Ifølge George Saliba, professor i arabisk og islamstudier på University of Columbia, var det "islamisk videnskab", der i realiteten skabte den moderne verden. Dette er en smule mærkeligt, eftersom Saliba har anmeldt det værk af forsker Toby E. Huff, som konkluderer, at det stort set mislykkedes de islamiske lande at udvikle moderne videnskab. Jeg har selv skrevet en række poster om dette emne på Jihad Watch [findes på dansk her]. Disse kommentarer er også blevet oversat til tysk og jeg skrev et lidt længere essay om dette på Gates of Vienna-bloggen. Jeg har også haft den fornøjelse at læse Huffs bog The Rise of Early Modern Science: Islam, China and the West, second edition. Om noget tror jeg, at han nogle gange er for venlig over for den islamiske verden.

Han skriver: "Vi er optaget af det faktum, at arabisk videnskab, fra det ottende århundrede til slutningen af det fjortende, nok var den mest avancerede videnskab i verden, som langt overgik Vesten og Kina. På stort set alle områder af menneskelig stræben - astronomi, alkymi, matematik, medicin, optik og så videre - stod arabiske videnskabsmænd (det vil sige individer fra Mellemøsten, der primært anvendte det arabiske sprog og som inkluderede arabere, iranere, kristne, jøder og andre) i spidsen for de videnskabelige fremskridt. De kendsgerninger, teorier og videnskabelige spekulationer, der var indeholdt i deres afhandlinger, var de mest avancerede, der kunne findes nogetsteds i verden, herunder Kina."

Jeg er glad for at han angiver, at han med udtrykket "arabisk videnskab" henviser til enhver, der tilfældigvis levede under arabisk-islamiske styre, ikke nødvendigvis arabiske muslimer. Alligevel kan jeg ikke godkende udtrykket. Hvad der blev opnået af videnskabelige resultater i denne periode blev sjældent præsteret af arabiske muslimer. "Islamisk videnskab" var næsten totalt afhængig af oversættelser, ofte foretaget af ikke-muslimer, af præ-islamiske kulturers resultater - grækernes, egypternes, indernes osv. Desuden var et slående antal muslimske tænkere persere, som stod mere i gæld til deres præ-islamiske arv, end de gjorde til islam. Alligevel betragter jeg Huffs værk som et af de bedste, jeg har læst om tidlig moderne videnskab.

Ifølge Huff: "Efter denne undersøgelses synspunkt, var den moderne videnskabelige revolution både en institutionel revolution og en intellektuel revolution, som reorganiserede ordningen af den naturlige viden og validerede et nyt sæt af forestillinger om mennesket og dets erkendelsesmæssige evner. De former for fornuft og rationalitet, der var blevet udvundet af mødet mellem græsk filosofi, romersk ret og kristen teologi, lagde et fundament for troen på menneskets og naturens grundlæggende rationalitet. Endnu vigtigere - denne nye metafysiske syntese fandt et institutionelt hjem i det middelalderlige samfunds kulturelle og juridiske strukturer - dvs. i universiteterne. Tilsammen lagde de et fundament, der anerkendte eksistensen af neutrale institutionelle rum, inden for hvilke intellektet kunne forfølge dets intellektuelle inspiration og samtidig stille dybdegående spørgsmål. Efter at have lagt disse fundamenter, blev store dele af den vestlige verden, i årene efter renæssancen, i stand til at gå videre med den videnskabelige bevægelse såvel som med økonomisk og politisk udvikling."

Lederen af Jihad Watch, Robert Spencer har i sin bog Religion of Peace?: Why Christianity Is and Islam Isn't, givet et glimrende overblik over forskellene mellem islamisk og kristen teologi, herunder deres holdning til videnskab. Sociolog Rodney Stark erklærer, at islam ikke har "en opfattelse af Gud, passende som garant for videnskabens opgang (...). Allah præsenteres ikke som en lovformelig skaber, men opfattes som en yderst aktiv Gud, der griber ind i verden, som han finder det passende. Dette førte til dannelsen af en stor teologisk blok inden for islam, der fordømmer alle bestræbelser på at formulere naturlove, fordi de benægter Allahs frihed til at handle." Professor Stanley Jaki bemærker, at de forbedringer, som muslimske videnskabsfolk tilførte den græske videnskabelige korpus, "aldrig var betydelige."

