Jeg har lagt en kort indledende gennemgang af The House of Wisdom: How the Arabs Transformed Western Civilization af Jonathan Lyons ud på Gates of Vienna-bloggen, og vil offentliggøre en længere og mere grundig tilbagevisning af denne bog på et tidspunkt i april, enten på Jihad Watch eller på Atlas Shrugs. Lyons tema er relateret til John Freelys tema i bogen, Aladdin’s Lamp: How Greek Science Came to Europe Through the Islamic World, som jeg vil koncentrere mig om her.

De første kapitler af Aladdin's Lamp om den græske videnskabelige arv og middelalderlige lærdom, er ikke helt dårlige. Jeg er uenig i visse detaljer hist og her samt i den relative vægt, der lægges på forskellige forskere, men alt i alt er denne del værd at læse. Men man kan få disse oplysninger fra andre bøger, der ikke lider af de samme mangler som denne.

Den græske ingeniør og matematiker Hero eller Heron fra Alexandria angives normalt at have levet i det første århundrede e.Kr., men nogle hævder, at han levede i det første århundrede f.Kr. Pneumatica [Pneumatikken] er et af hans vigtigste værker. Han lavede udstyr, der kunne åbne og lukke dørene i et tempel hjælp af trykluft og ydede desuden vigtige bidrag til matematikken og den teoretiske optik. Men hans apparater blev af hans samtidige primært set som underholdning. Ifølge John Freely: "Ét er hans berømte dampmaskine, hvor en hul glaskugle bringes til at rotere af to dampstråler, der strømmer ud på hver sin side af kuglen i hver sin retning.”

Freely er langt fra alene om at beskrive Herons dampdrevne æolipil [dampkugle] som en "dampmaskine," men jeg er imod denne betegnelse. Den blev betragtet som et stykke legetøj og førte ikke til nogen praktisk anvendelse af damp. Den første dampmaskine, der gjorde nyttigt arbejde, blev skabt af Thomas Newcomen (1663-1729) i England i begyndelsen af det attende århundrede, og kom til at spille en central rolle i den industrielle revolution.

Thabit ibn Qurra (ca. 836-901) var medlem af den sabianske sekt af stjernetilbedere, der tidligere havde tilegnet sig en stor del af den græske kultur. Hans modersmål var syrisk (østaramæisk), men han var også hjemme i græsk og arabisk. Han blev "opdaget" af de persiske lærde, kendt som brødrene Banu Musa, og tog til Bagdad, hvor han producerede indflydelsesrige arabiske oversættelser eller reviderede ældre oversættelser af Euklids Elementer, Ptolemaios' Almagest og værker af Archimedes og Apollonios. Meget tyder på, at alle senere arabiske versioner af Elementer udviklede sig fra hans revision. Han var også en original matematiker, der bidrog til geometri og talteori. En anden meget vigtig oversætter i Bagdad var den kristne lærde, Hunayn Ibn Ishaq (809-873), som sandsynligvis studerede græsk og græske tekster i det byzantinske rige.

Al-Battani (ca. 850-929), eller Albategnius, kom fra en sabiansk familie, men kan være blevet muslim. Han var en talentfuld matematisk astronom, der gjorde nøjagtige målinger af stjerner og planeter. Den egyptiske matematiker Ibn Yunus (950-1009) var kendt for sine præcise trigonometriske og astronomiske tabeller. Ibn al-Zarqali, latiniseret som Arzachel, var en andalusisk astronom fra det elvte århundrede, der var delvis ansvarlig for de såkaldte Toledo-tabeller, som var helt præcise for deres tid, og som senere blev oversat til latin og brugt i det kristne Europa. Abul-Wafa (940-998) var persisk matematiker og astronom. Hans trigonometriske tabeller var nøjagtige ned til 8 decimaler, mens Ptolemæus’ kun var nøjagtige til 3 decimaler.

Den nok vigtigste matematiker, der nogensinde har levet i den islamiske verden, var Muhammad ibn Musa al-Khwarizmi (ca. 780-850). Hans oprindelse er noget uklar, og jeg er i litteraturen stødt på modstridende oplysninger om hans fødested. Historikeren Victor J. Katz skriver, at "al-Khwarizmi, eller måske hans forfædre, kom fra Khwarizm, området syd for Aral-søen, som nu er en del af Usbekistan og Turkmenistan." Han var sandsynligvis ikke etnisk araber og kan være blevet født i Centralasien, men nogle kilder hævder, at han var født i Bagdad. Hvad vi ved med sikkerhed, er, at han tilbragte meget af sit liv som forsker i Bagdad.

Næst efter al-Khwarizmi, var den vigtigste matematiker den persiske lærde og digter Omar Khayyam (1048-1131). Ibn Warraq kalder ham i bogen, Leaving Islam: Apostates Speak Out for "tvivlens poet." Omar Khayyam kan have været en god videnskabsmand, men han var ikke en særlig god muslim, og han elskede vin.

