I marts 2013, på hjemmesiden Gatestone Institute, gav forfatteren Harold Rhode nogle kommentarer til en nylig kinesisk rapport, der forsøgte at forklare, hvad der holder den muslimske verden tilbage i forhold til andre lande og kulturer. Nogle kinesiske observatører, under diskussioner bag scenen, blev ved med at sige, at de var forvirrede over den muslimske verdens - og især den arabiske verdens - manglende evne til at håndtere det moderne samfunds udfordringer.

Kineserne og muslimerne, mente de, er begge blevet ydmyget af fremmede i løbet af de sidste to århundreder, men deres reaktioner på disse erfaringer er meget forskellige. "Vi led også," sagde kineserne, "men nu kontrollerer vi vores egen skæbne og gør alt hvad vi kan for at lære af disse fremmede, så vi kan drage fordel af den moderne verden og sikre, at vi ikke lider denne ydmygelse igen. Vi kinesere 'ser fremad.'"

Muslimerne, på den anden side, ser ud til at have en anden tilgang: I stedet for at se fremad, "sidder de fast fortiden," mere optaget af at tage hævn på fremmede, som de mener ydmygede dem for længe siden, end at beskæftige sig rationelt med nutidens problemer for at forbedre deres samfund og fremtid.

Disse uddannede og indsigtsfulde kinesiske iagttagere, hvoraf mange havde tilbragt megen tid i den islamiske verden, og havde gjort sig den umage at blive flydende i sprog som arabisk, persisk eller tyrkisk, var forundrede over, at så mange muslimer er "besat" (deres ord) af at fremstille sig selv som evige ofre.

Hvis du konstant portrætterer dig selv som et uskyldigt "offer" for ydre kræfter, så kan opdyrkningen af en sådan giftig offerkultur for et helt samfund komme til at udgøre en meget alvorlig hindring for forbedringen af din egen situation. Hvis du altid giver andre skylden for dine fejl eller mangler, vil du ikke blive herre over din egen skæbne, men vil nægte at gøre, hvad der skal til for at ændre din mentalitet eller dit negative adfærdsmønster med henblik på at forbedre din situation. Så længe muslimer forfalder til selvmedlidenhed, vil de aldrig blive i stand til at forbedre deres lod i denne verden.

Kineserne har deres fejl, ligesom enhver anden kultur. De er et stolt folk, men udover denne stolthed er deres kultur også præget af en udbredt pragmatisme og et praktisk udsyn, hvilket er en af grundene til, at de i øjeblikket gør større fremskridt i den moderne verden end de fleste muslimske lande gør. For at citere den tidligere premierminister i Singapore Lee Kwan Yew, selv en etnisk kineser: På trods af "alt, hvad vi gør for vore muslimer, fortsætter de med at være på bunden af samfundet" - fattige, tilbagestående og uuddannede.

Jeg viste denne artikel for en etnisk kinesisk ven, der samtidig er kristen og en velinformeret kritiker af islamisk kultur og lære. Hans reaktion var, at disse observatører havde delvist ret. De bebrejder ikke jøderne eller Vesten for de muslimske landes tilbageståenhed. De bebrejder muslimerne selv.

På den anden side bemærkede min ven, at muslimer rent faktisk fokuserer på fremtiden, men at den fremtid de ønsker, er forskellig fra den kinesiske. Kineserne ønsker blot at blive rige, og er parate til at lære af Vesten for at opnå velstand. Den muslimske tro er en krigerreligion, udformet til at støtte global islamisk imperialisme. Den fremtid, de kæmper for, er ikke velstående sameksistens med ikke-muslimer gennem forretning og handel.

Desuden kan kineseren afvise dele af Konfutses lære og stadig være kineser. Når det kommer til stykket - skønt hans lære har haft en enorm indflydelse på kinesisk civilisation og tænkning i vel over 2000 år - så var Konfutse i sidste ende bare en filosof som Sokrates eller Aristoteles i Europa, ikke et ufejlbarligt menneske. Muhammeds status i islam som et eksempel for menneskeheden er radikalt anderledes. Han mentes at være en Guds profet, den allervigtigste af alle af Allahs sendebud og "profeternes segl".

Bundlinjen er denne: Du kan forblive en stolt kineser og afvise visse ting, Konfutse sagde, gjorde eller lærte. Du kan ikke forblive en stolt muslim og afvise visse ting, som Muhammed sagde, gjorde eller lærte. Du kan i bedste fald forsøge at omfortolke det på en ny måde, men du kan ikke udfordre det eller ignorere det blankt.