De tidligste europæiske universiteter, som universitetet i Bologna i Italien og Oxford i England, blev skabt i det elvte århundrede, men mange flere blev tilføjet i løbet af det tolvte og trettende århundrede, hvor universitetet i Paris (Sorbonne) kom i forgrunden. Højmiddelalderen (ca. 1000 til 1300 e.Kr.) var også tiden, hvor den græsk-romerske arv langsomt blev genetableret i Vesten. Denne proces begyndte med nogle oversættelser af græske tekster, indført via arabisk, men disse blev hurtigt, især efter korstogene, erstattet af oversættelser direkte fra græsk via byzantinske håndskrifter, erhvervet fra Konstantinopel.

Takket være arbejdet af Edward Grant er det blevet erkendt, at grundlaget for den moderne videnskab blev lagt på universiteterne. Naturvidenskaberne blev "fundamentet for og kernen i en middelalderlig universitetsuddannelse" på grund af den hidtil usete oversættelsesaktivitet i det tolvte og trettende århundrede.

Måske lyder dette en smule "eurocentrisk", men det er en historisk kendsgerning, at den videnskabelige revolution fandt sted i Europa, ikke i Indien, Kina eller Mellemøsten. Der fandtes heller ikke noget helt ligesom det middelalderlige universitet i Romerriget. Hvad der eksisterede af rigtig videnskab i romertiden, var næsten alt sammen af græsk oprindelse, og selv grækernes bidrag havde været støt faldende i århundreder. Romerne var gode til bestemte typer af ingeniørvirksomhed og teknologi, men som kineserne, var de overraskende dårlige til at levere et sammenhængende videnskabeligt syn på verden. Det middelalderlige europæiske universitet repræsenterede således en virkelig nyskabelse, og Huff placerer dets udvikling samt beslutningen om at indføre, ikke blot teologi, men også naturvidenskab i dets almindelige læseplaner, som afgørende for Vestens videnskabelige resultater:

"Vi skal heller ikke undervurdere vigtigheden af det skridt, der blev taget, da det blev besluttet (delvis efter gammel tradition) at gøre studiet af filosofi og alle aspekter af den fysiske verden til en officiel og offentlig virksomhed. Hvis dette synes at være et trivielt resultat, er det på grund af vores eurocentrisme, som glemmer, at studiet af naturvidenskab og filosofi blev skyet i de islamiske skoler i Mellemøsten, og at alle undersøgelser af den art blev udført i nøje bevogtede private omgivelser. På samme måde i Kina - der var ingen selvstændige læreanstalter, uafhængige af det officielle bureaukrati; de, der eksisterede, var fuldstændig prisgivet den centraliserede stat. Filosoffer blev heller ikke givet frihed til selv at definere lærdommens omfang, som det skete i Vesten."

Den tysk-syriske reformvenlige forfatter Bassam Tibi skriver i sin bog Islam Between Culture and Politics, at "rationelle videnskaber - i middelalderens islam - blev betragtet som 'fremmede videnskaber' og til tider som kætterske. I øjeblikket synes islamiske fundamentalister at være uvidende om, at de rationelle videnskaber i islam var baseret på, hvad der blev kaldt ulum al-qudama (de gamles videnskaber), dvs. grækerne."

Videnskab blev betragtet som islamisk videnskab, studiet af Koranen, hadith, arabisk historie osv. Tibi mener derfor, at det er forkert at kalde institutioner som al-Azhar i Cairo, Egypten, den højeste lærdomsinstitution i sunni-islam, for et universitet: "Nogle muslimske historikere oversætter fejlagtigt ordet ’madrasa’ med ’universitet’. Dette er helt klart forkert: Hvis vi forstår et universitet som universitas litterarum, eller tænker over, uden eurocentrisk skævhed, det særlige ved universitas magistrorum i det trettende århundrede i Paris, bliver vi nødt til at anerkende, at universitetet som sæde for fri og uindskrænket forskning baseret på fornuft, er en europæisk innovation i menneskehedens historie."