Et uforholdsmæssigt stort antal af de i det mindste formelt muslimske lærde, der efterlod aftryk på videnskabens historie, var persere, der kunne trække på deres præ-islamiske arv. Andre eksempler er lægen og filosoffen Avicenna (Ibn Sina), og frem for alt lægen og alkymisten Rhazes (al-Razi), som ikke troede på et eneste ord af den islamiske religion. Den arabiske historiker Ibn Khaldun indrømmede, at "det er underligt, at de fleste lærde blandt de muslimer, der har udmærket sig i de religiøse eller intellektuelle videnskaber, med sjældne undtagelser er ikke-arabere." Det er også interessant at bemærke, at næsten alle fritænkere og rationalister i den islamiske verden stødte sammen med den islamiske ortodoksi og ofte blev chikaneret for dette. Lige meget hvilke opdagelser de gjorde, skete det mere på trods af islam end på grund af islam, og i sidste ende vandt islam.

Som Ibn Warraq opsummerer i Why I Am Not a Muslim [Derfor er jeg ikke muslim], kom "ortodoks islam sejrrigt ud af mødet med græsk filosofi. Islam afviste tanken om, at man kunne opnå sandhed med den blotte menneskelige fornuft og stillede sig tilfreds med den ukritiske bekvemmelighed, der kom af troen på den formodet guddommelige åbenbarings overlegne sandhed. Ligegyldig hvor man beslutter at sætte datoen for denne sejr for ortodoks islam (måske i det niende århundrede med al-Asharis holdningsændring, eller i det ellevte århundrede med værker af al-Ghazali), har den været, tror jeg, en ren og skær katastrofe for alle muslimer, faktisk for hele menneskeheden."

Forfatter John Freely kalder al-Azhar i Cairo, Egypten - den højeste institution for religiøs lærdom i sunni-islam - for et "islamisk universitet." Det er det ikke. Det moderne universitet er en europæisk opfindelse. Islamiske madrasaer lærte "islamisk videnskab," teologi, arabisk grammatik, Koranen og hadith. Græsk filosofi blev kaldt "fremmede videnskaber" og var ikke integreret i de centrale læseplaner. Som forsker Edward Grant siger i sin bog Science and Religion: "Naturfilosofi vedblev at være en perifer disciplin i den islamiske verden og blev aldrig institutionaliseret inden for uddannelsessystemet, som det skete i den latinske kristenhed." En anden fremragende bog om dette emne er The Rise of Early Modern Science: Islam, China and the West af Toby E. Huff.

Al-Azhar blev oprettet i det tiende århundrede, og bliver ofte hyldet som et af de ældste ”universiteter” i verden. Men så sent som i det tyvende århundrede klagede den blinde egyptiske forfatter Taha Hussein (1889-1973) over den totale mangel på kritisk tænkning han mødte på denne institution:

"De fire år jeg tilbragte [på al-Azhar] syntes mig som fyrre, så helt igennem langtrukne var de (...). Det var et liv af skånselsløs gentagelse, aldrig med noget nyt, fra det øjeblik studiet begyndte, til det var ovre. Efter bønnen inden solopgang kom studiet af tawhid, læren om [Allahs] enhed; derefter fiqh, eller retsvidenskab efter solopgang; så kom studiet af arabisk grammatik i løbet af formiddagen, efterfulgt af et kedeligt måltid; dernæst mere grammatik i kølvandet på middagsbønnen. Derefter kom lidt knapt tilmålt fritid, og derefter igen en anden bid kedelig mad, indtil, efter udført aftenbøn, jeg fortsatte med logikklassen, hvor en eller anden sheik underviste.

Gennem alle disse studier drejede det hele sig om blot at lytte til gentagelser og traditionel tale, som ikke vakte nogen genklang i mit hjerte, eller pirrede min appetit. Der var ingen føde for intelligensen, ingen ny viden at føje til den gamle."

Taha Hussein var en intellektuel af den slags, der ikke fandt nogen plads overhovedet til fri forskning på denne førende islamiske madrasa. I 1908 indskrev han sig på det nye sekulære universitetet i Cairo, der var oprettet efter europæisk model og fortsatte sin uddannelse på Sorbonne i Paris. Skønt han er bedst kendt udenfor Egypten for sin selvbiografi, Al-Ayyam (Dagene), skabte han kontrovers i Egypten ved at vove at foreslå, at visse passager i Koranen ikke skulle læses bogstaveligt, og for at påstå, at noget præ-islamisk poesi var blevet forfalsket for at give troværdighed til traditionel islamisk historie. For dette blev han anklaget for kætteri. Havde han levet i den mere aggressive islamiske atmosfære et par generationer senere, kunne han godt være blevet dræbt for dette. Hans egyptiske forfatterkollega, Naguib Mahfouz (1911-2006) blev stukket i halsen og næsten dræbt af rasende muslimer i 1994.

