Den store britiske ekspert i kinesisk videnskabs historie Joseph Needham har skrevet om, hvordan "Kinas fire store opfindelser," kompasset, bogtrykkeri, papirfremstilling og krudt, blev eksporteret til resten af verden. Selvom Needham er god til at skrive om teknologi, giver han ikke altid tilstrækkeligt bevis for videregivelsen af disse opfindelser. Kun én af dem, papir, kan siges med absolut sikkerhed at have nået Vesten som et fuldt udviklet produkt. Ifølge professor T. F. Carter, "Bag opfindelsen af bogtrykkeri ligger brugen af papir, som er den mest sikre og mest komplette af Kinas opfindelser."

Som Lucien Febvre og Henri-Jean Martin skriver i The Coming of the Book: "Det ville have været umuligt at opfinde bogtrykkeri, hvis det ikke havde været for papir, som var kommet til Europa fra Kina via araberne to århundreder tidligere og som kom i almindelig brug ved slutningen af det 14. århundrede." I perioden fra 1450 til 1550, var Europa blevet dækket med papirfabrikker. Det traditionelle pergament var dyrt og ikke velegnet til masseproduktion.

Under den protestantiske reformation i det sekstende århundrede ønskede reformatorerne, at Bibelen blev tilgængelig på det fælles almindelige sprog, ikke på latin. Martin Luther bidrog således til at forme det moderne tyske sprog. Som forsker Irving Fang siger i bogen A History of Mass Communication, "Trykning på modersmålet førte også franske læsere til at opfatte sig selv som værende en del af Frankrig, og engelske læsere til at betragte sig som en del af England."

På nogle måder er vi i dag vidne til det modsatte af denne tendens i retning af nationalisering med global kommunikation og stigning i brugen af engelsk som internationalt fællessprog. Febvre og Martin mener dog, at omkring 77% af de bøger, der blev trykt før 1500, stadig var på latin, stadig med religiøse bøger som fremherskende. Disse blev gradvist afløst af sekulære bøger og andre sprog, men "det var først i slutningen af det 17. århundrede, at latin blev endeligt kuldkastet og erstattet af de andre nationale sprog og af fransk som det givne sprog indenfor filosofi, videnskab og diplomati. Enhver uddannet europæer måtte derefter kunne fransk." De anslår, at omkring 20 millioner bøger blev trykt i Europa før år 1500, og at "mellem 150-200 millioner eksemplarer blev udgivet i det 16. århundrede. Dette er et forsigtigt skøn og formentlig et godt stykke under det faktiske tal." Dette er endnu mere imponerende, hvis vi husker, at Europa på den tid var langt tyndere befolket, end det er nu, og at kun et fåtal kunne læse. Der skete en iøjnefaldende ændring dengang, og i retning af hurtighed, sammenlignet med den langsomme, dyre og undertiden unøjagtige proces med at kopiere hver enkelt bog i hånden.

Bogtrykkeri havde stor indvirkning i Østasien, men det udløste ikke helt den samme revolution, som det gjorde i Vesten. Buddhismen kom til Japan via Kina og Korea, og buddhistiske munke medbragte, foruden te, og dermed grundlaget for de forfinede japanske te-ceremonier, også andre aspekter af kinesisk civilisation, blandt dem trykning i det ottende århundrede. Men indtil slutningen af det sekstende århundrede trykte japanerne kun buddhistiske skrifter. Europa nød også godt af at have et mere forskelligartet bogerhverv end Kina, og af at have mere konkurrence i almindelighed.

Som Irving Fang forklarer, "Bogtrykkeri havde ikke forstyrret det monolitiske kinesiske imperium. Indførelsen af bogtrykkeri i midten af det femtende århundredes Europa ville måske også kun have skabt små fremskridt, hvis det ikke var fordi, at Europa var moden til forandring." Ifølge ham "markerede etablering af europæiske universiteter fra det tolvte århundrede og frem afslutningen på den 700 år lange klostertid. Den mere sekulære tidsalder, der fulgte, så fremkomsten af en læse- og skrivedygtig middelklasse og en stigende efterspørgsel efter bøger af alle slags. "

Bogtryk med løse typer var blevet opfundet i Kina af Bi Sheng omkring 1040, men vandt aldrig udbredt anvendelse. Karakteren af det kinesiske sprog med dets ikke-alfabetiske skrift var formentlig ikke en hjælp. For at løse dette dilemma, opmuntrede den koreanske kong Sejong den Store i første halvdel af 1400-tallet til bogproduktion og gav sine lærde ordre til at skabe et alfabet for almindelige mennesker i modsætning til det komplicerede kinesiske skriftsystem med dets tusinder af tegn. De udviklede hangul, "det koreanske alfabet," som var et fonetisk system, inspireret af andre alfabetiske skrifter, blandt dem sanskrit.

