Min vigtigste tese i dette essay er, at kristendommen var en græsk-romersk religion på en måde, som islam aldrig var eller kunne blive. Islam blev grundlagt udenfor den græsk-romerske verden. Kristendommen blev grundlagt indenfor denne verden, og vænnede sig gradvist til den græsk-romerske kultur. Dette havde en stor langsigtet betydning for, hvordan tilhængere af disse to religioner behandlede den græsk-romerske arv. Før jeg forklarer dette, lad mig først sige noget om romersk civilisation og hvorfor det var muligt for kristendommen at overtage det romerske imperium.

De romerske arkitektoniske præstationer var imponerende, men rent funktionelle, hvilket ses af deres berømte broer, akvædukter og frem for alt deres fremragende veje, hvoraf nogle var i brug i tusind år eller mere. I deres tekniske færdigheder overgik romerske arkitekter langt deres kolleger fra det klassiske Grækenland: De indførte buen, kuplen, og hvælvingen fra Nærøsten, gjorde brug af en bred vifte af byggematerialer og rejste bygninger af usædvanlig størrelse og kompleksitet. Men romersk kunst og arkitektur havde en karakter masseproduktion over sig og manglede ofte noget af den ægte skønhed, man kunne finde i tidligere græske værker. Som Henry Bamford Parkes formulerer det i sin indsigtsfulde bog Gods and Men - The Origins of Western Culture:

"Roms æstetiske impuls var ikke stærk nok til nogen vidtstrakt udbredelse, og jo længere væk man kom fra civilisationens traditionelle centre, jo grovere og mere primitiv ville kunst og håndværk sandsynligvis blive. Til de vestlige provinser bragte Rom kun en forfladiget officiel stil, simpel figurativ, som ofte var en kraftig forringelse i forhold til de standarder, der var opnået af de barbariske samfund før den romerske erobring. At dømme ud fra kunsthistoriens vidnesbyrd, betød romersk herredømme ødelæggelsen af livskraftig sensibilitet og indførelsen af en vulgær og brutal ensartethed. De keltiske stammer i Britannien, for eksempel, havde udviklet en blomstrende tradition for abstrakt kunst. Men ’med den romerske erobring' (erklærer en nyere historie om romersk Britannien) ’sker der en hurtig og katastrofal ændring med hele ånden i britisk håndværk. I smag, begynder standarden for klassisk kunst i dens forringede kejserlige form, og i den kommercialiserede provinsielle udgave af denne forringelse, at dominere dem, der slår tonen an. I fremstilling, træder masse-produkter i stedet for individuel design og udførelse (...) I det sene andet århundrede (…) Enhver romersk-britisk lokalitet giver, som en konstant hjemsøgelse, arkæologen (...) indtryk af en grimhed, der, som en London-tåge, gennemtrænger alt.’”

Der var en mærkbar nedgang i tilliden til de traditionelle agrar-religioner i det bymæssige Romerske Imperium allerede før kristendommens opstigen. Dette religiøse vakuum blev forværret i det tredje århundrede e.Kr., da en politisk, militær og økonomisk krise med kraftig inflation skabte stor turbulens og imperiet næsten faldt fra hinanden. Den politiske krise og det åndelige vakuum accelererede væksten af alternative religioner og filosofier, såsom neoplatonisme, gnosticisme og frem for alt kristendommen. Det er ikke en tilfældighed, at de værste forfølgelser af kristne fandt sted i begyndelsen af det fjerde århundrede, lige før den romerske kejser Konstantin den Stores officielle accept af kristendommen.

Som Bamford Parkes forklarer: "En civilisation skal ikke fordømmes alene fordi den ikke kan skabe værdifuld kunst, men manglende kunstnerisk kreativitet kan være et tegn på en mere generel mangel på vitalitet. Det er kunstens funktion at skærpe menneskets opfattelsesevne og følsomhed, at kommunikere en bevidsthed om de værdier og betydninger, der er forbundet med menneskelig erfaring, og dermed berige menneskets forståelse og øge dets evne til nydelse. At et samfund har mistet evnen til original selvudfoldelse betyder, at det har mangler både i opfattelsen af virkeligheden og i evnen til påskønnelse. Et samfund uden god kunst kan ligge under for en gennemtrængende livslede og følelse af tomhed og nedtrykthed, og må, for at opnå stimulation, vende sig mod voldelige og moralsk chokerende former for underholdning. Kun et folk uden æstetisk følsomhed kunne have udviklet sådan en lidenskab for at se gladiatorer. Det stærkeste indtryk, der bibringes af det tidlige imperiums kunst, er, at den var produktet af en enorm kedsomhed. Dette er den enkleste forklaring på den romerske civilisations nedgang og kan også være den mest sande.”

Den mægtige by Rom blev grundlagt i det ottende århundrede f.Kr. - ifølge legenden i 753 f.Kr. af tvillingebrødrene Romulus og Remus. I hjertet af Rom ligger det gigantiske amfiteater, kendt som Colosseum. Det blev fuldført i 80 e.Kr. og kunne rumme 50.000 tilskuere. Det er fortsat visuelt imponerende og ligner moderne sportsarenaer fra det enogtyvende århundrede, bortset fra at de gamle tilskuerne ikke så fodbold, men kampe til døden mand mod mand mellem gladiatorer, eller styrkeprøver mellem mænd og dyr. Ordet gladiator, for det gamle Roms professionelle kombattanter, kommer af det latinske ord for "sværdkæmper" (gladius betyder "sværd"). Oprindelsen til denne tradition er ikke er helt klar, men den kan have rødder tilbage til begravelsesritualer udført af etruskerne, det folk, som beboede dele af den italienske halvø før romerne og påvirkede romersk kultur. Foruden i Rom, blev gladiatorkampe vist i mange små og store byer i imperiet. De faldt i unåde, da kristendommen blev ophøjet til officiel romersk religion, men tilbagegangen var gradvis.

Romersk politik var også ofte brutal. Cæsar døde under et møde i Senatet, dræbt af senatorer. Pompejus og Cicero døde voldeligt i hænderne på deres politiske rivaler. Efter Republikken blev kejserne Neros og Caligulas grusomheder legendariske. Der er unægteligt noget dystert over en kultur, hvor familier, for nydelsens skyld, går i byen for at se mennesker blive slået ihjel. I dette tilfælde, som med det udbredte romerske slaveri, var kristendommen absolut en kraft for det gode, selv om der er nogle, der har beskyldt den for at bidrage til imperiets undergang. Den engelske historiker Edward Gibbon (1737-1794) færdedes tit i kredse af folk som Voltaire, og troede efter al sandsynlighed ikke på organiseret religion. Hans kritiske bemærkninger om kristendommen i hans monumentale The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, der blev udgivet i seks bind mellem 1776 og 1788, chokerede mange af hans samtidige.

