Bostom bekymrer sig om, hvad han kalder ”The Trusting Khomeini Syndrome” [”Tillid til Khomeini Syndromet”]. Bare dage efter at den islamiske leder, ayatollah Khomeini, overtog magten i Iran i 1979, beroligede professor i Folkeret ved Princeton Universitet, Richard Falk, verden om - i en New York Times-leder med titlen: "Trusting Khomeini" - at "skildringen af ham som fanatisk, reaktionær og bærer af primitive fordomme, bestemt og heldigvis virker falsk."

Richard Falk tog meget fejl dengang. Det lykkedes Khomeini og hans hårdkogte mullaher at bedrage en hel del iranere og endnu flere naive vestlige iagttagere om deres sande hensigter. Har vestlige ledere og politiske beslutningstagere lært noget i årtierne, der er gået siden da? Bostom frygter, at det ikke er tilfældet.

Khomeini stod over for en svag amerikansk præsident, Jimmy Carter, tilbage i slutningen af 1970'erne. Hans efterfølgere står over for en lige så svag amerikansk præsident, Barack Hussein Obama, i dag, foruden mange eftergivende europæiske magter. Forskellen er, at det islamiske regime i Iran denne gang har et betydeligt atomprogram oven i hatten. Bostom kritiserer ikke blot Obama-administrationen, men også Bush-administrationen, for ikke at have taget ordentligt affære mod den iranske trussel. Mullaherne i Iran udgør nok en større trussel, end den grusomme, men stort set verdslige diktator, Saddam Hussein, i Irak nogensinde gjorde.

Andrew Bostom beklager, at selv angiveligt konservative iagttagere i Vesten hyldede storayatollah Hussein-Ali Montazeri som en såkaldt "moderat", da han døde i december 2009. Dette til trods for, at Montazeri i sine skrifter hævdede en helt igennem traditionel opfattelse af offensiv jihad som en ubegrænset forpligtelse for muslimer til at etablere globalt islamisk overherredømme. Montazeri hævdede yderligere traditionelle sharia-baserede synspunkter om ikke-muslimers (dhimmiers) mindreværd og undertvingelse samt om forpligtelsen til at dræbe gudsbespottere.

I almindelighed fremmer Koranen og andre islamiske tekster had til ikke-muslimer (vantro) verden over. Men jøder synes at have en særstilling som genstand for endnu mere had end andre ikke-muslimer.

Bostom viser klart i denne bog og i hans tidligere værker, at islamisk kultur aldrig har været "tolerant" i nogen meningsfuld forstand. Dette er en moderne myte. Konstante ydmygelser og lejlighedsvise udbrud af dødelig vold mod ikke-muslimer har været et kontinuerligt element i islamisk liv gennem århundreder, opmuntret af islamiske religiøse skrifter. Dette er ikke et nyt fænomen, og det gælder for begge de store grene af islam.

Der er teologiske forskelle mellem shiitter og sunnier, men mens disse er vigtige for muslimerne selv, er de af underordnet betydning for ikke-muslimer. Både shia-islam og sunni-islam tilskynder jihad-ekspansion, doktriner om islamisk overherredømme og voldeligt had mod ikke-muslimer. Som Bostom skriver på side 28 i Iran's Final Solution for Israel:

"Sharia-overherredømme - i dets tolver-shiitiske skikkelse - var den glødende motivation bag det shiitiske præstestyre, der blev etableret af Irans første safavidiske shah, Ismail I, i starten af det 16. århundrede. Dette trossystem, som altid har været gennemtrængt af islamisk jødehad - i safavidernes Iran og tværs gennem et 500 års kontinuum - er fortsat den styrende ideologi i den nuværende periode med Khomeini-vækkelse og i (post-Khomeini) tiden derefter. Hvis vi lægger den bevidst åndsformørkende apologetik til side, så er sharia, islamisk lov, uanset om den er sunni eller shia, ikke alene holistisk i den almindelige forstand af altomfattende, men totalitær, derved at den regulerer alt fra de rituelle aspekter af religion, til personlig hygiejne, til styring af muslimske mindretalssamfund, islamiske stater, blokke af stater eller en global islamisk orden. Dette sidstnævnte politiske aspekt, som en ældre forløber for mere velkendte moderne totalitære systemer, er klart det mest bekymrende. Konkret omfatter sharia-lovens frihedsknusende og dehumaniserende politiske aspekter: Ubegrænset jihadisme for at undertvinge verden en totalitær islamisk orden; afvisning af grundfæstede vestlige friheder - herunder samvittigheds- og ytringsfrihed - håndhævet gennem fængsel, prygl eller død; diskriminerende nedværdigelse af ikke-muslimer til udstødte, sårbare pariaer, og selv muslimske kvinder til underdanigt løsøre; og barbariske straffe, der krænker den menneskelige værdighed, såsom amputation for tyveri, stening for utroskab og piskning for at drikke alkohol."