Bogtryk med løse typer og alfabetisk skrift var således i brug i Korea, før Gutenberg begyndte at trykke bibler i Tyskland, men der er ingen tegn på forbindelse mellem, hvad der skete i Korea, og hvad der skete i Europa. Den geografiske afstand er for stor og tidsforskellen for lille til, at en sådan forbindelse er sandsynlig. Kineserne anvendte brændt ler til deres skrifttegn, og begyndte først at bruge metaltyper efter deres brug i Europa. Gutenberg var guldsmed og fremstillede naturligt sine bogstaver af metal.

Ifølge Fang: "Hvad Gutenberg skabte, som ikke eksisterede i Asien, var et trykkesystem. Mest iøjnefaldende blandt dets elementer var kontrollerede, nøjagtige dimensioner af alfabet-typer, støbt efter skriftstempler lavet af hærdet stål. Disse var ikke ulig de stempler, og punsler, som var velkendte for europæiske læderarbejdere, metalsmede, og tinfabrikanter."

Selv om det er muligt, er der aldrig fundet noget endegyldigt bevis for en forbindelse mellem de østlige og de vestlige trykketraditioner. De involverede systemers forskelligartede natur har fået mange historikere til at mene, at bogtrykkerkunsten blev udviklet i Europa uafhængigt af Asien. Derimod ved vi med 100% sikkerhed, at muslimer var bekendt med østasiatisk trykkeri. Mongolerne efterlod sig et spor af ødelæggelse henover store dele af Eurasien i 1200-tallet, men deres store imperium åbnede også op for helt nye muligheder for kulturel udveksling. Men som forsker Thomas T. Allsen viser, så betyder det, at blive udsat for fremmede ideer, ikke nødvendigvis, at man vil antage dem. Lokale lærde klyngede sig ofte til den nedarvede tradition. Han bruger Rusland på Peter den Stores tid som et eksempel, hvor dele af samfundet var fanatisk modstander af al fornyelse, mens andre begejstret tog imod alt fremmed. Allsen har beskrevet, hvordan myndighederne i Iran under mongolsk styre i 1294 forsøgte at indføre trykte pengesedler efter kinesisk forbillede, men måtte opgive, trods alvorlige trusler, på grund af massiv folkelig modstand:

"Den muslimske verden udviste bestemt en aktiv og vedvarende modstand mod de teknologier, baseret på løse typer, der kom fra Europa i det femtende århundrede og senere. Denne modstand, baseret på sociale, religiøse og politiske hensyn, varede til et godt stykke ind i det attende århundrede. Først derefter blev trykpresser af europæisk oprindelse indført i det osmanniske rige, og først i det næste århundrede blev bogtrykkeri udbredt i den arabiske verden og Iran. Denne langtids-modstand, den manglende interesse for europæisk typografi, og den svigtende evne til at udnytte Egyptens oprindelige trykketraditioner, taler sikkert for en eller anden form for grundlæggende strukturel eller ideologisk antipati mod netop denne teknologi."

Jeg er absolut ikke tilhænger af teknologisk determinisme, men nogle teknologier har en større indvirkning end andre. Et af de vigtigste opfindelser, der nogensinde er gjort, må være bogtrykkeriet. Det er bestemt ingen tilfældighed, at den videnskabelige revolution afgørende tog fart i Europa efter indførelsen af bogtrykkeriet, ligesom det er ikke tilfældigt, at den civilisation, der kom tættest på et lignende gennembrud, Kina, var netop den, hvor bogtryk først blev opfundet. Det er troligt, at alene afvisningen af bogtrykkeriet satte den islamiske verden århundreder tilbage i forhold til ikke-muslimer.

Som David Crowley og Paul Heyer skriver i Communication in History: Technology, Culture, and Society: "Traditionelt har opfattelsen været, at bogtrykkerkunsten, sammen med en lang række andre udviklinger, markerede overgangen mellem slutningen af middelalderen og begyndelsen af det moderne tidsalder. Men jo mere vi studerer denne bemærkelsesværdige opfindelse, jo mere indser vi, at den ikke bare var én faktor blandt mange. Selv om vi tøver med at argumentere for historiske ’primus motorer,' så kommer trykpressen helt sikkert tæt på, hvad der menes med dette udtryk. Det var en teknologi, som påvirkede andre teknologier - en prototype for masseproduktion - og én, der direkte indvirkede på idéernes verden, ved at gøre viden bredt tilgængelig, og derved skabte et rum, hvor nye udtryksformer kunne udfolde sig. Trykpressens eftervirkninger i det tidlige moderne Europa, skete ikke med naturbestemt nødvendighed. De skyldes snarere eksistensen af forhold, hvorved bogtrykkeri kunne styrke en sammenhæng, der var modtagelig for dens potentiale."