Ifølge Charles Murray var den romerske republik også "en slavestat af et sådant omfang, at Gibbon skønnede, at antallet af slaver kan have overgået antallet af frie indbyggere i den romerske verden. Et forslag om at slaver skulle bære et særligt klædningsstykke blev afvist, noterer Gibbon tørt, da ’det med rette blev påpeget, at der kunne være en vis fare ved at give [slaverne] kendskab til deres eget antal.’ Romersk slaveri var heller ikke venligt. Romerske herrer kunne disponere over deres slavers liv efter behag, og var ikke tilbageholdende med at bruge denne magt. Vi ved for eksempel, at slaveholdet i en romersk adelsslægts palads kunne tælle omkring fire hundrede sjæle. Årsagen til, at vi kender dette tal, er, at de romerske arkiver registrerer et tilfælde, hvor herren i et sådant palads blev myrdet, og husslaverne blev henrettet for ikke at have forhindret hans mord - alle fire hundrede."

Båndene mellem den romerske stat og den kristne religion blev stadig stærkere gennem det fjerde århundrede, indtil endelig i 391 og 392 Theodosius, den sidste kejser af det forenede Romerske Imperium før delingen, forbød alle hedenske kulter, offentligt og privat. Loven kunne sandsynligvis ikke håndhæves strengt, og der var ikke sådan noget som et enkelt "edikt af Theodosius", som lukkede de hedenske templer, men der kan ikke være tvivl om, at kristendommens opstigen førte til ophævelse af alternative religioner. Som en ikke-kristen vil jeg gerne komplimentere kristendommen for at have givet mange positive bidrag til min civilisation, fra at have ophævet slaveriet til at have bidraget væsentligt til Europas kunstneriske og videnskabelige kultur. Hvis jeg skal nævne en negativ side ved den kristne lære, må det være indførelsen af en type doktrinær intolerance, som tidligere var fremmed for romersk og europæisk liv.

Ikke desto mindre - selvom græsk-romerske religioner blev undertrykt, var kristne helt villige til at bruge mange græske filosofiske begreber og idéer. Som Henry Bamford Parkes udtrykker det:

"... selvom kristendommen kan have lånt fra den hedenske arv, så lånte den kun, hvad den kunne indpasse i sine egne grundlæggende doktriner og med fordel kunne absorbere og gøre brug af (…). Meget vigtigere i den tidlige udvikling af kristendommen var påvirkningen fra den klassiske intellektuelle arv. Efterhånden som mænd, uddannet i hellensk og romersk tænkning, konverterede, begyndte de at omformulere de nye doktriner i de vendinger, som de var vant til. Kristen teologi blev således præsenteret i græsk filosofis og romerrettens sprog. Meget af den klassiske tradition var værd at bevare og kunne harmoniseres med den nye religion. Særlig betydningsfuld var kristendommens optagelse af hele det græske begreb om naturret, navnlig i dets stoiske form. På den anden side blev kristendommen også forbundet med den platoniske arv, på trods af de skarpe kontraster mellem Jesu og Platons lære; og fra denne og andre kilder fik den gradvist en hældning i retning af en asketisk nægtelse af verden og kødet, der ikke var en del af det oprindelige evangelium, og som havde tendens til at tilsløre en stor del af dens oprindelige mening."

Det fjerde århundrede var også vidne til udviklingen og institutionaliseringen af det kristne klostervæsen. Længsel efter asketisk liv er fælles for mange religiøse traditioner; det kristne klostervæsen havde muligvis sine rødder i jødisk askese. Der er tegn på kristne asketer fra tidlig tid, personer, som forsøgte at følge eksemplet fra Johannes Døberen eller Jesus Kristus selv, der havde opholdt sig i ensomhed på steder i ørkenens ødemark. I det tredje århundrede var der et betydeligt antal af sådanne asketer, især i ørkenen i Egypten, hvor de blev kaldt Ørkenfædre. Forsker Timothy Gregory uddyber:

"Den bedst kendte af de tidlige asketer er St. Antonius ( ca. 251-356), en egypter, født ind i en velstående familie, der gav al sin rigdom fra sig for at følge munkelivet. St. Athanasios’ biografi over St. Antonius (skrevet ca. 356-7) giver karakteristiske detaljer om det asketiske liv: Antonius’ kampe med dæmonerne og mirakler blev standard for alle efterfølgende asketiske liv. Selv om Antonius tiltrak et antal efterfølgere, levede de alle et strengt eremitisk (eneboer) liv, med hver munk boende for sig selv, selv om de undertiden kom sammen til gudstjenester, gruppeundervisning og formaning. Pachomios (ca. 290-346, og dermed en samtidig af St. Antonius) betragtes i almindelighed som en af de vigtigste indflydelser i udviklingen af coenobitisk (fælles) klostervæsen. Han var en egypter, født af hedenske forældre, der mødte de kristne, mens han gjorde tjeneste i den romerske hær, konverterede til kristendommen, og derefter trådte ind i det asketiske liv ca. 315 e.Kr. Måske på grund af hans erfaring med organisation i den romerske hær, forsøgte Pachomios at give mere struktur til klosterlivet, og han organiserede sine mange tilhængere i forskellige klostre med fælles liv, ni for mænd og to for kvinder."

De første kristne klostre blev skabt i Egypten før 320, men deres antal voksede hurtigt og spredtes til andre dele af imperiet. Ifølge legenden blev Pachomius tvunget ind i den romerske hær mod sin vilje, men det er meget vigtigt at se en sådan intim forbindelse mellem romersk militær disciplin og en institution, som skulle få stor indflydelse i kristen og europæisk historie. Den mest fremtrædende romerske institution, der skulle overleve i det post-romerske Vesteuropa, var den romerske kirke. Kirken havde i århundreder reelt monopol på skriftlig kommunikation og dens netværk af klostre var de eneste uddannelsessteder. Mindst 90 procent af de læse- og skrivekyndige mænd mellem år 600 og 1100 blev uddannet her. Ronald J. Deibert skriver i sin Parchment, Printing, and Hypermedia:

"Som Cantor forklarer: ’halvbevidst arbejdede paven på at gøre det romerske bispesæde til efterfølger for den romerske stat i Vesten.' Leos [Leo I, pave 440-461 e.Kr.] betydningsfulde ideologiske arbejde blev suppleret af væksten i et læse- og skrivekyndigt netværk af klostre, der efterhånden spredtes ud over Vesteuropa. I hele perioden med imperial opløsning, konverterede mange aristokrater til kristendommen, og bibragte derved Kirken deres boglige dannelse og respekt for bevarelsen af det skrevne ord, der var karakteristisk for senantikken (…). Men venerationen og bevarelsen af ordet, der blev overført af tidligere romerske aristokrater, smeltede efterhånden sammen med klosterlivets praksis, hvilket gjorde Kirken til en ø af skriftlighed i en ellers mundtlig kultur. Med Cantors ord: ’Den latinske kirke blev bevaret fra undergang, og den europæiske civilisation med den, af de to kirkelige institutioner, der alene havde styrken og effektiviteten til at modstå presset fra det omgivende barbari: Det almindelige præsteskab (dvs. munkene) og pavedømmet.’”