Den tysk-syriske reformvenlige forfatter Bassam Tibi påpeger, at de muslimske tænkere, der videreførte den græske rationalisme, i dag ofte er foragtede i deres egen civilisation. Som han skriver i sin bog, Islam Between Culture and Politics, "blev rationelle videnskaber - i middelalderens islam - betragtet som ”fremmede videnskaber” og til tider som kætterske. I øjeblikket synes islamiske fundamentalister at være uvidende om, at de rationelle videnskaber i islam var baseret på, hvad der blev kaldt ulum al-qudama (de gamles videnskaber)."

Den islamiske madrasa var ikke beskæftiget med fornuftsbaseret undersøgelse eller uindskrænket forskning, men med indlæring i den sakrale betydning:

"Nogle muslimske historikere oversætter fejlagtigt ordet ’madrasa’ med ’universitet’. Dette er helt klart forkert: Hvis vi forstår et universitet som universitas litterarum, eller tænker over, uden eurocentrisk skævhed, det særlige ved universitas magistrorum i det trettende århundrede i Paris, bliver vi nødt til at anerkende, at universitetet som sæde for fri og uindskrænket forskning baseret på fornuft, er en europæisk innovation i menneskehedens historie."

Ifølge Bassam Tibi har situationen ændret sig mindre, end man skulle tro:

"I muslimske samfund, hvor højere læreanstalter har en dybt rodfæstet tradition for udenadslære, bliver indholdet af eksisterende videnskaber, indført fra Europa, behandlet på samme måde. Koranens vers bliver lært udenad, fordi de er ufejlbarlige, og ikke skal undersøges kritisk. Immanuel Kants Kritik eller David Humes Undersøgelse, som nu er tilgængelig i arabisk oversættelse, bliver lært udenad på samme måde, og ikke opfattet ud fra deres natur som problemorienterede undersøgelser." Som et resultat: "I modsætning til den europæiske og den amerikanske model, får studerende, uddannet på en traditionel islamisk uddannelsesinstitution, hverken Bildung (almindelig dannelse) eller Ausbildung (uddannelse)."

Dette er et problem, som medlemmer af denne kultur bringer med sig til udlandet. I Danmark, beklagede medlem af byrådet i Århus, Ali Nuur, at en af de udfordringer, som visse grupper af indvandrere står overfor i uddannelsessystemet, er, at de ikke er fortrolige med prøver, der bunder i en rationel, kritisk og analytisk tankegang.

Den engelske munk og lærde Adelard af Bath, der rejste til Østen i begyndelsen af det tolvte århundrede og skrev latinske oversættelser af tekster som Euklids Elementer fra arabiske kilder, er en fremtrædende person i Jonathan Lyons’ bog The House of Wisdom. Men som vi har set, blev Euklids Elementer oversat til arabisk af ikke-muslimer som Thabit ibn Qurra i første omgang.

Monte Cassino er et kloster i Syditalien, grundlagt af Sankt Benedikt i det sjette århundrede, som blev plyndret og nedbrændt og dets munke dræbt i 883 af arabere i et af deres mange jihad-overfald. Det blev senere genopbygget, og herfra oversatte munken Konstantin Afrikaneren (ca. 1020-1087) fra Nordafrika medicinske tekster fra arabisk til latin, herunder Hippokrates og Galen udført af den kristne oversætter Hunayn ibn Ishaq. Konstantin Afrikaneren oversatte også tekster skrevet af den nordafrikanske jødiske læge og filosof, Isaac Israeli ben Solomon, som igen var påvirket af græske forfattere som Hippokrates, Galen, Aristoteles og andre.

Det er let at spore, hvordan arabiske oversættelser af græske tekster fra byzantinske håndskrifter, ofte udført af ikke-muslimer, banede sig vej fra det muslimske Østen til Sicilien og det sydlige Italien eller til den iberiske halvø i det islamiske Vesten, hvor nogle af dem blev oversat tilbage til latin af kristne, for eksempel i den flersprogede by Toledo i Spanien. Det er således rigtigt, at nogle græske tekster er blevet genindført i Vesten via arabisk, nogle gange hen ad vejen via syrisk eller hebraisk, men de var i sidste ende altid baseret på byzantinske originaler.

John Freely angiver korrekt, at mange af de vigtigste oversættere af videnskabelige værker til arabisk, såsom Hunayn Ibn Ishaq og Thabit ibn Qurra var ikke-muslimer, og han medtager et kapitel om den vigtige oversættelsesbevægelse direkte fra Byzans til Italien og Vesteuropa. Dette er forsonende træk ved hans bog, men han undlader at forklare, hvorfor videnskaben i Mellemøsten forfaldt, og hvordan de ikke-islamiske samfund i regionen skrumpede ind. Deres tilbagegang faldt i betydelig grad sammen med videnskabens forfald. Er der en forbindelse mellem de to?