Al-Azhar blev oprettet i det tiende århundrede, og bliver hyldet som et af de ældste universiteter i verden. Men så sent som i det tyvende århundrede klagede den blinde egyptiske forfatter Taha Hussein over den totale mangel på kritisk tænkning, han mødte på denne institution:

"De fire år jeg tilbragte [på al-Azhar, fra 1902] syntes mig som fyrre, så helt igennem langtrukne var de (...). Det var et liv af skånselsløs gentagelse, aldrig med noget nyt, fra det øjeblik studiet begyndte, til det var ovre. Efter bønnen inden solopgang kom studiet af tawhid, læren om [Allahs] enhed; derefter fiqh, eller retsvidenskab efter solopgang; så kom studiet af arabisk grammatik i løbet af formiddagen, efterfulgt af et kedeligt måltid; dernæst mere grammatik i kølvandet på middagsbønnen. Derefter kom lidt knapt tilmålt fritid, og derefter igen en anden bid kedelig mad, indtil, efter udført aftenbøn, jeg fortsatte med logikklassen, hvor en eller anden sheik underviste. Gennem alle disse studier drejede det hele sig om blot at lytte til gentagelser og traditionel tale, som ikke vakte nogen genklang i mit hjerte eller pirrede min appetit. Der var ingen føde for intelligensen, ingen ny viden at føje til den gamle."

Taha Hussein var en af den slags ægte intellektuelle, der ikke fandt nogen plads overhovedet til fri forskning på denne førende islamiske madrasa. I 1908 indskrev han sig på det nye sekulære universitetet i Cairo, der var oprettet efter europæisk model, og fortsatte sin uddannelse på Sorbonne i Paris. Skønt han er bedst kendt udenfor Egypten for sin selvbiografi, Al-Ayyam, skabte han enorm kontrovers i Egypten ved at vove at foreslå, at visse passager i Koranen ikke skulle læses bogstaveligt, og for at påstå, at noget præ-islamisk poesi var blevet forfalsket af muslimer for at give troværdighed til traditionel islamisk historie. For dette blev han anklaget for kætteri, og havde han levet i den aggressive islamiske atmosfære et par generationer senere, kunne han godt være blevet dræbt.

Toby E. Huff advarer om, at hvis islam havde overtaget Europa, ville de senere vestlige videnskabelige resultater have været umulige: "Hvis Spanien var fortsat som et islamisk land i de senere århundreder – lad os sige indtil Napoleonstiden – så ville det have bibeholdt alle den islamiske civilisations ideologiske, juridiske og institutionelle mangler. Et Spanien domineret af islamisk lov ville have været ude af stand til at grundlægge nye universiteter baseret på den europæiske model for lovbestemt autonom korporativ styrelse, fordi begrebet korporation ikke findes i islamisk lov. Desuden hvilede den islamiske model for uddannelse på den absolutte forrang af fiqh, af juridiske studier, og et mønster gående ud på at bevare de store traditioner fra fortiden. Dette var symbolsk udtrykt i ijaza, den personlige autorisation til at videregive viden fra fortiden, givet af en lærd mand - en tradition, helt forskellig fra Vestens gruppe-tildelte certificering (gennem eksamination) af påvist lærdom. I det faktiske tilfælde skete grundlæggelsen af de spanske universiteter i det trettende århundrede, først i Palencia (1208-9), Valladolid, Salamanca (1227-8) og så videre, i veletablerede kristne områder, og universiteterne blev modelleret efter vedtægterne i Paris og Bologna."

Huff mener, at universitetet repræsenterede en bredere tendens mod institutionel innovation i Europa, hvilket gradvist førte i retning af repræsentative parlamenter: "Princippet om at behandle kollektive aktører som en enkelt enhed, medførte princippet om valg ved samtykke. Hvis korporationen, den kollektive gruppe af aktører betragtet som en helhed, skulle repræsenteres af en enkelt stemme, for eksempel ved en domstol, så måtte den vælge en sådan person."