Den omstændighed, at kristent klostervæsen blev født i Egypten, bør minde os om, at kristendommen i sine tidlige faser først og fremmest var en romersk religion, ikke en europæisk. Den var grundfæstet i Nordafrika og endog, via kontakter med egyptiske kristne, i Etiopien syd for Sahara i næsten tusind år før de sidste hedninge i Litauen og de baltiske lande i Nordeuropa antog denne religion. Det var først efter de muslimske erobringer i det syvende århundrede, da Mellemøsten og Nordafrika kom under islamisk styre, at centret for kristen civilisation blev endeligt flyttet til det europæiske kontinent som helhed.

Sankt Augustin eller Augustin af Hippo (354-430 e.Kr.) blev født i det romerske Nordafrika og døde i, hvad der nu er Algeriet. Han konverterede til kristendommen i 386 efter at have læst en indflydelsesrig biografi om Sankt Antonius’ liv. Augustin skrev sit mest berømte værk, Guds stad, som svar på Roms plyndring udført af Alarik og hans visigoter i 410. Det var første gang, at Rom var blevet taget af fremmede, siden gallerne havde gjort det i 387 f.Kr., og plyndringen af "den evige stad" chokerede naturligvis datidens romerske verden.

Mange jøder modstod helleniseringen. Nicholas Ostler skriver: “Aramæisk forblev det dominerende sprog i Palæstina, med hebraisk begrænset til liturgisk brug, og med græsk interessant nok tildelt en rolle i forbindelse med jødedommens mere kosmopolitiske aspekter og sådanne biprodukter som de kristne. Men som 2. kapitel i Apostlenes Gerninger med grafisk tydelighed fortæller, så kunne alle sprog, der stadig taltes i det romerske imperium, høres i Jerusalems gader på tiden for den jødiske påskefest. Græske oversættelser af de hebraiske skrifter var faktisk udført under Ptolemaios II, den anden i det græske dynasti, som regerede Egypten efter Alexanders død (Han regerede 308-246 f.Kr.). Måden dette blev opnået på, er detaljeret beskrevet, med visse legendariske tilføjelser, i det alexandrinske ’Aristeabrev’. Uanset sandheden i dette, blev den græske Septuaginta (således kaldet - på latin - efter de tooghalvfjerds lærde, der angiveligt var indkaldt fra Jerusalem for at arbejde på den) en autoritativ Bibel-tekst, og blev flittigt brugt af jøder uden for Palæstina, samt af den senere kristne bevægelse. Græsk blev derfor udtryksmiddel for en større kultur uden for dets egne kulturelle rammer, befriet fra forbindelser med athensk eleutheria (eller med den tids makedonske pragt), og i en vis forstand dermed sekulariseret som et sprog."

Philo Judaeus eller Philo af Alexandria (ca. 15 f.Kr. - ca. 50 e.Kr.) var en helleniseret jøde, der skrev på græsk, men kun kendte lidt til hebraisk, og måske havde større indflydelse på kristne end på jøder. Han betragtes ofte som ophavsmand til tjenestepige-tanken – den tanke, at verdslige discipliner som græsk naturfilosofi kan bruges til at forstå og udlægge bibelsk teologi. Denne indstilling blev optaget af Augustin og mange kirkefædre, der gjorde det respektabelt, tilmed nødvendigt, for kristne forfattere at studere græsk filosofi og videnskab, hvor disse blev anset for at kunne bidrage til kristendommens fremme. Mens de ganske vist undertiden modvirkede studiet af græsk hedensk tænkning for dens egen skyld, fordømte de ikke al verdslig litteratur. Dette skulle vise sig at få stor betydning for fremtiden.

Fødslen af Jesus af Nazaret blev af hans tilhængere betragtet som intet mindre end det store vendepunkt i menneskehedens historie, hvilket er grunden til, at den kristne kalender er baseret på hans (antagne) fødselsår. Anno Domini (Latin: Det Herrens år) bliver [på engelsk] forkortet AD eller A.D., mens BC eller B.C. betyder Before Christ [Før Kristus]. Dette gælder i den julianske eller egyptisk-inspirerede romerske kalender og senere i den ændrede gregorianske version af denne kalender. Den gregorianske kalender er, efter den europæiske koloniale ekspansion, blevet antaget på globalt plan. Fordi den er dybt forbundet med et kristent verdenssyn, foretrækker nogle forskere nu at bruge det angiveligt mere neutrale Common Era [Fælles Tid] eller "CE" i stedet for "AD" og Before the Common Era [Før den Fælles Tid] eller "BCE" i stedet for "BC", men her i denne tekst har jeg primært brugt de traditionelle forkortelser [på dansk hhv. e.Kr. og f.Kr., o.a.].

Teologen og matematikeren Dionysius Exiguus skabte på pavens anmodning den kristne tidsregning, der i øjeblikket bruges, omkring 525 e.Kr., og dens brug spredtes gennem hans påsketabeller. Da begrebet nul ikke var kendt på daværende tidspunkt (det blev importeret fra Indien århundreder senere) er der intet år nul i denne ordning; år 1 f.Kr. er direkte efterfulgt af år 1 e.Kr. Det er sandsynligt, at Dionysius Exiguus gav en forkert datering Kristi fødsel.

Vi mener nu, at Jesus af Nazaret blev født lige før vores nuværende tidsalder, måske i år 4 eller 6 f.Kr.. De fleste kritiske forskere accepterer, at Jesus blev korsfæstet i Jerusalem i eller omkring år 30 e.Kr., mens han stadig var i trediverne, efter ordre fra den romerske præfekt i Judæa, Pontius Pilatus, på en tiltale for oprør mod det romerske imperium. Pilatus, som fra andet historisk vidnesbyrd er kendt for at have været en hensynsløs mand, betragtede sandsynligvis Jesus som en potentiel urostifter, og derfor beordrede hans henrettelse. Alligevel anså han tilsyneladende ikke Jesu tilhængere til at udgøre nogen større militær trussel, fordi han så uden tvivl også ville have henrettet dem. Efter sin død blev Jesus kaldt Jesus Kristus, en titel, der stammer fra det græske ord Christos, som er en oversættelse af det hebraiske ord Messias, "den salvede".

