På Freedom Centers nylige West Coast Retreat på Terranea Resort i Rancho Palos Verdes (5.-7. april 2019) var Shillman Fellow Mark Tapson ordstyrer i en paneldiskussion om "Kampen mod kulturmarxisterne". I panelet var Nick Adams, grundlægger af Foundation for Liberty and American Greatness, Frontpage-redaktør Jamie Glazov og forfatter, klummeskriver og advokatkonsulent Kurt Schlichter. Gå ikke glip af videoen og udskriften af talen nedenfor.

Udskrift:

Mark Tapson: Jeg skal sige lidt om, hvad kulturmarxisme er, for det er en sætning, vi hører meget, et udtryk, vi hører meget; men det er godt at vide, hvad det er, fordi venstrefløjen kan lide at lade som om, det ikke eksisterer, og derfor er det godt for os at have noget ammunition om det.

Sagt i en nøddeskal er kulturmarxisme anvendelsen af marxistiske mål på kulturen i stedet for på økonomien. Den udvider den marxistiske klassekamps undertrykker/undertrykt-paradigme til at omfatte andre marginaliserede grupper på andre områder som f.eks. race og køn. Således er for eksempel ikke-hvide undertrykt af hvidhed. Homoseksuelle er undertrykt af heteronormativitet. Muslimer er undertrykt af kristne osv.

Kulturmarxismen handler i sidste ende om at dekonstruere det konventionelle samfund ved at angribe det på alle kulturelle fronter, herunder omskrivning af historien, underminering af religiøs overholdelse og tro og især nedbrydning af traditionel moral.

I 1930'erne og 1940'erne, det begyndte faktisk lidt før, men den såkaldte Frankfurterskole af intellektuelle, der omfattede folk som Eric Fromm og Theodor Adorno, Herbert Marcuse, Walter Benjamin, de indså alle, at økonomisk marxisme ikke fungerede, så de måtte finde en anden vej. Så de gav den klassiske marxisme nyt liv i, hvad de kaldte kritisk teori. Formålet med kritisk teori er at kritisere, ubarmhjertigt og destruktivt, ethvert aspekt af det vestlige samfund ved hjælp af, hvad de kalder sociale emancipatoriske strategier. Så kulturmarxisme handler om at lægge vægt kultur og ideologi over økonomi.

Disse folk havde enorm indflydelse i akademiske kredse, og de er grundlaget for denne enorme spredning af kvindestudier, homoseksuelle studier, sorte studier, alle disse akademiske felter, der findes overalt på universiteterne i dag.

Venstrefløjen kan lide at afvise bekymringer over kulturmarxismen ved at hævde, at folk, der bruger udtrykket, som jeg lige gjorde, som en form for ligefrem overførsel af marxistisk strategi til identitetskategorier som race og køn og seksualitet ... de hævder, at vi virkelig ikke forstår den; at den er et langt mere komplekst intellektuelt fænomen, og at den ikke virkelig er kulturmarxisme, men postmodernisme, som faktisk er noget andet end marxisme, og de siger, at du ikke behøver at være marxistisk for at være postmodernist og omvendt, hvilket er sandt.

Jo længere du trænger ned i dette kaninhul, jo mere kompliceret bliver det, men i det væsentlige hævder venstrefløjen, at kulturmarxisme er en konspirationsteori skabt af højrefløjen. Faktisk så jeg forleden dag en professor, der tweetede, at kulturmarxismen var "en imbecil opfindelse af det alternative højre (alt-right)", og dette er usandt, men det er, med risiko for at lyde som en konspirationsteoretiker, det er præcis, hvad kulturmarxister vil have dig til at tro.

Men det er sandt, kulturmarxismen er virkelig. Den har tilhængere. Den har en intellektuel historie, selv når disse tilhængere ikke anerkender eller forstår, at de bruger kulturmarxisme.

For eksempel vågner ingen venstreorienteret aktivist op i dag og siger: "Jeg vil gå ud og føre en virkelig effektiv kulturmarxisme i dag," men de vågner dog op og siger ting som: "Jeg vil udfordre patriarkatet i dag," eller "Jeg vil gøre min del for at underminere det hvide privilegium i dag" eller "Jeg vil undergrave kapitalismen i dag." Disse er kulturmarxistiske strategier. Så, hvad enten de indser det eller ej, eller kalder det kulturmarxisme eller ej, så stammer det alt sammen fra dette marxistiske paradigme om undertrykker versus den undertrykte. Så kulturmarxismens strømme eksisterer, og målet er det samme. Det er den fuldstændige ødelæggelse af vestlige værdier, strukturer og traditioner, nøjagtig som Marx havde til hensigt.