Jeg deler min asiatiske vens opfattelse af disse spørgsmål. Der er mange gode og sande observationer i den ovenfor citerede kinesiske vurdering. Ikke desto mindre rammer den ved siden af, når det gælder om at angive præcist, hvad der gør islamisk kultur i almindelighed, og arabisk kultur i særdeleshed, så speciel.

Det er faktisk en ret almindelig fejl for mange kulturer at være overdrevent bagudrettede. Men dette har ofte tendens til primært at være et problem for dem selv. For eksempel blev de gamle egyptere efter Det nye Kongerige mindre og mindre innovative og mistede efterhånden den kulturelle ledelse til grækerne, til dels fordi de var blevet for fikserede på at kopiere, hvad de opfattede som deres forfædres glorværdige fortid. Men det gjorde ikke det gamle Egypten til en ydre trussel. Tværtimod gjorde det deres nation svag og moden til at blive erobret, hvilket de til sidst blev af perserne, grækerne, italienerne (romerne) og andre folkeslag, der nu var mere dynamiske.

Det er også muligt at komme for langt ud i den modsatte retning og mene, at "historie er vås," at alt, hvad der er gammelt, automatisk er ubrugeligt og bør kasseres. Jeg spekulerer nogle gange på, om moderne vestlig kultur nu er gået for vidt i denne retning i sin ubønhørlige stræben efter "fremskridt", ungdom og nyhed.

Som konservativ og traditionalist mener jeg, at visse traditioner kan være værd at bevare, og at visse kulturelle mønstre kan være af værdi, eftersom de har bestået tidens test. Det betyder ikke, at vi tankeløst skal kopiere vores forfædre, men omvendt skal vi heller ikke skødesløst afvise alt, hvad de gjorde, som dumt eller ubrugeligt.

En nation, der ikke værdsætter fortiden eller traditioner vil i sidste ende komme i drift og blive afskåret fra sine rødder. En nation, der lægger for megen vægt på fortiden eller traditioner vil til sidst stagnere. En vellykket, længe levende nation er én, der formår at bevare en vis forbindelse med sine rødder og er stolt af sine resultater, men alligevel forbliver fleksibel nok til at tage imod og dyrke positiv nyskabelse. Denne balance er drilagtig, men nødvendig.

En yderligere egenskab er, at en vellykket nation også bør være åben nok til at erkende og acceptere gode ideer, selv når de kommer udefra. Både den islamiske og kinesisk kultur led til tider af et overlegenhedskompleks, der gjorde det svært for dem at låne fra europæerne, selv da europæerne, objektivt set, havde gjort nogle store videnskabelige og teknologiske gennembrud, som ingen anden kultur havde gjort. Muslimer er særligt handicappede i denne henseende på grund af deres indgroede opfattelse af egen overlegenhed i forhold til de "vantro".

Som skandinav kan jeg lide at læse om vikingetiden. Jeg respekterer mange af de ting, mine forfædre gjorde dengang, men jeg erkender, at de også havde nogle praksisser, som jeg er glad for, vi har lagt bag os. For eksempel praktiserede skandinaver dengang blodhævn eller vendettaer mellem forskellige grupper og klaner for at straffe kriminelle. Det gør vi ikke længere, og vi er bedre stillet med det. Men nu kan jeg under stor bekymring se, at vi er i gang med at masse-importere denne arkaiske adfærdsform - et uvelkomment levn fra fortiden - med masse-indvandringen fra klanstyrede kulturer i Mellemøsten, hvor sådanne blodfejder er ganske almindelige, selv i dag.

Den afgørende forskel er, at skønt skandinaverne i præ-statslige samfund praktiserede blodhævn for 1200-1400 år siden, var de senere i stand til at udvikle sig og lægge sådanne praksisser bag sig. Muslimer bevarede og delvis sanktionerede sådan adfærd gennem udviklingen af islamisk sharia på samme tid, hvilken derefter blev forstenet ved at blive ophøjet til status af guddommelig lov, i princippet gyldig til alle tider og på alle steder. Begrebet blodpenge som erstatning for drab er nævnt i Koranen og praktiseres i nogle tilfælde af arabere til denne dag.