Freely skriver, at Moses Maimonides (1135-1204), den store jødiske rabbiner og filosof og en af sin tids førende læger, "flyttede" fra sin fødeby Cordoba, men han siger ikke hvorfor. Maimonides blev født i 1135 i det islamisk styrede Spanien, men måtte flygte fra landet, da de strengt religiøse berbere, almohaderne, invaderede fra Marokko og angreb kristne og jøder på klassisk jihad-manér. Han læste ivrigt græsk filosofi, hvoraf noget var tilgængeligt på arabisk med kommentarer af forfattere som den andalusiske muslimske filosof Ibn Rushd (1126-1198), kendt i Vesten som Averroes eller Averroës. Maimonides’ The Guide for the Perplexed [Moreh Nevukhim; Dux dubitantium; De rådvildes vejleder] blev stadig læst i det syttende århundrede på Baruch Spinozas tid. Hans forsøg på at forene aristotelisk filosofi med Bibelen inspirerede førende kristne skolastiske filosoffer som den indflydelsesrige italiener St. Thomas Aquinas i det trettende århundrede.

Freely forklarer egentlig ikke, præcis hvorfor europæerne fik så meget mere ud af det samme græske materiale, end muslimer gjorde. Hvorfor var der ikke nogen Kopernikus i Mellemøsten, og ingen Newton? Når det kommer til stykket, havde Europa og den islamiske verden stort set det samme ptolemæisk-græske udgangspunkt i renæssancen. Gennem arbejdet, udført af Kopernikus, Tycho Brahe og Kepler, havde europæiske videnskabsfolk frigjort sig fra den ptolemæiske astronomi, endnu før teleskopet var blevet opfundet. Hvorfor var der ikke et tilsvarende gennembrud i Mellemøsten? Det græske sprog blev spredt fra dets historiske hjem på den sydlige del af Balkan-halvøen og de ægæiske øer, ved hjælp af to processer, den ene stykkevis og langvarig og den anden organiseret og pludselig. Den første var koloniseringen af Middelhavets og Sortehavets kyster af græske byer fra det ottende til det femte århundrede f.Kr. Af alle de gamle middelhavsfolk var det kun grækerne og fønikerne, der på noget tidspunkt oprettede kolonier på denne måde.

Den anden ekspansion kom med Alexander den Stores erobring af det persiske imperium. En af byerne, der blev opkaldt efter ham, Alexandria i Egypten, blev et center for græsk kultur i middelhavsverdenen med dens bibliotek og museum (musernes tempel). Efter erobringerne, uden for Anatolien, Syrien og Egypten, er der meget lidt dokumentation for, at græsk som hverdagssprog bredte sig ret langt udenfor samfundet af emigranter; det eksisterede i nogle generationer i de østlige regioner af Alexanders imperium, i Mesopotamien, Afghanistan og det nordvestlige Indien. Grækernes tilstedeværelse var historisk betydningsfuld og påvirkede blandt andre ting udviklingen af den buddhistiske kunst, men i sidste ende blev der ikke etableret varige græsktalende samfund.

Græsk havde en vis indflydelse i Egypten, især i de store byområder, men det synes at have været et sprog for den herskende elite. Den sidste af ptolemæerne, dronning Kleopatra VII (69-30 f.Kr.), siges at have været den første af dem til at lære egyptisk, hvilket betyder, at det folkelige sprog stadig var værd at lære, selv efter tre hundrede års græsk styre.

Græsk sproglig indflydelse i hellenistisk tid var måske stærkest i Anatolien, hvor det efterhånden fortrængte andre sprog. Den vestlige periferi af Anatolien havde været under græsk indflydelse i mange århundreder før Alexander, og havde faktisk været et tidligt center for græsk civilisation, der frembragte tænkere som Thales fra Milet, men nu bredte græsk sprog og kultur sig også til det indre. Anatolien blev hurtigt et altovervejende græsktalende område.

Efter det vestromerske riges undergang i det femte århundrede e.Kr., fortsatte Det Østromerske/Byzantinske Rige med at eksistere. Græsk var blevet talt i denne region i tusind år eller mere, og havde været et uofficielt sprog i hele den romerske periode. Det er sandsynligt, at en ung palæstinensisk jøde som Jesus fra Nazaret har været bekendt med sproget i de imperier, der havde regeret i det østlige Middelhav før romerne: Aramæisk fra det persiske imperium og græsk fra Alexanders mænd, men sandsynligvis ikke latin.