Lad mig, hvis jeg kunne, give et eksempel på en arena, i hvilken der bliver ført det, som jeg har skrevet meget om på det seneste, det er den såkaldte krig mod maskuliniteten, som man ser meget fremtrædende næsten hver dag i nyhederne nu. Nøglen til fremme - jeg tror, at dette er nøglen til alt faktisk, krigen mod maskulinitet, og jeg vil forklare hvorfor om et øjeblik - nøglen til fremme af denne marxistiske kulturrevolution er, hvad Marx kaldte familiens afskaffelse, fordi familien er menneskehedens grundlæggende elementære bånd, og den er den mest formidable forsvarslinie mod tyranni og mod totalitær statskontrol. For at ødelægge familien har venstrefløjen i årtier nu ført en kampagne for at nedgøre ægteskab og moderskab, tilintetgøre kønsforskelle og udrydde eller i det mindste de-legitimere traditionel maskulinitet.

Hvorfor er svækkelsen af mænd så afgørende for denne strategi? Det er fordi, maskuliniteten er kernefamiliens krigerånd. Den er den dynamiske, aggressive, uregerlige og individualistiske energi, der driver mænd til at bygge op, udforske, forsvare og kæmpe, og til at modstå underkastelse og modstå tyranni og middelmådighed, og til at påtage sig kapitalismens personlige friheder og ansvar, i modsætning til det kollektivistiske får, der foretrækker regeringenskontrollens bedragerisk sikre rum. Så maskulinitet er en trussel mod tyranni, og den er ikke let konfronteret direkte. Så hvad gør man? Man undergraver den og afkræfter den kulturelt ved at angribe mænds roller som fædre, ledere, krigere og ægtemænd.

Så ligemeget, dette er ét eksempel, men det er i en nøddeskal, hvad kulturmarxisme er. Mange på venstrefløjen ruller med øjnene, når de hører det udtryk, men den er virkelig. Den er den marxistiske drivkraft bag hvert eneste kulturelle angreb, som vi ser i dag, og derfor er det afgørende, at vi erkender den og skubber tilbage med alt, hvad vi har, fordi vi er konservative. Vi bevarer. Vi bevarer det bedste, der kom tidligere, og de værdier, der bærer os. Så dette er vores kamp. Dette er essensen af vores eksistentielle kamp mod venstrefløjen.

Nu skal jeg stoppe med at tale og lade Nick Adams tage over og føre os til det næste niveau.

Nick Adams: Vi har kun lidt tid i dag, så jeg vil forsøge at formulere kulturmarxismen på en måde, så den rammer jer personligt, fordi vi reagerer alle på kulturmarxisme ligesom på alt andet, personligt: Hvordan den har påvirket os i vore liv, de omstændigheder, hvorunder vi præsenteres for den, hvad vi voksede op med, hvad vi ved og hvad vi gør. Så lad mig prøve at give jer et unikt perspektiv. Jeg vil gerne begynde med at dele en historie med jer.

Det er december 1985. To forældre aner ikke deres levende råd. Der er noget galt med deres 16 måneder gamle barn. I flere måneder har de været hos læge efter læge, børnelæge efter børnelæge, men ingen kan fortælle dem, hvad der er galt. En nat, med deres barn endnu mere uroligt end normalt, tager de til skadestuen på det lokale børnehospital. Afdelingen er næsten helt øde, men der er én anden natlæge til stede, en ung mand med et smilende ansigt. Da han undersøger barnet, forsvinder hans smil hurtigt. Han fortæller forældrene, at han ikke kan være sikker, men han har den fornemmelse, at han muligvis har set dette før, og han frygter, at deres barn har en meget sjælden form for barndomskræft. Han ordinerer et bestemt sæt prøver og pålægger forældrene at vende tilbage næste morgen klokken 8:00 for at få taget disse prøver.

Næste dag skulle forældrenes værste frygt blive bekræftet. Deres barn havde trin 4 neuroblastom, en meget sjælden form for barndomskræft. Forældrene var mine. Barnet var mig. Lægen viste sig at være amerikaner. Årsagen til neuroblastom forbliver ukendt til denne dag, hvor kun 1 ud af 100.000 børn bliver diagnosticeret med den hvert år. Erfaringsmæssigt er den vanskelig at diagnosticere; når det sker, har svulsten næsten altid metastaseret. Barnet, et spædbarn, en baby med trin 4 neuroblastom gives kun 5 procent chance for at overleve. I 3½ år gennemgik jeg kemoterapi, radioterapi og en operation, og takket være Guds helbredende hænder og en mesterlig læge overvandt jeg oddsene og levede. Det var instinkterne hos en amerikansk læge - frisk fra universitetet og bare i Australien på et sommerophold - der viste sig afgørende for min overlevelse.