Derfor: "I denne procedure kan vi se begyndelsen til repræsentativt styre som en formaliseret proces. I selve sin natur er den juridiske tanke om en korporation et vigtigt institutionelt udtryk for princippet om forfatningsgivne begrænsninger og styreformer. Som [Gaines] Post udtrykker det - fra denne idé om juridisk repræsentation 'udviklede der sig i det 13. århundrede ideen om, at engelske herreder og byer kunne blive repræsenteret i parlamentet; ja, faktisk er den moderne repræsentation af samfundsgrupper baseret på dette princip.' Joseph Strayer understreger ligeledes dette punkt: 'Ideen om politisk repræsentation, er en af de middelalderlige regeringers store opdagelser.' Skønt grækerne og romerne tog skridt i denne retning, var de uden de grundlæggende juridiske og filosofiske forudsætninger. 'I middelalderens Europa, på den anden side, opstod der repræsentative forsamlinger overalt: I Italien, Spanien og det sydlige Frankrig i begyndelsen af det trettende århundrede; i England, det nordlige Frankrig og Tyskland alle vegne fra halvtreds til hundrede år senere.'"

Den syriske læge Ibn al-Nafis, der arbejdede på hospitaler i Damaskus og Cairo i det trettende århundrede, var en dygtig kirurg. Men "al-Nafis fortæller os, at han undgik dissektion på grund af sharia [den religiøse lov] og hans egen 'medfølelse' med det menneskelige legeme. Han siger også, at 'hvad angår de forskellige former af de indre dele [af det menneskelige legeme] vil vi stole på den behandling, der er givet af vore forgængere blandt dem, som praktiserede denne kunst [af dissektion], især den fremragende Galen, da hans bøger er de bedste af de bøger om dette emne, der har nået os.' Ibn al-Nafis, skal det bemærkes, var også specialist i islamisk lov, så hans opfattelse af dissektion som værende uislamisk bærer særlig vægt."

Den græske læge Galen arbejdede i det andet århundrede e.Kr. og systematiserede den medicinske viden i den græsk-romerske verden. Han beklagede, at han ikke kunne udføre dissektion af menneskers lig - dette var ikke accepteret i romersk tid - så han baserede sine studier af den menneskelige anatomi på dissektioner af dyr, såsom hunde, aber og svin. Det er morsomt at vide, hvis man bekendt med den lave status, hunde, aber og svin har i islam, at al efterfølgende medicin i den muslimske verden var inspireret af Galen. Hans fejl forblev således uantastede i den islamiske verden, men blev til sidst rettede i det kristne Europa.

I højmiddelalderen og renæssancen, blev den medicinske viden stærkt forbedret i Europa, til dels takket være udbredelsen af medicinske institutter på universiteterne, hvor dissektion ofte blev udført for at undervise de studerende. Dissektioner af svin, der anatomisk ligner mennesker, blev også udført. Som Huff siger:

"Kort sagt - ved det trettende århundrede var der ingen større ideologisk modstand mod udførelse af menneskelige dissektioner i Europa. På Ibn al-Nafis' tid udførte europæiske anatomer dissektioner på svin og også på den menneskelige krop. Derfor havde de en betydelig mængde empirisk viden om menneskets anatomi, som ikke var tilgængelig i den arabisk-muslimske verden. Inspireret af den almindelige søgen efter videnskabelig viden, engagerede europæiske læger sig i forskellige aktiviteter, der ville have været forbudt i en muslimsk sammenhæng. Disse omfattede (1) dissektion af menneskelige legemer, (2) dissektion af svin, (3) udførelse af operationer i et offentligt forum, og (4) udgivelse af rigt detaljerede tegninger af den menneskelige anatomi i de mindste enkeltheder, og mange ville sige, krænkende enkeltheder. I modsætning til den europæiske praksis, havde muslimer en religiøst betinget modvilje mod svin og deres dissektion. Desuden var den mellemøstlige medicinske uddannelse på den tid stadig overvejende baseret på udenadslære af autoritative tekster."

Det er rigtigt, at enkelte muslimske læger kunne yde væsentlige bidrag inden for medicinen. Avicennas skrifter var kendte og blev undervist efter i Europa på dette tidspunkt. Men det er også sandt, at mange yderligere fremskridt blev blokeret i Mellemøsten på grund af specifik islamisk religiøs modstand. Det endelige gennembrud på vejen til moderne anatomi blev gjort af den Bruxelles-fødte læge Vesalius, som studerede på universitetet i Paris og underviste på flere andre europæiske universiteter. Hans bog om menneskelegemets sammensætning [De humani corporis fabrica] fra 1543 blev kendt vidt omkring i Vesten som følge af indførelsen af Gutenbergs trykpresse et par generationer før, en opfindelse, der blev aggressivt afvist i den islamiske verden. Ifølge Huff, "var der i den arabisk-islamiske civilisation en stærk mistillid til den menige mand" og forsøg blev gjort på at hindre ham i at få adgang til trykt materiale.