Udbredelsen af bogtrykkeri i Østasien var tæt forbundet med den buddhistiske religion, ligesom det i Europa blev brugt til at trykke bibler. Men mens buddhister, kristne og jøder ivrigt tog imod denne nye teknologi, blev den stædigt afvist af muslimer. Kontrasten er slående, hvis vi sammenligner dette med, hvor ivrigt muslimer tog imod en anden kinesisk opfindelse: krudt. Krudt var ikke det første kemiske stof, der anvendtes i krig.

Ifølge legenden blev "græsk ild", et frygtet våben på sin tid, opfundet i det syvende århundrede af Callinicus, en flygtning fra den arabiske erobring af Syrien. Det var med held blevet brugt til at overvinde de arabiske muslimers belejringer af Konstantinopel i 674 og 718, og hjalp det byzantinske rige til at overleve så længe, det gjorde. Dets egenskaber synes at have været noget lignende som moderne napalms. James R. Partington foreslår i sin bog, A History of Greek Fire and Gunpowder, at det kunne have bestået af en blanding af "svovl, beg, opløst salpeter, og jordolie." Betegnelsen "græsk ild" er misvisende, da byzantinerne kaldte sig romere. Den største revolution i krigshistorien kom imidlertid med indførelsen af krudtet. Ifølge ingeniørprofessor dr. James B. Calvert: "De grundlæggende opfindelser af krudt og kanoner var blevet gjort før år 1300, men kilderne er sjældne, svære at fortolke, vanskelige at datere, og ofte modstridende. Det bedste gæt er, at krudtet fulgte hurtigt efter, at salpeter blev opdaget (dvs. en proces for dets rensning blev udviklet) af kinesiske alkymister omkring år 900 og blev indført i Europa via handelsruter og rejsende omkring år 1225, og at kanonerne blev opfundet i det sydlige Europa lige før år 1300."

Et af problemerne ved at fastsætte dette præcist er, at kinesiske forfattere kan være lige så etnocentriske som vesterlændinge, undertiden mere. Der er nogen uenighed om, hvorvidt krudt blev opfundet uafhængigt flere steder, men de fleste historikere har lagt sig fast på den opfattelse, at det først blev fremstillet i Kina. Krudt (sortkrudt) består af trækul, svovl og kaliumnitrat, eller salpeter, og var umuligt at lave, før man kunne fremstille salpeter med en høj grad af renhed. Dette var en specialitet for kinesiske alkymister ganske tidligt. Opdagelsen nåede Mellemøsten og Europa, sandsynligvis via Silkevejen, og blev kendt som "kinesiske sne." Sortkrudt forblev det vigtigste eksplosiv indtil det nittende århundrede, hvor opfindelsen af det ustabile nitroglycerin gjorde det muligt for den svenske kemiker Alfred Nobel at få patent på den mere stabile version af dynamit i 1867, og samle den store rigdom, som senere blev anvendt til at finansiere de forskellige Nobelpriser.

I det trettende århundrede nævner den engelske franciskanermunk broder Roger Bacon samt den tyske dominikanermunk broder Albertus Magnus, begge teologer og forskere med interesse for alkymi, en opskrift på krudt. De mongolske erobringer udbredte kendskabet til brand-lansenéren, et krudt-fyldt rør lavet af bambus, som kunne affyre forskellige projektiler, ud over hele Eurasien. Udviklingen af dette våben stagnerede i Kina. Ifølge James B. Calvert, "Tiden og stedet for opfindelsen af kanonen er ukendt, men at den udvikledes ud fra brand-lansenéren blandt tyrkere, arabere og europæere, kan der næppe være tvivl om. (...) Den tidligste brug af kanoner er ikke endeligt kendt, men skete på et tidspunkt mellem 1300 og 1350. Brugen af kanoner spredtes hurtigt mellem 1350 og 1400."