Selv om han tilsyneladende blev født i Betlehem, var Jesus galilæer fra Nazaret og søn af Maria, som af kristne, der tror på Jesu guddommelighed og jomfrufødsel, kendes som Jomfru Maria. Hans jordiske far Josef var tømrer, og ifølge Markus 6:3 blev Jesus også tømrer. De vigtigste kilder til hans liv er evangelierne i Det Nye Testamente i den kristne del af Bibelen. Det Gamle Testamente er den kristne betegnelse for de jødiske skrifter i den hebraiske del af Bibelen, som stadig betragtes som gyldige. Evangelierne efter Matthæus, Markus og Lukas ligger tæt op ad hinanden og kaldes De synoptiske Evangelier, mens Johannesevangeliet er meget forskelligt fra de andre tre. Fra post-oplysningstiden har vi, især hos tyske forskere fra slutningen af det nittende århundrede, en anden tradition for kritisk forskning, der undersøger evangelierne ud fra et historisk og kritisk perspektiv.

Jesus fremstilles ofte som grundlægger af kristendommen på samme måde, som Muhammed var grundlægger af islam. Begge mænd kom fra ydmyge kår og havde enorm indflydelse på verdenshistorien, men dette er også, hvor parallellerne ender. Jesus kan ikke ligestilles med Muhammed, som hævdede at være en budbringer, der bragte Koranen, hans Gud Allahs ord, til menneskeheden. I kristendommen er Jesus selv budskabet, Ordet, der blev kød, og evangelierne er inspirerede tekster om Ham. Begrebet Treenigheden, med Faderen, Sønnen og Helligånden som tre manifestationer af den samme Gud, er utænkelig i islam; det samme gælder tanken om, at Gud havde en Søn, født af en menneskelig mor for at dø for menneskehedens synd og frelse. Selv om disse teologiske forskelle er store, så kommer forskellen mellem de to religioners praktiske betydning hovedsageligt af det forhold, at grundlæggernes personligheder og lærer er radikalt forskellige, hvilket også gælder de politiske omstændigheder, hvorunder de to trosretninger historisk blev formet

Ifølge islamiske kilder, dræbte Muhammed og hans tilhængere nogle af deres kritikere samt udplyndrede deres naboer. Jesus og hans apostle gjorde aldrig noget lignende. Mens Islam blev en stor verdensreligion, fordi Muhammed og hans efterfølgere erobrede et stort imperium med magt, blev kristendommen en verdensreligion ved langsomt at erobre et allerede etableret imperium, det romerske imperium, indefra. Det ville uden tvivl have syntes latterligt for den romerske præfekt, Pontius Pilatus, om nogen havde fortalt ham, da han beordrede henrettelsen af Jesus af Nazaret, at denne mands tilhængere ville kontrollere det romerske imperium omkring tre århundreder senere - men det er netop, hvad der skete. På mange måder udgør dette en endnu mere usandsynlig og fascinerende historie end den omstændighed, at araberne formåede at erobre de byzantinske og persiske imperier efter at disse gensidigt havde udmattet hinanden gennem krig.

At kristendommen gradvist blev udformet i en græsk-romersk politisk og kulturel sammenhæng, havde enorm indflydelse på dens udvikling. I nogle tilfælde var den klart en udvidelse af jødedommen; for eksempel tog de kristne hele den hebraiske bibel til sig som deres egen, herunder de ti bud. Mens mange jødiske etiske idéer, uden et græsk-romersk sidestykke, blev videreført og spredt med kristendommen som middel, enten direkte eller i ændret form, så tilføjede kristne visse af deres egne nye idéer samt overtog andre fra deres græsk-romerske miljø. Den vigtige kristne brug af billedkunst og skulptur som et middel til tilbedelse, for eksempel, står tydeligvis langt mere i gæld til græsk-romersk end til jødisk tradition.

Det primære sprog for palæstinensiske jøder, siden de assyriske og persiske imperiers tid, var aramæisk; allerede på Jesu tid var hebraisk begrænset til religiøse formål. Imidlertid kunne jødiske handlende sandsynligvis tale noget græsk, og efter Alexander den Stores erobringer havde koine-græsk også været udbredt i regionen. Græsk forblev et uofficielt første eller andet sprog i det romerske imperium, især i de østlige områder. De såkaldte Dødehavsruller er mest skrevet på hebraisk, nogle af dem på aramæisk og par enkelte på koine-græsk.

Som ung jøde var Jesu hovedsprog sandsynligvis aramæisk, men han kan meget vel have været fortrolig med hebraisk, den hebraiske bibels sprog og et semitisk sprog nært beslægtet med aramæisk. Det er også muligt, at han var god til koine-græsk, selv om detaljerne vedrørende hans sproglige færdigheder er omstridt blandt kritiske forskere. Det er altså tænkeligt, at kristendommens grundlægger talte græsk. Men vi kan være så godt som sikre på, at Muhammed, hvis han overhovedet har eksisteret, ikke talte græsk. Det samme gælder for hans fremtrædende tilhængere, umiddelbare efterfølgere og dem, der først formulerede de islamiske juridiske doktriner. I modsætning hertil ved vi med absolut sikkerhed, at Paulus, der formede kristendommen mere end nogen anden person udover Jesus selv, var kyndig i græsk, hvilket også gjaldt mange af de tidlige kristne ledere.

Sankt Paulus eller apostelen Paulus (død ca. 64 e.Kr.) var græsk-talende jøde fra Lilleasien og en samtidig med Jesus af Nazaret. Halvdelen af Det Nye Testamente skyldes Paulus og de mennesker, han påvirkede. Hans breve er skrevet på koine eller det "almindelige" græsk, snarere end på det litterære græsk, der kendes fra den velhavende Philo Judaeus af Alexandria. Paulus var teltmager og kan have spredt evangeliet, mens han arbejdede. Sankt Peter (død ca. 64 e.Kr.) var en galilæisk fisker, der blev kaldet til at være discipel af Jesus i begyndelsen af hans offentlige virke. I modsætning til Peter, var Paulus ikke en af de tolv apostle og mødte aldrig Jesus personligt. Ifølge Paulus selv, forfulgte han Jesu tidlige tilhængere, indtil han oplevede en vision af den opstandne Jesus på vejen til Damaskus. Senere tog han til Jerusalem for at stifte bekendtskab med de førende apostle dér. Peter blev den vigtigste apostel blandt jøder og Paulus blandt hedninge.