Indenfor astronomien toppede den islamiske verdens resultater med Maragha-observatoriet i Iran, som blev grundlagt i 1259 og var kendt for sine præcise observationer af stjerner og planeter: "Den omstændighed, at observatoriet blev grundlagt i henhold til loven om waqf [religiøse fonde], kunne tyde på, at institutionen havde passende juridisk beskyttelse og kunne forventes at få en lang, ja, evig eksistens. Men dette var ikke tilfældet. I 1304-05 var observatoriet ophørt med at fungere; det havde haft en levetid på bare 45 år, eller, ifølge Aydin Sayilis mest liberale skøn, på 55 til 60 år. I midten af det fjortende århundrede kunne en besøgende på stedet ikke se andet end ruiner."

Andre observatorier blev grundlagt i den islamiske verden, både før og efter, men ingen overgik Maragha-observatoriets resultater, selv om de observationer, der blev gjort i Samarqand i det femtende århundrede, siges at have været mere præcise. Beregninger foretaget af astronomer fra "Maragha-skolen", for eksempel af matematikeren Ibn al-Shatir fra Damaskus i det fjortende århundrede, siges at være overlegne i forhold til dem fra den traditionelle ptolemæiske model. Dette kan meget vel være sandt, men det er også sandt, at yderligere fremskridt stagnerede og at det vigtigste skridt, skiftet til en heliocentrisk eller solcentreret model af solsystemet, ikke blev taget i den islamiske verden. Dette blev taget af Nicolaus Kopernikus i det sekstende århundrede. Kopernikus var bestemt ikke opfinderen af begrebet heliocentrisme, hvilket var blevet foreslået både i det antikke Grækenland og i Indien, men han får som regel æren for at have skabt den første sammenhængende videnskabelige heliocentriske model.

Som Huff siger: "I sidste ende kunne observatoriet som en videnskabelig og kulturel institution ikke slå rod i den arabisk-islamiske verden." Dette skyldtes, at "selv om astronomien implicit blev anerkendt som en 'religionens tjenestepige', var den forbundet med astrologi, og sidstnævntes påstand om at kunne forudsige fremtiden var i direkte modstrid med islams lære. Det vil sige - set fra et strengt religiøst synspunkt, kender kun Gud fremtiden, og de, der hævder at have en sådan viden, har tilranet sig Guds unikke og uforlignelige kvaliteter. Af denne grund blev flere andre observatorier ødelagt - på grund af deres påståede forbindelse med astrologi."

Astronomi blev således mistroet af muslimer på grund af dens forbindelser med astrologi på det tidspunkt. Astrologi var blasfemisk og en fornærmelse mod Allah, fordi kun Han kender fremtiden. Mongolerne kunne lide astronomien af denne selv samme grund: Dens påståede evne til at kunne forudsige fremtidige hændelser blev anset for militært nyttig. Ifølge forsker Thomas T. Allsen var astronomer/astrologer konstante ledsagere af mongolske ledere: "Det, der for mongolerne var tiltrækkende ved astronomerne, var deres evne til at forudsige himmelske tegn. Dette er næppe overraskende for tilhængere af Tengri-religionen. De havde trods alt fået et politisk mandat fra himlen, Tengri, til at regere verden, og var naturligvis stærkt interesseret i yderligere vejledning."

Nogle muslimer har hævdet, at de videnskabelige fremskridt i den islamiske verden blev standset af de mongolske erobringer. Dette er unøjagtigt af en række grunde. Først og fremmest fordi erobringerne ikke påvirkede Egypten, Nordafrika og Den Arabiske Halvø. Disse steder blev der ikke gjort flere videnskabelige fremskridt end i det islamiske Østen. For det andet var videnskaben i den islamiske verden allerede stagneret på mange områder inden da. Indenfor astronomien toppede de muslimske resultater efter mongolernes erobringer i Iran under mongolsk herredømme og med mongolsk tilskyndelse. Hulagu Khan gav sin velsignelse til at bygge Maragha-observatoriet kun et år efter at hans tropper havde plyndret Baghdad og sat en stopper for abbaside-kalifatet. Hans bror Kublai Khan byggede et observatorium i Kina.