Da jeg nåede en alder, hvor jeg kunne forstå storheden af min redning, besluttede jeg, at jeg aldrig ville spilde et eneste sekund af et minut af en time af en dag af en måned af året, aldrig nogensinde, og jeg er virkelig stolt over at kunne fortælle jer alle, at jeg i høj grad har levet op til denne selvpålagte forpligtende. Jeg var taler for afgangsholdet i skolen. I en alder af 19 år blev jeg valgt ind i byrådet i Sydney, Australien som en af de yngste nogensinde. Bare 8 dage efter min 21-års fødselsdag blev jeg den yngste viceborgmester i Australien i historien, i Sydney, en rekord, der stadig står til denne dag. Jeg er nu 4-dobbelt bedst-sælgende forfatter. Jeg har talt i 38 af de 50 stater. Jeg har talt i 7 forskellige lande rundt om i verden. Men jeg vil have I skal vide, at jeg gennem alle disse bedrifter har kæmpet mod kulturmarxismen - gennem hele mit liv. Jeg var i krig på gymnasiet. Jeg var i krig på universitetet. Da jeg forsøgte at komme til USA lovligt, satte præsident Obama og John Kerrys udenrigsministerium mig på en ikke-flyve liste. Jeg kunne ikke rejse til USA i en periode. Jeg var sort-listet. Jeg er lærer af profession. Jeg var sort-listet og kunne ikke finde arbejde.

Jeg vil gerne have jer til at forstå, hvor lumsk og altgennemtrængende og ødelæggende kulturmarxismen er. Kulturmarxisme er ikke bare en eller anden fremmed ideologi, der er blevet importeret til Amerika, og som din hjerne skal være på størrelse med en mindre planet for at kunne forstå.

Kulturmarxisme er politisk korrekthed. Kulturmarxisme harmes over folk, der har skilt sig ud professionelt, økonomisk eller på en anden måde i forhold til andre. Politisk korrekthed og kulturmarxisme handler om at stræbe efter middelmådighed og ikke storhed. Kulturmarxisme er antitetisk til de amerikanske værdier, der gør dette land til undtagelsen for verden.

Amerikansk exceptionalisme er individualisme, ikke kollektivisme; patriotisme, ikke relativisme; Gud, ikke regering; tro, ikke sekularisme. Det er E Pluribus Unum (ud af mange, én), ikke radikal multikulturalisme. Det er lighed, men lighed af muligheder, ikke lighed af resultater.

Disse er de dyder og værdier, der har skilt USA ud fra ethvert andet samfund på denne jord, og gårsdagens fortalere og talsmænd for kulturmarxisme vil eliminere ethvert af disse sær-punkter, og gøre Amerika til bare endnu et eller andet sted. Kulturmarxisme betyder, at succes og præstation bliver et mål for, hvor meget røv, du slikker, i modsætning til hvor meget røv, du sparker.

Hvad kunne være mere u-amerikansk og anti-amerikansk end det? Kulturmarxisme er denne kvælende konformitet, denne totalitære ideologi, der ribber os for vores individualisme, eliminerer vores patriotisme, fjerner vores selvtillid, og den gør dette land magen til det, jeg følte, jeg måtte forlade. Den gør dette land til en eller anden form europæisk land, og det sker af to grunde.

Nr. 1 er, at alle de kulturinstitutioner, der former og genererer vores kultur, er i hænderne på mennesker, der grundlæggende vil omforme USA. Deres ord, ikke mine. De elsker ikke Amerika, som du og jeg elsker Amerika. De elsker ikke de ting ved Amerika, som du og jeg elsker ved Amerika. De vil gøre dette samfund til noget, som det aldrig har været, noget, som det ikke er, og noget, som det aldrig bør blive.

Den anden grund til at vi taber denne kamp, er, at der er en lidenskabskløft, og hvor vanskeligt og smertefuldt det end er for mig at fortælle jer dette, så er den eneste måde, hvorpå vi kan vinde denne kamp mod kulturmarxismen, den eneste måde, hvorpå vi kan overvinde venstrefløjens infiltration overalt - i Hollywood, i mainstream-medierne, i skolen, på universiteterne, overalt vi ser hen - den eneste måde, hvorpå vi kan klare det, er, hvis vi indrømmer den situation, vi står i, og jeg vil fortælle jer, at der i de sidste 60 år - intet, som I ikke ved - har raset en kulturkamp i dette land, men kun én side har udkæmpet den. De har gjort det med løgne, vold, trusler om vold og de fjendtlige overtagelser af universiteter. De styres kun af to ting - Saul Alinskys regler og Chicago-pøbelen. Og de er dedikeret til intet mindre end vores fuldstændige udslettelse.

Som reaktion på den kultur, hvor vi konservative, vi hårdtarbejdende, almindelige mænd og kvinder har haft travlt med at betale vore boliglån, opbygge vore forretninger, opspare penge for at kunne sende vore børn på universitetet - og vi har konsekvent og konstant og løbende søgt at forbedre os og hyldet ting som kollegialitet og værdighed og anstændighed, og vi har ladet fjenden agere uden modstand.