Paulus’ hedenske konvertitter behøvede ikke at blive omskåret og blev ikke jøder, men noget nyt. Paulus talte i positive vendinger om cølibat og insisterede på pligten til lydighed mod verdslige myndigheder. I sit brev til romerne 13:2 hævdede han: "Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” I efterfølgende tider er denne passage blevet brugt til at støtte læren om kongers guddommelige rettigheder, indtil denne doktrin endeligt blev angrebet af oplysningsfilosoffer som John Locke. Ifølge kristen tradition, blev Paulus og Peter henrettet i Rom, måske som en del af henrettelserne af kristne beordret af den romerske kejser Nero efter den store brand, der hærgede denne by.

Man må indrømme, at forholdet mellem den romerske stat og den nye religion var temmelig kompliceret. En række tidlige kristne, begyndende med Jesus selv og muligvis Paulus og Peter, blev henrettet af romerske myndigheder. Men i sidste ende kan det med en vis ret siges, at kristendommen var en romersk religion. Kristendommen kan have været et jødisk barn, men den blev født ind i det romerske imperium og voksede op i et græsk-romersk miljø. Undervejs tilegnede den sig mange aspekter af denne arv, fra verdslig romerret til græsk filosofi og kunst. For de af os, der bor i dele af Europa, der aldrig var en del af Romerriget, kom den græsk-romerske arv til os som en pakkeløsning sammen med kristendommen; så tæt var de to blevet forbundet.

Jeg er ikke enig i alt, hvad forsker L. Carl. Brown skriver i sin bog Religion and State, da jeg mener, at islam med dens lære om jihad adskiller sig fra jødedom og kristendom, ja faktisk fra enhver anden større religion. Men det er rigtigt, at der er et par fællestræk. Paul indførte den sekulære romerret i stedet for den jødiske religiøse lov, som regulerer alle aspekter af livet:

"Islam og jødedom lægger begge stor vægt på loven. Begge religiøse systemer forestiller sig et omfattende religiøst-juridisk system, der dækker alle aspekter af individets forhold til andre og af individets forhold til Gud. Alt bliver taget i betragtning og er detaljeret beskrevet – tiderne for bøn, føde der kan spises, fremgangsmåden ved slagtning af dyr, almissegivning, arv, og selv sådanne små detaljer som brugen af en tandstikker. Den vægt, der lægges på den religiøse lov i både islam og jødedom, skal sammenholdes med den kristne forestilling om befrielse fra lovens forbandelse (Galaterbrevet 3:13) og retfærdiggørelse ved tro alene, som alt sammen er Paulus’ særlige teologiske bidrag."

I sin bog The West and the Rest: Globalization and the Terrorist Threat, forklarer den engelske konservative filosof Roger Scruton, hvordan kristendommen fra dens begyndelse i Romerriget "internaliserede visse imperiale idéer," fremfor alt en retsopfattelse, der var mere romersk end jødisk. Romerretten var sekulær, beskæftigede sig ikke med den enkeltes religiøse forhold og kunne ændre sig som reaktion på skiftende omstændigheder; dens gyldighed var helt afledt af det faktum, at den var givet af den suveræne magt og blev håndhævet overfor alle undersåtter. "Denne retsopfattelse er måske den vigtigste kraft i udviklingen af europæiske former for suverænitet." Romerretten var tænkt som en universel jurisdiktion, og kristendommen var tænkt som en universel kirke:

"Paulus, der forvandlede Kristi asketiske og selvfornægtende religion til en organiseret form for tilbedelse, var romersk borger, velbevandret i den lov, der formede den tidlige kirke gennem den juridiske idé om universitas eller korporation. Den paulinske kirke var udformet, ikke som et højeste suverænt organ, men som en universel borger med ret til den verdslige og imperiale magts beskyttelse, og uden krav på at fortrænge denne magt som kilde til retsordenen. Dette svarer til Kristi egen vision; i hans lignelse om betaling af skat, bliver kejserens offentlige jurisdiktion stiltiende sat i modsætning til religionens indre myndighed, der bestemmer det personlige forhold mellem den enkelte og Gud: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” (Matt 22:21). Og det står i skærende kontrast til den vision, vi møder i Koranen, hvor suveræniteten ligger hos Gud og hans profet og retsordenen er grundlagt ved guddommelig befaling (…). Denne kristne tilgang blev udviklet af Sankt Augustin i Guds stad og godkendt i det femte [sjette, o.a.] århundrede af Sankt Gregor den Store i Den pastorale regel [Liber Regulæ; Pastoralis], der pålagde præsterne at vise civil lydighed."

Desuden, ifølge Roger Scruton: "Den vestlige civilisation består af samfund holdt sammen af en politisk proces, og af de borgerlige rettigheder og pligter som er defineret ved denne proces. Paradoksalt nok, er det eksistensen af denne politiske proces, der giver os mulighed for at leve uden politik. Ved at betro regeringsvirksomheden til veldefinerede embeder, der successivt indehaves af mennesker, som er tjenere og ikke herrer over dem, der valgte dem, kan vi hengive os til, hvad der virkelig betyder noget - til private interesser, personlig kærlighed, og sociale vaner, som vi har det godt med. Politik gør det med andre ord muligt at adskille samfundet fra staten, og derved fjerne politikken fra vores private liv. Hvor der ikke er en politisk proces, forekommer denne adskillelse ikke. I den totalitære stat eller det militære diktatur alt er politisk, netop fordi intet er (...). Den politiske proces er en bedrift - der måske ikke ville være opnået, og ikke er opnået i de dele af verden, hvor romerretten og den kristne lære ikke har sat sig spor. Selv i dag holdes de fleste fællesskaber sammen på andre måder - ved stammefølelse, religion eller magt."

Idéen om en "fælles abrahamisk monoteisme" er vildledende. En sammenlignende læsning af evangelierne og Koranen gør det klart, at kristne og muslimer ikke tilbeder den samme Gud, uanset hvad muslimer og visse ikke-muslimske apologeter måtte hævde. Jesus nægtede at straffe en utro kvinde med stening ved at erklære, at den, der er uden synd, skulle kaste den første sten (Joh 8:7). I modsætning hertil gav Muhammed sin tilslutning til stening. Jøderne har engang praktiseret lapidation (stening), men har længe været i stand til at komme uden om en så grusom praksis, hvorimod stening stadig praktiseres af nogle muslimske grupper i det enogtyvende århundrede.