Desuden tilføjer shiitter, under deres samkvem med ikke-muslimer, streng doktrinær overholdelse af det afskyelige begreb om najis. Dette indebærer den fysiske såvel som åndelige urenhed af vantro, hvilket resulterer i en række umenneskelige praksisser rettet mod ikke-muslimer.

Efter Bostoms opfattelse førte Irans revolution i 1978-1979 simpelthen det iranske samfund tilbage til dets mangeårige tilstand som et shiitisk teokrati. Dette [oprindelige teokrati, o.a.] blev efterfulgt af en forholdsvis kort flirt med vestliggørelse og sekularisering under shaherne fra Pahlavi-dynastiet, 1925-1979. Allerede under den første safavidiske shah Ismail I's regeringstid (1502-1524), kommenterede europæiske besøgende i Persien den barske behandling af ikke-muslimer i regionen. Dette gjaldt i høj grad jøder, trods nyligt markedsførte myter om, at jøder nød "tolerance" i islamisk styrede samfund.

Den iranske revolution i 1979 blev hurtigt kapret af islamiske kræfter. Moderne shiitiske gejstlige understreger den traditionelle opfattelse af den rituelle urenhed (najis) - af jøder i særdeleshed, men også af kristne, zoroastrianere og andre - som hjørnestenen i tværreligiøse relationer med ikke-muslimer. Bostom, side 153:

"Forestillingen om najis eller ikke-muslimens rituelle urenhed er også blevet bekræftet. Ayatollah Khomeini sagde udtrykkeligt, at ikke-muslimer af enhver religion eller tro er najis. Khomeini uddybede sine synspunkter om najis og ikke-muslimer, med særlig henvisning til jøder, på følgende måde: 'Elleve ting er urene: urin, ekskrementer, sæd, blod, en hund, en gris, knogler, en vantro mand eller kvinde [eftertryk tilføjet], vin, øl, sved fra en kamel, der spiser snavs (…). Hele kroppen af en ikke-muslim er uren, selv hans hår, hans negle og alle hans krops afsondringer (…). Et barn under pubertetsalderen er urent, hvis dets forældre eller bedsteforældre ikke er muslimer; men hvis det har en muslimsk forfader, er det rent (…). Legeme, spyt, næsesekreter og sved fra en ikke-muslimsk mand eller kvinde, der konverterer til islam, bliver automatisk rent. Hvad klæder angår – hvis de var i kontakt med kroppens sved før konversionen, så er de stadig urene.'"

Dissidenten og forfatteren Amir Taheri blev født i Iran. Selv om han i øjeblikket lever i vestligt eksil, forstår han meget mere af den lokale mentalitet end mange vestlige iagttagere gør. Mindre end en måned efter, at det blev hyldet som "et stort diplomatisk kup", synes den såkaldte Geneve-aftale om at standse Irans nukleare ambitioner at være brudt sammen. Den officielle fortælling i Teheran går ud på, at Iran ikke underskrev noget. "Der er ingen traktat og ingen pagt," sagde udenrigsministeriets talskvinde Marzieh Afkham, "kun en hensigtserklæring."

Amir Taheri advarer om, at siden mullahernes magtovertagelse i 1979, "har khomeinistisk diplomati aldrig sigtet mod at nå til enighed med nogen. I stedet betragter regimet forhandlinger som blot endnu et våben i jihad (hellig kamp) for at sikre triumfen af 'sand islam' over hele kloden. Regimet kan ikke forestille sig kompromisser, hvor man giver og tager - ikke med muslimske nationer, og slet ikke med en flok 'vantro' magter. Hvis det ikke kan påtvinge andre sin vilje, vil regimet forsøge at vinde tid gennem endeløse forhandlinger."

De vestligt ledede økonomiske sanktioner - pga. dets atomprogram - havde ramt Iran ganske hårdt. Men efter samtalerne i 2013 bliver sanktionerne nu gradvist hævet. Dette har resulteret i en øjeblikkelig forbedring af det iranske islamiske regimes økonomiske styrke til gengæld for ikke meget andet end fagter og tomme ord. Set fra de iranske mullahers perspektiv, forhandlede de ud fra en svag position og vandt over de vestlige fjolser.

Et af de store problemer i sådanne sammenhænge er, at mange vestlige politikere ikke rigtigt forstår den islamiske historie eller mentalitet. I traditionel islamisk historie, var Hudaybiyya-traktaten en aftale mellem Muhammed og hans tidlige muslimske tilhængere i Medina på den ene side, og den præ-islamiske hedenske Quraysh-stamme i Mekka på den anden. Dette påstås at have fundet sted i år 628 efter vor tidsregning. Der blev indgået en 10-årig våbenhvile, en "hudna" eller periode med midlertidig ro. Men denne våbenhvile blev brudt, så snart muslimerne følte, at de stod i en stærkere position end deres ikke-muslimske naboer. En ægte og varig fred med ikke-muslimer er umulig ifølge traditionel islamisk lov. I sidste ende kan og bør islam være sejrende.