Kanoner blev brugt under Hundredårskrigen mellem Frankrig og England, og tyrkiske muslimer brugte med held langvarige bombardementer med massive ungarsk-fremstillede kanoner under erobringen af Konstantinopel i 1453 for at gennembryde byens mure. Joel Mokyr, professor ved Institut for Økonomi ved Northwestern University og forfatter til The Gifts of Athena: Historical Origins of the Knowledge Economy, skriver om innovation og økonomisk historie. Ifølge ham (pdf) var glas, skønt kendt i Kina, ikke i udstrakt brug, fordi te blev drukket af porcelænskopper og kineserne undersøgte sig selv i spejle af poleret bronze. Islamiske lande havde en betydelig glasindustri, men de fandt aldrig på at lave briller: "Tokugawa-tidens Japan havde en blomstrende industri i glasnips og -pynt, men der opstod heller ingen optiske instrumenter dér før efter Meijirestaurationen [fra 1867]. Udviklingen af optik i Orienten var vanskeliggjort af, at man ikke havde adgang til hellenistisk geometri, der ikke alene tjente Ptolemæus og Alhazen, men også italienere fra det sekstende århundrede såsom Francesco Maurolico (1494-1575), der undersøgte linsernes egenskaber." De tidligste kendte linser var lavet af bjergkrystal, kvarts og andre mineraler, og har været brugt i de østlige og vestlige lande siden oldtiden. Der er beviser for, at linser var kendt i den græsk-romerske verden. De var blevet brugt som brændeglas og forstørrelsesglas i århundreder, og de såkaldte læsesten var i almindelig brug i middelalderen; et eksempel er Visby-linserne, linse-formede bjergkrystaller af høj kvalitet fra en vikingegrav i Gotland, Sverige. Den ældste vi kender, er Nimrud-linsen, fundet i nutidens Irak. Den skønnes at være næsten tre tusind år gammel og indikerer, at de gamle assyrere havde en vis grundlæggende forståelse af optik. Irak, sæde for de sumeriske, akkadiske og assyriske riger, er hjemsted for en af verdens ældste astronomiske traditioner. Babylonsk astronomi påvirkede i høj grad mange senere kulturer, mellemøstlige, græske og indiske, og sumerernes seksagesimale talsystem (baseret på grundtallet 60) af er stadig med os i dag, i form af tres minutter i en time og 360 grader i en cirkel.

Den irakiske fødte videnskabsmand Ibn al-Haitham, kendt i Vesten som Alhacen eller Alhazen, havde en stærk indflydelse på flere vestlige videnskabsfolk. Alhazen var en pioner indenfor videnskabelig metode, idet han baserede hypotese på systematisk observation. Han er mest husket for sit store bidrag inden for optik, hvor han overvejede lysets natur, spekulerede over solnedgangens farver og beskrev egenskaberne af forstørrelsesglas. Hans værk fra det ellevte århundrede, Optikken blev oversat til latin i slutningen det tolvte århundrede, og havde betydelig indvirkning på Roger Bacon og andre i det trettende århundrede.

Bacon var uddannet på Oxford og forelæste om Aristoteles ved universitetet i Paris, det intellektuelle centrum blandt det lille, men voksende antal europæiske universiteter. Hans lærer, den engelske biskop og forsker Robert Grosseteste, var fortaler for validering af teori gennem eksperimenter. Roger Bacon skrev om mange emner, herunder optik, og var blandt de første til at argumentere for, at linser kunne anvendes til korrektion af synet. Han hævdede, at "filosofi er de vantros særlige felt", og opfordrede forskere til at lære arabisk.

Kineserne eksperimenterede også med linser og spejle, og fremstillede en slags solbriller eller briller med farvede linser. Men disse synes hovedsageligt at have været til dekorative formål og havde ingen korrigerende egenskaber. Videnskaben om optik stagnerede i Kina efter de første indledende fremskridt. De første fuldt udviklede briller blev lavet i Europa, i det nordlige Italien, fra slutningen af det trettende århundrede og fremefter. Den amerikanske videnskabsmand og opfinder Benjamin Franklin opfandt briller med dobbeltslebne glas i det attende århundrede, i De Forenede Staters første år.

I 1572 trykte Freidrich Risner en del af Alhazens arbejde om optik, samt et værk af den polske munk fra det trettende århundrede, Witelo, der lignede det, og gjorde dermed Alhazen almindeligt kendt for nye generationer af forskere. Bemærkelsesværdig blandt dem var den tyske astronom Johannes Kepler. Den danske astronom Tycho Brahe, der døde i 1601, var måske den mest omhyggelige astronom i før-teleskop-æraen. I de sidste år af sit liv, gav Brahe sine observationer af Mars videre til Kepler. Disse præcise optegnelser var vigtige for Keplers arbejde med planeternes bevægelse, men et andet gennembrud, der kunne bekræfte hans tese, skulle snart komme.

Efterhånden som korrigerende linser til nærsynethed blev mere avancerede, voksede efterspørgslen efter glaslinser af høj kvalitet. I Nederlandene i det syttende århundrede, kunne Baruch Spinoza skaffe sig et rimeligt udkomme som en dygtig linsesliber, mens han arbejdede på sine filosofiske teorier. Dette var i den hollandske guldalder, hvor landet var tilflugtssted for mange grupper, der led under religiøs forfølgelse, for eksempel huguenotterne (protestanter) fra Frankrig. Spinoza nedstammede fra jøder, der var blevet fordrevet fra Spanien og Portugal efter Reconquistaen. Produktionen af briller åbnede nye felter for optikken. En hollandsk brillemager, Hans Lippershey, siges at have skabt det første praktiske teleskop og gjort det offentligt tilgængeligt i 1608.