I den islamiske verden blev græsk naturfilosofi aldrig helt accepteret, og den accept, der oprindeligt havde været, blev stort set ophævet af den meget indflydelsesrige teolog al-Ghazali (1058-1111). Han betragtede naturfilosofi som farlig for islam og var tilmed skeptisk over for begrebet om matematisk bevis, et af de vigtigste og mest unikke bidrag fra den gamle græske videnskab til den moderne verden. Edward Grant forklarer i sin meget veldokumenterede bog Science and Religion, 400 B.C. to A.D. 1550: From Aristotle to Copernicus:

"[Al-Ghazali] inkluderede de matematiske videnskaber i klassen af filosofiske videnskaber (dvs. matematik, logik, naturvidenskab, teologi eller metafysik, politik og etik) og konkluderede, at en studerende, der studerede disse videnskaber, ville blive ’inficeret af filosoffernes ondskab og fordærv. Få er de, der helliger sig dette studium, uden at blive ribbet for religion, og få gudsfrygtens bidsel fjernet fra deres hoveder’ (Watt 1953, 34). I hans store filosofiske værk, The Incoherence of the Philosophers, angriber al-Ghazali antikkens filosofi, især Aristoteles. Dette gør han ved at beskrive og kritisere ideer af al-Farabi og Avicenna, to af de vigtigste islamiske filosofiske Aristoteles-kommentatorer. Efter at have kritiseret deres opfattelser af tyve filosofiske problemer, herunder verdens evighed, at Gud kun kender universalier og ikke partikularier, og at kroppen ikke vil genopstå efter døden, erklærer al-Ghazali: ’Alle disse tre teorier står i voldsom modsætning til islam. At tro på dem er at beskylde profeterne for løgn, og man må betragte deres lære som en hyklerisk vildledning beregnet på at appellere til masserne. Og dette er åbenlys blasfemi, som ingen muslimsk sekt ville tilslutte sig’ (al-Ghazali 1963, 249)."

Som Ibn Warraq opsummerer i sin moderne klassiker, Why I Am Not a Muslim [dansk udgave: Derfor er jeg ikke muslim], kom "ortodoks islam sejrrigt ud af mødet med græsk filosofi. Islam afviste tanken om, at man kunne opnå sandhed med den blotte menneskelige fornuft og stillede sig tilfreds med den ukritiske bekvemmelighed, der kom af troen på den formodet guddommelige åbenbarings overlegne sandhed. Ligegyldig hvor man beslutter at sætte datoen for denne sejr for ortodoks islam (måske i det niende århundrede med al-Asharis holdningsændring, eller i det ellevte århundrede med værker af al-Ghazali), har det været, tror jeg, en ren og skær katastrofe for alle muslimer, faktisk for hele menneskeheden."

Det er sandt, at en række græske værker blev oversat til arabisk, især i det niende århundrede, da en gruppe kaldet mutazilitterne forsøgte, uden varig succes, at forene islam med logik. De har opnået et moderne ry som fritænkere, men som Ibn Warraq skriver:

“Imidlertid er det nu klart, at mutazilitterne først og fremmest var muslimer, der levede indenfor en islamisk begrebsramme og var motiveret af religiøse hensyn. De viste ingen tegn på absolut frigjort tænkning eller på nogen lyst til, som [den ungarske orientalist] Goldziher udtrykker det, ’at kaste de snærende lænker af sig på bekostning af det strengt ortodokse syn på livet.’ Og i stedet for at være frisindede viste de sig at være yderst intolerante og som sådan indblandede i Mihna’en, dvs. den muslimske inkvisition under abbassiderne. Mutazilitterne er imidlertid vigtige ved at have introduceret græske filosofiske ideer i diskussionen om islamiske dogmer ...”

Ibn Rushd (Averroes) blev født i Cordoba, Spanien (Andalusien) i det 12. århundrede. Han havde forholdsvis progressive synspunkter om kvinder og kom i vanskeligheder for hans frie tænkning, men han var også sharia-jurist og tjente som islamisk dommer i Sevilla. Han støttede den traditionelle opfattelse, der hævdedes af førende lærde selv ind i det enogtyvende århundrede, om dødsstraf for personer, der forlader islam: "En frafalden (...) skal, i mænds tilfælde, henrettes, på grund af Profetens ord, ’Dræb dem, der skifter deres din [religion]’ (...) At bede den frafaldne om at angre, blev fastsat som en betingelse (...) forud for hans henrettelse."

Ikke desto mindre huskes Ibn Rushd især for hans forsøg på at kombinere aristotelisk filosofi og islam. Ifølge Ibn Warraq, havde han stor indflydelse på de latinske videnskabsmænd i det trettende århundrede, men ”havde overhovedet ingen indflydelse på den islamiske filosofis udvikling. Efter sin død blev han praktisk talt glemt i den islamiske verden." Filosofi i almindelighed kom i konstant tilbagegang. En af grundene til dette var al-Ghazalis skrifter, der hævdede, at meget af den græske filosofi var logisk usammenhængende og en hån mod islam. Averroes’ forsøg på at tilbagevise al-Ghazali blev ignoreret og glemt.

Al-Ghazali, hvis indflydelse ikke kan overvurderes, var en yderst ortodoks muslim i spørgsmål om brugen af vold mod ikke-muslimer. Dette er, hvad han skriver om vigtigheden af jihad:

”Man skal drage i jihad (dvs. krigslignende plyndringstoger eller overfald) mindst én gang om året (…). Man kan bruge en katapult mod dem [ikke-muslimerne], når de er i et fort, selv om der er kvinder og børn blandt dem. Man kan sætte ild til dem og/eller drukne dem (...). Hvis en person fra ahl al-kitab [Bogens Folk - primært jøder og kristne] er gjort til slave, er hans ægteskab [automatisk] ophævet (...). Man kan hugge deres træer ned (...). Man skal ødelægge deres unyttig bøger. Jihadister kan tage alt hvad de ønsker som bytte (...). De kan stjæle alt det mad, de behøver.”

En anden muslimsk lærd, den fremtrædende nordafrikanske historiker Ibn Khaldun, havde et lignende, traditionelt syn på jihad og delte den dybe mistro til filosofi. Edward Grant:

"Selv så oplyst en forfatter som Ibn Khaldun (1332-1406) var fjendtligt indstillet over for filosofi og filosoffer. På basis af hans store Introduktion til historie (Muqaddimah), betragtes Ibn Khaldun som den første historiker, der skrev en verdenshistorie. Ifølge Franz Rosenthal: ’Muqaddimah var faktisk det første omfattende forsøg på at analysere de grupperelationer, der styrer menneskets politiske og sociale organisation, på grundlag af miljømæssige og psykologiske faktorer’ (Rosenthal 1973, 321). På trods af hans genialitet som historiker, inkluderede Ibn Khaldun et kapitel i Muqaddimah med titlen: ’En gendrivelse af filosofi. Fordærvelsen af de studerende i filosofi’ (Ibn Khaldun 1958, 3:246-258). I dette kapitel fordømmer Ibn Khaldun filosoffernes anskuelser som forkerte og forkynder for hans muslimske fæller, at ’fysikkens problemer ikke har nogen betydning for os i vores religiøse anliggender, eller for vort udkomme. Derfor skal vi lade dem ligge’ (Ibn Khaldun 1958, 3:251-252). Han betragtede studiet af logik som farligt for de troende, undtagen at de var dybt forankret i Koranen og de muslimske religiøse videnskaber og derved befæstet mod dens metoder."