I det syvende århundrede e.Kr. var græsk derfor stadig vigtigt langt udenfor det, vi i dag kalder "Grækenland". Den største kraft bag tilbagegangen i græsk sprog og kultur var islam. Nicholas Ostler forklarer i sin fascinerende bog, Empires of the Word: A Language History of the World:

"En enkelt årti fra Muhammeds død i 632 var nok til at trække en tynd, men uudslettelig, linje under 950 års græsk kontrol og græsk sprog, at vende en side i historiens bog, og begynde på, hvad der indtil videre er 1300 års arabisk herredømme i de samme lande (…). Det var et ødelæggende slag mod imperiet, politisk og økonomisk: Tabene inkluderede Egypten, der stadig efter 650 år var den største leverandør af korn til rigets hovedstad. Og de bedste skøn viser, at de arabiske erobringer fratog imperiet over halvdelen af dets befolkning. Men det kunne have været værre. Det lykkedes ikke for araberne efter gentagne forsøg at tage Konstantinopel selv, og heller ikke at løsrive Anatolien på trods af, at de angreb det så godt som hvert år i de næste to århundreder. Regionen var blevet reorganiseret af Herakleios, der effektivt kombinerede civil og militær administration, og indførte militær undtagelsestilstand. Den klare opfattelse af, at fjenden stod ved porten, indgød dem denne nye disciplin, og holdt imperiet effektivt mobiliseret til forsvar. Der er et interessant mønster i de byzantinske tab i midten af det syvende århundrede. De steder, der holdt stand, var netop dem, hvor græsk var flertalssproget, som taltes af almindelige mennesker og ikke kun eliten."

Den formindskede, græsk-dominerede version af Det Østromerske Rige (for dets indbyggere betragtede sig stadig som romerne, hvilket også deres muslimske fjender gjorde), kaldes normalt Det Byzantinske Rige. De sydlige provinser, hvor græsk var et minoritetssprog – skønt alligevel vigtigt, blev tabt til de arabiske muslimer, men det endelige slag mod græsk som et stort internationalt sprog kom, da tyrkiske muslimer erobrede områder, hvor det havde været flertalssproget. Græsk dominans i Anatolien varede indtil 1071. I det år tabte Det Byzantinske Rige Slaget ved Manzikert til seldjuk-tyrkere, der kom fra Centralasien. Tyrkiske bosættere fratog indenfor nogle hundrede år det græsktalende samfund selve kernen i dets største territorium.

Det er rigtigt, at det græske sprog oplevede et andet tilbageslag med de slaviske eller slavisk-talende folkeslags erobringer på Balkan i den tidlige middelalder. Forsker Julia Smith forklarer i sin bog om den tidlige middelalder, Europe after Rome: A New Cultural History 500-1000:

"Det centrale Balkan og den sydligste spids af Italien havde længe været stabiliseret som dets vestlige grænser, og selv om kendskab til græsk tidligere havde været udbredt blandt den uddannede elite i de vestlige romerske provinser, var denne færdighed blevet sjælden omkring år 500. Den faldende brug af græsk havde en yderligere årsag i fremkomsten af slavisk. På trods af, at det i løbet af den tidlige middelalder mistede meget terræn i forhold til det, forblev græsk ikke desto mindre det vigtigste sprog i den sydlige del af Balkan-halvøen, og erstattede i løbet af det sjette århundrede latin som det administrative sprog i Konstantinopel, hovedstaden i Det Byzantinske (Østromerske) Rige. I Italien, hvor de sydligste provinser forblev under byzantinsk styre, fortsatte græsk med at være den litterære kulturelites sprog sammen med latin, så længe de administrative bånd til Konstantinopel bestod. Slaverne nævnes første gang af byzantinske forfattere i midten af det sjette århundrede, og deres kongeriger lokaliseres til områderne nord for den nederste del af Donau. Men det kan diskuteres, om slaverne nogensinde havde nogen følelse af fælles identitet."

Ligesom den vestlige, romersk-katolske kirke udbredte kristendommen og læsefærdighed i Vesteuropa, således udbredte den østlige, ortodokse kirke i Byzans kristendommen og læsefærdighed blandt slaverne i Østeuropa. (Opdelingen og rivaliseringen mellem de to store kirker var en realitet, længe før formaliseringen i øst-vest-skismaet eller Det Store Skisma i 1054.) Byzans sikrede sin arv blandt de slaviske folk ved at sprede sin græsk-ortodokse udgave af kristendommen i det niende århundrede gennem arbejdet af missionærbrødrene St. Kyrillos og St. Methodios. De er krediteret for udformningen af det glagolitiske alfabet, det første alfabet, der anvendes til at nedskrive den gamle kirkes slaviske sprog. Det kyrilliske alfabet, som var baseret på det glagolitiske alfabet, har været anvendt i en række slaviske sprog indtil i dag.