Inden for et par måneder efter nyheden, havde den italienske videnskabsmand Galileo Galilei lavet sit eget teleskop, og blev den første, der vendte den nye opfindelse mod himlen, hvorved han i 1610 opdagede de fire store måner om Jupiter. Kepler udviklede, omkring 1611, det galileiske teleskop yderligere og beskrev det teoretiske grundlag for teleskopisk optik, delvist inspireret af Alhazens arbejde. Teleskopet havde taget en rejse fra Holland via Italien til Kepler i Prag inden for tre år efter dets opfindelse, og var blevet forbedret undervejs; en bemærkelsesværdig grad af innovation og spredning af viden. Sir Isaac Newtons Principia Mathematica fra 1687 og hans love for bevægelse og tyngdekraft var, blandt andet, afledt af Galileis teleskopiske observationer og Keplers love for planetarisk bevægelse.

Den hollandske brillemager Zacharias Janssen og hans far Hans krediteres normalt for at have opfundet det første mikroskop i slutningen af 1500-tallet. Mikroskopet blev forbedret i det syttende århundrede af deres landsmand Anton van Leeuwenhoek, som var den første, der fik øje på bakterier og dermed åbnede mikrobiologiens helt nye felt. Dette førte igen til store fremskridt inden for naturvidenskaben. Den tyske læge Robert Koch og den franske kemiker Louis Pasteur grundlagde bakteriologien i det nittende århundrede. Forståelsen af, at sygdommen er forårsaget af bakterier og mikroskopiske kim skabte de største fremskridt inden for medicinen i historien.

Ifølge det gratis online-leksikon Wikipedia, blev læsestenslinser opfundet af polyhistoren Armen Firman (Abbas Ibn Firnas) i Cordoba i det islamisk-besatte Spanien i det niende århundrede, og senere spredt over hele Europa. Wikipedia er udtryk for både de gode og nogle af de problematiske aspekter ved internettet. Jeg har mere end én gang fundet nyttige oplysninger dér, men det kan også være notorisk upålideligt på visse emneområder på grund af dets mange redaktører og manglende faglige tilsyn. Lad os antage, for et øjeblik, at denne oplysning er korrekt. Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan det så være, at linser ikke blev udviklet yderligere af muslimer? Teleskopet og mikroskopet var biprodukter af fremskridt i produktionen af glaslinser. De gjorde det muligt, for første gang nogensinde, at studere, hvad der er ikke synligt for det blotte menneskelige øje og ændrede radikalt vores forståelse af universet, både af de meget små og meget store tings verden. Alt dette kunne være sket i den islamiske verden. Så hvorfor skete det ikke, trods det faktum, at linser var kendt dér mindst lige så tidligt som i Europa, og trods det faktum, at regionen frembragte en begavet optisk videnskabsmand, Alhazen?

Alhazen personligt bør krediteres for at have været en af de største videnskabsmænd på hans tid i alle discipliner, østlige eller vestlige, men hans nysgerrige indstilling og videnskabelige tankegang var ikke altid påskønnet af hans samtidige. Her er, hvordan hans skrifter blev modtaget af andre muslimer, som citeret i Ibn Warraqs bog, Derfor er jeg ikke muslim: "En discipel af den jødiske filosof Maimonides beretter, at han var på forretningsrejse i Bagdad, da et bibliotek, som tilhørte en vis filosof (der døde i 1214) blev brændt. Den gejstlige, der stod for dommens eksekvering, kastede selv ibn al-Haithams [Alhazens] astronomiske værker på bålet, efter at han havde udpeget bogens beskrivelse af jordkloden som et sørgeligt symbol på ugudelig ateisme."

Alhazen skrev talrige bøger, hvoraf mange er gået tabt i dag. Hans banebrydende værk, Optikken overlevede til os i latinsk oversættelse. Muslimer havde således adgang til idéer, men de var ikke i stand til at værdsætte dem og udnytte deres potentiale. Dette mønster blev gentaget ved flere lejligheder. De første vindmøller blev formentlig fremstillet i Persien forud for den islamiske erobring i det syvende århundrede. Vindmøller blev indført i Europa i løbet af højmiddelalderen, i hvert fald fra det tolvte århundrede og fremefter, og bredte sig hurtigt i hele Vesteuropa under en længere periode med store forbedringer. Vindmøller efter persisk forbillede spredtes fra Centralasien til Kina efter den mongolske erobring i det trettende århundrede, men i 1206 ytrede datidens førende arabiske ingeniør til sine læsere, at idéen om at drive møller med vinden, var noget vrøvl.