Jeg kender folk, og jeg ved, at Jamie Glazov vil tale om dette, jeg kender folk, der kommer til mig hele tiden og siger: "Nick, hvorfor går du på CNN?" "Nick, hvorfor går du på MSNBC?" Og jeg siger: "Fordi jeg kan lide at gå ind i løvens hule", og de siger: "Jamen jeg kan ikke engang tåle at se CNN, jeg slukker straks for den kanal." Den eneste måde, vi kan vinde denne kamp på, er, hvis vi ved, hvad fjenden tænker, og vi forstår, at der er en lidenskabskløft. Virkeligheden er denne.

I de sidste 60 år har venstrefløjen i dette land ønsket at ødelægge Amerika mere, end vi har ønsket at beskytte det, og indtil vi ønsker det ligeså meget som dem, indtil vi indser, hvilket gadeslagsmål det er, vil vi fortsætte med at tabe.

Så jeg vil lade det være ved det. Vi vil tale lidt mere og besvare alle de spørgsmål, I har, men nu vil jeg lade stafetten gå videre til den uforlignelige, den enestående, den utrolige og ubeskrivelige Jamie Glazov.

Jamie Glazov: Mange tak, Nick. Så mine venner, at bekæmpe kulturmarxismen, når vi har 8 til 10 minutter, hvad taler vi om. Jeg vil vinkle det på min bog, for det, jeg er meget interesseret i, og det, vi alle skal have for øje, er det bedrag, som fjenden bruger. Det er meget, meget vigtigt at vide, at vi altid bliver bedraget, og det er også et sted, hvor desværre konservative ikke alene, på mange niveauer gennem årene, kæmper kulturkamp - og helte som David har vendt rundt på dette - men vi forstår heller ikke propaganda-krigen særlig godt, for vi er nødt til at blive bedre til det. Men det er, hvad jeg vil tale lidt om i dag i forbindelse med kampen mod kulturmarxismen: at der bliver spillet et spil.

I min bog, Jihadist Psychopath - jeg vil bare sige meget hurtigt - i årevis studerede jeg psykopater, og jeg begyndte at se, at da jeg studerede islamiseringen af Amerika og af Vesten, hver eneste taktik, som psykopater bruger til at fange deres ofre og fortære deres ofre, og vi har dem som naboer, vi har dem på vort arbejde. Nogle af os har dem som familier. Nogle af os er selv psykopater, og jeg kender folk, der ikke kunne lide at læse min bog, fordi de så sig selv. Men jeg vil bare tale om to eller tre af disse temaer, for når vi først forstår, hvem psykopaterne er, begynder vi at forstå, hvordan de agerer, og så derfor vil jeg bare gerne bruge lidt tid på det.

Der var en serie for nylig, jeg kan ikke nøjagtigt huske titlen på den, men den handlede om de spioner i England, der var i MI5 og regeringen, og en af spionerne, som arbejdede for Sovjetunionen, gik til sidst til bekendelse og talte med en af de folk, der afslørede ham. Spionen lå i med mandens kone, og gjorde det med fuldt overlæg. Sådan arbejdede KGB på alle disse niveauer, og manden i regeringen sagde: "Hvorfor?" Og han sagde: "Så du kunne ikke se mig rigtigt." Se, de er meget, meget skarpsindige. Så hvis du ligger i med mandens kone, kan manden ikke se rigtigt, fordi han er - du ved? Så der er altid, der er altid et bedrageri i gang.

Og så lad mig lige begynde med dette. Der er et bestemt trin-for-trin-mønster, som psykopater arbejder efter, og jeg håber I vil tage et kig på mit arbejde, for det er ikke kun de islamiske supremacister, der er involveret i dette. Hele mit liv har jeg været optaget af at forstå venstrefløjen, og hvorfor venstrefløjen er allieret med islam. Ikke alene er den allieret, men fordi den deler de samme mål og er den samme enhed, giver den sig af med den samme taktik. Nu håber jeg ikke, at jeg fornærmer nogle mennesker her i dag, men jeg kan ikke lade være med at bruge religiøse termer, fordi der er en kristen - åndelig kamp her, og selvfølgelig ser vores jødiske brødre og søstre også en åndelig kamp og vi har meget til fælles i, hvordan vi ser det, men jeg vil bare begynde med dette. Psykopaten lærer bedst fra sin herre, og det er slangen.