Her er det relevant at nævne, at Kopernikus, som opnåede hvad Maragha-astronomerne ikke kunne, var et produkt af det europæiske universitetssystem efter at have studeret i Krakow og Bologna. Toby E. Huff igen:

"Som John Gascoigne har vist: 'Noget i retning af 87% af de europæiske videnskabsfolk, født mellem 1450 og 1650, [der blev] fundet værdige til optagelse i Dictionary of Scientific Biography, var universitetsuddannede.' Endnu vigtigere: 'En stor del af denne gruppe var ikke kun universitetsuddannet, men besad også en karriere-stilling på et universitet.' I perioden 1450-1650 var dette 45 procent og i 1450-1550 var det 51 procent. Hvis man taler om bestemte forskere, så må man straks erkende, at Kopernikus, Galileo, Tycho Brahe, Kepler og Newton alle var ekstraordinære produkter af de tilsyneladende ensrettende og angiveligt skolastiske universiteter i Europa. Kort sagt er sociologiske og historiske redegørelser for universitetets rolle, som en institutionel lokalitet for videnskab og som en inkubator for videnskabelig tænkning og argumentation, blevet voldsomt undervurderede."

Dette betyder ikke, at der ikke var enkeltstående videnskabelige resultater i den islamiske verden på dette tidspunkt. Jeg har før henledt opmærksomheden på Alhazen (Ibn al-Haytham). Han var en pioner indenfor videnskabelig metode, men hans banebrydende bog om optik var "stort set ukendt i den islamiske verden i det elvte og tolvte århundrede." Den blev ikke fuldstændig ignoreret. For eksempel blev den persiske naturfilosof al-Farisi inspireret af den til at arbejde med brydning af lys og regnbuens farver omkring år 1300. Men det var i Europa, at Alhazens arbejde havde den vigtigste langsigtede virkning. Det faktum, at nok den mest geniale videnskabsmand, som den arabiske verden nogensinde har produceret, havde større indflydelse i Europa, end han havde i den islamiske verden, fortæller os noget om Europa på det tidspunkt, men fortæller os frem for alt en masse om den islamiske verden.

Alhazen blev født i Irak og nød godt af et miljø, hvor han havde adgang til værker fra andre kulturer. Muslimer havde tilegnet sig de matematiske traditioner fra Indien og det antikke Grækenland, måske de mest avancerede matematiske kulturer i Eurasien. Disse udviklinger stagnerede i den sidste ende, hvilket også skete med de fleste andre videnskaber i den islamiske verden, men i denne henseende var persere og andre muslimer sandsynligvis overlegne i forhold til kineserne gennem middelalderen.

Ifølge Huff: "Geometri som et systematisk deduktivt system af beviser og demonstrationer var næsten ikke-eksisterende i Kina, hvilket også gjaldt trigonometri." Som sådan: "Hvis vi betragter de primære områder for videnskabelig forskning, der traditionelt har dannet kernen i moderne videnskab - nemlig astronomi, fysik, optik og matematik - er det klart, at kineserne fra omkring det elvte århundrede sakkede agterud, ikke kun i forhold til Vesten, men også i forhold til araberne. Ved udgangen af det fjortende århundrede var der - inden for matematik, astronomi og optik - et betydeligt underskud på den kinesiske side på trods af, at kineserne havde haft mange chancer for at drage fordel af arabiske astronomer og at låne eller assimilere den græske filosofiske arv gennem konstante udvekslinger mellem araberne og kineserne."

Kineserne havde en tradition for at betragte ikke-kinesere som barbarer: "Af denne grund, var kineserne yderst forsigtige og selektive i deres lån fra andre kulturer. Dette var ganske mærkbart på videnskabens område. Som vi har set - selv når store videnskabelige forbedringer og nyskabelser blev givet videre til kineserne - enten via inderne eller araberne - blev disse nyskabelser enten helt lagt til side eller først optaget efter mange århundreders forløb. Dette var tilfældet med fremkomsten af det indiske nul i det ottende århundrede og med det ptolemæiske system, som det anvendtes af Maragha-observatoriet i det trettende århundrede."