I mit online essay, The West, Japan, and Cultural Secondarity, drøfter jeg den franske tænker Rémi Bragues idéer fra bogen, Eccentric Culture: A Theory of Western Civilization. Han hævder, at muslimer manglede det europæiske instinkt for selvkritik og påskønnelse af "den Anden." De oversatte ganske vist videnskabelige værker fra græsk og et par andre sprog til arabisk, men bekymrede sig som regel ikke om at bevare originalerne. Dette gjorde "renæssancer", som handler om at gå tilbage til kilderne for at omfortolke dem, umulige i den islamiske verden. Desuden kunne der umuligt opstå noget lignende som de sofistikerede europæiske sprogforskere, som kunne finde ud af, hvordan de græske eller arabiske sprog blev dannet i første omgang. Brague citerer Ibn Khaldun for at sige følgende i sin Muqaddimah:

"(Muslimerne) ønskede at lære de (fremmede) nationers videnskaber at kende. De gjorde dem til deres egne gennem oversættelser. De pressede dem ind i deres egne synspunkters skabelon. De skrællede disse mærkelige sprog af [og lod dem passere] ind i deres [egne] udtryksformer, og overgik (ikke-arabernes) bedrifter. Manuskripterne på de ikke-arabiske sprog blev glemt, forladt og spredt. Alle videnskaberne kom til at eksistere på arabisk. De systematiske arbejder på dem blev skrevet med (arabisk) skrift. Studerende af videnskaberne fik således brug for viden om betydningen af (arabiske) ord og (arabisk) skrift. De kunne se bort fra alle andre sprog, fordi de var blevet udslettet, og der ikke længere var nogen interesse for dem."

Logik fortsatte med at være en hjælpedisciplin i skolastisk teologi (kalam) og i mange religiøse skoler, men fjendtligheden mod filosofi var stærk nok til at få muslimske filosoffer til at holde lav profil. De, der underviste i den, gjorde det ofte privat, ikke i de etablerede institutioner. Her er, hvad Edward Grant skriver i Science and Religion:

"Efter oversættelserne i islams første århundreder, fik græsk filosofi, primært Aristoteles, stærk støtte fra en række individer spredt ud over den islamiske verden. Som vi allerede har nævnt, var al-Kindi, al-Razi, Ibn Sina og Ibn Rushd blandt de største islamiske filosoffer. Alle blev forfulgt til en vis grad. Al-Kindis sag afslører vigtige sider af intellektuelt liv i islam. Som den første af de islamiske Aristoteles-kommentatorer, blev al-Kindi først positivt modtaget af to kaliffer (al-Mamun og al-Mutassim), men hans held slap op med al-Mutawwakil, den tidligere nævnte sunni-kalif. Ifølge Pervez Hoodbhoy: ’Det var ikke svært for ulema [de religiøse lærde] at overbevise herskeren om, at filosoffen havde meget farlige synspunkter. Mutawwakil beordrede snart konfiskation af den lærdes personlige bibliotek (...). Men det var ikke nok. Den tresårige muslimske filosof fik også halvtreds piskeslag foran en stor skare, der var stimlet sammen. Iagttagere, der nedskrev begivenheden, fortæller, at skaren brølede sit bifald ved hvert slag’ (Hoodbhoy 1991, 111). De øvrige fire lærde blev også udsat for en vis grad af forfølgelse, og flere af dem måtte flygte i sikkerhed."

Situationen var radikalt anderledes i det latinske Vesten. Der var sporadisk modstand mod brugen af fornuft og ét alvorligt forsøg på at forbyde Aristoteles’ værker ved universitetet i Paris i midten af trettende århundrede, men dette var af kort varighed og mislykkedes i sidste ende. Der var ingen senere forsøg på at forbyde brugen af logik og naturfilosofi i sig selv, selv om der naturligvis kunne rettes kritik mod bestemte fortolkninger. "Efter 1240'erne og i resten af middelalderen, ville angreb på fornuften være blevet betragtet som bizarre og uacceptable."

I modsætning hertil er islam i princippet et teokrati, hvor religion og stat udgør en enkelt enhed. Islamiske skoler, eller madrasaer, lærte sædvanligvis "islamisk videnskab," dvs. teologi, arabisk grammatik, Koranen og hadith osv. Græsk og anden ikke-muslimsk filosofi blev kaldt "fremmede videnskaber" og blev aldrig integreret i kernepensum. Grant igen:

"[Madrasaerne] havde som deres primære opgave at undervise i den islamiske religion, og lagde ikke megen vægt på de fremmede videnskaber, der, som vi så, bestod af videnskab og naturfilosofi, som i sidste ende kom fra grækerne. De analytiske fag, der stammede fra grækerne, havde bestemt ikke samme status som religiøse og teologiske fag. De fremmede videnskaber spillede faktisk en temmelig marginal rolle i madrasaerne, der udgjorde kernen i det islamiske videregående uddannelsessystem. Kun de fag, der belyste Koranen eller den religiøse lov, blev lært. Et af disse fag var logik, der blev fundet nyttigt ikke blot i semantik, men også blev betragtet som nyttigt til at undgå simple fejlslutninger. Madrasaernes primære funktion, var dog ’at bevare lærdom og forsvare ortodoksi’ (Mottahedeh 1985, 91). I islam betragtede de fleste teologer ikke naturfilosofi som et fag, der kunne hjælpe til en bedre forståelse af religion. Tværtimod blev den sædvanligvis set som et fag, der kunne undergrave den islamiske religion, og derfor som potentielt farlig for troen. Naturfilosofi forblev altid en perifer disciplin i islamiske lande og blev aldrig institutionaliseret inden for uddannelsessystemet, som tilfældet var i den latinske kristenhed."