Solure har været anvendt i Egypten og andre civilisationer siden forhistorisk tid. Vandure stammer også fra oldtiden, og havde nået en vis grad af kompleksitet i den græsk-romerske verden. De gamle grækere skabte apparater, der minder om mekaniske urværker, for eksempel Antikythera-mekanismen (andet århundrede f.Kr.), som er blevet kaldet en mekanisk computer. Tidlige ure (men ikke fuldt udviklede) blev lavet i Asien, især Kina, og kunne have været kendt i Mellemøsten. Omkring år 800 forærede kalif Harun al-Rashid fra Bagdad Karl den Store et komplekst vandur, der slog timeslag. I 850 udgav de tre persiske brødre, Banu Musa, som en del af oversættelsesarbejdet ved Visdommens Hus i Bagdad, værket, Bogen om snilde apparater, der beskriver mange mekaniske opfindelser udviklet af tidligere kulturer. De var interesseret i arbejdet af den græske ingeniør Hero af Alexandria, der skabte den første kendte dampdrevne mekanisme. Der er således nok af beviser for, at muslimer til deres rådighed havde både den teoretiske viden og de praktiske eksempler, der er nødvendig for at skabe mekaniske ure.

Selv om de havde adgang til meget af den samme viden som de kristne europæere havde, så udviklede muslimer ikke rent mekaniske ure. Dette skete i Europa i det trettende århundrede. Opfindelsen bredte sig hurtigt i hele Italien, Frankrig og England. Ét blev installeret i den gamle St. Pauls Cathedral i London i 1286. Den engelske forfatter fra det fjortende århundrede, Geoffrey Chaucer nævnte et ur, hvilket formentlig var et ur med klokke, der slog timeslag. Salisbury Cathedral menes at have det ældste stadig fungerende ur, der kan dateres tilbage til år 1386. Ure var til at begynde med store og blev brugt til at udsmykke offentlige bygninger. Inden år 1500 var den oprullede fjeder blevet opfundet, hvilket banede vejen for mindre ure. Det første bærbare ur blev skabt i Nürnberg, Tyskland af låsesmed Peter Henlein i 1505 i form af en kugle båret som et smykke. Den hollandske videnskabsmand Christiaan Huygens lavede i 1656, ved hjælp af Galileis pendullov, det første pendulur, der var langt mere præcist end tidligere modeller. Han opfandt også balancehjulet (uro?) og fjedersamlingen, der ligger bag mange moderne ure. Den franske matematiker Blaise Pascal siges at have lavet et armbåndsur ved at binde sit bærbare ur til håndleddet med en snor.

Jeg forsøger ikke at antyde, at der ikke blev opnået videnskabelige resultater i den islamiske verden. Avicennas medicinske encyklopædi, Qanun blev oversat til latin [Canon medicinae] i det tolvte århundrede, og så sent som i det sekstende århundrede, skrev Vesalius en afhandling, der kommenterede Rhazes. Det er umuligt at skrive den medicinske historie i Vesten i denne tidsalder, uden at nævne mellemøstlige læger som Avicenna og Rhazes. Hvad jeg minder om, er, at antallet af resultater var støt faldende, og jeg er ikke sikker på, hvor meget islam bør krediteres for de resultater, der faktisk blev opnået.

Muslimer kunne ikke udvikle ure og briller og var aktivt fjendtlige overfor bogtrykkeri, men tog straks imod krudt og skydevåben (selv om udviklingen af sidstnævnte også snart stagnerede). Jeg tror, at dette yderst selektive syn på teknologi fortæller os noget om muslimsk mentalitet: De kunne ikke se værdien af bogtrykkeri, men de kunne lide krudt, fordi det kunne bruges til at terrorisere og intimidere ikke-muslimer. Vantro teknologi er primært interessant, hvis den kan bruges til at sprænge andre vantro i luften. Desværre er jeg ikke så sikker på, at islamisk mentalitet har ændret sig af betydning i de 800 år siden da. I løbet af de seneste årtier har globaliseringen, muslimsk immigration til Vesten og den massive tilstrømning af petrodollars til muslimske lande med store råolie-reserver gjort det muligt for muslimer at erhverve eller købe teknologi, de ikke er i stand til at udvikle selv. Resultatet, sammen med en uhyre demografisk stigning i antallet af muslimer, som igen er forårsaget af vantro fremskridt inden for medicin, har været en tidevandsbølge af jihad fejende henover verden. Lektionen for ikke-muslimer bør være: Hvis du forsyner muslimer med teknologi og knowhow, vil dette ikke blive brugt til at skabe fredelige og velstående samfund; det vil blive brugt til at dræbe eller undertvinge dig.

