501 til 1722 og kæmpede med næb og kløer imod de sunni-muslimske osmannere), der er blevet fanget og bragt til den sande islamiske tro. (Der er også masser af billeder af døde shiitter, samt af nogle, der skal til at henrettes af IS[IS].)

Dette magasin kaprer selv Tolkien: Et billede af det samlede Rohirrirm-kavaleri, parat til at ride ned mod orkernes legioner, som belejrer Minas Tirith (fra Kongen vender tilbage), er vist nederst på en side, der ophøjer den kommende forening af alle muslimer under kalifatet. Man kan kun formode, at dette billede har til hensigt at portrættere IS[IS] som talmæssigt underlegne bataljoner, der kæmper heroisk mod tilsyneladende uovervindelige odds - og selvfølgelig vinder, meget ligesom muslimerne gør i slaget ved Dabiq, hvor de overvinder romerne/korsfarere med kun den resterende tredjedel af deres styrker. Men igen, på den sidste side, vender Dabiq tilbage til eskatologien og trykker i sin helhed den førnævnte hadith fra Muslim b. al-Hajjaj.


"En sværddag! En rød dag! Og solen stiger" - i Vesten!?


Iagttagelser:

1) Den første engelsksprogede publikation udgivet af den første kalifale stat, der er blevet udråbt siden nedlæggelsen af det osmanniske kalifat for 90 år siden, er fokuseret på apokalyptiske temaer - særligt på et endetids Armageddon-agtigt slag og på indtrædelsen i historien af to af de tre store skikkelser i muslimsk eskatologi: Dajjal og Jesus. "Kalif Ibrahim" og hans stab ville ikke have sanktioneret en sådan udgivelse uden god grund: Muslimerne må have én mand til at lede dem alle mod de onde vesterlændinge i det store slag, der snart kommer i Syrien. Modstand mod ham er nyttesløs - og forræderisk. Tilslut jer den uundgåeligt vindende side.

2) IS-lederskabet ved uden tvivl af anden vej, hvad Pew-data fortalte os empirisk i 2012: At eskatologisk tro i den islamiske verden ikke er "perifer" eller "ekstrem", men faktisk er helt almindelig, selv i sunni-islam: 42% af muslimerne forventer, at Mahdien - islams primære endetidsaktør - vil komme i deres levetid, mens 35% ser hen til Jesu snarlige genkomst. I Irak er tallene henholdsvis 72% og 64%. Syrien var ikke med i Pew-undersøgelsen, men betragter man den blodige borgerkrig dér, er det meget sandsynligt, at lignende apokalyptiske forventninger findes - og det nye kalifat sigter mod at udnytte disse i Irak, Syrien og andre steder. Og skønt Dabiq synes rettet mod et vestligt (muslimsk?) publikum, og mod muslimer, der lever i diaspora her, er det også let tilgængeligt for alle i Mellemøsten, der er udstyret med en computer, internetadgang og elementære engelskkundskaber.

3) Dabiq påberåber sig, og annoncerer, en hadith, der taler om Antikrist og Jesus - men ikke Mahdien. Traditionel eksegese af denne (og lignende) hadith(er) mener, at muslimernes leder i slaget ved Dabiq/al-Amaq vil være Mahdien selv. Betyder det, at IS-lederskabet (og de menige medlemmer) betragter Ibrahim ikke alene som kalif, men som Mahdi - og bare ikke kan lide at sige det i dets første publikation? Eller er lederen af det "nye kalifat" en hersker, som bereder vejen, og riget, for den faktiske eskatologiske leder?

4) Uanset hvad, så giver den klart erklærede doktrin om tawwahush denne nye, selvbestaltede kalif licens til ikke bare at dræbe, men til at brutalisere og sprede panik som et middel til at undergrave ethvert regime. Dette folder sig ud i Syrien og Irak. Er Jordan eller Saudi-Arabien de næste? Som min ven dr. Ted Karasik skrev tidligere i dag, så kan tawwahush meget vel betyde biologisk, kemisk eller nuklear/radiologisk krigsførelse. En kalif kan beslutte at anvende disse våben, enten på egne vegne eller som et middel til kickstarte apokalypsen/Mahdiens komme. Og hvis Ibrahim/al-Baghdadi opfatter sig selv som Mahdien, så er et hvilket som helst våben acceptabelt i krigsførelsen fi sabil Allah: "for Allahs sag".

5) Som jeg bemærkede i sidste uges blogpost (lørdag den 5. juli 2014), har en række sunni-muslimske fraktioner talt imod IS's kalifale krav: Libanesiske sheiker; professorer ved al-Azhar i Cairo; Yusuf al-Qaradawi; selv Hizb ut-Tahrir, der ellers arbejder for kalifatet. Til denne liste kan vi nu føje den nuværende tyrkiske politiker og tidligere leder af Organisationen for Islamisk Samarbejde, Ekmeleddin Ihsanoglu, samt en klike af britiske imamer. Disse fordømmelser er gode, men der er behov for flere - og flere officielle. Hvor er fatwaerne fra verdens mest indflydelsesrige muslim, dr. Ahmad Muhammad al-Tayyib, rektor for al-Azhar; eller fra dr. Ali Guma, tidligere stormufti i Egypten? Mobile militæroperationer mod IS er naturligvis nødvendige, og bliver i øjeblikket udført af grupper som Ansar al-Islam, og mest bidende, af Jaysh Rijal al-Tariqah al-Naqshbandiyah ("Hæren af mændene fra Naqshbandi [Sufi]ordenen"). Selvom den primært består af medlemmer fra Saddam Husseins tidligere regering og militær, og mange fra hans (arabisk socialistiske) Baath-parti, lader det til, at mange i JRTN også er praktiserende sufier - islamiske mystikere. Naqshbandi-ordenen er en af de ældste og måske den største af de snesevis (mindst) af eksisterende sufi-netværk, og har historisk set været den mest ivrige efter at føre voldelig jihad; for eksempel kæmpede naqshbandier i mange opstande mod Det Osmanniske Rige. Hvis den nyligt prægede kalif faktisk har Mahdi-ambitioner, er der måske ingen anden gruppe, der bedre er egnet til at få dette banket ud af hovedet på ham og hans tilhængere. Alligevel er det muligt for IS's modstandere at vinde den varme krig, men tabe den ideologiske.

Kalifatet er vendt tilbage, hvad enten vi kan lide det eller ej. IS mener klart, som det fremgår af Dabiq, at det eskatologiske ur tikker. Lad os håbe, det ikke bliver nødvendigt at rejse Mahdi-alarm.


Dabiq-slaget vil måske foregå nogenlunde således. (Tak til AlanGutierrezArt)





Oversættelse: Bombadillo