Græsk naturfilosofi blev fuldt integreret i universitetetspensum i Europa:

"Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at universitetsuddannede teologer ikke alene fuldt ud accepterede og tog imod den naturfilosofiske disciplin, men at mange af dem, hvis ikke de fleste, var ivrige og aktive bidragydere til den naturfilosofiske litteratur. Dette er grunden til, at det er helt passende at kalde dem "teolog-naturfilosoffer." De var lige godt hjemme i begge discipliner og var ivrige efter at indføre så meget naturfilosofi, som de kunne, i løsningen af teologiske problemer, og samtidig undgå fristelsen til at teologisere naturfilosofien. Dette forklarer, hvorfor nogle middelalderteologer kan ligestilles med de bedste sekulære naturfilosoffer, som Jean Buridan og Albert af Sachsen. Nogle teologer, som Albertus Magnus og Nicole Oresme, var klart overlegne i forhold til dem. Gennem deres aktiviteter var Vestens teologer fuldgyldige deltagere i udviklingen og udbredelsen af naturfilosofien. De muliggjorde institutionaliseringen af naturfilosofi ved universiteterne i den sene middelalder, og bidrog dermed til dens omfattende udbredelse."

En af de vigtigste fordele det katolske Europa havde i denne periode, var adskillelsen mellem kirke og stat. Mens Vesten udviklede en livlig naturfilosofi, "blev naturfilosofi i islam en perifer og mistænkelig disciplin, som det endda kunne vise sig farlig at studere."

Edward Grant har gjort et fornemt stykke arbejde med at kaste lys over den rolle, som det europæiske universitetssystem spillede i at gøde jorden for den senere videnskabelige revolution. Som han konkluderer: "Uden adskillelsen af kirke og stat og de udviklinger, der skete som følge heraf, ville Vesten ikke have frembragt en dybt rodfæstet naturfilosofi, som blev spredt ud over Europa gennem et omfattende netværk af universiteter, der lagde grunden til de store videnskabelige fremskridt i det sekstende og syttende århundrede - fremskridt, der er fortsat til i dag. "

Den franske professor i middelalderhistorie Sylvain Gouguenheim har udgivet en bog med titlen Aristote au Mont Saint-Michel: Les Racines Grecques de l'Europe [Aristoteles på Mont Saint-Michel: Europas græske rødder]. Han blev provokeret til at skrive bogen af en henstilling fra Den Europæiske Union om, at skolebøger skulle give et mere positivt billede af islams rolle i europæisk kulturarv. Europæerne, siger han, "fik kendskab til de græske tekster, fordi de gik på jagt efter dem, ikke fordi de blev bragt til dem." Han angriber den tese, fremført af historikere som Edward Said, der fremhæver en "oplyst, raffineret og åndelig islam" overfor et brutalt, racistisk og etnocentrisk Vesten. Aristoteles’ værker om etik, metafysik og politik blev ignoreret af den muslimske verden, fordi de blev betragtet som uforenelige med islamiske idéer. Bortset fra nogle få tænkere, blandt dem Avicenna, Averroes og astrologen Albumasar (Abu Ma'shar), så beholdt de lærde i Mellemøsten kun de ting fra grækerne, som de anså for at være forenelige med Koranen. Som professor Thomas F. Bertonneau skrev i sin anmeldelse af Gouguenheims bog: "Kristendommen var desuden parat til at tage imod, ikke kun filosofien, men også visse grundlæggende politiske principper fra de gamle grækere, især athenerne, såsom ’frihed, fornuft og demokrati.’”

Det er rigtigt, at der var nogle gode lærde i den middelalderlige islamiske verden, for eksempel Ibn Rushd (Averroes), Ibn Sina (Avicenna), al-Razi (Rhazes), al-Kindi og Ibn al-Haytham (Alhazen), men de ydede deres bidrag mere på trods af Islam end på grund af islam.

Det saudiarabiske reformtænker Ibrahim al-Buleihi udtrykte sin beundring for vestlig civilisation i et interview i 2009, hvor han erklærede: "Vestlig civilisation er den eneste civilisation, der har befriet mennesket fra dets illusioner og lænker; den anerkendte menneskets individualitet og udrustede det med evner til og muligheder for at kultivere sig selv og virkeliggøre sine aspirationer.” Selvkritik er en forudsætning for enhver ændring til det bedre, og Buleihi mener, at muslimsk kultur mangler dette. Her er, hvad han siger, som citeret af Middle East Media Research Institute (MEMRI)( dansk udgave):

“Når vi ser navnene på de muslimske filosoffer og lærde, som ifølge vestlige forfattere har bidraget til vestlig kultur, som f.eks. Ibn Rushd, Ibn al-Haitham, Ibn Sina, al-Farabi, al-Razi, al-Khwarizmi og deres lige, så finder vi, at de alle var disciple af græsk kultur og at de som individer stod udenfor den [islamiske] hovedstrøm. De var ikke, og er fortsat ikke, anerkendt af vores kultur. Vi brændte tilmed deres bøger, chikanerede dem [og] advarede imod dem, og vi fortsætter med at se på dem med mistænksomhed og modvilje. Hvordan kan vi rose os af folk, som vi holdt på afstand og hvis tanker vi afviste? (…) disse [resultater] er ikke noget, vi selv har skabt, og disse enestående individer er ikke produktet af arabisk kultur, men snarere af græsk kultur. De befinder sig udenfor vores kulturelle hovedstrøm og vi behandlede dem som fremmedelementer. Vi kan derfor ikke rose os af dem, for vi afviste dem og bekæmpede deres idéer. Omvendt, da Europa lærte af dem, drog det nytte af et kundskabsmateriale, som oprindelig var dets eget, fordi det selv var en videreførelse af græsk kultur, som er kilden til hele den vestlige civilisation.”

I medicinen findes fænomenet "organafstødning", som opstår, når et organ er transplanteret til et andet legeme, og dette legemes immunsystem afviser det som en fremmed indtrængen. Dette er en nyttig analogi at have med, når man vurderer, hvordan muslimer og kristne behandlede græsk naturfilosofi i løbet af middelalderen. Muslimer optog græsk kulturarv, men kun dele af den, og i sidste ende blev selv denne begrænsede accept afvist af teologer som al-Ghazali. Islamisk kulturs immunsystem betragtede græske filosofiske idéer som fremmed indtrængen i sit legeme, bekæmpede dem og til sidst forkastede dem. I modsætning hertil var den græske filosofiske arv ikke noget fremmed for den kristne kultur. Kristne accepterede ikke alle dele af den græske arv som gyldig for dem, men de fleste af dem betragtede ikke græsk logik, tænkemåde og filosofisk ordforråd som noget, der i sig selv var fremmed og fjendtligt. Vi kunne sige, at kristendommen var et jødisk barn, der var døbt i vand gennemtrængt af græsk filosofisk ordforråd og opvokset i et græsk-romerske miljø. Denne nye syntese blev personificeret af Sankt Paulus, en græsk-talende jøde, tilhænger af Jesus af Nazarets lære og romersk borger.

---

Oversættelse: Bombadillo