Så meget hurtigt begynder jeg bare, og Dinesh D'Souza har ydet en fornem indsats om dette. Da slangen talte til Eva, var det meget vigtigt for slangen at sige, at dette er i din egen interesse, og vi skal huske på dette, mens vi står i denne kulturelle kamp, fordi dette er et meget vigtigt tema i bedraget. Det er i din egen interesse at gøre dette, og, men slangen vidste, at Eva ville falde på grund af det. Jeg har ikke tid i dag, men jeg dokumenterer på enhver måde de steder, hvor de islamiske supremacister fortæller os, at dette er i vores egen interesse, hvad vi skal gøre, og venstrefløjen giver sig af med nøjagtigt det samme, når den fortæller os, hvad vi behøver. Under dette romantik-stadium er der i høj grad et vi-er-meget-ens-stadium. Jeg har kendt mange psykopater af den slags. Hele mit liv. Ligesom, jeg ville være, du ved disse mennesker, som du næppe kender, og pludselig fortæller de dig, at I er sjælevenner, og at de er enige med dig, og I fyre er ikke ens? Vær på vagt overfor disse mennesker. Og jeg siger ikke, at det ikke nogle gange er sandt, men de folk, som du næsten ikke kender, og du ved, at noget foregår, dette er romantik-stadiet.

Så jeg vil bare understrege dette i dag. Hvad angår det islamiske supremacistiske stadium, romantik-stadiet. I elsker Jesus? Vi elsker Jesus. I respekterer Jesus? Vi respekterer også Jesus, og dette behov for bedrag, denne hunger efter bedrag, det er rodfæstet i vores DNA et sted, og vi er nødt til at kæmpe imod det. Derfor kæmper vi op ad bakke, fordi jeg vil sige, at en stor procentdel eller måske de fleste - Kenneth Levin har dokumenteret dette i The Oslo Syndrome - ønsker at blive bedraget. En af rejsefællerne under Sovjetunionen sagde til sovjetværten, han sagde: "Du bedrog os." Og værten sagde: "Men I ønskede at blive bedraget." Og så mange kristne er bare savlende, åh, de elsker Jesus, og vi kan lide Jesus. Kampen er forbi. Alt er okay. Vi er meget ens. Men den kloge kristne, den modige kristne, der ikke har behov for bedrag, vil sige: "Åh, du elsker Jesus? Hmm. Lad mig spørge dig om noget. Døde Jesus på korset for vores synder? Og er Jesus medlem af Den Hellige Treenighed? Er Jesus Guds Søn - guddommelig?" Og så bliver den islamiske supremacist askegrå og løber væk, eller bliver vred og begynder at råbe op, men det kræver mod at gøre det. Det kræver mod at tage situationen for, hvad den er, at dette store slag ikke er foran os.

Skift til kulturmarxismen et øjeblik. Saul Alinsky. Hvad lærte han? Barber dit ansigt. Væk med det skæg. Af med det beskidte tøj. På med slipset. På med jakkesættet. Barack Obama, han tog virkelig ved lære. Hillary Clinton, slut dig til middelklassen. Du er en del af middelklassen. Vi er meget ens. Se, jeg har været, jeg har brugt mit liv til at tænke over disse ting, og det er bare - det er, hvad jeg vil tale om i dag. Husk på, at du konstant bliver udsat for bedrag, så selv når du ser dem, hvad enten de fortæller dig at de elsker Jesus, når det er nogen fra CAIR, eller når du ser personen, slipset og jakken, udspiller der sig et bedrag, fordi du ødelægger din fjende ved at foregive, at vi er meget ens. Det er et meget afgørende stadium under det psykopatiske spil. Så - og D'Souza har virkelig gjort et godt stykke arbejde på dette felt - og vi ved, hvad Obama'erne og Clinton'erne gjorde, fordi de hader middelklassen.

Der er en grund - hej, se hvor de sender sharia-befokningerne hen, de mennesker, der elsker sharia, de sender dem mange gange ind i middelklasseområderne som en straf, fordi der er en ondskab dér, men det gøres alt sammen efter strategien: "Vi er ens, jeg har jakkesættet på". Så jeg ville bare nævne nogle af disse ting. Nu, denne: "Dette er i din egen interesse, vi er meget ens", er alt sammen i den romantiske forførelsesfase, og jeg dokumenterer i min bog, hvordan psykopater opererer og hvordan de forfører; men når først de har fået tag i dig, så begynder noget andet: slaget i ansigtet og så pludselig surmuler de i hjørnet. Vi kender alle mennesker, der er sådan. De slår dig i ansigtet, og så har de haft en rigtig dårlig dag, og så surmuler de i hjørnet, og de svage mennesker, der allerede er fanget ind, siger undskyld til dem. Okay?