De slavisktalende folk i Polen, Tjekkiet og Slovakiet havde i sidste ende tættere kulturelle bånd til Vesten. Slaverne i Polen konverterede til den romerske kirke og tyske bispedømmer trængte ind i de baltiske kystområder og Bøhmen. Bulgarerne blev snart overvældet af slavisk indflydelse og konverterede til kristendommen. Skandinaviske vikinger, især fra Sverige, bredte sig på dette tidspunkt via flodsystemet i Østeuropa, og nåede derved frem til Sortehavet samt etablerede sig i Novgorod og Kiev. De blev til sidst sprogligt assimilerede, ligesom det skete for næsten alle de germanske angriberne andre steder i Europa i den tidlige middelalder, men de havde indflydelse på dannelsen af den tidligste russiske stat.

Historikeren J. M. Roberts, som slet ikke er god, når det drejer sig om islamisk jihad, men ellers er værd at læse, skriver i The New Penguin History of the World:

"I 980 endte en serie dynastiske kampe med den sejrrige opkomst af fyrsten, der gjorde Rusland kristent, Vladimir. Det synes muligt, at han var blevet opdraget som kristen, men at han i første omgang demonstrerede den pralende hedenskab, som passede sig for en vikinge-krigsherre. Så begyndte han at spørge om andre religioner. Legenden siger, at han havde deres forskellige fortrin drøftet for sig; russerne skatter højt fortællingen om, at islam blev afvist af ham, fordi den forbød alkoholiske drikke. En kommission blev udsendt for at besøge de kristne kirker. Bulgarerne, rapporterede de, lugtede. Tyskerne havde intet at tilbyde. Men Konstantinopel havde vundet deres hjerter. Dér, sagde de med ord, der ofte skulle blive citeret, ’vidste vi ikke, om vi var i himlen eller på jorden, for på jorden er der ikke magen til klarsyn eller skønhed, og vi ved ikke, hvordan vi skal beskrive det; vi ved kun, at dér bor Gud blandt mennesker.’ Valget var hermed truffet. Omkring 986-8 antog Vladimir den ortodokse kristendom for sig og sit folk. Det var et vendepunkt i Ruslands historie og kultur, som ortodokse gejstlige har anerkendt lige siden."

Som det ofte er tilfældet, var der også politiske grunde til konversionen. Kiev Rus var rig efter datidens europæiske standarder og mere åben for påvirkninger udefra, end Rusland ville være det i meget af dets efterfølgende historie. Kiev i det nuværende Ukraine, var berømt for sine smukke trækirker, hvoraf de færreste desværre har overlevet. Byen blev ødelagt af de invaderende mongoler i det trettende århundrede, en begivenhed, som i det lange løb flyttet tyngdepunktet for den russiske stat nordpå til Moskva. Til denne dag, har mange af de ortodokse kristne folk kulturelle og følelsesmæssige bånd til Byzans, selv om de ikke selv antog det græske sprog.

Som Nicholas Ostler siger: "Slaver kunne assimileres; tyrkere kunne ikke." Tyrkiske muslimer erobrede Konstantinopel i 1453 og omdannede Hagia Sophia, der længe havde været den fornemste kirke i kristenheden, til en moské. Men de stoppede ikke der. Tyrkerne erobrede store dele af det sydøstlige Europa, gjorde trafikken i hele Middelhavsområdet usikker i århundreder, og rykkede flere gange frem til Wiens porte, før de blev stoppet. Forsker Dimitar Angelov belyser konsekvenserne af den osmanniske jihad for de besejrede folk på Balkan:

"... erobringen af Balkan-halvøen, udført af tyrkerne over cirka to århundreder, førte til ufattelige materielle ødelæggelser, talrige massakrer, slavebinding og eksil for en stor del af befolkningen – kort sagt, en generel og langvarig nedgang i produktiviteten, som det også var tilfældet med Lilleasien, efter at det var blevet besat af de samme angriberne. Denne nedgang i produktiviteten er så meget mere slående, når man husker, at i midten af det fjortende århundrede, da osmannerne var ved at vinde fodfæste på halvøen, havde de stater, som fandtes dér - Byzans, Bulgarien og Serbien - allerede nået et ret højt niveau af økonomisk og kulturel udvikling (…). Kampagnerne ført af Mourad II (1421-1451) og især af hans efterfølger, Mahomet II (1451-1481) i Serbien, Bosnien, Albanien og i det byzantinske fyrstedømme, Peloponnes, var af særlig ødelæggende karakter."