Selv om kineserne i almindelighed var stolte og tilbageholdende med at lære fra andre kulturer, kan de have haft en særlig modvilje mod muslimer, hvilket ikke var en hjælp for muslimske astronomer, der arbejdede i Kina.

Som Thomas T. Allsen skriver: "Ny teknologi spredes som 'et spørgsmål om økonomisk beregning', mens fremmed videnskab, altid knyttet til verdensopfattelser, 'er på kant' med de centrale kulturelle overbevisninger og normer i den modtagende kultur. Denne tilbageholdenhed er kraftigere manifesteret i Kina, måske på grund af det store antal af muslimske administratorer og skatteopkrævere i Yuan [mongolsk] tjeneste, der blev de synlige instrumenter for udnyttelsen af den kinesiske befolkning. Brændpunktet for denne vrede, Qubilais finansielle rådgiver Ahmad (A-ha-ma), blev betragtet som en 'ond minister' (Chien-ch'en) af konfucianere og grundigt hadet af offentligheden. Dette blev overført til en kinesisk mistro til alt muslimsk og dybtliggende anti-islamiske holdninger på det folkelige niveau. Sådanne synspunkter hjalp naturligvis med til at hæmme lån fra Vestasien på grund af de ubehagelige associationer."

Men Kinas største udfordring var, at videnskabsfolk kun fandt lidt plads til uafhængig tænkning i et autokratisk system med et stærkt centraliseret bureaukrati: "Det grundlæggende problem med kinesisk videnskab var imidlertid ikke, at den var teknisk mangelfuld, men at de kinesiske myndigheder hverken skabte eller tolererede uafhængige institutioner for højere lærdom inden for hvilke, uhildede lærde kunne forfølge deres indsigter. Det ekstraordinært stive eksaminationssystem, baseret på memorering af en enorm mængde kinesiske klassikere og beherskelse af klassisk kinesisk kalligrafi (med udelukkelse af alle videnskabelige fag bortset fra de tidligere nævnte), forblev intakt fra 1400 til 1905. Det tjente til at forhindre intellektuel fornyelse i hundreder af år."

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det faktum, at "der kun var én organisatorisk enhed med højere uddannelse i hele Kina (med omkring 120 millioner mennesker), der havde status nok til (misvisende) at blive kaldt et universitet. Som modsætning havde Europa fra det tolvte til det fjortende århundrede, med en befolkningen på halvdelen af Kinas, mindst 89 universiteter, for ikke at nævne hundredvis af gymnasier med mere autonomi end der eksisterede noget sted i Kina."

Der var store hindringer for udøvelse af naturvidenskab. "Intet af dette må få os til at overse den forbavsende række af begyndelser, som historikere af kinesisk videnskab og teknologi har fundet på en lang række områder, herunder registreringer af såning og høst, hydraulik, urværker, farmakologi og farmakologisk taksonomi, alkymi, medicinske undersøgelser, meget detaljerede observationer af astronomiske hændelser, såsom kometer, formørkelser, novaer og solpletter, og selv ansatser til probabilistisk tænkning. Men i sidste ende er det institutionerne, der tæller, hvilket mange økonomer har mindet os om. Uden dem vil livskraftige frø af intellektuel genialitet ikke vokse op til hårdføre planter."

Galileo Galileis møde med inkvisitionen i det syttende århundrede bliver ofte nævnt som et eksempel på den undertrykkelse af videnskaben, der blev pålagt af kristendommen i almindelighed og Den katolske Kirke i særdeleshed. Men hvis kristendommen altid havde været anti-videnskabelig, ville den videnskabelige revolution aldrig have fundet sted i det kristne Europa. Desuden fandt den værste religiøse trussel mod tidlig moderne videnskab i Vesten faktisk sted i det trettende århundrede, hvor biskop Étienne Tempier i 1277 fordømte 219 mistænkelige sætninger ved universitetet i Paris. Det var i den tid, hvor græsk filosofi og naturstudier blev indført på de nystiftede universiteter. Forbuddet blev annulleret i 1325 og udforskningen af naturen voksede sig stærkere som svar på udfordringen.