Så nr. 1, vær forsigtig med dette i dine personlige forhold, og mange af os bliver fanget af dette væv, men åben øjnene. Der er et jihad-angreb. Pludselig taler Don Lemon og Anderson Cooper om, at den muslimske befolkning virkelig frygter en modreaktion, og så lige pludselig er vi alle som: "Åh, vi er så kede af at være islamofobiske." Vi undskylder indenfor 3½ minutter efter et jihad-angreb til det muslimske samfund. Hvor er det stadium, hvor det muslimske samfund undskylder til os for Koranen 9:5 og 9:29? Så jeg minder jer bare om, der er et konstant spil, der spilles her, og da jeg studerede hvordan psykopater opererer, hvert eneste stadium, og så er der et offerstadium. Medlidenhedskortet. Psykopaterne bruger altid medlidenhedskortet. Venstrefløjen, kulturmarxisterne, bruger det hver gang.

Så med bare måske 3 - 4 minutter tilbage, fordi det nogle gange er så svært at fortælle andre om vore hovedideer og det vi brænder for til andre, men jeg vil sige dette: Med hensyn til den åndelige kamp, så er den forbundet med offerkortet. Satan er en anklager. Husk venligst dette. Satan er en anklager. Jesus Kristus er ikke en anklager. Jesus Kristus er medfølende og ved, at vi er syndere og kom for vores forløsning. Jesus anklager ikke, men Satan anklager. Grundløse anklager, afgørende for psykopater.

Jeg husker, da jeg voksede op, jeg kunne nævne én mand og én kvinde, som var deres ægtefæller utro, der privat sagde pralende til mig: "Jamie, nøglen er at komme ind og anklage og blive rigtig gal. Du kommer ind, du bliver rigtig gal, retter beskyldninger. Det virker hver gang." Og jeg er ligesom: "Åh ja, er det hvad du gør?" Men det er meget effektivt. Psykopater kommer konstant med grundløse beskyldninger. Husk det, og jeg vil bare sige dette, hvor Shelby Steele bevæger mig så meget, forstår I, Shelby Steele påvirkede virkelig min tankegang, da jeg forsøgte at finde ud af dette. Det er meget vigtigt. I aftes, hvis I lyttede, og hvis I læste hans bog, The Content of our Character, Shelby Steele taler om, hvor vigtigt det er for folk at føle sig uskyldige. De ønsker at være uskyldige, og så den beskyldning om at være racist, mange af de hvide i vores kultur, som Steele dokumenterede, de ønsker at være uskyldige, "Jeg er ikke racistisk. Det er Robert Spencer og Pamela Geller derovre. De hader muslimer. Ikke jeg."

Så vær også opmærksom på dette, at en del af dette offerkort - og Steele dokumenterede det med hvid skyld, men det går nu over i at blive misbrugt af den uhellige alliance [jf. David Horowitz: Unholy Alliance] og af islam og venstrefløjen, som er forenet i had [jf. Jamie Glazov: United in Hate] - går ud på, at der rettes grundløse beskyldninger. Og så, islamofobe. For eksempel bruger jeg det meste af min tid til at kæmpe på vegne af muslimske kvinder og piger, der er ofre for kvindelig kønslemlæstelse, æresdrab. Vi taler om handlinger af **** hele tiden, Sayid-søstrene. Vi elsker virkelig det muslimske folk, de muslimske kvinder, muslimske piger, der er, der lider under islamisk kønsapartheid, og vi bliver kaldt muslim-hadere. Kan I se, hvordan de arbejder? Det er meget, meget snedigt, men nøglen er, at disse grundløse beskyldninger om Trump, om alle og enhver - du er en hvid supremacist, du er en racist, du er en bigot - nøglen her er at huske på dette. Det er en psykopatisk taktik, og mange mennesker; hvad der sker er - og Kenneth Levin har dokumenteret dette i The Oslo Syndrome, mange venstreorienterede jøder - du godtager anklagerens beskyldning. "Jeg er den gode jødiske person. Jeg vil skille mig af med alle disse grimme jødiske træk. Du har ret. Jøder er sådan, men jeg er den gode jøde. De dårlige jøder er dem derovre," og det er, hvad der skete i Oslo-syndromet.

Når du godtager anklagerens beskyldning, og det gør vi i dag, og jeg mener ikke de helte, der er her i dag, men vær opmærksom på dette, fordi der er mange mennesker i vores samfund, selv nogle af de moderate muslimer, der kæmper mod jihad og sharia, men de er ikke som Robert Spencer. De er ikke som Pamela Geller. I ved, det er meget interessant, og det er nøglen her, og Mark, jeg tror 2-3 minutter? Har jeg stadig tid? Det var ikke et ja. Så, men hvad jeg vil sige er, der foregår også en proces her med at indsmigre sig hos sin potentielle bøddel. Dette er et meget vigtigt tema at huske på.