Islamisk lovs status er et af de mest oplagte tilfælde, hvor islamisk kultur er stærkt tilbageskuende i en meget negativ forstand af ordet, og nogle gange lider under det i dag. Bidaa er et arabisk ord, der kan oversættes med "fornyelse" og har tendens til at bære meget negative medbetydninger. Oprindeligt var dette formentlig primært tænkt som innovationer eller nyheder i religiøs og social forstand, men en sådan tankegang kan let smitte af på videnskabens og teknologiens verden og kvæle fremskridt på disse vitale områder. Historikeren Bernard Lewis har skrevet om dette i sine bøger, og hans analyse udgør et af de stærkeste dele af hans værk.

Kineserne har bevaret en stærk organisk følelse af forbindelse med fortiden, hvilket er en af de vigtigste grunde til, at deres civilisation har holdt sig gennem flere tusinde år i genkendelig form. Denne følelse af kulturel kontinuitet, med en blanding af konfutsianske, taoistiske og buddhistiske impulser, er blevet svækket (men ikke helt ødelagt) af nogle generationer med kommunistisk styre. Kommunisterne under Mao repræsenterede et ekstremt tilfælde af holdningen, "historie er vås", hvor fortiden ikke blot blev set som en blandet landhandel, men som et ubetinget onde, der bogstaveligt skulle smadres for at gøre plads til "Fremskridt". En sådan total afvisning af alt hvad forfædrene gjorde eller tænkte, er klart overdreven og åbenlyst skadelig. Kulturrevolutionen gjorde stor skade på Kina.

I den anden yderlighed har kinesisk kultur også en meget lang og stærk tradition for forfader-dyrkelse. Selvom sådanne praksisser kan være nok så meget i strid med kristne doktriner, er der tilmed mange kinesiske kristne, der overholder disse traditioner i den moderne verden, noget, der skabte stort hovedbrud for de første europæiske kristne missionærer i Kina.

Jeg er hverken kineser eller kristen. Dog kan jeg se muligheden for, at sådanne praksisser, især når de kombineres med blind lydighed mod autoritetsfigurer, undertiden kan udgøre en hindring for fri tænkning. For eksempel har jeg læst om et tilfælde i tidligere tider, hvor en kinesisk kejserlig læge bogstaveligt måtte tilbede sin forgænger. Man behøver ikke være bigot for at forstå, at en sådan tankegang potentielt kan kvæle al fornyelse.

Islamisk kultur ser tilbage til en angiveligt glorværdig fortid, som den ønsker at gentage i dag. Det farlige ved denne tankegang er, at denne fortid var en tid med voldelig erobring og aggressiv militær ekspansion. Faktisk fastsætter deres religiøse doktriner, at Skaberen af universet har forudbestemt muslimerne til at underlægge sig alle andre nationer. De, der modsætter sig dem, er ondskabens kræfter, som fortjener at blive knust uden nåde. Der er således "fremskridt" i islam, men "fremskridt" er her synonymt med islamisk lov og islamisk herredømme.

Selv hvis du er en kineser, der holder kraftigt fast ved Konfutses lære, så tror du ikke, at alle nationer i verden permanent skal konverteres til Konfutses lære, om nødvendigt med magt. En hengiven konfutsianer mener ikke, han systematisk skal kopiere alle de verdslige ting, Konfutse gjorde for årtusinder siden, helt ned til den måde, han havde sex på eller gik ud på badeværelset. Og du mener bestemt heller ikke, at hver eneste person på planeten Jorden, der spotter Konfutse med et digt eller en karikaturtegning fortjener at få halsen skåret over.

I begrebet jihad, som er unikt for islam blandt alle de store verdensreligioner, indgår, at muslimer utrætteligt bør stræbe efter at konvertere hele verden til Muhammeds lære, om nødvendigt med magt. En from muslim mener, at hans Profet er værdig til efterligning i alle ting og til alle tider, helt ned til den måde, han havde sex på eller besøgte badeværelset. En hengiven tilhænger af Muhammed er villig til at risikere sit liv for at lukke munden på alle på planeten Jorden, der spotter Muhammed med et digt eller en karikaturtegning, om nødvendigt ved at skære halsen over på dem. Det er frem for alt denne særlige del af dens lære, der gør islam enestående, og for at være ærlig, enestående farlig.

Ja, der er aspekter af islamisk kultur, der er tilbageskuende og kan kvæle positive fremskridt. Men muslimerne ser også tilbage til en fortid med krig og voldelig erobring, som de ønsker at gentage i fremtiden. I denne forstand er den islamiske kultur også stærkt fremadrettet. Problemet er, hvad den ser frem til: En fremtid med global jihad for at etablere islamisk styre og overhøjhed over enhver nation, kultur og tro, ved rå magt om nødvendigt; en fremtid, hvor alle kulturer er afløst og fortrængt af arabisk-islamisk kultur; og en fremtid, hvor ytringsfriheden er afskaffet på verdensplan vedrørende alle aspekter af islamisk lære plus Muhammeds ord og gerninger. Mens de bagudrettede aspekter af islamisk kultur primært er et problem for muslimerne selv ved at holde dem tilbage, gør det fremadrettede ønske om globalt overherredømme islamisk jihad til et problem for alle andre, og en permanent trussel mod menneskehedens frihed og tryghed.