Ifølge Huff, "indebar Galileo-affæren, der kom næsten 350 år senere, ikke noget i retning af det angreb på universitetet, som 1277-fordømmelsen gjorde. Selvom Galileo blev sat i husarrest og indespærret i sin villa i Arceti, så fortsatte revolutionen. Den fortsatte i den forstand, at dagsorden for den videnskabelige undersøgelse, forskanset i det middelalderlige universitetet, førtes videre; den kopernikanske tese blev undersøgt på alle mulige måder, indenfor universiteterne og udenfor; og trykketeknologien bevirkede, at videnskabelig information fortsatte med at strømme ud over hele Europa. Kirken forsøgte at begrænse den videnskabelige diskurs til blot at handle om sandsynlige og hypotetiske formodninger angående universets opbygning, men dens forsøg var helt virkningsløst både i praksis og teologisk. Desuden var der i de vigtigste institutioner i den vestlige civilisation - i modsætning til situationen i Kina eller i islam - i realiteten ikke indbygget nogen mulig måde, hvorpå en central myndighed, religiøs eller anden, kunne udrydde hverken Kopernikus' nye teoretiske ideer eller de religiøse, juridiske og filosofiske fundamenter under dem."

Situationen var langt værre i Kina. Tai-tsu [med kejsertitlen Hung Wu, o.a.], den første kejser af Ming-dynastiet (r. 1368-1398), mente, at de studerende på det kejserlige akademi var for uregerlige og udnævnte sin nevø som leder af institutionen. Senere udsendte han en række erklæringer:

"I den tredje af disse proklamationer (ca. 1386) var der en 'liste over "dårlige" indehavere af metropolit-grader', det vil sige chin-shih eller 'doktorgrader', sammen med navnene på nogle elever. 'Han foreskrev dødsstraf for 68 indehavere af metropolit-grader og to studerende; strafarbejde for halvfjerds grad-indehavere og tolv studerende.' Forfatteren til denne redegørelse i Cambridge History of China tilføjer, at disse lister 'må have afskrækket lærde mænd.' Vedlagt ediktet var en yderligere påtale. Kejseren 'ville henrette enhver mand af begavelse, som nægtede at tjene regeringen, når han blev indkaldt.' Som han udtrykte det: 'Til landet yderste kanter, er alle kongens undersåtter (...). Skriftlærde [literati] i riget, der ikke tjener kejseren, skal fjernes fra undervisning [af Confucius]. At henrette dem og konfiskere deres familiers ejendom er ikke overdrevet.' Galileis retssag og straf (indespærring i sin villa med udsigt over Firenze) er intet i forhold til dette."

Kort sagt er hovedårsagen til, at Vesten har haft et højt niveau af innovation, at vi har haft en forholdsvis højere grad af politisk frihed og ytringsfrihed. Der er ingen magi involveret her. Som modsætning er Kinas autoritære klima mindst lige så meget forårsaget af århundreders centraliseret bureaukrati som af et par generationer med det kommunistisk styre.

Ifølge Huff: "Det største problem i Kina er de politiske myndigheders hårdhændede 'vejledning' af videnskaben. I den muslimske verden i det tidlige enogtyvende århundrede, har vi imidlertid set, at der er meget ambivalens vedrørende videnskab, uhæmmet diskurs og social kritik. Mange muslimer mener stadig, at moderne videnskab repræsenterer en fremmed, vestlig indtrængen i islamisk metafysik. Kampen for at 'islamisere' videnskab og viden fortsætter i mange kredse."

Selv om Kina kan være nødsaget til at reformere sit politiske system for at nå sit fulde videnskabelige potentiale, er situationen i den islamiske verden værre. Kinesiske studerende klarer sig godt i udlandet. Mens Kina først og fremmest står over for en politisk og strukturel udfordring, står muslimske lande over for en langt dybere kulturel og religiøs udfordring. Kort sagt har islam selv været den største hindring for fremskridt i regionen i løbet af de sidste tusind år, og det er svært at se, hvordan videnskaben kan vokse i islamiske lande, før de ophører med at være islamiske.

---

Oversættelse: Bombadillo