Da jeg var nede på Third Street Promenade [i Santa Monica, Californien], ville vi arbejde og forsøge at oplyse offentligheden om islam, og mange muslimske piger i hijab råbte og skreg af mig og fortalte mig: "Du ved ingenting. Du er en racist, og du er en hader og du er en bigot," og jeg tog et billede af en af dem, for jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Og det slår aldrig fejl; 15 minutter senere kom den, der havde råbt mest af mig, hen til mig privat og græd: "Vil du ikke godt slette det billede? Man kan se mit hår. Mine forældre hjemme i Saudi-Arabien vil dræbe mig, hvis de ser mig sådan." "Åh, du har lige brugt 10 minutter på at skrige af mig, at jeg er racist, og jeg tager fejl. Intet problem. Jeg sletter det." I forsøget på at indsmigre sig hos deres potentielle bøddel, gør de sig mere radikale end deres potentielle bøddel selv. De mennesker, der har magt over jer, vær meget forsigtige. Når vi ser alle disse venstreorienterede og marxister, de hjernedøde liberale eller de ondsindede liberale, de ved hvad de gør, og de forsøger at indynde sig hos de mennesker, de er bange for. Jeg har venner på universitetet, og de hader mig verbalt. Jeg kan godt lide Trump. Du er slem, du er en frygtelig person, men de er faktisk ligefrem bange for at indrømme på campus, at de kender mig, fordi de bliver ædt rå af de mennesker, de forsøger at forsvare.

Disse er blot nogle af de temaer, jeg ville tale om. Jeg tror, jeg bare slutter. Det er kun 60 sekunder, når jeg taler åndeligt her, og som kristen vil jeg blot sige, at der er en åndelig krig i gang. Og i kulturmarxismens kerne, i venstrefløjens kerne, i selve hovedkernen findes, hvad der skete i Paradisets Have og hvad slangen forsøgte at udnytte, Gud-komplekset - mennesker, der ønsker at være Gud, I stedet for at indse, at vi har behov for at falde på knæ og bede Faderen om tilgivelse og gennem, og, bede om Kristi barmhjertighed, så mener venstrefløjen, at den selv kan frelse menneskeheden, og at menneskeligt blod vil forløse Jorden, som de vil dræbe. Det er derfor, Mao og Stalin, derfor er der så meget mord på venstrefløjen, fordi de mener, at de kan skabe deres egen utopi. Så der er et Gud-kompleks dér. Der er en afvisning af Guds orden, og de tror, at de kan være guder.

Og så vil jeg bare sige, at jeg var på et fly for nylig. Kvinden til venstre for mig, kvinden til højre, begge så MSNBC og CNN og talte om Trump, og jeg husker jeg bare tunede ind på Hannity [fra Fox News, o.a.] og helt ærligt, man kunne faktisk se dem begynde at ryste. Kender du disse mennesker? Det er næsten, som når du tager vievand ud lige foran dig, det er bare, de skælver bare. De ryster. Når du ser på Don Lemon, Anderson Cooper, Rachel Maddow ..... Åh, min Gud, de kunne knap nok styre sig selv. Ikke for at komme på tværs som en stor fanatiker eller noget, men der er noget åndeligt der, fordi Trump minder dem om, at de ikke er guder. Du kan ikke opbygge en perfekt planet, og venstrefløjen hader den tanke. Husk på det, fordi de er selvudnævnte frelsere, og de får at vælge, hvem der er frelst og de får at vælge, hvem der er fordømt. Og det er David Horowitz, meget kraftfuld i sit arbejde. Mange tak, alle sammen.

Kurt Schlichter: Okay. Lad mig starte med et spørgsmål. Er I enige eller uenige i følgende påstand? De venstreorienterede ønsker os døde eller gjort til slaver? Lad os se jeres hænder for et ja. Okay, jeg kan ikke se alle jeres hænder. Okay, bliv vågne, folkens. Som, cool kids siger, bliv vågn [get woke]. Forstå hvad der foregår her. Forstå, at venstrefløjen ikke er vore venner. Forstå, at de vil såre os, skade os, gøre os ude af stand til at leve som suveræne borgere, ikke som, gale, oh, **** har en perifer gruppe af suveræne borgere. Jeg mener som amerikanere, der deltager i deres egen styrelse, som har medbestemmelse i, hvad der foregår, som kan afgøre deres egen fremtid og bevare deres egne rettigheder. Det ønsker de ikke. De vil have, at I ikke er borgere. De vil have jer til at være trælle.

Af og til kommer jeg på Twitter-maskinen - en gang imellem. Jeg vil foreslå, at I ikke følger mig på Twitter, fordi jeg har det med at sige ting, der ikke er helt pæne, men jeg tror, at vi skal gøre mere af den slags, fordi - jeg var infanteriofficer i lang tid, og det første man skal forstå, når man er i kamp, det er, at man er i kamp. Okay, vi er i krig her. Vi talte om kulturkamp, det er en krig. Det er en kamp. Fjenden er seriøs. Er vi seriøse? Er vi alle engagerede i at vinde? Fordi det er mange af vore ledere ikke.