I Vesten blev religionen islam tidligere undertiden omtalt som "muhamedanisme", og dens tilhængere kaldt "muhammedanere". Dette betragtes nu som bigotteri. Det faktum, at troen på Muhammed kaldes "islam", mens trossystemet konfutsianismen er opkaldt efter dets grundlægger Konfutse, kan efterlade det indtryk, at islam er mindre fokuseret på Muhammeds personlighed end konfutsianismen er på Konfutses personlighed.

Men den enkle sandhed er, at en troende muslim er langt mere optaget af de mindste detaljer af Muhammeds formodede liv end selv den mest hengivne konfutsianer nogensinde har været af Konfutses liv. Set i det perspektiv, er det ikke helt forkert at kalde denne tro "muhamedanisme" eller dens tilhængere "muhamedanere".

Religionen kristendommen er opkaldt efter Jesus af Nazaret, eller Jesus Kristus for de kristne troende. Muslimer hævder, at selv om Muhammed modtog en verdensomvæltende guddommelig mission, så var han faktisk ikke selv guddommelig eller "Guds søn", hvilket kristne tror, at Jesus Kristus var. Alligevel er islam ironisk nok langt mere centreret om at ophøje og efterligne de mindste detaljer af Muhammeds formodede liv for 1400 år siden, end kristendommen er om at efterligne hver enkelt ting, Jesus gjorde for 2000 år siden. Man kan endda hævde, at islam er langt mere besat af hele tiden at efterligne hvert eneste aspekt af det formodede liv af et bestemt, angiveligt "fuldkomment" menneske, end praktisk talt enhver anden større trosbekendelse gennem al menneskelig historie.

Jeg siger "formodede liv", fordi nogle nyere vestlige forskere har sat alvorlige spørgsmålstegn ved, om Muhammed, som han præsenteres i de islamiske tekster, nogensinde har eksisteret. Han kunne sagtens være en helt eller delvist opfundet karakter. Hvis det forholder sig sådan, vil det ironisk nok indebære, at mere end én ud af hver fem mennesker på Jorden bruger sit liv på at efterligne den formodede opførsel af en person, som måske slet ikke har eksisteret på den måde, han præsenteres i dag.

Enhver nation ønsker at være et stærkt folk, der er på forkant med den menneskelige udvikling. Japanerne ønsker et stærkt Japan, inderne ønsker et stærkt Indien, og så videre. Kineserne har traditionelt set deres land som "Riget i Midten", et naturligt centrum i verden. Mange kinesiske nationalister ønsker formentlig nu at genetablere, hvad de ser som Kinas økonomiske og politiske styrke såvel som kulturelle herlighed. Dette er kun naturligt. Men hvad de ikke søger, er at invadere, erobre og kolonisere alle andre lande på kloden, at udslette deres kulturer og erstatte dem med deres egen. Fromme muslimer ønsker disse ting, fordi deres religion befaler det.

Som skandinav og europæer ønsker jeg, at mit land skal trives og mit kontinent være stærkt. Men hvis jeg modvilligt var nødt til leve i en verden, hvor min egen civilisation ikke længere var den stærkeste, så ville jeg vælge en verden, hvor kinesisk civilisation var ledende, snarere end en verden domineret af islam. Kinesere og andre ikke-muslimske asiater, såsom japanere, koreanerne og vietnamesere, der besøger Europa som turister, er ofte oprigtigt interesserede i vore kunstneriske artefakter og levn fra Europas dynamiske fortid. De har ikke kulturelle overbevisninger, der forbyder eksistensen af vore malerier eller statuer og de ønsker ikke at ødelægge dem.

Europæisk kultur og menneskelig civilisation som helhed kunne overleve en periode med kinesisk herredømme. Men den vil næppe kunne overleve et islamisk globalt herredømme, som ikke alene ville ødelægge kunstnerisk kreativitet, men formentlig også globalt hæmme videnskab og teknologi.

---

Fjordman er pseudonymet for en norsk forfatter, der udgiver essays på forskellige hjemmesider.

---

Oversættelse: Bombadillo