Det er vigtigt at minde om, at sunna, eller det personlige eksempel på sand livsførelse sat af islams grundlægger Muhammed og hans tidlige tilhængere, formodes at være gældende for alle tider og alle steder. Hudaybiyya-traktaten er derfor ikke blot af historisk interesse; den er fortsat afgørende for forståelsen af, hvordan troende muslimer forholder sig til ikke-muslimer i dag.

Jihad er evig. Den indebærer en konflikt, der aldrig vil ende - ikke før islams overherredømme, islamisk styre og sharia-lov er blevet etableret over hele verden. Enhver aftale med ikke-muslimer ses som en hudna svarende til Hudaybiyya-traktaten, som Muhammed selv indgik med sine ikke-muslimske modstandere. Sådan en våbenhvile eksisterer kun, for at muslimer kan vokse i styrke og genvinde overtaget. Så snart de føler, at de har fordelen, opfordres muslimer til at gå i offensiven mod de vantro igen.

Bostom, side 44:

"Faktisk er konsensus-opfattelsen i ortodoks islamisk retslære vedrørende jihad - fra dens formulering i løbet af de 8. og 9. århundreder og frem til i dag - at ikke-muslimer, der fredeligt lever deres liv i Dar al-Harb - fra Khaybar-landmændene, som Muhammad beordrede angrebet i 628, til dem, der opholdt sig i World Trade Center den 11. september 2001 - er mubaa, dvs. lovlige [mål for angreb, o.a.]. Som beskrevet af den store lærde i islamisk lov fra det 20. århundrede, Joseph Schacht: 'En ikke-muslim, der ikke er beskyttet af en traktat kaldes en harbi - "i en tilstand af krig" - "fremmed fjende"; hans liv og ejendom er helt ubeskyttet ved lov ...'. Og disse uskyldige ikke-kombattanter kan dræbes, og er altid blevet dræbt, med straffrihed, blot fordi de er 'harbier', under endeløse plyndringstogter eller fuldvoksne jihad-kampagner, der løbende har fundet sted fra Muhammeds tid frem til i dag. Dette er kernen i jihad, denne institutionaliserede religiøs-politiske ideologi, som gør islams grænser (og hvor nutidens jihadister ellers kan nå hen) blodige over hele kloden, for at omskrive Samuel Huntington."

Den traditionelle sunni-muslimske hadith-litteratur bekræfter Muhammeds taktiske formulering for jihad: "Krig er bedrag." (Hadith Bukhari 4:269). Ud over dette støder vi på de islamiske doktriner, taqiyya [bedrag, o.a.] og kitman (fortielse og forklædning). I kombination giver dette muslimer mulighed for at lyve og snyde andre, hvis det kan bruges til at fremme islams sag. Sådanne taktikker bruges af både shia- og sunni-muslimer.

Andrew Bostom skriver tætte akademiske værker. Hvis du er på udkig efter en bog af typen "Sharia for Dummies", er han ikke det rigtige valg. Han skriver ikke for dummies. Men hans bøger er altid yderst veldokumenterede.

Bostom fremhæver mange tekster og eksempler, også noter fra personlige breve, der ikke er særligt kendte, ikke engang af dem, der har nogen viden på området. Han har gjort et fremragende stykke arbejde gennem det sidste årti med at fremhæve både kontinuiteten mellem islamiske religiøse tekster og muslimsk adfærd i hverdagen, og kontinuiteten mellem hvad islamiske lærde skrev for tusind år siden, og hvad islamiske lærde skriver i dag. Efter at have læst Andrew Bostoms omhyggeligt underbyggede værker, bliver det meget svært at opretholde illusionen om, at "radikal islam" er en nyere opfindelse, og at der er en væsentlig forskel mellem islam og såkaldt "islamisme".

Baseret på eksplicitte udtalelser fra højtstående iranske embedsmænd og militære ledere, er der al mulig grund til at tro, at der er stærke kræfter i Iran, som ønsker den fuldstændige udslettelse af den jødiske stat Israel. I sin bog gør Bostom det helt klart, at islamisk religiøst jødehad til dels leverer brændslet til dette ønske om folkemord.

Men et fanatisk islamisk styre i Iran, bevæbnet med atomvåben, bør bekymre andre nationer og folk end israelerne. Israel kan være i denne kamps forreste linje, men den er langt fra den eneste linje i kampen. Allerede i dag, viser europæiske ledere tendenser i retning af eftergivenhed, når de beskæftiger sig med muslimer. Hvordan vil de optræde over for et atombevæbnet Iran? Og nu hvor shiiterne i Iran har et atomprogram, er de store regionale sunni-magter som Saudi-Arabien, Tyrkiet og Egypten begyndt at lege med tanken om at skabe deres egne atomprogrammer. Hvordan vil det påvirke den vestlige verden, Rusland og den globale sikkerhed, hvis der er et kernevåbenkapløb i gang på selve tærsklen til Europa?

Vestlige ledere må bringe sig på højde med dette spørgsmål, og snart.

---

Fjordman er pseudonymet for en norsk forfatter, der udgiver essays på forskellige hjemmesider.

---

Oversættelse: Bombadillo