I 1809, efter slaget om Cegar Bakken, og på befaling af den tyrkiske pasha, Hurshid, blev kranier af dræbte serbiske soldater bygget op i et tårn, Hovedskaltårnet, på vejen til Konstantinopel. Det 3 meter høje Hovedskaltårn blev bygget af 952 kranier som en advarsel til det serbiske folk om ikke at modsætte sig deres muslimske herskere. Nogle år senere, blev et kapel bygget over kranierne. De kristne i regionen gjorde i løbet af det nittende århundrede oprør mod det brutale muslimske styre. Den store engelske digter Lord Byron (1788-1824), en ledende skikkelse i den europæiske romantik, blev personligt engageret i bevægelsen for græsk uafhængighed fra Det Osmanniske Rige efter at have hørt om den tyrkiske undertrykkelse af armeniere og andre undertvungne folk. Han døde i Grækenland i 1824.

Jihad-massakrer blev ikke kun begået mod serberne, men også mod grækerne, bulgarerne og andre ikke-muslimer, der langsomt begyndte at gøre oprør mod Det Osmanniske Rige gennem hele det nittende århundrede. Professor Vahakn Dadrian og andre har klart identificeret islamisk jihad, som en afgørende faktor i det armenske folkemord i begyndelsen af det tyvende århundrede, som angiveligt inspirerede Adolf Hitler til hans planer om en holocaust mod jøder og sigøjnere en generation senere.

Som Efraim Karsh bemærker, "Osmannerne gik i gang med et orgie af blodsudgydelser som reaktion på deres europæiske undersåtters nationalistiske aspirationer. Den græske uafhængighedskrig i 1820’erne; Donau-oprøret i 1848 og den dermed forbundne Krim-krig; eksplosionen på Balkan i 1870'erne; den græsk-osmanniske krig i 1897 - alle var smertefulde påmindelser om omkostningerne ved at modstå islamisk imperialt styre."

I 2008 opfordrede Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan det internationale samfund til at behandle "islamofobi" og kritik af islam som en "forbrydelse mod menneskeheden." I Istanbul, eller Konstantinopel, som den engang var kendt som, blev patriarkatet i Konstantinopel, som stadig formelt er det åndelige centrum for hundredvis af millioner ortodokse kristne, samtidig reduceret til en lille, belejret enklave i et forfaldent hjørne af Istanbul. Næsten al dets ejendom er blevet beslaglagt af skiftende tyrkiske regeringer og dens prælater bliver hånet af fanatiske muslimer, der næsten dagligt demonstrerer uden for patriarkatet med krav om dets fordrivelse fra Tyrkiet. Den økumeniske patriark bliver ofte truet, når han vover sig uden for den mur-omkransede enklave og myndighederne blokerer ofte hans bestræbelser på at foretage reparationer af de få bygninger, der stadig er under hans kontrol (en af de traditionelle dhimmi-bestemmelser), samt udsteder skjulte trusler mod ham.

Anatolien eller Lilleasien, den region vi nu kalder "Tyrkiet," var for tusind år siden et land befolket fortrinsvis af græsktalende kristne. Den gradvise jihad-udryddelse af disse samfund har strakt sig langt ind i vores egen tid. Så sent som i 1955 brød der uroligheder ud i Istanbul med plyndringer i græske kvarterer og ødelæggelser af kirker og synagoger. Mere end 5.000 butikker, der tilhørte det græske mindretal, blev plyndret af en ophidset skare på flere tusinde mennesker. De muslimske optøjer var ikke kun et resultat af "brændende chauvinisme, eller vrede over den økonomiske situation hos mange fattige uromagere, men [af] den dybe religiøse fanatisme i mange dele af det tyrkiske samfund." Grækere og armeniere blev brutalt pryglet, og der var gruppevoldtægter. I nogle tilfælde foretog tyrkere "omskærelser" på stedet med knive [læs også Speros Vryonis Jr.: 6. september 1955: Krystalnat i Konstantinopel og Mehmet Ali Birand: Skammen fra den 6.-7. september er altid med os].

Michael J. Totten besøgte Varosha, Cyperns spøgelsesby i 2005. Byen blev forladt under den tyrkiske invasion af Cypern i 1974, og dernæst indhegnet og bevogtet af den tyrkiske besættelsesmagt. Tyrkerne delte øen op. Græsk-cypriotiske borgere i Varosha forventede at kunne vende tilbage til deres hjem inden for få dage. I stedet beslaglagde tyrkerne den tomme by og pakkede den ind i hegn og pigtråd. Den osmanniske jihad-tradition er blevet videreført af det "verdslige" NATO-land, Tyrkiet frem til denne dag.

I marts 2006 udfærdigede italieneren Luigi Geninazzi en rapport fra det samme område. 180.000 mennesker lever i den nordlige del af øen, hvoraf 100.000 af dem er kolonister, oprindeligt fra fastlandet Tyrkiet. Ifølge Geninazzi, er islamisering af det nordlige Cypern blevet konkretiseret i ødelæggelsen af alt, der var kristent. Yannis Eliades, direktør for det byzantinske museum i Nicosia, har beregnet, at 25.000 ikoner er forsvundet fra kirker i området, der er besat af tyrkerne. Storslåede byzantinske og romanske kirker, imponerende klostre, mosaikker og fresker er blevet plyndret, krænket, og destrueret. Mange af disse bygninger er blevet omdannet til restauranter, barer og natklubber. Geninazzi konfronterede Huseyn Özel, en regeringstalsmand for den selvudråbte Tyrkiske Republik Nordcypern, med dette. De fleste af moskéerne i det græsk-cypriotiske område er blevet restaureret. Så hvorfor bliver kirker stadig i dag omdannet til moskéer? Den tyrkisk-cypriotiske embedsmand bredte armene ud og sagde: "Det er en osmannisk skik ..."