Lad os se på nogle af dem, der ikke er. Jeb Bush. Den mindst vågne mand på Jorden med undtagelse af Mitt Romney, der er endnu mindre vågen. Jeb og Mitt mener, at disse mennesker er deres venner, og "Vi har bare nogle uoverensstemmelser. Du ved, jeg, jeg, jeg vil gerne, jeg vil gerne styre vores nedgang på en, på en, på en langsommere måde mod det samme endemål." Vi vil bare bruge 10 år at gøre Amerika til et Venezuela i stedet for 5. Eller hvad siger AOC [Alexandria Ocasio-Cortez]? 12. Hvad er vi oppe på nu, 11 år og 11 måneder? Vi burde have en AOC nedtælling til dommedag. Opgiv jeres cheeseburgere, ellers: Tik, tik, tik, tik, tik, tik.

Jeg holder øje med folk som Mitt Romney, og det er bare, jeg vil bare gerne stjæle hans frokostpenge. Hvilket fjols. Han tror virkelig, at disse mennesker er hans venner. Dette er den eneste mand på Jorden, som i 2012 blev overrasket, da han blev kaldt en racist. Han er ligesom: "Hvad, vent, hvorfor hvorfor, hvorfor er medierne så tarvelige? Jeg troede, de var mine venner. Du ved, jeg er, de er bare så tarvelige," og han lærer ingenting. Busherne har ikke lært noget. Never Trump'erne har ikke lært noget, hvilket bringer mig til Bill Kristol. Åh, krydstogtskibets kaptajn. Tager et helt igennem solidt tidsskrift, rammer isbjerget, synker. Disse mennesker. Jeg er lidt vred på Bill Kristol. Han kaldte min seneste roman, Wildfire, forfærdende. Så det vil jeg sætte øverst på den næste udgave.

Men disse folk, hele denne konservative korporation, disse mennesker tilbage i DC, hvis hele liv har bestået i at være konservative. Hvad i Helvede har de nogensinde konserveret? Har I set dem bevare noget som helst gennem de sidste 30 år? Har I nogensinde set dem rejse sig og kæmpe? Jeg siger dette. Jeg siger - her er endnu en konservativ leder, der aldrig har været med i et værtshusslagsmål. Hvis du ikke har sparket nogens røv eller fået din egen røv sparket, så har du ikke noget at gøre med at lede mig eller jer. Hvad mener I?

Disse fyre er aldrig Trump? De er altid mig. Det handler kun om os. Vi vil have pengene. Vi vil have indflydelsen. Vi vil have magten. Ja, Bill Kristol, sagde han, da Bush var i embede, plejede han at ringe op. Ja, det er Bill Kristol. Giv mig præsidenten. Godt, javel hr. Mister Kristol. I dag ringer de til Det Hvide Hus, det er ligesom: Bill Kristol ... Kristol. Ikke den fra City Slickers. Den fra The Weekly Standard. Hallo ...? De hader ikke Trump, fordi han ikke er konservativ. Denne mand - og helt ærligt, jeg var en tidlig Trump-skeptiker, jeg var Trump-skeptiker. De hader Trump, fordi han gjorde en ende på deres fede jobs. De ønskede at overleve uden at udkæmpe denne kulturelle krig. Det er upassende. Jeg vil ikke have, at nogen kalder mig racist. Nå, velkommen til min verden. Det bliver jeg kaldt hver eneste dag. Jeg ser over på min latinamerikanske kone og siger: "Hej, skat. Vidste du, at jeg er racist?" Hun siger, "Tja, du er en sjuske. Du er meget højrøstet. Du er en acceptabel elsker," men ingen har nogensinde sagt det om nogen på Weekly Standard, det kan jeg godt fortælle jer.

Åh, jeg har 2 minutter, hvilket heroppe svarer til 15. Lad mig bare nævne det vigtigste våbensystem, vi har her. Jeg kommer fra hæren, ikke? Jeg var kommandant. Jeg befalede på bataljonsniveau. Jeg var konstitueret kommandant for brigaden. Det handler om at bringe systemer sammen. Du har dit artilleri, du har dit luftvåben, du har dit infanteri, du har dine tanks. Du har alle slags systemer. Hvilke systemer har vi? Hvilke af vore våbensystemer vil forårsage størst skade på fjenden? Godt, det første - udover at vide, at man befinder sig i en kamp - er at udløse magten af nej. Og man behøver ikke bare sige: nej. Man kan sige: pund sand. Man kan sige: gå - I forstår. Det er magten af nej, for disse kulturmarxister har ingen virkelig magt, som vi ikke giver dem. Okay? Ja, og ræk ikke jeres hænder i vejret, for dette optages på film, og vi vil ikke have det derud, men jeg tør vædde på, at nogle af jer har personligt ejede skydevåben.

---

Oversættelse: Bombadillo