Som forfatter Bassam Tibi bemærker, har muslimer i dag en tendens til at se videnskab som noget, der er adskilt fra samfundet, og tror, at de kan indføre eller tilegne sig moderne videnskab og teknologi, men ikke den bredere ramme, der hænger sammen med dem.

Jeg er enig med Tibi. Muslimer har ingen forståelse for videnskab som grundlag for teknologisk udvikling, og for ytringsfrihed og rationel kritik af alt, herunder religiøse doktriner, som grundlag for videnskab. De taler om videnskab, som om det var en handelsvare, et fjernsyn eller en personlig computer, noget, som muslimer "havde" tidligere, og som så er "forsvundet" eller overgivet til vesterlændinge, som "tog" den fra dem. Derfor behøver muslimer ikke føle sig taknemmelige for noget, den vantro videnskab forsyner dem med, fordi videnskaben i virkeligheden var "deres" i første omgang, og de bare tager noget tilbage, som rettelig tilhører dem. Men videnskaben er ikke en vare, den er en metode, et kritisk og rationelt syn på verden.

Efter min mening skyldes denne manglende evne til at se sammenhængen mellem årsag: videnskab og et frit samfund, og virkning: teknologiske fremskridt, en grundlæggende brist i den islamiske anskuelse af universet: De kan ikke se nogen forbindelse mellem årsag og virkning, fordi deres hele religiøse verdenssyn er baseret på den opfattelse, at alt er underlagt Allahs luner, og at der ikke er forudsigelig logik bag noget som helst. Som Hugh Fitzgerald ofte siger, så hæmmer denne opgivende inshallah-fatalisme ("Hvis Allah vil det, vil det ske") i høj grad udvikling af enhver art. Den ultimative ironi og tragedie er, at muslimer flytter til vantro samfund for at nyde godt af de varer og forbrugsgoder, som er fremstillet dér, men går straks i gang med at ødelægge de betingelser, som skabte disse fremskridt i første omgang, nemlig politisk frihed og menneskeskabte love.

Mindst to betingelser er nødvendige for at skabe en resultatrig nation: Evnen til at frembringe talentfulde individer med gode ideer, og samfundets kulturelle og strukturelle evne til at erkende det fulde potentiale af disse ideer og bruge dem. Den islamiske verden gjorde det rimeligt godt et stykke tid, hvad den første betingelse angår, men svigtede sørgeligt og konsekvent angående den sidste. Selv om den undertiden kunne give fødsel til begavede individer, så havde disse en tendens til at være uortodokse muslimer eller, som i Rhazes’ tilfælde, direkte fjendtligt indstillet over for islam. Hyppigheden af tænkere af Avicennas og bestemt Alhazens format var også støt faldende. Dette tyder stærkt på, at "islamisk naturvidenskab" havde meget lidt med islam at gøre, men var en sammensvejsning af præ-islamisk viden - græsk, indisk, persisk, jødisk, assyrisk kristen og andre. Efterhånden som muslimer blev numerisk dominerende og islamisk ortodoksi mere fast etableret, blev denne præ-islamiske arv langsomt udslukket, hvorved videnskaben forfaldt og aldrig kom tilbage. Denne fallit var tæt forbundet med islams fjendtlighed mod fornyelse og fri tænkning. Til gengæld viste de kristne og jødiske religioner sig mere modtagelige over for nye idéer. I det mindste var de ikke så aggressivt fjendtlige over for logik, som islam var, og fremmede den tilmed i visse situationer.

Europa producerede faktisk mange talentfulde individer, men hvad der i sidste ende adskilte den fra den islamiske verden, og endda fra ikke-muslimske asiater på denne tid, var det bemærkelsesværdige tempo i udbredelsen af nye ideer, hjemmedyrkede eller importerede, og den hastighed, hvormed yderligere forbedringer blev foretaget, når først en idé er blevet indført. Dette skyldtes en kombination af faktorer: Et vellykket ægteskab mellem kristne doktriner og den græsk-romerske kulturarv i middelalderen og renæssancen; evnen til løbende at generere ny viden og omsætte den til praktisk anvendelse gennem akkumulering af kapital og en dynamisk handelsstand; en institutionaliseret ramme for videnskabelig debat på universiteter, der havde en betydelig grad af fri forskning; indførelse af bogtrykkeri, hvilket lettede kommunikationen og fremmede opsamlingen af stadig mere præcis viden; og sidst men ikke mindst, en højere grad af individualisme og politisk frihed, som opmuntrede fri tænkning, et ikke-traditionalistisk livssyn og, i forlængelse heraf, fornyelse.