Muslimer har brugt næsten 1400 år på at udslette græsk-talende samfund i hele den østlige del af Middelhavet, men alligevel vil de nu have æren af "at have bevaret den græske kulturarv." Hvis vi skal tale om, hvad muslimer har "bevaret," skulle vi så ikke også tale om, hvad deres jihad-aktiviteter historisk set har ødelagt, i Europa, Afrika og Asien? Helt ærligt tror jeg, at hvis man laver to lister, én med, hvad muslimer har "bevaret", og én med, hvad de har ødelagt, så vil listen over, hvad de har ødelagt, langt overgå, hvad de måtte have bevaret gennem oversættelser. Og jeg er høflig, når jeg siger det.

Lyons’ bog The House of Wisdom er 200 sider lang, Freelys Aladdin's Lamp 255 sider. Ingen af dem nævner begreberne "jihad" eller "dhimmi" en eneste gang i deres bøger om islamisk kultur. Det siger en hel del om det nuværende intellektuelle klima. Jeg lagde ikke mærke til disse ord, mens jeg læste bøgerne, og de er ikke opført i indekserne. Forfatterne bruger ikke meget tid til at drøfte de voldelige aspekter af islamisk ekspansionisme gennem den, for islam, unikke jihad-institution, eller skæbnen for de erobrede folk. Er det en tilfældighed, at alt nyttigt arbejde, der blev gjort i den islamiske verden, skete i løbet af de første århundreder af den islamiske æra, mens der stadig var et stort antal ikke-muslimer, der levede i området? Det får vi ikke at vide, fordi spørgsmålet aldrig bliver debatteret af disse forfattere, men det fortjener det at blive.

Jeg prøver ikke at antyde, at der ikke blev udført godt videnskabeligt arbejde i den islamiske verden. Der er nogle få muslimske lærde fra middelalderen, som jeg respekterer. Deres bidrag bør ikke ignoreres, men de bør heller ikke blæses op hinsides alle proportioner. Hvis det vestlige videnskabelige og teknologiske bidrag til verden er på størrelse med en elefant, så er det muslimske på størrelse med et egern eller en Chihuahua [verdens mindste hunderace, o.a.] i bedste fald. Der er ingen skam i det. Jeg kan godt lide egern, men jeg ville aldrig forveksle det med en elefant.

Jeg vil slutte af med at anbefale nogle seriøse bøger, som folk kan læse i stedet for The House of Wisdom eller Aladdin's Lamp. Om islam anbefaler jeg stort set alt skrevet af Robert Spencer. Bat Ye'ors bøger er banebrydende og vigtige, men ganske vist ikke altid lette at læse. The Legacy of Jihad af Andrew Bostom bør betragtes som obligatorisk læsning for alle, der er interesseret i islam. Det er den bedste og mest komplette bog, der findes om emnet på engelsk, og sikkert på hvilket som helst sprog. Ibn Warraqs bøger er fremragende, begyndende med hans Defending the West. Understanding Muhammad af den iranske ex-muslim Ali Sina er også værd at læse, hvilket også gælder Defeating Jihad af Serge Trifkovic. ?

Hvis du er på udkig efter bøger om videnskabens historie, vil jeg anbefale alt skrevet af Edward Grant. The Beginnings of Western Science af David C. Lindberg er meget god, skønt lidt mere politisk korrekt end Grant, når det drejer sig om videnskaben i den islamiske verden. The Rise of Early Modern Science: Islam, China and the West af Toby E. Huff er fremragende og kan stærkt anbefales. Disse bøger er nemme at læse for uddannede, almindelige mennesker.

Om bøger, der er fremragende, men mere specialiserede og lidt mere vanskelige, kan jeg anbefale Victor J. Katz for matematikkens historie, og The History and Practice of Ancient Astronomy af James Evans for historien om præ-teleskop-astronomien til og med Kepler. Evans’ bog er yderst veldokumenteret og detaljeret, næsten for meget, når det gælder europæisk og mellemøstlig astronomi, men indeholder næsten intet om kinesisk eller maya astronomi. For et mere omfattende perspektiv, er Cosmos: An Illustrated History of Astronomy and Cosmology af John North god og ikke alt for svær at læse.

---

Oversættelse: Bombadillo