Ved at sige dette må jeg tilstå, at jeg ikke i fuld alvor kan hævde, at disse er kendetegn for Europa i dag. Vi har altid fået at vide, at der er en grundlæggende konflikt mellem religion og fornuft, hvilket formentlig skulle betyde, at vi bliver mere rationelle, efterhånden som vi bliver mindre religiøse. Vesteuropa er i øjeblikket mindre religiøst end vi nogensinde har været, men jeg ser ingen tegn på, at vi af den grund er blevet mere fornuftige. Vi har måske ikke et formelt indeks over forbudte bøger, som den katolske kirke havde i århundreder, men vi har et uformelt indeks over forbudte emner, som kan være lige så effektivt til at undertrykke fri undersøgelse og kvæle debatten. Dette bliver nu gjort i tolerancens og den multikulturelle mangfoldigheds navn, ikke i Guds, men resultatet er nogenlunde det samme. Enden på religionen, indvarslede således ikke en fornuftens tidsalder; det førte til en ny tidsalder med sekulær overtro og nye former for heksejagt. Dårlige ting kan siges om middelalderens europæere, men i det mindste importerede de ikke muslimer i stort tal, og hyldede ikke sig selv for deres tolerance. Det gør sekulære europæere.

Andrew G. Bostom bliver ved med at henvise til Julien Benda og hans bog fra 1928, The Treason of the Intellectuals [De intellektuelles forræderi], om hvordan opgivelsen af objektive sandheder tilskyndede de totalitære ideologier, hvilket førte til Anden Verdenskrig. Bostom peger på en lignende undladelse hos vestlige intellektuelle af at erkende historien om jihad i dag. Som jeg ser det, var Benda lidt for anti-religiøs og anti-nationalistisk efter min smag, men ellers er jeg enig: De problemer, som Vesten nu står overfor i konfrontationen med jihad, er blevet fremmet af en manglende evne i vores uddannelsessystem, vores medier og faktisk hele vores samfund til at opretholde idealet om kritisk tænkning. Hvis Vestens opstigen var knyttet til politisk frihed, rationel tænkning, ytringsfrihed og universiteter som forkæmpere for fri forskning, så kan Vestens fald knyttes til nedgangen af de samme værdier.

Forfatter V. S. Naipaul mener, at islam er parasitisk af natur og snylter på den præ-islamiske kultur i de erobrede lande. Jeg vil tilføje, at den også er den slags parasit, der dræber sin værtsorganisme. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis muslimerne får held med at erobre Europa, så vil dette Europa i fremtiden blive hyldet som en islamisk guldalder. Men det ville ikke være en islamisk guldalder, det ville være Europas skumring, lige som den forrige guldalder var skumringen af kristne, jødiske, hinduistiske, zoroastriske og buddhistiske kulturer fra Nordafrika til Centralasien, og de meget omtalte resultater af "islamisk middelalderlig videnskab" var et ekko af egypternes, babyloniernes, persernes, syrernes og grækernes arv.

Ja, jeg ved at mongolkejsere kunne skabe fantastisk arkitektur, som Taj Mahal i Indien, men der var stadig tale om slavestater baseret på udbytning og forfølgelse af ikke-muslimer. Og ja, der kan være herskere som Akbar den Store, med hans religiøse tolerance og kejserlig have med tusindvis af geparder, men han var tolerant, netop fordi han kun var muslim af navn. Enhver sådan hersker vil blive efterfulgt af mere fromme muslimer, som det var tilfældet med Aurangzeb, der genindførte jizya-skatten for vantro og ødelagde hinduistiske templer. Alt godt, der sker i lande under islamisk styre, sker generelt på trods af islam, ikke på grund af islam, og de gode dele vil snart blive forkastet i sharialovens navn. Der vil altid være mindst et dusin Aurangzeb’er for hver Akbar.

Vi er i øjeblikket vidne til store globale forskydninger i magten. I et makrohistorisk perspektiv, var Kina den førende civilisation for et årtusinde siden, men blev overgået af Europa. Jeg er overbevist om, at ytringsfrihed og politisk frihed har langsigtede effekter, og jeg er ikke overbevist om, at Kina kan fortsætte sine økonomiske fremskridt, medmindre det indfører reformer. Jeg er heller ikke overbevist om, at Europas islamisering er uundgåelig, endnu, men hvis de nuværende tendenser fortsætter, vil vi måske se en ombytning af rollerne i det enogtyvende århundrede: Kina vil blomstre og Europa vil visne bort. Men i mellemtiden, når muslimer får fingre i vestlig teknologi og Europas opsamlede rigdom, kan verden fra Storbritannien til Thailand blive kastet ud i en ny æra med jihad.

del 1, del 2

---

Oversættelse: Bombadillo